USA søndag den 1. august – Key West - Miami
For jer der læste vores blog fra 2007, havde vi et indlæg om D-dagen (Tokyo), hvor D’et stod for Disneyland. Disneyland ligger også i Florida, men det har simpelthen ikke vores dejlige børns interesse. Så denne gang står D’et for delfiner. Vi har lavet en aftale med Dolphin Research Center kl 12.
Men inden vi tager derud skal vi lige igennem diverse Key West morgen ritualer. Det vil blandt andet sige, at morgenmaden skal indtages på en bænk foran Cuban Coffee Queen. Turkey Club er nu vores favorit , specielt når den kan skylles ned med en frisklavet smoothie. Indehaveren Paul er en lidt ældre ”surferdude” som vist har ligget meget højt placeret på verdensranglisten over kite-surfere. Han bruges stadig til film og reklamer. Han har tydeligvis haft en god karriere. Udover det lille kaffeskur har han hus på Key West og i Ecuador. Huset i Ecuador er med 8 soveværelser og 8 badeværelser og ligger direkte ud til havet. Han fortæller blandt andet om hvordan ham laver den specielle Mojo-pork. Den bliver tilberedt med en masse krydderier og sat over aftenen før og er så klar kl 6 næste morgen. 12 timers langtidsstegning virker altså! Ud over hans surferi og den lille kaffe biks er han også chef på én af de lokale cafeer i byen The Grand Café. Da vi kommer hjem og googler hans navn, finder vi ud af, at han har lavet mange skøre ting og mindre skøre ting – men én ting han har præsteret er at flyve i sin kite-surfer fra Key West til Cuba – det plejer vist at være den anden vej rundt.
Derfra er det lige tilbage på hotellet, pakke ned og så afsted. Vi har ca halvanden times kørsel til Grassy Keys, hvor Dolphin Research Center holder til. Vi kommer lidt for tidligt og kan lige nå at se en af de to delfin unger, der er blevet født i fangenskab inden for det sidste halve år.
Det er lidt ambivalent at se delfiner i fangenskab, når vi lige har fløjet over vilde delfiner som ser ud til at lege og har det sjovt. Omvendt er indhegningen 70 cm høj og de kan uden problemer stikke af, så man gør ikke noget for at holde på disse pragtfulde dyr og fangenskab er måske også et forkert ord. Flere af dyrene er har enten et handicap eller er blevet efterladt af deres forældre, hvilket betyder, at de faktisk trives i DRC.
Vi har betalt en million dollars (nej pjat men mange penge) for at få indfriet vores store ønske om at svømme med delfiner. Ud over at komme i vandet med dem, får vi også en god halv times undervisning om, hvad man må gøre sammen med delfiner – og hvad man ikke må gøre. Det er sjovt at se, men alle ansatte på DRC er frivillige, så de brænder virkelig for at gøre en indsats for dyrene – og selvfølglige er et af de vigtigste budskaber her, at vi ikke må smide alt vores affald i vandet, fordi dyrene bliver viklet ind i det – eller spiser det – og det får naturligvis fatale konsekvenser.
Efter undervisningen får vi tildelt vores delfin – vi får Molly, som er en yngre delfin – og Theresa, som faktisk er den ældste nulevende delfin i hele verden. Theresa elsker at optræde, forklarer personalet os – og hviner hver gang, at hun har præsteret et eller andet – så som at danse, splaske på os i vandet, hente ringe o.l. Hun elsker at optræde – og vi skal selvfølgelig helst klappe meget højt af hende. Desværre har hun mistet sit syn her inden for det sidste år, men derfor fortsætter hun ifølge DRC ufortrødent sine optrædener.
Vi bliver lovet 20 minutter i vandet med delfinerne, men inden at vi alle er oppe igen, så har vi faktisk været der i 45 minutter. Det som står øverst på ønskelisten for de fleste er at svømme med delfinerne. Det betyder, at man svømmer afsted – stille og roligt – og så kommer den op til dig, så du kan tage i dens ”dorsal fin” (ryg finnen) og hægte dig fast og få en hurtig tur rundt i hele bassinet. Frikke vælger i sidste øjeblik at lade være – hun er ikke så tryg ved dybden i bassinet, som nogle steder er op til 10 meter. Det betyder, at Mathias får en ekstra tur, hvilket han bestemt ikke er ked af.
Alt i alt en intensiv oplevelse i vandet med delfinerne – og inden vi forlader DRC har vi yderligere betalt endnu en million for en CD med alle billederne. Så dem viser vi rigtig gerne frem til nysgerrige.
Ved 15-tiden kører vi mod Miami og vores lufthavnshotel, hvor vi ankommer kl. 18.30. Og det er et lufthavnshotel – indflyvningen ligger simpelt hen lige hen over poolen, så man næste får blæst ørerne af hver gang, at flyene kommer ind – og der er mange.
Vi tager en hurtig tur i en amerikansk mall, som desværre lukker ualmindelig tidligt, dvs. kl. 19, så vi når lige at se alle de lukkede døre. Heldigvis er der også en food court, så vi kan spise aftensmaden derude, så det ikke er helt forgæves.
Vi kører tilbage til hotellet, Karsten kører udlejningsbilen til lufthavnen og tager shuttle bussen tilbage til hotellet, så efter at alle har gjort sig klar til afgang næste morgen, går vi i seng. Ikke kun poolen har udsigt til flyene – det har man også fra sengen, så vi holder terrasse dørene åbne lidt tid inden vi sover og mærker varmen/fugten og larmen fra lufthavnen. Det bliver nu alligevel en urolig nat, når man sådan skal op og afsted, så sover man ikke så tungt. Kl. 06.30 ringer vækkeuret – og vi står alle op for at rejse tilbage til DK.
