mandag den 20. august 2007

50. dag – søndag den 19. august 2007

Efter morgenmaden havde vi aftalt med børnene, at vi ville prøve at tage en tur i kirken, som ligger her på resortet. Den er katolsk og bruges af både gæster, personalet og deres familier.

Netop denne dag skal messen optages, så der går lidt tid, før vi starter. Det bliver også en god oplevelse, men den slår bestemt ikke den, vi havde i Tongatapu – på trods af lusene. Koret synger smukt, men det er ligesom om, at det bliver lidt for turistet af det elektriske orgel, som akkompagnerer koret. Lidt for meget pop over det! Det lyder faktisk meget smukkere, når de synger på samoansk og uden orgel, og det får vi også mulighed for at opleve et par gange. Præsten derimod er ganske synlig og politisk i sin prædiken, han snakker om ”evilness” og hvordan den fylder mere og mere i vores liv. Han nævner også, at godkendelse af homoseksuelle ægteskaber bl.a. er ”evilness” – han er lidt for bastant til mig.

Men det som er helt vidunderligt er, at når offergaverne og kommunionen (nadveren) foregår, så synger koret imens på samoansk – og det fungerer smukt sammen. Vi giver naturligvis også hinanden en fredshilsen, de samoanske børn der sidder foran os fniser, når de giver os hånden.

Ellers har vi lovet børnene, at de sidste 2 dage her på Samoa er ren badeferie. De er vist lidt skuffede over, at vi har brugt en del af tiden på at køre rundt. Det er nu også ganske rart for os voksne at slappe lidt af, så indtil i morgen aften, hvor vi skal checke ud står den på pool og ren afslapning.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære alle fire
Sidder endnu engang på Biblioteket for at læse og skrive. Har været på Universitetet idag for at være vagt ved sygeeksamen. Fortsætter resten af ugen og 2 dage i næste uge. Dejligt at foretage sig noget andet. Så er Jeres dejlige oplevelser på Øerne snart slut, hvor har det været skønt at følge med. Tak for det. Håber I får en god flyvetur til USA. Pas godt på alle!
Kærlig hilsen og knus
Mormor

Anonym sagde ...

Kære alle,
På nuværende tidspunkt er I allerede videre på jeres færd, d.v.s. i USA. Nu er det blevet til en storbysferie, det er jo lige noget for dig, Kristina!
Mange tak for jeres fantastiske beretninger fra de smukke øer, som I lige har forladt. Det har været utroligt spændende, at følge jer!
I er nu på sidste trin af jeres vidunderlige ferie og I må være fyldt til bristepunktet af oplevelser.
I dag og i morgen, har jeg taget en feriedag, så jeg sidder og sveder over mine NLP bøger inden jeg skal til "skafottet" sidst på ugen. Spøg til side...... det går nok alt sammen!
Nyd San Francisco i fulde drag og pas godt på jer selv!

Mange tanker og knus fra Linda