I dag skulle vi checke ud fra Lagoon Lodge, da vi flyver videre til Samoa i aften – kl. 21.20 tager vi afsted med Air New Zealand til Apia, som er hovedstaden på Samoa.
Udcheckning foregår gnidningsløst – men inden vi stikker af, når vi lige at få en snak med underboen, hvis søn inviterede Frikke og Mathias til kapløb forleden. Det viser sig, at faren oprindelig er født på Tonga, men i en alder af 11 år forlader han og hans familie øen for at immigrere til Australien. Der har han så boet i 24 år. Af forretningsmæssige årsager har familien så boet de sidste par år i Shanghai (hvilket så er grunden til at sønnen taler mandarin), men nu arbejder han på at starte et forsikringsselskab op på Tonga. Vi får en snak om forholdene på Tongatapu og spørger bl.a. til de mange diplomater, som vi så i går formiddag på Friend´s Café. Han fortæller, at i november 2006 var der oprør i Nukualofa (befolkningen er træt af de forhold, som de lever under – samt den magt som kongefamilien har og ønsker reformer). Tilsyneladende var det så voldsomt (vi havde også second thoughts med at komme herned og har fulgt udviklingen men alt er roligt nu), at både New Zealand og Australien, som begge har interesser hernede, har sendt diplomater og politifolk for at hjælpe tonganerne på rette vej.
Vi har besluttet at bruge den sidste dag til at køre resten af øen rundt, så efter endnu en fantastisk morgenmad på Friend´s Café og et besøg på det lokale marked (som byder på masser af rot crops – jeg kender ikke engang navnene på dem, bananer, gulerødder, tomater og taro rødder samt en masse genbrugstøj) kører vi afsted. Der er kun én vej op nordpå, og det er vist ikke hver dag, at de ser turister – skolebørnene, som var ude og lege foran skolen, vinkede ivrigt til os og de lokale, som alle virker til at være hjemme (de sidder lige inden for deres åbne hoveddør og kigger ud) vinker også – det føles nu sjovt – men man vænner sig til det. Faktisk er det sådan, at der er ret høj arbejdsløshed på Tonga, og gennemsnitsindkomsten er omkring T$ 70 per uge (svarer til cirka kr. 210 per uge). Og så alligevel har tonganerne verdens højeste ”body mass ratio” – faktisk oplyser deres sundhedsministerium, at én tonganer spiser gennemsnitlig 3000-5000 kalorier per dag. Og de er store!
Vi er blevet lidt mere modige med at tale fotos, men man ved jo aldrig, hvordan folk reagerer. Vi kører forbi det sted, hvor den hollandske sømand Abel Jensen Tasman i 1643 går i land på Tongatapu for at handle med de lokale og hente vand – og næste stop blandt blandt de store mængder af kokosnød plantager er Mapu´a´ a Vaca (Chief´s Whistles) – eller på engelsk blowholes. Det er et imponerende syn, der møder os – bølgerne bygger sig op, og når de rammer klipperne presses de op igennem med en fart, som gør at højden nogle gange rammer 30 meter. Ungerne hygger sig – endelig er der noget, der er sjovt – så de hyler og skriger hver gang bølgen rammer klipperne. Det er svært at fange med kameraet. Ifølge vores trofaste rejsesvend Lonely Planet Guidebogen skulle dette være de mest imponerende blowholes i Stillehavet – her på Tonga.
Vi ser et utal af kirker på hele øen. Pyt være med at de selv bor i blikskure, men kirkerne er flotte og velholdte (guidebogen fortæller, at mange ofte sætter sig i gæld for at kunne donere penge til kirken – særlig fordi man ved juletid har en tradition, hvor de oplyser, hvor meget hver familie har doneret). Der er naturligvis også mange kirkegårde, og de er helt specielle. Hver grav er størrelsen af en kiste, som næsten ikke er gravet ned i jorden men nærmest bare har fået jord ovenpå. På jordlaget er der så masser af kunstige blomster samt ofte et tæppe, som familien har syet – det hænger for enden af graven. Ganske mange pårørende forsyner også deres kære med diverse flasker, så de ikke bliver tørstige – eller solcelle havelamper, som lyser om aftenen. Det er så sjovt nok det eneste, som er oplyst, når man kører om aftenen.
Vi kører mod Nukualofa igen sen eftermiddag og får vores sidste måltid på Friend´s Café – og selvfølgelig en god latté. Jeg har for en sikkerheds skyld købt 2 poser Royal Tongan Coffé, så jeg kan byde jer trofaste læsere på en kop kaffe, når vi vender næsen hjemad. Vi checker mail, skriver lidt på bloggen, ungerne har næsen i gameboyen – og vi har efterhånden tilbragt så meget tid på caféen, at vi kender stamgæsterne. Da jeg betaler regningen, kommenterer jeg på dette til servitricen – om deres ”regular guests”, hvorpå hun fortæller mig, at manden som lige kom ind ad døren var John, som havde været på Tonga et stykke tid for at reparere deres kommunikations netværk – men at han rejste hjem i morgen til Australien igen. Vi genkender selv flere fra Fafa Island og gæster fra de andre dage – det er jo lige før, at man har fået et tilhørsforhold til byen. Sjovt at der egentlig ikke skal mere tid til, før man får det sådan.
Det er mørkt, da vi kører mod lufthavnen. Vi har aftalt med FAB Rentals (dvs. Mrs. Lee Miller som har udlejningsfirmaet), at vi stiller bilen i lufthavnen. Der er absolut ingen skilte på Tonga, så heldigvis kørte vi turen forleden, fordi ellers var vi da fortabte. Da vi har checket bagagen ind, opdager vi, at vi skal betale afrejseskat (det havde vi jo gjort via vores billetter, men sådan ser verden ikke altid ud). Så vi må ud og veksle igen for at betale de T$ 50 (cirka kr. 150,-), så vi pænt kan forlade Tonga.
Flyveturen til Samoa er ikke længere end 1 ½ time, men hold da op en verden til forskel. Lufthavnen – ja bare immigrationen tyder på et noget mere checket land. Vi bliver hentet af resortet Aggie Grey´s, som vi skal bo på i 7 dage. I bussen er der andre new zealændere, som skal samme sted. Jeg får mig en hyggelig snak med en ældre herre, som er pensioneret – men gift med en noget yngre kone, som åbenbart arbejder som sygeplejerske. Hotellet er et større sted med 5 restauranter og 2 barer – det er jo helt overvældende, når man kommer fra Tonga. Det er vist tid til en standard badeferie, som Frikke siger – både godt og skidt – det er jo lige før, at man helt har vænnet sig til det primitive liv. Her er både swimming-pool, strand, fitness center, internet, massage og hvad man ellers kan finde på – nå jo tennisbane og sågar deres egen kirke.
Så velkommen til Samoa.
Udcheckning foregår gnidningsløst – men inden vi stikker af, når vi lige at få en snak med underboen, hvis søn inviterede Frikke og Mathias til kapløb forleden. Det viser sig, at faren oprindelig er født på Tonga, men i en alder af 11 år forlader han og hans familie øen for at immigrere til Australien. Der har han så boet i 24 år. Af forretningsmæssige årsager har familien så boet de sidste par år i Shanghai (hvilket så er grunden til at sønnen taler mandarin), men nu arbejder han på at starte et forsikringsselskab op på Tonga. Vi får en snak om forholdene på Tongatapu og spørger bl.a. til de mange diplomater, som vi så i går formiddag på Friend´s Café. Han fortæller, at i november 2006 var der oprør i Nukualofa (befolkningen er træt af de forhold, som de lever under – samt den magt som kongefamilien har og ønsker reformer). Tilsyneladende var det så voldsomt (vi havde også second thoughts med at komme herned og har fulgt udviklingen men alt er roligt nu), at både New Zealand og Australien, som begge har interesser hernede, har sendt diplomater og politifolk for at hjælpe tonganerne på rette vej.
Vi har besluttet at bruge den sidste dag til at køre resten af øen rundt, så efter endnu en fantastisk morgenmad på Friend´s Café og et besøg på det lokale marked (som byder på masser af rot crops – jeg kender ikke engang navnene på dem, bananer, gulerødder, tomater og taro rødder samt en masse genbrugstøj) kører vi afsted. Der er kun én vej op nordpå, og det er vist ikke hver dag, at de ser turister – skolebørnene, som var ude og lege foran skolen, vinkede ivrigt til os og de lokale, som alle virker til at være hjemme (de sidder lige inden for deres åbne hoveddør og kigger ud) vinker også – det føles nu sjovt – men man vænner sig til det. Faktisk er det sådan, at der er ret høj arbejdsløshed på Tonga, og gennemsnitsindkomsten er omkring T$ 70 per uge (svarer til cirka kr. 210 per uge). Og så alligevel har tonganerne verdens højeste ”body mass ratio” – faktisk oplyser deres sundhedsministerium, at én tonganer spiser gennemsnitlig 3000-5000 kalorier per dag. Og de er store!
Vi er blevet lidt mere modige med at tale fotos, men man ved jo aldrig, hvordan folk reagerer. Vi kører forbi det sted, hvor den hollandske sømand Abel Jensen Tasman i 1643 går i land på Tongatapu for at handle med de lokale og hente vand – og næste stop blandt blandt de store mængder af kokosnød plantager er Mapu´a´ a Vaca (Chief´s Whistles) – eller på engelsk blowholes. Det er et imponerende syn, der møder os – bølgerne bygger sig op, og når de rammer klipperne presses de op igennem med en fart, som gør at højden nogle gange rammer 30 meter. Ungerne hygger sig – endelig er der noget, der er sjovt – så de hyler og skriger hver gang bølgen rammer klipperne. Det er svært at fange med kameraet. Ifølge vores trofaste rejsesvend Lonely Planet Guidebogen skulle dette være de mest imponerende blowholes i Stillehavet – her på Tonga.
Vi ser et utal af kirker på hele øen. Pyt være med at de selv bor i blikskure, men kirkerne er flotte og velholdte (guidebogen fortæller, at mange ofte sætter sig i gæld for at kunne donere penge til kirken – særlig fordi man ved juletid har en tradition, hvor de oplyser, hvor meget hver familie har doneret). Der er naturligvis også mange kirkegårde, og de er helt specielle. Hver grav er størrelsen af en kiste, som næsten ikke er gravet ned i jorden men nærmest bare har fået jord ovenpå. På jordlaget er der så masser af kunstige blomster samt ofte et tæppe, som familien har syet – det hænger for enden af graven. Ganske mange pårørende forsyner også deres kære med diverse flasker, så de ikke bliver tørstige – eller solcelle havelamper, som lyser om aftenen. Det er så sjovt nok det eneste, som er oplyst, når man kører om aftenen.
Vi kører mod Nukualofa igen sen eftermiddag og får vores sidste måltid på Friend´s Café – og selvfølgelig en god latté. Jeg har for en sikkerheds skyld købt 2 poser Royal Tongan Coffé, så jeg kan byde jer trofaste læsere på en kop kaffe, når vi vender næsen hjemad. Vi checker mail, skriver lidt på bloggen, ungerne har næsen i gameboyen – og vi har efterhånden tilbragt så meget tid på caféen, at vi kender stamgæsterne. Da jeg betaler regningen, kommenterer jeg på dette til servitricen – om deres ”regular guests”, hvorpå hun fortæller mig, at manden som lige kom ind ad døren var John, som havde været på Tonga et stykke tid for at reparere deres kommunikations netværk – men at han rejste hjem i morgen til Australien igen. Vi genkender selv flere fra Fafa Island og gæster fra de andre dage – det er jo lige før, at man har fået et tilhørsforhold til byen. Sjovt at der egentlig ikke skal mere tid til, før man får det sådan.
Det er mørkt, da vi kører mod lufthavnen. Vi har aftalt med FAB Rentals (dvs. Mrs. Lee Miller som har udlejningsfirmaet), at vi stiller bilen i lufthavnen. Der er absolut ingen skilte på Tonga, så heldigvis kørte vi turen forleden, fordi ellers var vi da fortabte. Da vi har checket bagagen ind, opdager vi, at vi skal betale afrejseskat (det havde vi jo gjort via vores billetter, men sådan ser verden ikke altid ud). Så vi må ud og veksle igen for at betale de T$ 50 (cirka kr. 150,-), så vi pænt kan forlade Tonga.
Flyveturen til Samoa er ikke længere end 1 ½ time, men hold da op en verden til forskel. Lufthavnen – ja bare immigrationen tyder på et noget mere checket land. Vi bliver hentet af resortet Aggie Grey´s, som vi skal bo på i 7 dage. I bussen er der andre new zealændere, som skal samme sted. Jeg får mig en hyggelig snak med en ældre herre, som er pensioneret – men gift med en noget yngre kone, som åbenbart arbejder som sygeplejerske. Hotellet er et større sted med 5 restauranter og 2 barer – det er jo helt overvældende, når man kommer fra Tonga. Det er vist tid til en standard badeferie, som Frikke siger – både godt og skidt – det er jo lige før, at man helt har vænnet sig til det primitive liv. Her er både swimming-pool, strand, fitness center, internet, massage og hvad man ellers kan finde på – nå jo tennisbane og sågar deres egen kirke.
Så velkommen til Samoa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar