onsdag den 14. juli 2010

USA 13/7 San Francisco here we come…



Tirsdag den 13. Juli 2010 – San Francisco here we come…

Overnatning i Fort Bragg er forløbet fint. Morgenmaden, som er inklusiv i værelsesprisen, viser sig at være lidt af en sukker-booster – her får man kager og jeg mener virkelig sukker bomber til morgenmad. Man henter selv sin morgenmad på en lille bakke oppe i receptionen. Karsten vælger også at supplere med lidt frugt, som også er tilgængeligt. Det er ikke så underligt, at amerikanerne er tykke.

Vi checker ud, pakker bilen og kører til Starbucks men inden finder vi lige et vaskeri, så vi kan få rent tøj. Tilbage på vaskeriet for at smide tøjet i tørretumbleren og ind i cafeen ved siden af, hvor Maria serverer økologisk morgenmad. Dejlig mad – men skulle man vælge spisesteder efter indretning, så ville man formodentlig går glip af nogle gode steder at spise. Amerikanerne bruger ikke tid på indretning.

Specielt Mathias er lidt bekymret over at se alle de hjemløse mennesker på gaderne. De ser nu heller ikke så indbydende ud - lidt for solbrændte og nussede. De er overalt i gaderne – selv uden for Starbucks sidder der 3 hjemløse. Det gør ligesom noget ved stemningen må man sige.

Vi har besluttet at køre videre mod San Francisco på highway 101, dvs. at skippe den smukke tur på highway 1. Den tager for lang tid og ifølge oplysningerne på nettet, er der mange hårnålesving, meget lidt plads og meget trafik i juli måned. Vi beslutter, at vi har oplevet Stillehavet og den meget smukke natur og prioriterer hurtigheden på highway 101 – om end lidt ærgerligt at måtte vælge den løsning.

Men før vi kører afsted, vælger vi at køre til en mindre by Mendocino, som ligger lige ved Fort Bragg. Et rigtig godt valg må man sige – jeg er helt vild med byen og tror, at jeg driver familien lidt til vanvid, når jeg for 120. gang siger, at det er en dejlig by. Der er vist lidt hippie inderst inde i mig alligevel. En skøn kunstnerby perfekt placeret ud til Stillehavet og med de smukkeste gamle New England huse fra 1860´erne. Dejlig stemning og ud over nogle meget imødekommende indbyggere, så er der også nogle fantastiske haver. Karsten falder i snak med en pensioneret forsker, som viser sig at være hyggelig at snakke med. Vi får talt lidt om Europa kontra USA ,og da vi kører ud af byen, står han stadig ved sin bil (gad vide hvad han ventede på) og vinker til os.

Vi kører igennem oceaner af vinmarker de sidste 50-60 kilometer før San Francisco. Naturen bliver ved med at fascinere os. Klokken bliver 17, før vi rammer SF, og trafikken er tung ind mod Golden Gate Bridge. Vi vælger at køre fra til Sausalito, som viser sig at være et rigtig hyggeligt sted. Vi beslutter at blive i byen og tage en overnatning, men da vi går rundt til alle hotellerne i centrum, så får vi at vide, at der er ”fully booked for the night”. Heldigvis er receptionisten på et af hotellerne rigtig venlig og ringer rundt til de andre hoteller for at finde et værelse til os. Vi ender med at få et værelse 10 minutters kørsel ude for byen. Ungerne synes, at det er fantastisk, fordi der er en pool.

Vi spiser aftensmad på en restaurant inde i byen, før vi kører ud til vores hotel. Rigtig dejlig mad. Vi får lige taget et par billeder af San Francisco badet i aftensolen og så afsted. Karsten og ungerne spiller bordtennis og checker poolen ud, mens jeg skriver blog på hotelværelset.

Ingen kommentarer: