onsdag den 21. juli 2010

USA 18. juli 2010 - Jagten på stjernerne



Søndag den 18. Juli 2010 – Jagten på stjernerne

Da vi jo har 2 teenagere (eller næsten) med i rejseselskabet, var det klart fra starten, at en del af tiden i LA skulle bruges på at jagte stjernerne – eller i hvert fald se de traditionelle turiststeder såsom Hollywood Walk of Fame med alle stjernerne i fortovet, køre forbi Hollywood skiltet og muligvis lige tage et billede eller to – eller køre igennem Rodeo Drive, hvor Julia Roberts shopper igennem i filmen ”Pretty Woman” – og se områderne Beverly Hills og Bel-Air og selvfølgelig Malibu Beach. Alt dette fik vi klaret i dag – uden at møde nogen stjerner what- so-ever. West Hollywood var som vi også havde hørt ikke noget særlig interessant område, så lige så snart vi havde set alle stjernerne i fortovet, kørte vi hurtigt videre. På vej ud til Malibu fandt vi et næsten usynligt hul mellem 2 huse/facader, hvor man kunne få adgang til stranden. Det var sjovt at få lov til at se husene med de smukke facader ned mod stranden – men heller ikke her mødte vi nogle stjerner. Men Frikke og Mathias hyggede sig med bølgerne og havmågerne.

Lidt mere spontant tog vi også Hollywoods Madame Tussauds voksmuseum med på dagens program, og det skulle vise sig at være en sjov oplevelse for os alle. Vi fik taget nogle vældig sjove billeder – og fik konstateret, at der faktisk er en del af de der hotte skuespillerinder, som er ganske lave. Der blev også lejlighed til at snakke lidt filmhistorie med ungerne, da alle de store forgangne skuespillere var repræsenteret i udstillingen.

Vi har besluttet os for at tage endnu en dag i Pasadena og har købt billetter til Universal Film Studios over nettet med et front line pas, som vi har fået anbefalet. Det er lidt af en udskrivning, når man er 4 personer, men forhåbentlig bliver det alle pengene værd. Det betyder, at vi skal prøve at gå lidt tidligere i seng, end hvad vi plejer – og stå tidligt op, da Universal åbner dørene kl. 9.

Ingen kommentarer: