CPH søndag den 8. august 2010 - Hjemme igen

Ja, så er vi hjemme igen - og har været så optagede af det, at vi ikke har fået fortalt jer om den sidste dag på rejsen - hjemtransporten. Men som Karsten siger - det er jo ikke så interessant.

Hjem kom vi jo - fra Miami med Continental til New York - 4 timer i New Yorks lufthavn for at flyve hjem med SAS til København på cirka 7 timer. Og så landede vi tirsdag den 3. august kl.7 om morgenen og havde en hel dag foran os - med jetlag. Vi havde de bedste intentioner om at sove på SAS flyveren hjem, så vi kunne holde os vågne hele tirsdagen for hurtigst muligt at komme tilbage til en normal gænge - men den gik ikke.

Hjemme igen til huset og Muffe fik vi pakket kufferterne ud, sat vaskemaskinen til at køre og fik ringet til Paustian for at høre nærmere om vores bordplade. Inden dagen var godt i gang ja så sov vi alle 4 - på mange anderledes steder i huset end vi plejer.

Kristina skulle tilbage på job allerede onsdag morgen, så det var bare med at komme tilbage på ret kurs. Karsten og børnene har fri til henholdsvis mandag og tirsdagen efter, så de har sovet på lidt forskellige tidspunkter og haft det lidt sværere med jetlaggen.

Men tilbage i DK har vi regnet lidt på sagerne, er blevet chokerede over at konstatere, at vi har kørt 5.400 km i USA, spist alt for mange hamburgere og pomfritter (selv om at vi alle har tabt os - det må være varmen), er ikke blevet sukker-afhængige men snarere sukker-modstandere og nogle af os glæder os ligefrem til at vende tilbage til skolen og arbejdet.

Tak fordi I læste med - det har været en fantastisk rejse.

USA søndag den1. august – Key West/Miami

USA søndag den 1. august – Key West - Miami

For jer der læste vores blog fra 2007, havde vi et indlæg om D-dagen (Tokyo), hvor D’et stod for Disneyland. Disneyland ligger også i Florida, men det har simpelthen ikke vores dejlige børns interesse. Så denne gang står D’et for delfiner. Vi har lavet en aftale med Dolphin Research Center kl 12.

Men inden vi tager derud skal vi lige igennem diverse Key West morgen ritualer. Det vil blandt andet sige, at morgenmaden skal indtages på en bænk foran Cuban Coffee Queen. Turkey Club er nu vores favorit , specielt når den kan skylles ned med en frisklavet smoothie. Indehaveren Paul er en lidt ældre ”surferdude” som vist har ligget meget højt placeret på verdensranglisten over kite-surfere. Han bruges stadig til film og reklamer. Han har tydeligvis haft en god karriere. Udover det lille kaffeskur har han hus på Key West og i Ecuador. Huset i Ecuador er med 8 soveværelser og 8 badeværelser og ligger direkte ud til havet. Han fortæller blandt andet om hvordan ham laver den specielle Mojo-pork. Den bliver tilberedt med en masse krydderier og sat over aftenen før og er så klar kl 6 næste morgen. 12 timers langtidsstegning virker altså! Ud over hans surferi og den lille kaffe biks er han også chef på én af de lokale cafeer i byen The Grand Café. Da vi kommer hjem og googler hans navn, finder vi ud af, at han har lavet mange skøre ting og mindre skøre ting – men én ting han har præsteret er at flyve i sin kite-surfer fra Key West til Cuba – det plejer vist at være den anden vej rundt.

Derfra er det lige tilbage på hotellet, pakke ned og så afsted. Vi har ca halvanden times kørsel til Grassy Keys, hvor Dolphin Research Center holder til. Vi kommer lidt for tidligt og kan lige nå at se en af de to delfin unger, der er blevet født i fangenskab inden for det sidste halve år.

Det er lidt ambivalent at se delfiner i fangenskab, når vi lige har fløjet over vilde delfiner som ser ud til at lege og har det sjovt. Omvendt er indhegningen 70 cm høj og de kan uden problemer stikke af, så man gør ikke noget for at holde på disse pragtfulde dyr og fangenskab er måske også et forkert ord. Flere af dyrene er har enten et handicap eller er blevet efterladt af deres forældre, hvilket betyder, at de faktisk trives i DRC.

Vi har betalt en million dollars (nej pjat men mange penge) for at få indfriet vores store ønske om at svømme med delfiner. Ud over at komme i vandet med dem, får vi også en god halv times undervisning om, hvad man må gøre sammen med delfiner – og hvad man ikke må gøre. Det er sjovt at se, men alle ansatte på DRC er frivillige, så de brænder virkelig for at gøre en indsats for dyrene – og selvfølglige er et af de vigtigste budskaber her, at vi ikke må smide alt vores affald i vandet, fordi dyrene bliver viklet ind i det – eller spiser det – og det får naturligvis fatale konsekvenser.

Efter undervisningen får vi tildelt vores delfin – vi får Molly, som er en yngre delfin – og Theresa, som faktisk er den ældste nulevende delfin i hele verden. Theresa elsker at optræde, forklarer personalet os – og hviner hver gang, at hun har præsteret et eller andet – så som at danse, splaske på os i vandet, hente ringe o.l. Hun elsker at optræde – og vi skal selvfølgelig helst klappe meget højt af hende. Desværre har hun mistet sit syn her inden for det sidste år, men derfor fortsætter hun ifølge DRC ufortrødent sine optrædener.

Vi bliver lovet 20 minutter i vandet med delfinerne, men inden at vi alle er oppe igen, så har vi faktisk været der i 45 minutter. Det som står øverst på ønskelisten for de fleste er at svømme med delfinerne. Det betyder, at man svømmer afsted – stille og roligt – og så kommer den op til dig, så du kan tage i dens ”dorsal fin” (ryg finnen) og hægte dig fast og få en hurtig tur rundt i hele bassinet. Frikke vælger i sidste øjeblik at lade være – hun er ikke så tryg ved dybden i bassinet, som nogle steder er op til 10 meter. Det betyder, at Mathias får en ekstra tur, hvilket han bestemt ikke er ked af.

Alt i alt en intensiv oplevelse i vandet med delfinerne – og inden vi forlader DRC har vi yderligere betalt endnu en million for en CD med alle billederne. Så dem viser vi rigtig gerne frem til nysgerrige.

Ved 15-tiden kører vi mod Miami og vores lufthavnshotel, hvor vi ankommer kl. 18.30. Og det er et lufthavnshotel – indflyvningen ligger simpelt hen lige hen over poolen, så man næste får blæst ørerne af hver gang, at flyene kommer ind – og der er mange.

Vi tager en hurtig tur i en amerikansk mall, som desværre lukker ualmindelig tidligt, dvs. kl. 19, så vi når lige at se alle de lukkede døre. Heldigvis er der også en food court, så vi kan spise aftensmaden derude, så det ikke er helt forgæves.

Vi kører tilbage til hotellet, Karsten kører udlejningsbilen til lufthavnen og tager shuttle bussen tilbage til hotellet, så efter at alle har gjort sig klar til afgang næste morgen, går vi i seng. Ikke kun poolen har udsigt til flyene – det har man også fra sengen, så vi holder terrasse dørene åbne lidt tid inden vi sover og mærker varmen/fugten og larmen fra lufthavnen. Det bliver nu alligevel en urolig nat, når man sådan skal op og afsted, så sover man ikke så tungt. Kl. 06.30 ringer vækkeuret – og vi står alle op for at rejse tilbage til DK.

USA lørdag den 31. Juli – Key West

USA lørdag den 31. Juli – Key West

Okay,- i dag har jeg fået lov at skrive på bloggen. Vi sov (igen) længe her til morgen, men vi kom da ned til Cuba Queen Coffee en halv time tidligere end i går ;-) Endnu engang er det en succes. Børnene snupper hver en turkey sandwich, Kristina og jeg kaster os ud i en megasandwich med mojo-pork, som er noget utrolig mørt trævlet svinekød med bacon, ost og en masse andet. Lækkert!

Efter et kort familieråd bliver dagen planlagt, - fotosafari i byen, flyvetur, strand, pool. Very easy.

Kristina savnede sit kamera i går, da vi gik en tur igennem byen, ergo går vi da bare turen engang til. Vi får taget et par billeder af nogle smukke træhuse.

Jeg kan egentlig godt se mig selv sidde i sådan et dejligt træhus, men så kom Kristina lige til at nævne prisen. Det tyder på, at man skal være lidt mere end Kaptajn i Thomas Cook eller være under et andet skattetryk.

Normalt vil jeg ikke tage på en rundflyvningstur, men her er det altså en Waco bi-plane (dobbeltdækker). Så dette er en enestående chance for at sidde halvt i det fri, 150 meter over jorden med 180 km/t. Til at starte med er jeg den eneste der vil af sted, men så melder først Frederikke sig og derefter også Mathias.

Da vi kommer til lufthavnen for at booke en tid, finder vi ud af , at man kun kan flyve 2 ad gangen. Kristina vil stadig ikke med, så jeg bliver sørme ”nødt” til at flyve 2 gange.

Vi skal flyve kl 16.45, så vi har god tid til at nå på stranden inden.

Vi kører først forbi den strand, som hotelpersonalet har anbefalet. Det er virkelig en pæn sandstrand, men den er faktisk så pæn, at den er kedelig, så vi kører straks videre til en sikker vinder, - stenstranden ved Fort Zachary. Her er okay snorkling, masser af fisk, skyggende træer og stemning. Efter et par timer med snorkel og maske er det på tide at komme op over havets overflade. En del højere op.

Hurtigt hjem for at skifte og så af sted til lufthavnen. Vi kommer lidt for tidligt og får lov til at gå lidt rundt i hangaren. Der holder en anden dobbeltdækker fra 1934, som var utroligt flot restaureret. Der er kun 5 af dem tilbage i verden.

Waco’en skal lige tankes, og så skal vi af sted. Mathias vil gerne flyve først, så vi sætter os op, spænder os ind, får headset på og starter så mod vest. Det bliver en fantastisk tur på langt over de 15 minutter, som vi har betalt for. Vi ser hele øen, flere koralrev, skibsvrag og delfiner der leger i vandet.

Efter landingen kører vi ind til forpladsen, og mens motoren kører skifter vi Mathias ud med Frederikke. Vi gentager hele turen og selv anden gang er det en flot tur. Ingen går skuffet derfra. Og skulle nogle være interesseret, så har vi en dvd, der viser turen.

Kristina har fundet en afslappet cubansk restaurant på tripadvisor. Da vi kommer, er der masser af plads og det ser temmelig afslappet ud. Børnene får deres burger, og vi får en cubansk ret med steak, black beans og stegte bananer. Så vi holdt os til det cubanske køkken i dag.

Dagen slutter af i poolen. Vi prøver at stå lidt tidligere op i morgen – for i morgen er det D-dag.

USA 30. Juli 2010 – Key West

Fredag den 30. Juli 2010 – Key West

Tid til træning igen – fitness rummet er dog ikke imponerende men 45 minutters hurtig-gang med 7.5 km i timen og afsluttende 15 minutters løb med 11 km i timen – og knæet gjorde ikke ondt. Men jeg skulle jo gerne være klar til mere end det.

Da jeg kommer tilbage til værelset, sover børnene stadig – og Karsten er lige vågnet – og klokken er 09.45. Ikke godt – Frikke og Mathias er svære at få ud af sengen hver morgen. De sover snildt 10-11 timer hver nat.

Der er ikke mulighed for at spise morgenmad på hotellet her (der er der ofte ikke på de amerikanske hoteller – noget som er fuldstændig utænkeligt i DK), så jeg har brugt en times tid i går aftes på at kigge på anbefalinger på tripadvisor.dk. Jeg faldt over et anderledes sted, som hedder Cuban Coffee Queen – og beslutter at det skal være vores morgenmadssted. Vi kører afsted kl. 11, så det bliver vel snarere brunch. Da vi kommer til adressen, viser det sig, at Cuban Coffee Queen er et skur – intet mere eller mindre – og der står 3 bænke udenfor – intet bord – og det er alt. Skuret, som er der, hvor man modtager bestillinger og fremstiller maden/drikkevarerne, er top professionelt udstyret – og skal vise sig, fremstiller fantastisk mad. Ja som Frikke siger – det bliver svært at spise turkey sandwiches efter denne for den er absolut den bedste turkey sandwich vi nogensinde har smagt. Kombineret med de bedste og helt klart de sundeste smoothies, vi har fået i USA – og en rigtig god café con leche (kaffe med mælk), så er vi på toppen. Vi får en god snak med de 2 herrer, som har stedet – og får gode anbefalinger på snorkel steder.

Vi går en tur rundt i kvarteret og ser det ene smukke træhus efter det andet – alle bygget omkring 1890´erne. Jeg havde for en gang skyld efterladt kameraet hjemme, hvilket jeg bitterligt fortryder. Vi bliver nødt til at tage derhen igen i morgen og spise morgenmad – med kameraet selvfølgelig. Key West viser sig at være endnu mere charmerende end først antaget – specielt når man kommer væk fra hovedgaden Duval Street.

Efter anbefaling tager vi til State Park Zachary Taylor for at gå på stranden. Det koster lidt at komme derind, men området er også smukt med pinietræer (dejligt med skygge til de sartes hud), klart vand og ikke overrendt af en masse mennesker. Vi tilbringer et par timer på stranden, hvor Karsten og børnene tager ud og snorkler – og støder på mange fisk og ganske mange fisk, som er ganske store. En af dem så stor at Karsten helt glemmer at tage et billede af den, fordi han bliver så forskrækket.

Tilbage på hotellet checker de andre lige poolen – mens jeg booker tid til delfin mødet på søndag. Vi har heldigvis fået bekræftet, at vi kan blive endnu en nat på hotellet, så vi først tager afsted søndag formiddag – og ikke i morgen. Søndag aften vælger vi et airport hotel, så vi er tæt på lufthavnen, når vi skal aflevere udlejningsbil og flyve tilbage til DK om formiddagen.

Tripadvisor.dk er nu en god samarbejdspartner så efter lidt research her vælger vi aftenens restaurant – the flaming buoy filet co. Restauranten viser sig at ligge midt i et villa kvarter – og er æstetisk indrettet uden at være eksklusiv – og aftenens 2 tjenere til den lille intime restaurant med plads til cirka 20 gæster – viser sig at være rigtig charmerende og oprigtigt interesserede i at servicere og give os en god oplevelse. Det bliver nok turens dyreste middag – men hvilken middag. Mathias vælger new york strip steak med bluse cheese butter - et rigtig godt valg. Karsten tager swordfish med lime butter sauce med mashed potatoes, grilled sweet corn-on-the-cob & vegetables, Frikke er modig og vælger macaroni-and-cheese med lobster og jeg vælger tropical curry with pineapple & bananas over Brown rice med Key West pink shrimp. Og for en gang skyld vælger vi dessert – heldigvis deler vi 2 desserter – chocholate chocolate chip waffles with chocolate sauce og stir fried tropical fruit – begge serveret med tahitian vanilla ice cream (den lokale is). Uhm – rigtig god mad. Så rent madmæssigt en sjov og anderledes dag – velbekomme…

Desværre fik tjeneren forskrækket familien ved at fortælle, at skorpion sæsonen er startet – så da vi skulle ud af bilen hjemme på parkeringspladsen ved hotellet, var der nogen i familien, som havde meget svært ved at komme ud – og ind på hotelværelset. Gæt selv hvem….

USA 29. juli 2010 - Miami Beach til Key West

Torsdag den 29. Juli 2010 - Miami Beach til Key West

Vi har fået en dårlig vane – vi sover så længe, at vi næsten får brugt det meste af formiddagen på at stå op og spise morgenmad. Men sådan er ferie vel også….

Jeg er ked af at sige det, men morgenmaden på Sherry Frontenac er ikke fantastisk. Men Frikke får sin elskede peanut butter, så for hende er alt jo godt. Efter morgenmaden pakker vi kufferter og værelset sammen igen – gad vide hvor mange gange vi har gjort det på denne ferie – og kl. 11 er vi checket ud og Karsten er på vej over til parkeringspladsen for at hente vores bil. Vi kører ud af Miami og konstaterer hurtigt at køre i bil her i lidt mere kedeligt, fordi der er meget fladt, masser af palmer og sådan lidt trivielt. Slet ikke som at være i de andre stater – Washington, Oregon, Nevada eller Arizona. Vi har booket 2 overnatninger på Parrot Key Resort, som ser dejligt ud på nettet.

Vi har planlagt at stoppe undervejs hos Dolphin Research Center og undersøge muligheden for at komme til at svømme med delfiner. Da vi kommer til Research Centeret, er klokken 14 og næste seance er kl. 15.30, hvilket er fint nok. Men imens vi står og beslutter os, kommer den kunde, som lige præcis gør, at alle billetter er udsolgt til eftermiddagens program. Så vi tager en brochure med og kører mod hotellet på Key West. På vejen herud kører vi igennem en masse mangrove, hvor der tydeligvis er et spændende dyreliv såsom f.eks. alligatorer.

Turen herud er lang og lidt kedsommelig. De andre keys er ikke særlig interessante men er tilsyneladende fyldt med masser af turist bikser og fastfood restauranter. Det ændrer sig heldigvis, da vi kommer til Key West.

Hotellet er et smukt resort med hvide træhuse, smukke haver og 4 pools. Dog er poolen kun 5 fod dyb, hvilket ifølge eksperterne i her i familien er for lavt. Men smukt og hyggeligt sted – rent og pæn indretning med lækre himmelblå farver i vores værelse og en lille terrasse foran huset ud mod poolen. Der kan jeg sagtens se mig selv sidde og nyde eftermiddagene, når solen er for stærk, med en god kop kaffe og en bog.

De andre tester poolen, mens jeg kigger lidt mail og andet godt – og ved 18.30-tiden kører vi ind til byen for at finde et sted at spise. Det viser sig at være svært at parkere i byen, men det lykkedes til sidst. Byen er hyggelig – den består primært af små hvide eller grønne træhuse og er centreret omkring 4-5 gader. Vi kører forbi det mest sydlige punkt af Key West, som dermed er det sydligste punkt af USA. Der står adskillige turister og fotograferer – vi vælger nu at køre videre.

Middagen er okay, men bestemt ikke det bedste vi har smagt – og priserne har tilsyneladende fået et hak opad her i Key West. Men det er sjovt at sidde udenfor at spise på restaurantens træterrasse – og på trods af at klokken er 20, så er temperaturen i hvert fald over 30 – og der er sat ventilatorer op alle steder - selv monteret på træstammerne, så man kan trække vejret. Det
Som sædvanlig bliver klokken mange, før at vi falder i søvn alle sammen – måske er det derfor, at vi er så lang tid om at komme op om morgenen. Jeg tror nu, at jeg vil prøve at komme i fitness centret i morgen tidlig, så jeg får lidt gang i benene igen kunne jeg godt komme til at savne – jeg mener, hvornår kan man sidde udenfor i DK klokken sent om aftenen uden at være iført trøjer, tæpper og gerne en terrasse varmer.

USA 28. juli 2010 - Miami Beach

Onsdag den 28. Juli 2010 – Miami Beach

Ungerne strejker og vil ikke se mere – de vil slappe af og i pool. Måske forståeligt nok – men det virker også lidt fjollet at stå i Miami og så tilbringe den korte tid, vi har her – i poolen. Vi indgår et kompromis og tager badetøjet på og vandrer i vandkanten ned mod South Beach. Undervejs ser vi en afskærmning med skiltet "sea turtle nest" - med trussel om bøder og fængsel, hvis man ikke respekterer det. Det er altså det vildeste dyreliv, som der er her på Miami Beach. Vi havde frygtet hajer og lignende og havde af samme grund været lidt tilbageholdende med at gå i vandet - eller i hvert fald med at gå for langt ud.

Men der går ikke længe, før at alle har det for varmt og har brug for noget at drikke – så vi vender om og går efter hotellet for at finde noget vand at drikke. Det er sjovt, fordi temperaturen er lidt lavere her end Arizona, men det er en fugtig varme modsat Nevada/Arizona, så vi sveder bravt alle 4. Termometeret siger cirka 35 grader.

Efter strandturen bliver det til 3-4 timer i poolen – med det resultat at 3 af os er skoldede på trods af utallige indsmøringer i faktor 45. Så det er vist godt, at vi skal sidde i bilen det meste af formiddagen i morgen, hvor vi skal køre ud til Key West.

Efter badeturen tog vi bilen til South Beach for at se nærmere på alle art deco facaderne, som Miami er kendt for. Vi finder frem til Ocean Drive, som ifølge receptionisten på hotellet, skulle være et godt sted – med både gode cafeer og smukke pastelfarvede facader. Vi finder er sted at parkere – et hotel – som også udlejer deres parkeringsplads til den nette sum af 8 dollar for 3-4 timers parkering – egentlig rimeligt nok. Længere nede af gaden hvor alle de fancy hoteller/restauranter ligger koster det op til 25 dollar.

Vi finder hos en gadesælger nogle smukke læderarmbånd – det ene skal Frikke forære til sin gode ven Rasmus. Vi får fotograferet facader og kigget på mennesker – og snakker om at vi vist bor i det forkerte kvarter trods alt – men pyt i morgen checker vi ud.

Vi går forbi Ocean Drive 1116 og kan ikke forstå, at alle folk stiller sig op lige ved det hus og fotograferer det. Først da vi kommer hjem til hotellet og får googlet adressen, opdager vi, at designeren Versace har boet der - og blev åbenbart også myrdet der på trappen op til hans hus efter at have været på café på Ocean Drive.

Vi finder en hyggelig café – News Café – som kan tilfredsstille alles behov for forskellig mad – lige fra cheese burger, salat til middeløstlige retter som hummus og tabulouh. Dejligt synes jeg at få noget andet at spise end burgers…

Da vi har spist og snakket færdige, tager vi bilen og kører en lille tur ekstra hjem til hotellet og så den sidste maskine af vasketøj og en tur i poolen.

USA 27. juli 2010 - Miami Beach

Tirsdag den 27. juli 2010 - Miami Beach

Vækkeuret ringer kl. 04.30 - vi skal ud og flyve i dag. Kl. 05.08 sidder vi alle i bilen - vores dejlige Kia Sorrento, som vi skal aflevere hos National på vejen - og kl. 07.50 skal vi flyve med American til Miami. Vi nåede at tilbringe 2950 miles i selskab med Kia´en. Det går alt som planlagt - og heldigvis volder det ingen problemer at aflevere bilen. Vi har jo en skade på den, som vi tog hånd om med det samme, men derfor er det altid lidt interessant at se, om det giver problemer, når man skal aflevere den. So far so good...

Det går også rimelig smertefrit med resten af rejsen. American er klart et bedre flyselskab end United - dog kommer det bag på os alle, at når vi checker ind, så skal vi betale ekstra for hvert stykke bagage, vi skal have med på flyveren. Det blev så lige kr. 450,- ekstra oven i flybilletterne.

Da vi kommer til Miami beslutter vi os for at leje bil igen, men National har simpelt hen ikke flere biler at leje ud, så vi finder en erstatning for Kia´en hos Budget. Dejligt at have sin egen bil så har man ligesom sit eget, når nu vi kun er hvert sted cirka 2 dage af gangen.

Hotellet er som nævnt tidligere et crew hotel, som ligger ved Miami Beach. Det tager kun 30 minutter at køre derud fra lufthavnen. Arkitekturen er helt anderledes her i Miami end i de andre stater, hvor vi har været - husene er meget høje og typisk malet i pastel farver. Der er palmer og masser af vand. Hotellet ligger lige ud til stranden - en stor og dyb pool til glæde for de andre, frisør, fitness, en akupunktør som har specialiseret sig i flyvende og deres kropslige udfordringer og sidst men ikke mindst - et vaskeri. Fantastisk - så slipper vi for at sidde på et vaskeri alle 4 og vente - men her kan sætte en vask over og gå op på værelset. En luksus til daglig derhjemme som man nu sætter pris på. Der er en sjov stemning her på hotellet, da det jo kun er flyende, som bor her. Der er dog 2 andre børn på hotellet, da man som flyvende også kan komme her off duty - og til meget favourable priser. Det er indrettet i art deco stil og hvis man kigger efter i hjørnerne er det lidt træt, men stemningen er fin.

Vi spiser aftensmad på en lille café over for hotellet. Tilbage på hotellet er det tid til dagens pool tur.

Og mere tror jeg så ikke, at vi når i dag. Vi voksne er lidt trætte efterhånden, så jeg satser på lidt afslapning nu. Måske har vi gabt over lidt for meget denne gang, da vi alle er enige om, at vi nok skulle have planlagt lidt anderledes og lagt lidt flere dage ind i San Francisco og Seattle og så springe Miami over. Vi overvejer, hvis hotellet er godt i Key West, at tage et par dage mere der, så vi får lidt mere kontinuitet. Under alle omstændigheder undersøger vi lige nu, hvor vi kan svømme med delfiner - et stort ønske hos os alle, som vi aldrig har fået opfyldt på alle vores rejser, så måske bliver dette indfriet på turen.

Over and out herfra - sov godt...

USA 26. juli 2010 - Scottsdale

Mandag den 26. juli 2010 - Scottsdale

Vi har ikke været helt ærlige de sidste 2 døgn, da vi har undladt at fortælle jer, at efter at vi var i Las Vegas blev samtlige af vores kreditkort lukket - og nej ikke fordi vi har spillet hele familieformuen op på kasinoet - tværtimod gik vi kun igennem et for at vise børnene det. Men da vi kom til Grand Canyon og checkede ind, blev Karstens kreditkort afvist - og mit senere i Scottsdale. Knap så sjovt fordi det var week-end og vi ikke havde så mange kontanter tilbage.

Vi har prøvet det før i Australien. Det er uvist, om det er pga. at vi har brugt kreditkortene i Las Vegas - det sagde receptionisten i Grand Hotel, at de altid gjorde, når folk havde været i byen, fordi de gik amok i kasinoerne - eller om det er fordi, at vi nu har været væk i 3 uger og dermed har ramt det loft, som der er på Visa/Mastercard.

Af samme grund blev Karsten og jeg oppe i går aftes til kl. 1, da klokken så var 10 i Danmark mandag formiddag, og det betyder en åben bank. Heldigvis hang vi ikke så lang tid i kø på telefonen, og kundeservice var særdeles forstående og hurtige, så alle 3 kort blev åbnet inden for 20 minutter. Puha - det var en lettelse. Næste gang bliver vi nødt til at sikre os på en anden måde, fordi det her er ikke sjovt. Ungerne var selvfølgelig også lidt bekymrede - og spurgte som det første til situationen, da de vågnede i morges.

Derfor valgte vi at spise morgenmad på hotellet (fordi man kan skrive regningen på hotelværelset) - rigtig god buffet ligesom aftensmaden i går her på hotellet var god. Det første vi gjorde var at køre til banken - en thrive-through-ATM for at det ikke skal være løgn, dvs. en pengeautomat, som man kører hen til for at sikre os, at alle 3 kort var åbne. Det var de heldigvis. Derefter kørte vi ud for at finde en frisør til Karsten og Mathias, som begge blev klippet for den nette sum af 18 dollars. Frikke flirtede med tanken om at få lavet negle, da der ligger en neglesalon på hvert hjørne. Men poolen lokkede mere, så vi kørte hjem og tog det meste af eftermiddagen i stegende hede i poolen og skyggen. Her er faktisk så varmt, at alle frivilligt med jævne mellemrum går hen og henter iskoldt vand og hælder det over hovedet/håret bare for at køle lidt af.

Mathias og Frikke hygger sig med loopet, dvs. baderingene og rutsjebanen - og Karsten og jeg har endelig tid til at læse avisen og slappe af.

Slut på eftermiddagen tog vi en kort tur ind til old town, som var en rigtig fin western-by. Desværre havde vi glemt kameraet, så vi kan ikke dele den oplevelse med jer.

En yoghurt is, som vi har beskrevet før her på bloggen fra vores besøg i Santa Barbara - fantastisk koncept - blev indtaget indenfor. Det er sørgeligt nok for varmt at opholde sig udenfor hele tiden.

Middagen bliver indtaget i restauranten på hotellet og så pakke og tidligt i seng, da vi skal op kl. 04.30 for at checke ud og køre til lufthavnen i Phoenix, hvor vi flyver til Miami. Der er 4 timers forskel på Phoenix og Miami, så selv om at vi tager afsted tidligt om morgenen, så lander vi først kl. 16. Så en transportdag med andre ord.

USA 25. juli 2010 - Scottsdale

Søndag den 25. Juli 2010 – Scottsdale

For en gang skyld var familien tidligt oppe, så kl. 9.10 sad vi alle i bilen klar til at sige farvel til Grand Canyon. Vi ventede med morgenmaden, så vi kunne komme hurtigt afsted – men udfordringen er, at der kun er fastfood restauranter langs vejene, så man skal køre ind i byerne for at finde et lidt mere værdigt alternativ.

Af samme grund fik vi først morgenmad kl.11.30 – og sjovt nok var morgenmaden en burger. Ja, det er vist første gang , at vi har prøvet det. Tjeneren viste sig at være ganske uhøflig, så han næsten fik ødelagt hele vores måltid. Men det er vist også første gang, at vi decideret har fået dårlig service i USA.

Ida havde sagt til mig, at Sedona var en hyggelig by, så den tog vi med på ruten. Turen derhen fra Grand Canyon var smuk – specielt de sidste 20 kilometer før Sedona by var en meget smuk rute. Vegetationen har ændret sig til pinjetræer og røde klipper/bjerge samt en flod, som løber i bunden af bjergene. Sjovt at se at da vi nærmer os vores mål Scottsdale, som ligger ved Phoenix, er der ikke længere pinjetræer men kæmpe 3-5 meter høje kaktusser.

Hotellet i Westin viser sig at være et godt valg – der er 43 grader i Scottsdale, og hvad skal man så foretage sig? Der er et større pool-område med en rutsjebane til ungerne og et større loop i skyggen, hvor man kan dase hen på sin overdimensionerede badering, mens strømmen tager én rundt i loopet. Dejligt tidsfordriv selv om jeg synes det måske går lige langsomt nok. Så er det sjovere at være tilskuer til alle de amerikanske familier, som også tilbringer sin ferie her på hotellet.

Da Karsten og Frikke prøver rutsjebanen sker der desværre et mindre uheld, hvilket betyder, at de må trække sig tilbage til værelset. Det betyder så, at Karsten humper rundt nu på nogle tæer, som måske er forstuvede – og Frikke har nogle mærker på ryggen og fik hovedpine. Den er heldigvis væk nu. Så måske skal det være første gang, at Mathias ikke gør brug af vores rejseforsikring.

En lille sjov detalje her fra det varme USA – her har man ikke terrasse varmere men terrasse coolere.

Vi har endnu en dag på hotellet her, før at vi skal flyve til Miami. Hvad der skal ske ved vi ikke endnu – men mon ikke det bliver til en pool dag….

USA 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Lørdag den 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Kl. 04.45 ringer vækkeuret – familien har besluttet sig for at se solen stå op i Grand Canyon. Karsten og Mathias er hurtigst ude af sengen, hvorimod Frikke og jeg har lidt sværere ved at komme op. Vi har fået under 5 timers søvn, så sengen virker umiddelbart mere tiltrækkende end solopgangen. Vi får mobiliseret alle kræfter – ud af sengen, børste tænder og bare i tøjet. Det virker som om, at vi er de eneste turister, som har besluttet at være så tidligt oppe. Vi har vejene næsten for os selv. Da vi kommer til indgangen til parken, er der ingen på vagt, så vi kører igennem uden at betale. Det koster 7 dollar – men det kan vi vel betale på vej ud af parken senere på dagen.

Vi er ikke helt sikre på, hvor vi skal hen for at se solopgangen, da der pludselig er flere muligheder. Vi møder en japansk kvinde, som er steget ud af bilen, og står og vifter fuldstændig panisk med et kort. Men vi er ikke klogere end hende, så vi må fortælle hende, at vi heller ikke ved, hvor det bedste sted er for at se solopgang og kører hurtigt videre. Solen står op kl. 05.30, og det vil vi nødigt misse.

Kl. 05.15 har vi parkeret bilen, haster mod et outlook punkt og får os alle 4 placeret på en klippekant (hvor der naturligvis er masse af plateau, så det ikke er farligt). Herude er vi ikke længere alene. Særlig en gruppe fanger min opmærksomhed, da jeg synes, at de er særdeles modige (læs dumdristige), da de går ned af skrænterne for at gå ud på et yderligt plateau for at få de bedste billeder af solopgangen. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det – forventer hvert øjeblik at de styrter ud over klipperne.

Det er desværre lidt tåget denne morgen, så det bliver ikke nogen klar smuk rød sol, som står op – men smukt er det. Jeg bliver ved med at tage billeder – men kameraet kan slet ikke indfange storslåetheden her i Grand Canyon. Vi går på south rim cirka 5 kilometer, stopper op og tager masser af billeder, nyder at hver gang man tager et nyt skridt, så forandrer udsigten sig gang på gang – og sidder på bænkene og nyder det hele. Kl. 8 når vi hen til Grand Canyon Village, hvor hotel El Tovar ligger – et smukt gammelt bjælkehus – og får et dejligt bord ved vinduet med udsigt til Grand Canyon. Her får vi nok turens bedste morgenmad – i hvert fald hvis du spørger Karsten og børnene – jeg sværger stadig til Euro Pane i Pasadena.

Vi går videre af South Rim efter morgenmaden og tager en af de gratis busser, som kontinuerligt kører rundt på Grand Canyon og fragter turisterne rundt på hele South Rim. Området er så stort, at hvis man kører fra North til South Rim, så skal man køre 4 timer dvs. cirka 215 miles. Flere steder kan vi se Colorado floden, som krydser igennem Grand Canyon. Der er mulighed for at tage på hiking ture i området, men det vælger vi fra – der er flere steder advarsler om dehydrering, da temperaturen nede i kløften i maj til september bliver over 40 grader. Men oppe på South Rim er temperaturen behagelig, fordi vi er i cirka 7000 fod, dvs. cirka 25 grader.

Undervejs ser vi flere gamle stenhytter, som bl.a. en amerikansk kvindelig arkitekt har fået bygget i samarbejde med indianerne, som allerede var i området, da de første hvide kom hertil med Santa Fe Railways i 1880´erne. Mange af dem bliver i dag brugt som butikker, hvor man kan købe indianer ting såsom drømmefangere, tæpper, krukker o.l.

På turen møder vi også nogle usædvanlig venlige jordegern, som er vant til mennesker, så man kan komme ganske tæt på dem. Det læser vi selvfølgelig om efterfølgende ikke er nogen god ide, fordi de har rabies og andre gode ting med sig. Frikke ønsker sig selvfølgelig én af dem med hjem til Muffe. Vi møder os en større flok af elge, som har en foruroligende størrelse – både med og uden gevirer. Vi møder heldigvis ikke de mountain lions, som de skriver i Grand Canyon avis, at der findes på området.

Vi når ud til Hermit´s Rest, som er det vestligste punkt i Grand Canyon national park som er tilgængeligt for turisterne. En af de andre gæster har det dårligt, så Karsten må lige hjælpe hende – hun er ved at dehydrere. Personalet i butikken på Hermit´s Rest tager over og virker ganske professionelle i deres håndtering. Faktisk siger man at cirka 250 turister bliver hvert år reddet herude. Helikopterne flyver over området og ifølge buschaufføren er det ikke et godt tegn, at de ikke har en kurv nedenunder helikopteren, da det betyder, at de ikke har fundet den person, som de er i færd med at lede efter.

Kl. 13.30 må vi opgive at se mere – vi er ganske enkelt for trætte. Så vi finder bilen, som vi parkerede meget tidligt i morges, og kører hjem til hotellet. Selv om at ungerne klagede over træthed, så er det kun de voksne, som tager sig en ”morfar” – ungerne tager bagefter en tur i poolen og har stadig masser af energi til at bakse rundt i poolen og lege.

Vi tager tidlig aftensmad og finder et sted, hvor man kan få salatbar, hvilket er dejligt. Man kan godt blive lidt træt af alt det frituremad og mangel på grøntsager. For en sikkerheds skyld tager vi dog lige en is til dessert, så vi sikrer os at sukkerniveauet er intakt.

Vi går tidlig i seng efter en lang og oplevelsesrig dag.

USA 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

Fredag den 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

Godt med planer men ind imellem så sker der andre ting end dem man umiddelbart har planlagt. Vi havde glemt at sætte vækkeuret i dag, det er jo rejsedag. Af samme grund vågnede vi først kl. 09.35 – lidt sent da vi har mange miles foran os i dag. Vi tager bad og pakker værelse sammen på rekord tid 35 minutter. Så har vi også glemt vores parkeringsbillet, som er nok så vigtig for at få vores bil udleveret fra hotellets parkeringskælder – og da vi først er kommet afsted, opdager vi også, at vi har glemt alt vores vand i køleskabet. En vigtig ting når det er 43 grader udenfor og solen brænder som i Sahara.

Ungerne får lidt morgenmad med fra Starbucks fra hotellet ved siden af – jeg nøjes med en stor café latte og Karsten klarer sig noget uden indtil frokosttid.

Vi kører i flere timer, før at vi når Hoover Dæmningen. Vi stopper ved en af de mange parkeringspladser for at gå ned til visitor center for at se nærmere på dæmningen. Men vi når kun hen til midten af dæmningen, hvor vi kan tage nogle fantastiske billeder – det er ganske enkelt for varmt. Det er imponerende at tænke på, at dæmningen blev bygget tilbage i 1930´erne, hvilket vist også kostede cirka 100 menneskers liv. Vi kører i en lang kø blot for at komme over dæmningen, fordi der er et security check, før at man får lov at passere.

Vi tager frokosten for nogen – morgenmad for andre – på en amerikansk kæderestaurant, som vi ikke har stødt på tidligere - en MacDonalds wanna-be restaurant – kaldet Carl´s Jr. Vi spiser til en afveksling en burger – de er nu gode herovre – og drengene vælger en amerikanerstørrelse sodavand med gratis refill selvfølgelig. Igen må man konstatere, at det ikke er uden grund, at de bliver så omfangsrige.

Tilbage på ruten mod Grand Canyon bliver vejret pludselig dårligt – vi oplever for første gang regn og tordenvejr. Vi havde godt hørt på vejrudsigten, at vejret formodentlig ville skifte i denne periode. Det er lidt ærgerligt.

Vi ankommer til vores hotel kl. 18, checker ind, ungerne i poolen (den er ikke særlig stor som Frikke tørt konstaterer) og undersøger, hvad vi skal se i morgen – og hvordan forholdene er.

Receptionisten kunne oplyse os, at det kun regner i Arizona i juli måned, så det må vi jo tage med. Vi har booket 2 overnatninger og så er vi videre mod Scottsdale, hvor vi har 2 overnatninger, før at vi flyver til Miami.

Her har vi booket de 2 første overnatninger på Thomas Cooks crew hotel, som skulle være et art-deco hotel. Det bliver sjovt at se. Derfra har vi booket 2 overnatninger i Key West på et smukt hotel, som ligger i en stor have og består af hvide træhuse. Det ser dejligt ud. Herfra har vi 2 overnatninger tilbage i Miami, før at vi stiger på flyveren hjem igen. Dem mangler vi at få styr på.

På vej herud stoppede vi i en butik, som solgte indianer ting – lidt for turistede desværre da vi kom indenfor. Vi håber stadig, at vi får lejlighed til at enten komme ind i et reservat – eller i det mindste finde nogle mere autentiske butikker. Det ville være sjovt at have et indianer tæppe med hjem til sofaen på Vatnavej.

USA 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Torsdag den 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at familien ikke er så begejstrede for Las Vegas. Så vi har planer i dag – planer om at opsøge den smukke men barske natur – og planer om at ride.

Efter morgenmaden som for en gang skyld er inkluderet i vores værelsespris, kører vi afsted ud af Las Vegas og cirka 22 miles nordvest for byen ud til Red Rock Canyon National Park, som oprindelig har været beboet af native americans, dvs. indianerne. Karsten og jeg har kigget lidt på nettet i går aftes og har fundet en ranch, som tilbyder trail rides, hvilket betyder, at man rider lige så stille på en sti med en cowboy/cowgirl. Vi finder forholdsvis ubesværet stedet på trods af, at vi begge havde glemt at notere os adressen – men i samarbejde med den uundværlige Frøken Garmina 2 og vores begges hukommelse klarer vi det snildt. På vej derud oplever vi endnu et vejrfænomen – en dustdevil, en mindre tornado – men sjovt er det at se den. Da vi kommer til ranchen bliver vi mødt af cowgirl Anne, som står og taler med en amerikansk familie. De er dog kun forbi for at kigge nærmere på hestene, så da de kører igen, spørger vi til en ridetur. Mathias vil ikke med, så det bliver Frikke og Karsten, som får fornøjelsen.

Anne viser sig at være en rigtig morsom ung dame – en rigtig cowgirl med cowboybukser, ternet skjorte, støvler og selvfølgelig sporer – og ja så også lige en piercing i øjenbrynet. Man er vel en moderne cowgirl.

Vi får skrevet alle papirerne under, det er vel USA, så de skal jo sikre sig mod et eventuelt efterfølgende søgsmål. Anne giver dem instruktioner på, hvordan man rider western style, som er lidt anderledes end det, som Frikke er vant til på rideskolen på Bryggen – og så tager de ellers afsted på en times trail ride de 3 – mens Mathias og jeg sidder tilbage i et primitivt men hyggeligt skur af solide brædder i skyggen dekoreret med et langt bord, en bænk og nogle western hatte på væggen. Vi får at vide af Anne, at vi skal bare tage sodavand/vand i fryseren, det er jo ikke for sjov den varme her. Mathias finder hurtigt sin PSP frem men uheldigvis mangler den hurtigt lidt batteri, så Anders And bliver hevet frem. Jeg hygger mig med at sidde og kigge på hestene, som står og venter på deres tur til at komme ud og gå en tur. Det føles en smule mærkeligt at sidde der midt i ørkenen i et skur og lave ingenting – men egentlig også meget rart.

Efter ½ time kommer der en rigtig cowboy. Det viser sig at være ham, som er manager for stedet. Han tæller sammen til aftenens arrangement – en cowboy dinner med 1 ½ times ridning med efterfølgende barbeque og historiefortælling/sang af cowboys. Jeg lader ham være i fred, så han lige kan få styr på detaljerne i computeren. Jeg tror heller ikke, at cowboys snakker så meget – eller måske er jeg lidt fordomsfuld der…

Da han ser papirerne, som Anne har udfyldt før rideturen, finder han ud af, at vi er fra Danmark. Han kommer hen til Mathias og jeg og spørger til Copenhagen og viser, at han har en dåse snus, som hedder Copenhagen Snuff. Det bliver til en lang og spændende snak om mange ting. Først kan jeg dårlig nok forstå ham. Han taler simpelt hen så vrængende amerikansk, men efter et par minutter og intens koncentration er jeg med. Han fortæller bl.a. at han kun har boet i Las Vegas de sidste 10 år, og lige som jeg, hader byen – ja faktisk så har han kun været i byen 4 gange på de 10 år. Han fortæller, at han har været cowboy hele sit liv, det er hans profession. Han har som ung arbejdet i Tasmanien, men han savnede USA, så det blev først Colorado og så nu Las Vegas.

Det er spændende at høre om et så anderledes liv. Han beskriver også, hvordan han 2 gange om året tager til et indianer reservat halvvejs til Grand Canyon, hvor han som den ene ud af 2 hvide cowboys hjælper indianerne med at indsamle kvæg, som skal sendes til slagteriet. Han forklarer, at man godt kan besøge indianer reservaterne, men at man skal have tilladelse fra den øverste indianer i nabo byen, som udsteder en turist tilladelse. Han forklarer også, at indianerne får et beløb fra staten hver måned til at overleve på, men at de indianere her er selvforsørgende, så de penge, som de modtager sættes ind i en national fond til indianere.

Vi havde overvejet at besøge et reservat, men Ida sagde, at det som oftest var en lidt sørgelig affære. Måske vi også får dette med os i bagagen, inden at vi sætter os i flyveren i Miami hjem til København…

Da vi siger farvel til vores 3 nye cow-friends giver vi alle hinanden hånden, hvorpå manageren siger til mig: ”You have got a nice strong handshake, I like that”. Vi lader lige billedet stå…

Den sidste dag i Las Vegas betyder middag på en rigtig amerikansk barbeque restaurant (Barbeque kylling, ribben og oksesteg, mashed portatoes og beans), hvor tjeneren slet ikke kan forstå, at vi kan dele en middag, som er normeret til 2 mennesker – altså 2 amerikanere – og en tjener, som snakker så meget, at Mathias tørt konstaterer, at vi burde fortælle hende, at hun faktisk er generende. Men som Karsten forklarer ham, så prøver hun jo faktisk bare på at servicere og få sine drikkepenge. Jeg læste i avisen i går, at i nogle stater er mindstelønnen knap 2 dollar i timen for en tjener, og så forstår man godt, hvorfor drikkepengene bliver så vigtige.

Dagen sluttes af med et pool besøg og et spil kort – kort som i øvrigt har været brugt i Treasure Island Casino, som vi har købt i en butik her. Dem tager vi med hjem.

USA 21. juli 2010 - Pasadena til Las Vegas

Onsdag den 21. Juli 2010 – Pasadena til Las Vegas

Da det vil være for lang en køretur at tage fra LA til Grand Canyon, har vi valgt at stoppe op i Las Vegas. Vi har haft en del tanker om at lave vores stop et andet sted – dels så spiller ingen af os dels er der en del prostitution knyttet til Las Vegas, og det er måske alt i alt ikke så fedt at vise børnene. Men vi vælger et hotel uden for ”The Strip”, som hovedgaden hvor alle de store kasinoer ligger og et hotel uden kasino.

Vi spiser morgenmad for sidste gang på Euro Pane – dejligt sted jeg godt kunne tænke mig lå lige nede på Amagerbrogade – eller måske endnu bedre på Ulrik Birchs Allé. Mathias og jeg starter med en svømmetur, og Frederikke støder til lidt efter. Kl. 12 sidder vi pakket og klar til at køre de 215 miles til Las Vegas.

Turen forløber fint. Cirka halvvejs kører vi igennem Mojave ørkenen, som er imponerende – og varmen er også imponerende. Temperaturen er i hvert fald godt over 40 grader – ja faktisk så bliver bilisterne anbefalet at lukke for a/c i cirka 60 miles pga. fare for overophedning af bilen. Vi satser på, at vores bil er så ny, at den kan klare det – og det gør den heldigvis. På et tidspunkt viser vejskiltene, at vi er 4000 fod over havets overflade, dvs. 1,3 km over havets overfladen. Undervejs stopper vi hos Peggy Sue´s Diner – ren 50´er stil så autentisk, at man føler sig sat tilbage i tiden. Karsten og Frikke bestiller en burger, Mathias glæder sig over, at han kan få sig en tun sandwich, som han er så glad for – og Kristina kaster sig ud i onion rings, som viser sig at være så friture-tykke, at jeg ikke kan spise dem. Vi bestiller alle smoothies, som er himmelske – og som helt sikkert gør, at hofterne vokser med det samme. Peggy Sue er tilsyneladende en pensioneret skuespiller, som har dineren med sin mand. På væggene hænger der mange billeder af mere eller mindre kendte mennesker, som har besøgt dineren. Sjovt sted at se. Varmen er tilgengæld overrumplende – det er som at stå med en hårtørrer. Vi skynder os ind i bilen og kører videre mod Las Vegas.

Kl. 18 er vi på hotellet og checker ind. Det viser sig, at vi deler hotellet med et større indryk af et basketball-hold med meget unge og meget høje mænd. Vi håber ikke, at de skal feste for meget på hotellet – men at de holder festen ude i byen. Det gode ved hotellet er, at vi bliver upgrated og får en suite med vaskemaskine/tørretumbler, så vi slipper for et besøg på vaskeri i denne omgang. Men lige over på den anden side af vejen ligger et Westin – Kristinas favorit hotel – og hun ægrer sig over, at hun ikke havde set, at de havde et hotel her. Men når vi tager til Scottsdale/Phoenix skal vi bo på Westin igen – skønt – og hotellet i Grand Canyon er også på plads til godt nok en lidt heavy pris, men ellers var det umuligt at få plads nogen steder.

Las Vegas viser sig at være lige så dekadent og massivt, som vi havde forestillet os. Da vi kørte igennem gaderne, stod der mænd med blå t-shirts på med skriften ”Do you want a girl in 20-minutes” – argh jeg bliver så vred. Andre steder i byen har man forsøgt at imitere steder i Europa med f.eks. Paris, Eiffeltårnet, en bistro o.l. Overalt er alting fuldstændig overdimensioneret – hotellerne har over 2000 værelser, de er skyhøje, nogle har glasfacader, nogle har facader af guld – ja det er fuldstændig, som vi havde forventet. I luften farer helikopterne rundt og viser turisterne kasino-land fra oven. Egentlig når man tænker over det en vanvittig idé at placere en hel spilleby herude midt i ørkenen.

En velfortjent tur i poolen – temperaturen er 43 grader her i Las Vegas, så det er rart at blive afkølet. Vasketøjet er sat over – og så en tur ud i byen.

Vi går afsted kl. 20 og alligevel er temperaturen langt over 30 – det føles nærmest som 45 grader. Vi går ned til ”The Strip” men erfarer hurtigt, at vi faktisk slet ikke bryder os om at være her. Vi passerer adskillige alfonser, som åbenlyst står og tilbyder visitkort til ekskortpiger, og da de tilbyder Karsten et kort, siger han til ham: ”Kan du ikke se, at jeg går med min familie og børn?” – hvorpå en kvindelig alfons svarer: ”This is not Disneyland but Sin City”. Værsgod – jeg har fundet ud af, at jeg bestemt ikke dur til sådan en by her – jeg får lyst til at slå på dem alle sammen og finder min indre feminist frem lynhurtigt. Vi er alle enige om, at hvis det ikke var fordi, at vi havde betalt for 2 overnatninger, så var vi kørt ud af byen ved morgengry. Lad være med at tage til Las Vegas – det er kasinoer, prostituerede og turistlort.

Jeg savner mit dejlige Pasadena…..

USA 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Tirsdag den 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Vi havde tilsyneladende brug for at sove længe i dag efter gårdagens anstrengelser, så den blev 9.45 før alle mand var oppe. Vi var lang tid om at komme ud af døren, fordi vi måtte bruge lidt tid på at finde de sidste hoteller til Las Vegas, Grand Canyon og Phoenix. Hotellet er Las Vegas er booket og på plads, men desværre viser det sig, at vi har været for sent ude med hotellet i Grand Canyon (det er juli og sommerferietid), så det krævede en ekstra indsats – endnu uden resultat. Vi spise brunch på vores ”sædvanlige” morgenmadsrestaurant her i Pasadena – Euro Pane – som har rigtig god mad. De er især gode til at lave en æggesalat på ristet brød med rucola salat og tomatpesto – rigtig god kombination. Friskpresset appelsinjuice af den rigtig gode kvalitet og så en god café latte, så er man klar til dagen.

Vi havde planlagt at tage til Venice Beach i dag, fordi flere havde sagt til os, at det var et ”must-see”. Da vi var i poolen i går aftes, talte vi med en amerikansk kvinde fra Wisconsin, som var i Pasadena for at besøge hendes datter, som var blevet udvalgt til at arbejde for NASA i 10 uger i sommerferien. De kunne fortælle, at man kunne leje cykler ved pieren i Santa Monica, hvorefter man kunne cykle på cykelstier på selve stranden til bl.a. Venice Beach. Det måtte prøves – dejligt at man kan komme lidt ud af bilen og røre sig.

Det tager kun 30 minutter at køre fra hotellet i Pasadena til pieren i Santa Monica. Vi finder hurtigt en butik, som lejer cykler ud – og ungerne klarer gevaldigt over, at de skal cykle med cykelhjelm, fordi loven kræver dette, hvis man er under 17 år. Pudsigt som Frikke konstaterer, da man kan køre bil i USA, før man er 16 år. Det er sjovt at cykle herovre. Det er tydeligt, at jo længere sydpå vi kommer i Californien, at de er vant til at cyklister men alligevel volder det lidt problemer i trafikken med henholdsvis gående, skatere og cyklister. Strandene er meget brede her i LA, bølgerne er voldsomme og der er aldrig nogen, som bader her. Men alligevel er strandene fyldt helt op med alverdens mærkelige mennesker – og naturligvis også de lidt mere almindelige såsom familier, som har etableret ikke mindre end et helt hjem på stranden, hvor der barbeques, høres musik og måske danses alt imens. En anderledes strandkultur end i DK. Vi undrer os stadig over, hvorfor ingen bader i vandet, men det må vi nå at finde ud af, inden at vi rejser hjem igen til Danmark.

Venice Beach viser sig at være en række turistboder, hvor der sælges alt muligt umuligt. Vi standser faktisk ikke engang for at kiggle nærmere på området. Til gengæld cykler vi videre hen til fra Santa Monica, Venice Beach til en strand lidt sydligere, som faktisk krydser op til Santa Monica Airport, så det var sjovt at se de store fly lette fra lufthavnen lige hen over stranden. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af det, så det må I undvære.

Vi vendte cyklerne, da der var gået et par timer og cyklede tilbage af samme strækning. Da vi afleverede cyklerne, regnede vi ud, at vi havde cyklet cirka 30 kilometer.

Tilbageturen til hotellet kommer til at trække ud fordi vi åbenbart lige rammer ned i det tidspunkt, hvor alle skal hjem fra arbejdet. I hvert fald kommer hjemturen til at tage 2 timer i stedet for 30 minutter, så vi runder kun lige hotellet for at få en trøje med, da temperaturen pludselig er faldet og så afsted til en indisk restaurant. Et godt valg viser det sig at være – fantastisk god mad som bliver tilberedt i det åbne køkken i restauranten. Vi får bestilt alt for meget mad og går meget mætte hjem til hotellet – og som de eneste – uden en ”doggy bag”, da vi desværre hverken har køleskab eller mulighed for at opvarme maden igen – ærgerligt ærgerligt…

I morgen skal vi pakke værelset sammen, som vi har tilbragt 5 dage i – for at køre til Las Vegas. Det bliver en køretur på 215 miles, som nok kommer til at tage cirka 5 timer. Men hvad er 215 miles, når man har rundet de 2100 miles de sidste 2 uger.

Mandag 19. juli 2010 - Universal Film Studios Hollywood

Mandag den 19. Juli 2010 – Universal Film Studios Hollywood

Uha, vækkeuret ringer kl. 07.30 – tidligt når man har ferie. Vi er alle lidt flade og hopper ikke ligefrem ud af sengen. Men alligevel lykkedes det os alle at være køreklar med lidt morgenmad i bilen på vej til Universal Film Studios kl.08.30. Vi har været så uorganiserede, at vi har glemt at skrive adressen ned, men frøken Garmina 2 hjælper os som sædvanlig. Vi søger blot på Universal Film Studios og hun finder vejen til os. Endnu en gang har hun været en god investering.

Kl. 9 har vi bilen parkeret og på vej hen til parken. Vi har betalt en del ekstra for at få et front line pas, hvilket betyder, at man får et skilt om halsen, som man viser til den medarbejder, som står ved hver attraktion, og så kommer man som sagt foran køen. Kristina har svært ved den konstruktion. Det føles ikke rigtigt, at alle de andre skal stå timevis i kø – og så går vi andre bare forbi dem. Men det kommer til at være en rigtig god investering, da køerne bliver meget lange som dagen går.

Vi starter med en Studio Tour, hvor man bliver kørt i busser igennem Universals filmstudier/scener/lydstudier, hvilket er en rigtig spændende tur. Det er fantastisk at se alle kulisserne og bagefter se klippene fra de film, hvor kulisserne er blevet brugt. Vi får lov til at prøve 3-D med bl.a. Jurassic Parc og King Kong – helt utrolig livagtigt. Eller da vi bliver kørt ind i et lydstudie med bussen, hvorefter dørene lukker og vi får lov til at opleve, hvad det lydstudie kan levere – med jordskælv, biler der kommer kørende ned i hovedet på os, eller et tog som kommer direkte imod os – fantastisk. Tricks om hvordan biler sprænger i luften, vandmasser som kommer mod os og jeg kan blive ved. Virkelig spændende at komme bag kulisserne – og vi kører i cirka 1 time igennem kulisserne til bl.a. Desperate Housewifes på Wisteria Lane, Psycho og jeg kan blive ved.

Men Universal er også en theme park, hvilket betyder, at der er masser af underholdning og attraktioner ligesom i Tivoli. Et vanvittigt stunt show med vandscootere, fald fra 10 m, ild og sågar en flyver eller 3-D oplevelser med Simpson eller Shrek, ja der er timer af underholdning. Og midt i det hele dukkede Marilyn Monroe op med 4 showpiger og sang bl.a. Diamonds are a girls best friend. Eller en introduktion til special effects i et meget underholdende og lærerigt show – og Frikke som blev fotograferet med en skuespiller fra CSI. Ja en rigtig god dag som Mathias sagde, da vi kørte hjem til hotellet efter at have tilbragt hele dagen i selskab med Universal.

Vi slutter dagen i fitness centret alle 4 – og de 3 andre tager også lige en tur i poolen. Sikke en dag – jeg tror, at vi alle sover godt i nat.

USA 18. juli 2010 - Jagten på stjernerne

Søndag den 18. Juli 2010 – Jagten på stjernerne

Da vi jo har 2 teenagere (eller næsten) med i rejseselskabet, var det klart fra starten, at en del af tiden i LA skulle bruges på at jagte stjernerne – eller i hvert fald se de traditionelle turiststeder såsom Hollywood Walk of Fame med alle stjernerne i fortovet, køre forbi Hollywood skiltet og muligvis lige tage et billede eller to – eller køre igennem Rodeo Drive, hvor Julia Roberts shopper igennem i filmen ”Pretty Woman” – og se områderne Beverly Hills og Bel-Air og selvfølgelig Malibu Beach. Alt dette fik vi klaret i dag – uden at møde nogen stjerner what- so-ever. West Hollywood var som vi også havde hørt ikke noget særlig interessant område, så lige så snart vi havde set alle stjernerne i fortovet, kørte vi hurtigt videre. På vej ud til Malibu fandt vi et næsten usynligt hul mellem 2 huse/facader, hvor man kunne få adgang til stranden. Det var sjovt at få lov til at se husene med de smukke facader ned mod stranden – men heller ikke her mødte vi nogle stjerner. Men Frikke og Mathias hyggede sig med bølgerne og havmågerne.

Lidt mere spontant tog vi også Hollywoods Madame Tussauds voksmuseum med på dagens program, og det skulle vise sig at være en sjov oplevelse for os alle. Vi fik taget nogle vældig sjove billeder – og fik konstateret, at der faktisk er en del af de der hotte skuespillerinder, som er ganske lave. Der blev også lejlighed til at snakke lidt filmhistorie med ungerne, da alle de store forgangne skuespillere var repræsenteret i udstillingen.

Vi har besluttet os for at tage endnu en dag i Pasadena og har købt billetter til Universal Film Studios over nettet med et front line pas, som vi har fået anbefalet. Det er lidt af en udskrivning, når man er 4 personer, men forhåbentlig bliver det alle pengene værd. Det betyder, at vi skal prøve at gå lidt tidligere i seng, end hvad vi plejer – og stå tidligt op, da Universal åbner dørene kl. 9.

USA 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

Lørdag den 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

Karsten og børnene sover længe i dag, så jeg griber muligheden for at træne lidt. Mit knæ er blevet bedre, og efter lidt research på nettet kan jeg nok selv diagnosticere, at jeg har fået mig et runners knee – et løbeknæ. Noget rigtig møg men kuren er at træne musklerne i lårerne og omkring knæet – og fortsætte træningen står der er vigtigt. Så jeg tager crosstræneren i fitness centret og får trænet knæ/lår samt overkrop på alle maskinerne. Dejligt at starte dagen sådan – det er ren luksus. Mathias er ved at være træt af at rejse – vågnede kl. 3 i nat og spurgte, om vi ikke kunne tage hjem til Danmark igen. Han havde haft mareridt. Han havde set nyhederne, hvor en 17-årig pige var blevet kidnappet og hele hendes familie var på med billeder af hende grædende selvfølgelig. Mathias havde drømt, at han var blevet kidnappet. Vi fik ham trøstet og overbevist om, at så længe at vi alle 4 holder øje med hinanden, så sker der os ikke noget.

Da vi alle er klar til morgenmad, går vi 2 blocks, som det hedder, dvs. 2 gader og ned til Colorado Boulevard og spiser morgenmad på Euro Pane, som skulle være en fantastisk bager. Amerikanerne spiser jo ikke noget, der ligner en sund og fornuftig morgenmad – sorry men det gør de ikke – men her kan man få lækre breakfast sandwiches, græsk yoghurt med det skønneste hjemmelavede müsli, salater og rigtig god kaffe. En ikke så fantastisk service men rigtig god mad og lækker indretning.

Hjemme på hotellet igen slås vi med alle de mange andre hotelgæster om lidt plads i poolen og udenfor poolen. Det er rigtig varmt i dag – 35 grader – og Mathias får lejlighed til at træne lidt mellem de mange svømmeture sammen med Karsten. Frikke prøver også fitness centret af, men jeg godt væbnet med faktor 50 tager et mindre solbad. Solen bider virkelig, så man skal passe godt på.

Det er også blevet tid til at vaske tøj igen. Da jeg spørger conciergen om et vaskeri, spørger han mig, om ikke jeg hellere vil lade dem om at vaske vores tøj. Nej tak svarer jeg pænt – det klarer vi selv. Når man skal betale kr. 18 til 60 pr. stykke tøj, så er det en bekostelig affære at vaske tøj til en hel familie. Nå, men skal de så ikke i det mindste køre os derhen – det er tydeligvis helt normalt, at folk ikke går her. Men eftersom det kun ligger 500-600 m væk fra hotellet, kan vi naturligvis godt selv gå. Mærkelige mennesker vi danskere er – tror jeg at de tænker.

Vaskeriet er pænt. Det er primært mexicanere, som vasker deres tøj her – de andre har sikkert selv adgang til det hjemme. Vekselmaskinen driller lidt, men vi får vasket og tørret tøj og hjemme på hotellet igen, beslutter vi os for tidlig aftensmad, da vi har sprunget frokosten over.

Det bliver til pizza i dag – ungerne har spurgt, om ikke vi kan spise i det lille område, som støder op til vores hotel – et smukt område med cypresser, bourgainville blomster, springvand, store sandsten og et smukt rådhus i baggrunden med kuppel og lys på. Maden er fin, og herfra tager vi en lille gåtur for at finde et apotek. Af uransagelige årsager er det på denne rejse ikke Mathias men Kristina, som skranter – nu med ørepine. Det er godt nok mange år siden, at jeg har prøvet det. Jeg tror, at det skyldes al den air-conditioning. Men forgæves, og vi vender tilbage til hotellet for at arrangere de næste par dage i LA og en aftensvømmetur.

USA 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

Fredag den 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

Efter morgenmaden på hotellet tog vi en tur igennem Solvang for at konstatere, at det ikke ligner Danmark men snarere er en lidt falsk turistattraktion. Men vi finder nogle rigtige lakridser, hvilket hele familien sætter stor pris på. Derfra kørte vi mod Santa Barbara, en by som både er smuk og er fuld af penge. Vi kører igennem snoede veje med mure og høje porte, som skærmer af mod fremmede og lige så snoede indkørsler, så man ikke kan se de kolossale huse, som ligger på hver grund. Byen ligger på den anden side af highway 101, hvilket driller os lidt, men da vi kommer frem til downtown, finder vi en god parkeringsplads og spenderer et par timer med at gå rundt i byens centrum.

Hovedgaden er bred med butikker på begge sider – eller som amerikanerne kalder sådan en by – en compact by. Som oftest er deres byer spredt ud over et større areal og har ikke et sådant centrum, som man f.eks. oplever i København. Men Santa Barbara har – og den er hyggelig. Vi støder på et nyt koncept – frozen yoghurt, som vi allerede kender, men nu i mere end 15 forskellige smagsvarianter – og med frit valg med toppings, dvs. alt i friskskåret frugt, kager, M&Ms o.l. Måske skulle man følge op på den idé i Danmark…. Noget bedre koncept end de jordbærsukrede popcorn, som Karsten og børnene købte forleden – men det skal jo prøves.

Vi sætter Frøken Garmina 2 til Westin hotellet i Pasadena. Vi har via en dansk hjemmeside, et rejsebureau som har specialiseret sig i USA-rejser, fundet frem til at Pasadena er et godt sted at bo, hvis man skal være relativt tæt på attraktionerne i LA uden at bo derinde. LA har en by med mange byer og har ikke mindre end 13 millioner indbyggere, så her kan man tale om storby. På vej til Pasadena har vi et toiletbesøg at gøre, hvilket kommer til at blive i Premium Outlet Carmillo, hvilket for Frederikke betød, at UGG vinterstøvlerne er købt (hun har sit eget tøjbudget nu at forvalte, så derfor bliver der foretaget nogle meget fornuftige økonomiske overvejelser), og da hun finder ud af, at hun kan spare kr. 200,- ved at købe dem nu i USA, så bliver beslutningen taget.

Da vi ankommer til Westin i Pasadena er alle glade over at se hotellet og dets faciliteter – både pool og fitness center. Vi kender Westin-kæden fra vores sidste besøg i San Francisco, hvor vi var top begejstrede for hotellet. Hotellet her i Pasadena er måske lidt mere træt end dens søster i SF, men pyt nu med det – vi beslutter at tildele os selv en fridag i morgen ved poolen, da vi hører, at vejret bliver omkring 35 grader.

USA 15.7. 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

Torsdag den 15. Juli 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

Vi har alle sovet godt, da vi vågner her til morgen – med rigtige dyner og akkompagneret af bølgeskvulp fra stranden – med en enkelt undtagelse. Jeg vågnede kl. 04.05 ved lyden af søløverne, som brølede – men heldigvis faldt jeg i søvn igen. Vejret er fint, solen skinner fra en fin blå himmel så Kristina beslutter sig for at liste sig ud på en løbetur langs stranden. Der er masser af andre løbere og surferne er godt i gang med at prøve kræfter med bølgerne, så man kan ikke føle sig alene her. Der ligger de fineste træhuse langs vandet. Et par af dem er til salg og af nysgerrighed tager jeg på løbeturen en salgsopstilling med fra et af de smukke huse, som er på markedet. Men man skal have mange penge på kistebunden, hvis man skal blive husejer her – 3 mio. US $, så det er vel tæt på 18 mio. kr. Jeg har ikke været ude og løbe siden, at vi boede på basen i Whidbey, hvor mit højre knæ desværre begyndte at drille lidt. Af samme grund har jeg valgt fitness centret, hvis det var en option. Jeg får løbet 6 km og så gør mit knæ utrolig ondt, så ondt at jeg bliver nødt til at gå de sidste par kilometer hjem til hotellet. Det skal senere hen vise sig at blive værre.

Hjemme på hotellet er de andre så småt vågnet, og Frederikke er i fuld gang med at uploade nye spil til hendes nye Ipod Touch. Mathias får lov til at prøve ”dyret”, så de er begge meget optagede af de mange muligheder. Vi pakker ned igen, checker ud og kører direkte hen til en hyggelig og god morgenmadsrestaurant og så sætter vi ellers GPS´en til at køre mod Solvang.

For at undgå den lidt mere stressede eftermiddag med at lede efter hotelværelse har Karsten og jeg booket et værelse i Solvang til i aften. Derfra tager vi videre mod Los Angeles, men da vi er blevet frarådet at bo i L.A. har vi fundet et godt og betaleligt hotel i Pasadena, som ligger cirka 25-30 km fra L.A. Det er jo trods alt kort afstand herovre.

Undervejs tager vi en afstikker på highway 1 til Carmel, som er en mindre Disney-agtig by, hvor bl.a. Clint Eastwood har været borgmester. Alt er meget friseret og pænt – med 2 gennemgående gader og cirka 5 tværgående. Vi kigger nærmere på en butik, som kun sælger cowboystøvler og tøj. De dyreste, som vi kan finde, koster kr. 36.000,- , men så er de også lavet af alligatorskind, hvilket desværre er ulovligt at indføre i Danmark, så de må blive tilbage på hylden i butikken. Stranden er smuk og vandet er indbydende og blåt, men det er alt for koldt at bade – og truslen om hajangreb gør, at vi danskere ikke finder det så attraktivt. Vi holder os til swimmingpoolen. I Carmel handler vi lidt vand og søde/salte sager ind til køreturen i Nielsen Grocery, som ifølge ”kassedamen” er startet af 2 danske brødre, som dog ikke lever længere. Men det gør deres barnebarn. Overalt dukker der danske navne op, hvilket børnene synes er sjovt.

Egentlig var det ikke planen, at vi skulle til Solvang, men det bliver en pæn køretur og et fornuftigt afbræk på køreturen fra Santa Cruz til L.A. området. Da vi sætter Garmina 2 til at køre mod Hadsten House, som vores hotel hedder, siger den 187 miles lige ud af highway 101. Puha man kan godt blive lidt træt af de lange afstande. På hver side af highwayen ligger den ene kilometerlange mark med enten jordbær, broccoli eller salat, som indvandrere plukker/pakker ude på markerne. Tilsyneladende bliver ”plukkerne” kørt ud i markerne i busser, hvor der også er allokeret mobile toiletter.

Kl. 18 rammer vi Solvang. Hotellet er rigtig fint og efter at have slæbt kufferterne ind på værelset, tager vi bilen (da Kristina på dette tidspunkt knap kan støtte på sit højre knæ) ind mod resten af Solvang. Børnene bliver fuldstændig nostalgiske og insisterer på, at vi finder noget dansk aftensmad. Der kan man bare se – af sådan 2 kosmopolitiske børn – pludselig bliver meget patriotiske og får lidt hjemve. Kroen, som vi vælger at spise på, fortæller, at de i hvert fald har et bord hver dag med rigtig danske gæster, men her til aften bliver vi hele 3 selskaber, som kommer fra DK på den ene eller anden måde. Sjovt er det, at der dukker et selskab op på 6 mennesker, hvoraf faren tydeligvis er dansk, mens moderen taler spansk. Deres børn, som er nogle kønne mix af dansk/spansk taler så også dansk, så vi smiler alle, da drengen på cirka 12 år siger – ”Uhm her lugter dansk”. Det havde vi ikke lige set komme.

Tilbage på hotellet er ungerne i poolen med Karsten, mens jeg skriver blog og checker nettet for nyheder. Mit knæ driller rigtig meget nu – og jeg overvejer at opsøge en læge. Jeg har svært ved at støtte på mit højre ben nu, og det driller gevaldigt, når jeg skal ud og ind af bilen. Træls tidspunkt da vi jo de næste 3-4 dage skal til L.A. og se Hollywood Boulevard og Paramount Pictures, begge aktiviteter som involverer en del gåen omkring.

14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Onsdag den 14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Morgenmaden bliver bragt til hotelværelset kl. 08.10 – umiddelbart lød det godt, men lidt skuffet blev vi, da vi så, at morgenmaden bestod af noget afkølet skiveskåret frugt, en lille kalorie- og sukkerfyldig yoghurt, et glas juice og så en kæmpe muffin. Jo morgenmaden er fantastisk sund og nærende i USA – selv børnene er ikke så glade for det sukker-boost, man starter dagen med. Karsten og børnene tager en tur i poolen og får bl.a. spillet vandbaskett. Kl. 10.30 kører vi mod Golden Gate Bridge – denne gang for at krydse den. Inden vi gør det, tager vi dog op på et udsigtspunkt lige før broen, hvor vi får et godt udsyn over San Francisco og broen. Det koster 6 dollar at køre over broen i toll.

Vi beslutter os for at køre igennem San Francisco, selv om at vi har været her for 3 år siden. Byen er stadig charmerende og indtagende på sin egen måde – de smukke træhuse imponerer os igen – nok mest de voksne. Vejene er stadig imponerende i deres stigninger, så da vi kører indad mod centrum, spørger både chaufføren og Mathias mig om, jeg er klar over, hvad jeg har kastet os ud i. Karsten konstaterer tørt, at han er glad for, at vi kører i en bil med automatgear. Det ser og føles faretruende, når vi hænger med bagenden af bilen, når vi skal stoppe ved hver krydsende gade og dens trafik.

Vi kører desværre galt – uagtet vores papirkort og vores Garmina 2. Vi kigger ud af vinduerne og konstaterer, at vi nok er kommet ud i nogle mindre pæne områder. Vi kører omkring, justerer destinationen i Garminaen og så pludselig finder vi ud af, at vi kører lige ved vores ”gamle” hotel. Stor er gensynsglæden – fordi det betyder, at både vores morgenmadsrestaurant og vores aftensmadsrestaurant ligger lige rundt om hjørnet. Vi tager en hurtig beslutning og finder et parkeringshus, hvor vi kan stille bilen et par timer. Det er et særligt parkeringshus, hvor man afleverer sin bil plus nøglerne, hvorefter de ansatte kører den ind i en meget smal elevator og kører bilen ned på kælderniveau for at parkere den. Vi kigger lidt på hinanden og beslutter – uagtet det urimeligt høje beløb for parkering – samt det faktum, at alle vores ejendele ligger i bilen – at aflevere nøgle og bil til parkeringsvagten.

Vi kender alle vejen – vi går forbi vores morgenmadsrestaurant og går målrettet mod vores tidligere aftensmadsrestaurant Taverna. Den ligger der stadig – og med samme ejer som for 3 år siden. Kristina glæder sig særlig over gensynet – eller måske rettere gensmagen – med de helt særlige pomfritter med parmesan ost og krydderier. Der er fyldt med forretningsfolk, som spiser frokost – og vi sidder bare og nyder, at vi har ferie – og har genfundet vores gode restaurant.

Jeg bliver nødt til at afsløre, at pomfritterne ikke var ligesom sidst – de havde uheldigvis ændret dem – både i tykkelse og smag. En fejl hvis du spørger mig – som jeg sagde til tjeneren, så har jeg drømt om den lige siden.

Mætte og glade haster vi ned til vores indkøbscenter Westfeld. Det ligger der sørme stadig – og Lucky Brands butikken er der også stadig og er stadig lige fristende. Kristina finder et par cowboybukser, som skal med hjem til DK – og Frikke får genkøbt det kabel, som hun har forlist i Seattle, så vi kan få indkøbt de spil til Ipod Touchen, som hun har købt for adskillige dage siden.

Parkeringsafgiften er den nette sum af kr. 180 for 2,5 timers parkering – så slut med at brokke sig over de 25,- i timen i København.

Ud af byen går lidt nemmere og hurtigt er vi på highway 101 south igen. Vi beslutter at køre mod Santa Cruz, som vi har hørt godt om fra andre USA-rejsende. Vi kører én god time og Santa Cruz dukker op. Vi kører igennem byen men har svært ved at genkende det positive, som andre har beskrevet. Vi opgiver næsten og kører videre, da vi ved en tilfældighed bliver ledt om på den anden side af byen, hvor et meget charmerende område dukker op. Vi forelsker os i et smukt gammelt viktoriansk hus, som er konverteret til en inn. Desværre har de kun et værelse tilbage, hvor der kun er en dobbeltseng, så vi må lede videre efter overnatning. Vi tager videre hen til et stort smukt gammelt hus (fra cirka 1811 hvilket jo er gammelt her i USA), som har et bed & breakfast. Vi skal have 2 værelser for at huse alle 4, hvilket bliver lidt over budgettet. Så vi må sige pænt nej tak. Ved stranden ligger der et smart hotel, som vi kigger nærmere på. Efter en lille stiktur til et andet hotel vender vi tilbage til Dream Inn og checker ind – dyrt men meget dejligt. Lige ud til vandet og stranden så jeg kan høre bølgerne skylle ind, når jeg sidder her og skriver på bloggen. Hyggeligt – en pooltur og så ud på pieren, hvor der ude for enden ligger 2 søløver og brøler om kap. Det lykkedes os ikke at få et billede af dem, så det må I have tilgode. Stranden er fuld af håbefulde surfere, som ifølge guidebogen alle kan forvente lidt af hvert hvad angår hajer. Et gammelt fyrtårn er museum for surfing, som vi kigger nærmere på i morgen – og måske en løbetur langs vandet til Kristina, mens de andre snigsover med rigtige dyner …..