6. dag – Beijing/Kyoto lørdag den 7. juli 2007

2 timers flyvning eller 1700 km er åbenbart nok til at der er en ”verden til forskel”. Det kan godt være at begge nationaliteter er asiater, dyrker kampsport og at de bruger skrifttegn som minder om hinanden, men mentalitetsmæssigt er de virkelig forskellige. For eksempel begrebet køkultur – kineserne har ingen – eller skulle jeg sige kinøjserne, som Mathias har døbt dem. De springer over i køen, som var det mest naturlige i verden, helt uden at skamme sig!
Japanere er deres dimentrale modsætning og står sirligt i kø til toget, så selv en englænder ville komme til kort. Et andet begreb, gadesælgere – i kina er der masser af dem, og de råber og hiver i en, bare man går forbi. I japan har vi her til aften mødt én og det var først da vi spurgte ham om, hvad han egentlig solgte, at vi fik ham i tale. Vi forstod så ikke et ord af, hvad han sagde, men vi skulle mene, at det var mad.
Jeg kan fortsættte med flere emner, så som hygiejne, madkvalitet, opførelse o.s.v. og vi har kun været her i et par timer.....

Idag var det så rejsedag, og det eneste vi nåede i Beijing var at pakke og spise morgemad og så afsted til lufthavnen. Derfra gik det som planlagt, dvs. 2 timers flyvning og så en togbillet til Kyoto. Ud over at stå pænt i sirlige køer til rengøringspersonalet havde ordnet vognene i toget, så har japanerne en anden finurlighed: De kan vende deres stolerækker i toget, så man altid sidder i køreretningen. Ret checket! Vi var fremme på hotellet i Gion, Kyoto kl 20.30 lokaltid (7 timer foran DK). Vi bor på en Ryokan (udtales vistnok sjokan) som er en traditionelt japansk kro med klassisk japansk indretning – tatamimåtter på gulvet, stole uden ben og et bord på 30 cm.
Efter en lille aftentur samt lidt at spise eksperimenterede jeg (alias Karsten) med ”Onsen”, som er et kønsopdelt fællesbad i særdeles varme bassiner. Det foregår absolut ”au natural” og onde tunger vil påstå, jeg har øvet mig på det i forbindelse med min nyeligt overståede polterabend. Der var dog en detalje, guidebogen havde glemt – at man ikke går i kimono uden sine underbukser, hvilket resten af familien havde overbevidst mig om. Men jeg havde husket mine tøfler, som man ifører sig på vej ned til fællesbadet. Der er også tøfler til toilettet, selv om det ved en nøje opmåling ikke kan være meget mere end ½ m2.

Efter at vi havde installeret os i værelset, bankede det på døren. Vi var vist for optaget af at nærstudere rummet, så vi hørte dem ikke. Men pludselig stod der 2 meget japanske kimonoklædte damer med pude på ryggen, som ville finde de rigtige kimonoer frem til familien samt servere lidt te. Japanerne er som altid fnisende og grinede mest af alt over vores bagage. Vi synes ellers, at vi ”are travelling light”.

Ungerne synes at være glade for at have forladt Kina, det var vist ikke et hit. Der var mange gode oplevelser i Beijing, men 5 dage var passende at spendere der.
I morgen tidlig skal vi finde os en god morgenmadsrestaurant. Det er helt klart, at priserne er helt anderledes i Japan, så vi forventer en drastisk stigning i madbudgettet. Men aldrig har vi nogensinde spist så lidt, som vi gjorde i Beijing – der var for varmt til, at man overhovedet følte lyst til at spise.... andet end chips og cola til at skylle det ned med.