Gion, det kvarter som vores ryokan ligger i, er tilsyneladende også det kvarter, hvor der er flest clubs, barer og diskotekter. Gaderne var fyldte med feststemte mennesker og masser af kimonoklædte japanere – og et par enkelte geishaer. Dette har betydet en lidt urolig nat, så vi var alle trætte, da vi vågnede her til morgen. Vi har ikke betalt for morgenmad på hotellet, så vi måtte på jagt efter en morgenmadsrestaurant. Da vi endelig fandt en, som var åben, måtte vi erkende, at det ikke var det mest spændende måltid, der lå foran os, men sultne var vi.
Japanerne ryger – og de ryger meget. Og der er ikke nogen rygepolitik heller ikke på restauranter og caféer, hvilket virker lidt generende på os europæere. De løber også, og bukker i respekt hele tiden for hinanden – og så har man nok de mest velklædte taxachauffører i hele verden. I de mest velpudsede og skinnende taxaer sidder der habitklædte chauffører med handsker på, og så er taxaerne udstyret med en smart knap som gør, at når de standser og skal have nye kunder med, så åbner den ene dør automatisk. Det er ikke det eneste, som er automatisk. I stormagasinerne er toiletterne fuld-automatiserede hvad angår alt – toiletsæderne åbnes automatisk, der er automatisk skyl og vandhanerne er automatiske (der er vi også nået til i Danmark) og hænderne tørres i en automat, hvor hænderne tørres på begge sider på samme tid. I stormagasinerne bukker man for sine kunder, når de forlader forretningen – og nogle steder sidder ekspedienten på knæ foran kunden. Det i sig selv er nok til at jeg ikke kigger på noget – hvilket Karsten selvfølgelig synes er fantastisk.
Ellers er der mange penge i omløb her i Kyoto. De fleste kvinder er velklædte, meget nydelige og bærer eksklusive tasker i Louis Vuitton, Chanel, Prada og lignende. Mændene – unge som gamle – bærer ofte jakkesæt. Især de yngre mænd har ofte en spøgs stil med halvlangt Slade hår og gerne bobbet/farvet. Både mænd og kvinder optræder i kimono i downtown Kyoto, en kuriositet som vi desværre endnu ikke har fået svar på hvorfor de gør, men det kommer nok. Men der er langt mellem de japanere, som taler engelsk. Så det er ikke helt nemt at få de oplysninger, som man har brug for. Byen er en sjov blanding af nyt og gammelt, små hyggelige stræder med gamle træhuse i den japanske minimalistiske stil, som vi kender i Europa – og mange steder løber der en å gennem byen. Selv åen virker så velordnet og ren.
Vi har spist sushi for første gang på en restaurant, som stod anbefalet i Lonely Planet guiden. Det var lidt svært at finde frem til den, fordi alle skilte står på japansk. Vi sad på en lang række og så på, at de japanske køkkenchefer fremtryllede det mest fantastiske sushi. Frederikke kan ikke så godt lide sushi, men vi fik hende overtalt til at prøve nogle enkle uden wasabi og med agurk. Der gled et par stykker ned, men MD måtte konsulteres efterfølgende for at få fyldt maven helt op. Vi 3 andre var mætte og tilfredse. Fantastisk mad – colaer og en øl – til en regning på kr. 240,- så priserne er næsten som i Danmark.
Aftenbadet blev afprøvet i hotellets ”onsen”, i dag var det kvindernes tur til at bruge det på 1. sal. I morgen er det på 6. sal med udsigt ud over byen og bjergene. Drengene havde fornøjelsen her til aften, og de var ret begejstrede, da de vendte tilbage til værelset. Jeg havde frygtet ”onsen”, jeg synes ikke, at det lød så charmerende. Det er helt sikkert mit bløde punkt – fælles toiletter og badeværelser er ikke et hit for mig. Nogle ville måske endda fristes til at kalde mig sippet. Men Frikke fik mig overtalt, og vi havde det hele for os selv, så det var dejligt. Man iklæder sig sin kimono på værelset (inklusiv sit undertøj) og tøflerne, som er beregnet til brug indendøre på hotellet. I forrummet afklæder man sig kimono og undertøj og træder ind i vaskerummet. Her sidder man på rad og række med sin bruser og sin lille taburet med sit vaskefad. Efter afvaskning træder man ned i ”onsen”, hvor vandet er meget varmt – cirka nogle og tredive grader. Her sidder man så lidt og slapper af. De fleste værelser på ryokans har ikke badeværelser, derfor er det kotyme, at man benytter et fællesbad. Vores har dog eget badeværelse, hvilket jeg klart foretrækker.
I morgen er det planen, at vi skal ud og se nogle templer. Der er cirka 2000 her i Kyoto, hvoraf 17 af Unesco er blevet erklæring som ”world heritage”.
Japanerne ryger – og de ryger meget. Og der er ikke nogen rygepolitik heller ikke på restauranter og caféer, hvilket virker lidt generende på os europæere. De løber også, og bukker i respekt hele tiden for hinanden – og så har man nok de mest velklædte taxachauffører i hele verden. I de mest velpudsede og skinnende taxaer sidder der habitklædte chauffører med handsker på, og så er taxaerne udstyret med en smart knap som gør, at når de standser og skal have nye kunder med, så åbner den ene dør automatisk. Det er ikke det eneste, som er automatisk. I stormagasinerne er toiletterne fuld-automatiserede hvad angår alt – toiletsæderne åbnes automatisk, der er automatisk skyl og vandhanerne er automatiske (der er vi også nået til i Danmark) og hænderne tørres i en automat, hvor hænderne tørres på begge sider på samme tid. I stormagasinerne bukker man for sine kunder, når de forlader forretningen – og nogle steder sidder ekspedienten på knæ foran kunden. Det i sig selv er nok til at jeg ikke kigger på noget – hvilket Karsten selvfølgelig synes er fantastisk.
Ellers er der mange penge i omløb her i Kyoto. De fleste kvinder er velklædte, meget nydelige og bærer eksklusive tasker i Louis Vuitton, Chanel, Prada og lignende. Mændene – unge som gamle – bærer ofte jakkesæt. Især de yngre mænd har ofte en spøgs stil med halvlangt Slade hår og gerne bobbet/farvet. Både mænd og kvinder optræder i kimono i downtown Kyoto, en kuriositet som vi desværre endnu ikke har fået svar på hvorfor de gør, men det kommer nok. Men der er langt mellem de japanere, som taler engelsk. Så det er ikke helt nemt at få de oplysninger, som man har brug for. Byen er en sjov blanding af nyt og gammelt, små hyggelige stræder med gamle træhuse i den japanske minimalistiske stil, som vi kender i Europa – og mange steder løber der en å gennem byen. Selv åen virker så velordnet og ren.
Vi har spist sushi for første gang på en restaurant, som stod anbefalet i Lonely Planet guiden. Det var lidt svært at finde frem til den, fordi alle skilte står på japansk. Vi sad på en lang række og så på, at de japanske køkkenchefer fremtryllede det mest fantastiske sushi. Frederikke kan ikke så godt lide sushi, men vi fik hende overtalt til at prøve nogle enkle uden wasabi og med agurk. Der gled et par stykker ned, men MD måtte konsulteres efterfølgende for at få fyldt maven helt op. Vi 3 andre var mætte og tilfredse. Fantastisk mad – colaer og en øl – til en regning på kr. 240,- så priserne er næsten som i Danmark.
Aftenbadet blev afprøvet i hotellets ”onsen”, i dag var det kvindernes tur til at bruge det på 1. sal. I morgen er det på 6. sal med udsigt ud over byen og bjergene. Drengene havde fornøjelsen her til aften, og de var ret begejstrede, da de vendte tilbage til værelset. Jeg havde frygtet ”onsen”, jeg synes ikke, at det lød så charmerende. Det er helt sikkert mit bløde punkt – fælles toiletter og badeværelser er ikke et hit for mig. Nogle ville måske endda fristes til at kalde mig sippet. Men Frikke fik mig overtalt, og vi havde det hele for os selv, så det var dejligt. Man iklæder sig sin kimono på værelset (inklusiv sit undertøj) og tøflerne, som er beregnet til brug indendøre på hotellet. I forrummet afklæder man sig kimono og undertøj og træder ind i vaskerummet. Her sidder man på rad og række med sin bruser og sin lille taburet med sit vaskefad. Efter afvaskning træder man ned i ”onsen”, hvor vandet er meget varmt – cirka nogle og tredive grader. Her sidder man så lidt og slapper af. De fleste værelser på ryokans har ikke badeværelser, derfor er det kotyme, at man benytter et fællesbad. Vores har dog eget badeværelse, hvilket jeg klart foretrækker.
I morgen er det planen, at vi skal ud og se nogle templer. Der er cirka 2000 her i Kyoto, hvoraf 17 af Unesco er blevet erklæring som ”world heritage”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar