Wake up call – kl. 06.30 - vi er nærmest blot I transit I Sydnet på et lufthavnshotel Holiday Inn, hvor vi iøvrigt møder en finsk/svensk receptionist Hanna, som er trainee. Jeg tror, at hun synes, at det er lidt hyggeligt at tale skandinavisk med nogle andre, så vi får en kort snak om vores rejse. Hotellet er nu ikke noget at råbe hurra for – sådan er det jo med lufthavnshoteller.Vi har besluttet at spise morgenmad i lufthavnen, så afgang er senest 07.30. Vi skal flyve 09.25 til Auckland (New Zealand) – her har vi cirka 2 timer indtil vi skal videre til Kingdom of Tonga.
Da vi kommer i lufthavnen og står i køen for at checke ind, opdager vi, at selv om vi kun har 50 kg med, så står vi til at betale en gevaldig masse penge til overvægt, fordi hver enkelt bagage stykke kun må veje 20 kg. Vi har kun 2 – min blå kuffert, som vejer cirka 21 kg og den store sorte taske, hvor Karsten og ungerne har deres i – som vejer 32 kg. Hurtig beslutning – vi regner lidt på det og beslutter at 200 aussie dollars i overvægt ikke kan betale sig, så vi går ud af køen og jagter en kuffert butik. Karsten mener bestemt, at det findes i hver lufthavn med respekt for sig selv – han har ret – i hvert fald finder vi efter en længere gåtur en kuffertforretning. Vi investerer den nette sum af 39 aussie dollars og får en kraftig sort taske med hjul på, som bliver vores – vi finder et diskret hjørne og får efter bedste evne læsset over, så vi har under 20 kg i de 3 stykker bagage. Det går åbenbart meget godt, for da vi kommer tilbage til indcheckningskøen (som i mellemtiden er blevet vanvittig lang) og får vejet bagagen har vi kun den store sorte taske, som vejer 20,5 kg. Det accepterer Air Newzealand personalet dog. Dette gør måske også, at det er slut med at høre Karstens kommentarer om, at ”du bærer det selv” – nu har vi i hvert fald lidt mere albuerum.
Cirka 4 timer til Auckland, vi bliver dog forsinket 1 time ud af Sydney, så de 2 timer i lufthavnen til at skifte fly bliver til 1 time. Vi haster igennem lufthavnen og når da også at sidde lidt ned ved gaten, inden at vi bliver boardet til flyveren til Tonga. Mens vi sidder her, kommer der en ung mand, som bliver eskorteret af 2 uniformerede politifolk samt én i civil og én habitklædt herre med en masse papirer under armen. Hvorfor og hvad han har gjort – det forbliver et mysterium, men han er tydeligvis ikke længere velkommen i Auckland. Under hele flyveturen sidder han allerbagerst i flyveren – 4 sæder efter os – sammen med den civile politimand. Resten af turen foregår ganske roligt.
Da vi lander i Tonga er klokken blevet mange – cirka 20.30 lokal tid. Det er ganske morsomt at se, hvordan alting er så meget anderledes. Der er 3 immigrationsofficerer – én til Tonga beboere, én til ikke-Tonga beboere og én til handicappede, ældre og familier med børn under 5 år. Cirka halvdelen af passagererne er lokale, som er vendt tilbage til Tonga – de andre er som os turister. Vi er dog ikke mange. Tonganerne er som fijianerne meget store – man kunne måske også sige ganske overvægtige – og er ikke meget mørke i huden, men karaksterisk er, at de har store brede næser. De smiler meget og virker ganske imødekommende. Nogle bærer bastskørt uden på deres ”almindelige” tøj – selv tolderne. Udenfor står der en del folk med skilte fra de forskellige hoteller – vi bliver også mødt af en herre, som kører os i en temmelig udrangeret Toyota Hiace til havnen i Nukalofa, som er hovedstaden. Vi kører igennem øen, hvor man ser mange hænge ud enten ved kioskerne, som ligger ved hovedvejen eller bare uden for deres ejendom. Husene er primitive – dog lavet af mursten og vinduer.
Da vi kommer til havnen, kører vores chauffør bilen hen til en lille bitte båd – jeg begynder allerede at ane uråd – vi skal jo ud til Fafa Island, og det er bælgmørkt. Ikke engang havnen er oplyst. Der dukker 2 unge mænd op fra båden, den ene er gevaldig stor og rund, den anden ganske slank. Det er kun den sidste, som taler engelsk. Det første stykke af turen ud af havnen foregår i stille og pænt tempo, men da vi er ude på det åbne vand speeder han fuldstændig vanvittigt op, så bølgerne rammer os med en hård lyd. Jeg mindes ikke at have været så bange før – jeg holder krampagtigt fast i kanten af bænken, som jeg sidder på og den anden holder hårdt fast i Mathias. Jeg når at tænke tusind tanker – hvis vi tipper over, har jeg ikke én chance – hverken mig selv eller børnene, det er møøøørkt. Ham som sejler synes at det er rigtig sjovt, jeg er skrækslagen. De siger, at det kun tager 5 minutter derover, men det tager snarere 20 minutter. Jeg må indrømme, at jeg når at bede til Gud hundredvis af gange – pas på mig og min familie kære Gud. Jeg tror, at han har lyttet – vi nåede i hvert fald over til øen i sikkerhed og blev modtaget af 2 medarbejdere fra resortet. Jeg når lige at sige til Karsten, at det er definitivt min sidste tur til Stillehavsøerne, jeg er mættet! Og så beder jeg om en øl i baren, som vi passerer på vej ned til vores lille hytte. Jeg havde ellers truet med en whiskey og sågar en cigaret – et eller andet som kunne dulme nerverne.
Hytten viser sig at være lige så smuk som billederne. Den er bygget i polynesisk stil, dvs. der er skodder allevegne, men ellers er hytten åben op til kip – og åben ud til himlen. Der er elektrisk lys, som kører på batterier, en lille terasse ude foran hytten, vores egen hængekøje og 10 skridt ned til vores lille strand. Der er myggenet over alle sengene og hele badeværelset ligger udenfor – dog med et højt stakit, så andre ikke kan kigge ud. Men det føles nu lidt mærkeligt at sidde derude i ingenting... Børnene har fået lov til at vække os, hvis de skal op om natten for at tisse – det foregår i følgeskab af en voksen.
Da Frikke og Mathias skal i seng er de lidt utrygge. De sover i deres eget rum lige ved siden af vores – kun en kokosvæg adskiller os – men det er altsammen nyt og anderledes og så længe det er mørkt, virker alt det nye skræmmende. Karsten sætter sig og fortæller historier – det er han god til – og jeg skriver bloggen – og nyder resten af min øl. Jeg glæder mig til at i morgen, hvor vi kan se det hele i dagslys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar