USA 18. juli 2010 - Jagten på stjernerne

Søndag den 18. Juli 2010 – Jagten på stjernerne

Da vi jo har 2 teenagere (eller næsten) med i rejseselskabet, var det klart fra starten, at en del af tiden i LA skulle bruges på at jagte stjernerne – eller i hvert fald se de traditionelle turiststeder såsom Hollywood Walk of Fame med alle stjernerne i fortovet, køre forbi Hollywood skiltet og muligvis lige tage et billede eller to – eller køre igennem Rodeo Drive, hvor Julia Roberts shopper igennem i filmen ”Pretty Woman” – og se områderne Beverly Hills og Bel-Air og selvfølgelig Malibu Beach. Alt dette fik vi klaret i dag – uden at møde nogen stjerner what- so-ever. West Hollywood var som vi også havde hørt ikke noget særlig interessant område, så lige så snart vi havde set alle stjernerne i fortovet, kørte vi hurtigt videre. På vej ud til Malibu fandt vi et næsten usynligt hul mellem 2 huse/facader, hvor man kunne få adgang til stranden. Det var sjovt at få lov til at se husene med de smukke facader ned mod stranden – men heller ikke her mødte vi nogle stjerner. Men Frikke og Mathias hyggede sig med bølgerne og havmågerne.

Lidt mere spontant tog vi også Hollywoods Madame Tussauds voksmuseum med på dagens program, og det skulle vise sig at være en sjov oplevelse for os alle. Vi fik taget nogle vældig sjove billeder – og fik konstateret, at der faktisk er en del af de der hotte skuespillerinder, som er ganske lave. Der blev også lejlighed til at snakke lidt filmhistorie med ungerne, da alle de store forgangne skuespillere var repræsenteret i udstillingen.

Vi har besluttet os for at tage endnu en dag i Pasadena og har købt billetter til Universal Film Studios over nettet med et front line pas, som vi har fået anbefalet. Det er lidt af en udskrivning, når man er 4 personer, men forhåbentlig bliver det alle pengene værd. Det betyder, at vi skal prøve at gå lidt tidligere i seng, end hvad vi plejer – og stå tidligt op, da Universal åbner dørene kl. 9.

USA 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

Lørdag den 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

Karsten og børnene sover længe i dag, så jeg griber muligheden for at træne lidt. Mit knæ er blevet bedre, og efter lidt research på nettet kan jeg nok selv diagnosticere, at jeg har fået mig et runners knee – et løbeknæ. Noget rigtig møg men kuren er at træne musklerne i lårerne og omkring knæet – og fortsætte træningen står der er vigtigt. Så jeg tager crosstræneren i fitness centret og får trænet knæ/lår samt overkrop på alle maskinerne. Dejligt at starte dagen sådan – det er ren luksus. Mathias er ved at være træt af at rejse – vågnede kl. 3 i nat og spurgte, om vi ikke kunne tage hjem til Danmark igen. Han havde haft mareridt. Han havde set nyhederne, hvor en 17-årig pige var blevet kidnappet og hele hendes familie var på med billeder af hende grædende selvfølgelig. Mathias havde drømt, at han var blevet kidnappet. Vi fik ham trøstet og overbevist om, at så længe at vi alle 4 holder øje med hinanden, så sker der os ikke noget.

Da vi alle er klar til morgenmad, går vi 2 blocks, som det hedder, dvs. 2 gader og ned til Colorado Boulevard og spiser morgenmad på Euro Pane, som skulle være en fantastisk bager. Amerikanerne spiser jo ikke noget, der ligner en sund og fornuftig morgenmad – sorry men det gør de ikke – men her kan man få lækre breakfast sandwiches, græsk yoghurt med det skønneste hjemmelavede müsli, salater og rigtig god kaffe. En ikke så fantastisk service men rigtig god mad og lækker indretning.

Hjemme på hotellet igen slås vi med alle de mange andre hotelgæster om lidt plads i poolen og udenfor poolen. Det er rigtig varmt i dag – 35 grader – og Mathias får lejlighed til at træne lidt mellem de mange svømmeture sammen med Karsten. Frikke prøver også fitness centret af, men jeg godt væbnet med faktor 50 tager et mindre solbad. Solen bider virkelig, så man skal passe godt på.

Det er også blevet tid til at vaske tøj igen. Da jeg spørger conciergen om et vaskeri, spørger han mig, om ikke jeg hellere vil lade dem om at vaske vores tøj. Nej tak svarer jeg pænt – det klarer vi selv. Når man skal betale kr. 18 til 60 pr. stykke tøj, så er det en bekostelig affære at vaske tøj til en hel familie. Nå, men skal de så ikke i det mindste køre os derhen – det er tydeligvis helt normalt, at folk ikke går her. Men eftersom det kun ligger 500-600 m væk fra hotellet, kan vi naturligvis godt selv gå. Mærkelige mennesker vi danskere er – tror jeg at de tænker.

Vaskeriet er pænt. Det er primært mexicanere, som vasker deres tøj her – de andre har sikkert selv adgang til det hjemme. Vekselmaskinen driller lidt, men vi får vasket og tørret tøj og hjemme på hotellet igen, beslutter vi os for tidlig aftensmad, da vi har sprunget frokosten over.

Det bliver til pizza i dag – ungerne har spurgt, om ikke vi kan spise i det lille område, som støder op til vores hotel – et smukt område med cypresser, bourgainville blomster, springvand, store sandsten og et smukt rådhus i baggrunden med kuppel og lys på. Maden er fin, og herfra tager vi en lille gåtur for at finde et apotek. Af uransagelige årsager er det på denne rejse ikke Mathias men Kristina, som skranter – nu med ørepine. Det er godt nok mange år siden, at jeg har prøvet det. Jeg tror, at det skyldes al den air-conditioning. Men forgæves, og vi vender tilbage til hotellet for at arrangere de næste par dage i LA og en aftensvømmetur.

USA 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

Fredag den 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

Efter morgenmaden på hotellet tog vi en tur igennem Solvang for at konstatere, at det ikke ligner Danmark men snarere er en lidt falsk turistattraktion. Men vi finder nogle rigtige lakridser, hvilket hele familien sætter stor pris på. Derfra kørte vi mod Santa Barbara, en by som både er smuk og er fuld af penge. Vi kører igennem snoede veje med mure og høje porte, som skærmer af mod fremmede og lige så snoede indkørsler, så man ikke kan se de kolossale huse, som ligger på hver grund. Byen ligger på den anden side af highway 101, hvilket driller os lidt, men da vi kommer frem til downtown, finder vi en god parkeringsplads og spenderer et par timer med at gå rundt i byens centrum.

Hovedgaden er bred med butikker på begge sider – eller som amerikanerne kalder sådan en by – en compact by. Som oftest er deres byer spredt ud over et større areal og har ikke et sådant centrum, som man f.eks. oplever i København. Men Santa Barbara har – og den er hyggelig. Vi støder på et nyt koncept – frozen yoghurt, som vi allerede kender, men nu i mere end 15 forskellige smagsvarianter – og med frit valg med toppings, dvs. alt i friskskåret frugt, kager, M&Ms o.l. Måske skulle man følge op på den idé i Danmark…. Noget bedre koncept end de jordbærsukrede popcorn, som Karsten og børnene købte forleden – men det skal jo prøves.

Vi sætter Frøken Garmina 2 til Westin hotellet i Pasadena. Vi har via en dansk hjemmeside, et rejsebureau som har specialiseret sig i USA-rejser, fundet frem til at Pasadena er et godt sted at bo, hvis man skal være relativt tæt på attraktionerne i LA uden at bo derinde. LA har en by med mange byer og har ikke mindre end 13 millioner indbyggere, så her kan man tale om storby. På vej til Pasadena har vi et toiletbesøg at gøre, hvilket kommer til at blive i Premium Outlet Carmillo, hvilket for Frederikke betød, at UGG vinterstøvlerne er købt (hun har sit eget tøjbudget nu at forvalte, så derfor bliver der foretaget nogle meget fornuftige økonomiske overvejelser), og da hun finder ud af, at hun kan spare kr. 200,- ved at købe dem nu i USA, så bliver beslutningen taget.

Da vi ankommer til Westin i Pasadena er alle glade over at se hotellet og dets faciliteter – både pool og fitness center. Vi kender Westin-kæden fra vores sidste besøg i San Francisco, hvor vi var top begejstrede for hotellet. Hotellet her i Pasadena er måske lidt mere træt end dens søster i SF, men pyt nu med det – vi beslutter at tildele os selv en fridag i morgen ved poolen, da vi hører, at vejret bliver omkring 35 grader.

USA 15.7. 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

Torsdag den 15. Juli 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

Vi har alle sovet godt, da vi vågner her til morgen – med rigtige dyner og akkompagneret af bølgeskvulp fra stranden – med en enkelt undtagelse. Jeg vågnede kl. 04.05 ved lyden af søløverne, som brølede – men heldigvis faldt jeg i søvn igen. Vejret er fint, solen skinner fra en fin blå himmel så Kristina beslutter sig for at liste sig ud på en løbetur langs stranden. Der er masser af andre løbere og surferne er godt i gang med at prøve kræfter med bølgerne, så man kan ikke føle sig alene her. Der ligger de fineste træhuse langs vandet. Et par af dem er til salg og af nysgerrighed tager jeg på løbeturen en salgsopstilling med fra et af de smukke huse, som er på markedet. Men man skal have mange penge på kistebunden, hvis man skal blive husejer her – 3 mio. US $, så det er vel tæt på 18 mio. kr. Jeg har ikke været ude og løbe siden, at vi boede på basen i Whidbey, hvor mit højre knæ desværre begyndte at drille lidt. Af samme grund har jeg valgt fitness centret, hvis det var en option. Jeg får løbet 6 km og så gør mit knæ utrolig ondt, så ondt at jeg bliver nødt til at gå de sidste par kilometer hjem til hotellet. Det skal senere hen vise sig at blive værre.

Hjemme på hotellet er de andre så småt vågnet, og Frederikke er i fuld gang med at uploade nye spil til hendes nye Ipod Touch. Mathias får lov til at prøve ”dyret”, så de er begge meget optagede af de mange muligheder. Vi pakker ned igen, checker ud og kører direkte hen til en hyggelig og god morgenmadsrestaurant og så sætter vi ellers GPS´en til at køre mod Solvang.

For at undgå den lidt mere stressede eftermiddag med at lede efter hotelværelse har Karsten og jeg booket et værelse i Solvang til i aften. Derfra tager vi videre mod Los Angeles, men da vi er blevet frarådet at bo i L.A. har vi fundet et godt og betaleligt hotel i Pasadena, som ligger cirka 25-30 km fra L.A. Det er jo trods alt kort afstand herovre.

Undervejs tager vi en afstikker på highway 1 til Carmel, som er en mindre Disney-agtig by, hvor bl.a. Clint Eastwood har været borgmester. Alt er meget friseret og pænt – med 2 gennemgående gader og cirka 5 tværgående. Vi kigger nærmere på en butik, som kun sælger cowboystøvler og tøj. De dyreste, som vi kan finde, koster kr. 36.000,- , men så er de også lavet af alligatorskind, hvilket desværre er ulovligt at indføre i Danmark, så de må blive tilbage på hylden i butikken. Stranden er smuk og vandet er indbydende og blåt, men det er alt for koldt at bade – og truslen om hajangreb gør, at vi danskere ikke finder det så attraktivt. Vi holder os til swimmingpoolen. I Carmel handler vi lidt vand og søde/salte sager ind til køreturen i Nielsen Grocery, som ifølge ”kassedamen” er startet af 2 danske brødre, som dog ikke lever længere. Men det gør deres barnebarn. Overalt dukker der danske navne op, hvilket børnene synes er sjovt.

Egentlig var det ikke planen, at vi skulle til Solvang, men det bliver en pæn køretur og et fornuftigt afbræk på køreturen fra Santa Cruz til L.A. området. Da vi sætter Garmina 2 til at køre mod Hadsten House, som vores hotel hedder, siger den 187 miles lige ud af highway 101. Puha man kan godt blive lidt træt af de lange afstande. På hver side af highwayen ligger den ene kilometerlange mark med enten jordbær, broccoli eller salat, som indvandrere plukker/pakker ude på markerne. Tilsyneladende bliver ”plukkerne” kørt ud i markerne i busser, hvor der også er allokeret mobile toiletter.

Kl. 18 rammer vi Solvang. Hotellet er rigtig fint og efter at have slæbt kufferterne ind på værelset, tager vi bilen (da Kristina på dette tidspunkt knap kan støtte på sit højre knæ) ind mod resten af Solvang. Børnene bliver fuldstændig nostalgiske og insisterer på, at vi finder noget dansk aftensmad. Der kan man bare se – af sådan 2 kosmopolitiske børn – pludselig bliver meget patriotiske og får lidt hjemve. Kroen, som vi vælger at spise på, fortæller, at de i hvert fald har et bord hver dag med rigtig danske gæster, men her til aften bliver vi hele 3 selskaber, som kommer fra DK på den ene eller anden måde. Sjovt er det, at der dukker et selskab op på 6 mennesker, hvoraf faren tydeligvis er dansk, mens moderen taler spansk. Deres børn, som er nogle kønne mix af dansk/spansk taler så også dansk, så vi smiler alle, da drengen på cirka 12 år siger – ”Uhm her lugter dansk”. Det havde vi ikke lige set komme.

Tilbage på hotellet er ungerne i poolen med Karsten, mens jeg skriver blog og checker nettet for nyheder. Mit knæ driller rigtig meget nu – og jeg overvejer at opsøge en læge. Jeg har svært ved at støtte på mit højre ben nu, og det driller gevaldigt, når jeg skal ud og ind af bilen. Træls tidspunkt da vi jo de næste 3-4 dage skal til L.A. og se Hollywood Boulevard og Paramount Pictures, begge aktiviteter som involverer en del gåen omkring.

14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Onsdag den 14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Morgenmaden bliver bragt til hotelværelset kl. 08.10 – umiddelbart lød det godt, men lidt skuffet blev vi, da vi så, at morgenmaden bestod af noget afkølet skiveskåret frugt, en lille kalorie- og sukkerfyldig yoghurt, et glas juice og så en kæmpe muffin. Jo morgenmaden er fantastisk sund og nærende i USA – selv børnene er ikke så glade for det sukker-boost, man starter dagen med. Karsten og børnene tager en tur i poolen og får bl.a. spillet vandbaskett. Kl. 10.30 kører vi mod Golden Gate Bridge – denne gang for at krydse den. Inden vi gør det, tager vi dog op på et udsigtspunkt lige før broen, hvor vi får et godt udsyn over San Francisco og broen. Det koster 6 dollar at køre over broen i toll.

Vi beslutter os for at køre igennem San Francisco, selv om at vi har været her for 3 år siden. Byen er stadig charmerende og indtagende på sin egen måde – de smukke træhuse imponerer os igen – nok mest de voksne. Vejene er stadig imponerende i deres stigninger, så da vi kører indad mod centrum, spørger både chaufføren og Mathias mig om, jeg er klar over, hvad jeg har kastet os ud i. Karsten konstaterer tørt, at han er glad for, at vi kører i en bil med automatgear. Det ser og føles faretruende, når vi hænger med bagenden af bilen, når vi skal stoppe ved hver krydsende gade og dens trafik.

Vi kører desværre galt – uagtet vores papirkort og vores Garmina 2. Vi kigger ud af vinduerne og konstaterer, at vi nok er kommet ud i nogle mindre pæne områder. Vi kører omkring, justerer destinationen i Garminaen og så pludselig finder vi ud af, at vi kører lige ved vores ”gamle” hotel. Stor er gensynsglæden – fordi det betyder, at både vores morgenmadsrestaurant og vores aftensmadsrestaurant ligger lige rundt om hjørnet. Vi tager en hurtig beslutning og finder et parkeringshus, hvor vi kan stille bilen et par timer. Det er et særligt parkeringshus, hvor man afleverer sin bil plus nøglerne, hvorefter de ansatte kører den ind i en meget smal elevator og kører bilen ned på kælderniveau for at parkere den. Vi kigger lidt på hinanden og beslutter – uagtet det urimeligt høje beløb for parkering – samt det faktum, at alle vores ejendele ligger i bilen – at aflevere nøgle og bil til parkeringsvagten.

Vi kender alle vejen – vi går forbi vores morgenmadsrestaurant og går målrettet mod vores tidligere aftensmadsrestaurant Taverna. Den ligger der stadig – og med samme ejer som for 3 år siden. Kristina glæder sig særlig over gensynet – eller måske rettere gensmagen – med de helt særlige pomfritter med parmesan ost og krydderier. Der er fyldt med forretningsfolk, som spiser frokost – og vi sidder bare og nyder, at vi har ferie – og har genfundet vores gode restaurant.

Jeg bliver nødt til at afsløre, at pomfritterne ikke var ligesom sidst – de havde uheldigvis ændret dem – både i tykkelse og smag. En fejl hvis du spørger mig – som jeg sagde til tjeneren, så har jeg drømt om den lige siden.

Mætte og glade haster vi ned til vores indkøbscenter Westfeld. Det ligger der sørme stadig – og Lucky Brands butikken er der også stadig og er stadig lige fristende. Kristina finder et par cowboybukser, som skal med hjem til DK – og Frikke får genkøbt det kabel, som hun har forlist i Seattle, så vi kan få indkøbt de spil til Ipod Touchen, som hun har købt for adskillige dage siden.

Parkeringsafgiften er den nette sum af kr. 180 for 2,5 timers parkering – så slut med at brokke sig over de 25,- i timen i København.

Ud af byen går lidt nemmere og hurtigt er vi på highway 101 south igen. Vi beslutter at køre mod Santa Cruz, som vi har hørt godt om fra andre USA-rejsende. Vi kører én god time og Santa Cruz dukker op. Vi kører igennem byen men har svært ved at genkende det positive, som andre har beskrevet. Vi opgiver næsten og kører videre, da vi ved en tilfældighed bliver ledt om på den anden side af byen, hvor et meget charmerende område dukker op. Vi forelsker os i et smukt gammelt viktoriansk hus, som er konverteret til en inn. Desværre har de kun et værelse tilbage, hvor der kun er en dobbeltseng, så vi må lede videre efter overnatning. Vi tager videre hen til et stort smukt gammelt hus (fra cirka 1811 hvilket jo er gammelt her i USA), som har et bed & breakfast. Vi skal have 2 værelser for at huse alle 4, hvilket bliver lidt over budgettet. Så vi må sige pænt nej tak. Ved stranden ligger der et smart hotel, som vi kigger nærmere på. Efter en lille stiktur til et andet hotel vender vi tilbage til Dream Inn og checker ind – dyrt men meget dejligt. Lige ud til vandet og stranden så jeg kan høre bølgerne skylle ind, når jeg sidder her og skriver på bloggen. Hyggeligt – en pooltur og så ud på pieren, hvor der ude for enden ligger 2 søløver og brøler om kap. Det lykkedes os ikke at få et billede af dem, så det må I have tilgode. Stranden er fuld af håbefulde surfere, som ifølge guidebogen alle kan forvente lidt af hvert hvad angår hajer. Et gammelt fyrtårn er museum for surfing, som vi kigger nærmere på i morgen – og måske en løbetur langs vandet til Kristina, mens de andre snigsover med rigtige dyner …..

USA 13/7 San Francisco here we come…

Tirsdag den 13. Juli 2010 – San Francisco here we come…

Overnatning i Fort Bragg er forløbet fint. Morgenmaden, som er inklusiv i værelsesprisen, viser sig at være lidt af en sukker-booster – her får man kager og jeg mener virkelig sukker bomber til morgenmad. Man henter selv sin morgenmad på en lille bakke oppe i receptionen. Karsten vælger også at supplere med lidt frugt, som også er tilgængeligt. Det er ikke så underligt, at amerikanerne er tykke.

Vi checker ud, pakker bilen og kører til Starbucks men inden finder vi lige et vaskeri, så vi kan få rent tøj. Tilbage på vaskeriet for at smide tøjet i tørretumbleren og ind i cafeen ved siden af, hvor Maria serverer økologisk morgenmad. Dejlig mad – men skulle man vælge spisesteder efter indretning, så ville man formodentlig går glip af nogle gode steder at spise. Amerikanerne bruger ikke tid på indretning.

Specielt Mathias er lidt bekymret over at se alle de hjemløse mennesker på gaderne. De ser nu heller ikke så indbydende ud - lidt for solbrændte og nussede. De er overalt i gaderne – selv uden for Starbucks sidder der 3 hjemløse. Det gør ligesom noget ved stemningen må man sige.

Vi har besluttet at køre videre mod San Francisco på highway 101, dvs. at skippe den smukke tur på highway 1. Den tager for lang tid og ifølge oplysningerne på nettet, er der mange hårnålesving, meget lidt plads og meget trafik i juli måned. Vi beslutter, at vi har oplevet Stillehavet og den meget smukke natur og prioriterer hurtigheden på highway 101 – om end lidt ærgerligt at måtte vælge den løsning.

Men før vi kører afsted, vælger vi at køre til en mindre by Mendocino, som ligger lige ved Fort Bragg. Et rigtig godt valg må man sige – jeg er helt vild med byen og tror, at jeg driver familien lidt til vanvid, når jeg for 120. gang siger, at det er en dejlig by. Der er vist lidt hippie inderst inde i mig alligevel. En skøn kunstnerby perfekt placeret ud til Stillehavet og med de smukkeste gamle New England huse fra 1860´erne. Dejlig stemning og ud over nogle meget imødekommende indbyggere, så er der også nogle fantastiske haver. Karsten falder i snak med en pensioneret forsker, som viser sig at være hyggelig at snakke med. Vi får talt lidt om Europa kontra USA ,og da vi kører ud af byen, står han stadig ved sin bil (gad vide hvad han ventede på) og vinker til os.

Vi kører igennem oceaner af vinmarker de sidste 50-60 kilometer før San Francisco. Naturen bliver ved med at fascinere os. Klokken bliver 17, før vi rammer SF, og trafikken er tung ind mod Golden Gate Bridge. Vi vælger at køre fra til Sausalito, som viser sig at være et rigtig hyggeligt sted. Vi beslutter at blive i byen og tage en overnatning, men da vi går rundt til alle hotellerne i centrum, så får vi at vide, at der er ”fully booked for the night”. Heldigvis er receptionisten på et af hotellerne rigtig venlig og ringer rundt til de andre hoteller for at finde et værelse til os. Vi ender med at få et værelse 10 minutters kørsel ude for byen. Ungerne synes, at det er fantastisk, fordi der er en pool.

Vi spiser aftensmad på en restaurant inde i byen, før vi kører ud til vores hotel. Rigtig dejlig mad. Vi får lige taget et par billeder af San Francisco badet i aftensolen og så afsted. Karsten og ungerne spiller bordtennis og checker poolen ud, mens jeg skriver blog på hotelværelset.

USA Mandag den 12. Juli 2010 – fra Florence til Fort Bragg – eller fra Oregon til California

Vi havde besluttet os til at køre tidligt her til morgen – så op kl. 7, i bad, spise morgenmad og lige pakke bilen og afsted på highway 101 videre sydpå. Vi var på vejen kl. 9 og var ved godt mod. Det går forbløffende godt med børnene at køre så langt, og ifølge deres eget udsagn så synes de ikke, at det er så slemt, som de havde forventet.

Vi køber frugt og gulerødder og ekstra vand i et supermarked i en mindre by ved frokosttid. Man bliver ikke så sulten, når man bare sidder i en bil. Der ryger også lidt Hershey chokolade indenbords – men hvor er det dog sødt. Det er vist sidste gang, at vi køber det. Vi planlægger alligevel at finde lidt spiseligt i Eureka – en større by med cirka 25.000 indbyggere men bliver lidt mismodige ved synet af alle de narkomaner eller andre subsistensløse personer, vi ser i gaderne, så vi tager blot et billede af et meget smukt viktoriansk hus i den gamle by og kører videre.

Videre på highway 101 og lige efter frokosttid rammer vi Californien. Straks herefter kører vi ind i Redwood Oak State Park, en state park som vi kommer til at køre igennem det meste af resten af dagen. Kæmpe kæmpe redwood oak træer – cirka 20-30 meter høje. Mange af dem er mere end 1000 år gamle. Fantastisk smukke – og flere af træerne er vokset sammen fra hver side, hvilket betyder, at man nærmest kører igennem store huler. Naturen er imponerende. Vi minder børnene om flere gange på turen om at kigge ud – frem for at spille Nintendo eller hvad de ellers finder på at få tiden til at gå.

Vi spiser tidlig aftensmad i Garberville – en lille by med 2000 indbyggere, som ifølge guide bogen tidligere har deres største indkomst på produktion af marihuana. Da vi smalltalker med servitricen i caféen nævner vi det, hvorpå hun svarer, at det fortsat er byens vigtigste indtægtskilde på trods af, at det tydeligvis er ulovligt. Samme servitrice som i øvrigt kunne fortælle, at hun skal som udvekslingsstudent til København (det viste sig at være Taastrup, som hun sagde, hun ikke kunne udtale men stave til) om 1 måned. Sjovt sammentræf…

Maden er fin – og det er dejligt at spise andet end fastfood på en kæde restaurant, som ellers fuldstændig dominerer markedet. Da vi fik vores mad serveret, rejste en herre sig fra bordet bagved os, som fulgtes med sin teenage datter. Han begyndte at tale dansk til os – og spurgte hvor vi kom fra. Uha så er det man pludselig repeterer meget hurtigt i sit eget hovedet, om man har talt ufordelagtigt om nogen. Han havde boet i Seattle de sidste 18 år og arbejdede med software. Vi talte lidt om USA og alle de hjemløse/narkomaner, som vi synes er overalt, hvortil han svarer, at det ligger han slet ikke mærke til. Jeg ved ikke rigtig, om det er godt eller skidt.

Det skulle vise sig at være en skidt beslutning af køre videre af highway 1, som deler sig med highway 101. Vi har fået anbefalet af mange at køre denne vej pga. den smukke natur, men vejene er ganske smalle og meget snørklede og det tager ekstra lang tid at komme frem. Valget betyder også, at vi ikke længere har under 200 miles til San Francisco – men at skiltet pludselig skriver 230 miles, fordi vi er kørt lidt sydvest på. Så naivt at vi troede at vi ville nå San Francisco i dag – det bliver først i morgen. Så det kom alligevel til at tage 3 dage.

Vi har kørt cirka 400 miles i dag – du skal gange med 1.6 for at få kilometertallet.

Vi rammer byen Fort Bragg kl.21 og har dermed kørt i 12 timer i dag. Måske lige i overkanten synes chaufføren….