torsdag den 16. august 2007

45. dag – tirsdag den 14. august 2007


Vi sov temmelig sent sidste aften, da vi først var fremme ved hotellet ved midnat. Så det var tiltrængt at få sovet lidt. Ligesom Samoa er anderledes og mere civiliseret end Tonga (hvilket i øvrigt skyldes at både Tyskland, Kina, Australien og New Zealand har doneret større summer til at opbygge landet), så er hotellet bestemt også noget andet. Vi kunne lige så godt være på et Ving Resort på Mallorca – her er de andre gæster bare ikke skandinaviere men australiere og new zealændere.

Efter morgenmaden var det pool tid – vi havde lovet ungerne en dag med kun badning. Og det blev det så! Fra kl. formiddag til 17.30 – med det resultat at vi alle er pænt skoldede på trods af adskillige lag solfaktor gange million.

Resortet her er både godt og skidt – beliggenheden er fin lige ned til stranden, poolen og området omkring er nydeligt. Værelset er stort og (forholdsvis) rent – minder i det hele taget meget om de resorts, man som sagt møder i Middelhavsområdet – men maden er pænt dyr og ikke altid det værd. Så vi snakker om her til aften, at vi vil leje en bil, så vi kan komme lidt mere omkring – og ikke nødvendigvis være afhængig af at spise og være her hele tiden. Det passer fint, eftersom vi alle 4 som sagt er skoldede som krebse. Vi har derfor aftalt at tage shuttle bussen i morgen kl. 09.30 ind til hovedbyen Apia for at leje bil og finde et vaskeri – det er vist nødvendigt.

Ellers har vi kigget lidt i guidebogen i dag og fundet ud af, at på den anden store ø Savai`i er der bl.a. en vulkan (Mount Matavanu), som må opleves (ikke mit store hit men sådan er vi så forskellige her i familien). Der er også mulighed for at opleve og svømme med havskildpadder og se flere blowholes. Men dem har vi jo allerede set på Tongatapu. Vi får se, hvad dagene bringer – der er masser af muligheder. Det går jo heller ikke, at vi bliver alt for turistede her på resortet, vi må hellere lidt ud igen og opleve noget mere, inden vi tager til det sidste top på turen – San Francisco.

En sidste kuriositet – eftersom vi fløj over datolinien forleden, har vi oplevet det noget sære at rejse fra Tongatapu tirsdag den 14. august men landede i Apia mandag den 13. august 07. Så det skyldes ikke for meget vin (eller kava), at vi har 2 dage med den samme dato på.
Godnat herfra og sov godt.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej med jer,
Sidder her på min kontorplads og kigger ud af mit "osteforretningsvindue", lige nu huserere en voldsom tordenbyge og flere er på vej, kan jeg se. Drømmer om at være samme sted på planeten, som jer lige nu!
Tak for endnu nogle fantastiske beretninger, der som sædvanlig er vældig underholdende at læse.Det hænder også at jeg underholder mine kolleger på kontoret om jeres oplevelser.
I må simpelt hen kunne skrive en bog om jeres rejse samt oplevelser, når i vender næsen hjem til DK. Ellers alt vel her, mormors syn er blevet super godt, stort set 100%! Fantastisk stykke arbejde, læger har udført, siger optikeren.
Skal jo til min NLP ex. i næste uge og er lige ved, at gå til! Der er rigtig meget stof, jeg skal nå læse til torsdag i næste uge. Har taget 2 feriedage for, at nå det. Wish me luck, pls....!
Kan ikke huske, hvilken airline i rejser hjem til CPH med???
Pas nu godt på hinanden og nyd den næst sidste del af jeres vidunderlige tur!

Knus fra Linda

Anonym sagde ...

Kære allesammen
Nej hvor jeg misunder Jer den fantastiske tur til Øerne i Stillehavet. Jeg har drømt mig dertil, ville ønske at jeg kunne nå at opleve det. Men foreløbig går turen til Borneo i Februar 2008, hvor forhåbentlig Elly er restitueret til at følge med. Ellers rejser jeg selv.
Ja, som Linda skriver er mit syn blevet supergodt, meeen, der er nu lidt komplikationer med det højre øje. Det er simpelthen så lysfølsomt og som metider føles det somom der er et helt læs grus i øjet. Faldt over en artikel igår hvori ulemperne stod omtalt ved korrektion af nærsynethed. Det var 2% af de opererede får dårligere syn, mange får dårligt nattesyn. Der kan gå fra 2 til 3 mdr. inden synet bliver stabilt, så jeg har lidt at se frem til. Skal være eksamensvagt i næste uge til sygeeksamen, har sagt ja, nu trænger jeg til at se lidt andet end Gammelgang 13 A. Sidder på Biblioteket, har fået lidt længere tid denne gang, så derfor denne "roman".
Knus og kærlige hilsner til Jer alle fra
ormor.

Anonym sagde ...

Hej med jer
Det er utrolig spændende at følge jeres rejse, jeg nyder hverdag at læse jeres "kæmpe" dagbog, Ja! man drømmer jo helt hen når man læser om jeres oplevelser, Jeg kommer helt til at savne den daglige læsning :-)Tusind tak for god underholdning, glæder mig til imorgen at læse endnu en skøn side fyldt med oplevelser m.m. Men jeg glæder mig nu til du kommer hjem Kristina. Lene, Linda og jer er her da endnu, hihi, okay måske lidt flere, mange knus Pia MA-job.