POOL – hvad ellers?
Der er ikke det store at berette – andet end at ungerne og Karsten har kastet rundt med hinanden i poolen hele dagen. Mathias var ikke en stabil svømmer, men de sidste par dage i poolen har gjort, at han er blevet rigtig dygtig. Så dygtig at vi har aftalt, at når vi kommer hjem, så skal han fortsætte med noget svømmeundervisning, så vi holder fast i det han kan.
Ellers har Mathias arbejdet på sine forretningsmæssige evner og har udviklet en ny side – udvikling af skønhedsprodukter. Han har hekset i vores badeværelse og har fundet frem til adskillige produkter vil jeg sige – mere eller mindre heldige (eks.vis har nogle tandpasta som den væsentligste ingrediens og det er måske ikke så rart, når man skal bruge det til hårvask). Men ikke nok med, at han synes at trives med at udvikle produkterne, han er så sandelig også økonomisk velorienteret, da han under hele morgenmaden forsøgte at overbevise sin mor om, at jeg skulle betale for ressourcerne (og det var det ord, som han brugte – især da han hørte, hvad min parfume kostede, så var det vigtigt at få dækket omkostningerne) – og så også skulle betale for testprodukterne. Det må siges at være en sund forretningsmæssig indhold – måske ikke helt realistisk? Værre var det, at da vi vendte tilbage til værelset efter morgenmaden, at rengøringsdamen havde kasseret alle hans prøveprodukter, så var gode råd dyre. Heldigvis fik hans søde storesøster overbevist ham om, at det var helt i orden – så fik han faktisk mulighed for at lave endnu flere eksperimenter.
Kl. 22.00 skal vi checke ud – flyveren går kl. 00.45 mod Los Angeles. Vi afregner med én af receptionisterne, som viser sig at være ¾ dansker. Det viser sig i det hele taget, at der er mange ”Jensen” og ”Rasmussen” herude på Stillehavsøerne – vi har været vidt omkring.
Lidt panik opstår der dog, da vi ankommer til Falelolo Lufthavn – og den tjenestevillige mand, som beder os om at have pas og billetter klar i indcheckningskøen får sagt, at flyveren går kl. 12.00 – og ikke 00.45. Så bliver den danske kaptajn lidt stresset, da vi samtidig får udleveret et hav af papirer, som skal udfyldes gange 4 – og der står riiigtig mange i køen foran os. Da vi når incheckningen (som foregår med god samoansk ro og orden – intet hastværk – 45 minutter før vi når skranken) viser det sig, at flyveren selvfølgelig afgår som angivet på vores billetter kl.00.45, og så er alt pludselig i orden. Vi når endda at få en kold cola inden boarding (Frikke har nu ondt i maven, og Karsten er stadig nede med screaming salmonella-samoa-agtige bakterier).Kl. 00.45 tager Air New Zealand afsted mod Los Angeles – en lille flyvetur på 9 ½ timer. Dejligt....
Der er ikke det store at berette – andet end at ungerne og Karsten har kastet rundt med hinanden i poolen hele dagen. Mathias var ikke en stabil svømmer, men de sidste par dage i poolen har gjort, at han er blevet rigtig dygtig. Så dygtig at vi har aftalt, at når vi kommer hjem, så skal han fortsætte med noget svømmeundervisning, så vi holder fast i det han kan.
Ellers har Mathias arbejdet på sine forretningsmæssige evner og har udviklet en ny side – udvikling af skønhedsprodukter. Han har hekset i vores badeværelse og har fundet frem til adskillige produkter vil jeg sige – mere eller mindre heldige (eks.vis har nogle tandpasta som den væsentligste ingrediens og det er måske ikke så rart, når man skal bruge det til hårvask). Men ikke nok med, at han synes at trives med at udvikle produkterne, han er så sandelig også økonomisk velorienteret, da han under hele morgenmaden forsøgte at overbevise sin mor om, at jeg skulle betale for ressourcerne (og det var det ord, som han brugte – især da han hørte, hvad min parfume kostede, så var det vigtigt at få dækket omkostningerne) – og så også skulle betale for testprodukterne. Det må siges at være en sund forretningsmæssig indhold – måske ikke helt realistisk? Værre var det, at da vi vendte tilbage til værelset efter morgenmaden, at rengøringsdamen havde kasseret alle hans prøveprodukter, så var gode råd dyre. Heldigvis fik hans søde storesøster overbevist ham om, at det var helt i orden – så fik han faktisk mulighed for at lave endnu flere eksperimenter.
Kl. 22.00 skal vi checke ud – flyveren går kl. 00.45 mod Los Angeles. Vi afregner med én af receptionisterne, som viser sig at være ¾ dansker. Det viser sig i det hele taget, at der er mange ”Jensen” og ”Rasmussen” herude på Stillehavsøerne – vi har været vidt omkring.
Lidt panik opstår der dog, da vi ankommer til Falelolo Lufthavn – og den tjenestevillige mand, som beder os om at have pas og billetter klar i indcheckningskøen får sagt, at flyveren går kl. 12.00 – og ikke 00.45. Så bliver den danske kaptajn lidt stresset, da vi samtidig får udleveret et hav af papirer, som skal udfyldes gange 4 – og der står riiigtig mange i køen foran os. Da vi når incheckningen (som foregår med god samoansk ro og orden – intet hastværk – 45 minutter før vi når skranken) viser det sig, at flyveren selvfølgelig afgår som angivet på vores billetter kl.00.45, og så er alt pludselig i orden. Vi når endda at få en kold cola inden boarding (Frikke har nu ondt i maven, og Karsten er stadig nede med screaming salmonella-samoa-agtige bakterier).Kl. 00.45 tager Air New Zealand afsted mod Los Angeles – en lille flyvetur på 9 ½ timer. Dejligt....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar