Vi havde besluttet os til at køre tidligt her til morgen – så op kl. 7, i bad, spise morgenmad og lige pakke bilen og afsted på highway 101 videre sydpå. Vi var på vejen kl. 9 og var ved godt mod. Det går forbløffende godt med børnene at køre så langt, og ifølge deres eget udsagn så synes de ikke, at det er så slemt, som de havde forventet.
Vi køber frugt og gulerødder og ekstra vand i et supermarked i en mindre by ved frokosttid. Man bliver ikke så sulten, når man bare sidder i en bil. Der ryger også lidt Hershey chokolade indenbords – men hvor er det dog sødt. Det er vist sidste gang, at vi køber det. Vi planlægger alligevel at finde lidt spiseligt i Eureka – en større by med cirka 25.000 indbyggere men bliver lidt mismodige ved synet af alle de narkomaner eller andre subsistensløse personer, vi ser i gaderne, så vi tager blot et billede af et meget smukt viktoriansk hus i den gamle by og kører videre.
Videre på highway 101 og lige efter frokosttid rammer vi Californien. Straks herefter kører vi ind i Redwood Oak State Park, en state park som vi kommer til at køre igennem det meste af resten af dagen. Kæmpe kæmpe redwood oak træer – cirka 20-30 meter høje. Mange af dem er mere end 1000 år gamle. Fantastisk smukke – og flere af træerne er vokset sammen fra hver side, hvilket betyder, at man nærmest kører igennem store huler. Naturen er imponerende. Vi minder børnene om flere gange på turen om at kigge ud – frem for at spille Nintendo eller hvad de ellers finder på at få tiden til at gå.
Vi spiser tidlig aftensmad i Garberville – en lille by med 2000 indbyggere, som ifølge guide bogen tidligere har deres største indkomst på produktion af marihuana. Da vi smalltalker med servitricen i caféen nævner vi det, hvorpå hun svarer, at det fortsat er byens vigtigste indtægtskilde på trods af, at det tydeligvis er ulovligt. Samme servitrice som i øvrigt kunne fortælle, at hun skal som udvekslingsstudent til København (det viste sig at være Taastrup, som hun sagde, hun ikke kunne udtale men stave til) om 1 måned. Sjovt sammentræf…
Maden er fin – og det er dejligt at spise andet end fastfood på en kæde restaurant, som ellers fuldstændig dominerer markedet. Da vi fik vores mad serveret, rejste en herre sig fra bordet bagved os, som fulgtes med sin teenage datter. Han begyndte at tale dansk til os – og spurgte hvor vi kom fra. Uha så er det man pludselig repeterer meget hurtigt i sit eget hovedet, om man har talt ufordelagtigt om nogen. Han havde boet i Seattle de sidste 18 år og arbejdede med software. Vi talte lidt om USA og alle de hjemløse/narkomaner, som vi synes er overalt, hvortil han svarer, at det ligger han slet ikke mærke til. Jeg ved ikke rigtig, om det er godt eller skidt.
Det skulle vise sig at være en skidt beslutning af køre videre af highway 1, som deler sig med highway 101. Vi har fået anbefalet af mange at køre denne vej pga. den smukke natur, men vejene er ganske smalle og meget snørklede og det tager ekstra lang tid at komme frem. Valget betyder også, at vi ikke længere har under 200 miles til San Francisco – men at skiltet pludselig skriver 230 miles, fordi vi er kørt lidt sydvest på. Så naivt at vi troede at vi ville nå San Francisco i dag – det bliver først i morgen. Så det kom alligevel til at tage 3 dage.
Vi har kørt cirka 400 miles i dag – du skal gange med 1.6 for at få kilometertallet.
Vi rammer byen Fort Bragg kl.21 og har dermed kørt i 12 timer i dag. Måske lige i overkanten synes chaufføren….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar