mandag den 6. august 2007

35. dag – søndag den 5. august 2007


Jeg vågnede ved, at Mathias og Frikke sad og skraldgrinede ude i køkkenet – de fjollede med onkel Andy hen over morgenmaden, så de var ved at få deres coco pops galt i halsen. De havde det rigtig hyggeligt – alle 4.

Efter morgenmaden havde moster Janni lovet børnene at køre dem til Chadston Mall, hvor der ligger en ”Build a Bear” forretning, hvor de kunne få brændt deres aussie dollars af, som mormor havde sendt med. Og så havde de også fået lokket en muffin ud af moster – Frikke valgte én med marshmallows og Mathias fik én med vingummier og krømmel. Dejligt at se at de havde så meget økonomisk sans, at de ikke brændte det hele af ved denne lejlighed, men hver især havde henholdsvis 15 og 25 dollars tilbage efter besøget i Chadston.

Imens gik jeg en tur i byen, den er stadig ved andet besøg ganske hyggelig. Jeg er fuldstændig imponeret over australsk arkitektur, de bygger nogle skønne huse. I stedet for murstenshuse ser man mange huse, som har malede facader – i de flotteste grå og brune nuancer – ja det lyder umiddelbart ikke så flot, men det er det faktisk. Og så naturligvis deres smedejerns stakitter eller rækværn på verandaen. Kan I forestille jer det? Generelt er huse og haver meget velholdte, så overalt hvor man kigger er der pænt. Der er mange mennesker ude og gå tur på dette tidspunkt. Det som slår mig, da jeg går tur er, at man ikke hører så meget fuglekvidder, som var så imponerende i Cairns. Men det er jo også vintertid, så fuglefløjt er ikke det man hører mest af.

Da jeg kommer tilbage til huset, sidder Andy og Karsten stadig på nettet ude i køkkenet – på hver deres computer. Det er sjovt at se, hvor hurtigt man er tilbage i sine vaner – har man adgang til nettet, så forfalder man hurtigt til at blive hængende der et par timer. Ungerne og Janni er også tilbage. De viser mig, hvad de har købt – og selvfølgelig har moster foræret dem lidt også, så Mathias har fået en sej læderjakke til bamse Markus – og hue, vanter og tørklæde til Frikkes bamser. Janni havde fundet Marcs gamle lego frem, så de spenderede et par timer på stuegulvet og fik bygget huse, skibe og øer. Marc er stadig sløj, så han er mest oppe på sit værelse. Det tager godt nok sin tid, før pencillinen hjælper ham.

Vi når også lige en tur ud og se byggeriet af Heidelbergs nye lokaler i Nottinghill. Det ser godt nok spændende ud – jeg er helt sikker på, at det bliver flot, når det står helt færdigt. Det er planen, at de skal flytte ind til oktober. Vi kører også lige forbi Carinas svigermors butik i Toorak på Church Street (som ifølge Janni og Andy skulle være der man bor, hvis er noget ved musikken). Det er sjovt at se den, når nu vi har hørt om den – tilsyneladende har hun 10 butikker spredt rundt i Australien i bl.a. Sydney og Canberra.

Carina og Michael skal komme hjem fra deres ski weekend her til aften, de kommer og spiser aftensmad med os. Det bliver dejligt.
Inden aftensmaden gik Karsten og jeg en tur – ungerne ville hellere blive hjemme. I det hele taget vil de hellere blive her i Melbourne hos familien end at rejse videre. Vi tog en hyggelig tur gennem byen med en kop varm kakao i hånden. Vi stak også lige hovedet indenfor den lokale kirke, hvor vi blev mødt af en sød ældre dame, som var i gang med at gøre kirken klar til messe kl. 18.00. Drengekoret var også i gang med at øve aftenens sange – de sang fantastisks smukt og gik ifølge den ældre dame på Brighton Grammar School på scholarships – en skole som kun er for drenge. De sang virkelig smukt. Vi fik en rundtur i kirken og en snak om rejser. Hun var selv en meget ivrig traveller og havde faktisk været i København sidste år, så vi fik en livlig snak. Tilsyneladende har de ligesom alle andre steder i verden problemer med at fylde kirken op, så de har bl.a. lejet noget af kirken ud til café. Andy fortalte os også forleden, at i nogle tilfælde sælger de helt kirker, som står tomme hen, så man har mulighed for at indrette boliger i stedet for – det ville være helt utænkeligt (indtil nu) i Danmark. Men ideen er sjov.

Billedet i dag er fra caféen, som er indrettet i en tidligere del af kirken.

Ingen kommentarer: