USA 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Torsdag den 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at familien ikke er så begejstrede for Las Vegas. Så vi har planer i dag – planer om at opsøge den smukke men barske natur – og planer om at ride.

Efter morgenmaden som for en gang skyld er inkluderet i vores værelsespris, kører vi afsted ud af Las Vegas og cirka 22 miles nordvest for byen ud til Red Rock Canyon National Park, som oprindelig har været beboet af native americans, dvs. indianerne. Karsten og jeg har kigget lidt på nettet i går aftes og har fundet en ranch, som tilbyder trail rides, hvilket betyder, at man rider lige så stille på en sti med en cowboy/cowgirl. Vi finder forholdsvis ubesværet stedet på trods af, at vi begge havde glemt at notere os adressen – men i samarbejde med den uundværlige Frøken Garmina 2 og vores begges hukommelse klarer vi det snildt. På vej derud oplever vi endnu et vejrfænomen – en dustdevil, en mindre tornado – men sjovt er det at se den. Da vi kommer til ranchen bliver vi mødt af cowgirl Anne, som står og taler med en amerikansk familie. De er dog kun forbi for at kigge nærmere på hestene, så da de kører igen, spørger vi til en ridetur. Mathias vil ikke med, så det bliver Frikke og Karsten, som får fornøjelsen.

Anne viser sig at være en rigtig morsom ung dame – en rigtig cowgirl med cowboybukser, ternet skjorte, støvler og selvfølgelig sporer – og ja så også lige en piercing i øjenbrynet. Man er vel en moderne cowgirl.

Vi får skrevet alle papirerne under, det er vel USA, så de skal jo sikre sig mod et eventuelt efterfølgende søgsmål. Anne giver dem instruktioner på, hvordan man rider western style, som er lidt anderledes end det, som Frikke er vant til på rideskolen på Bryggen – og så tager de ellers afsted på en times trail ride de 3 – mens Mathias og jeg sidder tilbage i et primitivt men hyggeligt skur af solide brædder i skyggen dekoreret med et langt bord, en bænk og nogle western hatte på væggen. Vi får at vide af Anne, at vi skal bare tage sodavand/vand i fryseren, det er jo ikke for sjov den varme her. Mathias finder hurtigt sin PSP frem men uheldigvis mangler den hurtigt lidt batteri, så Anders And bliver hevet frem. Jeg hygger mig med at sidde og kigge på hestene, som står og venter på deres tur til at komme ud og gå en tur. Det føles en smule mærkeligt at sidde der midt i ørkenen i et skur og lave ingenting – men egentlig også meget rart.

Efter ½ time kommer der en rigtig cowboy. Det viser sig at være ham, som er manager for stedet. Han tæller sammen til aftenens arrangement – en cowboy dinner med 1 ½ times ridning med efterfølgende barbeque og historiefortælling/sang af cowboys. Jeg lader ham være i fred, så han lige kan få styr på detaljerne i computeren. Jeg tror heller ikke, at cowboys snakker så meget – eller måske er jeg lidt fordomsfuld der…

Da han ser papirerne, som Anne har udfyldt før rideturen, finder han ud af, at vi er fra Danmark. Han kommer hen til Mathias og jeg og spørger til Copenhagen og viser, at han har en dåse snus, som hedder Copenhagen Snuff. Det bliver til en lang og spændende snak om mange ting. Først kan jeg dårlig nok forstå ham. Han taler simpelt hen så vrængende amerikansk, men efter et par minutter og intens koncentration er jeg med. Han fortæller bl.a. at han kun har boet i Las Vegas de sidste 10 år, og lige som jeg, hader byen – ja faktisk så har han kun været i byen 4 gange på de 10 år. Han fortæller, at han har været cowboy hele sit liv, det er hans profession. Han har som ung arbejdet i Tasmanien, men han savnede USA, så det blev først Colorado og så nu Las Vegas.

Det er spændende at høre om et så anderledes liv. Han beskriver også, hvordan han 2 gange om året tager til et indianer reservat halvvejs til Grand Canyon, hvor han som den ene ud af 2 hvide cowboys hjælper indianerne med at indsamle kvæg, som skal sendes til slagteriet. Han forklarer, at man godt kan besøge indianer reservaterne, men at man skal have tilladelse fra den øverste indianer i nabo byen, som udsteder en turist tilladelse. Han forklarer også, at indianerne får et beløb fra staten hver måned til at overleve på, men at de indianere her er selvforsørgende, så de penge, som de modtager sættes ind i en national fond til indianere.

Vi havde overvejet at besøge et reservat, men Ida sagde, at det som oftest var en lidt sørgelig affære. Måske vi også får dette med os i bagagen, inden at vi sætter os i flyveren i Miami hjem til København…

Da vi siger farvel til vores 3 nye cow-friends giver vi alle hinanden hånden, hvorpå manageren siger til mig: ”You have got a nice strong handshake, I like that”. Vi lader lige billedet stå…

Den sidste dag i Las Vegas betyder middag på en rigtig amerikansk barbeque restaurant (Barbeque kylling, ribben og oksesteg, mashed portatoes og beans), hvor tjeneren slet ikke kan forstå, at vi kan dele en middag, som er normeret til 2 mennesker – altså 2 amerikanere – og en tjener, som snakker så meget, at Mathias tørt konstaterer, at vi burde fortælle hende, at hun faktisk er generende. Men som Karsten forklarer ham, så prøver hun jo faktisk bare på at servicere og få sine drikkepenge. Jeg læste i avisen i går, at i nogle stater er mindstelønnen knap 2 dollar i timen for en tjener, og så forstår man godt, hvorfor drikkepengene bliver så vigtige.

Dagen sluttes af med et pool besøg og et spil kort – kort som i øvrigt har været brugt i Treasure Island Casino, som vi har købt i en butik her. Dem tager vi med hjem.