Vi har rigtig været på en oplevelsesrig tur i dag. Vi har jo lejet bil, så vi er fuldstændig uafhængig af andre, så da vi havde spist morgenmad, tog vi bilen (en Kia 4WD som Karsten fuldstændig har forelsket sig i) og kørte afsted. Først ned til havnen for at lave en reservation, så vi kan komme over til Savai'i, men desværre er der udsolgt de næste 2 dage, hvor vi har lejet bilen. Vi må snart beslutte, hvad vi gør – måske forlænger vi lejen af bilen.
Det regner om formiddagen, så vi beslutter at køre rundt om øen. Undervejs klarer det op og vejret bliver fantastisk. Vi kører langs vandet (der er kun en hovedvej) og igennem de mest hyggelige landsbyer. Vi stopper for at købe lidt at drikke ved en lille kiosk, som ligger ved vejen. Vi benytter lejligheden til at spørge omkring det at tage fotos, og han siger, at det er helt i orden. Vi tror, at vi køber Pepsi (cola), men det viser sig, at når samoanerne køber Pepsi, så er det nogle frygtelig kunstigt stads med banansmag. Børnene ender vist med at drikke dem, de andre må vi indrømme, at vi smider ud.
Vi kører over et bjerg Mt Tafua Upolu (875 m), hvor vi kun møder et hus – ellers er der bare den frodigste regnskov. Det ser helt fantastisk ud – bare en lille asfalteret vej og så den mest vidunderlige udsigt ud over tusindvis af uopdyrket jord fyldt med regnskov og så havet, som er tyrkisblåt og hvide skummende bølger.
Da vi kommer ned på den anden side af bjerget, ligger der en meget indbydende og charmerende strand med 3 fales. Efter at vi har parkeret bilen og er stået ud, kommer der en ung pige fra nabohuset og siger, at det koster 15 tala (cirka kr. 30,- det er ikke lige så billigt her som på Tonga) for at benytte stranden. Det er ret almindeligt her, da al jord tilhører familien/landsbyen. Så på denne måde kan indbyggerne tjene lidt ekstra penge. Vi betaler – og Karsten og børnene kaster sig ud i bølgerne (her fortrød jeg godt nok, at jeg ikke havde min bikini med – men ude i landsbyerne bader man helst med alt tøjet på – og det er godt nok lidt besværligt). Da vi står nede på stranden, kommer der en mand gående med 2 kurve fyldt med taro rødder. Han kommer ned og hilser på os og spørger, om vi ikke har lyst til at besøge hans landsby. Vi bliver lidt overraskede over invitationen og ved faktisk ikke, om vi skal sige ja eller nej tak. Vi beslutter nu at sige ja tak og aftaler at mødes med ham, han bor i det sidste hvide hus.
Ud af badetøjet og på med tøjet og lige hurtigt læse i guidebogen, om hvordan man bør opføre sig i sådan en landsby. Skoene af hvis man træder ind i en fale, når man sætter sig på gulvet (de har oftest ingen møbler) så må man ikke vise sine fødder – man sidder i skrædderstilling, man går ikke ind før de ældste medlemmer af familien og spørger om lov til at fotografere. Da vi kører derned, er vi godt nok alle spændte på, hvad der skal ske – men det havde vi ikke behøvet – for det viser sig, at de er utrolig gæstfrie.
Der er ingen tvivl om, at dette er en beskeden landsby, og at familien som vi besøger er fattige. De har alle meget laset og beskidt tøj på, men de smiler og hilser og er meget imødekommende. Faren hedder Matagi – jeg kan desværre ikke huske hans kones navn – de har 3 børn i aldren 2-12 år og bor i landsbyen Lefaga (lige ved siden af stranden Return to Paradise, som er opkaldt efter en film optaget der i 1951 med Gary Cooper i hovedrollen). De bor sammen med Matagis far og hans søster, hans mor er død. De har ikke råd til et lukket hus, så de har 2 rektangulære huse, som er fuldstændig åbne. Køkkenet er også udendørs og eneste måde at lave mad på er deres umu, som er en jordovn.
Matagi forklarer, at kokosnødderne bliver brugt til madlavning og resterne bliver brugt som grisefoder. Under den intermistiske bordplade ligger der store mængder af kokosnød-skaller og ovenpå bordet står der 2 kurve fyldt med rodfrugter. Han forklarer os, at de er selvforsørgende – de har bananpalmer, taro rødder (som er det fineste samoanske mad), brødfrugt- og kokosnøddetræer. Han henter 2 friske kokosnødder ned og åbner dem til os – de smager rigtig godt.
Vi får resten af deres ejendom at se – de har som sagt 2 huse, det ene sover de i – det andet er til ophold i løbet af dagen. Det ser nu mærkværdigt ud med de åbne vægge, der er få møbler – 2 stole tror jeg og et enkelt skab, hvorpå der står et tv. Og så ligger der ellers bunker af tæpper og puder.
De er ganske snaksalige og forklarer, at nu har vi også en samoansk familie. Vi joker lidt i bilen bagefter om det så betyder, at vi nu skal forsørge dem – det gør man jo hernede. Men som Frikke kløgtigt siger – skal de så også forsørge os? De siger til os, at hvis vi kommer til Samoa igen, så må vi endelig besøge dem igen – og så udveksler vi ellers adresser. Vi har fået lov til at tage en masse billeder, så vi har tænkt os at sende dem kopier, når vi kommer hjem. Børnene mener også, at vi skal sende noget legetøj til dem. De har jo intet! Det virker ikke til, at nogen af dem i familien har arbejde. Der er meget høj arbejdsløshed på Samoa (hvor høj vides ikke), så da vi tage derfra spørger Karsten om vi ikke skylder dem noget for deres kokosnødder. Han siger, at det er op til os – men vi skylder dem ikke noget. Vi giver dem 20 tala (cirka kr. 45,-), hvilket gør, at han ser meget glad ud. Ifølge guidebogen må man ikke give børnene slik eller penge i landsbyerne, så det er lidt svært at finde det rigtige ben at stå på, men det var tydeligt her, at der var ikke mange penge at gøre godt med. Jeg spurgte, om børnene spiste frokost på skolen. Farens svar var, at hvis de havde råd (det koster 50 sene – kr. 1,-) så gjorde de, ellers måtte de komme hjem og spise. Da vi kører derfra, synes vi, at vi har været usandsynlig heldige at have fået lov til at opleve en rigtig samoansk familie, som stadig lever som de gjorde for hundrede år siden. Jeg tror faktisk også, at det gjorde et stort indtryk på børnene. I hvert fald bestilte begge børn ”rigtig” mad til aften – lammekoteletter og kyllingespyd med kartoffelmos og grøntsager (frem for burger og pizza) – og nød højlydt maden inklusiv grøntsagerne – ja de bad ligefrem om en skål grøntsager til dessert. Så der kan man bare se!
Og nå ja, Kristina kvajede sig gevaldigt. På Samoa begraver man sine kæreste lige ved siden af sit hus – og da jeg vil gå ind i huset, kommer jeg til at træde på noget beton, som dog ikke indikerer, at dette er en grav, hvorpå Matagi siger til Karsten: ”It is all right, it is just my mother”. Pinligt – her prøver man at møde en samoansk familie og så er det første indtryk man gør, at man træder på hans afdøde mor. De tog det heldigvis rigtig pænt.
Herfra kørte vi ind i landet, kiggede forbi Bahá´í House of Worship som er en kirke med en 19 meter høj kuppel, tegnet af en iransk arkitekt Husain Amanat og bygget i 1984. Der er kun 8 Bahá´i huse i verden, de har alle 9 ind- og udgange og kuppel, hvilket symboliserer deres tro på et fællesskab uanset vores religion og en skaber. Derfor er det også sådan, at går man til messe her, så er der ikke én præst, men alle uanset deres tro har mulighed for at få læst højt fra deres bibel eller hellige skrifter. Fra kirken kører vi videre til Apia – spiser lidt snacks på Aggie Grey´s hotel (det er næsten som at være tilbage i tiden til 2. Verdenskrig), imens blev Karsten klippet lige ved siden af. Det viste sig at være en new zealandsk kvinde, som havde biksen. Hun var gift med en samoansk mand og havde 2 børn.
Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00 – Karsten og børnene røg direkte i poolen, mens jeg kiggede dagens billeder og fik skrevet til bloggen. Jeg var rigtig nysgerrig på, om billederne især fra landsbyen var blevet gode – og det var de!
Det regner om formiddagen, så vi beslutter at køre rundt om øen. Undervejs klarer det op og vejret bliver fantastisk. Vi kører langs vandet (der er kun en hovedvej) og igennem de mest hyggelige landsbyer. Vi stopper for at købe lidt at drikke ved en lille kiosk, som ligger ved vejen. Vi benytter lejligheden til at spørge omkring det at tage fotos, og han siger, at det er helt i orden. Vi tror, at vi køber Pepsi (cola), men det viser sig, at når samoanerne køber Pepsi, så er det nogle frygtelig kunstigt stads med banansmag. Børnene ender vist med at drikke dem, de andre må vi indrømme, at vi smider ud.
Vi kører over et bjerg Mt Tafua Upolu (875 m), hvor vi kun møder et hus – ellers er der bare den frodigste regnskov. Det ser helt fantastisk ud – bare en lille asfalteret vej og så den mest vidunderlige udsigt ud over tusindvis af uopdyrket jord fyldt med regnskov og så havet, som er tyrkisblåt og hvide skummende bølger.
Da vi kommer ned på den anden side af bjerget, ligger der en meget indbydende og charmerende strand med 3 fales. Efter at vi har parkeret bilen og er stået ud, kommer der en ung pige fra nabohuset og siger, at det koster 15 tala (cirka kr. 30,- det er ikke lige så billigt her som på Tonga) for at benytte stranden. Det er ret almindeligt her, da al jord tilhører familien/landsbyen. Så på denne måde kan indbyggerne tjene lidt ekstra penge. Vi betaler – og Karsten og børnene kaster sig ud i bølgerne (her fortrød jeg godt nok, at jeg ikke havde min bikini med – men ude i landsbyerne bader man helst med alt tøjet på – og det er godt nok lidt besværligt). Da vi står nede på stranden, kommer der en mand gående med 2 kurve fyldt med taro rødder. Han kommer ned og hilser på os og spørger, om vi ikke har lyst til at besøge hans landsby. Vi bliver lidt overraskede over invitationen og ved faktisk ikke, om vi skal sige ja eller nej tak. Vi beslutter nu at sige ja tak og aftaler at mødes med ham, han bor i det sidste hvide hus.
Ud af badetøjet og på med tøjet og lige hurtigt læse i guidebogen, om hvordan man bør opføre sig i sådan en landsby. Skoene af hvis man træder ind i en fale, når man sætter sig på gulvet (de har oftest ingen møbler) så må man ikke vise sine fødder – man sidder i skrædderstilling, man går ikke ind før de ældste medlemmer af familien og spørger om lov til at fotografere. Da vi kører derned, er vi godt nok alle spændte på, hvad der skal ske – men det havde vi ikke behøvet – for det viser sig, at de er utrolig gæstfrie.
Der er ingen tvivl om, at dette er en beskeden landsby, og at familien som vi besøger er fattige. De har alle meget laset og beskidt tøj på, men de smiler og hilser og er meget imødekommende. Faren hedder Matagi – jeg kan desværre ikke huske hans kones navn – de har 3 børn i aldren 2-12 år og bor i landsbyen Lefaga (lige ved siden af stranden Return to Paradise, som er opkaldt efter en film optaget der i 1951 med Gary Cooper i hovedrollen). De bor sammen med Matagis far og hans søster, hans mor er død. De har ikke råd til et lukket hus, så de har 2 rektangulære huse, som er fuldstændig åbne. Køkkenet er også udendørs og eneste måde at lave mad på er deres umu, som er en jordovn.
Matagi forklarer, at kokosnødderne bliver brugt til madlavning og resterne bliver brugt som grisefoder. Under den intermistiske bordplade ligger der store mængder af kokosnød-skaller og ovenpå bordet står der 2 kurve fyldt med rodfrugter. Han forklarer os, at de er selvforsørgende – de har bananpalmer, taro rødder (som er det fineste samoanske mad), brødfrugt- og kokosnøddetræer. Han henter 2 friske kokosnødder ned og åbner dem til os – de smager rigtig godt.
Vi får resten af deres ejendom at se – de har som sagt 2 huse, det ene sover de i – det andet er til ophold i løbet af dagen. Det ser nu mærkværdigt ud med de åbne vægge, der er få møbler – 2 stole tror jeg og et enkelt skab, hvorpå der står et tv. Og så ligger der ellers bunker af tæpper og puder.
De er ganske snaksalige og forklarer, at nu har vi også en samoansk familie. Vi joker lidt i bilen bagefter om det så betyder, at vi nu skal forsørge dem – det gør man jo hernede. Men som Frikke kløgtigt siger – skal de så også forsørge os? De siger til os, at hvis vi kommer til Samoa igen, så må vi endelig besøge dem igen – og så udveksler vi ellers adresser. Vi har fået lov til at tage en masse billeder, så vi har tænkt os at sende dem kopier, når vi kommer hjem. Børnene mener også, at vi skal sende noget legetøj til dem. De har jo intet! Det virker ikke til, at nogen af dem i familien har arbejde. Der er meget høj arbejdsløshed på Samoa (hvor høj vides ikke), så da vi tage derfra spørger Karsten om vi ikke skylder dem noget for deres kokosnødder. Han siger, at det er op til os – men vi skylder dem ikke noget. Vi giver dem 20 tala (cirka kr. 45,-), hvilket gør, at han ser meget glad ud. Ifølge guidebogen må man ikke give børnene slik eller penge i landsbyerne, så det er lidt svært at finde det rigtige ben at stå på, men det var tydeligt her, at der var ikke mange penge at gøre godt med. Jeg spurgte, om børnene spiste frokost på skolen. Farens svar var, at hvis de havde råd (det koster 50 sene – kr. 1,-) så gjorde de, ellers måtte de komme hjem og spise. Da vi kører derfra, synes vi, at vi har været usandsynlig heldige at have fået lov til at opleve en rigtig samoansk familie, som stadig lever som de gjorde for hundrede år siden. Jeg tror faktisk også, at det gjorde et stort indtryk på børnene. I hvert fald bestilte begge børn ”rigtig” mad til aften – lammekoteletter og kyllingespyd med kartoffelmos og grøntsager (frem for burger og pizza) – og nød højlydt maden inklusiv grøntsagerne – ja de bad ligefrem om en skål grøntsager til dessert. Så der kan man bare se!
Og nå ja, Kristina kvajede sig gevaldigt. På Samoa begraver man sine kæreste lige ved siden af sit hus – og da jeg vil gå ind i huset, kommer jeg til at træde på noget beton, som dog ikke indikerer, at dette er en grav, hvorpå Matagi siger til Karsten: ”It is all right, it is just my mother”. Pinligt – her prøver man at møde en samoansk familie og så er det første indtryk man gør, at man træder på hans afdøde mor. De tog det heldigvis rigtig pænt.
Herfra kørte vi ind i landet, kiggede forbi Bahá´í House of Worship som er en kirke med en 19 meter høj kuppel, tegnet af en iransk arkitekt Husain Amanat og bygget i 1984. Der er kun 8 Bahá´i huse i verden, de har alle 9 ind- og udgange og kuppel, hvilket symboliserer deres tro på et fællesskab uanset vores religion og en skaber. Derfor er det også sådan, at går man til messe her, så er der ikke én præst, men alle uanset deres tro har mulighed for at få læst højt fra deres bibel eller hellige skrifter. Fra kirken kører vi videre til Apia – spiser lidt snacks på Aggie Grey´s hotel (det er næsten som at være tilbage i tiden til 2. Verdenskrig), imens blev Karsten klippet lige ved siden af. Det viste sig at være en new zealandsk kvinde, som havde biksen. Hun var gift med en samoansk mand og havde 2 børn.
Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00 – Karsten og børnene røg direkte i poolen, mens jeg kiggede dagens billeder og fik skrevet til bloggen. Jeg var rigtig nysgerrig på, om billederne især fra landsbyen var blevet gode – og det var de!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar