Sidste dag på denne rejse – og for en gang skyld har vi ingen programmer. Vi starter dagen som sædvanlig – vi spiser morgenmad på Café Briazz alle 4 – og samtidig med morgenmaden får Karsten lagt de sidste 2 dage på bloggen, da de har wireless internet. Smart og praktisk.
Vi bokser lidt med at få vekslet vores samoanske penge – de er tilsyneladende intet værd her i USA, i hvert fald kan vi ikke få dem vekslet hverken hos valutahandlerne eller i bankerne. Det er lidt ærgerligt, da vi har en pæn del tilbage. Vi leger lidt med tanken om at sende dem til vores ”nye” familie på Samoa – så kan de veksle halvdelen af dem og sende dem retur til Danmark. Vi er vel familie....
Vi mangler at se lidt af den nordlige del af byen, så vi begynder at gå ud af Market Street. Men kvarteret bliver hurtigt kedeligt, der er rigtig mange tiggere og narkomaner her i San Francisco – overvældende mange – og tydeligvis flere end i New York. Om det skyldes den større synlighed af politi på gaderne i New York, det ved jeg ikke – men narko er et stort problem her i byen. Vi talte med én ekspedient om det i går, og hun kunne bekræfte, at det er gået så vidt, at folk ikke engang forsøger at skjule det. Man kan knap nok gå 10 meter, før man støder ind i enten en tigger eller en synlig påvirket person – det gør det temmelig utrygt at færdes i nogle kvarterer, så vi vender hurtigt om. Amerikanerne virker ligeglade – og er ikke hurtige til at betale til tiggerne. Vi har nærmest fået os 2 nye venner - lige 5 minutters gang fra hotellet, står de hver morgen. Når han har fået sine penge, løfter han kasketten og siger tusind tak young man, young lady osv. Det må godt nok være hårdt at bo på gaden.
Men det gør også, at især Mathias og jeg får en længere snak om, hvad forskellen er på Danmark og USA. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han nu sætter langt større pris på de goder, som man trods alt har i DK. Bare det at man ikke skal dokumentere, at man kan betale hospitalsregningen, når man bliver indlagt, må da siges at være betryggende. Og man så får den rigtige behandling, det må så være en anden snak.
Hvis de andre dage har været fyldt af oplevelser, så bliver denne sidste dag en ren shopping-dag. Vi dalrer lidt rundt og får købt de sidste par ting, vi godt kunne tænke os at få med hjem, og så afslutter vi ellers dagen med en afskedsmiddag i Westfield Malls food court. Måske ikke helt så hyggeligt som middagen i går aftes, men hvorfor ikke? Det virker til, at rigtig mange andre amerikanere har besluttet at spise der her til aften, så der er fyldt godt op. Princippet er godt, fordi alle i selskabet kan få deres ønsker opfyldt, hvad angår maden – Frikke fik mexikansk mad, Mathias fik sushi og Karsten og jeg spiste thai. Da vi kom tilbage til hotellet, ville ungerne gerne lege restaurant med os, så vi fik fine menu- og vinkort, Mathias serverede maden og Frikke tastede ivrigt i tastaturet, som hører til fladskærmen på hotelværelset.
I morgen skal vi forlade hotellet cirka kl.11.30 for at tage i lufthavnen. Vi skal flyve med United til Chicago og herfra går det hjemad med SAS til København.
Billedet i dag er fra én af San Franciscos gader – med deres mange avisstande.
Vi bokser lidt med at få vekslet vores samoanske penge – de er tilsyneladende intet værd her i USA, i hvert fald kan vi ikke få dem vekslet hverken hos valutahandlerne eller i bankerne. Det er lidt ærgerligt, da vi har en pæn del tilbage. Vi leger lidt med tanken om at sende dem til vores ”nye” familie på Samoa – så kan de veksle halvdelen af dem og sende dem retur til Danmark. Vi er vel familie....
Vi mangler at se lidt af den nordlige del af byen, så vi begynder at gå ud af Market Street. Men kvarteret bliver hurtigt kedeligt, der er rigtig mange tiggere og narkomaner her i San Francisco – overvældende mange – og tydeligvis flere end i New York. Om det skyldes den større synlighed af politi på gaderne i New York, det ved jeg ikke – men narko er et stort problem her i byen. Vi talte med én ekspedient om det i går, og hun kunne bekræfte, at det er gået så vidt, at folk ikke engang forsøger at skjule det. Man kan knap nok gå 10 meter, før man støder ind i enten en tigger eller en synlig påvirket person – det gør det temmelig utrygt at færdes i nogle kvarterer, så vi vender hurtigt om. Amerikanerne virker ligeglade – og er ikke hurtige til at betale til tiggerne. Vi har nærmest fået os 2 nye venner - lige 5 minutters gang fra hotellet, står de hver morgen. Når han har fået sine penge, løfter han kasketten og siger tusind tak young man, young lady osv. Det må godt nok være hårdt at bo på gaden.
Men det gør også, at især Mathias og jeg får en længere snak om, hvad forskellen er på Danmark og USA. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han nu sætter langt større pris på de goder, som man trods alt har i DK. Bare det at man ikke skal dokumentere, at man kan betale hospitalsregningen, når man bliver indlagt, må da siges at være betryggende. Og man så får den rigtige behandling, det må så være en anden snak.
Hvis de andre dage har været fyldt af oplevelser, så bliver denne sidste dag en ren shopping-dag. Vi dalrer lidt rundt og får købt de sidste par ting, vi godt kunne tænke os at få med hjem, og så afslutter vi ellers dagen med en afskedsmiddag i Westfield Malls food court. Måske ikke helt så hyggeligt som middagen i går aftes, men hvorfor ikke? Det virker til, at rigtig mange andre amerikanere har besluttet at spise der her til aften, så der er fyldt godt op. Princippet er godt, fordi alle i selskabet kan få deres ønsker opfyldt, hvad angår maden – Frikke fik mexikansk mad, Mathias fik sushi og Karsten og jeg spiste thai. Da vi kom tilbage til hotellet, ville ungerne gerne lege restaurant med os, så vi fik fine menu- og vinkort, Mathias serverede maden og Frikke tastede ivrigt i tastaturet, som hører til fladskærmen på hotelværelset.
I morgen skal vi forlade hotellet cirka kl.11.30 for at tage i lufthavnen. Vi skal flyve med United til Chicago og herfra går det hjemad med SAS til København.
Billedet i dag er fra én af San Franciscos gader – med deres mange avisstande.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar