I dag er det søndag på Tonga – og søndagen er hellig – og helliget kirke og familien – så alt er lukket og slukket. Vi beslutter også at tage i kirke – tonganerne er kendt for at være fantastiske sangere, så vi tager ned til St. Mary´s Church, som ligger på Vuna Road (promenaden på Nukualofa), som iøvrigt er en katolsk kirke. Messen starter kl. 10.00 og ifølge guidebogen er det her det eneste sted, hvor man skal være præcis – resten af tiden er det tonga-time, dvs. har man aftalt at mødes kl. 09.00 kan man risikere, at vedkommende først dukker op kl. 12.00 – det er helt normalt.
Vi tager alle vores pæneste tøj på – dvs. Frikke og jeg har lange bukser på, da knæene ikke må vises – det samme gælder Karsten og Mathias. Vi spørger lige for en sikkerheds skyld i receptionen, om vi er ”properly dressed” – hun griner lidt ad os og siger, at for turister er vi okay klædt på. Så vi kører afsted i vores udlejningsbil – der er så mange ”cranky” hunde overalt, så man kan desværre ikke gå rundt. Nogle gange kommer de løbende med fråde om munden op til bilen, når man kommer kørende – man må max. køre 40 kilometer i timen herude, så det foregår altsammen langsomt. Det betyder også, at det er svært at få taget nogle gode fotos, der er ellers meget at fotografere, da alting er så anderledes. Men det bliver til få billeder, da man ofte ikke kan stige ud af bilen pga. de hidsige hunde.
I kirken kommer vi 15 minutter før 10 (det er vist aldrig sket i Danmark), og vi sætter os på den bagerste række. Der sidder kun et andet par, som er hvide – resten er tonganere. Kirken bliver hurtig fyldt op (og den er stor) – og beklædningen er sort – både for mænd og kvinder – og så bærer de fleste en slags sivtæppe flettet af bananblade rundt om dem som en slags ekstra nederdel. Nogle af dem ligner store balskørter, det ser ganske fornøjeligt ud. Selve messen mindede meget om en katolsk messe i Danmark – bortset fra at 2 af messedrengene sad og pillede lus ud af hinandens hår, før messen begyndte – og så bortset fra den helt vidunderlige sang af det kæmpe kor. Det var lige før, at hårene på armene rejste sig – det var det hele værd. Og når jeg siger det hele, så mener jeg, at under messen (jeg forstod jo ingenting undervejs så fokus var på kirkegængerne) opdagede jeg til min rædsel, at både voksne som børn sad åbenlyst og kløede sig i håret – og ved nærmere eftersyn havde ham, som sad foran mig, også en pæn portion af velvoksne lus i sit tilsyneladende nyvaskede hår. Knap så rart – og pludselig var det som om, at alting begyndte at klø på mig. I kender sikkert godt fornemmelsen... Det var lige, hvad vi manglede – jeg fik pludselig en masse forestillinger om alle 4 familiemedlemmer med lus i håret – ingenting er åbent – og kan man i det hele taget købe lusekamme i Tonga? Næppe – det virker til, at ingenting kan købes – supermarkedet er fyldt med de samme varer, tørmælk og kæmpe dåser med konserveret ”corned beef”. En anden kuriositet var, at alteret i kirken var en kæmpe kava-bowle – lige på grænsen til blasfemi synes jeg.
Efter kirken kører vi afsted ud for at opleve noget mere af Tongatapu. Vi kører cirka halvdelen af øen rundt – hele den østlige del af øen, og det vi så var det samme som i går – husene er lavet i alt fra mursten til blik eller træ, de fleste af dem kan man næppe tro, at folk bor i (men det gør de!), haverne er en blanding af græs, alt slags affald og gamle vrag af biler og hvad man ellers ikke længere har brug for. Der går sorte grise overalt – selv ude i havet har de lært at finde mad – med hovedet godt nede under vandfladen – køerne er der langt færre af. Vasketøjet hænger ude næsten alle steder i lange rækker – og så har de 3-4 hunde ved hver husstand – nogle mere venlige end andre. Faktisk bliver vi inviteret til frokost. Da vi kører forbi en grisemor med bitte små grislinger og stopper for at tage et billede af dem, kommer der en tongansk kvinde ud med hendes 3 børn for at spørge, om vi har lyst til at komme ind og spise frokost hos dem – de har kun kylling siger hun. Jeg må indrømme, at det er med nogen ærgelse, at jeg skynder mig at sige pænt nej tak (hvilket ifølge guidebogen er ganske uhøfligt – det har jeg også fortalt børnene, så Mathias punker mig de næste 10 minutter i bilen og fortæller mig, at jeg er ret uhøflig). Jeg orker ikke at se frem til lus og tonganske bakterier – og eftersom det altid er mig, som bliver ramt, synes jeg det er helt rimeligt at afslå.
Vi oplever nogle kæmpe regnskyl undervejs, vejene og parcellerne står nærmest under vand, da kloaksystemerne nok ikke er så velfungerende. Vinduesviskerne på bilen kan knap nok følge med, men der er heldigvis ingen trafik, da alle er enten i kirke eller hjemme og spise frokost med deres familie. Mens andre bruger regnen til at vaske sig – iført tøj – går de ude i regnen med et solidt stykke sæbe, indtil de skummer – både på tøjet og kroppen. Recycling – i bedste stil eller måske mere af nød – det ved vi ikke.
Vi kører også forbi ”South Pacific Stonehenge” (Ha´amonga ´a Maui Trilithon), som er et arkæologisk fund bestående af 3 kæmpe ”limestones”, som tilsyneladende har været indgangen til en hellig by. Igen må vi nøjes med at nyde det fra afstand og i ly af bilen, da der er masser af vrede hunde omkring os. Desværre har vi ikke så meget mere benzin, så vi tør ikke andet end at vende næsen hjemad mod hotellet. På vej tilbage kører vi forbi den internationale lufthavn – den er også lukket og slukket – da det jo er søndag. Vi regner med, at vi selv skal køre derud tirsdag eftermiddag og sætte bilen der, så det er rart at kende vejen. Øen er som sagt ikke stor, men der er absolut ingen vejskilte, så man må være god til at navigere efter kortet i guidebogen, hvis man vil finde frem. Heldigvis er Karsten god til det, så jeg sidder bare og nyder turen.
På vejen tilbage opdager vi, at der er en enkelt restaurant åben – det viser sig at være en lille italiensk restaurant med en ægte italiener – en kvinde i 50´erne, som kommer fra Genova. Hun har boet i Nukualofa de sidste 5 år, og fortæller at hun ikke savner sit hjemland. Hun laver maden sammen med sit noget ældre mor – ganske hyggeligt. Børnene og jeg spiser carbonara (som moster Janni altså laver bedre siger Frikke og Mathias – og jeg må give dem ret) og alt imens sidder vi lidt og kigger på rejseplanen og glæder os alle i vores stille sind over, at om 9 dage er vi på vej tilbage til civilisationen – San Francisco.
Vi gør som tonganerne – de spiser brød til aftensmad om søndagen – efter at de har været i kirke for 2. gang. Den del springer vi så over, men vi kører også til bageren. Vi spørger pænt den søde unge ekspeditrice om, hvad der er i diverse kager – særlig én orangefarvet fanger Karstens opmærksomhed, men da hun fortæller, at der er insekter i, vælger vi én anden, som bare har kanel i.
Vi kører forbi kongepaladset og kongens grav (kongen døde sidste år, dronningen lever stadig) på vej hjem – og aner lige Fafa øen ude i horisonten, hvilket gør, at vi alle længes tilbage – og så vender vi ellers pænt tilbage til Lagoon Lodge. Kl. 18.45 er det bælgmørkt – vi sidder lidt ude på balkonen, så længe myggene tillader det – og ungerne bliver inviteret ud og lege kapløb med underboen, som er 10 år gammel og taler engelsk og mandarin. Vi ved ikke helt, om de er turister lige som os – eller om de besøger familie på Tonga. Men Mathias bliver genert og siger nej tak – gameboyen er trods alt lidt mere sikker og velkendt.
Aftenerne og morgerne her bærer ikke præg af fuglefløjt som på Fafa Island – her er det til bidske gøende hunde. Kl. 19.00 går strømmen på hele øen – så her er mørkt. Mathias er uheldigvis på toilettet, så gode råd er dyre – Frikke finder mobiltelefonen frem, så det nødvendige bliver ordnet til musikken Justin Timberlake, hvis nogen skulle være interesseret – og lyset ikke mindst – fra Frikkes mobil. Ja man kommer til at opleve lidt af hvert. Karsten stikker ned og henter tændstikker, der ligger nemlig allerede 3 lys i lejligheden. Receptionisten fortæller, at strømsvigtet sker ind i mellem – bl.a. i sidste uge – og der kan nemt gå flere timer, før det vender tilbage. Nogle af de andre gæster går straks ud og tænder for deres biler, så er der i det mindste lys. Bagerbrødet blev til candlelight dinner.
Vi tager alle vores pæneste tøj på – dvs. Frikke og jeg har lange bukser på, da knæene ikke må vises – det samme gælder Karsten og Mathias. Vi spørger lige for en sikkerheds skyld i receptionen, om vi er ”properly dressed” – hun griner lidt ad os og siger, at for turister er vi okay klædt på. Så vi kører afsted i vores udlejningsbil – der er så mange ”cranky” hunde overalt, så man kan desværre ikke gå rundt. Nogle gange kommer de løbende med fråde om munden op til bilen, når man kommer kørende – man må max. køre 40 kilometer i timen herude, så det foregår altsammen langsomt. Det betyder også, at det er svært at få taget nogle gode fotos, der er ellers meget at fotografere, da alting er så anderledes. Men det bliver til få billeder, da man ofte ikke kan stige ud af bilen pga. de hidsige hunde.
I kirken kommer vi 15 minutter før 10 (det er vist aldrig sket i Danmark), og vi sætter os på den bagerste række. Der sidder kun et andet par, som er hvide – resten er tonganere. Kirken bliver hurtig fyldt op (og den er stor) – og beklædningen er sort – både for mænd og kvinder – og så bærer de fleste en slags sivtæppe flettet af bananblade rundt om dem som en slags ekstra nederdel. Nogle af dem ligner store balskørter, det ser ganske fornøjeligt ud. Selve messen mindede meget om en katolsk messe i Danmark – bortset fra at 2 af messedrengene sad og pillede lus ud af hinandens hår, før messen begyndte – og så bortset fra den helt vidunderlige sang af det kæmpe kor. Det var lige før, at hårene på armene rejste sig – det var det hele værd. Og når jeg siger det hele, så mener jeg, at under messen (jeg forstod jo ingenting undervejs så fokus var på kirkegængerne) opdagede jeg til min rædsel, at både voksne som børn sad åbenlyst og kløede sig i håret – og ved nærmere eftersyn havde ham, som sad foran mig, også en pæn portion af velvoksne lus i sit tilsyneladende nyvaskede hår. Knap så rart – og pludselig var det som om, at alting begyndte at klø på mig. I kender sikkert godt fornemmelsen... Det var lige, hvad vi manglede – jeg fik pludselig en masse forestillinger om alle 4 familiemedlemmer med lus i håret – ingenting er åbent – og kan man i det hele taget købe lusekamme i Tonga? Næppe – det virker til, at ingenting kan købes – supermarkedet er fyldt med de samme varer, tørmælk og kæmpe dåser med konserveret ”corned beef”. En anden kuriositet var, at alteret i kirken var en kæmpe kava-bowle – lige på grænsen til blasfemi synes jeg.
Efter kirken kører vi afsted ud for at opleve noget mere af Tongatapu. Vi kører cirka halvdelen af øen rundt – hele den østlige del af øen, og det vi så var det samme som i går – husene er lavet i alt fra mursten til blik eller træ, de fleste af dem kan man næppe tro, at folk bor i (men det gør de!), haverne er en blanding af græs, alt slags affald og gamle vrag af biler og hvad man ellers ikke længere har brug for. Der går sorte grise overalt – selv ude i havet har de lært at finde mad – med hovedet godt nede under vandfladen – køerne er der langt færre af. Vasketøjet hænger ude næsten alle steder i lange rækker – og så har de 3-4 hunde ved hver husstand – nogle mere venlige end andre. Faktisk bliver vi inviteret til frokost. Da vi kører forbi en grisemor med bitte små grislinger og stopper for at tage et billede af dem, kommer der en tongansk kvinde ud med hendes 3 børn for at spørge, om vi har lyst til at komme ind og spise frokost hos dem – de har kun kylling siger hun. Jeg må indrømme, at det er med nogen ærgelse, at jeg skynder mig at sige pænt nej tak (hvilket ifølge guidebogen er ganske uhøfligt – det har jeg også fortalt børnene, så Mathias punker mig de næste 10 minutter i bilen og fortæller mig, at jeg er ret uhøflig). Jeg orker ikke at se frem til lus og tonganske bakterier – og eftersom det altid er mig, som bliver ramt, synes jeg det er helt rimeligt at afslå.
Vi oplever nogle kæmpe regnskyl undervejs, vejene og parcellerne står nærmest under vand, da kloaksystemerne nok ikke er så velfungerende. Vinduesviskerne på bilen kan knap nok følge med, men der er heldigvis ingen trafik, da alle er enten i kirke eller hjemme og spise frokost med deres familie. Mens andre bruger regnen til at vaske sig – iført tøj – går de ude i regnen med et solidt stykke sæbe, indtil de skummer – både på tøjet og kroppen. Recycling – i bedste stil eller måske mere af nød – det ved vi ikke.
Vi kører også forbi ”South Pacific Stonehenge” (Ha´amonga ´a Maui Trilithon), som er et arkæologisk fund bestående af 3 kæmpe ”limestones”, som tilsyneladende har været indgangen til en hellig by. Igen må vi nøjes med at nyde det fra afstand og i ly af bilen, da der er masser af vrede hunde omkring os. Desværre har vi ikke så meget mere benzin, så vi tør ikke andet end at vende næsen hjemad mod hotellet. På vej tilbage kører vi forbi den internationale lufthavn – den er også lukket og slukket – da det jo er søndag. Vi regner med, at vi selv skal køre derud tirsdag eftermiddag og sætte bilen der, så det er rart at kende vejen. Øen er som sagt ikke stor, men der er absolut ingen vejskilte, så man må være god til at navigere efter kortet i guidebogen, hvis man vil finde frem. Heldigvis er Karsten god til det, så jeg sidder bare og nyder turen.
På vejen tilbage opdager vi, at der er en enkelt restaurant åben – det viser sig at være en lille italiensk restaurant med en ægte italiener – en kvinde i 50´erne, som kommer fra Genova. Hun har boet i Nukualofa de sidste 5 år, og fortæller at hun ikke savner sit hjemland. Hun laver maden sammen med sit noget ældre mor – ganske hyggeligt. Børnene og jeg spiser carbonara (som moster Janni altså laver bedre siger Frikke og Mathias – og jeg må give dem ret) og alt imens sidder vi lidt og kigger på rejseplanen og glæder os alle i vores stille sind over, at om 9 dage er vi på vej tilbage til civilisationen – San Francisco.
Vi gør som tonganerne – de spiser brød til aftensmad om søndagen – efter at de har været i kirke for 2. gang. Den del springer vi så over, men vi kører også til bageren. Vi spørger pænt den søde unge ekspeditrice om, hvad der er i diverse kager – særlig én orangefarvet fanger Karstens opmærksomhed, men da hun fortæller, at der er insekter i, vælger vi én anden, som bare har kanel i.
Vi kører forbi kongepaladset og kongens grav (kongen døde sidste år, dronningen lever stadig) på vej hjem – og aner lige Fafa øen ude i horisonten, hvilket gør, at vi alle længes tilbage – og så vender vi ellers pænt tilbage til Lagoon Lodge. Kl. 18.45 er det bælgmørkt – vi sidder lidt ude på balkonen, så længe myggene tillader det – og ungerne bliver inviteret ud og lege kapløb med underboen, som er 10 år gammel og taler engelsk og mandarin. Vi ved ikke helt, om de er turister lige som os – eller om de besøger familie på Tonga. Men Mathias bliver genert og siger nej tak – gameboyen er trods alt lidt mere sikker og velkendt.
Aftenerne og morgerne her bærer ikke præg af fuglefløjt som på Fafa Island – her er det til bidske gøende hunde. Kl. 19.00 går strømmen på hele øen – så her er mørkt. Mathias er uheldigvis på toilettet, så gode råd er dyre – Frikke finder mobiltelefonen frem, så det nødvendige bliver ordnet til musikken Justin Timberlake, hvis nogen skulle være interesseret – og lyset ikke mindst – fra Frikkes mobil. Ja man kommer til at opleve lidt af hvert. Karsten stikker ned og henter tændstikker, der ligger nemlig allerede 3 lys i lejligheden. Receptionisten fortæller, at strømsvigtet sker ind i mellem – bl.a. i sidste uge – og der kan nemt gå flere timer, før det vender tilbage. Nogle af de andre gæster går straks ud og tænder for deres biler, så er der i det mindste lys. Bagerbrødet blev til candlelight dinner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar