USA 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Lørdag den 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Kl. 04.45 ringer vækkeuret – familien har besluttet sig for at se solen stå op i Grand Canyon. Karsten og Mathias er hurtigst ude af sengen, hvorimod Frikke og jeg har lidt sværere ved at komme op. Vi har fået under 5 timers søvn, så sengen virker umiddelbart mere tiltrækkende end solopgangen. Vi får mobiliseret alle kræfter – ud af sengen, børste tænder og bare i tøjet. Det virker som om, at vi er de eneste turister, som har besluttet at være så tidligt oppe. Vi har vejene næsten for os selv. Da vi kommer til indgangen til parken, er der ingen på vagt, så vi kører igennem uden at betale. Det koster 7 dollar – men det kan vi vel betale på vej ud af parken senere på dagen.

Vi er ikke helt sikre på, hvor vi skal hen for at se solopgangen, da der pludselig er flere muligheder. Vi møder en japansk kvinde, som er steget ud af bilen, og står og vifter fuldstændig panisk med et kort. Men vi er ikke klogere end hende, så vi må fortælle hende, at vi heller ikke ved, hvor det bedste sted er for at se solopgang og kører hurtigt videre. Solen står op kl. 05.30, og det vil vi nødigt misse.

Kl. 05.15 har vi parkeret bilen, haster mod et outlook punkt og får os alle 4 placeret på en klippekant (hvor der naturligvis er masse af plateau, så det ikke er farligt). Herude er vi ikke længere alene. Særlig en gruppe fanger min opmærksomhed, da jeg synes, at de er særdeles modige (læs dumdristige), da de går ned af skrænterne for at gå ud på et yderligt plateau for at få de bedste billeder af solopgangen. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det – forventer hvert øjeblik at de styrter ud over klipperne.

Det er desværre lidt tåget denne morgen, så det bliver ikke nogen klar smuk rød sol, som står op – men smukt er det. Jeg bliver ved med at tage billeder – men kameraet kan slet ikke indfange storslåetheden her i Grand Canyon. Vi går på south rim cirka 5 kilometer, stopper op og tager masser af billeder, nyder at hver gang man tager et nyt skridt, så forandrer udsigten sig gang på gang – og sidder på bænkene og nyder det hele. Kl. 8 når vi hen til Grand Canyon Village, hvor hotel El Tovar ligger – et smukt gammelt bjælkehus – og får et dejligt bord ved vinduet med udsigt til Grand Canyon. Her får vi nok turens bedste morgenmad – i hvert fald hvis du spørger Karsten og børnene – jeg sværger stadig til Euro Pane i Pasadena.

Vi går videre af South Rim efter morgenmaden og tager en af de gratis busser, som kontinuerligt kører rundt på Grand Canyon og fragter turisterne rundt på hele South Rim. Området er så stort, at hvis man kører fra North til South Rim, så skal man køre 4 timer dvs. cirka 215 miles. Flere steder kan vi se Colorado floden, som krydser igennem Grand Canyon. Der er mulighed for at tage på hiking ture i området, men det vælger vi fra – der er flere steder advarsler om dehydrering, da temperaturen nede i kløften i maj til september bliver over 40 grader. Men oppe på South Rim er temperaturen behagelig, fordi vi er i cirka 7000 fod, dvs. cirka 25 grader.

Undervejs ser vi flere gamle stenhytter, som bl.a. en amerikansk kvindelig arkitekt har fået bygget i samarbejde med indianerne, som allerede var i området, da de første hvide kom hertil med Santa Fe Railways i 1880´erne. Mange af dem bliver i dag brugt som butikker, hvor man kan købe indianer ting såsom drømmefangere, tæpper, krukker o.l.

På turen møder vi også nogle usædvanlig venlige jordegern, som er vant til mennesker, så man kan komme ganske tæt på dem. Det læser vi selvfølgelig om efterfølgende ikke er nogen god ide, fordi de har rabies og andre gode ting med sig. Frikke ønsker sig selvfølgelig én af dem med hjem til Muffe. Vi møder os en større flok af elge, som har en foruroligende størrelse – både med og uden gevirer. Vi møder heldigvis ikke de mountain lions, som de skriver i Grand Canyon avis, at der findes på området.

Vi når ud til Hermit´s Rest, som er det vestligste punkt i Grand Canyon national park som er tilgængeligt for turisterne. En af de andre gæster har det dårligt, så Karsten må lige hjælpe hende – hun er ved at dehydrere. Personalet i butikken på Hermit´s Rest tager over og virker ganske professionelle i deres håndtering. Faktisk siger man at cirka 250 turister bliver hvert år reddet herude. Helikopterne flyver over området og ifølge buschaufføren er det ikke et godt tegn, at de ikke har en kurv nedenunder helikopteren, da det betyder, at de ikke har fundet den person, som de er i færd med at lede efter.

Kl. 13.30 må vi opgive at se mere – vi er ganske enkelt for trætte. Så vi finder bilen, som vi parkerede meget tidligt i morges, og kører hjem til hotellet. Selv om at ungerne klagede over træthed, så er det kun de voksne, som tager sig en ”morfar” – ungerne tager bagefter en tur i poolen og har stadig masser af energi til at bakse rundt i poolen og lege.

Vi tager tidlig aftensmad og finder et sted, hvor man kan få salatbar, hvilket er dejligt. Man kan godt blive lidt træt af alt det frituremad og mangel på grøntsager. For en sikkerheds skyld tager vi dog lige en is til dessert, så vi sikrer os at sukkerniveauet er intakt.

Vi går tidlig i seng efter en lang og oplevelsesrig dag.