48. dag – fredag den 17. august 2007

Afsted ud på eventyr – der er masser at opleve – og tiden er pludselig blevet kort.

Vi har bilen den sidste hele dag, så der er programsat en masse. Ambitionerne fejler jo ikke noget, men ind i imellem sker der jo alligevel det, at der sker noget, som man ikke forudser, og så.....

Sådan var det også i dag. Vi havde undersøgt, hvornår det ville være højvande, da Palolo Deep Marine Reserve præsenterer sig bedst ved højvande – eller sagt på en anden måde – man kan ikke komme ud over koralerne, hvis det er lavvande. Man lige som vi træder ind og har betalt adgangsbilletterne, så begynder det at trække op til voldsom blæst. Vi afventer lige for at se, hvad der sker – Karsten snakker med nogle af de andre gæster, som netop vender tilbage til stranden, og de fortæller, at det er hårdt arbejde at svømme derud pga. strøm, men at man nærmest bliver skubbet i land. Vi bliver jo nødt til at tænke på Frikke og Mathias, og hvad de kan klare. Jeg har meldt pas.

Det ender med, at Karsten og Frikke går ud – uden Mathias – og svømmer faktisk forkert første gang, da man skal et stykke ud for at fange det helt specielle ”hul” med en fantastisk koralvæg, som går ned 8-9 meter. Tilbage på stranden snakker de heldigvis med nogle tjekkere, som lige har været derude og snorkle, og så prøver de 2 igen. Men det er hårdt arbejde pga. strømmen og længden derud. Frikke og Karsten får taget nogle billeder af bl.a. Picasso og kuffert fisk, men han er fortsat ikke sådan at imponere – Rødehavet og Tahiti er øverst på hitlisten, når man skal snorkle.

Imens leger Mathias inde på land. Han finder hurtigt nogle pinde, nogle palmegrene og lidt andet godt, og så er legen igang. Der er dog en anden 10-årig new zealandsk pige, som synes, at han ser rigtig sød ud, så hun ”kaster” sig over ham. Da jeg fortæller ham, at hun gerne vil lege siger han: ”Jamen jeg forstår hende jo ikke” – men efter et par minutter begynder det alligevel at ligne noget der minder om en fælles leg. Da vi tager derfra, går Karsten og Mathias over for at sige farvel til hende, det bliver hun vist rigtig glad for – han får i hvert fald et kæmpe smil. Og det er unødvendigt at sige at Mathias selvfølgelig får stukket et gammelt rustent søm ind i sin finger under legen – men vi er jo udstyret med et mindre apotek, når vi rejser – så skaderne blev beset, renset og så kan vi komme videre.

Vi ”falder” over en café med udsigt over Apia havn, som har en internet café ved siden af. Praktisk da vi både kan få klaret frokosten og lagt 2 dage på bloggen. Karsten er – jo det lykkedes endelig – ramt af samoanske bakterier, så han springer pænt frokosten over. Så han får tjansen med at gå på nettet. Vi andre 3 spiser god frokost, og jeg får en rigtig god italiensk latté, det er ikke at spøge med.

Herfra kører vi videre til Villa Vailima, som har været den skotske forfatter Robert Louis Stevensons hjem de sidste 4 ½ år han levede. Samoanerne er særlig glade for Stevenson, fordi han tilsyneladende kæmpede for deres uafhængighed – da både England, Tyskland og USA stod på stikkerne for at overtage landet. Villa Vailima er en smuk gammel trævilla med veranda – dengang var det malet i en helt speciel farve ”peacock blue”, men i dag er det malet cremefarvet. Foran villaen ligger der en kæmpe græsplæne med høje blomsterbede og så Mt. Vaea i baggrunden (som Stevenson også ejede dengang – han købte hele molevitten inklusiv bjerget til 22.000 amerikanske dollars – i dag ejer regeringen det meste af jorden inklusiv bjerget, mens en rig amerikaner har købt huset og har omdannet det til museum). I dag er både Stevenson og hans kone Fanny begravet på bjerget Vaea, men da der stod i guidebogen, at det var en stejl og ikke særlig børnevenlig tur sprang vi den over.

Det var interessant at se rummene, smukke gennemlyste rum malet i de smukkeste grønne og lyseblå nuancer. Stevenson har skrevet 49 bøger bl.a. ”Skatteøen” på trods af, at han kun levede i 44 år. Hans kone Fanny døde dog i USA og på grund af 1. Verdenskrig var det ikke muligt at begrave hende ved siden af hendes mand på Samoa, men da krigen sluttede, blev hendes aske transporteret til øen, og hun blev begravet ved siden af Stevenson.

Dagen var næsten gået, så vi tog ned til byen for at sikre os nogle gode pladser på vores næste flight, som går fra Apia til Los Angeles – og det tager 9 ½ time, så det er værd at sidde det rigtige sted. Heldigvis – for vi havde da fået blandet tingene helt sammen pga. det med datolinien havde vi gået rundt og troet, at vi skulle afsted fra Samoa på tirsdag, fordi vi rejste fra Tonga til Samoa på en tirsdag. Men som I måske husker, så passerede vi dato linien, så vi landede en mandag. Ergo skal vi også rejse igen mandag. Ikke så godt fordi vi havde booket færgebillet mandag, og den søde dame hos Air New Zealand sagde, at de ofte aflyste færgen kl. 16.00 fra Sava´i, og så ville vi være lidt på r......

Hen til Avis og finde ud af hvad vi gør med billeje og færgebilletter. Vi fik Avis til at reservere en tilsvarende bil på Sava´i, som så står klar på havnen, når vi kommer. Derfor tager vi til øen i morgen i stedet, så søndag og mandag er BADEDAGE!

Billedet i dag er af Mathias og hans nye legekammerat.