søndag den 1. august 2010

USA lørdag den 31. Juli – Key West



USA lørdag den 31. Juli – Key West

Okay,- i dag har jeg fået lov at skrive på bloggen. Vi sov (igen) længe her til morgen, men vi kom da ned til Cuba Queen Coffee en halv time tidligere end i går ;-) Endnu engang er det en succes. Børnene snupper hver en turkey sandwich, Kristina og jeg kaster os ud i en megasandwich med mojo-pork, som er noget utrolig mørt trævlet svinekød med bacon, ost og en masse andet. Lækkert!

Efter et kort familieråd bliver dagen planlagt, - fotosafari i byen, flyvetur, strand, pool. Very easy.

Kristina savnede sit kamera i går, da vi gik en tur igennem byen, ergo går vi da bare turen engang til. Vi får taget et par billeder af nogle smukke træhuse.

Jeg kan egentlig godt se mig selv sidde i sådan et dejligt træhus, men så kom Kristina lige til at nævne prisen. Det tyder på, at man skal være lidt mere end Kaptajn i Thomas Cook eller være under et andet skattetryk.

Normalt vil jeg ikke tage på en rundflyvningstur, men her er det altså en Waco bi-plane (dobbeltdækker). Så dette er en enestående chance for at sidde halvt i det fri, 150 meter over jorden med 180 km/t. Til at starte med er jeg den eneste der vil af sted, men så melder først Frederikke sig og derefter også Mathias.

Da vi kommer til lufthavnen for at booke en tid, finder vi ud af , at man kun kan flyve 2 ad gangen. Kristina vil stadig ikke med, så jeg bliver sørme ”nødt” til at flyve 2 gange.

Vi skal flyve kl 16.45, så vi har god tid til at nå på stranden inden.

Vi kører først forbi den strand, som hotelpersonalet har anbefalet. Det er virkelig en pæn sandstrand, men den er faktisk så pæn, at den er kedelig, så vi kører straks videre til en sikker vinder, - stenstranden ved Fort Zachary. Her er okay snorkling, masser af fisk, skyggende træer og stemning. Efter et par timer med snorkel og maske er det på tide at komme op over havets overflade. En del højere op.

Hurtigt hjem for at skifte og så af sted til lufthavnen. Vi kommer lidt for tidligt og får lov til at gå lidt rundt i hangaren. Der holder en anden dobbeltdækker fra 1934, som var utroligt flot restaureret. Der er kun 5 af dem tilbage i verden.

Waco’en skal lige tankes, og så skal vi af sted. Mathias vil gerne flyve først, så vi sætter os op, spænder os ind, får headset på og starter så mod vest. Det bliver en fantastisk tur på langt over de 15 minutter, som vi har betalt for. Vi ser hele øen, flere koralrev, skibsvrag og delfiner der leger i vandet.

Efter landingen kører vi ind til forpladsen, og mens motoren kører skifter vi Mathias ud med Frederikke. Vi gentager hele turen og selv anden gang er det en flot tur. Ingen går skuffet derfra. Og skulle nogle være interesseret, så har vi en dvd, der viser turen.

Kristina har fundet en afslappet cubansk restaurant på tripadvisor. Da vi kommer, er der masser af plads og det ser temmelig afslappet ud. Børnene får deres burger, og vi får en cubansk ret med steak, black beans og stegte bananer. Så vi holdt os til det cubanske køkken i dag.

Dagen slutter af i poolen. Vi prøver at stå lidt tidligere op i morgen – for i morgen er det D-dag.

Ingen kommentarer: