onsdag den 21. juli 2010

USA 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach



Tirsdag den 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Vi havde tilsyneladende brug for at sove længe i dag efter gårdagens anstrengelser, så den blev 9.45 før alle mand var oppe. Vi var lang tid om at komme ud af døren, fordi vi måtte bruge lidt tid på at finde de sidste hoteller til Las Vegas, Grand Canyon og Phoenix. Hotellet er Las Vegas er booket og på plads, men desværre viser det sig, at vi har været for sent ude med hotellet i Grand Canyon (det er juli og sommerferietid), så det krævede en ekstra indsats – endnu uden resultat. Vi spise brunch på vores ”sædvanlige” morgenmadsrestaurant her i Pasadena – Euro Pane – som har rigtig god mad. De er især gode til at lave en æggesalat på ristet brød med rucola salat og tomatpesto – rigtig god kombination. Friskpresset appelsinjuice af den rigtig gode kvalitet og så en god café latte, så er man klar til dagen.

Vi havde planlagt at tage til Venice Beach i dag, fordi flere havde sagt til os, at det var et ”must-see”. Da vi var i poolen i går aftes, talte vi med en amerikansk kvinde fra Wisconsin, som var i Pasadena for at besøge hendes datter, som var blevet udvalgt til at arbejde for NASA i 10 uger i sommerferien. De kunne fortælle, at man kunne leje cykler ved pieren i Santa Monica, hvorefter man kunne cykle på cykelstier på selve stranden til bl.a. Venice Beach. Det måtte prøves – dejligt at man kan komme lidt ud af bilen og røre sig.

Det tager kun 30 minutter at køre fra hotellet i Pasadena til pieren i Santa Monica. Vi finder hurtigt en butik, som lejer cykler ud – og ungerne klarer gevaldigt over, at de skal cykle med cykelhjelm, fordi loven kræver dette, hvis man er under 17 år. Pudsigt som Frikke konstaterer, da man kan køre bil i USA, før man er 16 år. Det er sjovt at cykle herovre. Det er tydeligt, at jo længere sydpå vi kommer i Californien, at de er vant til at cyklister men alligevel volder det lidt problemer i trafikken med henholdsvis gående, skatere og cyklister. Strandene er meget brede her i LA, bølgerne er voldsomme og der er aldrig nogen, som bader her. Men alligevel er strandene fyldt helt op med alverdens mærkelige mennesker – og naturligvis også de lidt mere almindelige såsom familier, som har etableret ikke mindre end et helt hjem på stranden, hvor der barbeques, høres musik og måske danses alt imens. En anderledes strandkultur end i DK. Vi undrer os stadig over, hvorfor ingen bader i vandet, men det må vi nå at finde ud af, inden at vi rejser hjem igen til Danmark.

Venice Beach viser sig at være en række turistboder, hvor der sælges alt muligt umuligt. Vi standser faktisk ikke engang for at kiggle nærmere på området. Til gengæld cykler vi videre hen til fra Santa Monica, Venice Beach til en strand lidt sydligere, som faktisk krydser op til Santa Monica Airport, så det var sjovt at se de store fly lette fra lufthavnen lige hen over stranden. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af det, så det må I undvære.

Vi vendte cyklerne, da der var gået et par timer og cyklede tilbage af samme strækning. Da vi afleverede cyklerne, regnede vi ud, at vi havde cyklet cirka 30 kilometer.

Tilbageturen til hotellet kommer til at trække ud fordi vi åbenbart lige rammer ned i det tidspunkt, hvor alle skal hjem fra arbejdet. I hvert fald kommer hjemturen til at tage 2 timer i stedet for 30 minutter, så vi runder kun lige hotellet for at få en trøje med, da temperaturen pludselig er faldet og så afsted til en indisk restaurant. Et godt valg viser det sig at være – fantastisk god mad som bliver tilberedt i det åbne køkken i restauranten. Vi får bestilt alt for meget mad og går meget mætte hjem til hotellet – og som de eneste – uden en ”doggy bag”, da vi desværre hverken har køleskab eller mulighed for at opvarme maden igen – ærgerligt ærgerligt…

I morgen skal vi pakke værelset sammen, som vi har tilbragt 5 dage i – for at køre til Las Vegas. Det bliver en køretur på 215 miles, som nok kommer til at tage cirka 5 timer. Men hvad er 215 miles, når man har rundet de 2100 miles de sidste 2 uger.

1 kommentar:

Ulla sagde ...

Hej allesammen, hvilke oplevelser I har, spændende læsning, Flot billede af dig Frederikke sammen med skuespilleren.
Vi stikker af til Fanø på fredag, det glæder jeg mig til.
Fortsat god tur. Kh. Mor