29. dag – mandag den 30. juli 2007

Fejlkommunikation er træls – lægen havde sagt, at vi blot skulle møde op hos X-Ray, som skulle lave en CT-skanning af Mathias ryg, men nej – vi skulle naturligvis have lavet en aftale. Så vi måtte tage en taxa hjem til lejligheden igen – og møde op igen om eftermiddagen. Da vi kom ind til røngten-assistenten forklarede han, at en CT-skanning ville være for voldsomt for et barn, så de ville starte med at røngten fotografere ham i stedet. De kunne fortælle, at der ikke var noget brud – og at det så fint ud. Normalt ville de så kræve 24 timer til at lave en lægerapport på baggrund af billederne – Karsten fik dem overtalt til at få lavet rapporten på én time, det vides endnu ikke, hvad han gjorde...

Så i taxa ned til lægehuset, vente i 1½ time for endelig at kunne snakke med én ny læge. Hun undersøgte Mathias reflekser og mærkede efter igen på hans ryg – og kiggede på røngten billederne – som hun iøvrigt ikke syntes var særlige gode. Men undersøgelsen samt lægerapporten fra X-Ray gjorde, at vi kunne konstatere, at der ikke er tale om ”andet” end en ”sore” ryg, som man kalder det. Medicinen hjælper heldigvis, så allerede i morges, da Mathias stod op, var hans gang bedre. Vi fik også en henvisning til en fysioterapeut. Problemet var bare, at de ikke havde tid de næste 3 dage. Så med hjælp af min kære søster i Melbourne får vi måske en tid hos en oestreo-et-eller-andet, som skulle være en mellemting mellem en fysioterapeut og en kiropraktor.

Mellem røngtenbilleder og lægesamtaler nåede vi at spise frokost på en økologisk café, hvor Karsten og jeg fik nogle dejlige tærter med salat, ungerne fik sandwiches og smoothies. Den var nævnt i Lonely Planet guiden som værende et rigtig godt spisested, så det måtte prøves. Desserten var en vaffelis med ”bubblegum” is – ja det lyder ikke rart, men jeg kan godt afsløre, at den faktisk smager godt.

Før aftensmaden fejrede vi de gode meldinger fra lægen med en svømmetur i lagunen. Klokken var næsten 18.00, før vi kom derned men alligevel er der masser af aktivitet. Solen går ned kl. 18.30, men luften er fortsat varm og vandet er – okay ikke meget varmt – men acceptabelt. Det er nu et super hyggeligt sted. Vi går kun 100 meter fra hotellet, så er vi der.

Så vi har besluttet os for – i samråd med lægen – at tage ud på en tur i morgen. Vi vil gerne se Kuranda, som er en jernbanestrækning, som blev etableret for over 100 år siden. Den kører bl.a. gennem regnskoven og bjergene mellem Cairns og Kuranda. Strækningen er 7,5 km lang. Når man skal tilbage, kan man enten tage toget retur eller tage en cablecar ligesom vi gjorde op til muren i Beijing. Efter frokost tager vi til Tjapukai, som er en aboriginal cultural park, som er den mest præmierede attraktion i Australien. Her kan man høre mere om og opleve aboriginals kultur – som boomerangs, gå tur i regnskoven og blive introduceret til ”bush food”, spyd og sværd og andre spændende ting – lige noget for Mathias.

Og så er det også Lindas fødselsdag i dag. Til lykke moster – vi må fejre dig, når vi er tilbage i Danmark. Jannis fødselsdag er på mandag, så vi når lige at få sagt til lykke og spist morgenmad sammen, før vi skal rejse til Sydney om eftermiddagen.

Det var alt for vores dag i dag i Cairns – ærgerligt at vi har måtte bruge 3 kostbare dage på sygdom, men sådan er det ind i mellem. Som Mathias fik at vide i dag, så er rejseforsikringen da tjent hjem igen – mange gange.
Glemte jeg at sige af Frikke har fået ringorm? Heldigvis har vi været i nærkontakt med læger og apotek her de sidste par dage, så creme mod dette er erhvervet. Ja ja, her går det rigtig godt. Og Kristina er nede med australske bakterier igen igen igen..........

Mathias update 30 juli

Som de siger hernede "no worries"

Mathias er nu blevet roegentfotograferet paa alle leder og kanter og han har ikke braekket noget og er generelt i bedring. Han skal soerge for at holde sig i gang og han skal besoege en fysiotherapist. Hvor er min faetter Thomas naar man har brug for ham?
Vi vender tilbage.

28. dag – søndag den 29. juli 2007

Dejlig sund morgenmad – australsk vanillie yoghurt, masser af frisk frugt og tyrkisk brød med australsk brie – kan det blive bedre? Solen skinner, det er 26 grader udenfor og udsigten fra lejligheden er fantastisk. Det tyder på endnu en god dag i Cairns.

Vi går ned på en internet café som det første, vi vil gerne checke vores blog for at se kommentarer og lige sende en mail til banken. Mit Visa kort er lukket, fordi man maximum kan trække 20.000,- pr. måned og så lukkes det automatisk – en sikkerhed i tilfælde af at ens kort bliver stjålet. Vi har prøvet det tidligere – faktisk da vi var i Australien sidst – men et opkald eller en mail til banken, og så skulle det gerne være åbent igen.

Derefter gik vi en tur på esplanaden. Fantastisk tur langs vandet på skiftevis træ- og beton promenade. Det er lavvande om formiddagen, så de første 200-300 meter af havnefronten er blotlagt for vand. Det gør til gengæld, at man kan se en masse mud crabs, som har lavet tusindvis af huller, som de kravler op og ned af. På skiltene står der, at man kan møde en krokodille derude, så vi nøjes med at spadsere på promenaden. Tilsyneladende er ibis´ene og pelikanerne ikke bange for krokodiller for de er lavet en mindre koloni ude i mudderet. Langs hele promonenaden er der legepladser, barbeque & exercise stationer, bænke og caféer – et skønt sted. Det synes indbyggerne i Cairns tilsyneladende også, da det bruges flittigt – f.eks. støder vi på flere, som holder deres børnefødselsdag der. Måske en idé til Amager Strand – og Ib & Alices firma? Vi har taget nogle fotos til inspiration.

Desværre er Mathias rygsmerter blevet værre, så vi bliver nødt til at gå tilbage til vores lejlighed og ringe til SOS International. Vi har købt noget voltaren creme på apoteket her til formiddag og ved samme lejlighed fået en adresse på et lægehus, som er åbent 24 H 7 dage om ugen. Vi beslutter at tage kontakt med dem, da han har fået det værre. Der er 1 times ventetid, som vi bruger på at få lidt frokost. Karsten bliver sendt afsted for at hente sandwiches, da Mathias har svært ved at gå nu. Lægen Kumar(indisk læge forhåbentlig ikke at forveksle med ham, som lige har været arresteret for terror-virksomhed) undersøger ham grundigt og forklarer os, at det tyder på en lokal irritation omkring røgsøjlen (L3 og L4). Vi får en recept på nuprofen, som han skal have 3 gange om dagen og en henvisning til en CT-skanning (lumbosacral spine) i morgen tidlig mandag kl. 08.00. Det betyder jo også, at alle vores planer om at tage ud og se regnskov, aboriginal kulturelt center, krokodiller osv. må skrinlægges.

Vi bliver nødt til at tage tilbage til hotellet efter lægebesøget, da Mathias ikke kan gå uden, at det gør ondt. Frikke og jeg henter is ved den nærmeste isbiks, vi når næsten ikke hjem til lejligheden, før de smelter. Heldigvis er der en film på tv´et – Ghost Busters – som vi alle kan bruge lidt tid på.

Frikke og jeg tager ned til lagunen for at bade om eftermiddagen. Karsten og Mathias bliver og ser lidt film. Der er stadig mange mennesker på esplanaden og levende musik. Det er nu hyggeligt.

Aftensmaden består af take-away – vi er ligesom lidt afhængige af at være hjemme på skift med Mathias.
Jeg glæder mig til kl. 08.00 – eller snarere vores tid hos lægen efterfølgende for at høre, hvad pokker der er sket med Mathias ryg. Ærgerlig timing – men dog bedre end at dette skete på Samoa eller Tonga. Og godt at vi har en god rejseforsikring.... Faktisk er det kun Mathias, som har gjort brug af vores rejseforsikring på alle vores rejser, men som Karsten siger: ”Vi har en dreng med dynamit i det ene ben, TNT i det andet og så nitroglycering i rø....” Det er så status for i dag.

27. dag – lørdag den 28. juli 2007

Mathias vækkede mig på sin sædvanlige facon: ”Mor, hvornår skal I egentlig op?” Klokken var 07.15 – så jeg tog ham på ordet og benyttede lejligheden til at komme ud og løbe en tur. Jeg har ikke løbet de sidste 8 uger pga. en betændelsestilstand i skinnebenet, så det ville være dejligt at komme ud og prøve det af. Der var masser af mennesker på gaden, selv om at klokken ikke var så mange – og der var masser af folk som løb, gik eller på andre måder nød det gode vejr og esplanaden.

Det lå ligesom i kortene, at i dag skulle vi slappe af – vi har allerede oplevet så meget, at det er svært at kapere mere. Vi havde lovet børnene, at det første vi ville gøre var at bade – så efter morgenmaden gik vi ned til lagunen, som ligger lige ud til havnefronten – dejligt sted.
Der var masser af mennesker, som enten badede, nød solen eller nød den levende musik. Vi blev der et par timer. Planen var, at vi endelig skulle finde et sted, hvor vi kunne få internet adgang. Det er lidt absurd, at i Beijing havde vi trådløst netværk på hotellet, mens i Japan og Australien, som er langt mere udviklede lande, så må vi lede – nogle gange længe- efter wireless hotspots hvor vi kan hooke op med vores bærbare. Det lykkedes dog til sidst, og nu er vi så up-to-date.

Ellers har vi blot slentret lidt rundt og lært Cairns lidt bedre at kende. Det virker til, at der er rigtig mange backpackers her – og at mange af forretningerne er rejsebureauer, som kan arrangere ture, flybilletter og udflugter – alt kan lade sig gøre her. Cairns er også en hyggelig by på mange måder med en blanding af nyt og gammelt. Den gamle byggestil er typisk 2 etager med svalegang på 1. salen gerne med smedejernsgitter. Der bygges selvfølgelig også moderne højhuse, men det er faktisk begrænset. De lever af turismen – og kan levere regnskov, revet, strande, øer, ballon ture, skydiving og meget mere.

Der er rigtig mange japanske turister her – for som vores nye ven én japansk receptionist på hotellet siger, så er Cairns det tætteste på Japan af et vestligt land. Faktisk er der flyafgange til 4 japanske byer og Cairns hver uge. Han har boet i Cairns det sidste år for at studere på universitet. Han havde sin 2. arbejdsdag på hotellet, da vi ankom i går. Han synes, at det var sjovt at høre, at vi netop havde rejst i Japan – det er der ikke så mange, der gør – og slet ikke familier. Han kommer fra Hiroshima, og det er planen, at han skal blive 2 år mere i Cairns for at arbejde. Han er fuldstændig vild med at høre om vores rejser. Hans forældre har ikke haft mulighed for at rejse, så derfor tager han selv revanche nu og forsøger at opleve noget andet end Japan. Det er morsomt at se, at han er så typisk japansk – høflige og meget opmærksomme – det er tydeligt, at hans australske kolleger ind i mellem undrer sig lidt over hans opførsel, men har man været i Japan så forstår man...

Vi har besluttet at spise morgenmad i vores lejlighed. Det er rarere selv at vælge, hvad man ønsker at indtage til morgenmad – og hyggeligere. Derfor tog vi ned til Coles, som er et supermarked. Der er et imponerende udvalg af alt – snakker vi yoghurt, så findes der 4 meter køledisk i flere etager med yoghurt – og sådan er det med alt. Hvorfor har vi ikke sådan et udvalg i Danmark? Vi besluttede at lave aftensmad selv – vi måtte prøve det lækre kød, som der lå i disken. Så menuen var i aften australske sirloin steaks, ris og salat – og en australsk shiraz rødvin selvfølgelig.

Mathias har fået ondt i ryggen. Ja faktisk har han klaget de sidste 12 dage, så vi tog ham hen til en kinesisk massør i dag. Han lovede at være forsigtig, og så fik Mathias ellers massage i 20 minutter. De første par timer efter havde han det bedre, men her til aften klager han igen. Vi har ingen anelse om, hvad der er sket, men planen er at gå til lægen med ham på mandag, hvis ikke der er nogen bedring. Og hvor går man så hen? Jeg regner med, at vi ringer til SOS International, da vi ved fra erfaring, at de kender alt til mulighederne.
Ellers skal vi have planlagt, hvad vi ønsker at se her i Cairns og omegn. Børnene har forelsket sig i en brochure over Cairns Zoo, hvor der er billeder af besøgende, som sidder med en koala bjørn i armene. Vi får se – vi er 4 mennesker, som ind i mellem har 4 forskellige ønsker, så det gælder om at få tilgodeset os alle på den bedste måde. Se det er en god øvelse.

26. dag – fredag den 27. juli 2007

Kl. 06.00 ringer vækkeuret – øv har man måske ikke ferie? Vi skal hurtigt afsted, bilen er klar kl. 06.30 og vi skal køre mod Cairns. Vi fanger en bager på vejen, så vi kan komme hurtigst muligt til Cairns. Bilen, som vi har lejet, skal afleveres kl. 13.00.

345 km fra Townsville til Cairns – det lyder jo ikke af så meget, men vi kører på Bruce Highway 1, hvor man kun kan køre cirka 90 km/timen, så det tager sin tid. Og så skal det jo også være til at holde ud for børnene, så Mathias sørger for, at vi får nogle regelmæssige toiletbesøg, så vi får strakt benene – og så følger der jo som regel en lille ”treat” med, når man nu låner toilettet af de små ”general stores”, der ligger langs vejen. Hele turen støder vi på oceaner af sukkerrørsplantager og nærmere mod Cairns skifter det til bananplantager. Vi tager en kort afstikker til Mission Beach, som alt og alle snakker om. Vejret er desværre ikke det bedste, så Mission Beach viser sig nok ikke fra sin bedste side – det er overskyet. Men Australien har ikke andet end skønne strande, så efterhånden skal der nok noget til, før man bliver imponeret. Vi oplever dog vores første – og forhåbentlig det sidste – møde med en slange, som ligger midt på vejen. Vi stopper ikke for at kigge nærmere på den. Kort efter Lucinda kommer vi ind i ”Croc territory”, dvs. der begynder at være advarselsskilte ved hver creek, om at der er krokodiller i floden. I avisen i går stod der, at man ved en nylig optælling havde fundet små 300 krokodiller fra Gladstone til Cairns. Det er så det sidste australske dyr, vi mangler at se – men det bliver forhåbentlig kun i Zoo.

Kl. 12.55 kører vi ind til Avis, så det må siges at være timet. Så er vi billøse – det er lidt underligt, det giver nu en anden frihed at have bil, men Cairns virker til at være en overskuelig by, hvor man bestemt ikke behøver bil. Herfra går det i taxa til McLeods Street, hvor vi har booket et familieværelse på et YHA – Youth Hotels Australia. Man skal jo også være økonomisk, når man skal bruge 56 overnatninger. Taxa chaufføren kommenterer, da vi siger, hvor vi skal hen: ”Oh but that is a packbacker place?” og ser lidt forundret ud. Børnene kender godt det ord – backpacker – og ikke altid for det gode. Turen er ikke lang, da Avis og YHA Cairns ligger tæt ved hinanden. Belært af erfaringen fra i går beder vi om at se værelset, før vi ordner papirerne. Det viser sig, at Lonely Planet guidens anbefaling måske er lidt utroværdig, da værelset er 2 køjesenge (i plastik) og toilettet og bruserne er man fælles om – dog opdelt efter mænd og kvinder. Karsten og jeg kigger på hinanden og beslutter, at det er vi blevet for gamle og komfortable til, så vi lukker bagagen inde på værelset og begiver os ud i byen for at finde et nyt sted at sove. Receptionisten tager det pænt, men fortæller os, at det måske bliver svært af finde et nyt sted, da det er højsæson i Cairns. Det koster os 2 overnatninger af aflyse, men vi trænger til et rart sted. Vi når til 2 hoteller, som begge er fuldt optaget, men det sidste anbefaler et 3. og ringer til dem – vi er heldige. På denne måde er vi endt på Mantra Trilogy Cairns – endnu en hotel lejlighed med vaskemaskine/tørretumbler – yes! Desværre er der ikke internet, så vi må ud på en internet café i morgen og få updatet de sidste mange dage, som vi mangler.

Jeg er nede og ligge – med den værste hovedpine, jeg nogensinde har oplevet. Karsten og børnene går ud og inspicerer byen. Vi får pakket ud, hentet lidt mad og ser lidt fjernsyn. Det har vi ikke gjort i 4 uger. Det føles helt rart at have en lejlighed med alle de faciliteter, som man har hjemme inklusiv køkken, så man selv kan lave lidt mad. Man bliver hurtig træt af alle de restaurant besøg.
Cairns promenade ”The Esplanade” er 3 km lang med en kunstig lagune, hvor børnene kan bade. Det er varmt – 26 grader – så det nyder vi alle. Det betyder også, at jeg har planer om at genoptage mine løbeture. Jeg har ikke ondt i mit ben længere, så det må forsøges. Vi glæder os til at have en fast base her i 6 dage. Vi har planer om at kigge lidt nærmere på regnskoven og et kulturelt center for aboriginals. Men kender jeg familien ret, så når vi nok også lidt mere.

25. dag – torsdag den 26. juli 2007

Jeg vågner tidligt og når at se solopgang på dækket. De andre sover stadig, så der er stille og roligt. Der er meget trafik i Happy Bay, da et af resorterne Hamilton Island ligger tæt ved, og der kan man både ankomme til i båd og per fly. Det er lidt underligt, når man nu har været vant til stilheden og naturen.

Vi spiser dejlig morgenmad, masser af australsk yoghurt (den er fantastisk) og frugt. Vi sidder ved bordet og nyder maden, da jeg pludselig får øje på en sort finne ude i vandet. Vi farer alle ud for at kigge nærmere på det. Det viser sig at være en hval, hvilket er fuldstændig fantastisk, fordi vi netop havde sagt til hinanden, at nu havde vi set havskildpadder, kænguruer (på resortet i Happy Bay var der mange), en vild papegøje – så nu manglede vi blot en hval. Kan man bede om mere? Den svømmer lidt rundt og viser os sin hale og sprøjter lidt vand. Den er desværre for langt væk til, at vi kan se den hele, men det er godt nok. Mathias bliver først lidt bange, fordi han tror, at det er en haj, men da vi forsikrer ham om, at det er en hval, falder han til ro igen. Da vi spørger inde hos bådfirmaet siger de, at forrige år havde hvalerne breedet lige ved indsejlingen til Shute Harbour, så de havde set rigtig meget til dem.

Kl. 10.00 sejler vi til Shute Harbour. Det er en kort tur på 5 sømil. Firmaet ønsker selv at sejle båden ind til havnen, hvilket vi er glade for, da det er en stor båd af navigere rundt med. Det er sjovt at se, hvor dygtige sømænd de er. Vi har aftalt, at når vi kommer ind til havnen, så kommer de i en dingy. Han sikrer sig, at alt er klart, Karsten har sat rebene fast til fortøjring, og så overtager han ellers roret. Da han har lagt båden ind til broen lige så stille og roligt, som var det en leg, roser jeg ham og siger ”nice work” – hvorpå han smiler venligt og siger, at han har haft nogle år at øve sig i. Det er lige før, at man kan blive helt misundelig over det – men så igen, som jeg har fortalt Karsten adskillige gange de sidste dage – jeg er en storbypige.

Vi møder Bryant igen i havnen og fortæller ham om vores oplevelser de sidste 5 dage. Han er glad og virker interesseret i at høre om, hvad vi har oplevet. Det er interessant ved Australien – her kan man godt arbejde, når man har passeret 45 år – alle medarbejderne i Whitsundat Rent A Yacht er modne medarbejdere – her er vi helt skævt på den i Danmark. I Japan lagde vi også mærke til, at der stod nydelige ældre mænd i lufthavnen – her er man stadig arbejdskraft selv om man ikke længere hører blandt de yngste. Hvor gik det galt i Danmark?

Vi har lejet bil hos Avis, vi skal køre til Cairns. Det går smertefrit, vi kører fra Airlie Beach kl. 13.00 og lander i Townsville kl. 17.30. Turen er sjov på mange måder, fordi vi kører igennem små landbrugsbyer, hvor den primære indtægt er sukkerørsplantager og produktion af frugt/grøntsager. Overalt kører små toge med de nyhøstede sukkerrør, som skal videre til sukkermøllen. Dette så vi også på Fiji, da vi rejste der for 4 år siden.

Vi stopper i en lillebitte by for at låne et toilet. Vi køber is i en lille biks, som sælger lidt af hvert – som man nu gør i en lillebitte by. Ved siden af forretningen står der et sjovt skilt – et norsk flag med en besked som lyder: ”God jul og godt nytår fra en norsk mand, som gerne vil snakke lidt med jer”. Ekspedienten i butikken fortæller, at han har boet i Australien de sidste 50 år. Ungerne synes, at vi skal tage hen og besøge ham. Vi er helt sikre på, at han sikkert har mange spændende historier at fortælle, men vi vælger at køre videre mod dagens mål – Townsville.

I Townsville er det stik mod al forventning svært at få fat i et hotelværelse. Vi har ikke bestilt noget i forvejen, så vi må køre lidt rundt for at finde et. Det lykkedes til sidst – vi fik simpelt hen det sidste. Ikke just et spændende et – men vi stiller vækkeuret til kl.06.00 og kører videre kl. 06.30, da vi har 4-5 timers køretur foran os til Cairns.

Townsville er en sjov blanding af lidt provinsby og så lidt hill-billie stemning. Her er som sædvanlig mange backpackers – og så har vi mødt de første aboriginals.
Vi skal tidligt op i morgen, så jeg må hellere slutte her. Men vi snakkes ved igen i morgen...

24. dag – onsdag den 25. juli 2007

Vi spiser morgenmad og gør så båden klar til afgang. Alt skal lige lægges lidt af vejen, så det ikke bliver skubbet rundt, når vi sejler. Ungerne har redningsvest på hele tiden, og de sidder sammen med os i styrehuset, når vi sejler. Frikke bliver desværre så dårlig, men det hjælper dog, når hun får pillerne travelcalm i stedet for ingefær tabletterne. Men hun bliver også lidt træt, så hun får sig en skraver, når vi sejler. Det er nok meget godt, da turen bliver sej.

Vi har besluttet at tage tilbage til Sawmill Beach og spise frokost der og så tage videre om eftermiddagen til Happy Bay, som ligger tæt på Shute Harbour, hvor vi skal aflevere båden næste formiddag.

Vi er ærgerlige over, at vi ikke har fået sejlet så meget – og set så meget – vi skulle bl.a. have set Whitehaven Beach, som skulle være Australiens smukkeste strand. Den er helt hvid, da den består af hvidt koralsand. Billederne vi kan se af den på postkort og lignende ser dejlige ud. Men sejlturen derhen er for lang vurderer vi – og for hård. Man må kende sine begrænsninger.

På åbent hav er der bølger på cirka 2,5 m det giver lidt af en rutsjetur. Jeg styrer båden, da Bryant har sagt, at jeg får det bedre af at styre – så det gør jeg – Karsten lægger anker – og det kræver lidt af et samarbejde – et samarbejde vi klarer helt fint.

I sawmill Beach er der dejligt. Havskildpadderne kommer til syne hurtigt. De er dejligt at se dem igen. Vi spiser frokost og føler helt, at vi er kommet hjem igen. Men Whitsunday Rent A Yacht har sagt, at vi skal passere Whitsunday Passage cirka kl. 14.00, så vi må bryde op tidligt. Det er så utroligt, at der er så stille der – og når man så når ud på åbent hav er vandet ganske anderledes.

Vi sejler kl. 13.30 og rammer cirka Whitsunday Passage kl. 14.00. Bølgerne er stadig høje, og strømmen er stærk. Navigationen er ”line of site-navigation” og så en smule kortlæsning med markering af rev og andre ting, man helst skal undgå – den del klarer Karsten og så sejler jeg.

Vi kommer til Happy Bay kl. 15.00 og skal prøve noget nyt, idet vi skal benytte en mooringline, en fortøjning som på forhånd er lagt ud så man ikke ankre op i koralrevet. Fortøjningen er sat på en bøje som man fisker op fra havoverfladen og gør fast til ankerspillet. Som sagt, så gjort. Endnu en udfordring overstået!

Der ligger et resort på Happy Bay, så vi skal betale for at overnatte på vandet. Til gengæld kan vi benytte resortets faciliteter, så ungerne får en tur i poolen. Den er godt nok kold – men der er også en udendørs spa, som bliver afprøvet. Vi falder lidt i snak med et australsk par, som også skal i spa´en. Vi spørger, hvor vi kommer fra, og da vi siger ”Denmark” , falder snakken jo på vores australske prinsesse. Vi får en snak om det usædvanligt kolde vejr, det har været de sidste 3 uger i Australien og lidt tips til Cairns. Vi når kun lige ud til vores dingy og sejlet ud til vores båd, før mørket falder på – det gør det tidligt kl. 18.15 er det bælgmørkt.

Vi spiser vores sidste middag på båden. Grillen er genial og man kan hekse nogle forholdsvis gode måltider. Vi skal have fisk den sidste aften med de sidste grøntsager stegt med lidt olie og hvidløg.

Karsten fortæller historier for børnene – de elsker at høre om hans barndom, om farfar osv. De skraldgriner, og vi hygger os alle fire. Det er bestemt dejligt at have god tid til at være sammen.
Jeg vågner kl. 04.00, fordi jeg pludselig registrerer, at båden ligger anderledes i forhold til fortøjringen tidligere på eftermiddagen. Karsten må ud af sengen og checke vores ankring. Den er stadig fin, men det virker til, at tidevandet er på vej og båden har drejet sig 180 grader. Vi går i seng igen og sover til næste morgen.

23. dag – tirsdag den 24. juli 2007

Vi vover pelsen – og sætter kursen mod Nara Inlet, som ligger cirka 11 sømil fra Sawmill Beach, hvor vi har tilbragt 2 ½ dag. Vi forventer det værste af sejlturen, og det bliver også en lidt hård tur. Vi har høje bølger op det åbne hav men af samme årsag har vi valgt en destination, som ikke ligger langt væk. Specielt indsejlingen til Nara er lidt barsk ved os, da der er stærke strømme. Vi er der tidligt på formiddagen, så vi får en god ankerplads ved nr. 1, som skulle være god med de vindforhold, som der hersker – sydøstlige vinde med op til 25-30 knob. Nara Inlet er dog ikke lige så stille som Sawmill Beach. Vi ruller lidt, da vi ligger for anker. Frikke og jeg har tendens til søsyge, så vi må spise vores ingefær tabletter.

Karsten og børnene tager 3 ekspeditioner denne dag. Den første tager jeg med på, vi sejler ind til stranden, hvor der er en lille gåtur op ad bjerget til nogle huler, hvor der er hulemalerier af aboriginals.

Den næste ekspedition er de lidt mere modige og tager bl.a. ind i Refuge Bay, som tidligere hed Shark Bay – ikke uden grund da der tilsyneladende skulle være mange hammerhajer der. De møder dog ikke nogen, men børnene virker ikke så trygge ved lige den ekspedition.

Dagens clue er, at vi får besøg på båden af en vild papegøje. Den er helt hvid med gul kam. Den lander på den bagerste del af båden, hvor vores dingy er tøjlet. Den sidder lige så stille og viser sig frem, det virker som om, at den sagtens er klar over, at den er højdepunktet lige nu. Vi henter lidt brød til den, som vi serverer på vores specielle udendørs grill, som er designet til at kunne tænde og forblive tændt selv under svære vindforhold. Den bliver hos os cirka 10 minutter, mens vi alle bare sidder og betragter den. Det bliver også til et par billeder.

Natten bliver mindre god, da båden er påvirket af forholdsvis mange bølger, så jeg specielt når at få mange tanker om at drive afsted om natten, at ankeret slider sig løst osv. – hvilket det jo aldrig gør, men det er så én af mine bekymringer.
Om aftenen sidder Karsten og jeg kigger på stjerner ude på dækket. Det er hyggeligt. Australierne omkring os på de andre både hører folk music, danser på dækket og hygger sig gevaldigt. Ungerne er efterhånden vant til at falde i søvn til lyden af vand, som rammer skroget, så de falder hurtigt til ro.

22. dag –mandag den 23. juli 2007

Kl. 08.00 skal vi melde ind til Whitsunday Rent A Yacht, om hvad dagens mål er – vi har måtte tage en mere kedelige beslutning om at forblive på Sawmill Beach ved Cid Harbour, fordi vejrmeldingerne er uændrede – dvs. fortsat 25-30 knob (cirka 50 km/t). De få destinationer, som vi har kigget på, kræver med sydøstlige vinde, at man er god til at lægge anker – og det synes Bryan jo vi er, men vi tør ikke tage chancen. Tænk hvis man driver væk om natten....

Ungerne bliver også lidt skuffede, men vi forklarer dem, at det er bedre at tage en fornuftig beslutning end én ufornuftig. Det forstår de jo godt.

Efter morgenmaden tager Karsten og børnene på deres første ekspedition – i dingyen. De finder en lille strand på den anden side af øen kaldet Gulong Inlet. Der møder de nogle, som har slået telt op og som rejser i havkajakker. Frederikke og Mathias elsker deres ekspeditioner, som de kalder dem – der er jo ikke så mange højdepunkter disse dage. Men det er nu også rart af slappe lidt af – jeg har fået læst lidt om hjerneforskning (Ann-Elisabeth Knudsen), selv om det nok ville være nemmere at koncentrere sig om Alt for Damerne herude. Selv om livet går meget stille, så sker der jo alligevel noget, man lige må holde øje med – især børnene kræver lidt. Game-boy’en er løbet tør for strøm, og vi har ikke mulighed for at lade dem op igen, da båden kører på 12 volt strøm. Heldigvis har Frederikke en god bog med, som hun gerne læser i. Mathias kræver lidt mere og keder sig hurtigere. Som Karsten sagde her til formiddag: ”Det er lidt af en udfordring for familien” – vi har ikke medbragt kort, spil eller lignende, så tiden kan godt føles lang. Karsten er dog ved at læse ”Pirates of Carribean” for børnene, men ellers holder vi udkig efter havskildpadderne, som er temmelig sky – vi når kun at se deres snuder, når de er oppe for at få luft – og så er det kun det bagerste vi ser, når de dykker ned igen.

Varmt vand havde vi pludselig ikke mere af, hvilket vi ikke helt forstod. Manualen til båden havde naturligvis svaret – eftersom vi ikke har sejlet, så charger hverken varmtvandsbeholderen, fryseren eller køleskabet. Ikke så godt – så vi måtte lade motoren køre i tomgang i 3 timer for at få det hele op igen.

Det andet højdepunkt på dagen er – måltiderne. Hvad vi end måtte have tabt i Kina og Japan, det tager vi helt sikkert på her. Båd firmaet har så rigeligt sørget for chips og slik – hvilket vi også selv havde provianteret, det kunne vi godt selv sørge for!

Grillen tændes igen her til aften – denne gang tror jeg ikke, at Karsten hælder olie på. Menuen består af store grillstegte rejer vendt i olie og hvidløg serveret med nudler og grillstegte zuccinier. Børnene får kyllingspyd og chicken nuggets – så de er glade. Der var dog en lille hage ved det hele. Lige som hele middagen stod klar på bordet, lød der et skrig fra badeværelset fra Mathias. Ja, vi har vel også haft små 3 uger nu uden skader, så tiden var ved at være inde. Karsten og jeg løber derned og spørger, hvad der er sket. Han græder, det gør rigtig ondt siger han. Han har slået sig på dørhåndtaget til badeværelset. Jeg besigtiger skaderne og kan ikke umiddelbart se noget – andet end at hans boxershorts har nu et pænt hul i. Da han går ned for at skifte dem, opdager han, at han bløder – Karsten og jeg besigtiger igen skaden – denne gang er det mere synligt. Mathias har lavet hul i sig selv igen – og det bløder. Så nu ved vi, at det kan godt lade sig gøre at lade hul i sin balle (1 cm lang og 1 mm dyb flænge) ved at – I må ikke spørge os, men tilsyneladende har han ”hængt” på dørhåndtaget og dermed beskadiget sin balle plus boxershorts. Da skaden var renset og lappet sammen med ”butterflies” (for jer som ikke har små drenge som ofte kommer til skade, er det små sterile strips som på guddommeligvis holder flængen sammen uden syning), kunne vi heldigvis ikke lade være med at grine alle 4 – og aftensmaden var selvfølgelig blevet kold i mellemtiden, men det går nok.

Vejrmeldingerne her til 16.00 kunne fortælle, at vinden skulle stilne lidt ned i morgen eftermiddag til cirka 20-25 knob, så vi regner med at tage herfra i morgen formiddag. Vi tager til Nara Inlet, som skulle være et fantastisk smukt sted – desværre kan vi ikke snorkle der, da der er spottet hajer, de såkaldte hammerhajer som ikke er på så god fod med mennesker. Så vi nøjes med at overnatte der – i båden.

Først torsdag, hvor vi skal aflevere båden kl. 12.00, ser det ud til at vejret bliver bedre. Det er ærgerligt, da Karsten virkelig har forsøgt at arrangere 5 gode dage på havet. Eftermiddagene er hyggeligst, der er vandet mere roligt, solen skinner og vi kan være ude på dækket.

21. dag –Sawmill Beach søndag den 22. juli 2007

Vi vågner tidligt – kl. 07.00 er vi vist alle vågne. Karsten skal kalde ind på radioen kl. 08.00 for at fortælle om vores planer til charter firmaet. Vi har besluttet at blive én dag mere her på Sawmill Beach og lære båden og omgivelserne bedre at kende. Vinden er lidt mere voldsom end hvad årstiden normalt byder på, så vi er lidt forsigtige. Dagen startede sågar med regn.

Brødristeren er vores gasovn, så Karsten skal ud på dækket hver gang og tænde for gasflasken. Den anbefaler de, at man lukker for hver gang efter endt brug. Provianten er rigelig, så vi har både kaffe/te, smør, ost, marmelade, brød, cornflakes og yoghurt. Vi skal nok overleve. Vi har dog kun indkøbt til 3 dage, da vi regnede med at sejle ind i havn nogle gange og gå på restaurant, men det viser sig, at ud af de 74 øer, som Whitsunday Islands består af, er der kun resort på 4 af dem hvoraf det ene er ret utilgængeligt for os med vores sejlerfaring.

Sawmill Beach ligger ved den største ø, Whitsunday Island hvorpå der er en national park. Det er tilladt at campere der, og der er flere strande og stier med mulighed for at se regnskov. Vi tager dingyen ind til stranden, men det er lavvande, så Karsten må ud og hive os i land. Udflugten derind bliver dog kort, da vi er bange for at miste vores båd, da højvandet er på vej inden for kort tid. De eneste andre vi møder derinde er 2 australiere, som har en hund med. En hund som synes, at Mathias er så sød en legekammerat, at han løber efter ham på stranden, så Mathias bliver rigtig bange.

Eftermiddagen bliver dejlig på dækket, det er solskin og skønt vejr. Vi slapper lidt af, mens ungerne leger. De finder på flere forskellige lege såsom at hive dingyen hen til båden og give los og så ifører de sig deres nye rash suit (mod farlige brandmænd), som er en lycra fulddragt, så de ligner dykkere. De har lavet en aftale med deres forældre om hele tiden at have redningsvest på, når de er ude på dækket – som Bryan sagde ”they will get a funny tan” – men vi vil hellere være safe than sorry, som vi siger.

Karsten og børnene tager endnu en tur med dingyen, de hyler og griner, de synes, det er rigtig sjovt. De får sågar lov til at lære at styre dingyen – det går ikke så godt, da Karsten ender med at få det halve af Stillehavet over hovedet. Jeg bliver tilbage på båden og læser i Lonely Planet guiden.

Aftensmaden foregår ikke uden mindre dramatik – Karsten synes, at vi mangler lidt gang i den, så han hælder olie på en temmelig varm grill, så vi oplever en mindre brand ombord. Den får han dog slukket – man er vel rolig – og lammekoteletterne bliver grillet og smager godt med kartoffelmosen med selleri, løg og gulerødder i, mint saucen springer vi dog over.

Kl. 20.30 sover børnene – og vi skriver dagbog – vi mangler mange dage.
Jeg håber, at jeg får lidt mere søvn i nat. Måske skulle man tage sig et glas rødvin mere...

20. dag –Airlie Beach lørdag den 21. juli 2007

Vi står tidligt op og får den mest overdådige morgenmad. Vi har hyggeligt selskab af både nordmænd, australiere og newzealændere. Vi skynder os ned i byen for at komme på nettet, men Airlie Beach er primært for backpackere og folk, som er på vej ud på Whitsunday Islands på bådcharter, så faciliteterne er ikke mange. Vi får lov til at hooke vores egen computer op på nettet, men det er kun med nød og næppe, at det lykkes Karsten at få vores blog op med én dag mere.

Kl. 11.15 bliver vi hentet af én af de lokale taxier, en kvindelig chauffør ud af de 15, der findes i Airlie Beach. På turen til Shute Harbour hvor fra vi skal starte vores sejlads kommunikerer hun med sine kolleger på radioen – og vi småsludrer lidt om vind og vejr.

Vi har chartret båd hos Whitsunday Rent a Yacht – et 25-årigt gammelt velrenommeret firma. Vi har chartret en 38-fods katamaran – Karsten ville sikre sig, at jeg fik lyst til at sejle igen efter denne tur, så han har fundet det bedste frem. Vi har også fået firmaet til at proviantere for os, så vi slæber 7 kasser med mad ned til båden, får det pakket ud og ind i skabene og 2 kasser med vand/vin og sodavand. Vi får 3 timers introduktion til området og båden – og så skal den store prøve beståes. Mindst én af besætningsmedlemmerne skal mestre yachten, før man bliver sluppet afsted. Rimeligt nok må man sige. Al navigation foregår visuelt her, da alt er inden for synsvidde. Bryan er manden, som skal introducere os til båden. Han er en rigtig sjov garvet sømand – no worries mate – og han griner lidt af den skeptiske fru Falkvist, som ikke er så vild med vand og både. ”Hvad er det værste, der kan ske” spørger han. Svarene er mange fra min side, men han griner bare. ”Pjat med dig, du får lov at styre” siger han – ”så bliver du mere rolig”. Det får bestemt ikke nerverne til at blive mindre. Bryan styrer skibet ud af havn, og så får jeg styret. Puha, det er ikke sjovt. Mathias og Frikke sidder på sidelinien og siger ”Godt mor, du er god til det” – jeg ved ikke, hvor de får det fra, men de er gode til at opmuntre. Om det er blæsten eller nerverne, jeg fryser. Frikke styrter ned og henter en trøje til kaptajnen, så ryster jeg lidt mindre. Øvelsen er at lægge anker, og det er et samarbejde, som Karsten og jeg skal lære sammen. Det prøves 2 gange, og så mener Bryan, at det har vi helt styr på. Det ved jeg nu ikke rigtig, om han har ret i.

Han følger med på båden helt ud af havnen, og efter en sejltur lige mod bølgerne (så vil det nemlig ikke føles så slemt at tage turen over til Sawmill Beach, som er vores destination for den 1. aften – siger han), så forlader han os i din dingy (gummibåd) – bye bye – puha, sikke et stort ansvar at stå med. Så er vi alene – os 4 – på en kæmpe båd. Vi har aftalt, at vi tager til Cid Harbour – Sawmill Beach, som er en safe harbour med sydøstlige vinde – lidt for voldsomme efter årstiden – cirka 25-3o knob. Sejlturen herover tager cirka 1 time, og det er bestemt ikke hele turen, som var fornøjelig. Vi møder store bølger 2,5 meter høje – og Frikke begynder at blive søsyg. Vi sidder alle 4 oppe i styrehuset, stille og alvorlige – og glæder os til at komme frem.

Lidt før kl. 16.00 lægger vi anker i Sawmill Beach – lige i rette tide til at melde på radioen, hvor vi lægger anker for natten. Hver dag kl. 08.00 og 16.00 skal der rapporteres til charter firmaet, hvor man tager hen, og hvor man har ankret op for natten. Hvis man undlader at svare på disse opkald 3 gange i streg, sender de helikopteren ud og leder efter én – på egen regning vel og mærke.

Det går godt med at ankre, vi er dog lidt spændte på, om det holder. Men vi har tilsyneladende haft en god lærermester. Kort tid efter at vi har fundet en god plads og lagt anker, dukker den første havskildpadde op tæt ved båden. Vi løber alle op på dækket – denne skulle vise sig at være den første af mange havskildpadder, som vi kommer til at se her.
Kl. 22.00 går vi i seng efter at have læst i vores nye bibel ”100 Magic Miles of the Great Barrier Reef” – det lykkes os endda at få varm aftensmad. Ungerne og Karsten sover vist meget godt den 1. nat, men jeg får næsten ikke lukket et øje. Det er dybt angstprovokerende at sove med disse lyde af vand på begge sider af ens hoved (vores værelse ligger i skroget af katamaranen). Dette er en udfordring af de helt store for mig.

19. dag – Noosa Heads/Brisbane/Prosperpine fredag den 20. juli 2007

Vækkeuret ringer igen tidligt – kl. 06.00 (det er da tidligt, når man har ferie!). Vi skal det sædvanlige: Bad, pakke, morgenmad – og ud ad røret. Vi spiser morgenmad hos Sandy´s, men denne morgen er der usædvanlig koldt og vi spiser vores morgenmad i hast. Checker ud og finder vores udlejningsbil (som Mathias mener bliver en erstatning for vores gamle øse, som han kalder den – vores Berlingo). Vi tager lige en tur forbi et skilt, som vi ønsker at forevige – et vejskilt med koalaer. Vi bringer det på bloggen i dag.

Turen til Brisbane Airport går godt. Der er næsten ingen trafik, Karsten glemmer dog at tage den rigtige exit på motorvejen, så vi må en omvej. Men vi har masser af tid, så det går også.

Vi skal flyve med Jetstar, Singapore Airlines low budget carrier. De har lidt forsinkelse, men efter lidt ventetid kommer vi afsted. Flyveturen tager kun 1 ½ time, og vi småsover alle undervejs. Da vi lander i Prosperpine finder vi ud af, at vi er landet på ”Lars tyndskids marker” som Frikke så nydeligt kalder det. Vi er outback. Bagage claim er nogle bagagevogne, som er blevet smidt uden for terminalen. No worries – som australierne hele tiden siger.

Vi har bestilt transport, som sammen med nogle andre kører vi i bus med Danny, som underholdt os undervejs med at gøre opmærksom på, når der stod wallabies (kænguruer) i vejkanten. Proserpine er en by, som primært lever af backpackers og cater Whitsunday Islands – der ud over er der en del sukker- og kaffeplantager. Airlie Beach, som vi skulle overnatte i før sejlturen, var bestemt ikke interessant. Fyldt med backpackers som lever det vilde discount- og festliv. Vi har bestilt en overnatning på et Bed & Breakfast, som er økologisk. Dejligt sted, fantastisk morgenmad, som blev serveret af 2 ældre damer, som kunne lave mad! Der mødte vi en norsk familie fra Oslo, som havde boet i Canberra det sidste års tid pga. arbejde og vist var på vej hjem til Norge igen. Ellers fik vi nogle interessante historieudvekslinger et australsk og newzealandsk ægtepar. Alle i Australien fortæller, at det er udsædvanlig koldt hernede denne vinter. Typisk.....
Vi går tidligt i seng, efter at vi har købt et par vindtætte jakker til sejlturen.

18. dag – Noosa Heads torsdag den 19. juli 2007

Her er så det oprindelige indlæg for den 19. juli. Som nævnt i forrige indlæg er vi på vandet de næste 6 dage og jeg har hørt at der er lidt langt imellem diverse hotspots. Altså ingen indlæg den næste uge. Sorry guy's.


12 timers søvn i en almindelig seng – det er herligt. Ingen futonger på tatami måtter, ingen elendig udtræksseng (fordi ungerne selvfølgelig sover på de gode senge!) men en god og solid madras på en helt almindelig seng. Vi har alle sovet fantastisk i nat og vågnede til en hel dag i Noosa.

Vi fik dejlig morgenmad på caféen, som ligger lige uden for vores hotel. Børnene fik for en gang skyld lov til at smovse med coco-pops og hjemmelavede pandekager med sirup og bananer. Solen skinner, det er stadig klart vejr men en anelse køligere end i går. Vi går en tur efter morgenmaden, kigger lidt på ejendomsmæglerens vindue (selvfølgelig) og svimer alle over de fantastiske ejendomme med fantastiske beliggenheder man kan købe her i Noosa Heads. Biludlejningsfirmaet sagde, at Noosa Heads ville være lidt ”upmarket”, men her er bare skønt. Fantastisk strand - børnevenlig uden for stærk strøm, 36.000 indbyggere, masser af koala bjørne i eukalyptus træerne i Noosa National Park (vi så bare ikke nogen i dag øv!), delfiner i havet, et utal af dejlige restauranter med fantastisk mad, venlige og imødekommende indbyggere og 20 grader på en vinterdag. Vi er solgt! Selv børnene begynder at fantasere om, hvordan det ville være at bo her.

Poolen blev naturligvis også brugt i dag. Det er morsomt at se, at indbyggerne her går med støvler og vinterjakker – de fryser, det er vinter. Vi andre vanvittige skandinaviere går rundt i nederdele/shorts og bare ben.

Det meste af familien ville gerne lære at surfe, men desværre var det ikke muligt i dag. Vi regner med, at vi samler op på dette i Cairns, hvor vi har flere dage at tage af. Folk her i området surfer selvfølgelig, selv om det er vinter. Det ser ud til, at det halve af Noosa surfer, i hvert fald var det mødestedet for mange af indbyggerne i går aftes, da vi gik forbi deres klubhus på stranden. Unge som gamle – eller også mødes man for at tage en fælles løbetur. Australierne er bare easy going – som f.eks. på busserne. I Danmark skriver vi ”ikke i rute” - i Australien skriver man ”sorry I am not in service”. De er bestemt ikke lige så høflige og korrekte som japanerne, men hvad japanerne ikke har i oprigtig imødekommenhed, det har australierne. Man føler sig straks hjemme.

I eftermiddags tog vi sandwiches med fra vores lokale café Sandy´s og gik en tur i Noosa National Park. Vi havde håbet på at få lov til at se koala bjørne, eftersom sidst vi var i Australien lykkedes det os ikke. Men nej det skulle heller ikke være i dag. Nationalparkens brochurer lover ellers noget andet. Men turen var nu hyggelig alligevel, man følger hele kysten rundt med vandet på ens venstre side og skoven på ens højre side. Mellem klipperne ligger der øde strande og naturen er dramatisk med høje skranter og anderledes natur i skoven med bl.a. lianer.

Ellers er familien blevet udstyret med Havaianas (dvs. klip-klapper), de er et must, når man er i Australien – og også praktiske, når man skal være på en båd, som vi skal den næste uges tid. Praktisk er også, at vi har lejet en hotel lejlighed, som er fuld udstyret med køkkenfaciliteter, da familien her til aften ikke var særlig sultne, kunne vi købe færdiglavet suppe, frisk brød og ost og spise i vores lejlighed (specielt dejligt da vi faktisk frøs her til aften – vi har jo ikke varmt tøj med). Eftersom vi ikke har mikrobølge ovn hjemme, er ingen af os særlig handy med sådan en, så popcornene blev lidt brændte. Heldigvis gik det bedre med kakaoen. Dagens griner var helt klart, da Frederikke udbrød vældig indigneret under aftensmaden, da jeg gav min kære mand et kys: ”Mor, altså ikke her ved bordet”. Der kommer ind i mellem nogle sjove kommentarer fra de kære børn. Eller som det virker til at være Mathias slogan i øjeblikket: ”I am hot – you are not” – men da vi spurgte ham, om hvad det betød, udbrød han fuldstændig ærligt: ”Det ved jeg da ikke”. Sådan går det, når man ukritisk kopierer sin storesøster. Knap så sjovt var det, da han væltede alle sine nudler ned over sig selv og hotellets spisebordsstol. Man skal være forberedt på lidt af hvert, når man rejser med sine unger.

Vi har bestilt 3 flotte fotografier i et lokalt galleri af en australsk fotograf Peter Lik, som har fået en del priser for sit arbejde. Fotoserien består af 9 billeder, men vi har udvalgt 3 (så Karsten og børnene også får lidt at spise på resten af ferien). Det ene har som motiv det australske rev, det andet det særlige røde sand og det sidste nogle mosbeklædte sten. De er fantastiske. De er 25X25 cm og klæbet op på en sort tyk fotoramme. De bliver sendt til Danmark om 8-10 uger, da de åbenbart bliver lavet specielt til hver enkelt kunde. Dem glæder jeg mig rigtig meget til at gense i Danmark – de bliver et dejligt minde om denne rejse.

I morgen skal vi desværre rejse fra Noosa Heads. Det er vi faktisk alle 4 kede af – måske vender vi tilbage en dag...

Kl. 08.00 kører vi mod Brisbane, hvor vi skal flyve til Prosperpine for at starte vores sejltur lørdag den 21. juli. Da vi ikke ved, om det bliver muligt at gå på nettet i denne periode, beder vi trofaste læsere om at vente med tålmodighed. Vi vender stærkt tilbage.....

18. dag - Torsdag den 19. juli 2007

Vi har forfattet et dejligt indlaeg men har problemer med at faa internet adgang. Blot en kort besked for at sige, at vi har det godt. Vi starter paa sejlturen i morgen formiddag fra Airlie Beach. Vejret er desvaerre rigtig koldt - helt usaedvanligt for aarstiden. Har maette koebe nogle skoenne jakker her til aften for at holde kulden vaek. Vi regner ikke med at kunne komme paa nettet den naeste uges tid, saa I maa have taelmodighed med at hoere om vores dag i Noosa Heads. Men det bliver godt......

Tak for alle jeres kommentarer. Det er hyggeligt.

17. dag – Brisbane onsdag den 18. juli 2007

Lokal tid kl. 05.50 landede vi så på australsk jord. Kaptajnen kunne desværre meddele, at det var ”nice and clear, 8 degrees” og så hørte jeg ikke mere. 8 grader!!! Jeg må indrømme, at jeg sendte en knap så venlig tanke til min kære mand, da han havde planlagt denne del af rejsen – og jeg var ikke informeret om, at jeg skulle have vintertøj med.

Ikke et eneste stykke ærligt overtøj har jeg pakket, ej heller til ungerne. Gode råd er dyre. Vi kommer igennem paskontrollen og ikke mindst madkontrollen. Australien er fuldstændig hysteriske med, at folk ikke bringer madvarer ind i landet. Alligevel er der masser af medrejsende, som bliver ”fanget” i kontrollen med diverse fødevarer i kufferten, som så bliver konfiskeret. Vi havde lært lektien sidst.

Vi bliver hurtigt enige om, da vi stikker næserne uden for lufthavnen, at det er frisk i vejret. Andre passagerer, folk som arbejder i lufthavnen eller blot har et ærinde der, er ganske vinterligt klædt med støvler og varme jakker. Vi beslutter os for at leje en bil for at køre nordpå hurtigst muligt. I avisen kan vi se, at blot i Townsville er der temperaturer, som vi har i Danmark om sommeren. Vi lejer bil hos Budget, og så starter det igen – Karsten har fået fornøjelsen af at være chauffør på denne del af rejsen. I Australien kører man nemlig i højre side af bilen. Jeg tror, at vi inden for et par timer har talt os frem til 8 gange, hvor Karsten har fået aktiveret vinduesviskerne frem for blinkeren, som indikerer, at vi skal dreje. Vi kører direkte til Noosa Heads, som vi har anbefalet af flere bl.a. min søster, Janni og hendes mand. Vi glæder os over at være her igen undervejs, mens ungerne ”crasher” på bagsædet. Det er fantastisk smukt vejr, meget klart i vejret – men også meget koldt – det er i hvert fald ikke sommerligt.
Vi har ikke booket hotel til de næste par dage, fordi det ikke nåede at falde på plads, inden vi rejste. Men i Tokyo snakker vi om, at det jo er ganske heldigt, da både jordskælv og tyfon måske kommer til at betyde, at vi ikke kan nå frem i tide. Men det gør vi jo – og fra vores hurtige kig på nettet hjemmefra ved vi, hvad vi kunne tænke os. Så vi fik indlogeret os på Sebel Apartments, Noosa Heads her til formiddag – og ungerne har fået badet i poolen for første gang på denne rejse. De var fuldstændig euforiske – og selv begge de voksne var med. Herefter er det op i et nyt bad – spabadet i badeværelset. Det vil ingen ende tage – lykken er total hos ungerne. Efter diverse bad spiser vi sent frokost, finder en ATM (pengeautomat) og får lidt australiske penge i hånden, køber en ny våddragt til Frikke og får en lang gå-tur langs stranden.

Australien er ikke blevet mindre dejligt siden sidst. Op ad formiddagen tager varmen til, og receptionisten på hotellet fortæller os, at i cirka 6 uger har de vinter, dvs. temperaturer som i dag. De lokale går med støvler og jakker, ja nogle har sågar hue og halstørklæde på. Vi andre skøre turister går i sommerkjoler og sandaler. Men fra august til januar er det højsommer og meget varmt. Her er smukt og ganske hyggeligt, her er propfyldt med vidunderlige restauranter, og det er ikke dyrt at spise her. Vi ægrer os gule og grønne over, at vi allerede skal køre tilbage til Brisbane fredag morgen, fordi vi skal flyve til Proserpine for at påbegynde vores sejlads. Men det bliver jo også spændende....

Vejskiltene viser os, at der er sandsynlighed for at se koala bjørne i træerne. Frikke er overbevist om, at hun endelig har fundet frem til det kæledyr, som både hendes mor og far kan acceptere. Aftensmaden bliver aflyst til fordel for en større vaffel is – og så til fordel for dagbogen, som jo skal skrives. Det blev dog kun til lidt tegneserier på fjernsynet – vi har kun sovet cirka 4 timer på den sidste flight, så vi er trætte.

Godnat og sov godt (klokken er kun 19.00 men vi kan ikke mere) – i morgen skal vi bade, lære at surfe har Karsten og børnene snakket om, gå tur igennem Noosa nationalpark, spise dejlig mad på skønne restauranter – planerne er mange, men dagene skal vist være længere for at matche vores ambitionsniveau. Dagens clue er, at lejligheden er udstyret med vaskemaskine og tørretumbler, så vi får også vasket, inden vi skal ud og sejle. Se det er ren luksus... og temperaturen nåede alligevel op på 25 grader som en god dansk sommerdag.

16. dag – Tokyo/Singapore tirsdag den 17. juli 2007

Kl. 06.00 – det er næsten umenneskeligt. Hele natten har jeg drømt om jordskælv og Disneyland. Nærmest mareridtsagtigt. Vi er efterhånden så rutinerede i at pakke, at det hele går som smurt. Vi pakker hurtigt værelset sammen, vækker ungerne og de bliver gjort rejseklare.

Hele vejen ud til Narita Lufthavn regner det – Tokyo i regnvejr igen. Akio har fortalt os, at regnvejret er kommet 1 måned for sent i år, så tilsyneladende er vejret slet ikke, som det plejer. I det hele taget er det rart at kunne få svar på alle de spørgsmål, som vi har stillet hinanden i løbet af de 10 dage, vi har været i Japan. Akio har jo 1. håndskendskab til Japan. Ud over de familiære relationer så har han også boet og arbejdet i Japan, så det er jo rart at havde adgang til alle svarene.

Tokyo lufthavn er selvfølgelig som alt andet i Japan ordentligt og pænt. Vi spiser igen morgenmad på Starbucks, ungerne mener, at det er blevet en tradition. Vi skal flyve fra Tokyo til Singapore med Singapore Airlines, videre herfra til Brisbane i Australien med samme selskab efter 2 ½ time i transit. Ialt en flyvetur på cirka 14 timer plus det løse. Sjovt nok føles det næsten som at komme hjem, når vi lander i Singapore. Det må være fordi, vi har tilbragt så mange timer der på vej til det ene eller andet kontinent. Endnu en gang møder vi soldaterne, som går rundt med intet mindre en seriøse maskingeværer over skulderen i deres arbejde med at passe på lufthavnen om aftenen. Det virker stadig overvældende. Og så orkideerne selvfølgelig. Ærgerligt at man ikke skal den vej hjem...
Da vi passerer midnat, sidder vi i den sidste flyver på vej til Australien. Det bliver spændende at vende tilbage og se, om drømmene holder.

15. dag – Tokyo mandag den 16. juli 2007

D-dagen.

Tidlig morgen stormer invasionsstyrkerne hen i mod.....
.....Billetlugerne og køber familiens billetter til Disneyland.
Yep, D-dag er lig med Disney dag, noget ungerne har glædet sig til på hele ferien. Vi skulle mødes med Connie og Akio og deres to drenge Louis og André uden for indgangen kl. 10.00 - havde vi aftalt. Det vi ikke vidste var, at der var op til flere indgange. Men alligevel lykkedes det os at finde frem til hinanden. Det viser sig, at vi havde planlagt at mødes på en national feriedag, og et forsigt skøn må være at ca. ¾ af Tokyos indbyggere har valgt at gå i Disneyland – lige denne dag. Sådan føltes det i hvert fald.

Da vi stod ude foran billetlugen, siger Kristina, at hun er svimmel, og at jorden under hende gynger. Pjat med dig skat – det er nok bare vilde japanere, som løber frem til billetlugerne. Nej – min fint følene hustru kunne simpelthen mærke efterskælvene fra jordskælvet i Niigata. Noget vi andre også fik at mærke senere. Jordskælvet i går, havde en styrke på 6,8 på Richterskalaen og efterskælvene var på mellem 5 og 6. Skyskraberne i Tokyo stod og svajede i et minut skrev aviserne. Da jeg selv oplever et af efterskælvene, tænkte jeg ikke på jordskælv, men på at en metro eller en af forlystelserne kørte lige neden under mig. Det er bare så fjernt for os danskere.

Vi havde en rigtig hyggelig og laaang dag i Disneyland. Vi mødtes kl. 10.00, og vi blev smidt ud af parken kl. 22.00. Vi har aldrig været i Disneyland før, så for os var det en fantastisk oplevelse. Lidt stressende er det dog, at man ikke får alt med, men når man først har accepteret det, så går det altsammen meget bedre – og man får mulighed for at nyde det, som der bliver tid til. Vejret var for en gang skyld fantastisk. Solen skinnede og temperaturen sagde næsten 30 grader.

Connie, Akio og børnene tager toget hjem til deres hotel, efter at vi har sagt farvel og fortsat god rejse. De skal blive i Japan og bl.a. fejre Akios oldemor, som fylder 100 år. Vi skal rejse i morgen tidlig, så vi hopper på bussen, som kører direkte fra Disneyland til hotellet. Kl. 22.45 står vi så hjemme igen, vi har ikke pakket, vi ved dårlig nok, hvordan vi kommer til lufthavnen, og så sker det igen – efterskælvene. Jeg er på det tidspunkt så træt, at jeg tænker, at det må være min krop, som er fuldstændig mast. Men den er god nok.

Vækkeuret er sat til kl. 06.00 – bad, pakning og så farvel og tak til Tokyo. Og det regner, når vi står op .....

14. dag – Tokyo søndag den 15. juli 2007

I dag var så dagen, hvor vi skulle opleve en tropisk tyfon. Men oplevelsen blev væk – heldigvis. Man-Yi (navnet på på tyfonen) startede ellers i ”fin” stil og ramte Okinawa som en kategori 4 tyfon, og kursen var spået til at gå direkte hen over Osaka og Tokyo. Men Man-Yi går sine egne veje og valgte tidligere i dag at gå syd om Osaka og løje af til en ”tropisk storm”. Faktisk var vejret bedre i dag end i går, og som i kan se på billedet er Tokyo faktisk uden for tropisk storm-området. Vi var lidt længe om at komme ud af fjerene i dag. Jeg tror, at vi alle var lidt afventende med hensyn til tyfonen/stormen. Da vi endelig kom afsted, gik Kristina og børnene ned og fik lidt brunch, og jeg fandt en frisør, som havde mod på at klippe en ikke-japaner. Det er altid spændende at blive klippet i et andet land. Ingen af de 6 frisører i salonen forstod engelsk og mit japanske er vist til under middel. Frisøren indikerede med tommel- og pegefinger, hvor meget han ville klippe af, jeg nikkede, og så gik han i gang. Halvvejs i seancen erfarer jeg, at det var hvor meget han ville lade stå tilbage og i følge Kristina og børnene er det ikke særlig meget.... But, when in Japan…
Senere lykkedes det os at se den østlige have til Imperial Palace. Ganske smuk med små vandfald og søer. Ud over de mange karper der svømmer rundt i næsten alle søerne, så vi en knæler på ca. 2,5 cm i en meget lysegrøn nuance. Derfra gik vi ned til Ginza og fandt en god italiensk restaurant. På vejen hjem blæste det en lille smule op, og det var vist, hvad vi får at mærke til Man-Yi ;-)

I morgen er det D-dag............

13. dag – Tokyo lørdag den 14. juli 2007

I morgen tager vi til Tokyo – og hvordan kommer vi så til Tokyo? Af en eller anden mærkværdig grund har ungerne fået en slet vane med at sige sådan her. Lige så slet vane – eller måske snarere lidt mærkværdig vane – har vi fået her i familien, når vi efter et toiletbesøg er begyndt at tildele dem point for renhed og indretning. Ideen opstod i Bejing, hvor man skulle være særdeles heldig for at finde et toilet, som ligner det, som vi kender fra Danmark – eller rettere – et western toilet. I Kina – og også mange steder i Japan – har man et ”hul” i jorden med 2 skridsikre ”plader” på hver side – de mere eksklusive er udformet i hvidt porcelæn. Men i kejserens sommer palads i Beijing havde et af de offentlige toiletter fået tildelt stjerner – faktisk var det et ”3-rated toilet” ifølge skiltet. Det kunne resten af familien dog ikke bekræfte efter et hurtigt besøg. Men faktisk er det sådan, at det er blevet en del af vores ritualer her på ferien – at tildele toiletterne stjerner og skalaen går fra 0-10. I Japan behøver vi nok ikke at sige, at vi oftest bevæger os på den øverste del af skalaen – både hvad angår hygiejne og tjekket indretning.

Tjekket indretning var også det ord – eller måske snarere state-of-the-art da vi i dag fik kigget lidt nærmere på Shinjuku, et område som ifølge den troværdige kilde Lonely Planet guiden, skulle være særdeles repræsentativt for det moderne liv i Tokyo. Vi fik pga. regnen (det har regnet – og jeg mener – regnet hele dagen massivt, så vi har svømmet rundt i vores sko hele dagen) trang til at gå indendøre, så vi gik ind i det meget smukke stormagasin Takashimaya. Det er en fornøjelse – ud over 5 skønne etager med alt, hvad et kvindehjerte kan begære – så er der 2 hele etager med de dejligste restauranter – og indrettet efter den reneste minimalistiske stil – det er simpelt hen state-of-the-art. Magasin er pludselig blevet til Daells Varehus ved siden af... De kan noget de japanere, ja eller også er det, at de forlanger noget, når de endelig har fri. Der er i hvert fald et skønsomt udvalg af alt, skal man købe papir, ja så findes det i hundredvis af udgaver også videre. Og lad mig så afsløre her at jeg lod mig friste til at købe sko i Tokyo (jeg siger dog ikke hvor mange, det kunne blive brugt imod mig på et senere tidspunkt) – på udsalg – men sikke nogle skønne sko.

Tokyo er en overflod af luksus og forbrug – ja selv Shiento munken, vi så i morges i metroen bar sin beskedne kimono, træ sandalerne som vi kender men i hånden havde han selvfølgelig en lille diskret pose fra Louis Vuitton. Karsten mente, at nu må det være slut med økonomiske bidrag til templerne, hvis ressourcerne bruges på den slags pjat.

Karaokee er også hot i Tokyo. Overalt ser man både 4 og 5 etager med karaokee restauranter. Det er endnu ikke lykkedes mig at overtale familien til en tur herind, så jeg må vente, til vi kommer hjem igen til vores eget sing-along.

Gastronomien er også fantastisk her. Overalt er der restauranter – i forbindelse med tog- og metrostationer, i stormagasinerne, på gader og stræder og i højderne, de ligger simpelt hen i lag i højhusene. Kvaliteten er i top – man bliver ikke skuffet. I Tokyo kan alt lade sig gøre, desværre har vi ikke forsøgt os med sushi igen, vi blev lidt forskrækkede over det sidste besøg.

I morgen bliver nok en anderledes dag, vi regner med, at stormen når Tokyo omkring aftenstid. Alligevel har vi sørget for at have lidt mad og drikkevarer på værelset. Vi håber dog, at vi får mulighed for at komme lidt ud. Ellers er der en indendørs swimming-pool, som nok skal prøves af Frederikke og Mathias.
Akio, Conny og børnene skulle efter planen komme til Tokyo i morgen tidlig. Herfra skal vi lige koordinere Disney besøget på mandag. Vi håber, at stormen har lagt sig, så vi kan få en hyggelig dag sammen.

Her er der mulighed for at se et kort over Tokyos metronet. Jeg ved ikke hvorfor, men børnene spørger tit om de må få spagetthi. http://www.mkc-properties.com/images/livinginjapan/tokyometromapbig.jpg

12. dag – Tokyo fredag den 13. juli 2007

Så troede vi lige, at alt var godt – og så overrasker naturen os. Nyhederne kunne i går fortælle (fordi dem kan vi jo nu både se og forstå, da de er på engelsk), at der var en tyfon på vej mod Japan fra Stillehavet. Ifølge DMI løjer den dog af, så den er reduceret til en tropisk storm, når den når Tokyo søndag. Billederne her til aften på BBC News fra Okinawa ser ikke så rare ud, så det er godt, at vi ikke er der.

Af samme årsag fik vi lidt sen morgenmad i dag, men vi fandt et alternativ til vores Starbucks Coffee i Kyoto. Efter et solidt morgenmadsmåltid besluttede vi at kaste os ud i togtrafikken igen. Det kræver virkelig overblik og tålmodighed. Tog- og metronettet er enormt og ofte kun skitseret på japansk. Det er den store daglige prøvelse. I det hele taget er der så meget larm allevegne, at man meget hurtigt kan komme til at føle sig stresset. Ikke mærkeligt at mange af japanerne sidder og småsover i toget. Men man siger jo også, at de arbejder rigtig meget – så meget at de nogle gange dør af ”overworking” – vist ikke et fænomen vi kender til i Danmark. Rundt omkring i gaderne er højhusene plastret til med plasmaskærme, som konstant kører med reklamer, filmklip og lignende og gerne med rigtig høj lyd på – påvirkningen af alle sanser er konstant. Adskillige gange har vi passeret nogle spille-haller, hvor larmen er så voldsom, at man har meget svært ved at forstå, at de kan holde ud af sidde der. Men det gør de – i pæne lange rækker – og prøver vel af vinde millionen eller hvad de drømmer om.

Vi havde planer om at se den lille del af kejserens palads – eller rettere hans have, som er offentlig tilgængeligt, men desværre havde vi ramt den ene af de to ugentlige lukkedage. Herfra tog vi med toget til et område af byen, som hedder Shibuya – og som ifølge Lonely Planet guiden skal være en bydel, som er præget af ungdommen og mode. Det var en skønsom blanding af noget meget trendigt og minimalistisk, eksklusive forretninger (jeg har aldrig set så mange Louis Vuitton forretninger samlet i et land) og så et mindre område med subkulturer som punk (jeg troede det var dødt) og en tøjstil, man vist med rette kan kalde ”barbie doll”. Dette minder mig om, at jeg aldrig har set så mange unge kvinder går i højhælede sko – og hvad værre er, så er mindst halvdelen af Tokyos kvinder hjulbenede eller også er de bestemt ikke skabt til at gå i højhælede sko. Det er fuldstændig grotesk at se på – specielt fordi vi snakker ikke om en lille smule hæl, nej vi snakker hæl, som kan angives i 2-cifrede cm-mål. De unge mænd er næsten uden undtagelse delt i 2 kategorier: Enten er de cowboybukseklædte a la Michael Jackson med kæder på, t-shirt og slade frisure eller også er de ulastelig klædt i sort/mørkt jakkesæt og hvid skjorte. Som Mathias og Frikke sagde her til aften under middagen, som blev indtaget på 7. sal ved Shibuya station: Hvorfor er der så mange sorte og hvidklædte mennesker?

Vi har også besøgt Yoyogi-parken, som er kendt for særlig i løbet af week-enden at lægge græs til japanske unge, som klæder sig ud som diverse tegneserie-figurer – sikkert som en måde at skeje lidt ud på i dette meget korrekte land. Desværre var det kun fredag eftermiddag, så vi fik ikke nogle gode fotos. Måske tager vi tilbage i morgen...

Ellers har vi travet igennem Shibuya, som er et stort område. Her til aften tegnede vi ind for sjov skyld på kortet, hvor vi har været i Tokyo – ja så har vi faktisk ikke engang set én tiendedel endnu. På Shibuya station siger man, at der passerer 2 millioner mennesker igennem hver dag. Det er hektisk. Billedet i dag er fra et lyskryds lige udenfor Shibuya station, hvor man kan blive fuldstændig paralyseret over, hvor mange mennesker, der krydser hver gang, den lyser grønt. Faktisk var vi flere turister, som bare stod her og fotograferede og grinede over, hvor hysterisk mange mennesker, der krydser vejen hver gang. En anden sjov detalje er, at man må krydse på tværs, så det bliver rigtig sjovt.
Dagens eneste kulturelle indlæg var besøg i Meiji Jingu Shrine, som er et Shiento tempel. Det ligger ganske smukt i en skov. Som altid er der dejligt og fredfyldt i templerne. Vi brugte lidt tid på at læse de træplader, som man kan købe og skrive sin bøn på. Der var mange både japanske men også udenlandske bønner – det giver altid lidt tid til eftertanke. Dagens mindre behagelige oplevelse var, at Mathias var ved at løbe lige ud foran en bil i dag, hvilket gjorde, at især hans forældre blev lidt mere stille resten af eftermiddagen. Herefter er det aftalen, at man altid holder i hånd, når vi krydser en vej. Det driller især, at man har venstrekørsel her i Tokyo, så det kræver en ekstra opmærksomhed også hos de voksne.

11. dag – Kyoto/Tokyo torsdag den 12. juli 2007

Tilbage til civilisationen – Tokyo here we come! Det føles næsten som at komme tilbage til New York. Tokyo er en kæmpe storby, som ikke er hel nem at finde rundt i. Men turen hertil foregik med shinkansen – eller også kendt som ”bullet train”, som har kørt på de japanske skinner de sidste 30 år og aldrig har haft en eneste ulykke på trods af, at farten er omkring 270 km/timen. Det tog knap 2 ½ time at køre fra Kyoto til Tokyo – eller rettere til Shingawa hvor vi har booket hotel. Hotellet er en del af et større hotelkompleks og ganske nydeligt – og en stor kontrast til ryokanen i Kyoto. Ungerne nyder tydeligvis at være tilbage til noget, som de kender – vi har fjernsyn med BBC og CNN news på, som vi forstår – i Kyoto var der kun japanske kanaler, så man følte sig lidt fortabt, når man ingenting forstår.

Japan Railways – også kendt som JR (ikke at forveksle med hovedpersonen i én af 80´ernes soap) – de kan noget. Vi er imponerede. Servicen er helt i top – og måske også for meget i top, da både billetkontrollør og togstewardesserne bukker ærbødigt hver gang, at de forlader togvognen – og det gentager sig på hele turen. På togperronen står der 2 kontrollører, som styrer slagets gang. Der er så heftig trafik til Tokyo – og Tokyo er ikke bare Tokyo – nej der er 3 linier med shinkansen til Tokyo afhængig af hvor i byen man skal hen. Udstyret med trådløs mikrofon styrer de de hyppige afgange, som afgår med minutters mellemrum til Tokyo, Hiroshima og andre storbyer. Men som vi har nævnt før, så står man jo i kø – og man står ud for den togvogn, som man har fået angivet på sin billet – og der standser toget så på milimeters præcision. I regionaltogene ind til Tokyo, som vi prøvede her til aften, kører der små skærme med oplysninger, som f.eks. vejret de næste 7 dage, hvor mange minutter der er til næste station og en skitsering af stationen, man ankommer til med hensyn til udgange etc. i forhold til ens togvogn. Der er ingen ende på servicen. Men de snakker fortsat ikke meget engelsk, og der er meget langt mellem skilte på engelsk. Så det er svært at være turist i Japan.

Det var sjovt at følge byerne og naturen på togturen ind til Tokyo. Det er skægt at se, at midt imellem villaer, rækkehuse og industri ligger der indeklemt masser af rismarker. Vi passerede også Mt. Fuji, som Karsten gerne ville bestige – men det må blive en anden gang – men det var så dårligt vejr, at vi ikke engang kunne se det pga. tåge og regn. Togstewardessen kunne ellers på vores forespørgsel helt præcist sige, at vi ville passere bjerget kl. 13.15 – og det gjorde vi så. Imponerende – japanerne virker meget troværdige.
Vi har overlevet første dag i Tokyo, så vi fejrer det med et glas champagne Karsten og jeg her til aften. Vi bliver vist nødt til at planlægge de ting, som vi ønsker at opleve i Tokyo, da tiden pludselig føles knap. På søndag morgen skal vi mødes med Akio, Conny, André og Louis. Det glæder vi os til. Det er planen, at vi skal i Disneyland sammen (og blive ruineret). Mandag rejser vi videre til Australien via Singapore.

10. dag – Kyoto onsdag den 11. juli 2007

Starbucks Coffee – behøver jeg at sige mere? Ingen mærkelige kimonoklædte herrer i dag til gengæld var der usædvanlig mange turister, så det var knap så interessant.

Det startede med lidt regn, men resten af dagen har det faktisk holdt tørvejr og været ganske pænt og varmt cirka 28 grader.

Vi startede i vores tempelområde i dag, som ligger ganske tæt på ryokanen – Ysaka shrine, som er et større område med templer, som ligger op ad bjergsiden. Vi var heldige, fordi der var gang i en buddhistisk messe, da vi kom forbi. Man har jo ikke sko på i templerne helst bærer man strømper – og så er det vigtigt, at man ikke peger sine fødder/tæer mod alteret men gemmer dem bagerst ved at sidde på hug. Det har vi lært i Bangkok, så børnene gør det nærmest helt automatisk. Der sidder 2 rækker af munke, som messer i en uendelig – så Frikke påstår, at hun nærmest får ondt i hovedet af det. Herfra udforsker vi tempelområdet og finder bl.a. at deres kirkegård ligger op ad bjergsiden – tæt som man lever som japaner i levende live, så ligger man så sandelig også tæt, når man er død. Vi fortsætter videre til Chionin temple og finder frem til ”filosoffernes sti”, som den ældre japaner foran Starbucks forleden anbefalede os at gå. Stien går gennem et mere eksklusivt tempel- og beboelsesområde samt langs floden. Undervejs støder vi på Nanzenji temple, som skulle være særlig smukt. Der standser i hvert fald masser af turistbusser her og endnu en gang skal vi fotograferes. Det er dog mere sjældent her i Japan end i Kina, så det er rart.

Herfra fortsætter Karsten alene af ”filosoffernes sti”, vi andre tager en taxa hjem til ryokanen. Bakterierne bestemmer stadig, hvad og hvor vi skal være. Karsten slutter turen af med endnu et tempel, Ginkakuji temple inden han vender tilbage til hotellet.

