søndag den 5. august 2007

34. dag – lørdag den 4. august 2007


Efter en hyggelig morgen-
mad på Carpenter Street tog vi vinterjakkerne på og gik en tur langs vandet ved Brighton Beach. Det var ikke ligefrem varmt nok til at bade men vi fik da et kig på den flotte række af badehuse, som var malet i flotte friske farver. De er i høj kurs – faktisk skal man betale 150.000 aussie dollars (cirka 700.000 danske kroner) for at blive den lykkelige ejer af dette lille omklædningsrum. Vi fortsatte ned langs kysten, det blæste godt så vi måtte have hætterne på – det er ikke så sjovt at flyve med dårlige ører. Janni måtte forlade os på halvvejen for at tage til lægen med Marc, han har det stadig rigtig dårligt. Vi andre fortsatte videre ned mod havnen og så hjem over byen. Brighton er et rigtig hyggeligt område, som man sagtens kunne holde ud at bo i – og 200 meter fra Janni og Andys hus ligger Church Street, som er en super hyggelig gade med butikker, supermarked, slagter, blomsterhandler osv. Da vi kom hjem fra gåturen havde Marc fået dommen: bihulebetændelse. Så han havde fået noget stærk pencillin til at blive bedre på. Han virker dog stadig rigtig sløj – det er bare så ærgerligt.

Efter en god frokost – moster Jannis sandwich – tog tøserne, dvs. undertegnede og Janni til Chapel Street, som er en fantastisk shopping gade – mens drengene og børnene hyggede sig i biografen i kælderen og så ”Pirates of the Carribean” og ”Shrek”. Det var jo en glimrende lejlighed til at benytte sig af de forskellige årstider, så vinterstøvlerne er indkøbt – og så endda på udsalg, da foråret er på vej i Melbourne.

Hjemme igen fik vi lige checket bloggen og læst de nye kommentarer og så ellers få gjort os klar til vores middag på restauranten ”Pearl”, som ligger lige overfor Heidelberg. Det var planen, at Marc skulle passe Frikke og Mathias – jeg spurgte ham, om jeg eller Karsten ikke skulle blive hjemme, men han mente, at det gik. Så moster Janni lavede spaghetti carbonara til dem og lejede en god børnefilm. Mathias blev dog lidt ked af det, da vi skulle til at gå – ”Mor, er du klar over, at I skal være væk i 3 timer?” spurgte han mig. ”Ja, men det går jo hurtigt – I skal også se film” hvorpå han kiggede på mig, som om – mor du kan ikke snyde mig – ”Ja, mor helt ærlig, 3 timer er også laaang tid”. Moster Janni har lagt stilen klar, hun har meddelt børnene, at mens de er her i Melbourne, så må de alt – så de havde fået lov til at være oppe, indtil vi kom hjem igen. Så da vi kom hjem lidt over midnat, lå de pænt og sov i sofaen. Vi listede dem hurtigt i seng og krøb alle til køjs efter en rigtig hyggelig aften på ”Pearl”. Fantastisk mad og godt selskab – tak for en dejlig middag.

Vi havde dog et opkald fra Mathias til Jannis mobil undervejs – Mathias fortalte Janni, at han var bange for at være alene hjemme, hvorpå moster svarede, at det var han jo ikke – han havde både Frikke og Marc der. ”Nå ja, det har du ret i” svarede han kvikt og sagde farvel. Jeg tror, at de følte sig ret priviligerede over at være alene hjemme sammen med Marc – det var bare synd, at han var sløj.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej allesammen i Carpenter Street,dejligt at høre at I hygger Jer. Uha Kristina, det var vist farligt at tage dig med på Chapel Street. Herligt at I nåede en tur på Pearl, har været der et par gange. Synd at Marc ikke har været helt på dupperne, hils og ønsk god bedring. Igen idag er det endelig blevet sommer igen, fik fjernet lidt ukrudt igår ellers slængede jeg mig på liggestolen resten af tiden. Ellers ser jeg kun frem til een ting, min øjenoperation imorgen mandag kl. 8.30. Det er så irriterende med den store forskel på øjnene, det giver trætte øjne og hovedpine. Nu skal i snart videre til nye oplevelser og dem glæder vi os alle til at høre mere om. Giv Janni et fødselsdagsknus fra mig.
De kærligste hilsner
Mormor

PS. Håber ungerne har sovet godt i "Mormors" seng.