Endnu en gang tidligt op (utroligt når man har ferie!) – kl. 06.00 for at fange den første færge til Savai´i. Den går kl. 08.00 og overfarten tager cirka 1 time og 20 minutter. Og det betyder jo, at jeg (Kristina) skal ud og sejle igen. Jeg havde godt nok overvejet at blive hjemme på hotellet, men der er jo noget nyt at opleve, så jeg vælger at tage med.
Vandet ser også roligt ud, alligevel får vi lidt en vippetur derover. Færgen er pakket med mennesker – sikkert også langt flere end tilladt – og igen må jeg sige, at samoanerne ikke er de reneste mennesker. Men også her benytter de så lige af chancen for at få sig en lille lur. Enten på gulvet eller også foroverlænet med hovedet på dem, som sidder forans, ryglæn – hvilket er lidt træls for Mathias og Frikke. Vi sidder alle fuldstændig klemmast, som Frikke plejer at sige. Det er interessant at observere, hvordan kulturen er fuldstændig anderledes end vores. Det er tydeligt at se i den familie, som sidder lige foran os, at bedstemoren har meget at skulle have sagt over sin voksne datter og hendes 3 børn. Moren sidder konstant og nervøst checker med sin gamle mor, om hun nu gør det godt nok. Og da hendes 17-årige barnebarn afslører lidt af hendes lænd, da blusen glider op, ja så hiver bedstemoren resolut ned i blusen, så der ikke afsløres noget. Vi er få turister, de andre er lokale, som skal hjem eller på besøg. Det er også her, at vi får mulighed for at opleve opdragelsen på lidt tættere hold. Der er løse hænder på de samoanske forældre, man får først et svip med hånden og så et kys bagefter. Gad vide hvad man lærer af det?
På den anden side af vandet – på Savai´i – havde Avis arrangeret en tilsvarende bil ved et andet udlejningsfirma, men der var bange anelser, da vi ikke blev mødt af nogen på kajen. Vi tog en taxa op til udlejningsfirmaet, som godt nok havde os stående i bogen – men de havde af en eller anden grund glemt os – og 4WD det havde de da slet ikke. Det endte med, at vi måtte køre derfra i en temmelig gammel og udrangeret udlejningsbil (det var hvad der var tilbage), og det var så starten på en knap så god dag på Savai´i. Vi havde adskillige ting, vi gerne ville opleve på øen – bl.a. lava, et smukt vandfald, nogle turkisgrønne strande og også gerne en hængebro, som skulle gå hen over et smukt regnskovsområde. Men som sædvanlig måtte vi erkende, at ambitionerne var for høje.
Uden en rigtig 4WD var det vanskeligt at komme til vandfaldene, men vi kørte noget af vejen og gik resten. Desværre var det store vandfald udtørret, da vi kom, så der var kun et par små stykker, som var aktive – men det var stadig et fantastisk smukt sted – også kaldet Afu Aau Falls. Karsten og børnene er jo modige, så de badede i ferksvandssøen – og så var de klar til at køre lidt igen (det er varmt, når man ikke har aircondition i bilen).
Undervejs passerer vi en landsby, som holder begravelse. Det foregår i de åbne huse, så vi kan tydeligt se, at folk er klædt i hvidt fra top til tå, mens de sidder på gulvet i skrædderstilling. Kisten står oppe foran. Bagefter bliver den pågældende jo begravet uden for de pårørendes hus – størrelsen af gravstenen fortæller, hvor mægtig man er.
Med colaer og chips i bilen var det vi på vej til et lava område, som sidst var i udbrud 1905 og 1911. Men øen er stadig en aktiv vulkanø ifølge eksperterne – dette fortalte vi naturligvis først børnene, da vi var vel hjemme igen på hotellet. Det var planen at vise især Mathias lava, da han synes, at det kunne være interessant. Der skulle stadig findes nogle kirker, som blev dækket af lava. Men halvvejs deroppe af kysten kom der en træls besked på displayet i bilen – ”check the engine”. Vi besluttede at være fornuftige – vi havde bestemt ikke lyst til at strande på Savai´i, så vi måtte vende om mod Salelologa. Det var rigtig ærgerligt, men nok den klogeste beslutning. Af samme årsag besluttede vi at tage en færge tidligere hjem mod Upolu – hvilket faktisk viste sig at være en rigtig rigtig god beslutning, da kl. 16.00 færgen (som vi havde planlagt at tage med hjem) ville være en væsentlig mindre færge, og det vil sige – flere tivoli ture.
Vi faldt i snak med nogle new zealændere på vej tilbage på færgen, som også bor på hotellet. Det tog noget af fokus væk på de enorme bølger, som havde bygget sig op i løbet af dagen. Jeg var som sædvanlig stiv af skræk, mens resten af familien hyggede sig vist.
Tilbage på landjorden og hotellet var det selvfølgelig pool tid – mens jeg fik tid til at træne lidt. Der er en dejlig ”gym” – med mørke blankpolerede trægulve, masser af aircondition og en smuk udsigt ud til palmerne, mens man træner. Det var skønt at komme igang igen.
Karsten klarede lidt tøjvask i badekarret – vi skal køre næsten 45 minutter for at komme ind til et vaskeri, så det orker vi ikke. Det må vist være den sidste tøjvask, inden vi vender hjem til Danmark og Vatnavej.
Middagsmaden var som sædvanlig hyggelig. Vi fik en snak om bl.a. farlige dyr her i verden (spørg mig ikke hvorfor), og så faldt snakken på farlige bjørne og Canada, hvorpå Karsten fortalte, at han rigtig godt kunne tænke sig at rejse rundt i Canada. Vi griner altid af Karstens planer – de er ind imellem lidt vilde. Efter lidt tænketid siger Frikke nok så kækt: ”Far, vi kan lige så godt arrangere din begravelse nu – hvordan vil du gerne begraves – i hvidt?” Underforstået ham far har nu ind imellem nogle planer, som er lidt vel modige. Det er sjovt at se, hvordan Frikke virkelig er blevet stor og kan komme med nogle kommentarer, som er lige på kornet. Kvik pige er hun!
Ellers var resten af aftenen i den mere sørgelige ende, da Frikke har forelsket sig i en killing her på resortet, som hun kalder kælepotten. Den følger hende trofast rundt og har bl.a. overnattet ude foran vores dør. Hun måtte ligge mellem sin mor og far i nat og græd sig i søvn, fordi hun bestemt mener, at hun ikke kan leve uden kælepotten. Ja faktisk har hun foreslået, at hun bare bliver her på resortet, og kommer tilbage til DK, når katten ikke længere lever. Frikkes første forelskelse – og når tårerne så er tørret væk, så mener hun bestemt, at hvis ikke dette kan lade sig gøre, så må hun som minimum får et andet kæledyr, når hun kommer hjem igen. Rimeligt ikke...
Vandet ser også roligt ud, alligevel får vi lidt en vippetur derover. Færgen er pakket med mennesker – sikkert også langt flere end tilladt – og igen må jeg sige, at samoanerne ikke er de reneste mennesker. Men også her benytter de så lige af chancen for at få sig en lille lur. Enten på gulvet eller også foroverlænet med hovedet på dem, som sidder forans, ryglæn – hvilket er lidt træls for Mathias og Frikke. Vi sidder alle fuldstændig klemmast, som Frikke plejer at sige. Det er interessant at observere, hvordan kulturen er fuldstændig anderledes end vores. Det er tydeligt at se i den familie, som sidder lige foran os, at bedstemoren har meget at skulle have sagt over sin voksne datter og hendes 3 børn. Moren sidder konstant og nervøst checker med sin gamle mor, om hun nu gør det godt nok. Og da hendes 17-årige barnebarn afslører lidt af hendes lænd, da blusen glider op, ja så hiver bedstemoren resolut ned i blusen, så der ikke afsløres noget. Vi er få turister, de andre er lokale, som skal hjem eller på besøg. Det er også her, at vi får mulighed for at opleve opdragelsen på lidt tættere hold. Der er løse hænder på de samoanske forældre, man får først et svip med hånden og så et kys bagefter. Gad vide hvad man lærer af det?
På den anden side af vandet – på Savai´i – havde Avis arrangeret en tilsvarende bil ved et andet udlejningsfirma, men der var bange anelser, da vi ikke blev mødt af nogen på kajen. Vi tog en taxa op til udlejningsfirmaet, som godt nok havde os stående i bogen – men de havde af en eller anden grund glemt os – og 4WD det havde de da slet ikke. Det endte med, at vi måtte køre derfra i en temmelig gammel og udrangeret udlejningsbil (det var hvad der var tilbage), og det var så starten på en knap så god dag på Savai´i. Vi havde adskillige ting, vi gerne ville opleve på øen – bl.a. lava, et smukt vandfald, nogle turkisgrønne strande og også gerne en hængebro, som skulle gå hen over et smukt regnskovsområde. Men som sædvanlig måtte vi erkende, at ambitionerne var for høje.
Uden en rigtig 4WD var det vanskeligt at komme til vandfaldene, men vi kørte noget af vejen og gik resten. Desværre var det store vandfald udtørret, da vi kom, så der var kun et par små stykker, som var aktive – men det var stadig et fantastisk smukt sted – også kaldet Afu Aau Falls. Karsten og børnene er jo modige, så de badede i ferksvandssøen – og så var de klar til at køre lidt igen (det er varmt, når man ikke har aircondition i bilen).
Undervejs passerer vi en landsby, som holder begravelse. Det foregår i de åbne huse, så vi kan tydeligt se, at folk er klædt i hvidt fra top til tå, mens de sidder på gulvet i skrædderstilling. Kisten står oppe foran. Bagefter bliver den pågældende jo begravet uden for de pårørendes hus – størrelsen af gravstenen fortæller, hvor mægtig man er.
Med colaer og chips i bilen var det vi på vej til et lava område, som sidst var i udbrud 1905 og 1911. Men øen er stadig en aktiv vulkanø ifølge eksperterne – dette fortalte vi naturligvis først børnene, da vi var vel hjemme igen på hotellet. Det var planen at vise især Mathias lava, da han synes, at det kunne være interessant. Der skulle stadig findes nogle kirker, som blev dækket af lava. Men halvvejs deroppe af kysten kom der en træls besked på displayet i bilen – ”check the engine”. Vi besluttede at være fornuftige – vi havde bestemt ikke lyst til at strande på Savai´i, så vi måtte vende om mod Salelologa. Det var rigtig ærgerligt, men nok den klogeste beslutning. Af samme årsag besluttede vi at tage en færge tidligere hjem mod Upolu – hvilket faktisk viste sig at være en rigtig rigtig god beslutning, da kl. 16.00 færgen (som vi havde planlagt at tage med hjem) ville være en væsentlig mindre færge, og det vil sige – flere tivoli ture.
Vi faldt i snak med nogle new zealændere på vej tilbage på færgen, som også bor på hotellet. Det tog noget af fokus væk på de enorme bølger, som havde bygget sig op i løbet af dagen. Jeg var som sædvanlig stiv af skræk, mens resten af familien hyggede sig vist.
Tilbage på landjorden og hotellet var det selvfølgelig pool tid – mens jeg fik tid til at træne lidt. Der er en dejlig ”gym” – med mørke blankpolerede trægulve, masser af aircondition og en smuk udsigt ud til palmerne, mens man træner. Det var skønt at komme igang igen.
Karsten klarede lidt tøjvask i badekarret – vi skal køre næsten 45 minutter for at komme ind til et vaskeri, så det orker vi ikke. Det må vist være den sidste tøjvask, inden vi vender hjem til Danmark og Vatnavej.
Middagsmaden var som sædvanlig hyggelig. Vi fik en snak om bl.a. farlige dyr her i verden (spørg mig ikke hvorfor), og så faldt snakken på farlige bjørne og Canada, hvorpå Karsten fortalte, at han rigtig godt kunne tænke sig at rejse rundt i Canada. Vi griner altid af Karstens planer – de er ind imellem lidt vilde. Efter lidt tænketid siger Frikke nok så kækt: ”Far, vi kan lige så godt arrangere din begravelse nu – hvordan vil du gerne begraves – i hvidt?” Underforstået ham far har nu ind imellem nogle planer, som er lidt vel modige. Det er sjovt at se, hvordan Frikke virkelig er blevet stor og kan komme med nogle kommentarer, som er lige på kornet. Kvik pige er hun!
Ellers var resten af aftenen i den mere sørgelige ende, da Frikke har forelsket sig i en killing her på resortet, som hun kalder kælepotten. Den følger hende trofast rundt og har bl.a. overnattet ude foran vores dør. Hun måtte ligge mellem sin mor og far i nat og græd sig i søvn, fordi hun bestemt mener, at hun ikke kan leve uden kælepotten. Ja faktisk har hun foreslået, at hun bare bliver her på resortet, og kommer tilbage til DK, når katten ikke længere lever. Frikkes første forelskelse – og når tårerne så er tørret væk, så mener hun bestemt, at hvis ikke dette kan lade sig gøre, så må hun som minimum får et andet kæledyr, når hun kommer hjem igen. Rimeligt ikke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar