Denne dag må absolut være højdepunktet i vores 5 dage i Beijing. Vi har været på muren! Og vi har klatret på trapper, gået op og ned og ja også ”numset” den ned, når faldet var for voldsomt og overvældende.
Vi besluttede at tage en ”cable car” op og ned til muren for at bruge kræfterne på at gå på selve muren. Det var et godt valg. Vi gik cirka 4-5 kilometer på muren – indtil vi ikke kunne gå mere, da muren var i for dårlig stand og derfor lukket af for besøgende. Men muren i Mutianyu, 20 kilometer nordvest for Huairou distriktet er omgivet af den smukkeste natur med græs, skov og masser af frugttræer. Dette stykke af muren er bygget i 1569. Strækningen er kendetegnet ved mange vagttårne, hvilke specielt Mathias og Frikke synes var rigtig spændende at udforske. Det sidste stykke af turen op til det sidste vagttårn var utrolig stejlt og et langt stykke med trapper cirka 500 meter. Det i sig selv var en fysisk udfordring – specielt i 35 graders varme – men at komme ned igen var mere end blot en udfordring. Jeg selv var overbevist om, at jeg ville ende med at komme i avisen i morgen under overskriften ”Hysterisk dansk turist strandet på muren – måtte hentes af redningshelikopter”. Men under grundig peptalk af både mand og børn – ”mor, det er slet ikke så farligt, kig ikke ned men koncentrerer dig om trinene” samt det faktum at jeg faktisk på vej op mødte en noget ældre kinesisk herre med 2 krukker, som åbenbart både klarede at komme op og ned – ja, så kunne jeg jo nok også trods højdeskrækken var i fuldt flor. Med rystende ben og vel nede med cable car´en (som iøvrigt var nøjagtig den samme cable car, som den tidligere præsident Clinton og hans kone kørte i på deres besøg på muren den 28. juni 1998) klappede vi hinanden på skuldrene og lovede, at vi måtte fejre det med den største is, vi kunne opdrive. Eller som formand Mao sagde:”He who has not climbed the great wall is not a true man”. Hvad det så gør Frederikke og jeg til må stå hen i det uvisse….
Med is og cola i maven, chips i rygsækken – standard oppakningen i de meget varme lande – og en god chauffør kørte vi videre til Sommer Paladset, som tjente som sommer residens for kejser Quianlong i the 18. århundrede. Det tog 100.000 arbejdere at gøre grunden værdig til en kejser med Kunning Lake, adskillige templer, pavillioner og haver som strækker sig 2,5 km fra øst til vest. Igen kunne man blive i tvivl om, hvem turist attraktionen var – Mathias og Frikke blev igen foreviget sammen med kinesiske børn, bedsteforældre og andet godtfolk.
Trafikken er forfærdelig – de kører fuldstændig vanvittigt, og man skal bestemt ikke vide sig for sikker, bedst som man går over for grønt lys i lyskrydset bliver man mødt at dyttende højredrejende billister og ikke mindst cyklisterne er livsfarlige. Hver gang man når over på den anden side af gaden, mumler man helt rituelt – okay endnu en gang gik det godt!
Vi ville også slutte dagen godt og besluttede at tage en taxa ud til Chaoyang. Regningen blev 24 yuan (cirka kr. 17,-) - den dyreste taxa tur vi har haft indtil nu, men trafikken var vanskelig. Vi kørte dog forgæves for restauranten, som var nævnt i Lonely Planet guide var lukket, og nybyggeri var i gang på adressen. Vi mødte et amerikansk selskab som også søgte efter restauranten, men vi måtte alle gå forgæves.
Guiden frem igen og valgte faldt på en australsk restaurant i nærheden. Vi fik fantastiske burgere og hjemmelavede fries – et godt solidt måltid oven på en anstrengende dag. Vi må indrømme, at vi er ikke begejstrede for kinesisk mad. Måske har vi blot været uheldige indtil nu, men når man eksempelvis vælger en kyllingret, ja så er det kylling med ben, knogler og hvad der ellers følger med – og ikke så meget kyllingkød.
Med en kinesisk taxa chauffør som ikke forstår engelsk (det gør de sjældent), måtte Karsten hjælpe ham med at dirigere ham hjem til hotellet. Det hastede, da jeg er ramt af kinesiske bakterier. Ungerne og Karsten sluttede dagen af med at gå i Oriental Plaza, en kæmpe shopping mall for at købe farvede popcorn, som børnene havde forelsket sig i tidligere på dagen, sodavand og brød til undertegnede og lidt rent vand selvfølgelig.
I morgen skal vi tidligt op og opleve en kinesisk park ”Temple of Heaven Park”, hvor der både dyrkes taichi, spilles skak og danses til vestlig musik – en måde hvorpå dagen startes hvis man er kineser. Det må vi prøve.... Vækkeuret ringer kl. 06.30!
Vi besluttede at tage en ”cable car” op og ned til muren for at bruge kræfterne på at gå på selve muren. Det var et godt valg. Vi gik cirka 4-5 kilometer på muren – indtil vi ikke kunne gå mere, da muren var i for dårlig stand og derfor lukket af for besøgende. Men muren i Mutianyu, 20 kilometer nordvest for Huairou distriktet er omgivet af den smukkeste natur med græs, skov og masser af frugttræer. Dette stykke af muren er bygget i 1569. Strækningen er kendetegnet ved mange vagttårne, hvilke specielt Mathias og Frikke synes var rigtig spændende at udforske. Det sidste stykke af turen op til det sidste vagttårn var utrolig stejlt og et langt stykke med trapper cirka 500 meter. Det i sig selv var en fysisk udfordring – specielt i 35 graders varme – men at komme ned igen var mere end blot en udfordring. Jeg selv var overbevist om, at jeg ville ende med at komme i avisen i morgen under overskriften ”Hysterisk dansk turist strandet på muren – måtte hentes af redningshelikopter”. Men under grundig peptalk af både mand og børn – ”mor, det er slet ikke så farligt, kig ikke ned men koncentrerer dig om trinene” samt det faktum at jeg faktisk på vej op mødte en noget ældre kinesisk herre med 2 krukker, som åbenbart både klarede at komme op og ned – ja, så kunne jeg jo nok også trods højdeskrækken var i fuldt flor. Med rystende ben og vel nede med cable car´en (som iøvrigt var nøjagtig den samme cable car, som den tidligere præsident Clinton og hans kone kørte i på deres besøg på muren den 28. juni 1998) klappede vi hinanden på skuldrene og lovede, at vi måtte fejre det med den største is, vi kunne opdrive. Eller som formand Mao sagde:”He who has not climbed the great wall is not a true man”. Hvad det så gør Frederikke og jeg til må stå hen i det uvisse….
Med is og cola i maven, chips i rygsækken – standard oppakningen i de meget varme lande – og en god chauffør kørte vi videre til Sommer Paladset, som tjente som sommer residens for kejser Quianlong i the 18. århundrede. Det tog 100.000 arbejdere at gøre grunden værdig til en kejser med Kunning Lake, adskillige templer, pavillioner og haver som strækker sig 2,5 km fra øst til vest. Igen kunne man blive i tvivl om, hvem turist attraktionen var – Mathias og Frikke blev igen foreviget sammen med kinesiske børn, bedsteforældre og andet godtfolk.
Trafikken er forfærdelig – de kører fuldstændig vanvittigt, og man skal bestemt ikke vide sig for sikker, bedst som man går over for grønt lys i lyskrydset bliver man mødt at dyttende højredrejende billister og ikke mindst cyklisterne er livsfarlige. Hver gang man når over på den anden side af gaden, mumler man helt rituelt – okay endnu en gang gik det godt!
Vi ville også slutte dagen godt og besluttede at tage en taxa ud til Chaoyang. Regningen blev 24 yuan (cirka kr. 17,-) - den dyreste taxa tur vi har haft indtil nu, men trafikken var vanskelig. Vi kørte dog forgæves for restauranten, som var nævnt i Lonely Planet guide var lukket, og nybyggeri var i gang på adressen. Vi mødte et amerikansk selskab som også søgte efter restauranten, men vi måtte alle gå forgæves.
Guiden frem igen og valgte faldt på en australsk restaurant i nærheden. Vi fik fantastiske burgere og hjemmelavede fries – et godt solidt måltid oven på en anstrengende dag. Vi må indrømme, at vi er ikke begejstrede for kinesisk mad. Måske har vi blot været uheldige indtil nu, men når man eksempelvis vælger en kyllingret, ja så er det kylling med ben, knogler og hvad der ellers følger med – og ikke så meget kyllingkød.
Med en kinesisk taxa chauffør som ikke forstår engelsk (det gør de sjældent), måtte Karsten hjælpe ham med at dirigere ham hjem til hotellet. Det hastede, da jeg er ramt af kinesiske bakterier. Ungerne og Karsten sluttede dagen af med at gå i Oriental Plaza, en kæmpe shopping mall for at købe farvede popcorn, som børnene havde forelsket sig i tidligere på dagen, sodavand og brød til undertegnede og lidt rent vand selvfølgelig.
I morgen skal vi tidligt op og opleve en kinesisk park ”Temple of Heaven Park”, hvor der både dyrkes taichi, spilles skak og danses til vestlig musik – en måde hvorpå dagen startes hvis man er kineser. Det må vi prøve.... Vækkeuret ringer kl. 06.30!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar