Endelig troede vi, at vi havde fundet en hyggelig lille morgenmadsrestaurant, som serverer ”western food” – ungerne er ikke særlig glade for den japanske version – og hvis vi skal være ærlige, så er vi heller ikke! Men den var lukket, selv om der stod, at den skulle være åben kl. 08.30. Alternativet var Starbucks Coffee og sikke et alternativ. Det er nu dejligt at starte dagen med en god kop kaffe. Længe leve globaliseringen... Og som så sidder der og drikker café latte og føler sig hjemmevant, træder der en japansk herre ind, iklædt sort kimono med hvid underkjole, nogle sjove hvide strømper (som var et hit sidste år på Vesterbro), men som er en strømpe med fødder i – et til storetåen og et til de øvrige tæer – for at kunne have de klassiske japanske træsko på, som er lavet af træ med 2 klodser under og et stykke læder foran, som på den træsko, vi kender hjemmefra – mærkelig konstruktion og ganske besværlig at gå i – tilsyneladende... Efterhånden kigger vi ikke længere efter de kimono-klædte japanere, de er blevet til en naturlig del af gadebilledet. Men han så så morsom ud.... med sit lille sorte lærredsnet over skulderen. Kan I forestille jer det??
Ellers er den store nyhed i dag, at det regner – og det regner – og det regner. Ja, måske tænker I – sådan er det også i Danmark lige i øjeblikket, men vi har åbenbart sovet i timen, da det viser sig, at fordi Kyoto ligger mellem et bjergområde hernede, er vi havnet her i regntiden – som godt nok slutter, når denne uge er omme – men hvad hjælper det os, når vi sidder i Tokyo til den tid. Så vi har lånt os frem til nogle paraplyer. Mødte i øvrigt nogle hjælpsomme canadiere, som bor på samme ryokan som os, som ville låne os en paraply i morges. Det viste sig, at de oprindeligt var danskere, og var emigreret til Toronto for 5o år siden. Hun var fra Valby, han fra Esbjerg. Sjovt ikke...
På grund af regnen planlagde vi at forsøge at holde os til indendørs aktiviteter. Derfor tog vi til et meget smukt tempel, Kennin-Ji som er det ældste Zen tempel i Kyoto – bygget i 1202 – af præsten Eisai, som allerede som 14-årig blev indviet. Vi var alle meget betagede af dette tempel med smukke rum og smukke forløb med åbne skydedøre med rispapir og med et centralt punkt, som var en typisk sten- og moshave med grafiske træer. Vi tilbragte faktisk flere timer på stedet, da der var sådan en dejlig ro og fred. Men som altid skal man huske tøflerne, når man går på toilettet. Billedet i dag er fra herretoilettet, tøflerne står klar til de trængende herrer.
Vi havde fået anbefalet at tage til et kæmpe marked med japansk mad, Nishiki Market, som ligger i downtown Kyoto. Det var sjovt at se alle de forskellige former for mad, som japanerne spiser – lige fra tang, mærkelige fisk til de mest kunstfærdige desserter/kager. Der er ingen tvivl om, at japanerne har en sød tand. Den del elsker ungerne – og Karsten. Som vi fortalte i forgårs, er japanerne ekstremt høflige. Det bliver ved med at forbløffe os. Når man træder ind i en forretning, bliver man f.eks. budt velkommen med et ”irasshaimase”, som betyder velkommen. Ved betaling overrækker man pengene i en bakke, hvorefter byttepengene bliver overrakt i en bakke – og et buk med hovedet naturligvis.
Derefter ville vi se den katolske kirke i Kyoto, som efter sigende skulle være den ældste i Kyoto – og med tatami-måtter på gulvet. Vi gik forgæves, da det viste sig, at man på et af turistkortene havde placeret kirken det forkerte sted, så vi måtte opgive. Men til gengæld fandt vi en udemærket restaurant, som servede nogle anstændige og pæne portioner spaghetti, så også børnene blev mætte. Vi spadserede hjem igennem byen og tog et tidligt besøg i ”onsen”.
Det regner stadig her til aften – og det regner meget! Så det føles næsten som at være i København – og dog... I aften skal vi beslutte, hvad der bliver programmet for den sidste dag i Kyoto – vi havde håbet på at se lidt flere templer, men når vi hele tiden skal holde os i fornuftig afstand af toilettet, så begrænser det jo lidt mulighederne.
Ellers er den store nyhed i dag, at det regner – og det regner – og det regner. Ja, måske tænker I – sådan er det også i Danmark lige i øjeblikket, men vi har åbenbart sovet i timen, da det viser sig, at fordi Kyoto ligger mellem et bjergområde hernede, er vi havnet her i regntiden – som godt nok slutter, når denne uge er omme – men hvad hjælper det os, når vi sidder i Tokyo til den tid. Så vi har lånt os frem til nogle paraplyer. Mødte i øvrigt nogle hjælpsomme canadiere, som bor på samme ryokan som os, som ville låne os en paraply i morges. Det viste sig, at de oprindeligt var danskere, og var emigreret til Toronto for 5o år siden. Hun var fra Valby, han fra Esbjerg. Sjovt ikke...
På grund af regnen planlagde vi at forsøge at holde os til indendørs aktiviteter. Derfor tog vi til et meget smukt tempel, Kennin-Ji som er det ældste Zen tempel i Kyoto – bygget i 1202 – af præsten Eisai, som allerede som 14-årig blev indviet. Vi var alle meget betagede af dette tempel med smukke rum og smukke forløb med åbne skydedøre med rispapir og med et centralt punkt, som var en typisk sten- og moshave med grafiske træer. Vi tilbragte faktisk flere timer på stedet, da der var sådan en dejlig ro og fred. Men som altid skal man huske tøflerne, når man går på toilettet. Billedet i dag er fra herretoilettet, tøflerne står klar til de trængende herrer.
Vi havde fået anbefalet at tage til et kæmpe marked med japansk mad, Nishiki Market, som ligger i downtown Kyoto. Det var sjovt at se alle de forskellige former for mad, som japanerne spiser – lige fra tang, mærkelige fisk til de mest kunstfærdige desserter/kager. Der er ingen tvivl om, at japanerne har en sød tand. Den del elsker ungerne – og Karsten. Som vi fortalte i forgårs, er japanerne ekstremt høflige. Det bliver ved med at forbløffe os. Når man træder ind i en forretning, bliver man f.eks. budt velkommen med et ”irasshaimase”, som betyder velkommen. Ved betaling overrækker man pengene i en bakke, hvorefter byttepengene bliver overrakt i en bakke – og et buk med hovedet naturligvis.
Derefter ville vi se den katolske kirke i Kyoto, som efter sigende skulle være den ældste i Kyoto – og med tatami-måtter på gulvet. Vi gik forgæves, da det viste sig, at man på et af turistkortene havde placeret kirken det forkerte sted, så vi måtte opgive. Men til gengæld fandt vi en udemærket restaurant, som servede nogle anstændige og pæne portioner spaghetti, så også børnene blev mætte. Vi spadserede hjem igennem byen og tog et tidligt besøg i ”onsen”.
Det regner stadig her til aften – og det regner meget! Så det føles næsten som at være i København – og dog... I aften skal vi beslutte, hvad der bliver programmet for den sidste dag i Kyoto – vi havde håbet på at se lidt flere templer, men når vi hele tiden skal holde os i fornuftig afstand af toilettet, så begrænser det jo lidt mulighederne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar