USA 25. juli 2010 - Scottsdale

Søndag den 25. Juli 2010 – Scottsdale

For en gang skyld var familien tidligt oppe, så kl. 9.10 sad vi alle i bilen klar til at sige farvel til Grand Canyon. Vi ventede med morgenmaden, så vi kunne komme hurtigt afsted – men udfordringen er, at der kun er fastfood restauranter langs vejene, så man skal køre ind i byerne for at finde et lidt mere værdigt alternativ.

Af samme grund fik vi først morgenmad kl.11.30 – og sjovt nok var morgenmaden en burger. Ja, det er vist første gang , at vi har prøvet det. Tjeneren viste sig at være ganske uhøflig, så han næsten fik ødelagt hele vores måltid. Men det er vist også første gang, at vi decideret har fået dårlig service i USA.

Ida havde sagt til mig, at Sedona var en hyggelig by, så den tog vi med på ruten. Turen derhen fra Grand Canyon var smuk – specielt de sidste 20 kilometer før Sedona by var en meget smuk rute. Vegetationen har ændret sig til pinjetræer og røde klipper/bjerge samt en flod, som løber i bunden af bjergene. Sjovt at se at da vi nærmer os vores mål Scottsdale, som ligger ved Phoenix, er der ikke længere pinjetræer men kæmpe 3-5 meter høje kaktusser.

Hotellet i Westin viser sig at være et godt valg – der er 43 grader i Scottsdale, og hvad skal man så foretage sig? Der er et større pool-område med en rutsjebane til ungerne og et større loop i skyggen, hvor man kan dase hen på sin overdimensionerede badering, mens strømmen tager én rundt i loopet. Dejligt tidsfordriv selv om jeg synes det måske går lige langsomt nok. Så er det sjovere at være tilskuer til alle de amerikanske familier, som også tilbringer sin ferie her på hotellet.

Da Karsten og Frikke prøver rutsjebanen sker der desværre et mindre uheld, hvilket betyder, at de må trække sig tilbage til værelset. Det betyder så, at Karsten humper rundt nu på nogle tæer, som måske er forstuvede – og Frikke har nogle mærker på ryggen og fik hovedpine. Den er heldigvis væk nu. Så måske skal det være første gang, at Mathias ikke gør brug af vores rejseforsikring.

En lille sjov detalje her fra det varme USA – her har man ikke terrasse varmere men terrasse coolere.

Vi har endnu en dag på hotellet her, før at vi skal flyve til Miami. Hvad der skal ske ved vi ikke endnu – men mon ikke det bliver til en pool dag….

USA 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Lørdag den 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Kl. 04.45 ringer vækkeuret – familien har besluttet sig for at se solen stå op i Grand Canyon. Karsten og Mathias er hurtigst ude af sengen, hvorimod Frikke og jeg har lidt sværere ved at komme op. Vi har fået under 5 timers søvn, så sengen virker umiddelbart mere tiltrækkende end solopgangen. Vi får mobiliseret alle kræfter – ud af sengen, børste tænder og bare i tøjet. Det virker som om, at vi er de eneste turister, som har besluttet at være så tidligt oppe. Vi har vejene næsten for os selv. Da vi kommer til indgangen til parken, er der ingen på vagt, så vi kører igennem uden at betale. Det koster 7 dollar – men det kan vi vel betale på vej ud af parken senere på dagen.

Vi er ikke helt sikre på, hvor vi skal hen for at se solopgangen, da der pludselig er flere muligheder. Vi møder en japansk kvinde, som er steget ud af bilen, og står og vifter fuldstændig panisk med et kort. Men vi er ikke klogere end hende, så vi må fortælle hende, at vi heller ikke ved, hvor det bedste sted er for at se solopgang og kører hurtigt videre. Solen står op kl. 05.30, og det vil vi nødigt misse.

Kl. 05.15 har vi parkeret bilen, haster mod et outlook punkt og får os alle 4 placeret på en klippekant (hvor der naturligvis er masse af plateau, så det ikke er farligt). Herude er vi ikke længere alene. Særlig en gruppe fanger min opmærksomhed, da jeg synes, at de er særdeles modige (læs dumdristige), da de går ned af skrænterne for at gå ud på et yderligt plateau for at få de bedste billeder af solopgangen. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det – forventer hvert øjeblik at de styrter ud over klipperne.

Det er desværre lidt tåget denne morgen, så det bliver ikke nogen klar smuk rød sol, som står op – men smukt er det. Jeg bliver ved med at tage billeder – men kameraet kan slet ikke indfange storslåetheden her i Grand Canyon. Vi går på south rim cirka 5 kilometer, stopper op og tager masser af billeder, nyder at hver gang man tager et nyt skridt, så forandrer udsigten sig gang på gang – og sidder på bænkene og nyder det hele. Kl. 8 når vi hen til Grand Canyon Village, hvor hotel El Tovar ligger – et smukt gammelt bjælkehus – og får et dejligt bord ved vinduet med udsigt til Grand Canyon. Her får vi nok turens bedste morgenmad – i hvert fald hvis du spørger Karsten og børnene – jeg sværger stadig til Euro Pane i Pasadena.

Vi går videre af South Rim efter morgenmaden og tager en af de gratis busser, som kontinuerligt kører rundt på Grand Canyon og fragter turisterne rundt på hele South Rim. Området er så stort, at hvis man kører fra North til South Rim, så skal man køre 4 timer dvs. cirka 215 miles. Flere steder kan vi se Colorado floden, som krydser igennem Grand Canyon. Der er mulighed for at tage på hiking ture i området, men det vælger vi fra – der er flere steder advarsler om dehydrering, da temperaturen nede i kløften i maj til september bliver over 40 grader. Men oppe på South Rim er temperaturen behagelig, fordi vi er i cirka 7000 fod, dvs. cirka 25 grader.

Undervejs ser vi flere gamle stenhytter, som bl.a. en amerikansk kvindelig arkitekt har fået bygget i samarbejde med indianerne, som allerede var i området, da de første hvide kom hertil med Santa Fe Railways i 1880´erne. Mange af dem bliver i dag brugt som butikker, hvor man kan købe indianer ting såsom drømmefangere, tæpper, krukker o.l.

På turen møder vi også nogle usædvanlig venlige jordegern, som er vant til mennesker, så man kan komme ganske tæt på dem. Det læser vi selvfølgelig om efterfølgende ikke er nogen god ide, fordi de har rabies og andre gode ting med sig. Frikke ønsker sig selvfølgelig én af dem med hjem til Muffe. Vi møder os en større flok af elge, som har en foruroligende størrelse – både med og uden gevirer. Vi møder heldigvis ikke de mountain lions, som de skriver i Grand Canyon avis, at der findes på området.

Vi når ud til Hermit´s Rest, som er det vestligste punkt i Grand Canyon national park som er tilgængeligt for turisterne. En af de andre gæster har det dårligt, så Karsten må lige hjælpe hende – hun er ved at dehydrere. Personalet i butikken på Hermit´s Rest tager over og virker ganske professionelle i deres håndtering. Faktisk siger man at cirka 250 turister bliver hvert år reddet herude. Helikopterne flyver over området og ifølge buschaufføren er det ikke et godt tegn, at de ikke har en kurv nedenunder helikopteren, da det betyder, at de ikke har fundet den person, som de er i færd med at lede efter.

Kl. 13.30 må vi opgive at se mere – vi er ganske enkelt for trætte. Så vi finder bilen, som vi parkerede meget tidligt i morges, og kører hjem til hotellet. Selv om at ungerne klagede over træthed, så er det kun de voksne, som tager sig en ”morfar” – ungerne tager bagefter en tur i poolen og har stadig masser af energi til at bakse rundt i poolen og lege.

Vi tager tidlig aftensmad og finder et sted, hvor man kan få salatbar, hvilket er dejligt. Man kan godt blive lidt træt af alt det frituremad og mangel på grøntsager. For en sikkerheds skyld tager vi dog lige en is til dessert, så vi sikrer os at sukkerniveauet er intakt.

Vi går tidlig i seng efter en lang og oplevelsesrig dag.

USA 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

Fredag den 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

Godt med planer men ind imellem så sker der andre ting end dem man umiddelbart har planlagt. Vi havde glemt at sætte vækkeuret i dag, det er jo rejsedag. Af samme grund vågnede vi først kl. 09.35 – lidt sent da vi har mange miles foran os i dag. Vi tager bad og pakker værelse sammen på rekord tid 35 minutter. Så har vi også glemt vores parkeringsbillet, som er nok så vigtig for at få vores bil udleveret fra hotellets parkeringskælder – og da vi først er kommet afsted, opdager vi også, at vi har glemt alt vores vand i køleskabet. En vigtig ting når det er 43 grader udenfor og solen brænder som i Sahara.

Ungerne får lidt morgenmad med fra Starbucks fra hotellet ved siden af – jeg nøjes med en stor café latte og Karsten klarer sig noget uden indtil frokosttid.

Vi kører i flere timer, før at vi når Hoover Dæmningen. Vi stopper ved en af de mange parkeringspladser for at gå ned til visitor center for at se nærmere på dæmningen. Men vi når kun hen til midten af dæmningen, hvor vi kan tage nogle fantastiske billeder – det er ganske enkelt for varmt. Det er imponerende at tænke på, at dæmningen blev bygget tilbage i 1930´erne, hvilket vist også kostede cirka 100 menneskers liv. Vi kører i en lang kø blot for at komme over dæmningen, fordi der er et security check, før at man får lov at passere.

Vi tager frokosten for nogen – morgenmad for andre – på en amerikansk kæderestaurant, som vi ikke har stødt på tidligere - en MacDonalds wanna-be restaurant – kaldet Carl´s Jr. Vi spiser til en afveksling en burger – de er nu gode herovre – og drengene vælger en amerikanerstørrelse sodavand med gratis refill selvfølgelig. Igen må man konstatere, at det ikke er uden grund, at de bliver så omfangsrige.

Tilbage på ruten mod Grand Canyon bliver vejret pludselig dårligt – vi oplever for første gang regn og tordenvejr. Vi havde godt hørt på vejrudsigten, at vejret formodentlig ville skifte i denne periode. Det er lidt ærgerligt.

Vi ankommer til vores hotel kl. 18, checker ind, ungerne i poolen (den er ikke særlig stor som Frikke tørt konstaterer) og undersøger, hvad vi skal se i morgen – og hvordan forholdene er.

Receptionisten kunne oplyse os, at det kun regner i Arizona i juli måned, så det må vi jo tage med. Vi har booket 2 overnatninger og så er vi videre mod Scottsdale, hvor vi har 2 overnatninger, før at vi flyver til Miami.

Her har vi booket de 2 første overnatninger på Thomas Cooks crew hotel, som skulle være et art-deco hotel. Det bliver sjovt at se. Derfra har vi booket 2 overnatninger i Key West på et smukt hotel, som ligger i en stor have og består af hvide træhuse. Det ser dejligt ud. Herfra har vi 2 overnatninger tilbage i Miami, før at vi stiger på flyveren hjem igen. Dem mangler vi at få styr på.

På vej herud stoppede vi i en butik, som solgte indianer ting – lidt for turistede desværre da vi kom indenfor. Vi håber stadig, at vi får lejlighed til at enten komme ind i et reservat – eller i det mindste finde nogle mere autentiske butikker. Det ville være sjovt at have et indianer tæppe med hjem til sofaen på Vatnavej.

USA 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Torsdag den 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at familien ikke er så begejstrede for Las Vegas. Så vi har planer i dag – planer om at opsøge den smukke men barske natur – og planer om at ride.

Efter morgenmaden som for en gang skyld er inkluderet i vores værelsespris, kører vi afsted ud af Las Vegas og cirka 22 miles nordvest for byen ud til Red Rock Canyon National Park, som oprindelig har været beboet af native americans, dvs. indianerne. Karsten og jeg har kigget lidt på nettet i går aftes og har fundet en ranch, som tilbyder trail rides, hvilket betyder, at man rider lige så stille på en sti med en cowboy/cowgirl. Vi finder forholdsvis ubesværet stedet på trods af, at vi begge havde glemt at notere os adressen – men i samarbejde med den uundværlige Frøken Garmina 2 og vores begges hukommelse klarer vi det snildt. På vej derud oplever vi endnu et vejrfænomen – en dustdevil, en mindre tornado – men sjovt er det at se den. Da vi kommer til ranchen bliver vi mødt af cowgirl Anne, som står og taler med en amerikansk familie. De er dog kun forbi for at kigge nærmere på hestene, så da de kører igen, spørger vi til en ridetur. Mathias vil ikke med, så det bliver Frikke og Karsten, som får fornøjelsen.

Anne viser sig at være en rigtig morsom ung dame – en rigtig cowgirl med cowboybukser, ternet skjorte, støvler og selvfølgelig sporer – og ja så også lige en piercing i øjenbrynet. Man er vel en moderne cowgirl.

Vi får skrevet alle papirerne under, det er vel USA, så de skal jo sikre sig mod et eventuelt efterfølgende søgsmål. Anne giver dem instruktioner på, hvordan man rider western style, som er lidt anderledes end det, som Frikke er vant til på rideskolen på Bryggen – og så tager de ellers afsted på en times trail ride de 3 – mens Mathias og jeg sidder tilbage i et primitivt men hyggeligt skur af solide brædder i skyggen dekoreret med et langt bord, en bænk og nogle western hatte på væggen. Vi får at vide af Anne, at vi skal bare tage sodavand/vand i fryseren, det er jo ikke for sjov den varme her. Mathias finder hurtigt sin PSP frem men uheldigvis mangler den hurtigt lidt batteri, så Anders And bliver hevet frem. Jeg hygger mig med at sidde og kigge på hestene, som står og venter på deres tur til at komme ud og gå en tur. Det føles en smule mærkeligt at sidde der midt i ørkenen i et skur og lave ingenting – men egentlig også meget rart.

Efter ½ time kommer der en rigtig cowboy. Det viser sig at være ham, som er manager for stedet. Han tæller sammen til aftenens arrangement – en cowboy dinner med 1 ½ times ridning med efterfølgende barbeque og historiefortælling/sang af cowboys. Jeg lader ham være i fred, så han lige kan få styr på detaljerne i computeren. Jeg tror heller ikke, at cowboys snakker så meget – eller måske er jeg lidt fordomsfuld der…

Da han ser papirerne, som Anne har udfyldt før rideturen, finder han ud af, at vi er fra Danmark. Han kommer hen til Mathias og jeg og spørger til Copenhagen og viser, at han har en dåse snus, som hedder Copenhagen Snuff. Det bliver til en lang og spændende snak om mange ting. Først kan jeg dårlig nok forstå ham. Han taler simpelt hen så vrængende amerikansk, men efter et par minutter og intens koncentration er jeg med. Han fortæller bl.a. at han kun har boet i Las Vegas de sidste 10 år, og lige som jeg, hader byen – ja faktisk så har han kun været i byen 4 gange på de 10 år. Han fortæller, at han har været cowboy hele sit liv, det er hans profession. Han har som ung arbejdet i Tasmanien, men han savnede USA, så det blev først Colorado og så nu Las Vegas.

Det er spændende at høre om et så anderledes liv. Han beskriver også, hvordan han 2 gange om året tager til et indianer reservat halvvejs til Grand Canyon, hvor han som den ene ud af 2 hvide cowboys hjælper indianerne med at indsamle kvæg, som skal sendes til slagteriet. Han forklarer, at man godt kan besøge indianer reservaterne, men at man skal have tilladelse fra den øverste indianer i nabo byen, som udsteder en turist tilladelse. Han forklarer også, at indianerne får et beløb fra staten hver måned til at overleve på, men at de indianere her er selvforsørgende, så de penge, som de modtager sættes ind i en national fond til indianere.

Vi havde overvejet at besøge et reservat, men Ida sagde, at det som oftest var en lidt sørgelig affære. Måske vi også får dette med os i bagagen, inden at vi sætter os i flyveren i Miami hjem til København…

Da vi siger farvel til vores 3 nye cow-friends giver vi alle hinanden hånden, hvorpå manageren siger til mig: ”You have got a nice strong handshake, I like that”. Vi lader lige billedet stå…

Den sidste dag i Las Vegas betyder middag på en rigtig amerikansk barbeque restaurant (Barbeque kylling, ribben og oksesteg, mashed portatoes og beans), hvor tjeneren slet ikke kan forstå, at vi kan dele en middag, som er normeret til 2 mennesker – altså 2 amerikanere – og en tjener, som snakker så meget, at Mathias tørt konstaterer, at vi burde fortælle hende, at hun faktisk er generende. Men som Karsten forklarer ham, så prøver hun jo faktisk bare på at servicere og få sine drikkepenge. Jeg læste i avisen i går, at i nogle stater er mindstelønnen knap 2 dollar i timen for en tjener, og så forstår man godt, hvorfor drikkepengene bliver så vigtige.

Dagen sluttes af med et pool besøg og et spil kort – kort som i øvrigt har været brugt i Treasure Island Casino, som vi har købt i en butik her. Dem tager vi med hjem.

USA 21. juli 2010 - Pasadena til Las Vegas

Onsdag den 21. Juli 2010 – Pasadena til Las Vegas

Da det vil være for lang en køretur at tage fra LA til Grand Canyon, har vi valgt at stoppe op i Las Vegas. Vi har haft en del tanker om at lave vores stop et andet sted – dels så spiller ingen af os dels er der en del prostitution knyttet til Las Vegas, og det er måske alt i alt ikke så fedt at vise børnene. Men vi vælger et hotel uden for ”The Strip”, som hovedgaden hvor alle de store kasinoer ligger og et hotel uden kasino.

Vi spiser morgenmad for sidste gang på Euro Pane – dejligt sted jeg godt kunne tænke mig lå lige nede på Amagerbrogade – eller måske endnu bedre på Ulrik Birchs Allé. Mathias og jeg starter med en svømmetur, og Frederikke støder til lidt efter. Kl. 12 sidder vi pakket og klar til at køre de 215 miles til Las Vegas.

Turen forløber fint. Cirka halvvejs kører vi igennem Mojave ørkenen, som er imponerende – og varmen er også imponerende. Temperaturen er i hvert fald godt over 40 grader – ja faktisk så bliver bilisterne anbefalet at lukke for a/c i cirka 60 miles pga. fare for overophedning af bilen. Vi satser på, at vores bil er så ny, at den kan klare det – og det gør den heldigvis. På et tidspunkt viser vejskiltene, at vi er 4000 fod over havets overflade, dvs. 1,3 km over havets overfladen. Undervejs stopper vi hos Peggy Sue´s Diner – ren 50´er stil så autentisk, at man føler sig sat tilbage i tiden. Karsten og Frikke bestiller en burger, Mathias glæder sig over, at han kan få sig en tun sandwich, som han er så glad for – og Kristina kaster sig ud i onion rings, som viser sig at være så friture-tykke, at jeg ikke kan spise dem. Vi bestiller alle smoothies, som er himmelske – og som helt sikkert gør, at hofterne vokser med det samme. Peggy Sue er tilsyneladende en pensioneret skuespiller, som har dineren med sin mand. På væggene hænger der mange billeder af mere eller mindre kendte mennesker, som har besøgt dineren. Sjovt sted at se. Varmen er tilgengæld overrumplende – det er som at stå med en hårtørrer. Vi skynder os ind i bilen og kører videre mod Las Vegas.

Kl. 18 er vi på hotellet og checker ind. Det viser sig, at vi deler hotellet med et større indryk af et basketball-hold med meget unge og meget høje mænd. Vi håber ikke, at de skal feste for meget på hotellet – men at de holder festen ude i byen. Det gode ved hotellet er, at vi bliver upgrated og får en suite med vaskemaskine/tørretumbler, så vi slipper for et besøg på vaskeri i denne omgang. Men lige over på den anden side af vejen ligger et Westin – Kristinas favorit hotel – og hun ægrer sig over, at hun ikke havde set, at de havde et hotel her. Men når vi tager til Scottsdale/Phoenix skal vi bo på Westin igen – skønt – og hotellet i Grand Canyon er også på plads til godt nok en lidt heavy pris, men ellers var det umuligt at få plads nogen steder.

Las Vegas viser sig at være lige så dekadent og massivt, som vi havde forestillet os. Da vi kørte igennem gaderne, stod der mænd med blå t-shirts på med skriften ”Do you want a girl in 20-minutes” – argh jeg bliver så vred. Andre steder i byen har man forsøgt at imitere steder i Europa med f.eks. Paris, Eiffeltårnet, en bistro o.l. Overalt er alting fuldstændig overdimensioneret – hotellerne har over 2000 værelser, de er skyhøje, nogle har glasfacader, nogle har facader af guld – ja det er fuldstændig, som vi havde forventet. I luften farer helikopterne rundt og viser turisterne kasino-land fra oven. Egentlig når man tænker over det en vanvittig idé at placere en hel spilleby herude midt i ørkenen.

En velfortjent tur i poolen – temperaturen er 43 grader her i Las Vegas, så det er rart at blive afkølet. Vasketøjet er sat over – og så en tur ud i byen.

Vi går afsted kl. 20 og alligevel er temperaturen langt over 30 – det føles nærmest som 45 grader. Vi går ned til ”The Strip” men erfarer hurtigt, at vi faktisk slet ikke bryder os om at være her. Vi passerer adskillige alfonser, som åbenlyst står og tilbyder visitkort til ekskortpiger, og da de tilbyder Karsten et kort, siger han til ham: ”Kan du ikke se, at jeg går med min familie og børn?” – hvorpå en kvindelig alfons svarer: ”This is not Disneyland but Sin City”. Værsgod – jeg har fundet ud af, at jeg bestemt ikke dur til sådan en by her – jeg får lyst til at slå på dem alle sammen og finder min indre feminist frem lynhurtigt. Vi er alle enige om, at hvis det ikke var fordi, at vi havde betalt for 2 overnatninger, så var vi kørt ud af byen ved morgengry. Lad være med at tage til Las Vegas – det er kasinoer, prostituerede og turistlort.

Jeg savner mit dejlige Pasadena…..

USA 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Tirsdag den 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Vi havde tilsyneladende brug for at sove længe i dag efter gårdagens anstrengelser, så den blev 9.45 før alle mand var oppe. Vi var lang tid om at komme ud af døren, fordi vi måtte bruge lidt tid på at finde de sidste hoteller til Las Vegas, Grand Canyon og Phoenix. Hotellet er Las Vegas er booket og på plads, men desværre viser det sig, at vi har været for sent ude med hotellet i Grand Canyon (det er juli og sommerferietid), så det krævede en ekstra indsats – endnu uden resultat. Vi spise brunch på vores ”sædvanlige” morgenmadsrestaurant her i Pasadena – Euro Pane – som har rigtig god mad. De er især gode til at lave en æggesalat på ristet brød med rucola salat og tomatpesto – rigtig god kombination. Friskpresset appelsinjuice af den rigtig gode kvalitet og så en god café latte, så er man klar til dagen.

Vi havde planlagt at tage til Venice Beach i dag, fordi flere havde sagt til os, at det var et ”must-see”. Da vi var i poolen i går aftes, talte vi med en amerikansk kvinde fra Wisconsin, som var i Pasadena for at besøge hendes datter, som var blevet udvalgt til at arbejde for NASA i 10 uger i sommerferien. De kunne fortælle, at man kunne leje cykler ved pieren i Santa Monica, hvorefter man kunne cykle på cykelstier på selve stranden til bl.a. Venice Beach. Det måtte prøves – dejligt at man kan komme lidt ud af bilen og røre sig.

Det tager kun 30 minutter at køre fra hotellet i Pasadena til pieren i Santa Monica. Vi finder hurtigt en butik, som lejer cykler ud – og ungerne klarer gevaldigt over, at de skal cykle med cykelhjelm, fordi loven kræver dette, hvis man er under 17 år. Pudsigt som Frikke konstaterer, da man kan køre bil i USA, før man er 16 år. Det er sjovt at cykle herovre. Det er tydeligt, at jo længere sydpå vi kommer i Californien, at de er vant til at cyklister men alligevel volder det lidt problemer i trafikken med henholdsvis gående, skatere og cyklister. Strandene er meget brede her i LA, bølgerne er voldsomme og der er aldrig nogen, som bader her. Men alligevel er strandene fyldt helt op med alverdens mærkelige mennesker – og naturligvis også de lidt mere almindelige såsom familier, som har etableret ikke mindre end et helt hjem på stranden, hvor der barbeques, høres musik og måske danses alt imens. En anderledes strandkultur end i DK. Vi undrer os stadig over, hvorfor ingen bader i vandet, men det må vi nå at finde ud af, inden at vi rejser hjem igen til Danmark.

Venice Beach viser sig at være en række turistboder, hvor der sælges alt muligt umuligt. Vi standser faktisk ikke engang for at kiggle nærmere på området. Til gengæld cykler vi videre hen til fra Santa Monica, Venice Beach til en strand lidt sydligere, som faktisk krydser op til Santa Monica Airport, så det var sjovt at se de store fly lette fra lufthavnen lige hen over stranden. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af det, så det må I undvære.

Vi vendte cyklerne, da der var gået et par timer og cyklede tilbage af samme strækning. Da vi afleverede cyklerne, regnede vi ud, at vi havde cyklet cirka 30 kilometer.

Tilbageturen til hotellet kommer til at trække ud fordi vi åbenbart lige rammer ned i det tidspunkt, hvor alle skal hjem fra arbejdet. I hvert fald kommer hjemturen til at tage 2 timer i stedet for 30 minutter, så vi runder kun lige hotellet for at få en trøje med, da temperaturen pludselig er faldet og så afsted til en indisk restaurant. Et godt valg viser det sig at være – fantastisk god mad som bliver tilberedt i det åbne køkken i restauranten. Vi får bestilt alt for meget mad og går meget mætte hjem til hotellet – og som de eneste – uden en ”doggy bag”, da vi desværre hverken har køleskab eller mulighed for at opvarme maden igen – ærgerligt ærgerligt…

I morgen skal vi pakke værelset sammen, som vi har tilbragt 5 dage i – for at køre til Las Vegas. Det bliver en køretur på 215 miles, som nok kommer til at tage cirka 5 timer. Men hvad er 215 miles, når man har rundet de 2100 miles de sidste 2 uger.

Mandag 19. juli 2010 - Universal Film Studios Hollywood

Mandag den 19. Juli 2010 – Universal Film Studios Hollywood

Uha, vækkeuret ringer kl. 07.30 – tidligt når man har ferie. Vi er alle lidt flade og hopper ikke ligefrem ud af sengen. Men alligevel lykkedes det os alle at være køreklar med lidt morgenmad i bilen på vej til Universal Film Studios kl.08.30. Vi har været så uorganiserede, at vi har glemt at skrive adressen ned, men frøken Garmina 2 hjælper os som sædvanlig. Vi søger blot på Universal Film Studios og hun finder vejen til os. Endnu en gang har hun været en god investering.

Kl. 9 har vi bilen parkeret og på vej hen til parken. Vi har betalt en del ekstra for at få et front line pas, hvilket betyder, at man får et skilt om halsen, som man viser til den medarbejder, som står ved hver attraktion, og så kommer man som sagt foran køen. Kristina har svært ved den konstruktion. Det føles ikke rigtigt, at alle de andre skal stå timevis i kø – og så går vi andre bare forbi dem. Men det kommer til at være en rigtig god investering, da køerne bliver meget lange som dagen går.

Vi starter med en Studio Tour, hvor man bliver kørt i busser igennem Universals filmstudier/scener/lydstudier, hvilket er en rigtig spændende tur. Det er fantastisk at se alle kulisserne og bagefter se klippene fra de film, hvor kulisserne er blevet brugt. Vi får lov til at prøve 3-D med bl.a. Jurassic Parc og King Kong – helt utrolig livagtigt. Eller da vi bliver kørt ind i et lydstudie med bussen, hvorefter dørene lukker og vi får lov til at opleve, hvad det lydstudie kan levere – med jordskælv, biler der kommer kørende ned i hovedet på os, eller et tog som kommer direkte imod os – fantastisk. Tricks om hvordan biler sprænger i luften, vandmasser som kommer mod os og jeg kan blive ved. Virkelig spændende at komme bag kulisserne – og vi kører i cirka 1 time igennem kulisserne til bl.a. Desperate Housewifes på Wisteria Lane, Psycho og jeg kan blive ved.

Men Universal er også en theme park, hvilket betyder, at der er masser af underholdning og attraktioner ligesom i Tivoli. Et vanvittigt stunt show med vandscootere, fald fra 10 m, ild og sågar en flyver eller 3-D oplevelser med Simpson eller Shrek, ja der er timer af underholdning. Og midt i det hele dukkede Marilyn Monroe op med 4 showpiger og sang bl.a. Diamonds are a girls best friend. Eller en introduktion til special effects i et meget underholdende og lærerigt show – og Frikke som blev fotograferet med en skuespiller fra CSI. Ja en rigtig god dag som Mathias sagde, da vi kørte hjem til hotellet efter at have tilbragt hele dagen i selskab med Universal.

Vi slutter dagen i fitness centret alle 4 – og de 3 andre tager også lige en tur i poolen. Sikke en dag – jeg tror, at vi alle sover godt i nat.