I dag nåede vi lige morgenmaden, før den lukkede. Den er kun åben mellem 7-9, fordi kineserne står tidligt op. Forretningerne åbner mellem 7.30-8.00, så alting er i gang tidligt. Det er vores sidste dag i Beijing. Vi har aftalt, at dagen i dag skal foregå i et lidt mere afslappet tempo, da vi har haft travlt de andre dage.
På vej hen til Tiananmen Square støder vi tilfældigt på endnu et marked, hvor der både sælges alverdens turistfælder samt mad. Madboderne er dog ikke umiddelbart noget, som virker tiltrækkende på os danskere. Ikke fordi vi normalt er sarte, men flere af boderne sælger friturestegte biller (i mega-størrelse) samt søheste og skorpioner på spyd – som vel og mærke stadig er levende.
Vi starter som sagt på Tiananmen Square, det som vi på dansk kalder den himmelske fredsplads. Det var netop her i 1989, at studenteroprøret foregik og hvor militæret slog 10.000 ihjel i sidegaderne. Det føles mærkeligt at gå der.
Fred var der nu ikke megt af, pladsen var fuld af kinesiske turister og sælgere – de sælger alt - du kan få postkort, bøger om den kinesiske mur, et Mao ur eller hvad med silkepaparaplyer – eller måske en vifte? Efterhånden som vi har været her i lidt tid, er især min tålmodighed ved at være slut med sælgerne. De er ret pågående og tager skam ikke et nej tak for et enegyldigt svar. De løber sågar ved siden af os, alt imens vi forsøger at sætte farten op for at komme afsted. Jeg må indrømme, at her sidst på dagen har jeg nok ikke været den bedste ambassadør for Danmark. Varmt og fugtigt vejr kombineret med nærgående sælgere er en dårlig cocktail. Desværre da vi gik hjem mod hotellet her til aften, mødte vi en ung kinesisk kvinde, som gik op på siden af mig og sagde: ”Hello” – hvilket plejer at være indgangsbønnen til den anden plage i Beijing – universitetsstuderende som studerer chinese art og som sælger deres arbejder i en ”exhibition/gallery” lige rundt om hjørnet. Jeg tror, at vi har mødt 10 af dem i dag. Men nu var min tålmodighed opbrugt, så jeg svarede pænt men bestemt ” No more galleries or exhibitions please”, hvorpå hun kiggede meget forvirret på mig. Hvad mener du? svarede hun. Jeg ville blot fortælle dig, at du har en meget smuk datter – ligesom dig. Ups – hvem ved hvad hendes dagsorden var, men jeg måtte undskylde og forklare, at jeg havde mødt så mange universitetsstuderende i dag, som alle ville sælge mig alverdens kaligrafier og andet art stuff, at jeg var lidt træt af det. Sådan kan det også gå..
Desværre var Mao Zedongs maosoleum lukket hele sommerperioden, så vi måtte undvære et syn af den store leder. Men der er jo masser af billeder af ham i hele Beijing, så vi har da fået set lidt til ham.
Ellers har vi været i Beihai Park, som i dag er en offentlig park (dog betaler man adgangsbilletter, det gør man til alle parker her i Kina), hvis centrum er en større sø, hvorpå man kan sejle. I gamle dage var det kejserens legeplads og ikke tilgængeligt for de andre kinesere.
Ellers har vi blot dalret rundt og snuset de sidste indtryk ind i kroppen, taget en del billeder bl.a. af de gamle hutonger. En anden antropologisk observation er at i Beijing hænger man sit vasketøj til tørre ude ved vejen – og også gerne ved siden af sin forretning. Så på den skønneste allé langs den forbudte by, hænger der snore med alt lige fra Sloggi underbukser, finere lingeri til hullede og slidte bomuldsbukser. Ja hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk, så kan man jo lige så godt vaske sit tøj og tørre det, mens man er på job? Hvordan mon det ville se ud i MA, hvis vi tog vasketøjet med på arbejde og hang det tørre ude i receptionen? Endnu en gang må vi bare konkludere, at vores verdner er så forskellige!
Og byggepladserne? Dem er der mange af i øjeblikket, da de forbereder sig på det helt store ryk-ind i 2008 til OL. Bag plastikskærme med skønne billeder af grønne træer og tulipaner, gemmer der sig en helt anden verden. Byggepladserne myldrer med kinesere, som knokler. Der er støv allevegne, ingen bærer de påbudte hjelme og alt transporteres i noget, som ligner det, som vi brugte i tilbage i 1940´erne. Da vi gik forbi i dag, fangede mit blik en meget ung mand, han kan ikke være mere end 16 år gammel. Foran ham venter sikkert et langt og slidsomt liv.
Vi har måtte købe en ekstra taske til at transportere alle de kinesiske sager, vi købte på markedet, til Japan, hvorfra vi regner med at sende det hjem mod Danmark. Det er vist nødvendigt, hvis vi skal fortsætte med at ”travel light”.
Flyet til Osaka er confirmed, shuttle service til lufthavnen er bestilt til kl. 10.30 i morgen formiddag og vi har fået spurgt receptionen om, hvorfor de der står et skilt om ”The best workplace for Chinese women”. Det viser sig, at hotellet er ejet af en organisation, som arbejder for at beskytte kvinder og børn ”All-China Women´s Federation”, så ikke nok med, at vi har haft en dejlig base i Beijing, så har vi også bidraget til socialt arbejde. Det er jo godt.
Vi glæder os alle til at rejse til Japan i morgen – og føler at vi har set Beijing. Vi ser frem til et land, hvor der er mere rent og forhåbentlig mindre smog. Og masser af sushi...
På vej hen til Tiananmen Square støder vi tilfældigt på endnu et marked, hvor der både sælges alverdens turistfælder samt mad. Madboderne er dog ikke umiddelbart noget, som virker tiltrækkende på os danskere. Ikke fordi vi normalt er sarte, men flere af boderne sælger friturestegte biller (i mega-størrelse) samt søheste og skorpioner på spyd – som vel og mærke stadig er levende.
Vi starter som sagt på Tiananmen Square, det som vi på dansk kalder den himmelske fredsplads. Det var netop her i 1989, at studenteroprøret foregik og hvor militæret slog 10.000 ihjel i sidegaderne. Det føles mærkeligt at gå der.
Fred var der nu ikke megt af, pladsen var fuld af kinesiske turister og sælgere – de sælger alt - du kan få postkort, bøger om den kinesiske mur, et Mao ur eller hvad med silkepaparaplyer – eller måske en vifte? Efterhånden som vi har været her i lidt tid, er især min tålmodighed ved at være slut med sælgerne. De er ret pågående og tager skam ikke et nej tak for et enegyldigt svar. De løber sågar ved siden af os, alt imens vi forsøger at sætte farten op for at komme afsted. Jeg må indrømme, at her sidst på dagen har jeg nok ikke været den bedste ambassadør for Danmark. Varmt og fugtigt vejr kombineret med nærgående sælgere er en dårlig cocktail. Desværre da vi gik hjem mod hotellet her til aften, mødte vi en ung kinesisk kvinde, som gik op på siden af mig og sagde: ”Hello” – hvilket plejer at være indgangsbønnen til den anden plage i Beijing – universitetsstuderende som studerer chinese art og som sælger deres arbejder i en ”exhibition/gallery” lige rundt om hjørnet. Jeg tror, at vi har mødt 10 af dem i dag. Men nu var min tålmodighed opbrugt, så jeg svarede pænt men bestemt ” No more galleries or exhibitions please”, hvorpå hun kiggede meget forvirret på mig. Hvad mener du? svarede hun. Jeg ville blot fortælle dig, at du har en meget smuk datter – ligesom dig. Ups – hvem ved hvad hendes dagsorden var, men jeg måtte undskylde og forklare, at jeg havde mødt så mange universitetsstuderende i dag, som alle ville sælge mig alverdens kaligrafier og andet art stuff, at jeg var lidt træt af det. Sådan kan det også gå..
Desværre var Mao Zedongs maosoleum lukket hele sommerperioden, så vi måtte undvære et syn af den store leder. Men der er jo masser af billeder af ham i hele Beijing, så vi har da fået set lidt til ham.
Ellers har vi været i Beihai Park, som i dag er en offentlig park (dog betaler man adgangsbilletter, det gør man til alle parker her i Kina), hvis centrum er en større sø, hvorpå man kan sejle. I gamle dage var det kejserens legeplads og ikke tilgængeligt for de andre kinesere.
Ellers har vi blot dalret rundt og snuset de sidste indtryk ind i kroppen, taget en del billeder bl.a. af de gamle hutonger. En anden antropologisk observation er at i Beijing hænger man sit vasketøj til tørre ude ved vejen – og også gerne ved siden af sin forretning. Så på den skønneste allé langs den forbudte by, hænger der snore med alt lige fra Sloggi underbukser, finere lingeri til hullede og slidte bomuldsbukser. Ja hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk, så kan man jo lige så godt vaske sit tøj og tørre det, mens man er på job? Hvordan mon det ville se ud i MA, hvis vi tog vasketøjet med på arbejde og hang det tørre ude i receptionen? Endnu en gang må vi bare konkludere, at vores verdner er så forskellige!
Og byggepladserne? Dem er der mange af i øjeblikket, da de forbereder sig på det helt store ryk-ind i 2008 til OL. Bag plastikskærme med skønne billeder af grønne træer og tulipaner, gemmer der sig en helt anden verden. Byggepladserne myldrer med kinesere, som knokler. Der er støv allevegne, ingen bærer de påbudte hjelme og alt transporteres i noget, som ligner det, som vi brugte i tilbage i 1940´erne. Da vi gik forbi i dag, fangede mit blik en meget ung mand, han kan ikke være mere end 16 år gammel. Foran ham venter sikkert et langt og slidsomt liv.
Vi har måtte købe en ekstra taske til at transportere alle de kinesiske sager, vi købte på markedet, til Japan, hvorfra vi regner med at sende det hjem mod Danmark. Det er vist nødvendigt, hvis vi skal fortsætte med at ”travel light”.
Flyet til Osaka er confirmed, shuttle service til lufthavnen er bestilt til kl. 10.30 i morgen formiddag og vi har fået spurgt receptionen om, hvorfor de der står et skilt om ”The best workplace for Chinese women”. Det viser sig, at hotellet er ejet af en organisation, som arbejder for at beskytte kvinder og børn ”All-China Women´s Federation”, så ikke nok med, at vi har haft en dejlig base i Beijing, så har vi også bidraget til socialt arbejde. Det er jo godt.
Vi glæder os alle til at rejse til Japan i morgen – og føler at vi har set Beijing. Vi ser frem til et land, hvor der er mere rent og forhåbentlig mindre smog. Og masser af sushi...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar