4. dag i paradis – og vi skal forlade Fafa, da de desværre ikke har plads til os længere. Det er lidt sørgeligt, da der er gået Fafa i blodet på os alle.
Den sidste dag spenderer vi på stranden. Jeg prøver vist for første gang at få lidt sol (med det resultat at jeg bliver skoldet!) mens Karsten og børnene skiftevis begraver hinanden i sandet og bagefter fanger hinanden – som det store sandmonster, man er, når man rejser sig fra stranden. De leger også den nye leg – sluk vulkanen – dvs. at kaste en kokosnød ned på en sandtop, som er midten af en skydeskive på 3 meter i diameter. Rammer man midten af skydeskiven, får man 5 millioner i point – de andre giver 1,2 og 3 point. Ja sig ikke at man ikke bliver kreativ af at bo på en øde ø (se billedet – vi har sikret os copyright). Men midt i al kreativiteten opdager vi et kæmpe sprøjt ude i horisonten – Renata har fortalt os allerede den første dag, at pukkelhvalerne er kommet for at føde deres kalve, og at de ser dem dagligt lige uden for revet. Vi spejder efter dem hver dag, men først denne sidste dag på Fafa opdager vi dem ude i horisonten. Vi spurter alle 4 ned til restauranten for at låne deres kikkert og få et lift ud med én af bådene for at se hvalerne. Desværre vurderer de, at vejret er lidt for hårdt til, at vi kan tage ud i én af de mindre både, som er tilbage på øen, så vi må pænt nøjes med at sidde på trappen op til restauranten og kigge på. De virker til at være ganske store, da vi på 500 meters afstand kan se deres kæmpe finner og haler. Jeg har indtryk af, at medarbejderne griner lidt af os, fordi vi er rigtig glade for at se hvalerne – selv på afstand er det en stor oplevelse.
Vi spiser frokost – det plejer vi ellers ikke, da man jo ikke foretager sig særlig meget, bliver man heller ikke sulten. Men i dag gør vi – vi skal rejse med den sidste båd fra Fafa Island kl. 16.30 til Nukualofa. Vi er alle lidt triste til mode. Især Karsten han mener bestemt, at vi har fundet paradis. Jeg er på nippet til at give ham ret – det er en fantastisk beliggenhed vores hytte ”hibiscus blomst” ligger – helt for sig selv og med egen strand.
Efter frokosten går jeg tilbage, mens de andre guffer is til dessert – for at pakke sammen. Vi har fået lov til at beholde huset til kl. 15.00. Vi får pakket, får et sidste skyl ude i den frie natur og Moses kommer forbi for at hente vores kufferter. Vi får afregnet med Willie, som er ”face of Fafa Island” og får snakket lidt med Heidi, som er den 5. i management teamet på øen. Hun er fra Østrig og bor på Fafa Island 9 måneder ad gangen – og holder så fri i 6 måneder, hvor hun rejser rundt i verden og tilbage til Østrig. Vi bliver fulgt helt ned til båden, det har været ret blæsende de sidste 2 dage, så jeg kan mærke, at jeg er lidt urolig over sejlturen. Der er flere af medarbejderne, som skal med tilbage til Nukualofa – så får de et par timer på øen, mens de venter på de næste gæster, som de skal bringe over til Fafa om aftenen. Sera er med – vores rengøringspige – hun er vist lidt glad for Moses, som var ham, som lærte os at åbne en kokosnød. Det ender med at blive en hel hyggelig sejltur uden de store bølger. Moses, Sera og Kaneloki (ham som sejlede os over til Fafa på den 1. dag) pjatter og griner – de er nu søde allesammen. De vinker pænt farvel til os på havnen.
Vi har gennem Renata fået lejet en bil til de 3 dage, som vi skal tilbringe på Tongatapu. Det viser sig at være FAB Rental – og damen, som afleverer bilen (kan man det kalde en bil?) til os, er vist oprindelig fra England. De kører også i venstre side her, men det er Karsten jo efterhånden vant til. Da vi spørger efter papirerne på bilen, griner hun ad os og siger: ”Det bliver 175 tonga dollars – I kan komme ind på mit kontor på tirsdag, det ligger lige nede bag kirkegården, så kan vi afregne” og så stikker hun af igen. Vi når dog lige at få lidt kørselsanvisninger til vores hotel Lagoon Lodge, som Renata har fundet til os.
Vi kører afsted i godt humør – det er dog noget af en omvæltning at komme fra smukke Fafa til Tongatapu. Havnen er travl, der er masser af mennesker – især mange som sidder og sælger kokosnødder og andre frugter. Overfor havnen (som er fyldt med skibe, som I aldrig ville sejle med) ligger det hotel, som vi har forsøgt at få plads på ”Waterfront”, som ifølge guidebogen skulle være noget af det bedste. Desværre havde de ikke plads til os – de vil iøvrigt heller ikke have børn under 12 år boende.
Da vi kører ud mod vores lodge, møder der os et syn, vi nok alle bliver overraskede over. Boligerne er blikskure, der er skrald overalt, gamle bilvrag på grundene, løse hunde overalt og sorte svin – ja, sorte svin – de går overalt. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Da vi kommer til hotellet, bliver vi lidt skuffede. Renata havde lovet os noget pænt, det koster pænt meget 320,- tonganske dollars (svarer til cirka 900,- danske kroner) men møblerne er ødelagte og alt virker som om det har set bedre dage. Men rummet er stort – her er senge til 7 sovende – men de har jo også store familier hernede (men næppe råd til at bo her). Den gennemsnitlige løn er her 2 tonganske dollars i timen (dvs. 6,- danske kroner i timen), så én overnatning her er nok ikke så realistisk. Udsigten er god nok – som navnet indikerer – ved lagunen, men lagunen er fyldt med skrammel, så udsigten er knap så interessant.
Vi kører ud og provianterer til i morgen, søndag – det er nemlig den store hellidag på Tonga, så alt er lukket – og alt er vitterlig lukket – undtagen kirken selvfølgelig. Vi spiser aftensmad på Waterfront – de ville godt nok ikke have os boende, men vi spiser udemærket aftensmad der – sammen med andre turister – ingen lokale. Som vi snakker om over middagen, så er vi nok ganske rige i deres øjne hernede. Vi kører tilbage til vores lagoon lodge, drikker et glas cola og drukner sorgerne. Hvis alt går galt, kan vi tage på daytrips til Fafa Island, Heidi har sagt, at vi bare tager båden over om formiddagen og tilbage om eftermiddagen, hvis vi har lyst. Det kan være, at det bliver en kærkommen mulighed.
Den sidste dag spenderer vi på stranden. Jeg prøver vist for første gang at få lidt sol (med det resultat at jeg bliver skoldet!) mens Karsten og børnene skiftevis begraver hinanden i sandet og bagefter fanger hinanden – som det store sandmonster, man er, når man rejser sig fra stranden. De leger også den nye leg – sluk vulkanen – dvs. at kaste en kokosnød ned på en sandtop, som er midten af en skydeskive på 3 meter i diameter. Rammer man midten af skydeskiven, får man 5 millioner i point – de andre giver 1,2 og 3 point. Ja sig ikke at man ikke bliver kreativ af at bo på en øde ø (se billedet – vi har sikret os copyright). Men midt i al kreativiteten opdager vi et kæmpe sprøjt ude i horisonten – Renata har fortalt os allerede den første dag, at pukkelhvalerne er kommet for at føde deres kalve, og at de ser dem dagligt lige uden for revet. Vi spejder efter dem hver dag, men først denne sidste dag på Fafa opdager vi dem ude i horisonten. Vi spurter alle 4 ned til restauranten for at låne deres kikkert og få et lift ud med én af bådene for at se hvalerne. Desværre vurderer de, at vejret er lidt for hårdt til, at vi kan tage ud i én af de mindre både, som er tilbage på øen, så vi må pænt nøjes med at sidde på trappen op til restauranten og kigge på. De virker til at være ganske store, da vi på 500 meters afstand kan se deres kæmpe finner og haler. Jeg har indtryk af, at medarbejderne griner lidt af os, fordi vi er rigtig glade for at se hvalerne – selv på afstand er det en stor oplevelse.
Vi spiser frokost – det plejer vi ellers ikke, da man jo ikke foretager sig særlig meget, bliver man heller ikke sulten. Men i dag gør vi – vi skal rejse med den sidste båd fra Fafa Island kl. 16.30 til Nukualofa. Vi er alle lidt triste til mode. Især Karsten han mener bestemt, at vi har fundet paradis. Jeg er på nippet til at give ham ret – det er en fantastisk beliggenhed vores hytte ”hibiscus blomst” ligger – helt for sig selv og med egen strand.
Efter frokosten går jeg tilbage, mens de andre guffer is til dessert – for at pakke sammen. Vi har fået lov til at beholde huset til kl. 15.00. Vi får pakket, får et sidste skyl ude i den frie natur og Moses kommer forbi for at hente vores kufferter. Vi får afregnet med Willie, som er ”face of Fafa Island” og får snakket lidt med Heidi, som er den 5. i management teamet på øen. Hun er fra Østrig og bor på Fafa Island 9 måneder ad gangen – og holder så fri i 6 måneder, hvor hun rejser rundt i verden og tilbage til Østrig. Vi bliver fulgt helt ned til båden, det har været ret blæsende de sidste 2 dage, så jeg kan mærke, at jeg er lidt urolig over sejlturen. Der er flere af medarbejderne, som skal med tilbage til Nukualofa – så får de et par timer på øen, mens de venter på de næste gæster, som de skal bringe over til Fafa om aftenen. Sera er med – vores rengøringspige – hun er vist lidt glad for Moses, som var ham, som lærte os at åbne en kokosnød. Det ender med at blive en hel hyggelig sejltur uden de store bølger. Moses, Sera og Kaneloki (ham som sejlede os over til Fafa på den 1. dag) pjatter og griner – de er nu søde allesammen. De vinker pænt farvel til os på havnen.
Vi har gennem Renata fået lejet en bil til de 3 dage, som vi skal tilbringe på Tongatapu. Det viser sig at være FAB Rental – og damen, som afleverer bilen (kan man det kalde en bil?) til os, er vist oprindelig fra England. De kører også i venstre side her, men det er Karsten jo efterhånden vant til. Da vi spørger efter papirerne på bilen, griner hun ad os og siger: ”Det bliver 175 tonga dollars – I kan komme ind på mit kontor på tirsdag, det ligger lige nede bag kirkegården, så kan vi afregne” og så stikker hun af igen. Vi når dog lige at få lidt kørselsanvisninger til vores hotel Lagoon Lodge, som Renata har fundet til os.
Vi kører afsted i godt humør – det er dog noget af en omvæltning at komme fra smukke Fafa til Tongatapu. Havnen er travl, der er masser af mennesker – især mange som sidder og sælger kokosnødder og andre frugter. Overfor havnen (som er fyldt med skibe, som I aldrig ville sejle med) ligger det hotel, som vi har forsøgt at få plads på ”Waterfront”, som ifølge guidebogen skulle være noget af det bedste. Desværre havde de ikke plads til os – de vil iøvrigt heller ikke have børn under 12 år boende.
Da vi kører ud mod vores lodge, møder der os et syn, vi nok alle bliver overraskede over. Boligerne er blikskure, der er skrald overalt, gamle bilvrag på grundene, løse hunde overalt og sorte svin – ja, sorte svin – de går overalt. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Da vi kommer til hotellet, bliver vi lidt skuffede. Renata havde lovet os noget pænt, det koster pænt meget 320,- tonganske dollars (svarer til cirka 900,- danske kroner) men møblerne er ødelagte og alt virker som om det har set bedre dage. Men rummet er stort – her er senge til 7 sovende – men de har jo også store familier hernede (men næppe råd til at bo her). Den gennemsnitlige løn er her 2 tonganske dollars i timen (dvs. 6,- danske kroner i timen), så én overnatning her er nok ikke så realistisk. Udsigten er god nok – som navnet indikerer – ved lagunen, men lagunen er fyldt med skrammel, så udsigten er knap så interessant.
Vi kører ud og provianterer til i morgen, søndag – det er nemlig den store hellidag på Tonga, så alt er lukket – og alt er vitterlig lukket – undtagen kirken selvfølgelig. Vi spiser aftensmad på Waterfront – de ville godt nok ikke have os boende, men vi spiser udemærket aftensmad der – sammen med andre turister – ingen lokale. Som vi snakker om over middagen, så er vi nok ganske rige i deres øjne hernede. Vi kører tilbage til vores lagoon lodge, drikker et glas cola og drukner sorgerne. Hvis alt går galt, kan vi tage på daytrips til Fafa Island, Heidi har sagt, at vi bare tager båden over om formiddagen og tilbage om eftermiddagen, hvis vi har lyst. Det kan være, at det bliver en kærkommen mulighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar