Vi står tidligt op og får den mest overdådige morgenmad. Vi har hyggeligt selskab af både nordmænd, australiere og newzealændere. Vi skynder os ned i byen for at komme på nettet, men Airlie Beach er primært for backpackere og folk, som er på vej ud på Whitsunday Islands på bådcharter, så faciliteterne er ikke mange. Vi får lov til at hooke vores egen computer op på nettet, men det er kun med nød og næppe, at det lykkes Karsten at få vores blog op med én dag mere.
Kl. 11.15 bliver vi hentet af én af de lokale taxier, en kvindelig chauffør ud af de 15, der findes i Airlie Beach. På turen til Shute Harbour hvor fra vi skal starte vores sejlads kommunikerer hun med sine kolleger på radioen – og vi småsludrer lidt om vind og vejr.
Vi har chartret båd hos Whitsunday Rent a Yacht – et 25-årigt gammelt velrenommeret firma. Vi har chartret en 38-fods katamaran – Karsten ville sikre sig, at jeg fik lyst til at sejle igen efter denne tur, så han har fundet det bedste frem. Vi har også fået firmaet til at proviantere for os, så vi slæber 7 kasser med mad ned til båden, får det pakket ud og ind i skabene og 2 kasser med vand/vin og sodavand. Vi får 3 timers introduktion til området og båden – og så skal den store prøve beståes. Mindst én af besætningsmedlemmerne skal mestre yachten, før man bliver sluppet afsted. Rimeligt nok må man sige. Al navigation foregår visuelt her, da alt er inden for synsvidde. Bryan er manden, som skal introducere os til båden. Han er en rigtig sjov garvet sømand – no worries mate – og han griner lidt af den skeptiske fru Falkvist, som ikke er så vild med vand og både. ”Hvad er det værste, der kan ske” spørger han. Svarene er mange fra min side, men han griner bare. ”Pjat med dig, du får lov at styre” siger han – ”så bliver du mere rolig”. Det får bestemt ikke nerverne til at blive mindre. Bryan styrer skibet ud af havn, og så får jeg styret. Puha, det er ikke sjovt. Mathias og Frikke sidder på sidelinien og siger ”Godt mor, du er god til det” – jeg ved ikke, hvor de får det fra, men de er gode til at opmuntre. Om det er blæsten eller nerverne, jeg fryser. Frikke styrter ned og henter en trøje til kaptajnen, så ryster jeg lidt mindre. Øvelsen er at lægge anker, og det er et samarbejde, som Karsten og jeg skal lære sammen. Det prøves 2 gange, og så mener Bryan, at det har vi helt styr på. Det ved jeg nu ikke rigtig, om han har ret i.
Han følger med på båden helt ud af havnen, og efter en sejltur lige mod bølgerne (så vil det nemlig ikke føles så slemt at tage turen over til Sawmill Beach, som er vores destination for den 1. aften – siger han), så forlader han os i din dingy (gummibåd) – bye bye – puha, sikke et stort ansvar at stå med. Så er vi alene – os 4 – på en kæmpe båd. Vi har aftalt, at vi tager til Cid Harbour – Sawmill Beach, som er en safe harbour med sydøstlige vinde – lidt for voldsomme efter årstiden – cirka 25-3o knob. Sejlturen herover tager cirka 1 time, og det er bestemt ikke hele turen, som var fornøjelig. Vi møder store bølger 2,5 meter høje – og Frikke begynder at blive søsyg. Vi sidder alle 4 oppe i styrehuset, stille og alvorlige – og glæder os til at komme frem.
Lidt før kl. 16.00 lægger vi anker i Sawmill Beach – lige i rette tide til at melde på radioen, hvor vi lægger anker for natten. Hver dag kl. 08.00 og 16.00 skal der rapporteres til charter firmaet, hvor man tager hen, og hvor man har ankret op for natten. Hvis man undlader at svare på disse opkald 3 gange i streg, sender de helikopteren ud og leder efter én – på egen regning vel og mærke.
Det går godt med at ankre, vi er dog lidt spændte på, om det holder. Men vi har tilsyneladende haft en god lærermester. Kort tid efter at vi har fundet en god plads og lagt anker, dukker den første havskildpadde op tæt ved båden. Vi løber alle op på dækket – denne skulle vise sig at være den første af mange havskildpadder, som vi kommer til at se her.
Kl. 22.00 går vi i seng efter at have læst i vores nye bibel ”100 Magic Miles of the Great Barrier Reef” – det lykkes os endda at få varm aftensmad. Ungerne og Karsten sover vist meget godt den 1. nat, men jeg får næsten ikke lukket et øje. Det er dybt angstprovokerende at sove med disse lyde af vand på begge sider af ens hoved (vores værelse ligger i skroget af katamaranen). Dette er en udfordring af de helt store for mig.
Kl. 11.15 bliver vi hentet af én af de lokale taxier, en kvindelig chauffør ud af de 15, der findes i Airlie Beach. På turen til Shute Harbour hvor fra vi skal starte vores sejlads kommunikerer hun med sine kolleger på radioen – og vi småsludrer lidt om vind og vejr.
Vi har chartret båd hos Whitsunday Rent a Yacht – et 25-årigt gammelt velrenommeret firma. Vi har chartret en 38-fods katamaran – Karsten ville sikre sig, at jeg fik lyst til at sejle igen efter denne tur, så han har fundet det bedste frem. Vi har også fået firmaet til at proviantere for os, så vi slæber 7 kasser med mad ned til båden, får det pakket ud og ind i skabene og 2 kasser med vand/vin og sodavand. Vi får 3 timers introduktion til området og båden – og så skal den store prøve beståes. Mindst én af besætningsmedlemmerne skal mestre yachten, før man bliver sluppet afsted. Rimeligt nok må man sige. Al navigation foregår visuelt her, da alt er inden for synsvidde. Bryan er manden, som skal introducere os til båden. Han er en rigtig sjov garvet sømand – no worries mate – og han griner lidt af den skeptiske fru Falkvist, som ikke er så vild med vand og både. ”Hvad er det værste, der kan ske” spørger han. Svarene er mange fra min side, men han griner bare. ”Pjat med dig, du får lov at styre” siger han – ”så bliver du mere rolig”. Det får bestemt ikke nerverne til at blive mindre. Bryan styrer skibet ud af havn, og så får jeg styret. Puha, det er ikke sjovt. Mathias og Frikke sidder på sidelinien og siger ”Godt mor, du er god til det” – jeg ved ikke, hvor de får det fra, men de er gode til at opmuntre. Om det er blæsten eller nerverne, jeg fryser. Frikke styrter ned og henter en trøje til kaptajnen, så ryster jeg lidt mindre. Øvelsen er at lægge anker, og det er et samarbejde, som Karsten og jeg skal lære sammen. Det prøves 2 gange, og så mener Bryan, at det har vi helt styr på. Det ved jeg nu ikke rigtig, om han har ret i.
Han følger med på båden helt ud af havnen, og efter en sejltur lige mod bølgerne (så vil det nemlig ikke føles så slemt at tage turen over til Sawmill Beach, som er vores destination for den 1. aften – siger han), så forlader han os i din dingy (gummibåd) – bye bye – puha, sikke et stort ansvar at stå med. Så er vi alene – os 4 – på en kæmpe båd. Vi har aftalt, at vi tager til Cid Harbour – Sawmill Beach, som er en safe harbour med sydøstlige vinde – lidt for voldsomme efter årstiden – cirka 25-3o knob. Sejlturen herover tager cirka 1 time, og det er bestemt ikke hele turen, som var fornøjelig. Vi møder store bølger 2,5 meter høje – og Frikke begynder at blive søsyg. Vi sidder alle 4 oppe i styrehuset, stille og alvorlige – og glæder os til at komme frem.
Lidt før kl. 16.00 lægger vi anker i Sawmill Beach – lige i rette tide til at melde på radioen, hvor vi lægger anker for natten. Hver dag kl. 08.00 og 16.00 skal der rapporteres til charter firmaet, hvor man tager hen, og hvor man har ankret op for natten. Hvis man undlader at svare på disse opkald 3 gange i streg, sender de helikopteren ud og leder efter én – på egen regning vel og mærke.
Det går godt med at ankre, vi er dog lidt spændte på, om det holder. Men vi har tilsyneladende haft en god lærermester. Kort tid efter at vi har fundet en god plads og lagt anker, dukker den første havskildpadde op tæt ved båden. Vi løber alle op på dækket – denne skulle vise sig at være den første af mange havskildpadder, som vi kommer til at se her.
Kl. 22.00 går vi i seng efter at have læst i vores nye bibel ”100 Magic Miles of the Great Barrier Reef” – det lykkes os endda at få varm aftensmad. Ungerne og Karsten sover vist meget godt den 1. nat, men jeg får næsten ikke lukket et øje. Det er dybt angstprovokerende at sove med disse lyde af vand på begge sider af ens hoved (vores værelse ligger i skroget af katamaranen). Dette er en udfordring af de helt store for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar