52. dag – tirsdag den 21. august 2007

Transportdag – 9 ½ times flyvning fra Samoa til USA – nærmere betegnet Los Angeles. Den lange flyvetur går mod alt forventning godt – Frikke og jeg har 3 sæder for os selv, og der er 2 ledige sæder lige i nærheden, så Karsten og Mathias får også 2 sæder hver. Hvor heldig kan man være....

Det er sjovt at se alle passagererne. Der er tydeligvis mange samoanere, som nu bor og arbejder i USA – det må være en utrolig kontrast i forhold til det meget stille og rolige liv i Polenesien og så til det moderne og hektiske USA. Vi ved fra dem, som vi har talt med i Stillehavet, at én af de få chancer, de unge har, er at dyrke deres sportstalenter, dvs. rugby, cricket og baseball, så de kan komme ud i verden. Det er sjovt at se, at den passager, som sidder foran Frikke og jeg, har åbenbart amerikansk pas, selv om at han tydeligvis oprindelig kom fra Samoa. Da han åbner sin bærbare på flyveren, starter den med et skærmbillede af hans søn, som åbenbart er professionel basketball spiller.

Vi får alle – undtagen Karsten – sovet pænt – mellem 5-7 timer på flyveren, så det må siges at være godt. Da vi ankommer til Los Angeles har vi 3 timer i transit, så det er godt. Vi skal selv checke vores bagage ind igen, selv om at vi har checket den ind hele vejen til San Francisco. Det morsomme er, at når man ankommer til USA, så skal man aflevere fingeraftryk (elektronisk) samt have taget sit portrætbillede i immigrationen. Det prøvede vi også, da vi var i New York i eferårsferien. Vores immigrationsmedarbejder Lewis var nu lidt gnaven. Hente bagagen fra transportbåndet, igennem tolden og den trænede hund, som kan spore landbrugsprodukter, og som går rundt passagererne for at snuse til vores bagage, og så ellers checke det hele ind igen. Shuttle bus til terminal 6 (hvor United flyver fra – kæmpe lufthavn – der er 7 terminaler), hvor man selvfølgelig bliver mødt med svært overvægtige amerikanere – vi er ikke i tvivl om, hvor vi er landet – og så ellers igennem security igen. Her tager man også skoene af, og jeg bipper som sædvanlig. Den ekstra sikkerhedskontrol foregår nu i pæn ro, jeg bliver spurgt flere gange, om jeg sidder godt, om jeg har det godt, og så bliver jeg ellers bippet og manuelt kropsvisiteret.

Vi genser ”Starbucks Coffee”, som de trofaste læsere måske kan huske fra Kyoto, og ungerne mener, at vi bliver nødt til at gensmage deres sandwich. En god lejlighed for mig til at få en god kop kaffe. Og så kan man ellers få en forsmag på den moderne og civiliserede verden – vi kan købe aviser, magasiner og duty free varer – der er Clinique! I disse terrorforskrækkede dage hvor man ikke må medbringe mere end så godt som ingenting i flyveren, så må man jo overfalde de toldfrie produkter, når man lander eller mellemlander.

Vi lander i Los Angeles kl. 14.35, vi skal videre med United Airlines kl.17.32 (ikke 17.35 vel at mærke) og kl. 18.40 lander vi i San Francisco. Vi fanger en taxa – en rigtig prototype af en chauffør, som ligner en musiker-in-spe – han kører os (hurtigt! – vi er nu vant til South Pacific driving – 35-45 miles i timen) ind til vores hotel, som ligger midt i centrum – Market Street. Jeg må sige, at vi runder rejsen af med et skønt hotel – rejsens bedste tror jeg. Fedt hotel – lige noget for dig, siger Mathias. Han har luret sin mor.

Vi bor på 11. etage med et godt udkig ud over byen (billedet er taget fra vores værelse ) – vi tager for sjov lige elevatoren op til 36. etage – her er det helt okay at få højdeskræk, der er godt nok langt ned.

Vi kigger os lidt omkring på værelset og nyder udsigten til 4 dage i luksus og går ud i byen – mod lidt aftensmad. Vi går lidt omkring, finder en pub, som serverer lidt mad, heldigvis er der en sød servitrice, som siger, at hvis vi går lidt længere ned ad gaden, finder vi en lille smøge med 4-5 gode restauranter. Her får vi et fantastisk måltid mad – ungerne og Karsten har bare lyst til burger (men hvilke burgere) og jeg får tun med kartoffelmos og grøntsager. Der er vældig hyggeligt på restauranten, som er lidt en blanding af restaurant og en bardisk, hvor folk sidder og hygger sig med blandt andet baseball på skærmen (San Francisco Giants spillede mod Chicago Cubs). Tjeneren er imødekommende og snaksalig, og vi fortæller lidt om vores rejse. Selv kokken kigger lidt rundt og snakker med kunderne, og vi er bestemt ikke sene til at rose hans mad. Rigtig god oplevelse – gad vide om vi ikke kommer igen.
Der er lidt uenighed om i familien, hvad vi skal bruge de næste 3 dage på – en tur med sporvognen må vi prøve, lidt shopping undgår vi nok heller ikke og så må vi se, hvad der skal ske. Karsten vil gerne ud og se Alcatraz, det tidligere fængsel. Jeg springer over – jeg orker ikke flere sejlture. Men lur mig om ikke jeg kunne finde en skobutik eller to imens....