torsdag den 15. juli 2010

14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz


Onsdag den 14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Morgenmaden bliver bragt til hotelværelset kl. 08.10 – umiddelbart lød det godt, men lidt skuffet blev vi, da vi så, at morgenmaden bestod af noget afkølet skiveskåret frugt, en lille kalorie- og sukkerfyldig yoghurt, et glas juice og så en kæmpe muffin. Jo morgenmaden er fantastisk sund og nærende i USA – selv børnene er ikke så glade for det sukker-boost, man starter dagen med. Karsten og børnene tager en tur i poolen og får bl.a. spillet vandbaskett. Kl. 10.30 kører vi mod Golden Gate Bridge – denne gang for at krydse den. Inden vi gør det, tager vi dog op på et udsigtspunkt lige før broen, hvor vi får et godt udsyn over San Francisco og broen. Det koster 6 dollar at køre over broen i toll.

Vi beslutter os for at køre igennem San Francisco, selv om at vi har været her for 3 år siden. Byen er stadig charmerende og indtagende på sin egen måde – de smukke træhuse imponerer os igen – nok mest de voksne. Vejene er stadig imponerende i deres stigninger, så da vi kører indad mod centrum, spørger både chaufføren og Mathias mig om, jeg er klar over, hvad jeg har kastet os ud i. Karsten konstaterer tørt, at han er glad for, at vi kører i en bil med automatgear. Det ser og føles faretruende, når vi hænger med bagenden af bilen, når vi skal stoppe ved hver krydsende gade og dens trafik.

Vi kører desværre galt – uagtet vores papirkort og vores Garmina 2. Vi kigger ud af vinduerne og konstaterer, at vi nok er kommet ud i nogle mindre pæne områder. Vi kører omkring, justerer destinationen i Garminaen og så pludselig finder vi ud af, at vi kører lige ved vores ”gamle” hotel. Stor er gensynsglæden – fordi det betyder, at både vores morgenmadsrestaurant og vores aftensmadsrestaurant ligger lige rundt om hjørnet. Vi tager en hurtig beslutning og finder et parkeringshus, hvor vi kan stille bilen et par timer. Det er et særligt parkeringshus, hvor man afleverer sin bil plus nøglerne, hvorefter de ansatte kører den ind i en meget smal elevator og kører bilen ned på kælderniveau for at parkere den. Vi kigger lidt på hinanden og beslutter – uagtet det urimeligt høje beløb for parkering – samt det faktum, at alle vores ejendele ligger i bilen – at aflevere nøgle og bil til parkeringsvagten.

Vi kender alle vejen – vi går forbi vores morgenmadsrestaurant og går målrettet mod vores tidligere aftensmadsrestaurant Taverna. Den ligger der stadig – og med samme ejer som for 3 år siden. Kristina glæder sig særlig over gensynet – eller måske rettere gensmagen – med de helt særlige pomfritter med parmesan ost og krydderier. Der er fyldt med forretningsfolk, som spiser frokost – og vi sidder bare og nyder, at vi har ferie – og har genfundet vores gode restaurant.

Jeg bliver nødt til at afsløre, at pomfritterne ikke var ligesom sidst – de havde uheldigvis ændret dem – både i tykkelse og smag. En fejl hvis du spørger mig – som jeg sagde til tjeneren, så har jeg drømt om den lige siden.

Mætte og glade haster vi ned til vores indkøbscenter Westfeld. Det ligger der sørme stadig – og Lucky Brands butikken er der også stadig og er stadig lige fristende. Kristina finder et par cowboybukser, som skal med hjem til DK – og Frikke får genkøbt det kabel, som hun har forlist i Seattle, så vi kan få indkøbt de spil til Ipod Touchen, som hun har købt for adskillige dage siden.

Parkeringsafgiften er den nette sum af kr. 180 for 2,5 timers parkering – så slut med at brokke sig over de 25,- i timen i København.

Ud af byen går lidt nemmere og hurtigt er vi på highway 101 south igen. Vi beslutter at køre mod Santa Cruz, som vi har hørt godt om fra andre USA-rejsende. Vi kører én god time og Santa Cruz dukker op. Vi kører igennem byen men har svært ved at genkende det positive, som andre har beskrevet. Vi opgiver næsten og kører videre, da vi ved en tilfældighed bliver ledt om på den anden side af byen, hvor et meget charmerende område dukker op. Vi forelsker os i et smukt gammelt viktoriansk hus, som er konverteret til en inn. Desværre har de kun et værelse tilbage, hvor der kun er en dobbeltseng, så vi må lede videre efter overnatning. Vi tager videre hen til et stort smukt gammelt hus (fra cirka 1811 hvilket jo er gammelt her i USA), som har et bed & breakfast. Vi skal have 2 værelser for at huse alle 4, hvilket bliver lidt over budgettet. Så vi må sige pænt nej tak. Ved stranden ligger der et smart hotel, som vi kigger nærmere på. Efter en lille stiktur til et andet hotel vender vi tilbage til Dream Inn og checker ind – dyrt men meget dejligt. Lige ud til vandet og stranden så jeg kan høre bølgerne skylle ind, når jeg sidder her og skriver på bloggen. Hyggeligt – en pooltur og så ud på pieren, hvor der ude for enden ligger 2 søløver og brøler om kap. Det lykkedes os ikke at få et billede af dem, så det må I have tilgode. Stranden er fuld af håbefulde surfere, som ifølge guidebogen alle kan forvente lidt af hvert hvad angår hajer. Et gammelt fyrtårn er museum for surfing, som vi kigger nærmere på i morgen – og måske en løbetur langs vandet til Kristina, mens de andre snigsover med rigtige dyner …..

Ingen kommentarer: