USA 21. juli 2010 - Pasadena til Las Vegas

Onsdag den 21. Juli 2010 – Pasadena til Las Vegas

Da det vil være for lang en køretur at tage fra LA til Grand Canyon, har vi valgt at stoppe op i Las Vegas. Vi har haft en del tanker om at lave vores stop et andet sted – dels så spiller ingen af os dels er der en del prostitution knyttet til Las Vegas, og det er måske alt i alt ikke så fedt at vise børnene. Men vi vælger et hotel uden for ”The Strip”, som hovedgaden hvor alle de store kasinoer ligger og et hotel uden kasino.

Vi spiser morgenmad for sidste gang på Euro Pane – dejligt sted jeg godt kunne tænke mig lå lige nede på Amagerbrogade – eller måske endnu bedre på Ulrik Birchs Allé. Mathias og jeg starter med en svømmetur, og Frederikke støder til lidt efter. Kl. 12 sidder vi pakket og klar til at køre de 215 miles til Las Vegas.

Turen forløber fint. Cirka halvvejs kører vi igennem Mojave ørkenen, som er imponerende – og varmen er også imponerende. Temperaturen er i hvert fald godt over 40 grader – ja faktisk så bliver bilisterne anbefalet at lukke for a/c i cirka 60 miles pga. fare for overophedning af bilen. Vi satser på, at vores bil er så ny, at den kan klare det – og det gør den heldigvis. På et tidspunkt viser vejskiltene, at vi er 4000 fod over havets overflade, dvs. 1,3 km over havets overfladen. Undervejs stopper vi hos Peggy Sue´s Diner – ren 50´er stil så autentisk, at man føler sig sat tilbage i tiden. Karsten og Frikke bestiller en burger, Mathias glæder sig over, at han kan få sig en tun sandwich, som han er så glad for – og Kristina kaster sig ud i onion rings, som viser sig at være så friture-tykke, at jeg ikke kan spise dem. Vi bestiller alle smoothies, som er himmelske – og som helt sikkert gør, at hofterne vokser med det samme. Peggy Sue er tilsyneladende en pensioneret skuespiller, som har dineren med sin mand. På væggene hænger der mange billeder af mere eller mindre kendte mennesker, som har besøgt dineren. Sjovt sted at se. Varmen er tilgengæld overrumplende – det er som at stå med en hårtørrer. Vi skynder os ind i bilen og kører videre mod Las Vegas.

Kl. 18 er vi på hotellet og checker ind. Det viser sig, at vi deler hotellet med et større indryk af et basketball-hold med meget unge og meget høje mænd. Vi håber ikke, at de skal feste for meget på hotellet – men at de holder festen ude i byen. Det gode ved hotellet er, at vi bliver upgrated og får en suite med vaskemaskine/tørretumbler, så vi slipper for et besøg på vaskeri i denne omgang. Men lige over på den anden side af vejen ligger et Westin – Kristinas favorit hotel – og hun ægrer sig over, at hun ikke havde set, at de havde et hotel her. Men når vi tager til Scottsdale/Phoenix skal vi bo på Westin igen – skønt – og hotellet i Grand Canyon er også på plads til godt nok en lidt heavy pris, men ellers var det umuligt at få plads nogen steder.

Las Vegas viser sig at være lige så dekadent og massivt, som vi havde forestillet os. Da vi kørte igennem gaderne, stod der mænd med blå t-shirts på med skriften ”Do you want a girl in 20-minutes” – argh jeg bliver så vred. Andre steder i byen har man forsøgt at imitere steder i Europa med f.eks. Paris, Eiffeltårnet, en bistro o.l. Overalt er alting fuldstændig overdimensioneret – hotellerne har over 2000 værelser, de er skyhøje, nogle har glasfacader, nogle har facader af guld – ja det er fuldstændig, som vi havde forventet. I luften farer helikopterne rundt og viser turisterne kasino-land fra oven. Egentlig når man tænker over det en vanvittig idé at placere en hel spilleby herude midt i ørkenen.

En velfortjent tur i poolen – temperaturen er 43 grader her i Las Vegas, så det er rart at blive afkølet. Vasketøjet er sat over – og så en tur ud i byen.

Vi går afsted kl. 20 og alligevel er temperaturen langt over 30 – det føles nærmest som 45 grader. Vi går ned til ”The Strip” men erfarer hurtigt, at vi faktisk slet ikke bryder os om at være her. Vi passerer adskillige alfonser, som åbenlyst står og tilbyder visitkort til ekskortpiger, og da de tilbyder Karsten et kort, siger han til ham: ”Kan du ikke se, at jeg går med min familie og børn?” – hvorpå en kvindelig alfons svarer: ”This is not Disneyland but Sin City”. Værsgod – jeg har fundet ud af, at jeg bestemt ikke dur til sådan en by her – jeg får lyst til at slå på dem alle sammen og finder min indre feminist frem lynhurtigt. Vi er alle enige om, at hvis det ikke var fordi, at vi havde betalt for 2 overnatninger, så var vi kørt ud af byen ved morgengry. Lad være med at tage til Las Vegas – det er kasinoer, prostituerede og turistlort.

Jeg savner mit dejlige Pasadena…..