USA 11/7 Seattle til Florence

Søndag den 11. Juli 2010

Jeg har lovet Mathias en tur i fitness centret på hotellet, så vi står op kl. 8 for at træne. Desværre er der fuldt optaget om morgenen, så Mathias bliver nødt til at springe træningen over, da man faktisk skal være 18 år for at benytte faciliteterne. Jeg når 1 time i træningscentret, hvilket er dejligt. Desværre tyder det på, at jeg har fået mig en skade i mit højre knæ, så ingen løbetræning men også dejligt at tage 7,5 km på cross træneren med udsigt til Mount Rainier og hele Seattle by fra 35. etage.

Vi finder en hyggelig morgenmadsbiks rundt om hjørnet og får nogle gode breakfast sandwiches. Tilbage til hotellet for at checke ud og kl. 11 kører vi ud på highway 5 sydpå. Heldigvis har vi jo fået selskab af frøken Garmina 2, så det bliver lidt nemmere at finde rundt. Vi finder hurtigt efter Aberdeen ud på highway 101, som går langs vestkysten ned til Californien.

Vi må nok indrømme, at vi har været lidt naive angående kørslen. Det tager længere tid at komme frem, end vi umiddelbart havde regnet med, da terrænet er meget bjergrigt – men fantastisk smukt. Vi kører igennem ganske små byer med 350 indbyggere til lidt større byer, smukke skove med 20 meter høje træer, klipper og Stillehavet på vores højre side. Et smukt sceneri som vi bliver nødt til at stoppe op og kigge nærmere på adskillige gange på udsigtspunkterne. Ida hvis du synes, at Deception Pas er smukt, så skulle du køre denne tur på highway 101 i Washington og Oregon state.

Vi tanker op med frugt undervejs og springer frokosten over – Starbucks serverer kaffen og Karsten falder i snak (det gør han jo tit) med en anden mand, som står og venter på sin the. Han spørger os, hvor vi kommer fra, og da vi fortæller, at vi kommer fra Danmark fortæller han, at han rejst igennem København på vej til Rom. Aftensmaden bliver serveret på Burger King (vores første besøg på en fastfood restaurant) og natten bliver spenderet i Florence cirka 600 km syd for Seattle, som var vores udgangspunkt.

I morgen tager vi endnu et solidt hug af vestkysten og håber på at se de 1000 år gamle Redwood oaks – og måske når vi helt til San Francisco – hvem ved…

Godnat til jer alle – og til lykke med fødselsdagen Carina J

USA 10/7 Seattle

Lørdag den 10. Juli 2010

Af en eller anden mærkværdig grund synes børnene, at det var tid til at sove længe i dag – lørdag i Seattle – man kan da ikke ligge og sove. Karsten og jeg vågnede kl. 7 og var klar til at udforske byen – og få noget morgenmad. Klokken bliver 10 før at vi kom afsted fra hotellet men det skulle vise at være vanskeligt at finde en morgenmadsrestaurant. Vi havde ellers glædet os til at spise pancakes og alt det andet usunde. Efter lidt tid fandt vi dog en restaurant Etta´s som serverede morgenmad med intet mindre end drinks til – dem sprang vi dog over og fik lidt kaffe og the.

Vi har intet på programmet, da vi har set de vigtigste ting i byen allerede i går, så desværre Karsten byder lørdagen mest på shopping i Macy´s, Nordstroms, Levis, Urban Outfitters til Frederikke men til sidst bliver det alligevel for meget for Karsten, så vi går mod vandet og havnen. Det virker altid positivt på den unge mand. Havneområdet er dog ikke andet end fastfood restauranter nu bare med seafood, turistbutikker og mærkelige mennesker og selvfølgelig turister. Karsten og børnene tager i akvariet og ser bl.a. kæmpestore oddere, mens Kristina sidder på en bænk og studerer mennesker. Jeg er stadig chokeret over den amerikanske befolknings mangel på sundhed og deres konstante overvægt. Jeg har vist holdt mange foredrag for børnene i dag om kost og sundhed – og gode vaner så som at cykle. Men det må da være en bombe under det amerikanske sundhedssystem – al den overvægt.

Vi spenderer også lidt tid i en kæmpe boghandel for at købe roadmaps over resten af turen og selvfølgelig et par guide bøger om Californien. Planen er at vi checker ud i morgen og tager et forholdsvis langt stræk, så vi kommer tættere på San Francisco. Vi har regnet på, at vi cirka skal køre 2600 kilometer de næste 2 uger, så vi bliver nok rigtig trætte af at køre.

Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg har glemt Frikkes fladjern hjemme i vores fryser – af alle steder. I tænker nok hvorfor i fryseren, men vi skulle pakke det ned til turen og Frikke synes bestemt, at det sidste hun skulle gøre var at glatte hår. Så er gode råd dyre – derfor fryseren. Problemet var bare, at jeg først kom i tanke om det, da vi sad i Seattle. Ups …. Jeg skyndte mig at sende en sms til Alice for at få hende til at tage det ud af fryseren. Så langt så godt – men der går ikke mange sekunder hver dag, før at Frikke brokker sig over, at hun ikke kan vise sig offentligt uden et glattet hår.

Værre er at jeg også har glemt noget af min astma medicin. Jeg har prøvet at omdosere det, som jeg har med til rejsen og håber, at jeg klarer det.

Det gode er, at Frikke har fået købt sig den meget omtalte Ipod touch, som alle i hendes klasse helt sikkert har – så nu er hun også den lykkelige ejer af en sådan. Måske lige indtil at hun smider den på gulvet, hvor hendes telefon ender sådan cirka hver dag. Det håber vi ikke….

Dagen blev rundet af med en tur i poolen på 35. Etage, lidt fjernsyn og masser af reklamer og selvfølgelig blog skrivning.

Sov godt…..

USA 9/7 Seattle

Fredag den 9. Juli 2010

Sidste morgen på lodgen – udsigten er nu fantastisk. Der er en helt speciel atmosfære på basen, som er lidt spændende at snuse til. Som Ida siger ”der er fordele og ulemper ved at bo og arbejde på denne måde – nogle gange er det som at være del af en dysfunktionel familie”. Det kan jeg godt sætte mig ind i.

Kl.10.10 tager vi afsted med vores nu 2 kufferter og vores ekstrataske er taget i brug. Det er nu lidt vemodigt at skulle afsted. Vi kører forbi Thorberry Drive for sidste gang. Greg er taget på arbejde, Frances sover og drengene er i sommerskole. Vi får lige sagt ordentligt farvel og der falder et par tårer. Hvem ved hvornår vi ses igen…..

Vi får benzin på – også det er en ny udfordring men efter at have fået tanken fyldt, kører vi mod Seattle med vores nye familiemedlem Frøken Garmina 2. Dejligt nyt familiemedlem må jeg sige og ganske nyttig. Mens vi kører mod Seattle snakker vi om, at amerikanerne kører i nogle utrolig store biler. Forskellene er til at få øje på må man sige.

Vi rammer Seattle kl. 13.30 og finder lynhurtig en parkeringskælder, hvor vi smider Kiaen. Overfor ligger der et Sheraton hotel som vi målrettet går efter. Vi venter spændt på, at receptionisten går ind bagved og spørger, om de har et værelse til os. De uransagelige grunde er en konference i byen, hvilket betyder, at alt er udsolgt. Men receptionisten er kreativ, og det ender med, at vi får 2 overnatninger på 31. Etage – godt nok en del af en suite, dvs. der er en sovesofa til ungerne og 2 ”rollerbeds” til de voksne men vi klager ikke. Frikke mener, at vi bare kan sove i bilen i parkeringskælderen, men Karsten og jeg trækker ligesom vejret lidt lettere efter, at vi har fået vores kufferter parkeret hos the bell boy i lobbyen og bevæger os ud i byen til nye eventyr.

Vi går direkte mod The Pike Market, hvor den berømte fiskeforretning ligger, som har dannet grundlag for en management teori omkring samarbejde. Det er sjovt at se det i virkeligheden og fiskene bliver smidt rundt akkompagneret af en fælles råben om, hvad der nu skal ske. Udsagn som ”two crabs coming up” gentages af alle de ansatte i kor – eller ”see what we have got … money” når kunderne betaler. Frikke og Mathias kan ikke helt se, hvorfor det er så sjovt at overvære seancen, men vi voksne synes, at det er sjovt at se in real life. Markedet er travlt og der er tusindvis af mennesker overalt. Vi er frokostsultne og spiser grilled cheese sandwiches i Beecher´s Handmade Cheese shop, som producerer egne oste, som man kan overvære gennem nogle glasruder til produktionsrummet.

Videre igennem byen til fods ned til The Needle, hvor vi heldigvis får overbevist Mathias om, at han skal med op. The Needle er Seattles varetegn og blev bygget i 1962 til en verdensudstilling. Elevatorturen tager 82 sekunder, så er vi i toppen. Udsigten er fantastisk og vi overværer både en helikopter, der tager afsted fra et tag lige i nærheden og adskillige vandflyvere, som både lander og tager afsted fra bugten.

Nede på jorden igen kigger vi på museet ved siden af – Experience Music Project & Science Fiction Museum. Frikke og Karsten tager en tur ind på museet, mens Mathias og jeg får en café latte og noget vand – og får sendt en sms til Ida for at hun ikke skal bekymre sig om hverken hotelværelse eller flere ulykker på vejene/parkeringspladserne.

Tilbage på hotellet får vi vores værelse og bliver genforenet med vores kufferter. Vi afprøver swimmingpoolen på 35. Etage og fitness centret, hvor Kristina desværre erfarer, at også på løbebåndet gør hendes højre knæ ondt. Øv øv – håber det er noget midlertidigt. Det er nu særligt at stå på 35. Etage og træne med udsigt til Mount Rainier, som vist er den mest aktive vulkan her på vestkysten.

Installeret på værelset som skal være vores hjem de næste 2 dage og efter noget tiltrængt motion, crasher vi på sofaen og Karsten henter heldigvis take-away mad til den trætte familie.

USA 8/7 Whidbey Island

Torsdag den 8. Juli 2010

Shopping shopping shopping – turen gik til Premium Outlet ved Seattle. Karsten fik fornøjelsen af alle pigerne og Mathias. Ungerne fik gjort nogle rigtig gode køb, så nu er sommergarderoben vist helt intakt.

Hjemme på basen fik Karsten og jeg købt en ny GPS. Det kunne bedre betale sig end at bøvle med en upload af et nyt kort til vores gamle frøken Garmina.

Om aftenen var vi alle ude og spise i Coupeville en mindre by cirka 20 minutters kørsel nord for Oak Harbour. Hyggelig restaurant og rigtig god mad – en lille gåtur rundt i byen og ud på molen, hvor drengene kunne få løbet lidt rundt.

Tilbage på Thorberry Drive var nabo pigerne rigtig glade for synet af Mathias, Jackson og Benjamin. Karsten og jeg prøvede at finde overnatningsmuligheder i henholdsvis Seattle og Vancouver, men tilsyneladende var Susanna stadig på business, så vi besluttede at gemme Vancouver til en anden gang. Men af uransagelige grunde var alle hotelværelser udsolgt hele weekenden i Seattle, så gode råd var dyre. Ah ikke så rart – men som Ida siger ”you guys are pro travellers”, så vi besluttede at køre til Seattle og prøve at finde et hotelværelse. Både Karsten og jeg sov vist lidt mindre roligt denne nat.

USA 7/7 Whidbey Island

Onsdag den 7. Juli 2010

Efter en hyggelig morgenmad i vores værelse på The Navy Lodge med udsigt til markerne og bugten med lystbådehavnen lige nedenfor, tog vi ned til familien på Thorberry Drive. Ida havde arrangeret, at vi skulle en tur til Langley – en lille hyggelig by ved kystlinien. Men før det fik vi lige en hurtig rundtur på basen med Greg. Karsten og Greg fandt hurtig hinanden og munden stod ikke stille på de 2 herrer - og gæt hvad emnet var…. Det er sjovt at se, hvordan militæret virkelig passer på deres ansatte. På basen er der jo alt, hvad man har brug for for at få sit liv til at fungere – biograf, supermarkedet, fitness center, restauranter, boliger m.m. I alle forretningerne har man ret til at købe ind uden moms, når man er ansat i militæret.

Langley viser sig fra sin bedste side. Vejret er fantastisk og faktisk så griner vi lidt af, hvor hysterisk metereologen er på nyhederne om morgenen, når han siger, at man i dag skal have solbriller på. Det viser sig, at vi er super heldige med vejret. Seattle og området her er kendt for deres regnfulde vejr og så ”the grey” som Ida siger. Ja faktisk så får alle børn ekstra vitamin D pga. manglen på sol i området. Men vejret viser sig som sagt fra sin allerbedste side, og temperaturen når 91 F.

Om aftenen spiser vi alle på Thornberry Drive og igen i aften er vi lidt jetlagget, så vi tager tidligt hjem og sover. Men inden når Mathias at tænde et par amerikanske teenage pigers hjerter, da han og drengene har vandkamp ude på den fælles legeplads. Ida fortæller, at efter at vi tog tilbage til lodgen om aftenen, kom pigerne og spurgte efter ham. Kristina drister sig ud på turens første løbetur – 8 km i blændende solskin over det smukke landskab.

USA 6/7 Whidbey Island

Tirsdag den 6. Juli 2010

Jetlag er en herlig ting - vi vågnede alle kl. 05.30 og var sultne og meget vågne. Vi besluttede os for at tage en rolig start på dagen, så alle fik sig et bad og så ellers ned til en solid amerikansk morgenmadsbuffet. Lækkert at smæske sig i frisk frugt, omeletter, yoghurt og vafler. Men kors hvor er det utroligt hvor meget sukker der gemmer sig i maden herovre. Man skal virkelig anstrenge sig for at få en nogenlunde sund kost.

Mens Mathias fik lov til at prøve den indendørs pool, hentede Karsten vores udlejningsbil i lufthavnen hos udlejningsfirmaet National. Vi var heldige – de havde netop fået en rigtig fed SUV - KIA Sorento ind fra Arizona, som Karsten fik lov til at tage med, da vi jo er på vej mod Phoenix og skal aflevere bilen der.

Check ud fra hotellet og afsted vi tager, men hvor er det dog svært at komme ud af byen og ind på den rigtige highway. Okay man kan føle sig rimelig dum, når man ligger og kører rundt uden at kunne finde vej. Vi har medbragt vores GPS frøken Garmina med hjemmefra, men efter at have prøvet i et par forretninger for at få et kort over USA uploadet til vores GPS måtte vi opgive projektet. Så på vej ud fra parkeringspladsen synes en ung amerikansk kvinde, at hun lige skulle køre ind i vores nyligt afhentede udlejningsbil og lave en skade i kofangeren og lakken på bagsmækken. Ups - det har vi ikke prøvet før. Efter en del snakke med både udlejningsfirmaet og politiet får vi anmeldt skaden, så vi ikke kommer til at bøde for skaden. Men vores nye amerikanske veninde var dybt ulykkelig, fordi hun tilsyneladende ikke havde en lovpligtig forsikring, så hun frygtede selvfølgelig omkostningerne. Karsten var som sædvanlig yderst diplomatisk, så vi fik løst sagen og kunne køre et par timer forsinket mod Whidbey Island, hvor Ida og hendes familie bor. Velkommen til USA….

Efter et par telefoniske vejledninger fra Ida nåede vi Whidbey Island, dvs. Oak Harbour, hvor vi skulle besøge Finn & Marina (Kristinas onkel og tante) og Ida & Greg og deres 3 børn Jackson, Benjamin (også kaldet Peanut) & Frances (Kristinas kusine og hendes mand og børn). Fantastisk smuk køretur fra Seattle til Whidbey med sneklædte bjergtoppe, Deception Pas – en bro som er lavet i 1934 – og som transporterer folk til Whidbey Island. Greg, Idas mand er ansat i den amerikanske flåde og familien skal bo på øen de næste 2 år.

Vi nåede familien på Thornberry Drive kl. 14. Dejligt at se alle igen og endelig møde Greg, som har været udstationeret de andre gange, vi har set hinanden og Frances, som kun er 7 måneder gammel nu. Drengene var generte til at begynde med, men snart snakkede de 3 drenge samme sprog, dvs. Mathias kastede sig modigt ud i sit bedste skole engelsk.

Efter at have checket ind på The Navy Lodge, hvor Ida havde booket 3 overnatninger til os, tog vi alle til bugten ved Deception Pas, hvor drengene slog smut og pigerne snakkede. På vej tilbage tog vi forbi supermarkedet Safeway – det er fantastisk at gå i supermarkedet i USA. Det kan stadig overraske os, hvor stort udvalget er. Hjemme på Thornberry Drive fik vi sammen lavet aftensmad. Så var vi alle trætte igen efter en temmelig indholdsrig dag. Tilbage på lodgen faldt vi alle i søvn tidligt.

USA 5/7 Vi lander i Sleepless Seattle

Afrejse til USA mandag den 5. Juli 2010 – der er altid mange detaljer, man lige skal have styr på men en forholdsvis rolig morgen og af sted til lufthavnen med Peter som chauffør. Karsten og børnene tager deres sædvanlige tur til loungen, mens Kristina checker det seneste i Mulberry.

Af tilfælde grunde blev Kristina særlig udvalgt til at blive ekstra sikkerhedschecket, hvilket betød, at vi skulle være ved gaten senest 1 time før afgang. Så mens de andre kunne sidde roligt ved gaten, måtte jeg lige checkes en ekstra gang. Men det gik jo også fint.

CPH til Washington Dulles med SAS på 8 timer - fin tur med god mad og hvor vi alle fik sovet. Landede i Washington og skulle så i lange køer igennem immigration og alt hvad det indebærer, afhente vores bagage for at slæbe den cirka 20 meter frem for at aflevere den igen til næste flyvning med United Airlines til Seattle. Okay Andy – vi forstår, hvad du mener nu med at værdsætte SAS og servicen. United Airlines er godt nok skrabet – ikke en gang et tæppe kunne man få udleveret. Så er 5 timer og 36 minutter pludselig rigtig lang tid. Efter cirka 20 timers rejse landede vi mandag aften i Seattle kl. 20.30 lokal tid. En rigtig god beslutning at vi skulle direkte på et lufthavnshotel. Vi frøs, da vi stod og ventede på shuttle bussen til hotellet – okay 14 grader er ikke lige, hvad vi rejste så langt for…..

Der er vist ingen grund til at sige, at vi alle sov rigtig rigtig godt i vores queen size senge den nat.