30. dag – tirsdag den 31. juli 2007

Vi har store planer – vi skal indhente noget af det forsømte. Vi starter dagen med at leje bil hos Avis, kører nord på for Cairns for at opleve skyrail med regnskovstur og toget retur fra Kuranda, som er en lillebitte by, som er fyldt med turister i dagtimerne – og resten af tiden beboet af 60-70´ere hippier, som tilbage i 60érne købte billig jord for at leve lidt mere alternativt.

Turen op til Kuranda foregik som sagt med skyrail, en svævebane, som er etableret i 1994. Turen går gennem regnskoven, et imponerende syn oppe fra svævebanen. Træerne er ganske høje – nogle er helt op til 20 meter høje. Der er 2 stationer undervejs, hvor man kan stå af og kigge nærmere på regnskoven – Red Peak Station, det højeste punkt og Barron Falls Station, hvor man kan kigge nærmere på bl.a. et flot vandfald. Det er sjovt at se på museet, som ligger i Barron Falls Station, at man i begyndelsen af jernbanens tid transporterede folk spændt fast på en enkelt åben vogn – det må have været som en Tivoli tur – eller hvad med bure, hvor man lige kunne stå 2 personer, og så blev man ellers hejst nedad. Godt at transport foregår lidt anderledes i dag.

Vi har 3 timer i Kuranda by, hvor vi får en rigtig skøn frokost – Karsten prøver Barramundi fisken, som er grillet og serveres med soya, jeg får lidt butter chicken – det er jo altid godt. Vi går også i ”Koala Garden”, hvor man kan få lov til at opleve koala bjørnene på tæt hold – faktisk så tæt at man kan få lov til at holde dem og blive fotograferet. Frikke og Mathias fik fornøjelsen, Karsten og jeg måtte nøjes med at røre ved den. Jeg kan oplyse ,at koala bjørne ikke umidelbart er så bløde, som de ser ud – men de er mindst hundrede gange sødere i virkeligheden. Vi var alle helt solgt. Hvor er det bare et fantastisk dyr – selv når de sidder og sover i træet, ser de bare nuser ud. Og sover det gør de faktisk 20 timer i døgnet, så det er ikke mange timer, at man får lov til at opleve dem vågne. Princess, som vores koala bjørn hedder, var 2 år gammel – og hun havde meget svært ved at holde sine øjne åbne under hele seancen. Vi var allle enige om (for en gang skyld – der er nemlig en evindelig diskussion i vores familie om kæledyr) at kunne man have koala bjørn som kæledyr, så var vores næste dyr i familien fundet lige der. Vi tog selvfølgelig masser af bileder, så øjeblikket er foreviget – og børnene smiler stdig saligt, når vi snakker om Princess. (”Koala Garden” lader kun koala bjørnene bliver fotograferet 30 minutter om dagen, resten af tiden har de fri).

På vej tilbage til Kuranda togstation, som skulle være den mest fotograferede station i verden, opdagede jeg til min store skræk, at de dyrekøbte billeder, vi netop havde fået taget af børnene med Princess i armene, lå i den lille bitte lokale kirke – hvor jeg for et kort øjeblik havde lagt dem fra mig for at tage nogle billeder. Karsten var den store helt – han spurtede tilbage og fandt dem igen lige der, hvor jeg havde lagt dem, og vi nåede lige præcis toget tilbage til Freshwater Station.

Det var planen, at vi ville tage til Tjapukai Cultural Park om eftermiddagen, men da vi stod ved bilen, var klokken blevet mange. Så vi besluttede at køre til Port Douglas, en lille by som ligger 65 km nord for Cairns. Den er en rigtig ferieby – men på den gode måde – med en kæmpe bred og lang strand, hyggelige små gader og kun én hovedgade – den minder faktisk lidt om Nossa Heads. Det var en smuk køretur op til Port Douglas – med stranden på vores højre side stort set hele vejen derop. Vi trissede lidt rundt og stødte bla. på en sjov ”fætter”, som oprindelig var født i Israel, men nu boede i Port Douglas med sin svenske kone og deres 2 børn. Han solgte aboriginal kunst og didgeridoo og kunne fortælle os om, hvordan man laver didgeridoos. Både Karsten og ungerne fik lov til at prøve flere af dem for at se, om de kunne få en fornuftig lyd ud af instrumentet – til stor morskab for undertegnede. Men ret skal være ret – der er nok en større fremtid i digilidooen end i sing-along (for nogle familiemedlemmer).
Vi var sent hjemme til Mantra Trilogy. Køreturen hjem var lidt anderledes end ud – her har man ikke gadelygter, så det var interessant.