Shuttle bussen til Apia – det var planen. Det var særdeles informativt, da de åbenbart også har en guide på bussen, som fortæller undervejs om Samoa.
Det virker til, at samfundsstrukturen her på Samoa er, at man bor i sin ”village”, hvor man passer på hinanden og betragter alt som fælles ejendom. Man har f.eks. ingen stakitter, som deler grundene. Byggetraditionerne her på Samoa er lidt anderledes, end hvad vi ellers har set i det øvrige Stillehavsområde. Her byggede man altid ovale huse (efter de blev kristne, blev de af en eller anden grund til firkantede huse) – huse er måske så meget sagt – et cementlag med stolper hele vejen rundt, som bærer enten et blik- eller stråtag. Husene er fuldstændig åbne på alle sider – i dag bygger man mere murstenshuse, som vi kender dem – men de andre firkantede/ovale huse ses stadig i landsbyerne, som man så bruger til forskellige fælles aktiviteter – eller bare til at hænge vasketøj til tørre.
Det var varmt i dag – temperaturen siger kun 29 grader, men det er fugtigt og føles hamrende varmt. Vi (læs: Karsten) havde slæbt vores (efterhånden kæmpe store bunke af) vasketøj med og den bærbare, så vi kunne få klaret alle vores ærinder. Vi blev ”smidt af” på Aggie Grey´s hotel i byen, som vi lige benyttede lejligheden og gik ind og så – det er et ikon på Samoa (Aggie Grey var immigreret sammen med sine forældre til Samao i slutningen af 1800-tallet, startede med at sælge hamburgers og kaffe i 1942 til amerikanske soldater, en forretning som senere udviklede sig til 2 hoteller) – i øvrigt et rigtig smukt gammelt hotel i ”colonial style” – hvidmalet træhus med masser af balkoner med smedejern. Efter et stykke tid fandt vi frem til en nyåbnet Avis Biludlejning, efter vi dog havde fået en tilladelse fra det samoanske politi til at køre bil på Samoa – og så var vi rullende. En fed øse, som Mathias siger.
Bagefter måtte vi på vaskeri – Cleanmaid Laundromat – og det var en oplevelse. Herude kommer man ikke med sit vasketøj i tasker – nej, det er bylter af tøj, som ligger pakket ind i et stykke stof. Vaskeridamen synes godt nok, at det var sjovt, at vi kom der med vores 3 maskinfulde – det var nok et sjældent syn. Karsten faldt i en lang snak med én af de andre kunder, en ældre dame. De havde en længere snak om værdier og kulturen og hun kunne bl.a. fortælle, at pga. de mange store økonomiske tilskud fra udenlandske regeringer, føler befolkningen ind i mellem, at de får presset noget ned over hovedet. Som f.eks. da udenlandkse interesser havde et ønske om, at politifolkene pludselig fik våben af hensyn til terror fare mente man. Men som hun fortalte Karsten – der er ingen, som har våben her på Samoa andet end en kæp og en machete kniv. Efter protester fra den lokale befolkning blev forslaget heldigvis forkastet. Hun havde bestemt også nogle interessante holdninger til udlændinges måde at se befolkningen på – som hun fortalte, så følte hun sig bestemt ikke fattig, bare fordi hun ikke havde cykel eller bil. Men som vores guide sagde, der er ingen grund til at sulte her, alle har mulighed for at klare sig – og hvis ikke – så hjælper man jo hinanden. Kirken og familien er de 2 mest betydningsfulde elementer i deres liv her – arbejdet kommer sidst.
Hvis folk fra Tonga ikke altid var lige til at komme i snak med, så er folk her fuldstændig anderledes. Som f.eks. da 2 gående politifolk kommer hen til Mathias, giver ham hånden og spørger, om han kan lide Samoa. Eller da vi ikke kunne finde biludlejningen, så spurgte vi om vej hos én anden politimand – ja så bliver vi fulgt hen til forretningen, alt imens han ivrigt spørger til, hvor vi kommer fra. Som oftest ved de godt, hvor Danmark ligger – mens den unge rugby spillende mand (rugby er en af de sportsgrene, hvor de unge mænd fra Samoa kan udmærke sig i – og dermed få mulighed for at rejse til udlandet), som også arbejdede for Avis spurgte, om Danmark var en del af USA. Da vi fortalte lidt om Danmark – og især temperaturerne om vinteren – var han tydeligvis chokeret. Som han fortalte, så synes han, at en new zealandsk sommer er kold. Vi rådede ham ikke at tage til Danmark.
Bil i hus, tøjet er vasket, så mangler vi bare at få offloadet alle billederne fra kameraet (1200 billeder er nu i hus), så vi kan tage flere fotos. Det kræver cd-rom, men dem finder vi sørme også her. Internet café (hvor man kan gå på nettet fra sin egen bærbare) og så lægge 2 dage på bloggen og lige checke mail.
Vi bliver nødt til lige at checke loppemarkedet i centrum af byen – det er nu hurtigt overset. Herfra beslutter vi at køre hjemad mod hotellet, vi trænger vist alle til en tur i poolen. Hotellet ligger 30 km fra Apia, en køretur som godt kan tage lidt tid, når der nu kun er én vej, og man kun må køre 45 km i timen.
Det er lidt morsomt, for da vi var i Stillehavsområdet for 4 år siden, var der også forberedelse til ”South Pacific Games” (ligesom der er lige nu på Samoa), som er en slags olympiade kun for Stillehavsøerne. Om få dage starter de her på Samoa, så alle landsbyerne pynter langs vejen med flag, planter masser af nye blomster og rydder op. I forbindelse med disse olympiske lege afholdes der også en konkurrence – om at blive Miss Tutti Frutti. Hvis man synes, at man er lidt overvægtig, så burde man komme til Stillehavsområdet – så er man pludselig meget slank (ligesom når man rejser i de asiatiske lande, så føler man sig pludselig kolo-enorm). Nå men på plakaten for denne konkurrence, er der afbilledet en skøn og vældig frodig kvinde med diadem og trutmund, som åbenbart blev miss Tutti Frutti i 2006. Skøn plakat... jeg blev nødt til at tage et billede af den.
Busserne er en anden ting – malet i fantastiske farver, temmelig udrangeret, udstyret med hårde træsæder og naturlig ventilation (der er ingen ruder i) og så gerne akkompagneret med høj pop-musik – man skal ikke altid forvente, at de kører – og kører efter planen – hvis buschaufføren har lyst til at spise en is eller sin frokost, ja så stopper vi bare, indtil han er klar igen. Det er ”the Samoan way”.
Det virker til, at samfundsstrukturen her på Samoa er, at man bor i sin ”village”, hvor man passer på hinanden og betragter alt som fælles ejendom. Man har f.eks. ingen stakitter, som deler grundene. Byggetraditionerne her på Samoa er lidt anderledes, end hvad vi ellers har set i det øvrige Stillehavsområde. Her byggede man altid ovale huse (efter de blev kristne, blev de af en eller anden grund til firkantede huse) – huse er måske så meget sagt – et cementlag med stolper hele vejen rundt, som bærer enten et blik- eller stråtag. Husene er fuldstændig åbne på alle sider – i dag bygger man mere murstenshuse, som vi kender dem – men de andre firkantede/ovale huse ses stadig i landsbyerne, som man så bruger til forskellige fælles aktiviteter – eller bare til at hænge vasketøj til tørre.
Det var varmt i dag – temperaturen siger kun 29 grader, men det er fugtigt og føles hamrende varmt. Vi (læs: Karsten) havde slæbt vores (efterhånden kæmpe store bunke af) vasketøj med og den bærbare, så vi kunne få klaret alle vores ærinder. Vi blev ”smidt af” på Aggie Grey´s hotel i byen, som vi lige benyttede lejligheden og gik ind og så – det er et ikon på Samoa (Aggie Grey var immigreret sammen med sine forældre til Samao i slutningen af 1800-tallet, startede med at sælge hamburgers og kaffe i 1942 til amerikanske soldater, en forretning som senere udviklede sig til 2 hoteller) – i øvrigt et rigtig smukt gammelt hotel i ”colonial style” – hvidmalet træhus med masser af balkoner med smedejern. Efter et stykke tid fandt vi frem til en nyåbnet Avis Biludlejning, efter vi dog havde fået en tilladelse fra det samoanske politi til at køre bil på Samoa – og så var vi rullende. En fed øse, som Mathias siger.
Bagefter måtte vi på vaskeri – Cleanmaid Laundromat – og det var en oplevelse. Herude kommer man ikke med sit vasketøj i tasker – nej, det er bylter af tøj, som ligger pakket ind i et stykke stof. Vaskeridamen synes godt nok, at det var sjovt, at vi kom der med vores 3 maskinfulde – det var nok et sjældent syn. Karsten faldt i en lang snak med én af de andre kunder, en ældre dame. De havde en længere snak om værdier og kulturen og hun kunne bl.a. fortælle, at pga. de mange store økonomiske tilskud fra udenlandske regeringer, føler befolkningen ind i mellem, at de får presset noget ned over hovedet. Som f.eks. da udenlandkse interesser havde et ønske om, at politifolkene pludselig fik våben af hensyn til terror fare mente man. Men som hun fortalte Karsten – der er ingen, som har våben her på Samoa andet end en kæp og en machete kniv. Efter protester fra den lokale befolkning blev forslaget heldigvis forkastet. Hun havde bestemt også nogle interessante holdninger til udlændinges måde at se befolkningen på – som hun fortalte, så følte hun sig bestemt ikke fattig, bare fordi hun ikke havde cykel eller bil. Men som vores guide sagde, der er ingen grund til at sulte her, alle har mulighed for at klare sig – og hvis ikke – så hjælper man jo hinanden. Kirken og familien er de 2 mest betydningsfulde elementer i deres liv her – arbejdet kommer sidst.
Hvis folk fra Tonga ikke altid var lige til at komme i snak med, så er folk her fuldstændig anderledes. Som f.eks. da 2 gående politifolk kommer hen til Mathias, giver ham hånden og spørger, om han kan lide Samoa. Eller da vi ikke kunne finde biludlejningen, så spurgte vi om vej hos én anden politimand – ja så bliver vi fulgt hen til forretningen, alt imens han ivrigt spørger til, hvor vi kommer fra. Som oftest ved de godt, hvor Danmark ligger – mens den unge rugby spillende mand (rugby er en af de sportsgrene, hvor de unge mænd fra Samoa kan udmærke sig i – og dermed få mulighed for at rejse til udlandet), som også arbejdede for Avis spurgte, om Danmark var en del af USA. Da vi fortalte lidt om Danmark – og især temperaturerne om vinteren – var han tydeligvis chokeret. Som han fortalte, så synes han, at en new zealandsk sommer er kold. Vi rådede ham ikke at tage til Danmark.
Bil i hus, tøjet er vasket, så mangler vi bare at få offloadet alle billederne fra kameraet (1200 billeder er nu i hus), så vi kan tage flere fotos. Det kræver cd-rom, men dem finder vi sørme også her. Internet café (hvor man kan gå på nettet fra sin egen bærbare) og så lægge 2 dage på bloggen og lige checke mail.
Vi bliver nødt til lige at checke loppemarkedet i centrum af byen – det er nu hurtigt overset. Herfra beslutter vi at køre hjemad mod hotellet, vi trænger vist alle til en tur i poolen. Hotellet ligger 30 km fra Apia, en køretur som godt kan tage lidt tid, når der nu kun er én vej, og man kun må køre 45 km i timen.
Det er lidt morsomt, for da vi var i Stillehavsområdet for 4 år siden, var der også forberedelse til ”South Pacific Games” (ligesom der er lige nu på Samoa), som er en slags olympiade kun for Stillehavsøerne. Om få dage starter de her på Samoa, så alle landsbyerne pynter langs vejen med flag, planter masser af nye blomster og rydder op. I forbindelse med disse olympiske lege afholdes der også en konkurrence – om at blive Miss Tutti Frutti. Hvis man synes, at man er lidt overvægtig, så burde man komme til Stillehavsområdet – så er man pludselig meget slank (ligesom når man rejser i de asiatiske lande, så føler man sig pludselig kolo-enorm). Nå men på plakaten for denne konkurrence, er der afbilledet en skøn og vældig frodig kvinde med diadem og trutmund, som åbenbart blev miss Tutti Frutti i 2006. Skøn plakat... jeg blev nødt til at tage et billede af den.
Busserne er en anden ting – malet i fantastiske farver, temmelig udrangeret, udstyret med hårde træsæder og naturlig ventilation (der er ingen ruder i) og så gerne akkompagneret med høj pop-musik – man skal ikke altid forvente, at de kører – og kører efter planen – hvis buschaufføren har lyst til at spise en is eller sin frokost, ja så stopper vi bare, indtil han er klar igen. Det er ”the Samoan way”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar