CPH søndag den 8. august 2010 - Hjemme igen

Ja, så er vi hjemme igen - og har været så optagede af det, at vi ikke har fået fortalt jer om den sidste dag på rejsen - hjemtransporten. Men som Karsten siger - det er jo ikke så interessant.

Hjem kom vi jo - fra Miami med Continental til New York - 4 timer i New Yorks lufthavn for at flyve hjem med SAS til København på cirka 7 timer. Og så landede vi tirsdag den 3. august kl.7 om morgenen og havde en hel dag foran os - med jetlag. Vi havde de bedste intentioner om at sove på SAS flyveren hjem, så vi kunne holde os vågne hele tirsdagen for hurtigst muligt at komme tilbage til en normal gænge - men den gik ikke.

Hjemme igen til huset og Muffe fik vi pakket kufferterne ud, sat vaskemaskinen til at køre og fik ringet til Paustian for at høre nærmere om vores bordplade. Inden dagen var godt i gang ja så sov vi alle 4 - på mange anderledes steder i huset end vi plejer.

Kristina skulle tilbage på job allerede onsdag morgen, så det var bare med at komme tilbage på ret kurs. Karsten og børnene har fri til henholdsvis mandag og tirsdagen efter, så de har sovet på lidt forskellige tidspunkter og haft det lidt sværere med jetlaggen.

Men tilbage i DK har vi regnet lidt på sagerne, er blevet chokerede over at konstatere, at vi har kørt 5.400 km i USA, spist alt for mange hamburgere og pomfritter (selv om at vi alle har tabt os - det må være varmen), er ikke blevet sukker-afhængige men snarere sukker-modstandere og nogle af os glæder os ligefrem til at vende tilbage til skolen og arbejdet.

Tak fordi I læste med - det har været en fantastisk rejse.

USA søndag den1. august – Key West/Miami

USA søndag den 1. august – Key West - Miami

For jer der læste vores blog fra 2007, havde vi et indlæg om D-dagen (Tokyo), hvor D’et stod for Disneyland. Disneyland ligger også i Florida, men det har simpelthen ikke vores dejlige børns interesse. Så denne gang står D’et for delfiner. Vi har lavet en aftale med Dolphin Research Center kl 12.

Men inden vi tager derud skal vi lige igennem diverse Key West morgen ritualer. Det vil blandt andet sige, at morgenmaden skal indtages på en bænk foran Cuban Coffee Queen. Turkey Club er nu vores favorit , specielt når den kan skylles ned med en frisklavet smoothie. Indehaveren Paul er en lidt ældre ”surferdude” som vist har ligget meget højt placeret på verdensranglisten over kite-surfere. Han bruges stadig til film og reklamer. Han har tydeligvis haft en god karriere. Udover det lille kaffeskur har han hus på Key West og i Ecuador. Huset i Ecuador er med 8 soveværelser og 8 badeværelser og ligger direkte ud til havet. Han fortæller blandt andet om hvordan ham laver den specielle Mojo-pork. Den bliver tilberedt med en masse krydderier og sat over aftenen før og er så klar kl 6 næste morgen. 12 timers langtidsstegning virker altså! Ud over hans surferi og den lille kaffe biks er han også chef på én af de lokale cafeer i byen The Grand Café. Da vi kommer hjem og googler hans navn, finder vi ud af, at han har lavet mange skøre ting og mindre skøre ting – men én ting han har præsteret er at flyve i sin kite-surfer fra Key West til Cuba – det plejer vist at være den anden vej rundt.

Derfra er det lige tilbage på hotellet, pakke ned og så afsted. Vi har ca halvanden times kørsel til Grassy Keys, hvor Dolphin Research Center holder til. Vi kommer lidt for tidligt og kan lige nå at se en af de to delfin unger, der er blevet født i fangenskab inden for det sidste halve år.

Det er lidt ambivalent at se delfiner i fangenskab, når vi lige har fløjet over vilde delfiner som ser ud til at lege og har det sjovt. Omvendt er indhegningen 70 cm høj og de kan uden problemer stikke af, så man gør ikke noget for at holde på disse pragtfulde dyr og fangenskab er måske også et forkert ord. Flere af dyrene er har enten et handicap eller er blevet efterladt af deres forældre, hvilket betyder, at de faktisk trives i DRC.

Vi har betalt en million dollars (nej pjat men mange penge) for at få indfriet vores store ønske om at svømme med delfiner. Ud over at komme i vandet med dem, får vi også en god halv times undervisning om, hvad man må gøre sammen med delfiner – og hvad man ikke må gøre. Det er sjovt at se, men alle ansatte på DRC er frivillige, så de brænder virkelig for at gøre en indsats for dyrene – og selvfølglige er et af de vigtigste budskaber her, at vi ikke må smide alt vores affald i vandet, fordi dyrene bliver viklet ind i det – eller spiser det – og det får naturligvis fatale konsekvenser.

Efter undervisningen får vi tildelt vores delfin – vi får Molly, som er en yngre delfin – og Theresa, som faktisk er den ældste nulevende delfin i hele verden. Theresa elsker at optræde, forklarer personalet os – og hviner hver gang, at hun har præsteret et eller andet – så som at danse, splaske på os i vandet, hente ringe o.l. Hun elsker at optræde – og vi skal selvfølgelig helst klappe meget højt af hende. Desværre har hun mistet sit syn her inden for det sidste år, men derfor fortsætter hun ifølge DRC ufortrødent sine optrædener.

Vi bliver lovet 20 minutter i vandet med delfinerne, men inden at vi alle er oppe igen, så har vi faktisk været der i 45 minutter. Det som står øverst på ønskelisten for de fleste er at svømme med delfinerne. Det betyder, at man svømmer afsted – stille og roligt – og så kommer den op til dig, så du kan tage i dens ”dorsal fin” (ryg finnen) og hægte dig fast og få en hurtig tur rundt i hele bassinet. Frikke vælger i sidste øjeblik at lade være – hun er ikke så tryg ved dybden i bassinet, som nogle steder er op til 10 meter. Det betyder, at Mathias får en ekstra tur, hvilket han bestemt ikke er ked af.

Alt i alt en intensiv oplevelse i vandet med delfinerne – og inden vi forlader DRC har vi yderligere betalt endnu en million for en CD med alle billederne. Så dem viser vi rigtig gerne frem til nysgerrige.

Ved 15-tiden kører vi mod Miami og vores lufthavnshotel, hvor vi ankommer kl. 18.30. Og det er et lufthavnshotel – indflyvningen ligger simpelt hen lige hen over poolen, så man næste får blæst ørerne af hver gang, at flyene kommer ind – og der er mange.

Vi tager en hurtig tur i en amerikansk mall, som desværre lukker ualmindelig tidligt, dvs. kl. 19, så vi når lige at se alle de lukkede døre. Heldigvis er der også en food court, så vi kan spise aftensmaden derude, så det ikke er helt forgæves.

Vi kører tilbage til hotellet, Karsten kører udlejningsbilen til lufthavnen og tager shuttle bussen tilbage til hotellet, så efter at alle har gjort sig klar til afgang næste morgen, går vi i seng. Ikke kun poolen har udsigt til flyene – det har man også fra sengen, så vi holder terrasse dørene åbne lidt tid inden vi sover og mærker varmen/fugten og larmen fra lufthavnen. Det bliver nu alligevel en urolig nat, når man sådan skal op og afsted, så sover man ikke så tungt. Kl. 06.30 ringer vækkeuret – og vi står alle op for at rejse tilbage til DK.

USA lørdag den 31. Juli – Key West

USA lørdag den 31. Juli – Key West

Okay,- i dag har jeg fået lov at skrive på bloggen. Vi sov (igen) længe her til morgen, men vi kom da ned til Cuba Queen Coffee en halv time tidligere end i går ;-) Endnu engang er det en succes. Børnene snupper hver en turkey sandwich, Kristina og jeg kaster os ud i en megasandwich med mojo-pork, som er noget utrolig mørt trævlet svinekød med bacon, ost og en masse andet. Lækkert!

Efter et kort familieråd bliver dagen planlagt, - fotosafari i byen, flyvetur, strand, pool. Very easy.

Kristina savnede sit kamera i går, da vi gik en tur igennem byen, ergo går vi da bare turen engang til. Vi får taget et par billeder af nogle smukke træhuse.

Jeg kan egentlig godt se mig selv sidde i sådan et dejligt træhus, men så kom Kristina lige til at nævne prisen. Det tyder på, at man skal være lidt mere end Kaptajn i Thomas Cook eller være under et andet skattetryk.

Normalt vil jeg ikke tage på en rundflyvningstur, men her er det altså en Waco bi-plane (dobbeltdækker). Så dette er en enestående chance for at sidde halvt i det fri, 150 meter over jorden med 180 km/t. Til at starte med er jeg den eneste der vil af sted, men så melder først Frederikke sig og derefter også Mathias.

Da vi kommer til lufthavnen for at booke en tid, finder vi ud af , at man kun kan flyve 2 ad gangen. Kristina vil stadig ikke med, så jeg bliver sørme ”nødt” til at flyve 2 gange.

Vi skal flyve kl 16.45, så vi har god tid til at nå på stranden inden.

Vi kører først forbi den strand, som hotelpersonalet har anbefalet. Det er virkelig en pæn sandstrand, men den er faktisk så pæn, at den er kedelig, så vi kører straks videre til en sikker vinder, - stenstranden ved Fort Zachary. Her er okay snorkling, masser af fisk, skyggende træer og stemning. Efter et par timer med snorkel og maske er det på tide at komme op over havets overflade. En del højere op.

Hurtigt hjem for at skifte og så af sted til lufthavnen. Vi kommer lidt for tidligt og får lov til at gå lidt rundt i hangaren. Der holder en anden dobbeltdækker fra 1934, som var utroligt flot restaureret. Der er kun 5 af dem tilbage i verden.

Waco’en skal lige tankes, og så skal vi af sted. Mathias vil gerne flyve først, så vi sætter os op, spænder os ind, får headset på og starter så mod vest. Det bliver en fantastisk tur på langt over de 15 minutter, som vi har betalt for. Vi ser hele øen, flere koralrev, skibsvrag og delfiner der leger i vandet.

Efter landingen kører vi ind til forpladsen, og mens motoren kører skifter vi Mathias ud med Frederikke. Vi gentager hele turen og selv anden gang er det en flot tur. Ingen går skuffet derfra. Og skulle nogle være interesseret, så har vi en dvd, der viser turen.

Kristina har fundet en afslappet cubansk restaurant på tripadvisor. Da vi kommer, er der masser af plads og det ser temmelig afslappet ud. Børnene får deres burger, og vi får en cubansk ret med steak, black beans og stegte bananer. Så vi holdt os til det cubanske køkken i dag.

Dagen slutter af i poolen. Vi prøver at stå lidt tidligere op i morgen – for i morgen er det D-dag.

USA 30. Juli 2010 – Key West

Fredag den 30. Juli 2010 – Key West

Tid til træning igen – fitness rummet er dog ikke imponerende men 45 minutters hurtig-gang med 7.5 km i timen og afsluttende 15 minutters løb med 11 km i timen – og knæet gjorde ikke ondt. Men jeg skulle jo gerne være klar til mere end det.

Da jeg kommer tilbage til værelset, sover børnene stadig – og Karsten er lige vågnet – og klokken er 09.45. Ikke godt – Frikke og Mathias er svære at få ud af sengen hver morgen. De sover snildt 10-11 timer hver nat.

Der er ikke mulighed for at spise morgenmad på hotellet her (der er der ofte ikke på de amerikanske hoteller – noget som er fuldstændig utænkeligt i DK), så jeg har brugt en times tid i går aftes på at kigge på anbefalinger på tripadvisor.dk. Jeg faldt over et anderledes sted, som hedder Cuban Coffee Queen – og beslutter at det skal være vores morgenmadssted. Vi kører afsted kl. 11, så det bliver vel snarere brunch. Da vi kommer til adressen, viser det sig, at Cuban Coffee Queen er et skur – intet mere eller mindre – og der står 3 bænke udenfor – intet bord – og det er alt. Skuret, som er der, hvor man modtager bestillinger og fremstiller maden/drikkevarerne, er top professionelt udstyret – og skal vise sig, fremstiller fantastisk mad. Ja som Frikke siger – det bliver svært at spise turkey sandwiches efter denne for den er absolut den bedste turkey sandwich vi nogensinde har smagt. Kombineret med de bedste og helt klart de sundeste smoothies, vi har fået i USA – og en rigtig god café con leche (kaffe med mælk), så er vi på toppen. Vi får en god snak med de 2 herrer, som har stedet – og får gode anbefalinger på snorkel steder.

Vi går en tur rundt i kvarteret og ser det ene smukke træhus efter det andet – alle bygget omkring 1890´erne. Jeg havde for en gang skyld efterladt kameraet hjemme, hvilket jeg bitterligt fortryder. Vi bliver nødt til at tage derhen igen i morgen og spise morgenmad – med kameraet selvfølgelig. Key West viser sig at være endnu mere charmerende end først antaget – specielt når man kommer væk fra hovedgaden Duval Street.

Efter anbefaling tager vi til State Park Zachary Taylor for at gå på stranden. Det koster lidt at komme derind, men området er også smukt med pinietræer (dejligt med skygge til de sartes hud), klart vand og ikke overrendt af en masse mennesker. Vi tilbringer et par timer på stranden, hvor Karsten og børnene tager ud og snorkler – og støder på mange fisk og ganske mange fisk, som er ganske store. En af dem så stor at Karsten helt glemmer at tage et billede af den, fordi han bliver så forskrækket.

Tilbage på hotellet checker de andre lige poolen – mens jeg booker tid til delfin mødet på søndag. Vi har heldigvis fået bekræftet, at vi kan blive endnu en nat på hotellet, så vi først tager afsted søndag formiddag – og ikke i morgen. Søndag aften vælger vi et airport hotel, så vi er tæt på lufthavnen, når vi skal aflevere udlejningsbil og flyve tilbage til DK om formiddagen.

Tripadvisor.dk er nu en god samarbejdspartner så efter lidt research her vælger vi aftenens restaurant – the flaming buoy filet co. Restauranten viser sig at ligge midt i et villa kvarter – og er æstetisk indrettet uden at være eksklusiv – og aftenens 2 tjenere til den lille intime restaurant med plads til cirka 20 gæster – viser sig at være rigtig charmerende og oprigtigt interesserede i at servicere og give os en god oplevelse. Det bliver nok turens dyreste middag – men hvilken middag. Mathias vælger new york strip steak med bluse cheese butter - et rigtig godt valg. Karsten tager swordfish med lime butter sauce med mashed potatoes, grilled sweet corn-on-the-cob & vegetables, Frikke er modig og vælger macaroni-and-cheese med lobster og jeg vælger tropical curry with pineapple & bananas over Brown rice med Key West pink shrimp. Og for en gang skyld vælger vi dessert – heldigvis deler vi 2 desserter – chocholate chocolate chip waffles with chocolate sauce og stir fried tropical fruit – begge serveret med tahitian vanilla ice cream (den lokale is). Uhm – rigtig god mad. Så rent madmæssigt en sjov og anderledes dag – velbekomme…

Desværre fik tjeneren forskrækket familien ved at fortælle, at skorpion sæsonen er startet – så da vi skulle ud af bilen hjemme på parkeringspladsen ved hotellet, var der nogen i familien, som havde meget svært ved at komme ud – og ind på hotelværelset. Gæt selv hvem….

USA 29. juli 2010 - Miami Beach til Key West

Torsdag den 29. Juli 2010 - Miami Beach til Key West

Vi har fået en dårlig vane – vi sover så længe, at vi næsten får brugt det meste af formiddagen på at stå op og spise morgenmad. Men sådan er ferie vel også….

Jeg er ked af at sige det, men morgenmaden på Sherry Frontenac er ikke fantastisk. Men Frikke får sin elskede peanut butter, så for hende er alt jo godt. Efter morgenmaden pakker vi kufferter og værelset sammen igen – gad vide hvor mange gange vi har gjort det på denne ferie – og kl. 11 er vi checket ud og Karsten er på vej over til parkeringspladsen for at hente vores bil. Vi kører ud af Miami og konstaterer hurtigt at køre i bil her i lidt mere kedeligt, fordi der er meget fladt, masser af palmer og sådan lidt trivielt. Slet ikke som at være i de andre stater – Washington, Oregon, Nevada eller Arizona. Vi har booket 2 overnatninger på Parrot Key Resort, som ser dejligt ud på nettet.

Vi har planlagt at stoppe undervejs hos Dolphin Research Center og undersøge muligheden for at komme til at svømme med delfiner. Da vi kommer til Research Centeret, er klokken 14 og næste seance er kl. 15.30, hvilket er fint nok. Men imens vi står og beslutter os, kommer den kunde, som lige præcis gør, at alle billetter er udsolgt til eftermiddagens program. Så vi tager en brochure med og kører mod hotellet på Key West. På vejen herud kører vi igennem en masse mangrove, hvor der tydeligvis er et spændende dyreliv såsom f.eks. alligatorer.

Turen herud er lang og lidt kedsommelig. De andre keys er ikke særlig interessante men er tilsyneladende fyldt med masser af turist bikser og fastfood restauranter. Det ændrer sig heldigvis, da vi kommer til Key West.

Hotellet er et smukt resort med hvide træhuse, smukke haver og 4 pools. Dog er poolen kun 5 fod dyb, hvilket ifølge eksperterne i her i familien er for lavt. Men smukt og hyggeligt sted – rent og pæn indretning med lækre himmelblå farver i vores værelse og en lille terrasse foran huset ud mod poolen. Der kan jeg sagtens se mig selv sidde og nyde eftermiddagene, når solen er for stærk, med en god kop kaffe og en bog.

De andre tester poolen, mens jeg kigger lidt mail og andet godt – og ved 18.30-tiden kører vi ind til byen for at finde et sted at spise. Det viser sig at være svært at parkere i byen, men det lykkedes til sidst. Byen er hyggelig – den består primært af små hvide eller grønne træhuse og er centreret omkring 4-5 gader. Vi kører forbi det mest sydlige punkt af Key West, som dermed er det sydligste punkt af USA. Der står adskillige turister og fotograferer – vi vælger nu at køre videre.

Middagen er okay, men bestemt ikke det bedste vi har smagt – og priserne har tilsyneladende fået et hak opad her i Key West. Men det er sjovt at sidde udenfor at spise på restaurantens træterrasse – og på trods af at klokken er 20, så er temperaturen i hvert fald over 30 – og der er sat ventilatorer op alle steder - selv monteret på træstammerne, så man kan trække vejret. Det
Som sædvanlig bliver klokken mange, før at vi falder i søvn alle sammen – måske er det derfor, at vi er så lang tid om at komme op om morgenen. Jeg tror nu, at jeg vil prøve at komme i fitness centret i morgen tidlig, så jeg får lidt gang i benene igen kunne jeg godt komme til at savne – jeg mener, hvornår kan man sidde udenfor i DK klokken sent om aftenen uden at være iført trøjer, tæpper og gerne en terrasse varmer.