Sidste chance for at fange et af Japans største attraktioner ifølge Lonely Planet Guidebogen – Kinkakuju temple, som er fuldstændigt guldbeklædt. Det viser sig at være en større turistfælde, der er tonsvis af turistbusser, som læsser især japanere af og de styrer rundt med deres kameraer og virker lidt ukritiske i forhold til, hvad de vælger at fotografere. Turen igennem tempelområdet er kort, men haven omkring er smuk.

Vi spenderer en taxa hjem til Gion. Lonely Planet siger, at man ikke skal køre i taxa, da det er dyrt. Morsomt fordi det stadig er dyrere at køre i taxa i Danmark. Faktisk er det sådan, at alting er dyrere i Danmark, så på trods af at man overalt i verden siger, at Japan er et dyrt land, så ser det ud til, at Danmark har overhalet dem.

Vi spiser en lidt pænere middag i dag, og alle er vist tilfredse. Men heroppe på 5. sal, hvor restauranten ligger, opdager vi, at vi har 1. parket til Kyoto attraktionen nummer 1 – geishaerne. Lige overfor restauranten ligger nemlig Hanami-koji, som er fyldt med traditionelle restauranter og tehuse fra det 17. århundrede – og her kommer geishaerne i en lind strøm til, fordi mange af deres aftaler foregår her. Karsten betaler regningen og jeg (cheffotografen) styrter afsted for at få et godt billede af en geisha. De andre dage har vi også stødt på dem, men det er tydeligt, at de føler sig utilpas ved turisternes opmærksomhed og blitzen hele tiden. Så som den pæne dansker, jeg nu er, har jeg undladt at fotografere dem. Men fristelsen er for stor her til aften – jeg vil have et billede. Jagten på geishaerne går ind – vi er mange, som står og venter udenfor et tehus, som tilsyneladende huser mange geishaer. Enten kommer de trippende ned af de smalle gader eller også ankommer de i taxaer, hvorpå de hurtigt og trippende haster indendøre og væk fra de nysgerrige blikke. Det udvikler sig til et større show, vi er i hvert fald 20-30 turister – både japanere og andre nationaliteter, som løber ned af gaden for at få det bedste shot. Dagens billede er så fra her til aften, en geisha som var på vej til arbejde...

I morgen checker vi ud kl. 10.00, vi har fået en fin besked på hovedpuden her til aften samt en trane, som er foldet i papir som afskedshilsen fra personalet. Vi skal lige forbi posthuset, vi har besluttet at sende alle de kinesiske/japanske indkøb med det japanske postvæsen hjem til Vatnavej. Vi håber, at Mikael vil hente den på posthuset...

Herefter er det med shinkansen til Tokyo, hvor ungerne glæder sig til at hoppe i poolen.

Og til lykke med de 22 år i dag Carina – vi har skålet for dig. Vi håber, at du får en hyggelig dag. Vi ses i Melbourne til august.....

9. dag – Kyoto tirsdag den 10. juli 2007

Endelig troede vi, at vi havde fundet en hyggelig lille morgenmadsrestaurant, som serverer ”western food” – ungerne er ikke særlig glade for den japanske version – og hvis vi skal være ærlige, så er vi heller ikke! Men den var lukket, selv om der stod, at den skulle være åben kl. 08.30. Alternativet var Starbucks Coffee og sikke et alternativ. Det er nu dejligt at starte dagen med en god kop kaffe. Længe leve globaliseringen... Og som så sidder der og drikker café latte og føler sig hjemmevant, træder der en japansk herre ind, iklædt sort kimono med hvid underkjole, nogle sjove hvide strømper (som var et hit sidste år på Vesterbro), men som er en strømpe med fødder i – et til storetåen og et til de øvrige tæer – for at kunne have de klassiske japanske træsko på, som er lavet af træ med 2 klodser under og et stykke læder foran, som på den træsko, vi kender hjemmefra – mærkelig konstruktion og ganske besværlig at gå i – tilsyneladende... Efterhånden kigger vi ikke længere efter de kimono-klædte japanere, de er blevet til en naturlig del af gadebilledet. Men han så så morsom ud.... med sit lille sorte lærredsnet over skulderen. Kan I forestille jer det??

Ellers er den store nyhed i dag, at det regner – og det regner – og det regner. Ja, måske tænker I – sådan er det også i Danmark lige i øjeblikket, men vi har åbenbart sovet i timen, da det viser sig, at fordi Kyoto ligger mellem et bjergområde hernede, er vi havnet her i regntiden – som godt nok slutter, når denne uge er omme – men hvad hjælper det os, når vi sidder i Tokyo til den tid. Så vi har lånt os frem til nogle paraplyer. Mødte i øvrigt nogle hjælpsomme canadiere, som bor på samme ryokan som os, som ville låne os en paraply i morges. Det viste sig, at de oprindeligt var danskere, og var emigreret til Toronto for 5o år siden. Hun var fra Valby, han fra Esbjerg. Sjovt ikke...

På grund af regnen planlagde vi at forsøge at holde os til indendørs aktiviteter. Derfor tog vi til et meget smukt tempel, Kennin-Ji som er det ældste Zen tempel i Kyoto – bygget i 1202 – af præsten Eisai, som allerede som 14-årig blev indviet. Vi var alle meget betagede af dette tempel med smukke rum og smukke forløb med åbne skydedøre med rispapir og med et centralt punkt, som var en typisk sten- og moshave med grafiske træer. Vi tilbragte faktisk flere timer på stedet, da der var sådan en dejlig ro og fred. Men som altid skal man huske tøflerne, når man går på toilettet. Billedet i dag er fra herretoilettet, tøflerne står klar til de trængende herrer.

Vi havde fået anbefalet at tage til et kæmpe marked med japansk mad, Nishiki Market, som ligger i downtown Kyoto. Det var sjovt at se alle de forskellige former for mad, som japanerne spiser – lige fra tang, mærkelige fisk til de mest kunstfærdige desserter/kager. Der er ingen tvivl om, at japanerne har en sød tand. Den del elsker ungerne – og Karsten. Som vi fortalte i forgårs, er japanerne ekstremt høflige. Det bliver ved med at forbløffe os. Når man træder ind i en forretning, bliver man f.eks. budt velkommen med et ”irasshaimase”, som betyder velkommen. Ved betaling overrækker man pengene i en bakke, hvorefter byttepengene bliver overrakt i en bakke – og et buk med hovedet naturligvis.

Derefter ville vi se den katolske kirke i Kyoto, som efter sigende skulle være den ældste i Kyoto – og med tatami-måtter på gulvet. Vi gik forgæves, da det viste sig, at man på et af turistkortene havde placeret kirken det forkerte sted, så vi måtte opgive. Men til gengæld fandt vi en udemærket restaurant, som servede nogle anstændige og pæne portioner spaghetti, så også børnene blev mætte. Vi spadserede hjem igennem byen og tog et tidligt besøg i ”onsen”.

Det regner stadig her til aften – og det regner meget! Så det føles næsten som at være i København – og dog... I aften skal vi beslutte, hvad der bliver programmet for den sidste dag i Kyoto – vi havde håbet på at se lidt flere templer, men når vi hele tiden skal holde os i fornuftig afstand af toilettet, så begrænser det jo lidt mulighederne.

8. dag –Kyoto nandag den 9. juli 2007

2 mand nede i dag med japanske bakterier – vi har den fantastiske sushi fra i går aftes under mistanke – ærgerligt da vi ellers havde planer om komme tilbage til restauranten.

Lige over for hotellet ligger der et større område fyldt med templer. Japanerne er primært buddhister og siento i en skønsam blanding, det betyder vist ikke det store. Alligevel ser man mange templer overalt. Ritualet er, at man ringer med klokken, som hænger foran templet, træder 2 skridt tilbage, beder en kort bøn og klapper så i hænderne 2 gange. Alle er velkomne ved templerne (også turisterne), undtagen når man er syg eller har åbne sår, så er man uren ifølge japanerne.

I dag har vi været ude og køre med metro, hvilket ikke er helt nemt, da samtlige skilte samt billetautomater kun står på japansk. Men man klarer sig jo alligevel. Vi havde planer om at besøge Nijo-Jo, som var shogunens slot/ridderborg. Arkitekturen skulle være noget af det ypperste, og slottet er bygget i 1604. Der var intet mindre end 33 rum til hans disposition. Slottet var udstyret med nogle helt specielle gulv-konstruktioner, som gør, at de ikke blot knirker men fløjter. Dette var for at forhindre, at samuraierne kunne snige sig ind og overfalde shogunen. Det samme gælder de papirstynde vægge – denne konstellation for at forhindre at man kunne lytte ved dørene uden at blive afsløret. Haven var også smuk med kæmpe sten og masser af træer klippet i finurlige faconer. Derfra gik vi videre til ”Emperial Palace”, som desværre kræver en speciel tilladelse for at komme indenfor, så vi måtte nøjes med at kigge udefra.

På turen hjem fik vi lejlighed til at se lidt mere af Kyoto – og se hvor og hvordan de ”almindelige” japanere bor – lidt mere i udkanten af byen. Der er jo ikke meget plads, så alting er ganske småt. De bor primært i det, som vi ville kalde rækkehuse – med en enkelt parkeringsplads på grunden, da gaderne er så smalle, at man ikke kan parkere der. Men de cykler også en del – og her skal man passe på, fordi man som gående deler fortovet med cyklisterne. Det er fantastisk, at det ikke går galt, da mange af cyklisterne har rigtig meget fart på. Vi har i hvert fald måtte ”redde” børnene en del gange i dag fra at blive kørt ned af en vild japaner på cykel.

På slentreturen hjem til hotellet fandt vi en ”Starbucks”. Ja jeg må indrømme, at selv om jeg hader, at uanset hvor man rejser i verden, så støder man på de samme kæder overalt – verden bliver ligesom lidt mindre på denne måde -, så er det nu rart med noget godt kaffe. Da vi satte os udenfor, faldt vi i snak med en engelsktalende japaner. Dem er der meget langt imellem. Han var ganske hyggelig og vidende – havde mange sjove historier at fortælle. Han kendte faktisk godt Danmark (endnu mere sjældent – de fleste ser lidt fjerne ud i blikket, når man siger ”Denmark”), men han var klar over, at det var H.C. Andersens land, at vi havde et bredt udvalg af oste og selvfølgelig blev den lille havfrue nævnt i samme åndedrag. Han gav nogle gode tips til, hvad vi mere skal nå at se, inden vi rejser videre til Tokyo på torsdag.

Vi spiste aftensmad på en japansk restaurant i dag – ganske beskedent – ris, kyllingespyd og tempura, hvilket er nogle friturestegte grøntsager – og cola selvfølgelig – medicinen til maven. Selv Mathias orker ikke længere at drikke cola...

Børnene skriver dagbog hver aften, det samme gør vi. De hygger sig med det, efter at de har været i ”onsen” Frikke og jeg var på 6. sal her til aften, der er ”onsen” både indenfor og udenfor. Vi valgte den udenfor, selv om at det faktisk regner her til aften. Men det er jo stadig varmt – cirka 30 grader. Ellers laver Frikke te-ceremoni hver aften, hvor hun laver te til hele familien. De lurer hurtigt tricksene af.

Ellers er der generelt lidt udmatning at spore blandt holdet. Vi har allerede oplevet så meget, at jeg føler, at jeg har været væk hjemmefra i flere uger. Så Tokyo bliver nok mere en storbysferie uden de store sanseindtryk. Hotellet har pool, hvilket ungerne glæder sig meget til. Frikke spurgte mig omkring hotellet, hvorpå jeg svarede, at jeg mente, at det var et standard hotel. Dette blev hurtigt omformuleret til, at når vi rejser til Tokyo, så skal vi på en standard ferie – hvad det så end betyder :)
Godnat og sov godt... vi har fået et ekstra lag futon (madras) i nat, så vi ikke vågner med ondt i ryggen i morgen tidlig.

7. dag – Kyoto søndag den 8. juli 2007

Gion, det kvarter som vores ryokan ligger i, er tilsyneladende også det kvarter, hvor der er flest clubs, barer og diskotekter. Gaderne var fyldte med feststemte mennesker og masser af kimonoklædte japanere – og et par enkelte geishaer. Dette har betydet en lidt urolig nat, så vi var alle trætte, da vi vågnede her til morgen. Vi har ikke betalt for morgenmad på hotellet, så vi måtte på jagt efter en morgenmadsrestaurant. Da vi endelig fandt en, som var åben, måtte vi erkende, at det ikke var det mest spændende måltid, der lå foran os, men sultne var vi.

Japanerne ryger – og de ryger meget. Og der er ikke nogen rygepolitik heller ikke på restauranter og caféer, hvilket virker lidt generende på os europæere. De løber også, og bukker i respekt hele tiden for hinanden – og så har man nok de mest velklædte taxachauffører i hele verden. I de mest velpudsede og skinnende taxaer sidder der habitklædte chauffører med handsker på, og så er taxaerne udstyret med en smart knap som gør, at når de standser og skal have nye kunder med, så åbner den ene dør automatisk. Det er ikke det eneste, som er automatisk. I stormagasinerne er toiletterne fuld-automatiserede hvad angår alt – toiletsæderne åbnes automatisk, der er automatisk skyl og vandhanerne er automatiske (der er vi også nået til i Danmark) og hænderne tørres i en automat, hvor hænderne tørres på begge sider på samme tid. I stormagasinerne bukker man for sine kunder, når de forlader forretningen – og nogle steder sidder ekspedienten på knæ foran kunden. Det i sig selv er nok til at jeg ikke kigger på noget – hvilket Karsten selvfølgelig synes er fantastisk.

Ellers er der mange penge i omløb her i Kyoto. De fleste kvinder er velklædte, meget nydelige og bærer eksklusive tasker i Louis Vuitton, Chanel, Prada og lignende. Mændene – unge som gamle – bærer ofte jakkesæt. Især de yngre mænd har ofte en spøgs stil med halvlangt Slade hår og gerne bobbet/farvet. Både mænd og kvinder optræder i kimono i downtown Kyoto, en kuriositet som vi desværre endnu ikke har fået svar på hvorfor de gør, men det kommer nok. Men der er langt mellem de japanere, som taler engelsk. Så det er ikke helt nemt at få de oplysninger, som man har brug for. Byen er en sjov blanding af nyt og gammelt, små hyggelige stræder med gamle træhuse i den japanske minimalistiske stil, som vi kender i Europa – og mange steder løber der en å gennem byen. Selv åen virker så velordnet og ren.

Vi har spist sushi for første gang på en restaurant, som stod anbefalet i Lonely Planet guiden. Det var lidt svært at finde frem til den, fordi alle skilte står på japansk. Vi sad på en lang række og så på, at de japanske køkkenchefer fremtryllede det mest fantastiske sushi. Frederikke kan ikke så godt lide sushi, men vi fik hende overtalt til at prøve nogle enkle uden wasabi og med agurk. Der gled et par stykker ned, men MD måtte konsulteres efterfølgende for at få fyldt maven helt op. Vi 3 andre var mætte og tilfredse. Fantastisk mad – colaer og en øl – til en regning på kr. 240,- så priserne er næsten som i Danmark.

Aftenbadet blev afprøvet i hotellets ”onsen”, i dag var det kvindernes tur til at bruge det på 1. sal. I morgen er det på 6. sal med udsigt ud over byen og bjergene. Drengene havde fornøjelsen her til aften, og de var ret begejstrede, da de vendte tilbage til værelset. Jeg havde frygtet ”onsen”, jeg synes ikke, at det lød så charmerende. Det er helt sikkert mit bløde punkt – fælles toiletter og badeværelser er ikke et hit for mig. Nogle ville måske endda fristes til at kalde mig sippet. Men Frikke fik mig overtalt, og vi havde det hele for os selv, så det var dejligt. Man iklæder sig sin kimono på værelset (inklusiv sit undertøj) og tøflerne, som er beregnet til brug indendøre på hotellet. I forrummet afklæder man sig kimono og undertøj og træder ind i vaskerummet. Her sidder man på rad og række med sin bruser og sin lille taburet med sit vaskefad. Efter afvaskning træder man ned i ”onsen”, hvor vandet er meget varmt – cirka nogle og tredive grader. Her sidder man så lidt og slapper af. De fleste værelser på ryokans har ikke badeværelser, derfor er det kotyme, at man benytter et fællesbad. Vores har dog eget badeværelse, hvilket jeg klart foretrækker.
I morgen er det planen, at vi skal ud og se nogle templer. Der er cirka 2000 her i Kyoto, hvoraf 17 af Unesco er blevet erklæring som ”world heritage”.

6. dag – Beijing/Kyoto lørdag den 7. juli 2007

2 timers flyvning eller 1700 km er åbenbart nok til at der er en ”verden til forskel”. Det kan godt være at begge nationaliteter er asiater, dyrker kampsport og at de bruger skrifttegn som minder om hinanden, men mentalitetsmæssigt er de virkelig forskellige. For eksempel begrebet køkultur – kineserne har ingen – eller skulle jeg sige kinøjserne, som Mathias har døbt dem. De springer over i køen, som var det mest naturlige i verden, helt uden at skamme sig!
Japanere er deres dimentrale modsætning og står sirligt i kø til toget, så selv en englænder ville komme til kort. Et andet begreb, gadesælgere – i kina er der masser af dem, og de råber og hiver i en, bare man går forbi. I japan har vi her til aften mødt én og det var først da vi spurgte ham om, hvad han egentlig solgte, at vi fik ham i tale. Vi forstod så ikke et ord af, hvad han sagde, men vi skulle mene, at det var mad.
Jeg kan fortsættte med flere emner, så som hygiejne, madkvalitet, opførelse o.s.v. og vi har kun været her i et par timer.....

Idag var det så rejsedag, og det eneste vi nåede i Beijing var at pakke og spise morgemad og så afsted til lufthavnen. Derfra gik det som planlagt, dvs. 2 timers flyvning og så en togbillet til Kyoto. Ud over at stå pænt i sirlige køer til rengøringspersonalet havde ordnet vognene i toget, så har japanerne en anden finurlighed: De kan vende deres stolerækker i toget, så man altid sidder i køreretningen. Ret checket! Vi var fremme på hotellet i Gion, Kyoto kl 20.30 lokaltid (7 timer foran DK). Vi bor på en Ryokan (udtales vistnok sjokan) som er en traditionelt japansk kro med klassisk japansk indretning – tatamimåtter på gulvet, stole uden ben og et bord på 30 cm.
Efter en lille aftentur samt lidt at spise eksperimenterede jeg (alias Karsten) med ”Onsen”, som er et kønsopdelt fællesbad i særdeles varme bassiner. Det foregår absolut ”au natural” og onde tunger vil påstå, jeg har øvet mig på det i forbindelse med min nyeligt overståede polterabend. Der var dog en detalje, guidebogen havde glemt – at man ikke går i kimono uden sine underbukser, hvilket resten af familien havde overbevidst mig om. Men jeg havde husket mine tøfler, som man ifører sig på vej ned til fællesbadet. Der er også tøfler til toilettet, selv om det ved en nøje opmåling ikke kan være meget mere end ½ m2.

Efter at vi havde installeret os i værelset, bankede det på døren. Vi var vist for optaget af at nærstudere rummet, så vi hørte dem ikke. Men pludselig stod der 2 meget japanske kimonoklædte damer med pude på ryggen, som ville finde de rigtige kimonoer frem til familien samt servere lidt te. Japanerne er som altid fnisende og grinede mest af alt over vores bagage. Vi synes ellers, at vi ”are travelling light”.

Ungerne synes at være glade for at have forladt Kina, det var vist ikke et hit. Der var mange gode oplevelser i Beijing, men 5 dage var passende at spendere der.
I morgen tidlig skal vi finde os en god morgenmadsrestaurant. Det er helt klart, at priserne er helt anderledes i Japan, så vi forventer en drastisk stigning i madbudgettet. Men aldrig har vi nogensinde spist så lidt, som vi gjorde i Beijing – der var for varmt til, at man overhovedet følte lyst til at spise.... andet end chips og cola til at skylle det ned med.

5. dag – Beijing fredag den 6. juli 2007

I dag nåede vi lige morgenmaden, før den lukkede. Den er kun åben mellem 7-9, fordi kineserne står tidligt op. Forretningerne åbner mellem 7.30-8.00, så alting er i gang tidligt. Det er vores sidste dag i Beijing. Vi har aftalt, at dagen i dag skal foregå i et lidt mere afslappet tempo, da vi har haft travlt de andre dage.

På vej hen til Tiananmen Square støder vi tilfældigt på endnu et marked, hvor der både sælges alverdens turistfælder samt mad. Madboderne er dog ikke umiddelbart noget, som virker tiltrækkende på os danskere. Ikke fordi vi normalt er sarte, men flere af boderne sælger friturestegte biller (i mega-størrelse) samt søheste og skorpioner på spyd – som vel og mærke stadig er levende.

Vi starter som sagt på Tiananmen Square, det som vi på dansk kalder den himmelske fredsplads. Det var netop her i 1989, at studenteroprøret foregik og hvor militæret slog 10.000 ihjel i sidegaderne. Det føles mærkeligt at gå der.

Fred var der nu ikke megt af, pladsen var fuld af kinesiske turister og sælgere – de sælger alt - du kan få postkort, bøger om den kinesiske mur, et Mao ur eller hvad med silkepaparaplyer – eller måske en vifte? Efterhånden som vi har været her i lidt tid, er især min tålmodighed ved at være slut med sælgerne. De er ret pågående og tager skam ikke et nej tak for et enegyldigt svar. De løber sågar ved siden af os, alt imens vi forsøger at sætte farten op for at komme afsted. Jeg må indrømme, at her sidst på dagen har jeg nok ikke været den bedste ambassadør for Danmark. Varmt og fugtigt vejr kombineret med nærgående sælgere er en dårlig cocktail. Desværre da vi gik hjem mod hotellet her til aften, mødte vi en ung kinesisk kvinde, som gik op på siden af mig og sagde: ”Hello” – hvilket plejer at være indgangsbønnen til den anden plage i Beijing – universitetsstuderende som studerer chinese art og som sælger deres arbejder i en ”exhibition/gallery” lige rundt om hjørnet. Jeg tror, at vi har mødt 10 af dem i dag. Men nu var min tålmodighed opbrugt, så jeg svarede pænt men bestemt ” No more galleries or exhibitions please”, hvorpå hun kiggede meget forvirret på mig. Hvad mener du? svarede hun. Jeg ville blot fortælle dig, at du har en meget smuk datter – ligesom dig. Ups – hvem ved hvad hendes dagsorden var, men jeg måtte undskylde og forklare, at jeg havde mødt så mange universitetsstuderende i dag, som alle ville sælge mig alverdens kaligrafier og andet art stuff, at jeg var lidt træt af det. Sådan kan det også gå..

Desværre var Mao Zedongs maosoleum lukket hele sommerperioden, så vi måtte undvære et syn af den store leder. Men der er jo masser af billeder af ham i hele Beijing, så vi har da fået set lidt til ham.

Ellers har vi været i Beihai Park, som i dag er en offentlig park (dog betaler man adgangsbilletter, det gør man til alle parker her i Kina), hvis centrum er en større sø, hvorpå man kan sejle. I gamle dage var det kejserens legeplads og ikke tilgængeligt for de andre kinesere.

Ellers har vi blot dalret rundt og snuset de sidste indtryk ind i kroppen, taget en del billeder bl.a. af de gamle hutonger. En anden antropologisk observation er at i Beijing hænger man sit vasketøj til tørre ude ved vejen – og også gerne ved siden af sin forretning. Så på den skønneste allé langs den forbudte by, hænger der snore med alt lige fra Sloggi underbukser, finere lingeri til hullede og slidte bomuldsbukser. Ja hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk, så kan man jo lige så godt vaske sit tøj og tørre det, mens man er på job? Hvordan mon det ville se ud i MA, hvis vi tog vasketøjet med på arbejde og hang det tørre ude i receptionen? Endnu en gang må vi bare konkludere, at vores verdner er så forskellige!

Og byggepladserne? Dem er der mange af i øjeblikket, da de forbereder sig på det helt store ryk-ind i 2008 til OL. Bag plastikskærme med skønne billeder af grønne træer og tulipaner, gemmer der sig en helt anden verden. Byggepladserne myldrer med kinesere, som knokler. Der er støv allevegne, ingen bærer de påbudte hjelme og alt transporteres i noget, som ligner det, som vi brugte i tilbage i 1940´erne. Da vi gik forbi i dag, fangede mit blik en meget ung mand, han kan ikke være mere end 16 år gammel. Foran ham venter sikkert et langt og slidsomt liv.

Vi har måtte købe en ekstra taske til at transportere alle de kinesiske sager, vi købte på markedet, til Japan, hvorfra vi regner med at sende det hjem mod Danmark. Det er vist nødvendigt, hvis vi skal fortsætte med at ”travel light”.

Flyet til Osaka er confirmed, shuttle service til lufthavnen er bestilt til kl. 10.30 i morgen formiddag og vi har fået spurgt receptionen om, hvorfor de der står et skilt om ”The best workplace for Chinese women”. Det viser sig, at hotellet er ejet af en organisation, som arbejder for at beskytte kvinder og børn ”All-China Women´s Federation”, så ikke nok med, at vi har haft en dejlig base i Beijing, så har vi også bidraget til socialt arbejde. Det er jo godt.
Vi glæder os alle til at rejse til Japan i morgen – og føler at vi har set Beijing. Vi ser frem til et land, hvor der er mere rent og forhåbentlig mindre smog. Og masser af sushi...