Så kan vi komme på bloggen igen. Længe leve kinesisk censur.

1. dag – Beijing mandag den 2. juli 2007

Nu er vi så i Beijing. Flyveturen med SAS bød på flere overraskelser – bl.a. selskab af Århus Pige Garde, som efter sigende skal rundt i Kina for at spille - eller hvad man nu gør, når man er medlem af en garde. Nogle ville måske her foranledes til at sige, at dette måtte være fornøjeligt selskab, men 50 pubertetsskingre stemmer på en flyver i 9 timer kan være en prøvelse for selv den mest tålmodige sjæl. Men vi havde også selskab af vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som åbenbart også har ærinder i Beijing, så mere dansk kunne det næppe blive!

Frederikke og Mathias har klaret strabadserne flot indtil nu – de har sågar læst deres nyindkøbte bøger i Kastrup Lufthavn færdige, så så meget for den læsetræning.

Hotellet er et guesthouse og ligger i den gamle bydel i Beijing – en såkaldt hutong. Faktisk bor vi i et courtyard hotel, som er dateret tilbage til Quing dynastiet (1644-1850). Bygningerne er bygget op omkring gårdhaverne, som er ganske hyggelige at sidde i og drikke yasmin te – lige det man har brug for i 34 graders varme. Mathias har fundet 2 store krukker, hvor der svømmer guldfisk og sumpskildpadder, så de skal nok besøges hver dag.

Efter indcheck begav vi os ud i Beijing, som er en stor og larmende by med millioner af mennesker overalt. Der er en umiskendelig tåge hen over hele byen, men Kina er jo også kendt for at være en seriøs bidrager til forureningen. Alle cykler – eller også virker det bare sådan – og virker meget autoritetstro undtagen i trafikken. Her skal man ikke tro, at man er sikker, hvis man begiver sig over for grønt i lyskrydset for man er stadig i fare for både trafikanter og cyklister. Men når menneskeflokkene, som besøger Gate of Heavenly Peace – indgangen til den forbudte by - ikke følger ensretningen, så vender de prompte om, når soldaterne beder dem om det.

Og hvem var så den store turist attraktion i den forbudte by? Ja ikke Mao som I kan se på billedet, men såmænd den lille danske familie. Adskillige gange blev vi kontaktet af kinesere, som gerne ville fotograferes med henholdvis de voksne og med Frederikke og Mathias – opstillet til en større fotoseance med hænderne omkring hinandens skuldre, som om vi var de bedste venner. I det hele taget føler vi os lidt som en turist attraktion på vores vandring gennem byen i dag – man skal lige vænne sig til, at kineserne kigger ganske uhæmmet på os. Det kommer lidt bag på os...

Vi glæder os til mange spændende dage med mange gode og anderledes oplevelser.