1. dag i Paradis – og så regner det. Vi føler os lidt forfulgt af uheld på denne rejse. Hvad laver man egentlig på en øde ø – og hvad laver man, hvis det regner? Heldigvis klarer det hurtigt op i løbet af formiddagen – og så jeg jo erkende, at det ikke er koldt, selv om det regner. Så ulykken er knap så stor, når det kommer til stykket.
Det tager lidt tid at vænne sig til, at man absolut intet skal lave. Ungerne hygger sig gevaldigt, de finder på masser af nye lege, begynder at bygge en hule af kokospalme grene, bruger store konkylier til at samle vand op i og et metalfad, som nok skal bruges til at skylle fødderne efter en strandtur bliver til et sted, hvor der enten laves mad eller helligt vand til velsignelse. Fantasien får frit spil – gameboyen får en tiltrængt pause. Vi har vores eget lille hus, som ligger ganske diskret bag palmer men med kig til stranden. Vi har ingen naboer, så vi har alt for os selv – og selv om at restauranten ligger 200 meter nede af stranden, så er vi helt overladt til os selv. Der ligger masser af kokosnødder overalt, og dagens største sejr var børnene og Karstens vellykkede forsøg på at åbne en kokosnød – uden knive eller lignende. Vi fandt på vores første tur rundt om øen, som tager 20 minutter i langsomt tempo (og inklusiv Mathias mange uheld) nogle spidse kæppe, som kan bruges til lidt af hvert. Mathias går f.eks. ud i vandet og leger, at han fanger fisk. Det er kun, når det er lavvande, at man kan gå rundt om hele øen langs vandet. Når det er højvande, forsvinder vores stykke strand fuldstændigt.
Rengøringspigen hedder Sera, hun kommer fra Fiji. Hun fortæller mig, at flere af medarbejderne er fra Fiji – fordi som hun siger: ”We know how to sweat” – underforstået fijianerne arbejder hårdt, det gør tonganerne ikke. Det er sjovt at høre fra hende om livet på Tonga. Hun er taget fra Fiji for at undervise i en børnehave, fordi fijianerne er dygtige til engelsk. De har haft mange flere turister på Fiji, så de er veltalende. De er også eftertragtet arbejdskraft, fordi de som sagt arbejder hårdt og har lidt mere flair for, hvad der skal til. Tonganerne får gennemsnitlig 12 børn – og så kan de også finde på at adoptere hinandens børn. Ifølge Sera sender de tit et familiemedlem ”overseas”, så de kan tjene penge til familien. Jeg tror, at hun synes, at de er lidt dovne og forvænte. Det er også væsentligt dyrere at bo på Tonga end Fiji – forklarer hun. De er 29 ansatte på øen til at servicere 12 hytter. Vi møder også Moses, som er ”garden boy” – han virker rigtig glad for ungerne og hjælper dem med at spidse deres kæppe med sin marchete kniv. Tempoet på øen er Fafa-time, som de ansatte siger – tingene tager sin tid, og man er bestemt ikke stresset. Sera siger godt nok, at de arbejder samtlige 7 dage om ugen, men tempoet er til gengæld ikke vanvittig hurtigt.
Eftermiddagens begivenhed var, at Mathias sad og gravede sig ned til kinøjserne, da en kæmpe hvid krabbe pludselig for op af sit skjul. Mathias blev så forskrækket, at han nærmest fløj 10 meter op i luften. Det så ganske fornøjeligt ud.
Om aftenen var der inviteret til polynesisk aften med buffet. Det har vi prøvet på Mana Island, hvor vi blev gift for 4 år siden – men hvad skal man ellers finde på? Buffetten var god – fantastisk god redsnapper (fisk), barbeque kyllingelår og det møreste oksemørbrad. Personalet har i mellemtiden en seance, hvor de drikker kava – en drik som vi også stødte på Mana Island – faktisk er det rødder, som opløses i vand. Det virker euforiserende at drikke det, og folk som har prøvet siger, at man får følelsesløse læber. Som Karsten og jeg talte om, så er det nok en måde at kontrollere kava-indtaget på blandt de ansatte, hvis man legitimerer det én gang om ugen. Man sidder i en rundkreds på gulvet med kava-skålen i midten, og så går skålen ellers på omgang. Det har en umiskendelig grå farve, som noget grumset vand – og siges at smage af ”sure sokker”. Gæsterne var også inviterede, men det var faktisk få, som deltog. Jeg vil sige, at ved aftenens afslutning var de fleste ganske berusede. Måske var det, som skulle til for at få mod til deres optræden senere på aftenen. Vi fik set polynesisk, honolulu og hawaii-dans – fremført at personalet. Det var sjovt at se dem fra en anden side – end som gartner, kok eller servitrice.
Vi gik hjem og i seng kl. 22.00 – vi var trætte. Ja man forstår ikke helt hvorfor – for vi har da ikke lavet dagens gode gerning. Måske er det al den friske luft? Vejen tilbage til hytten var lærerig – i aften tager vi petroleumslampen med ned til restauranten, så vi også kan finde vej hjem – når det er mørkt her, så er det møøøørkt...
Det tager lidt tid at vænne sig til, at man absolut intet skal lave. Ungerne hygger sig gevaldigt, de finder på masser af nye lege, begynder at bygge en hule af kokospalme grene, bruger store konkylier til at samle vand op i og et metalfad, som nok skal bruges til at skylle fødderne efter en strandtur bliver til et sted, hvor der enten laves mad eller helligt vand til velsignelse. Fantasien får frit spil – gameboyen får en tiltrængt pause. Vi har vores eget lille hus, som ligger ganske diskret bag palmer men med kig til stranden. Vi har ingen naboer, så vi har alt for os selv – og selv om at restauranten ligger 200 meter nede af stranden, så er vi helt overladt til os selv. Der ligger masser af kokosnødder overalt, og dagens største sejr var børnene og Karstens vellykkede forsøg på at åbne en kokosnød – uden knive eller lignende. Vi fandt på vores første tur rundt om øen, som tager 20 minutter i langsomt tempo (og inklusiv Mathias mange uheld) nogle spidse kæppe, som kan bruges til lidt af hvert. Mathias går f.eks. ud i vandet og leger, at han fanger fisk. Det er kun, når det er lavvande, at man kan gå rundt om hele øen langs vandet. Når det er højvande, forsvinder vores stykke strand fuldstændigt.
Rengøringspigen hedder Sera, hun kommer fra Fiji. Hun fortæller mig, at flere af medarbejderne er fra Fiji – fordi som hun siger: ”We know how to sweat” – underforstået fijianerne arbejder hårdt, det gør tonganerne ikke. Det er sjovt at høre fra hende om livet på Tonga. Hun er taget fra Fiji for at undervise i en børnehave, fordi fijianerne er dygtige til engelsk. De har haft mange flere turister på Fiji, så de er veltalende. De er også eftertragtet arbejdskraft, fordi de som sagt arbejder hårdt og har lidt mere flair for, hvad der skal til. Tonganerne får gennemsnitlig 12 børn – og så kan de også finde på at adoptere hinandens børn. Ifølge Sera sender de tit et familiemedlem ”overseas”, så de kan tjene penge til familien. Jeg tror, at hun synes, at de er lidt dovne og forvænte. Det er også væsentligt dyrere at bo på Tonga end Fiji – forklarer hun. De er 29 ansatte på øen til at servicere 12 hytter. Vi møder også Moses, som er ”garden boy” – han virker rigtig glad for ungerne og hjælper dem med at spidse deres kæppe med sin marchete kniv. Tempoet på øen er Fafa-time, som de ansatte siger – tingene tager sin tid, og man er bestemt ikke stresset. Sera siger godt nok, at de arbejder samtlige 7 dage om ugen, men tempoet er til gengæld ikke vanvittig hurtigt.
Eftermiddagens begivenhed var, at Mathias sad og gravede sig ned til kinøjserne, da en kæmpe hvid krabbe pludselig for op af sit skjul. Mathias blev så forskrækket, at han nærmest fløj 10 meter op i luften. Det så ganske fornøjeligt ud.
Om aftenen var der inviteret til polynesisk aften med buffet. Det har vi prøvet på Mana Island, hvor vi blev gift for 4 år siden – men hvad skal man ellers finde på? Buffetten var god – fantastisk god redsnapper (fisk), barbeque kyllingelår og det møreste oksemørbrad. Personalet har i mellemtiden en seance, hvor de drikker kava – en drik som vi også stødte på Mana Island – faktisk er det rødder, som opløses i vand. Det virker euforiserende at drikke det, og folk som har prøvet siger, at man får følelsesløse læber. Som Karsten og jeg talte om, så er det nok en måde at kontrollere kava-indtaget på blandt de ansatte, hvis man legitimerer det én gang om ugen. Man sidder i en rundkreds på gulvet med kava-skålen i midten, og så går skålen ellers på omgang. Det har en umiskendelig grå farve, som noget grumset vand – og siges at smage af ”sure sokker”. Gæsterne var også inviterede, men det var faktisk få, som deltog. Jeg vil sige, at ved aftenens afslutning var de fleste ganske berusede. Måske var det, som skulle til for at få mod til deres optræden senere på aftenen. Vi fik set polynesisk, honolulu og hawaii-dans – fremført at personalet. Det var sjovt at se dem fra en anden side – end som gartner, kok eller servitrice.
Vi gik hjem og i seng kl. 22.00 – vi var trætte. Ja man forstår ikke helt hvorfor – for vi har da ikke lavet dagens gode gerning. Måske er det al den friske luft? Vejen tilbage til hytten var lærerig – i aften tager vi petroleumslampen med ned til restauranten, så vi også kan finde vej hjem – når det er mørkt her, så er det møøøørkt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar