Vinderen af konkurrencen er ???

Kære familie, venner og kolleger

I skuffer mig allesammen - ingen har formået at ramme det rigtige antal. Jeg har som billedet dokumenterer købt ialt 6 par sko og 1 par støvler (jeg har var nødt til det, da vi var i Melbourne med 11 grader - det kan enhver forstå! - enhver kvinde vil det sige).

Men selv om I ikke kan gætte rigtigt, så er der stadig tongansk kaffe på kanden, hvis I lægger vejen forbi vores hjem.

Dejligt at være hjemme igen!

Vi har rejst ialt 48.774 km - den lange vej rundt om jorden

56. dag – lørdag den 25. august 2007. Sidste dag:-(

Vi har besluttet at spise en god portion morgenmad denne sidste rejsedag, vi skal lige pakke vores sidste ting sammen og så køre mod lufthavnen.

Billedet i dag på bloggen er fra Lombard Street, som I måske husker fra bloggen i forgårs, og så ellers nyd udsigten ud over byen til Telegraph Hill og Coit Tower.

Vi startede med 60 kg bagage, da vi tog afsted fra København Lufthavn til Beijing. Ved sidste flyvning rundede vi 55,4 kg – og hvordan kan det så lade sig gøre med alle de skoindkøb, som jeg har foretaget? Med til historien hører, at vi har sendt 3 pakker hjem af cirka 18 kg ialt, så de står forhåbentlig derhjemme på Vatnavej og venter på os. Det bliver helt hyggeligt at pakke alting ud – som at tage tilbage i tiden og opleve det hele lidt igen.

Tusind tak fordi I har haft lyst til at være med – det har været rigtig dejligt med alle jeres kommentarer. Lige så meget som I har givet udtryk for at nyde at læse vores indlæg – lige så meget har vi nydt at høre fra jer gennem bloggen.

Vi glæder os til at komme hjem til vores familie, venner, hus, skole og nå ja arbejdet.

En sidste gimmick – der stilles en kop ægte tongansk kaffe på højkant til dem, som kan gætte, hvor mange par sko, Kristina har indkøbt på denne rejse? Skriv svaret på bloggen ;-) Ja gæt hvem som har fundet på den leg!

55. dag – fredag den 24. august 2007

Sidste dag på denne rejse – og for en gang skyld har vi ingen programmer. Vi starter dagen som sædvanlig – vi spiser morgenmad på Café Briazz alle 4 – og samtidig med morgenmaden får Karsten lagt de sidste 2 dage på bloggen, da de har wireless internet. Smart og praktisk.

Vi bokser lidt med at få vekslet vores samoanske penge – de er tilsyneladende intet værd her i USA, i hvert fald kan vi ikke få dem vekslet hverken hos valutahandlerne eller i bankerne. Det er lidt ærgerligt, da vi har en pæn del tilbage. Vi leger lidt med tanken om at sende dem til vores ”nye” familie på Samoa – så kan de veksle halvdelen af dem og sende dem retur til Danmark. Vi er vel familie....

Vi mangler at se lidt af den nordlige del af byen, så vi begynder at gå ud af Market Street. Men kvarteret bliver hurtigt kedeligt, der er rigtig mange tiggere og narkomaner her i San Francisco – overvældende mange – og tydeligvis flere end i New York. Om det skyldes den større synlighed af politi på gaderne i New York, det ved jeg ikke – men narko er et stort problem her i byen. Vi talte med én ekspedient om det i går, og hun kunne bekræfte, at det er gået så vidt, at folk ikke engang forsøger at skjule det. Man kan knap nok gå 10 meter, før man støder ind i enten en tigger eller en synlig påvirket person – det gør det temmelig utrygt at færdes i nogle kvarterer, så vi vender hurtigt om. Amerikanerne virker ligeglade – og er ikke hurtige til at betale til tiggerne. Vi har nærmest fået os 2 nye venner - lige 5 minutters gang fra hotellet, står de hver morgen. Når han har fået sine penge, løfter han kasketten og siger tusind tak young man, young lady osv. Det må godt nok være hårdt at bo på gaden.

Men det gør også, at især Mathias og jeg får en længere snak om, hvad forskellen er på Danmark og USA. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han nu sætter langt større pris på de goder, som man trods alt har i DK. Bare det at man ikke skal dokumentere, at man kan betale hospitalsregningen, når man bliver indlagt, må da siges at være betryggende. Og man så får den rigtige behandling, det må så være en anden snak.

Hvis de andre dage har været fyldt af oplevelser, så bliver denne sidste dag en ren shopping-dag. Vi dalrer lidt rundt og får købt de sidste par ting, vi godt kunne tænke os at få med hjem, og så afslutter vi ellers dagen med en afskedsmiddag i Westfield Malls food court. Måske ikke helt så hyggeligt som middagen i går aftes, men hvorfor ikke? Det virker til, at rigtig mange andre amerikanere har besluttet at spise der her til aften, så der er fyldt godt op. Princippet er godt, fordi alle i selskabet kan få deres ønsker opfyldt, hvad angår maden – Frikke fik mexikansk mad, Mathias fik sushi og Karsten og jeg spiste thai. Da vi kom tilbage til hotellet, ville ungerne gerne lege restaurant med os, så vi fik fine menu- og vinkort, Mathias serverede maden og Frikke tastede ivrigt i tastaturet, som hører til fladskærmen på hotelværelset.

I morgen skal vi forlade hotellet cirka kl.11.30 for at tage i lufthavnen. Vi skal flyve med United til Chicago og herfra går det hjemad med SAS til København.
Billedet i dag er fra én af San Franciscos gader – med deres mange avisstande.

Udsigten fra Pier 39 op mod byen

54. dag – torsdag den 23. august 2007

Dette bliver dagen, hvor vi kommer til at gå og gå – og kommer faktisk rundt omkring en stor del af byen.

Vi starter med morgenmad på den ”sædvanlige” – en café latte til mig og så ellers en rigtig god yoghurt med blåbær og hjemmelavet musli til Frikke og mig – Mathias får en sandwich. Karsten prøver dog noget nyt i dag – han spiser også :)

Vi vil prøve at køre med sporvognen i dag, hvilket alle de andre turister åbenbart også har besluttet at gøre. Vi står i kø op til flere gange og endelig lykkes det at komme på og få nogle gode pladser. Vi sidder godt nok indenfor (i film sidder eller hænger de altid udenfor), men turen bliver sjov. San Francisco er jo kendt for sine bakker. Det er imponerende, hvor stejle gaderne er. Det bliver også en oplevelse at høre og se vores kvindelige sporvognskonduktør, som i sin tiltale- og væreform grænser til det groteske og er direkte ubehøvlet – dog altid på en sjov måde. Vognen bliver hurtigt fyldt op, og så snegler vi os ellers igennem de stejle gader med cirka 15 km i timen. Vi kører ned til Fisherman´s Wharf gennem områderne Nob & Russian Hill (eksklusive områder som er kendt for at huse ambassader og nyrige) og passerer også Chinatown (vi føler os ikke fristet til at stå af – vi har været i Kina). Men vi kører også forbi Lombard Street, som godt nok ikke er den mest stejle gade i San Francisco men den mest fotograferede, fordi kørebanen slanger sig ned med kæmpe hortensia bede hele vejen ned. Billister holder i kø for at prøve at køre igennem den – og vi andre gående har et særskilt fortov ved siden af vejen. Helt specielt – vi har aldrig set noget lignende. Det må være træls at bo på den vej.

Vi spenderer lidt tid nede ved Fisherman´s Wharf og prøver bl.a. at komme til det tidligere fængsel Alcatraz, men desværre viser det sig helt umuligt. De første ledige billetter, der sælges er søndag, og der sidder vi (forhåbentlig) i København. Men fra havneområdet er der også en glimrende udsigt til både Alcatraz og San Franciscos varetegn ”Golden Gate Bridge” (som faktisk ikke er gylden men orange). Men som noget helt specielt bor der også søløver i havnen. Der ligger de på store tømmerflåder og øffer – særligt han-søløverne – men sådan er det jo også i menneske verdenen. Ellers er området lidt for turistet til min smag med masser af souvenir butikker. Men vi får dag spist os en kæmpe is-vaffel – men den skal jo af igen – så vi begiver os ud på en længere gå-tur for at nå området Pacific Heights, hvor der skulle ligge nogle viktorianske huse – også kaldet the postcard row – som ofte bliver skildret i film bl.a. ”Mrs. Doubtfire”. Men vi får forkert besked, når vi spørger om vej, så vi ender det helt forkerte sted – og i et mindre pænt kvarter, så vi skynder os at finde en taxa og kører direkte hen til den restaurant, som vi spiste aftensmad på den første aften.

Igen oplever vi, at vi bliver budt velkommen igen – de der mærkelige danskere, som har rejst verden rundt – så flere at tjenerne og sågar kokken, som hilste på os forleden aften, kommer hen og siger: ”Hi guys, welcome back – nice to see you again”. Det viser sig, at den ene af tjenerne faktisk har boet i Beijing et år (han burde få et diplom), hvor han underviste kinesere i engelsk, så vi udveksler lidt erfaringer med Kina.

Heller ikke i aften skuffer de os – fantastisk mad – og her må jeg sige, at det er dejligt, at Mathias har mod på gastronomiske udfordringer. Han bestiller kækt lam og guffer det i sig som var det slik, mens han undervejs højlydt siger: ”Uhm – det smager helt fantastisk”. Frikke er træt, og for første gang må jeg sige, at jeg har set hende næsten falde i søvn på en restaurant. Hun er ellers ikke sådan at slå ned, men alle de bakker har åbenbart gjort hende træt.

Vi tager tilbage til hotellet, for vi har lovet ungerne at se ”High School Musical 2”, som kommer på fjernsynet. Vi er alle flade, men alligevel er det svært at få børnene til at sove, så igen i aften bliver det sent. Vi har dog truet med at vække dem lidt tidligere i morgen, da det er vores sidste hele dag i San Francisco.

53. dag – onsdag den 22. august 2007

1. dag i San Francisco – og vi har (næsten) alle jetlag. Det er meget svært at komme ud af sengen, så vi når først at få lidt morgenmad på en café i nærheden omkring middagstid.

Herfra er det bare at udforske byen, snuse ind og iagttage. Det er både dejligt og mærkværdigt at være tilbage i storbyen med alle dens stimulanser, høje lyde og forskelligheder. Vi har ikke de store planer med hensyn til turist attraktioner, men vi skal dog prøve sporvognen ned til havneområdet, som skulle være rigtig hyggeligt.

Vi starter i GAP, som er hele familiens ynglingsforretning (de har iøvrigt planer om at åbne forretninger i Europa – dejligt!) – og herfra går vi ned til Market Street, hvor vi ligesom ikke rigtig kommer længere, idet vi er på jagt efter efter par Heely´s til Frikke (Heely´s er en gummisko med hjul under hælen, så man kan rulle). Hun har været forelsket i dem lige siden Laura sidste sommer kom hjem med dem fra Californien. Vi havner i en større mall, Westfield Centre som har en række spændende forretninger. Ungerne får lidt tøj og undertegnede falder også over lidt spændende. Udstyret med et par Heely´s er det tid til at prøve dem – til stor underholdning for resten af mall´ens gæster kaster Frikke sig ud i en ny stor udfordring. Det er ikke så nemt.

Da vi kommer ud derfra er klokken blevet 18.00, så det er tid til aftensmad, da vi sprang frokosten over. Vi vælger at spise mad på en rigtig 50´er restaurant – Lori´s Diner – som er indrettet i tro kopi mod den tid. Et velnærende og sundt måltid – hotdogs og burgers – og så en kæmpe banana split og milkshake til dessert. Vi er vel i USA.

På vej hjem igen passerer vi Macy´s, som er et ikon – et kææmpe stormagasin – og der må vi ind. Forretningerne lukker først kl. 21.00, så der er tid nok. Jeg får nærstuderet taskeafdelingen, som er cirka 5 gange Magasins, så det tager tid. Desværre er der ikke nogen legetøjsafdeling, så ungerne og Karsten må være tålmodige imens.

Kl. 21.00 og hjem mod hotellet støder vi på 2 musikere, som har stillet et større arrangement op for bare at spille lidt blues/rock på et tilfældigt hjørne. Vi stiller os op og betragter – de spiller rigtig godt – men da Karsten spørger, om de har en CD, smiler den ene pænt til Karsten og siger: ”It is just street music”. En af de andre tilhørere begynder at danse – helt for sig selv – og de andre står og synger med. Jeg kan ikke lade være med a tænke, at sådan er vi danskere ikke – vi er nu lidt mere stive i det.

Hjemme er det svært at få ungerne til at sove – det virker til, at de stadig kører på samoan time, som er 4 timer før San Francisco. Så det bliver igen sent, så de sover nok igen længe næste dag. Træls da jeg må indrømme, at jeg har travlt med at komme ud og se mere.

Vi sover selvfølgelig i en drøm af en amerikansk seng – queen size – med mange lag dyner, tæpper og 4 hovedpuder – alt i egyptisk bomuld. Det er skøønt – oven på futonger, lagner som dyner og tæpper er det nu rart med lidt luksus.
Godnat og sov godt.

52. dag – tirsdag den 21. august 2007

Transportdag – 9 ½ times flyvning fra Samoa til USA – nærmere betegnet Los Angeles. Den lange flyvetur går mod alt forventning godt – Frikke og jeg har 3 sæder for os selv, og der er 2 ledige sæder lige i nærheden, så Karsten og Mathias får også 2 sæder hver. Hvor heldig kan man være....

Det er sjovt at se alle passagererne. Der er tydeligvis mange samoanere, som nu bor og arbejder i USA – det må være en utrolig kontrast i forhold til det meget stille og rolige liv i Polenesien og så til det moderne og hektiske USA. Vi ved fra dem, som vi har talt med i Stillehavet, at én af de få chancer, de unge har, er at dyrke deres sportstalenter, dvs. rugby, cricket og baseball, så de kan komme ud i verden. Det er sjovt at se, at den passager, som sidder foran Frikke og jeg, har åbenbart amerikansk pas, selv om at han tydeligvis oprindelig kom fra Samoa. Da han åbner sin bærbare på flyveren, starter den med et skærmbillede af hans søn, som åbenbart er professionel basketball spiller.

Vi får alle – undtagen Karsten – sovet pænt – mellem 5-7 timer på flyveren, så det må siges at være godt. Da vi ankommer til Los Angeles har vi 3 timer i transit, så det er godt. Vi skal selv checke vores bagage ind igen, selv om at vi har checket den ind hele vejen til San Francisco. Det morsomme er, at når man ankommer til USA, så skal man aflevere fingeraftryk (elektronisk) samt have taget sit portrætbillede i immigrationen. Det prøvede vi også, da vi var i New York i eferårsferien. Vores immigrationsmedarbejder Lewis var nu lidt gnaven. Hente bagagen fra transportbåndet, igennem tolden og den trænede hund, som kan spore landbrugsprodukter, og som går rundt passagererne for at snuse til vores bagage, og så ellers checke det hele ind igen. Shuttle bus til terminal 6 (hvor United flyver fra – kæmpe lufthavn – der er 7 terminaler), hvor man selvfølgelig bliver mødt med svært overvægtige amerikanere – vi er ikke i tvivl om, hvor vi er landet – og så ellers igennem security igen. Her tager man også skoene af, og jeg bipper som sædvanlig. Den ekstra sikkerhedskontrol foregår nu i pæn ro, jeg bliver spurgt flere gange, om jeg sidder godt, om jeg har det godt, og så bliver jeg ellers bippet og manuelt kropsvisiteret.

Vi genser ”Starbucks Coffee”, som de trofaste læsere måske kan huske fra Kyoto, og ungerne mener, at vi bliver nødt til at gensmage deres sandwich. En god lejlighed for mig til at få en god kop kaffe. Og så kan man ellers få en forsmag på den moderne og civiliserede verden – vi kan købe aviser, magasiner og duty free varer – der er Clinique! I disse terrorforskrækkede dage hvor man ikke må medbringe mere end så godt som ingenting i flyveren, så må man jo overfalde de toldfrie produkter, når man lander eller mellemlander.

Vi lander i Los Angeles kl. 14.35, vi skal videre med United Airlines kl.17.32 (ikke 17.35 vel at mærke) og kl. 18.40 lander vi i San Francisco. Vi fanger en taxa – en rigtig prototype af en chauffør, som ligner en musiker-in-spe – han kører os (hurtigt! – vi er nu vant til South Pacific driving – 35-45 miles i timen) ind til vores hotel, som ligger midt i centrum – Market Street. Jeg må sige, at vi runder rejsen af med et skønt hotel – rejsens bedste tror jeg. Fedt hotel – lige noget for dig, siger Mathias. Han har luret sin mor.

Vi bor på 11. etage med et godt udkig ud over byen (billedet er taget fra vores værelse ) – vi tager for sjov lige elevatoren op til 36. etage – her er det helt okay at få højdeskræk, der er godt nok langt ned.

Vi kigger os lidt omkring på værelset og nyder udsigten til 4 dage i luksus og går ud i byen – mod lidt aftensmad. Vi går lidt omkring, finder en pub, som serverer lidt mad, heldigvis er der en sød servitrice, som siger, at hvis vi går lidt længere ned ad gaden, finder vi en lille smøge med 4-5 gode restauranter. Her får vi et fantastisk måltid mad – ungerne og Karsten har bare lyst til burger (men hvilke burgere) og jeg får tun med kartoffelmos og grøntsager. Der er vældig hyggeligt på restauranten, som er lidt en blanding af restaurant og en bardisk, hvor folk sidder og hygger sig med blandt andet baseball på skærmen (San Francisco Giants spillede mod Chicago Cubs). Tjeneren er imødekommende og snaksalig, og vi fortæller lidt om vores rejse. Selv kokken kigger lidt rundt og snakker med kunderne, og vi er bestemt ikke sene til at rose hans mad. Rigtig god oplevelse – gad vide om vi ikke kommer igen.
Der er lidt uenighed om i familien, hvad vi skal bruge de næste 3 dage på – en tur med sporvognen må vi prøve, lidt shopping undgår vi nok heller ikke og så må vi se, hvad der skal ske. Karsten vil gerne ud og se Alcatraz, det tidligere fængsel. Jeg springer over – jeg orker ikke flere sejlture. Men lur mig om ikke jeg kunne finde en skobutik eller to imens....

51. dag – mandag den 20. august 2007

POOL – hvad ellers?

Der er ikke det store at berette – andet end at ungerne og Karsten har kastet rundt med hinanden i poolen hele dagen. Mathias var ikke en stabil svømmer, men de sidste par dage i poolen har gjort, at han er blevet rigtig dygtig. Så dygtig at vi har aftalt, at når vi kommer hjem, så skal han fortsætte med noget svømmeundervisning, så vi holder fast i det han kan.

Ellers har Mathias arbejdet på sine forretningsmæssige evner og har udviklet en ny side – udvikling af skønhedsprodukter. Han har hekset i vores badeværelse og har fundet frem til adskillige produkter vil jeg sige – mere eller mindre heldige (eks.vis har nogle tandpasta som den væsentligste ingrediens og det er måske ikke så rart, når man skal bruge det til hårvask). Men ikke nok med, at han synes at trives med at udvikle produkterne, han er så sandelig også økonomisk velorienteret, da han under hele morgenmaden forsøgte at overbevise sin mor om, at jeg skulle betale for ressourcerne (og det var det ord, som han brugte – især da han hørte, hvad min parfume kostede, så var det vigtigt at få dækket omkostningerne) – og så også skulle betale for testprodukterne. Det må siges at være en sund forretningsmæssig indhold – måske ikke helt realistisk? Værre var det, at da vi vendte tilbage til værelset efter morgenmaden, at rengøringsdamen havde kasseret alle hans prøveprodukter, så var gode råd dyre. Heldigvis fik hans søde storesøster overbevist ham om, at det var helt i orden – så fik han faktisk mulighed for at lave endnu flere eksperimenter.

Kl. 22.00 skal vi checke ud – flyveren går kl. 00.45 mod Los Angeles. Vi afregner med én af receptionisterne, som viser sig at være ¾ dansker. Det viser sig i det hele taget, at der er mange ”Jensen” og ”Rasmussen” herude på Stillehavsøerne – vi har været vidt omkring.

Lidt panik opstår der dog, da vi ankommer til Falelolo Lufthavn – og den tjenestevillige mand, som beder os om at have pas og billetter klar i indcheckningskøen får sagt, at flyveren går kl. 12.00 – og ikke 00.45. Så bliver den danske kaptajn lidt stresset, da vi samtidig får udleveret et hav af papirer, som skal udfyldes gange 4 – og der står riiigtig mange i køen foran os. Da vi når incheckningen (som foregår med god samoansk ro og orden – intet hastværk – 45 minutter før vi når skranken) viser det sig, at flyveren selvfølgelig afgår som angivet på vores billetter kl.00.45, og så er alt pludselig i orden. Vi når endda at få en kold cola inden boarding (Frikke har nu ondt i maven, og Karsten er stadig nede med screaming salmonella-samoa-agtige bakterier).Kl. 00.45 tager Air New Zealand afsted mod Los Angeles – en lille flyvetur på 9 ½ timer. Dejligt....

50. dag – søndag den 19. august 2007

Efter morgenmaden havde vi aftalt med børnene, at vi ville prøve at tage en tur i kirken, som ligger her på resortet. Den er katolsk og bruges af både gæster, personalet og deres familier.

Netop denne dag skal messen optages, så der går lidt tid, før vi starter. Det bliver også en god oplevelse, men den slår bestemt ikke den, vi havde i Tongatapu – på trods af lusene. Koret synger smukt, men det er ligesom om, at det bliver lidt for turistet af det elektriske orgel, som akkompagnerer koret. Lidt for meget pop over det! Det lyder faktisk meget smukkere, når de synger på samoansk og uden orgel, og det får vi også mulighed for at opleve et par gange. Præsten derimod er ganske synlig og politisk i sin prædiken, han snakker om ”evilness” og hvordan den fylder mere og mere i vores liv. Han nævner også, at godkendelse af homoseksuelle ægteskaber bl.a. er ”evilness” – han er lidt for bastant til mig.

Men det som er helt vidunderligt er, at når offergaverne og kommunionen (nadveren) foregår, så synger koret imens på samoansk – og det fungerer smukt sammen. Vi giver naturligvis også hinanden en fredshilsen, de samoanske børn der sidder foran os fniser, når de giver os hånden.

Ellers har vi lovet børnene, at de sidste 2 dage her på Samoa er ren badeferie. De er vist lidt skuffede over, at vi har brugt en del af tiden på at køre rundt. Det er nu også ganske rart for os voksne at slappe lidt af, så indtil i morgen aften, hvor vi skal checke ud står den på pool og ren afslapning.

49. dag – lørdag den 18. august 2007

Endnu en gang tidligt op (utroligt når man har ferie!) – kl. 06.00 for at fange den første færge til Savai´i. Den går kl. 08.00 og overfarten tager cirka 1 time og 20 minutter. Og det betyder jo, at jeg (Kristina) skal ud og sejle igen. Jeg havde godt nok overvejet at blive hjemme på hotellet, men der er jo noget nyt at opleve, så jeg vælger at tage med.

Vandet ser også roligt ud, alligevel får vi lidt en vippetur derover. Færgen er pakket med mennesker – sikkert også langt flere end tilladt – og igen må jeg sige, at samoanerne ikke er de reneste mennesker. Men også her benytter de så lige af chancen for at få sig en lille lur. Enten på gulvet eller også foroverlænet med hovedet på dem, som sidder forans, ryglæn – hvilket er lidt træls for Mathias og Frikke. Vi sidder alle fuldstændig klemmast, som Frikke plejer at sige. Det er interessant at observere, hvordan kulturen er fuldstændig anderledes end vores. Det er tydeligt at se i den familie, som sidder lige foran os, at bedstemoren har meget at skulle have sagt over sin voksne datter og hendes 3 børn. Moren sidder konstant og nervøst checker med sin gamle mor, om hun nu gør det godt nok. Og da hendes 17-årige barnebarn afslører lidt af hendes lænd, da blusen glider op, ja så hiver bedstemoren resolut ned i blusen, så der ikke afsløres noget. Vi er få turister, de andre er lokale, som skal hjem eller på besøg. Det er også her, at vi får mulighed for at opleve opdragelsen på lidt tættere hold. Der er løse hænder på de samoanske forældre, man får først et svip med hånden og så et kys bagefter. Gad vide hvad man lærer af det?

På den anden side af vandet – på Savai´i – havde Avis arrangeret en tilsvarende bil ved et andet udlejningsfirma, men der var bange anelser, da vi ikke blev mødt af nogen på kajen. Vi tog en taxa op til udlejningsfirmaet, som godt nok havde os stående i bogen – men de havde af en eller anden grund glemt os – og 4WD det havde de da slet ikke. Det endte med, at vi måtte køre derfra i en temmelig gammel og udrangeret udlejningsbil (det var hvad der var tilbage), og det var så starten på en knap så god dag på Savai´i. Vi havde adskillige ting, vi gerne ville opleve på øen – bl.a. lava, et smukt vandfald, nogle turkisgrønne strande og også gerne en hængebro, som skulle gå hen over et smukt regnskovsområde. Men som sædvanlig måtte vi erkende, at ambitionerne var for høje.

Uden en rigtig 4WD var det vanskeligt at komme til vandfaldene, men vi kørte noget af vejen og gik resten. Desværre var det store vandfald udtørret, da vi kom, så der var kun et par små stykker, som var aktive – men det var stadig et fantastisk smukt sted – også kaldet Afu Aau Falls. Karsten og børnene er jo modige, så de badede i ferksvandssøen – og så var de klar til at køre lidt igen (det er varmt, når man ikke har aircondition i bilen).

Undervejs passerer vi en landsby, som holder begravelse. Det foregår i de åbne huse, så vi kan tydeligt se, at folk er klædt i hvidt fra top til tå, mens de sidder på gulvet i skrædderstilling. Kisten står oppe foran. Bagefter bliver den pågældende jo begravet uden for de pårørendes hus – størrelsen af gravstenen fortæller, hvor mægtig man er.

Med colaer og chips i bilen var det vi på vej til et lava område, som sidst var i udbrud 1905 og 1911. Men øen er stadig en aktiv vulkanø ifølge eksperterne – dette fortalte vi naturligvis først børnene, da vi var vel hjemme igen på hotellet. Det var planen at vise især Mathias lava, da han synes, at det kunne være interessant. Der skulle stadig findes nogle kirker, som blev dækket af lava. Men halvvejs deroppe af kysten kom der en træls besked på displayet i bilen – ”check the engine”. Vi besluttede at være fornuftige – vi havde bestemt ikke lyst til at strande på Savai´i, så vi måtte vende om mod Salelologa. Det var rigtig ærgerligt, men nok den klogeste beslutning. Af samme årsag besluttede vi at tage en færge tidligere hjem mod Upolu – hvilket faktisk viste sig at være en rigtig rigtig god beslutning, da kl. 16.00 færgen (som vi havde planlagt at tage med hjem) ville være en væsentlig mindre færge, og det vil sige – flere tivoli ture.

Vi faldt i snak med nogle new zealændere på vej tilbage på færgen, som også bor på hotellet. Det tog noget af fokus væk på de enorme bølger, som havde bygget sig op i løbet af dagen. Jeg var som sædvanlig stiv af skræk, mens resten af familien hyggede sig vist.

Tilbage på landjorden og hotellet var det selvfølgelig pool tid – mens jeg fik tid til at træne lidt. Der er en dejlig ”gym” – med mørke blankpolerede trægulve, masser af aircondition og en smuk udsigt ud til palmerne, mens man træner. Det var skønt at komme igang igen.

Karsten klarede lidt tøjvask i badekarret – vi skal køre næsten 45 minutter for at komme ind til et vaskeri, så det orker vi ikke. Det må vist være den sidste tøjvask, inden vi vender hjem til Danmark og Vatnavej.

Middagsmaden var som sædvanlig hyggelig. Vi fik en snak om bl.a. farlige dyr her i verden (spørg mig ikke hvorfor), og så faldt snakken på farlige bjørne og Canada, hvorpå Karsten fortalte, at han rigtig godt kunne tænke sig at rejse rundt i Canada. Vi griner altid af Karstens planer – de er ind imellem lidt vilde. Efter lidt tænketid siger Frikke nok så kækt: ”Far, vi kan lige så godt arrangere din begravelse nu – hvordan vil du gerne begraves – i hvidt?” Underforstået ham far har nu ind imellem nogle planer, som er lidt vel modige. Det er sjovt at se, hvordan Frikke virkelig er blevet stor og kan komme med nogle kommentarer, som er lige på kornet. Kvik pige er hun!
Ellers var resten af aftenen i den mere sørgelige ende, da Frikke har forelsket sig i en killing her på resortet, som hun kalder kælepotten. Den følger hende trofast rundt og har bl.a. overnattet ude foran vores dør. Hun måtte ligge mellem sin mor og far i nat og græd sig i søvn, fordi hun bestemt mener, at hun ikke kan leve uden kælepotten. Ja faktisk har hun foreslået, at hun bare bliver her på resortet, og kommer tilbage til DK, når katten ikke længere lever. Frikkes første forelskelse – og når tårerne så er tørret væk, så mener hun bestemt, at hvis ikke dette kan lade sig gøre, så må hun som minimum får et andet kæledyr, når hun kommer hjem igen. Rimeligt ikke...

48. dag – fredag den 17. august 2007

Afsted ud på eventyr – der er masser at opleve – og tiden er pludselig blevet kort.

Vi har bilen den sidste hele dag, så der er programsat en masse. Ambitionerne fejler jo ikke noget, men ind i imellem sker der jo alligevel det, at der sker noget, som man ikke forudser, og så.....

Sådan var det også i dag. Vi havde undersøgt, hvornår det ville være højvande, da Palolo Deep Marine Reserve præsenterer sig bedst ved højvande – eller sagt på en anden måde – man kan ikke komme ud over koralerne, hvis det er lavvande. Man lige som vi træder ind og har betalt adgangsbilletterne, så begynder det at trække op til voldsom blæst. Vi afventer lige for at se, hvad der sker – Karsten snakker med nogle af de andre gæster, som netop vender tilbage til stranden, og de fortæller, at det er hårdt arbejde at svømme derud pga. strøm, men at man nærmest bliver skubbet i land. Vi bliver jo nødt til at tænke på Frikke og Mathias, og hvad de kan klare. Jeg har meldt pas.

Det ender med, at Karsten og Frikke går ud – uden Mathias – og svømmer faktisk forkert første gang, da man skal et stykke ud for at fange det helt specielle ”hul” med en fantastisk koralvæg, som går ned 8-9 meter. Tilbage på stranden snakker de heldigvis med nogle tjekkere, som lige har været derude og snorkle, og så prøver de 2 igen. Men det er hårdt arbejde pga. strømmen og længden derud. Frikke og Karsten får taget nogle billeder af bl.a. Picasso og kuffert fisk, men han er fortsat ikke sådan at imponere – Rødehavet og Tahiti er øverst på hitlisten, når man skal snorkle.

Imens leger Mathias inde på land. Han finder hurtigt nogle pinde, nogle palmegrene og lidt andet godt, og så er legen igang. Der er dog en anden 10-årig new zealandsk pige, som synes, at han ser rigtig sød ud, så hun ”kaster” sig over ham. Da jeg fortæller ham, at hun gerne vil lege siger han: ”Jamen jeg forstår hende jo ikke” – men efter et par minutter begynder det alligevel at ligne noget der minder om en fælles leg. Da vi tager derfra, går Karsten og Mathias over for at sige farvel til hende, det bliver hun vist rigtig glad for – han får i hvert fald et kæmpe smil. Og det er unødvendigt at sige at Mathias selvfølgelig får stukket et gammelt rustent søm ind i sin finger under legen – men vi er jo udstyret med et mindre apotek, når vi rejser – så skaderne blev beset, renset og så kan vi komme videre.

Vi ”falder” over en café med udsigt over Apia havn, som har en internet café ved siden af. Praktisk da vi både kan få klaret frokosten og lagt 2 dage på bloggen. Karsten er – jo det lykkedes endelig – ramt af samoanske bakterier, så han springer pænt frokosten over. Så han får tjansen med at gå på nettet. Vi andre 3 spiser god frokost, og jeg får en rigtig god italiensk latté, det er ikke at spøge med.

Herfra kører vi videre til Villa Vailima, som har været den skotske forfatter Robert Louis Stevensons hjem de sidste 4 ½ år han levede. Samoanerne er særlig glade for Stevenson, fordi han tilsyneladende kæmpede for deres uafhængighed – da både England, Tyskland og USA stod på stikkerne for at overtage landet. Villa Vailima er en smuk gammel trævilla med veranda – dengang var det malet i en helt speciel farve ”peacock blue”, men i dag er det malet cremefarvet. Foran villaen ligger der en kæmpe græsplæne med høje blomsterbede og så Mt. Vaea i baggrunden (som Stevenson også ejede dengang – han købte hele molevitten inklusiv bjerget til 22.000 amerikanske dollars – i dag ejer regeringen det meste af jorden inklusiv bjerget, mens en rig amerikaner har købt huset og har omdannet det til museum). I dag er både Stevenson og hans kone Fanny begravet på bjerget Vaea, men da der stod i guidebogen, at det var en stejl og ikke særlig børnevenlig tur sprang vi den over.

Det var interessant at se rummene, smukke gennemlyste rum malet i de smukkeste grønne og lyseblå nuancer. Stevenson har skrevet 49 bøger bl.a. ”Skatteøen” på trods af, at han kun levede i 44 år. Hans kone Fanny døde dog i USA og på grund af 1. Verdenskrig var det ikke muligt at begrave hende ved siden af hendes mand på Samoa, men da krigen sluttede, blev hendes aske transporteret til øen, og hun blev begravet ved siden af Stevenson.

Dagen var næsten gået, så vi tog ned til byen for at sikre os nogle gode pladser på vores næste flight, som går fra Apia til Los Angeles – og det tager 9 ½ time, så det er værd at sidde det rigtige sted. Heldigvis – for vi havde da fået blandet tingene helt sammen pga. det med datolinien havde vi gået rundt og troet, at vi skulle afsted fra Samoa på tirsdag, fordi vi rejste fra Tonga til Samoa på en tirsdag. Men som I måske husker, så passerede vi dato linien, så vi landede en mandag. Ergo skal vi også rejse igen mandag. Ikke så godt fordi vi havde booket færgebillet mandag, og den søde dame hos Air New Zealand sagde, at de ofte aflyste færgen kl. 16.00 fra Sava´i, og så ville vi være lidt på r......

Hen til Avis og finde ud af hvad vi gør med billeje og færgebilletter. Vi fik Avis til at reservere en tilsvarende bil på Sava´i, som så står klar på havnen, når vi kommer. Derfor tager vi til øen i morgen i stedet, så søndag og mandag er BADEDAGE!

Billedet i dag er af Mathias og hans nye legekammerat.

Samoa - Som altid klik på billedet for at forstørre ;-)

47. dag – torsdag den 16. august 2007

Vi har rigtig været på en oplevelsesrig tur i dag. Vi har jo lejet bil, så vi er fuldstændig uafhængig af andre, så da vi havde spist morgenmad, tog vi bilen (en Kia 4WD som Karsten fuldstændig har forelsket sig i) og kørte afsted. Først ned til havnen for at lave en reservation, så vi kan komme over til Savai'i, men desværre er der udsolgt de næste 2 dage, hvor vi har lejet bilen. Vi må snart beslutte, hvad vi gør – måske forlænger vi lejen af bilen.

Det regner om formiddagen, så vi beslutter at køre rundt om øen. Undervejs klarer det op og vejret bliver fantastisk. Vi kører langs vandet (der er kun en hovedvej) og igennem de mest hyggelige landsbyer. Vi stopper for at købe lidt at drikke ved en lille kiosk, som ligger ved vejen. Vi benytter lejligheden til at spørge omkring det at tage fotos, og han siger, at det er helt i orden. Vi tror, at vi køber Pepsi (cola), men det viser sig, at når samoanerne køber Pepsi, så er det nogle frygtelig kunstigt stads med banansmag. Børnene ender vist med at drikke dem, de andre må vi indrømme, at vi smider ud.

Vi kører over et bjerg Mt Tafua Upolu (875 m), hvor vi kun møder et hus – ellers er der bare den frodigste regnskov. Det ser helt fantastisk ud – bare en lille asfalteret vej og så den mest vidunderlige udsigt ud over tusindvis af uopdyrket jord fyldt med regnskov og så havet, som er tyrkisblåt og hvide skummende bølger.

Da vi kommer ned på den anden side af bjerget, ligger der en meget indbydende og charmerende strand med 3 fales. Efter at vi har parkeret bilen og er stået ud, kommer der en ung pige fra nabohuset og siger, at det koster 15 tala (cirka kr. 30,- det er ikke lige så billigt her som på Tonga) for at benytte stranden. Det er ret almindeligt her, da al jord tilhører familien/landsbyen. Så på denne måde kan indbyggerne tjene lidt ekstra penge. Vi betaler – og Karsten og børnene kaster sig ud i bølgerne (her fortrød jeg godt nok, at jeg ikke havde min bikini med – men ude i landsbyerne bader man helst med alt tøjet på – og det er godt nok lidt besværligt). Da vi står nede på stranden, kommer der en mand gående med 2 kurve fyldt med taro rødder. Han kommer ned og hilser på os og spørger, om vi ikke har lyst til at besøge hans landsby. Vi bliver lidt overraskede over invitationen og ved faktisk ikke, om vi skal sige ja eller nej tak. Vi beslutter nu at sige ja tak og aftaler at mødes med ham, han bor i det sidste hvide hus.

Ud af badetøjet og på med tøjet og lige hurtigt læse i guidebogen, om hvordan man bør opføre sig i sådan en landsby. Skoene af hvis man træder ind i en fale, når man sætter sig på gulvet (de har oftest ingen møbler) så må man ikke vise sine fødder – man sidder i skrædderstilling, man går ikke ind før de ældste medlemmer af familien og spørger om lov til at fotografere. Da vi kører derned, er vi godt nok alle spændte på, hvad der skal ske – men det havde vi ikke behøvet – for det viser sig, at de er utrolig gæstfrie.

Der er ingen tvivl om, at dette er en beskeden landsby, og at familien som vi besøger er fattige. De har alle meget laset og beskidt tøj på, men de smiler og hilser og er meget imødekommende. Faren hedder Matagi – jeg kan desværre ikke huske hans kones navn – de har 3 børn i aldren 2-12 år og bor i landsbyen Lefaga (lige ved siden af stranden Return to Paradise, som er opkaldt efter en film optaget der i 1951 med Gary Cooper i hovedrollen). De bor sammen med Matagis far og hans søster, hans mor er død. De har ikke råd til et lukket hus, så de har 2 rektangulære huse, som er fuldstændig åbne. Køkkenet er også udendørs og eneste måde at lave mad på er deres umu, som er en jordovn.

Matagi forklarer, at kokosnødderne bliver brugt til madlavning og resterne bliver brugt som grisefoder. Under den intermistiske bordplade ligger der store mængder af kokosnød-skaller og ovenpå bordet står der 2 kurve fyldt med rodfrugter. Han forklarer os, at de er selvforsørgende – de har bananpalmer, taro rødder (som er det fineste samoanske mad), brødfrugt- og kokosnøddetræer. Han henter 2 friske kokosnødder ned og åbner dem til os – de smager rigtig godt.

Vi får resten af deres ejendom at se – de har som sagt 2 huse, det ene sover de i – det andet er til ophold i løbet af dagen. Det ser nu mærkværdigt ud med de åbne vægge, der er få møbler – 2 stole tror jeg og et enkelt skab, hvorpå der står et tv. Og så ligger der ellers bunker af tæpper og puder.

De er ganske snaksalige og forklarer, at nu har vi også en samoansk familie. Vi joker lidt i bilen bagefter om det så betyder, at vi nu skal forsørge dem – det gør man jo hernede. Men som Frikke kløgtigt siger – skal de så også forsørge os? De siger til os, at hvis vi kommer til Samoa igen, så må vi endelig besøge dem igen – og så udveksler vi ellers adresser. Vi har fået lov til at tage en masse billeder, så vi har tænkt os at sende dem kopier, når vi kommer hjem. Børnene mener også, at vi skal sende noget legetøj til dem. De har jo intet! Det virker ikke til, at nogen af dem i familien har arbejde. Der er meget høj arbejdsløshed på Samoa (hvor høj vides ikke), så da vi tage derfra spørger Karsten om vi ikke skylder dem noget for deres kokosnødder. Han siger, at det er op til os – men vi skylder dem ikke noget. Vi giver dem 20 tala (cirka kr. 45,-), hvilket gør, at han ser meget glad ud. Ifølge guidebogen må man ikke give børnene slik eller penge i landsbyerne, så det er lidt svært at finde det rigtige ben at stå på, men det var tydeligt her, at der var ikke mange penge at gøre godt med. Jeg spurgte, om børnene spiste frokost på skolen. Farens svar var, at hvis de havde råd (det koster 50 sene – kr. 1,-) så gjorde de, ellers måtte de komme hjem og spise. Da vi kører derfra, synes vi, at vi har været usandsynlig heldige at have fået lov til at opleve en rigtig samoansk familie, som stadig lever som de gjorde for hundrede år siden. Jeg tror faktisk også, at det gjorde et stort indtryk på børnene. I hvert fald bestilte begge børn ”rigtig” mad til aften – lammekoteletter og kyllingespyd med kartoffelmos og grøntsager (frem for burger og pizza) – og nød højlydt maden inklusiv grøntsagerne – ja de bad ligefrem om en skål grøntsager til dessert. Så der kan man bare se!

Og nå ja, Kristina kvajede sig gevaldigt. På Samoa begraver man sine kæreste lige ved siden af sit hus – og da jeg vil gå ind i huset, kommer jeg til at træde på noget beton, som dog ikke indikerer, at dette er en grav, hvorpå Matagi siger til Karsten: ”It is all right, it is just my mother”. Pinligt – her prøver man at møde en samoansk familie og så er det første indtryk man gør, at man træder på hans afdøde mor. De tog det heldigvis rigtig pænt.

Herfra kørte vi ind i landet, kiggede forbi Bahá´í House of Worship som er en kirke med en 19 meter høj kuppel, tegnet af en iransk arkitekt Husain Amanat og bygget i 1984. Der er kun 8 Bahá´i huse i verden, de har alle 9 ind- og udgange og kuppel, hvilket symboliserer deres tro på et fællesskab uanset vores religion og en skaber. Derfor er det også sådan, at går man til messe her, så er der ikke én præst, men alle uanset deres tro har mulighed for at få læst højt fra deres bibel eller hellige skrifter. Fra kirken kører vi videre til Apia – spiser lidt snacks på Aggie Grey´s hotel (det er næsten som at være tilbage i tiden til 2. Verdenskrig), imens blev Karsten klippet lige ved siden af. Det viste sig at være en new zealandsk kvinde, som havde biksen. Hun var gift med en samoansk mand og havde 2 børn.
Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00 – Karsten og børnene røg direkte i poolen, mens jeg kiggede dagens billeder og fik skrevet til bloggen. Jeg var rigtig nysgerrig på, om billederne især fra landsbyen var blevet gode – og det var de!

46. dag – onsdag den 15. august 2007

Shuttle bussen til Apia – det var planen. Det var særdeles informativt, da de åbenbart også har en guide på bussen, som fortæller undervejs om Samoa.

Det virker til, at samfundsstrukturen her på Samoa er, at man bor i sin ”village”, hvor man passer på hinanden og betragter alt som fælles ejendom. Man har f.eks. ingen stakitter, som deler grundene. Byggetraditionerne her på Samoa er lidt anderledes, end hvad vi ellers har set i det øvrige Stillehavsområde. Her byggede man altid ovale huse (efter de blev kristne, blev de af en eller anden grund til firkantede huse) – huse er måske så meget sagt – et cementlag med stolper hele vejen rundt, som bærer enten et blik- eller stråtag. Husene er fuldstændig åbne på alle sider – i dag bygger man mere murstenshuse, som vi kender dem – men de andre firkantede/ovale huse ses stadig i landsbyerne, som man så bruger til forskellige fælles aktiviteter – eller bare til at hænge vasketøj til tørre.

Det var varmt i dag – temperaturen siger kun 29 grader, men det er fugtigt og føles hamrende varmt. Vi (læs: Karsten) havde slæbt vores (efterhånden kæmpe store bunke af) vasketøj med og den bærbare, så vi kunne få klaret alle vores ærinder. Vi blev ”smidt af” på Aggie Grey´s hotel i byen, som vi lige benyttede lejligheden og gik ind og så – det er et ikon på Samoa (Aggie Grey var immigreret sammen med sine forældre til Samao i slutningen af 1800-tallet, startede med at sælge hamburgers og kaffe i 1942 til amerikanske soldater, en forretning som senere udviklede sig til 2 hoteller) – i øvrigt et rigtig smukt gammelt hotel i ”colonial style” – hvidmalet træhus med masser af balkoner med smedejern. Efter et stykke tid fandt vi frem til en nyåbnet Avis Biludlejning, efter vi dog havde fået en tilladelse fra det samoanske politi til at køre bil på Samoa – og så var vi rullende. En fed øse, som Mathias siger.

Bagefter måtte vi på vaskeri – Cleanmaid Laundromat – og det var en oplevelse. Herude kommer man ikke med sit vasketøj i tasker – nej, det er bylter af tøj, som ligger pakket ind i et stykke stof. Vaskeridamen synes godt nok, at det var sjovt, at vi kom der med vores 3 maskinfulde – det var nok et sjældent syn. Karsten faldt i en lang snak med én af de andre kunder, en ældre dame. De havde en længere snak om værdier og kulturen og hun kunne bl.a. fortælle, at pga. de mange store økonomiske tilskud fra udenlandske regeringer, føler befolkningen ind i mellem, at de får presset noget ned over hovedet. Som f.eks. da udenlandkse interesser havde et ønske om, at politifolkene pludselig fik våben af hensyn til terror fare mente man. Men som hun fortalte Karsten – der er ingen, som har våben her på Samoa andet end en kæp og en machete kniv. Efter protester fra den lokale befolkning blev forslaget heldigvis forkastet. Hun havde bestemt også nogle interessante holdninger til udlændinges måde at se befolkningen på – som hun fortalte, så følte hun sig bestemt ikke fattig, bare fordi hun ikke havde cykel eller bil. Men som vores guide sagde, der er ingen grund til at sulte her, alle har mulighed for at klare sig – og hvis ikke – så hjælper man jo hinanden. Kirken og familien er de 2 mest betydningsfulde elementer i deres liv her – arbejdet kommer sidst.

Hvis folk fra Tonga ikke altid var lige til at komme i snak med, så er folk her fuldstændig anderledes. Som f.eks. da 2 gående politifolk kommer hen til Mathias, giver ham hånden og spørger, om han kan lide Samoa. Eller da vi ikke kunne finde biludlejningen, så spurgte vi om vej hos én anden politimand – ja så bliver vi fulgt hen til forretningen, alt imens han ivrigt spørger til, hvor vi kommer fra. Som oftest ved de godt, hvor Danmark ligger – mens den unge rugby spillende mand (rugby er en af de sportsgrene, hvor de unge mænd fra Samoa kan udmærke sig i – og dermed få mulighed for at rejse til udlandet), som også arbejdede for Avis spurgte, om Danmark var en del af USA. Da vi fortalte lidt om Danmark – og især temperaturerne om vinteren – var han tydeligvis chokeret. Som han fortalte, så synes han, at en new zealandsk sommer er kold. Vi rådede ham ikke at tage til Danmark.

Bil i hus, tøjet er vasket, så mangler vi bare at få offloadet alle billederne fra kameraet (1200 billeder er nu i hus), så vi kan tage flere fotos. Det kræver cd-rom, men dem finder vi sørme også her. Internet café (hvor man kan gå på nettet fra sin egen bærbare) og så lægge 2 dage på bloggen og lige checke mail.

Vi bliver nødt til lige at checke loppemarkedet i centrum af byen – det er nu hurtigt overset. Herfra beslutter vi at køre hjemad mod hotellet, vi trænger vist alle til en tur i poolen. Hotellet ligger 30 km fra Apia, en køretur som godt kan tage lidt tid, når der nu kun er én vej, og man kun må køre 45 km i timen.

Det er lidt morsomt, for da vi var i Stillehavsområdet for 4 år siden, var der også forberedelse til ”South Pacific Games” (ligesom der er lige nu på Samoa), som er en slags olympiade kun for Stillehavsøerne. Om få dage starter de her på Samoa, så alle landsbyerne pynter langs vejen med flag, planter masser af nye blomster og rydder op. I forbindelse med disse olympiske lege afholdes der også en konkurrence – om at blive Miss Tutti Frutti. Hvis man synes, at man er lidt overvægtig, så burde man komme til Stillehavsområdet – så er man pludselig meget slank (ligesom når man rejser i de asiatiske lande, så føler man sig pludselig kolo-enorm). Nå men på plakaten for denne konkurrence, er der afbilledet en skøn og vældig frodig kvinde med diadem og trutmund, som åbenbart blev miss Tutti Frutti i 2006. Skøn plakat... jeg blev nødt til at tage et billede af den.
Busserne er en anden ting – malet i fantastiske farver, temmelig udrangeret, udstyret med hårde træsæder og naturlig ventilation (der er ingen ruder i) og så gerne akkompagneret med høj pop-musik – man skal ikke altid forvente, at de kører – og kører efter planen – hvis buschaufføren har lyst til at spise en is eller sin frokost, ja så stopper vi bare, indtil han er klar igen. Det er ”the Samoan way”.

45. dag – tirsdag den 14. august 2007

Vi sov temmelig sent sidste aften, da vi først var fremme ved hotellet ved midnat. Så det var tiltrængt at få sovet lidt. Ligesom Samoa er anderledes og mere civiliseret end Tonga (hvilket i øvrigt skyldes at både Tyskland, Kina, Australien og New Zealand har doneret større summer til at opbygge landet), så er hotellet bestemt også noget andet. Vi kunne lige så godt være på et Ving Resort på Mallorca – her er de andre gæster bare ikke skandinaviere men australiere og new zealændere.

Efter morgenmaden var det pool tid – vi havde lovet ungerne en dag med kun badning. Og det blev det så! Fra kl. formiddag til 17.30 – med det resultat at vi alle er pænt skoldede på trods af adskillige lag solfaktor gange million.

Resortet her er både godt og skidt – beliggenheden er fin lige ned til stranden, poolen og området omkring er nydeligt. Værelset er stort og (forholdsvis) rent – minder i det hele taget meget om de resorts, man som sagt møder i Middelhavsområdet – men maden er pænt dyr og ikke altid det værd. Så vi snakker om her til aften, at vi vil leje en bil, så vi kan komme lidt mere omkring – og ikke nødvendigvis være afhængig af at spise og være her hele tiden. Det passer fint, eftersom vi alle 4 som sagt er skoldede som krebse. Vi har derfor aftalt at tage shuttle bussen i morgen kl. 09.30 ind til hovedbyen Apia for at leje bil og finde et vaskeri – det er vist nødvendigt.

Ellers har vi kigget lidt i guidebogen i dag og fundet ud af, at på den anden store ø Savai`i er der bl.a. en vulkan (Mount Matavanu), som må opleves (ikke mit store hit men sådan er vi så forskellige her i familien). Der er også mulighed for at opleve og svømme med havskildpadder og se flere blowholes. Men dem har vi jo allerede set på Tongatapu. Vi får se, hvad dagene bringer – der er masser af muligheder. Det går jo heller ikke, at vi bliver alt for turistede her på resortet, vi må hellere lidt ud igen og opleve noget mere, inden vi tager til det sidste top på turen – San Francisco.

En sidste kuriositet – eftersom vi fløj over datolinien forleden, har vi oplevet det noget sære at rejse fra Tongatapu tirsdag den 14. august men landede i Apia mandag den 13. august 07. Så det skyldes ikke for meget vin (eller kava), at vi har 2 dage med den samme dato på.
Godnat herfra og sov godt.

44. dag – tirsdag den 14. august 2007

I dag skulle vi checke ud fra Lagoon Lodge, da vi flyver videre til Samoa i aften – kl. 21.20 tager vi afsted med Air New Zealand til Apia, som er hovedstaden på Samoa.

Udcheckning foregår gnidningsløst – men inden vi stikker af, når vi lige at få en snak med underboen, hvis søn inviterede Frikke og Mathias til kapløb forleden. Det viser sig, at faren oprindelig er født på Tonga, men i en alder af 11 år forlader han og hans familie øen for at immigrere til Australien. Der har han så boet i 24 år. Af forretningsmæssige årsager har familien så boet de sidste par år i Shanghai (hvilket så er grunden til at sønnen taler mandarin), men nu arbejder han på at starte et forsikringsselskab op på Tonga. Vi får en snak om forholdene på Tongatapu og spørger bl.a. til de mange diplomater, som vi så i går formiddag på Friend´s Café. Han fortæller, at i november 2006 var der oprør i Nukualofa (befolkningen er træt af de forhold, som de lever under – samt den magt som kongefamilien har og ønsker reformer). Tilsyneladende var det så voldsomt (vi havde også second thoughts med at komme herned og har fulgt udviklingen men alt er roligt nu), at både New Zealand og Australien, som begge har interesser hernede, har sendt diplomater og politifolk for at hjælpe tonganerne på rette vej.

Vi har besluttet at bruge den sidste dag til at køre resten af øen rundt, så efter endnu en fantastisk morgenmad på Friend´s Café og et besøg på det lokale marked (som byder på masser af rot crops – jeg kender ikke engang navnene på dem, bananer, gulerødder, tomater og taro rødder samt en masse genbrugstøj) kører vi afsted. Der er kun én vej op nordpå, og det er vist ikke hver dag, at de ser turister – skolebørnene, som var ude og lege foran skolen, vinkede ivrigt til os og de lokale, som alle virker til at være hjemme (de sidder lige inden for deres åbne hoveddør og kigger ud) vinker også – det føles nu sjovt – men man vænner sig til det. Faktisk er det sådan, at der er ret høj arbejdsløshed på Tonga, og gennemsnitsindkomsten er omkring T$ 70 per uge (svarer til cirka kr. 210 per uge). Og så alligevel har tonganerne verdens højeste ”body mass ratio” – faktisk oplyser deres sundhedsministerium, at én tonganer spiser gennemsnitlig 3000-5000 kalorier per dag. Og de er store!

Vi er blevet lidt mere modige med at tale fotos, men man ved jo aldrig, hvordan folk reagerer. Vi kører forbi det sted, hvor den hollandske sømand Abel Jensen Tasman i 1643 går i land på Tongatapu for at handle med de lokale og hente vand – og næste stop blandt blandt de store mængder af kokosnød plantager er Mapu´a´ a Vaca (Chief´s Whistles) – eller på engelsk blowholes. Det er et imponerende syn, der møder os – bølgerne bygger sig op, og når de rammer klipperne presses de op igennem med en fart, som gør at højden nogle gange rammer 30 meter. Ungerne hygger sig – endelig er der noget, der er sjovt – så de hyler og skriger hver gang bølgen rammer klipperne. Det er svært at fange med kameraet. Ifølge vores trofaste rejsesvend Lonely Planet Guidebogen skulle dette være de mest imponerende blowholes i Stillehavet – her på Tonga.

Vi ser et utal af kirker på hele øen. Pyt være med at de selv bor i blikskure, men kirkerne er flotte og velholdte (guidebogen fortæller, at mange ofte sætter sig i gæld for at kunne donere penge til kirken – særlig fordi man ved juletid har en tradition, hvor de oplyser, hvor meget hver familie har doneret). Der er naturligvis også mange kirkegårde, og de er helt specielle. Hver grav er størrelsen af en kiste, som næsten ikke er gravet ned i jorden men nærmest bare har fået jord ovenpå. På jordlaget er der så masser af kunstige blomster samt ofte et tæppe, som familien har syet – det hænger for enden af graven. Ganske mange pårørende forsyner også deres kære med diverse flasker, så de ikke bliver tørstige – eller solcelle havelamper, som lyser om aftenen. Det er så sjovt nok det eneste, som er oplyst, når man kører om aftenen.

Vi kører mod Nukualofa igen sen eftermiddag og får vores sidste måltid på Friend´s Café – og selvfølgelig en god latté. Jeg har for en sikkerheds skyld købt 2 poser Royal Tongan Coffé, så jeg kan byde jer trofaste læsere på en kop kaffe, når vi vender næsen hjemad. Vi checker mail, skriver lidt på bloggen, ungerne har næsen i gameboyen – og vi har efterhånden tilbragt så meget tid på caféen, at vi kender stamgæsterne. Da jeg betaler regningen, kommenterer jeg på dette til servitricen – om deres ”regular guests”, hvorpå hun fortæller mig, at manden som lige kom ind ad døren var John, som havde været på Tonga et stykke tid for at reparere deres kommunikations netværk – men at han rejste hjem i morgen til Australien igen. Vi genkender selv flere fra Fafa Island og gæster fra de andre dage – det er jo lige før, at man har fået et tilhørsforhold til byen. Sjovt at der egentlig ikke skal mere tid til, før man får det sådan.

Det er mørkt, da vi kører mod lufthavnen. Vi har aftalt med FAB Rentals (dvs. Mrs. Lee Miller som har udlejningsfirmaet), at vi stiller bilen i lufthavnen. Der er absolut ingen skilte på Tonga, så heldigvis kørte vi turen forleden, fordi ellers var vi da fortabte. Da vi har checket bagagen ind, opdager vi, at vi skal betale afrejseskat (det havde vi jo gjort via vores billetter, men sådan ser verden ikke altid ud). Så vi må ud og veksle igen for at betale de T$ 50 (cirka kr. 150,-), så vi pænt kan forlade Tonga.

Flyveturen til Samoa er ikke længere end 1 ½ time, men hold da op en verden til forskel. Lufthavnen – ja bare immigrationen tyder på et noget mere checket land. Vi bliver hentet af resortet Aggie Grey´s, som vi skal bo på i 7 dage. I bussen er der andre new zealændere, som skal samme sted. Jeg får mig en hyggelig snak med en ældre herre, som er pensioneret – men gift med en noget yngre kone, som åbenbart arbejder som sygeplejerske. Hotellet er et større sted med 5 restauranter og 2 barer – det er jo helt overvældende, når man kommer fra Tonga. Det er vist tid til en standard badeferie, som Frikke siger – både godt og skidt – det er jo lige før, at man helt har vænnet sig til det primitive liv. Her er både swimming-pool, strand, fitness center, internet, massage og hvad man ellers kan finde på – nå jo tennisbane og sågar deres egen kirke.
Så velkommen til Samoa.

43. dag – mandag den 13. august 2007

Okay – vi overgav os til Fafa Island! Vi ringede til dem i går aftes og aftalte, at vi ville tage båden derover i dag – Heidi havde sagt, at vi bare kunne vende tilbage til øen som ”daytripper” – så det gjorde vi.

Men før det tog vi ned på den lokale politistation, hvor det tog næsten 1 time for at få et tongansk kørekort. Det var lidt af en oplevelse – jeg tror, at Karsten snakkede med 4 forskellige politi-ansatte for at få et tongansk kørekort i hånden – ikke specielt effektive. Og så måtte vi sågar også sidde ude for hans kontor og vente på, at én lokal kvinde skulle til teoretisk køreprøve. Kortet koster 17 tonganske dollar, hvilket svarer til kr. 51,75 for at være hel præcis – og med til historien hører, at vi lige for en sikkerheds skyld tog forbi politistationen i går søndag for at checke, at det var okay at køre på øen uden kørekortet. Hans svar til Karsten var: ”Det er jo søndag, så vi kan ikke udstede et kørekort – men så må du også love at køre forsigtigt” – men hvordan kan man andet, når man max. kører 40 kilometer i timen?

Efter besøget på politistationen tog vi hen om hjørnet til Friend´s Café, som viste sig at være lidt af en perle. Fantastisk mad – og ikke mindst fantastisk kaffe, som er lokalt produceret. Helt på højde med den italiensk Illy, hvis du spørger mig. Så lige hurtigt hjem til Lagoon Lodge for at hente vasketøjet ud af tørretumbleren og så til havnen for at fange båden til Fafa.

Da vi kom derned til havnen, blev vi mødt med store smil og grin fra medarbejderne. Vi måtte jo fortælle, at vi savnede øen og personalet. Der er gået Fafa i blodet på os!

Vi havde en skøn dag på øen – lavede det sædvanlige – snorklede og spiste god mad. Kl. 17.00 var vi tilbage til Nukualofa og Lagoon Lodge, hvor vi lige var hjemme for at vende – for at hente laptoppen og lidt gameboys, så vi kunne vende tilbage til Friend´s Café og ikke mindst deres nabo, som er en kombineret netcafé (af den mere eksklusive slags) - slet ikke at sammenligne med dem, som vi har mødt i Australien. Det var dejligt at checke mail igen og være lidt i kontakt med omverdenen. Karsten tilbragte en tålmodig time med at uploade til bloggen, det må siges, at internet forbindelsen her til Tonga er meeeget langsom.

Vi spiste middagen på Friend´s Café – friskfanget tun. Det var en god middag – som Karsten og jeg snakkede om, så kan man slet ikke købe tun så frisk i Danmark.

Til endnu en Royal Tongan latte fik jeg skrevet bloggen færdig, ungerne havde hver deres gameboy i hånden – en hyggelig family dinner mente Karsten.

Nukualofa – et sjovt sted. Er man fattig, river man bare tænderne ud, når de ikke længere dur – er man lidt ved muffen, så får man guld i munden. Det er morsomt at se, at selv de helt unge har guld i munden. Men det er også dejligt at få lov til at opleve, at efter søndagens tornerosesøvn er byen vågnet op i dag – og opleve, at der rent faktisk er masser af tilsyneladende new zealandske diplomater i byen. Friend´s Café er i hvert fald samlingsstedet om formiddagen for både turister og diplomaterne – skægt at se. Gad vide hvad de laver her? Nå men den historie får vi nok ikke at høre, selv om det kunne være utrolig spændende – men det bliver måske en anden gang.
Jeg må indrømme, at da jeg kom til Tonga var jeg ikke imponeret. Men det er lige som om, at det langsomt kryber ind under huden på én. Så hvis du spørger os, om man bør tage til Kingdom of Tonga, så ville jeg sige ja. Kaptajn Cook kaldte Tonga øerne ”the friendly island”, da han går i land i 1776 – og det må man give ham ret i – stadig her i 2007 er folk utrolig smilende, venlige og imødekommende, så man kan blive helt rørt.

42. dag – søndag den 12. august 2007

I dag er det søndag på Tonga – og søndagen er hellig – og helliget kirke og familien – så alt er lukket og slukket. Vi beslutter også at tage i kirke – tonganerne er kendt for at være fantastiske sangere, så vi tager ned til St. Mary´s Church, som ligger på Vuna Road (promenaden på Nukualofa), som iøvrigt er en katolsk kirke. Messen starter kl. 10.00 og ifølge guidebogen er det her det eneste sted, hvor man skal være præcis – resten af tiden er det tonga-time, dvs. har man aftalt at mødes kl. 09.00 kan man risikere, at vedkommende først dukker op kl. 12.00 – det er helt normalt.

Vi tager alle vores pæneste tøj på – dvs. Frikke og jeg har lange bukser på, da knæene ikke må vises – det samme gælder Karsten og Mathias. Vi spørger lige for en sikkerheds skyld i receptionen, om vi er ”properly dressed” – hun griner lidt ad os og siger, at for turister er vi okay klædt på. Så vi kører afsted i vores udlejningsbil – der er så mange ”cranky” hunde overalt, så man kan desværre ikke gå rundt. Nogle gange kommer de løbende med fråde om munden op til bilen, når man kommer kørende – man må max. køre 40 kilometer i timen herude, så det foregår altsammen langsomt. Det betyder også, at det er svært at få taget nogle gode fotos, der er ellers meget at fotografere, da alting er så anderledes. Men det bliver til få billeder, da man ofte ikke kan stige ud af bilen pga. de hidsige hunde.

I kirken kommer vi 15 minutter før 10 (det er vist aldrig sket i Danmark), og vi sætter os på den bagerste række. Der sidder kun et andet par, som er hvide – resten er tonganere. Kirken bliver hurtig fyldt op (og den er stor) – og beklædningen er sort – både for mænd og kvinder – og så bærer de fleste en slags sivtæppe flettet af bananblade rundt om dem som en slags ekstra nederdel. Nogle af dem ligner store balskørter, det ser ganske fornøjeligt ud. Selve messen mindede meget om en katolsk messe i Danmark – bortset fra at 2 af messedrengene sad og pillede lus ud af hinandens hår, før messen begyndte – og så bortset fra den helt vidunderlige sang af det kæmpe kor. Det var lige før, at hårene på armene rejste sig – det var det hele værd. Og når jeg siger det hele, så mener jeg, at under messen (jeg forstod jo ingenting undervejs så fokus var på kirkegængerne) opdagede jeg til min rædsel, at både voksne som børn sad åbenlyst og kløede sig i håret – og ved nærmere eftersyn havde ham, som sad foran mig, også en pæn portion af velvoksne lus i sit tilsyneladende nyvaskede hår. Knap så rart – og pludselig var det som om, at alting begyndte at klø på mig. I kender sikkert godt fornemmelsen... Det var lige, hvad vi manglede – jeg fik pludselig en masse forestillinger om alle 4 familiemedlemmer med lus i håret – ingenting er åbent – og kan man i det hele taget købe lusekamme i Tonga? Næppe – det virker til, at ingenting kan købes – supermarkedet er fyldt med de samme varer, tørmælk og kæmpe dåser med konserveret ”corned beef”. En anden kuriositet var, at alteret i kirken var en kæmpe kava-bowle – lige på grænsen til blasfemi synes jeg.

Efter kirken kører vi afsted ud for at opleve noget mere af Tongatapu. Vi kører cirka halvdelen af øen rundt – hele den østlige del af øen, og det vi så var det samme som i går – husene er lavet i alt fra mursten til blik eller træ, de fleste af dem kan man næppe tro, at folk bor i (men det gør de!), haverne er en blanding af græs, alt slags affald og gamle vrag af biler og hvad man ellers ikke længere har brug for. Der går sorte grise overalt – selv ude i havet har de lært at finde mad – med hovedet godt nede under vandfladen – køerne er der langt færre af. Vasketøjet hænger ude næsten alle steder i lange rækker – og så har de 3-4 hunde ved hver husstand – nogle mere venlige end andre. Faktisk bliver vi inviteret til frokost. Da vi kører forbi en grisemor med bitte små grislinger og stopper for at tage et billede af dem, kommer der en tongansk kvinde ud med hendes 3 børn for at spørge, om vi har lyst til at komme ind og spise frokost hos dem – de har kun kylling siger hun. Jeg må indrømme, at det er med nogen ærgelse, at jeg skynder mig at sige pænt nej tak (hvilket ifølge guidebogen er ganske uhøfligt – det har jeg også fortalt børnene, så Mathias punker mig de næste 10 minutter i bilen og fortæller mig, at jeg er ret uhøflig). Jeg orker ikke at se frem til lus og tonganske bakterier – og eftersom det altid er mig, som bliver ramt, synes jeg det er helt rimeligt at afslå.
Vi oplever nogle kæmpe regnskyl undervejs, vejene og parcellerne står nærmest under vand, da kloaksystemerne nok ikke er så velfungerende. Vinduesviskerne på bilen kan knap nok følge med, men der er heldigvis ingen trafik, da alle er enten i kirke eller hjemme og spise frokost med deres familie. Mens andre bruger regnen til at vaske sig – iført tøj – går de ude i regnen med et solidt stykke sæbe, indtil de skummer – både på tøjet og kroppen. Recycling – i bedste stil eller måske mere af nød – det ved vi ikke.

Vi kører også forbi ”South Pacific Stonehenge” (Ha´amonga ´a Maui Trilithon), som er et arkæologisk fund bestående af 3 kæmpe ”limestones”, som tilsyneladende har været indgangen til en hellig by. Igen må vi nøjes med at nyde det fra afstand og i ly af bilen, da der er masser af vrede hunde omkring os. Desværre har vi ikke så meget mere benzin, så vi tør ikke andet end at vende næsen hjemad mod hotellet. På vej tilbage kører vi forbi den internationale lufthavn – den er også lukket og slukket – da det jo er søndag. Vi regner med, at vi selv skal køre derud tirsdag eftermiddag og sætte bilen der, så det er rart at kende vejen. Øen er som sagt ikke stor, men der er absolut ingen vejskilte, så man må være god til at navigere efter kortet i guidebogen, hvis man vil finde frem. Heldigvis er Karsten god til det, så jeg sidder bare og nyder turen.

På vejen tilbage opdager vi, at der er en enkelt restaurant åben – det viser sig at være en lille italiensk restaurant med en ægte italiener – en kvinde i 50´erne, som kommer fra Genova. Hun har boet i Nukualofa de sidste 5 år, og fortæller at hun ikke savner sit hjemland. Hun laver maden sammen med sit noget ældre mor – ganske hyggeligt. Børnene og jeg spiser carbonara (som moster Janni altså laver bedre siger Frikke og Mathias – og jeg må give dem ret) og alt imens sidder vi lidt og kigger på rejseplanen og glæder os alle i vores stille sind over, at om 9 dage er vi på vej tilbage til civilisationen – San Francisco.

Vi gør som tonganerne – de spiser brød til aftensmad om søndagen – efter at de har været i kirke for 2. gang. Den del springer vi så over, men vi kører også til bageren. Vi spørger pænt den søde unge ekspeditrice om, hvad der er i diverse kager – særlig én orangefarvet fanger Karstens opmærksomhed, men da hun fortæller, at der er insekter i, vælger vi én anden, som bare har kanel i.

Vi kører forbi kongepaladset og kongens grav (kongen døde sidste år, dronningen lever stadig) på vej hjem – og aner lige Fafa øen ude i horisonten, hvilket gør, at vi alle længes tilbage – og så vender vi ellers pænt tilbage til Lagoon Lodge. Kl. 18.45 er det bælgmørkt – vi sidder lidt ude på balkonen, så længe myggene tillader det – og ungerne bliver inviteret ud og lege kapløb med underboen, som er 10 år gammel og taler engelsk og mandarin. Vi ved ikke helt, om de er turister lige som os – eller om de besøger familie på Tonga. Men Mathias bliver genert og siger nej tak – gameboyen er trods alt lidt mere sikker og velkendt.
Aftenerne og morgerne her bærer ikke præg af fuglefløjt som på Fafa Island – her er det til bidske gøende hunde. Kl. 19.00 går strømmen på hele øen – så her er mørkt. Mathias er uheldigvis på toilettet, så gode råd er dyre – Frikke finder mobiltelefonen frem, så det nødvendige bliver ordnet til musikken Justin Timberlake, hvis nogen skulle være interesseret – og lyset ikke mindst – fra Frikkes mobil. Ja man kommer til at opleve lidt af hvert. Karsten stikker ned og henter tændstikker, der ligger nemlig allerede 3 lys i lejligheden. Receptionisten fortæller, at strømsvigtet sker ind i mellem – bl.a. i sidste uge – og der kan nemt gå flere timer, før det vender tilbage. Nogle af de andre gæster går straks ud og tænder for deres biler, så er der i det mindste lys. Bagerbrødet blev til candlelight dinner.

41. dag – lørdag den 11. august 2007

4. dag i paradis – og vi skal forlade Fafa, da de desværre ikke har plads til os længere. Det er lidt sørgeligt, da der er gået Fafa i blodet på os alle.

Den sidste dag spenderer vi på stranden. Jeg prøver vist for første gang at få lidt sol (med det resultat at jeg bliver skoldet!) mens Karsten og børnene skiftevis begraver hinanden i sandet og bagefter fanger hinanden – som det store sandmonster, man er, når man rejser sig fra stranden. De leger også den nye leg – sluk vulkanen – dvs. at kaste en kokosnød ned på en sandtop, som er midten af en skydeskive på 3 meter i diameter. Rammer man midten af skydeskiven, får man 5 millioner i point – de andre giver 1,2 og 3 point. Ja sig ikke at man ikke bliver kreativ af at bo på en øde ø (se billedet – vi har sikret os copyright). Men midt i al kreativiteten opdager vi et kæmpe sprøjt ude i horisonten – Renata har fortalt os allerede den første dag, at pukkelhvalerne er kommet for at føde deres kalve, og at de ser dem dagligt lige uden for revet. Vi spejder efter dem hver dag, men først denne sidste dag på Fafa opdager vi dem ude i horisonten. Vi spurter alle 4 ned til restauranten for at låne deres kikkert og få et lift ud med én af bådene for at se hvalerne. Desværre vurderer de, at vejret er lidt for hårdt til, at vi kan tage ud i én af de mindre både, som er tilbage på øen, så vi må pænt nøjes med at sidde på trappen op til restauranten og kigge på. De virker til at være ganske store, da vi på 500 meters afstand kan se deres kæmpe finner og haler. Jeg har indtryk af, at medarbejderne griner lidt af os, fordi vi er rigtig glade for at se hvalerne – selv på afstand er det en stor oplevelse.

Vi spiser frokost – det plejer vi ellers ikke, da man jo ikke foretager sig særlig meget, bliver man heller ikke sulten. Men i dag gør vi – vi skal rejse med den sidste båd fra Fafa Island kl. 16.30 til Nukualofa. Vi er alle lidt triste til mode. Især Karsten han mener bestemt, at vi har fundet paradis. Jeg er på nippet til at give ham ret – det er en fantastisk beliggenhed vores hytte ”hibiscus blomst” ligger – helt for sig selv og med egen strand.

Efter frokosten går jeg tilbage, mens de andre guffer is til dessert – for at pakke sammen. Vi har fået lov til at beholde huset til kl. 15.00. Vi får pakket, får et sidste skyl ude i den frie natur og Moses kommer forbi for at hente vores kufferter. Vi får afregnet med Willie, som er ”face of Fafa Island” og får snakket lidt med Heidi, som er den 5. i management teamet på øen. Hun er fra Østrig og bor på Fafa Island 9 måneder ad gangen – og holder så fri i 6 måneder, hvor hun rejser rundt i verden og tilbage til Østrig. Vi bliver fulgt helt ned til båden, det har været ret blæsende de sidste 2 dage, så jeg kan mærke, at jeg er lidt urolig over sejlturen. Der er flere af medarbejderne, som skal med tilbage til Nukualofa – så får de et par timer på øen, mens de venter på de næste gæster, som de skal bringe over til Fafa om aftenen. Sera er med – vores rengøringspige – hun er vist lidt glad for Moses, som var ham, som lærte os at åbne en kokosnød. Det ender med at blive en hel hyggelig sejltur uden de store bølger. Moses, Sera og Kaneloki (ham som sejlede os over til Fafa på den 1. dag) pjatter og griner – de er nu søde allesammen. De vinker pænt farvel til os på havnen.

Vi har gennem Renata fået lejet en bil til de 3 dage, som vi skal tilbringe på Tongatapu. Det viser sig at være FAB Rental – og damen, som afleverer bilen (kan man det kalde en bil?) til os, er vist oprindelig fra England. De kører også i venstre side her, men det er Karsten jo efterhånden vant til. Da vi spørger efter papirerne på bilen, griner hun ad os og siger: ”Det bliver 175 tonga dollars – I kan komme ind på mit kontor på tirsdag, det ligger lige nede bag kirkegården, så kan vi afregne” og så stikker hun af igen. Vi når dog lige at få lidt kørselsanvisninger til vores hotel Lagoon Lodge, som Renata har fundet til os.

Vi kører afsted i godt humør – det er dog noget af en omvæltning at komme fra smukke Fafa til Tongatapu. Havnen er travl, der er masser af mennesker – især mange som sidder og sælger kokosnødder og andre frugter. Overfor havnen (som er fyldt med skibe, som I aldrig ville sejle med) ligger det hotel, som vi har forsøgt at få plads på ”Waterfront”, som ifølge guidebogen skulle være noget af det bedste. Desværre havde de ikke plads til os – de vil iøvrigt heller ikke have børn under 12 år boende.

Da vi kører ud mod vores lodge, møder der os et syn, vi nok alle bliver overraskede over. Boligerne er blikskure, der er skrald overalt, gamle bilvrag på grundene, løse hunde overalt og sorte svin – ja, sorte svin – de går overalt. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Da vi kommer til hotellet, bliver vi lidt skuffede. Renata havde lovet os noget pænt, det koster pænt meget 320,- tonganske dollars (svarer til cirka 900,- danske kroner) men møblerne er ødelagte og alt virker som om det har set bedre dage. Men rummet er stort – her er senge til 7 sovende – men de har jo også store familier hernede (men næppe råd til at bo her). Den gennemsnitlige løn er her 2 tonganske dollars i timen (dvs. 6,- danske kroner i timen), så én overnatning her er nok ikke så realistisk. Udsigten er god nok – som navnet indikerer – ved lagunen, men lagunen er fyldt med skrammel, så udsigten er knap så interessant.
Vi kører ud og provianterer til i morgen, søndag – det er nemlig den store hellidag på Tonga, så alt er lukket – og alt er vitterlig lukket – undtagen kirken selvfølgelig. Vi spiser aftensmad på Waterfront – de ville godt nok ikke have os boende, men vi spiser udemærket aftensmad der – sammen med andre turister – ingen lokale. Som vi snakker om over middagen, så er vi nok ganske rige i deres øjne hernede. Vi kører tilbage til vores lagoon lodge, drikker et glas cola og drukner sorgerne. Hvis alt går galt, kan vi tage på daytrips til Fafa Island, Heidi har sagt, at vi bare tager båden over om formiddagen og tilbage om eftermiddagen, hvis vi har lyst. Det kan være, at det bliver en kærkommen mulighed.

40. dag – fredag den 10. august 2007

3. dag i paradis – gekkoerne er forsvundet i nattens mulm og mørke. Lydene om natten og den tidlige morgen er uendelige – havet suser, træernes blade hvisler, fuglene siger sjove lyde – og alting er stadig nyt.

Efter morgenmaden tager Karsten og Frikke ud på Josefs båd for at inspicere den, hvis vi ikke fínder andre overnatningsmuligheder. De vender tilbage og fortæller, at de p.t. arbejder på den – det er en 54
fod flot gammel sejlbåd med masser af blankpoleret teaktræ – hyggelig som Karsten beskriver den med masser af bøger, lænestole og i det hele taget en båd, som bærer præg af, at den er i privat eje. Josef siger, at vi kan overnatte på båden for cirka 600,- per nat, og at de vil hente og bringe os anytime – til landjorden. Vi tilbringer et par timer på stranden ude foran vores hytte, bygger sandslotte og finder på en ny leg, hvor man kaster på mål med en kokosnød – da Renata bringer godt nyt (well, det ved vi jo egentlig ikke – i disse internet tider er det underligt, at man ikke har mulighed for at checke tingene ud) – hun har fundet en lejlighed til os på hovedøen – Lagoon Lodge, som er nævnt i vores Lonely Planet guidebog som værende et ”tidy and clean place”. Problemet er, som Renata forklarer, at når det er tongan ownership, så må man være forberedt på det værste. Det virker ikke til, at der er meget drive i tonganerne – i hvert fald er der ikke nogen tvivl om, at kvalitetsbevidstheden ligger milevidt fra japanernes. Renata lover, at hun vil skaffe en lejet bil til os, så den står klar på kajen, når vi kommer fra Fafa Island kl. cirka 17.00. Vi har svært ved at vurdere, hvad der er bedst – at sove på båden eller at tage til Nukalofa. Vi får se.....

Men det som tæller for at tage videre er jo, at vi også ønsker at se mere til hovedøen Tongatapu (den største ø ud af de 171 øer, som tilsammen danner The Kingdom of Tonga. Tongatapu er 34 km fra øst til vest). Ifølge guidebogen er der godt nok ikke forfærdelig meget at se – kongepaladset og deres gravplads er lukket for offentligheden – så det som vi kan forvente at se er vist snarere livet der, besøge Talamahu markedet og så ellers gå på Tonga-time, som guidebogen siger.
Vi får som sædvanlig god aftensmad og sover sammen med børnene i vores dobbeltseng under myggenettet – i læ for gekkoerne, som vi alle er lidt trætte af. Vi sov sødt alllesammen efter både godnathistorier fra Karsten og Frederikke.

39. dag – torsdag den 9. august 2007

2. dag i paradis – nu har vi ligesom rytmen i os. Vi vågner først kl. 09.30 – selv børnene sover længe. Utroligt at man ikke vågner før, for om morgenen er der simpelt hen det smukkeste kor af fugle, som siger de mærkeligste lyde. Karsten og jeg snakker om at optage det på mobiltelefonen, fordi det lyder helt forrygende. Vi når lige at få bestilt morgenmaden før klokken er 10. Det tager de nu ikke så tungt. Restauranten er åben og bordene vender naturligvis ud mod vandet, det er nu charmerende.

Frikke og Karsten har besluttet at tage en snorkeltur kl. 13.00 går båden ud til én af de nærliggende øer. Mathias bliver hjemme med sin mor.

Efter morgenmaden går vi turen rundt om øen, og vi får bygget hulen færdig . Hulen er blevet rigtig flot. Men sjovt nok som Mathias siger, så er det sjoveste at bygge den – den mister ligesom sin magi, når den står færdigbygget.

Snorkelturen går godt. Frikke og Karsten bliver sat af på øen, som er øde – det tager 10 minutter at gå hele turen rundt. Josef, som sejler dem derover, sætter dem bare af, aftaler et tidspunkt, hvor de vil hjem og så sejler han ellers ud og kaster anker. Det er nok tid til en lille eftermiddagslur. Koralerne er smukke, siger de – men ikke i nærheden af, hvad vi har oplevet i Thailand og Tahiti. Men det er nu specielt at være de 2 eneste på en øde ø, som har den smukkeste strand.

Mathias og jeg hygger os imens – vi bader hele vejen rundt om øen, bygger sandslot og ridderborge, finder flotte muslinger – nogle er hele, andre er ituslået, nogle ligner nærmest knapper med flæser – og så begraver vi selvfølgelig også Mathias i sand, det bliver vi jo nødt til. Krabben har åbenbart ikke helt forskrækket ham.

Da de 2 andre vender hjem fra snorkelturen er det eftermiddagste-tid med kage selvfølgelig. Det er første gang, at ungerne hiver gameboyen frem af tasken. Selv om at Mathias siger, at han hellere vil være hos moster Janni og onkel Andy end her på Fafa, selv om han også brokker sig højlydt over, at vi kun skal bo her 4 dage. Det er ikke nemt altid at være en 8-årig dreng.
Sjovt nok så er vi mange forskellige nationaliteter på øen. Vi er naturligvis de eneste fra Skandinavien, lidt australiere, amerikanere, italienere og så et par fra Rusland. Det er da meget godt, når man tænker på, at der kun er 12 hytter på øen.

38. dag – onsdag den 8. august 2007

1. dag i Paradis – og så regner det. Vi føler os lidt forfulgt af uheld på denne rejse. Hvad laver man egentlig på en øde ø – og hvad laver man, hvis det regner? Heldigvis klarer det hurtigt op i løbet af formiddagen – og så jeg jo erkende, at det ikke er koldt, selv om det regner. Så ulykken er knap så stor, når det kommer til stykket.

Det tager lidt tid at vænne sig til, at man absolut intet skal lave. Ungerne hygger sig gevaldigt, de finder på masser af nye lege, begynder at bygge en hule af kokospalme grene, bruger store konkylier til at samle vand op i og et metalfad, som nok skal bruges til at skylle fødderne efter en strandtur bliver til et sted, hvor der enten laves mad eller helligt vand til velsignelse. Fantasien får frit spil – gameboyen får en tiltrængt pause. Vi har vores eget lille hus, som ligger ganske diskret bag palmer men med kig til stranden. Vi har ingen naboer, så vi har alt for os selv – og selv om at restauranten ligger 200 meter nede af stranden, så er vi helt overladt til os selv. Der ligger masser af kokosnødder overalt, og dagens største sejr var børnene og Karstens vellykkede forsøg på at åbne en kokosnød – uden knive eller lignende. Vi fandt på vores første tur rundt om øen, som tager 20 minutter i langsomt tempo (og inklusiv Mathias mange uheld) nogle spidse kæppe, som kan bruges til lidt af hvert. Mathias går f.eks. ud i vandet og leger, at han fanger fisk. Det er kun, når det er lavvande, at man kan gå rundt om hele øen langs vandet. Når det er højvande, forsvinder vores stykke strand fuldstændigt.

Rengøringspigen hedder Sera, hun kommer fra Fiji. Hun fortæller mig, at flere af medarbejderne er fra Fiji – fordi som hun siger: ”We know how to sweat” – underforstået fijianerne arbejder hårdt, det gør tonganerne ikke. Det er sjovt at høre fra hende om livet på Tonga. Hun er taget fra Fiji for at undervise i en børnehave, fordi fijianerne er dygtige til engelsk. De har haft mange flere turister på Fiji, så de er veltalende. De er også eftertragtet arbejdskraft, fordi de som sagt arbejder hårdt og har lidt mere flair for, hvad der skal til. Tonganerne får gennemsnitlig 12 børn – og så kan de også finde på at adoptere hinandens børn. Ifølge Sera sender de tit et familiemedlem ”overseas”, så de kan tjene penge til familien. Jeg tror, at hun synes, at de er lidt dovne og forvænte. Det er også væsentligt dyrere at bo på Tonga end Fiji – forklarer hun. De er 29 ansatte på øen til at servicere 12 hytter. Vi møder også Moses, som er ”garden boy” – han virker rigtig glad for ungerne og hjælper dem med at spidse deres kæppe med sin marchete kniv. Tempoet på øen er Fafa-time, som de ansatte siger – tingene tager sin tid, og man er bestemt ikke stresset. Sera siger godt nok, at de arbejder samtlige 7 dage om ugen, men tempoet er til gengæld ikke vanvittig hurtigt.

Eftermiddagens begivenhed var, at Mathias sad og gravede sig ned til kinøjserne, da en kæmpe hvid krabbe pludselig for op af sit skjul. Mathias blev så forskrækket, at han nærmest fløj 10 meter op i luften. Det så ganske fornøjeligt ud.

Om aftenen var der inviteret til polynesisk aften med buffet. Det har vi prøvet på Mana Island, hvor vi blev gift for 4 år siden – men hvad skal man ellers finde på? Buffetten var god – fantastisk god redsnapper (fisk), barbeque kyllingelår og det møreste oksemørbrad. Personalet har i mellemtiden en seance, hvor de drikker kava – en drik som vi også stødte på Mana Island – faktisk er det rødder, som opløses i vand. Det virker euforiserende at drikke det, og folk som har prøvet siger, at man får følelsesløse læber. Som Karsten og jeg talte om, så er det nok en måde at kontrollere kava-indtaget på blandt de ansatte, hvis man legitimerer det én gang om ugen. Man sidder i en rundkreds på gulvet med kava-skålen i midten, og så går skålen ellers på omgang. Det har en umiskendelig grå farve, som noget grumset vand – og siges at smage af ”sure sokker”. Gæsterne var også inviterede, men det var faktisk få, som deltog. Jeg vil sige, at ved aftenens afslutning var de fleste ganske berusede. Måske var det, som skulle til for at få mod til deres optræden senere på aftenen. Vi fik set polynesisk, honolulu og hawaii-dans – fremført at personalet. Det var sjovt at se dem fra en anden side – end som gartner, kok eller servitrice.
Vi gik hjem og i seng kl. 22.00 – vi var trætte. Ja man forstår ikke helt hvorfor – for vi har da ikke lavet dagens gode gerning. Måske er det al den friske luft? Vejen tilbage til hytten var lærerig – i aften tager vi petroleumslampen med ned til restauranten, så vi også kan finde vej hjem – når det er mørkt her, så er det møøøørkt...

37. dag – tirsdag den 7. august 2007

Wake up call – kl. 06.30 - vi er nærmest blot I transit I Sydnet på et lufthavnshotel Holiday Inn, hvor vi iøvrigt møder en finsk/svensk receptionist Hanna, som er trainee. Jeg tror, at hun synes, at det er lidt hyggeligt at tale skandinavisk med nogle andre, så vi får en kort snak om vores rejse. Hotellet er nu ikke noget at råbe hurra for – sådan er det jo med lufthavnshoteller.

Vi har besluttet at spise morgenmad i lufthavnen, så afgang er senest 07.30. Vi skal flyve 09.25 til Auckland (New Zealand) – her har vi cirka 2 timer indtil vi skal videre til Kingdom of Tonga.

Da vi kommer i lufthavnen og står i køen for at checke ind, opdager vi, at selv om vi kun har 50 kg med, så står vi til at betale en gevaldig masse penge til overvægt, fordi hver enkelt bagage stykke kun må veje 20 kg. Vi har kun 2 – min blå kuffert, som vejer cirka 21 kg og den store sorte taske, hvor Karsten og ungerne har deres i – som vejer 32 kg. Hurtig beslutning – vi regner lidt på det og beslutter at 200 aussie dollars i overvægt ikke kan betale sig, så vi går ud af køen og jagter en kuffert butik. Karsten mener bestemt, at det findes i hver lufthavn med respekt for sig selv – han har ret – i hvert fald finder vi efter en længere gåtur en kuffertforretning. Vi investerer den nette sum af 39 aussie dollars og får en kraftig sort taske med hjul på, som bliver vores – vi finder et diskret hjørne og får efter bedste evne læsset over, så vi har under 20 kg i de 3 stykker bagage. Det går åbenbart meget godt, for da vi kommer tilbage til indcheckningskøen (som i mellemtiden er blevet vanvittig lang) og får vejet bagagen har vi kun den store sorte taske, som vejer 20,5 kg. Det accepterer Air Newzealand personalet dog. Dette gør måske også, at det er slut med at høre Karstens kommentarer om, at ”du bærer det selv” – nu har vi i hvert fald lidt mere albuerum.

Cirka 4 timer til Auckland, vi bliver dog forsinket 1 time ud af Sydney, så de 2 timer i lufthavnen til at skifte fly bliver til 1 time. Vi haster igennem lufthavnen og når da også at sidde lidt ned ved gaten, inden at vi bliver boardet til flyveren til Tonga. Mens vi sidder her, kommer der en ung mand, som bliver eskorteret af 2 uniformerede politifolk samt én i civil og én habitklædt herre med en masse papirer under armen. Hvorfor og hvad han har gjort – det forbliver et mysterium, men han er tydeligvis ikke længere velkommen i Auckland. Under hele flyveturen sidder han allerbagerst i flyveren – 4 sæder efter os – sammen med den civile politimand. Resten af turen foregår ganske roligt.

Da vi lander i Tonga er klokken blevet mange – cirka 20.30 lokal tid. Det er ganske morsomt at se, hvordan alting er så meget anderledes. Der er 3 immigrationsofficerer – én til Tonga beboere, én til ikke-Tonga beboere og én til handicappede, ældre og familier med børn under 5 år. Cirka halvdelen af passagererne er lokale, som er vendt tilbage til Tonga – de andre er som os turister. Vi er dog ikke mange. Tonganerne er som fijianerne meget store – man kunne måske også sige ganske overvægtige – og er ikke meget mørke i huden, men karaksterisk er, at de har store brede næser. De smiler meget og virker ganske imødekommende. Nogle bærer bastskørt uden på deres ”almindelige” tøj – selv tolderne. Udenfor står der en del folk med skilte fra de forskellige hoteller – vi bliver også mødt af en herre, som kører os i en temmelig udrangeret Toyota Hiace til havnen i Nukalofa, som er hovedstaden. Vi kører igennem øen, hvor man ser mange hænge ud enten ved kioskerne, som ligger ved hovedvejen eller bare uden for deres ejendom. Husene er primitive – dog lavet af mursten og vinduer.

Da vi kommer til havnen, kører vores chauffør bilen hen til en lille bitte båd – jeg begynder allerede at ane uråd – vi skal jo ud til Fafa Island, og det er bælgmørkt. Ikke engang havnen er oplyst. Der dukker 2 unge mænd op fra båden, den ene er gevaldig stor og rund, den anden ganske slank. Det er kun den sidste, som taler engelsk. Det første stykke af turen ud af havnen foregår i stille og pænt tempo, men da vi er ude på det åbne vand speeder han fuldstændig vanvittigt op, så bølgerne rammer os med en hård lyd. Jeg mindes ikke at have været så bange før – jeg holder krampagtigt fast i kanten af bænken, som jeg sidder på og den anden holder hårdt fast i Mathias. Jeg når at tænke tusind tanker – hvis vi tipper over, har jeg ikke én chance – hverken mig selv eller børnene, det er møøøørkt. Ham som sejler synes at det er rigtig sjovt, jeg er skrækslagen. De siger, at det kun tager 5 minutter derover, men det tager snarere 20 minutter. Jeg må indrømme, at jeg når at bede til Gud hundredvis af gange – pas på mig og min familie kære Gud. Jeg tror, at han har lyttet – vi nåede i hvert fald over til øen i sikkerhed og blev modtaget af 2 medarbejdere fra resortet. Jeg når lige at sige til Karsten, at det er definitivt min sidste tur til Stillehavsøerne, jeg er mættet! Og så beder jeg om en øl i baren, som vi passerer på vej ned til vores lille hytte. Jeg havde ellers truet med en whiskey og sågar en cigaret – et eller andet som kunne dulme nerverne.
Hytten viser sig at være lige så smuk som billederne. Den er bygget i polynesisk stil, dvs. der er skodder allevegne, men ellers er hytten åben op til kip – og åben ud til himlen. Der er elektrisk lys, som kører på batterier, en lille terasse ude foran hytten, vores egen hængekøje og 10 skridt ned til vores lille strand. Der er myggenet over alle sengene og hele badeværelset ligger udenfor – dog med et højt stakit, så andre ikke kan kigge ud. Men det føles nu lidt mærkeligt at sidde derude i ingenting... Børnene har fået lov til at vække os, hvis de skal op om natten for at tisse – det foregår i følgeskab af en voksen.

Da Frikke og Mathias skal i seng er de lidt utrygge. De sover i deres eget rum lige ved siden af vores – kun en kokosvæg adskiller os – men det er altsammen nyt og anderledes og så længe det er mørkt, virker alt det nye skræmmende. Karsten sætter sig og fortæller historier – det er han god til – og jeg skriver bloggen – og nyder resten af min øl. Jeg glæder mig til at i morgen, hvor vi kan se det hele i dagslys.

36. dag – mandag den 6. august 2007

Vi vågnede kl. 07.23 – Janni har fødselsdag i dag, så vi ville gerne spise morgenmad sammen. Der var flere fødselsdagskort og gaver fra hele familien – vi havde fundet et flot aflangt fad, som er lavet af aluminium. Det passer godt ind til Janni og Andys stil her i huset, så det var heldigt.

Efter morgenmaden tog Andy på job, så ham har vi sagt farvel til. Vi andre tog til lægen, Mathias havde en tid hos James Hagi, som vi også var hos i fredags. Heldigvis sagde James, at det så meget bedre ud i dag, Mathias fik massage og varme på, og så blev han tapet op på ryggen. Dette bl.a. fordi vi jo skal ud og flyve i dag og i morgen, så det er flot for at styrke hans ryg. Ellers har vi fået et kort brev med, som vi kan give til den behandler, som vi skal kontakte, når vi kommer hjem igen. Da vi gik fra lægen, spurgte Mathias, hvor meget vi efterhånden har brugt på læger. Vi regnede hurtigt sammen og fandt ud af, at vi cirka har spenderet 400 dollars, hvorpå Mathias sagde: ”Det var mange penge, I kan bare sende mig hjem nu”. Han er meget bekymret for, om vi nu har nok penge til resten af rejsen. Det har vi naturligvis forsikret ham om adskillige gange – men det virker alligevel til, at han spekulerer lidt over det. Vi har jo en rejseforsikring, som dækker det hele, når vi vender tilbage til Danmark.

Da vi kom tilbage til huset, var Carina kommet hjem fra universitetet. Hun har heldigvis fri i dag, så vi kan spendere et par timer sammen. Vi skal pakke sammen (igen igen) og bliver hentet kl. 15.30 af en corporate cab, så Janni slipper for at sidde i trafik hele eftermiddagen – på hendes fødselsdag. De andre skal ud og spise italiensk i aften.

Vi rejser med Jetstar til Sydney og har booket et lufthavnshotel, fordi vi skal rejse til Auckland i morgen tidlig. Fra Auckland flyver vi videre til Tonga – alt i alt en hel transportdag. Så i morgen når vi nok ikke at komme på bloggen. Endvidere har vi læst, at internettet på Tonga er meget ustabilt, så I må endelig ikke blive bekymret, hvis vi ikke er på den næste uges tid.
Det var alt for i dag – nu er det tid til at pakke og fejre Janni. So long....