42. dag – søndag den 12. august 2007

I dag er det søndag på Tonga – og søndagen er hellig – og helliget kirke og familien – så alt er lukket og slukket. Vi beslutter også at tage i kirke – tonganerne er kendt for at være fantastiske sangere, så vi tager ned til St. Mary´s Church, som ligger på Vuna Road (promenaden på Nukualofa), som iøvrigt er en katolsk kirke. Messen starter kl. 10.00 og ifølge guidebogen er det her det eneste sted, hvor man skal være præcis – resten af tiden er det tonga-time, dvs. har man aftalt at mødes kl. 09.00 kan man risikere, at vedkommende først dukker op kl. 12.00 – det er helt normalt.

Vi tager alle vores pæneste tøj på – dvs. Frikke og jeg har lange bukser på, da knæene ikke må vises – det samme gælder Karsten og Mathias. Vi spørger lige for en sikkerheds skyld i receptionen, om vi er ”properly dressed” – hun griner lidt ad os og siger, at for turister er vi okay klædt på. Så vi kører afsted i vores udlejningsbil – der er så mange ”cranky” hunde overalt, så man kan desværre ikke gå rundt. Nogle gange kommer de løbende med fråde om munden op til bilen, når man kommer kørende – man må max. køre 40 kilometer i timen herude, så det foregår altsammen langsomt. Det betyder også, at det er svært at få taget nogle gode fotos, der er ellers meget at fotografere, da alting er så anderledes. Men det bliver til få billeder, da man ofte ikke kan stige ud af bilen pga. de hidsige hunde.

I kirken kommer vi 15 minutter før 10 (det er vist aldrig sket i Danmark), og vi sætter os på den bagerste række. Der sidder kun et andet par, som er hvide – resten er tonganere. Kirken bliver hurtig fyldt op (og den er stor) – og beklædningen er sort – både for mænd og kvinder – og så bærer de fleste en slags sivtæppe flettet af bananblade rundt om dem som en slags ekstra nederdel. Nogle af dem ligner store balskørter, det ser ganske fornøjeligt ud. Selve messen mindede meget om en katolsk messe i Danmark – bortset fra at 2 af messedrengene sad og pillede lus ud af hinandens hår, før messen begyndte – og så bortset fra den helt vidunderlige sang af det kæmpe kor. Det var lige før, at hårene på armene rejste sig – det var det hele værd. Og når jeg siger det hele, så mener jeg, at under messen (jeg forstod jo ingenting undervejs så fokus var på kirkegængerne) opdagede jeg til min rædsel, at både voksne som børn sad åbenlyst og kløede sig i håret – og ved nærmere eftersyn havde ham, som sad foran mig, også en pæn portion af velvoksne lus i sit tilsyneladende nyvaskede hår. Knap så rart – og pludselig var det som om, at alting begyndte at klø på mig. I kender sikkert godt fornemmelsen... Det var lige, hvad vi manglede – jeg fik pludselig en masse forestillinger om alle 4 familiemedlemmer med lus i håret – ingenting er åbent – og kan man i det hele taget købe lusekamme i Tonga? Næppe – det virker til, at ingenting kan købes – supermarkedet er fyldt med de samme varer, tørmælk og kæmpe dåser med konserveret ”corned beef”. En anden kuriositet var, at alteret i kirken var en kæmpe kava-bowle – lige på grænsen til blasfemi synes jeg.

Efter kirken kører vi afsted ud for at opleve noget mere af Tongatapu. Vi kører cirka halvdelen af øen rundt – hele den østlige del af øen, og det vi så var det samme som i går – husene er lavet i alt fra mursten til blik eller træ, de fleste af dem kan man næppe tro, at folk bor i (men det gør de!), haverne er en blanding af græs, alt slags affald og gamle vrag af biler og hvad man ellers ikke længere har brug for. Der går sorte grise overalt – selv ude i havet har de lært at finde mad – med hovedet godt nede under vandfladen – køerne er der langt færre af. Vasketøjet hænger ude næsten alle steder i lange rækker – og så har de 3-4 hunde ved hver husstand – nogle mere venlige end andre. Faktisk bliver vi inviteret til frokost. Da vi kører forbi en grisemor med bitte små grislinger og stopper for at tage et billede af dem, kommer der en tongansk kvinde ud med hendes 3 børn for at spørge, om vi har lyst til at komme ind og spise frokost hos dem – de har kun kylling siger hun. Jeg må indrømme, at det er med nogen ærgelse, at jeg skynder mig at sige pænt nej tak (hvilket ifølge guidebogen er ganske uhøfligt – det har jeg også fortalt børnene, så Mathias punker mig de næste 10 minutter i bilen og fortæller mig, at jeg er ret uhøflig). Jeg orker ikke at se frem til lus og tonganske bakterier – og eftersom det altid er mig, som bliver ramt, synes jeg det er helt rimeligt at afslå.
Vi oplever nogle kæmpe regnskyl undervejs, vejene og parcellerne står nærmest under vand, da kloaksystemerne nok ikke er så velfungerende. Vinduesviskerne på bilen kan knap nok følge med, men der er heldigvis ingen trafik, da alle er enten i kirke eller hjemme og spise frokost med deres familie. Mens andre bruger regnen til at vaske sig – iført tøj – går de ude i regnen med et solidt stykke sæbe, indtil de skummer – både på tøjet og kroppen. Recycling – i bedste stil eller måske mere af nød – det ved vi ikke.

Vi kører også forbi ”South Pacific Stonehenge” (Ha´amonga ´a Maui Trilithon), som er et arkæologisk fund bestående af 3 kæmpe ”limestones”, som tilsyneladende har været indgangen til en hellig by. Igen må vi nøjes med at nyde det fra afstand og i ly af bilen, da der er masser af vrede hunde omkring os. Desværre har vi ikke så meget mere benzin, så vi tør ikke andet end at vende næsen hjemad mod hotellet. På vej tilbage kører vi forbi den internationale lufthavn – den er også lukket og slukket – da det jo er søndag. Vi regner med, at vi selv skal køre derud tirsdag eftermiddag og sætte bilen der, så det er rart at kende vejen. Øen er som sagt ikke stor, men der er absolut ingen vejskilte, så man må være god til at navigere efter kortet i guidebogen, hvis man vil finde frem. Heldigvis er Karsten god til det, så jeg sidder bare og nyder turen.

På vejen tilbage opdager vi, at der er en enkelt restaurant åben – det viser sig at være en lille italiensk restaurant med en ægte italiener – en kvinde i 50´erne, som kommer fra Genova. Hun har boet i Nukualofa de sidste 5 år, og fortæller at hun ikke savner sit hjemland. Hun laver maden sammen med sit noget ældre mor – ganske hyggeligt. Børnene og jeg spiser carbonara (som moster Janni altså laver bedre siger Frikke og Mathias – og jeg må give dem ret) og alt imens sidder vi lidt og kigger på rejseplanen og glæder os alle i vores stille sind over, at om 9 dage er vi på vej tilbage til civilisationen – San Francisco.

Vi gør som tonganerne – de spiser brød til aftensmad om søndagen – efter at de har været i kirke for 2. gang. Den del springer vi så over, men vi kører også til bageren. Vi spørger pænt den søde unge ekspeditrice om, hvad der er i diverse kager – særlig én orangefarvet fanger Karstens opmærksomhed, men da hun fortæller, at der er insekter i, vælger vi én anden, som bare har kanel i.

Vi kører forbi kongepaladset og kongens grav (kongen døde sidste år, dronningen lever stadig) på vej hjem – og aner lige Fafa øen ude i horisonten, hvilket gør, at vi alle længes tilbage – og så vender vi ellers pænt tilbage til Lagoon Lodge. Kl. 18.45 er det bælgmørkt – vi sidder lidt ude på balkonen, så længe myggene tillader det – og ungerne bliver inviteret ud og lege kapløb med underboen, som er 10 år gammel og taler engelsk og mandarin. Vi ved ikke helt, om de er turister lige som os – eller om de besøger familie på Tonga. Men Mathias bliver genert og siger nej tak – gameboyen er trods alt lidt mere sikker og velkendt.
Aftenerne og morgerne her bærer ikke præg af fuglefløjt som på Fafa Island – her er det til bidske gøende hunde. Kl. 19.00 går strømmen på hele øen – så her er mørkt. Mathias er uheldigvis på toilettet, så gode råd er dyre – Frikke finder mobiltelefonen frem, så det nødvendige bliver ordnet til musikken Justin Timberlake, hvis nogen skulle være interesseret – og lyset ikke mindst – fra Frikkes mobil. Ja man kommer til at opleve lidt af hvert. Karsten stikker ned og henter tændstikker, der ligger nemlig allerede 3 lys i lejligheden. Receptionisten fortæller, at strømsvigtet sker ind i mellem – bl.a. i sidste uge – og der kan nemt gå flere timer, før det vender tilbage. Nogle af de andre gæster går straks ud og tænder for deres biler, så er der i det mindste lys. Bagerbrødet blev til candlelight dinner.

41. dag – lørdag den 11. august 2007

4. dag i paradis – og vi skal forlade Fafa, da de desværre ikke har plads til os længere. Det er lidt sørgeligt, da der er gået Fafa i blodet på os alle.

Den sidste dag spenderer vi på stranden. Jeg prøver vist for første gang at få lidt sol (med det resultat at jeg bliver skoldet!) mens Karsten og børnene skiftevis begraver hinanden i sandet og bagefter fanger hinanden – som det store sandmonster, man er, når man rejser sig fra stranden. De leger også den nye leg – sluk vulkanen – dvs. at kaste en kokosnød ned på en sandtop, som er midten af en skydeskive på 3 meter i diameter. Rammer man midten af skydeskiven, får man 5 millioner i point – de andre giver 1,2 og 3 point. Ja sig ikke at man ikke bliver kreativ af at bo på en øde ø (se billedet – vi har sikret os copyright). Men midt i al kreativiteten opdager vi et kæmpe sprøjt ude i horisonten – Renata har fortalt os allerede den første dag, at pukkelhvalerne er kommet for at føde deres kalve, og at de ser dem dagligt lige uden for revet. Vi spejder efter dem hver dag, men først denne sidste dag på Fafa opdager vi dem ude i horisonten. Vi spurter alle 4 ned til restauranten for at låne deres kikkert og få et lift ud med én af bådene for at se hvalerne. Desværre vurderer de, at vejret er lidt for hårdt til, at vi kan tage ud i én af de mindre både, som er tilbage på øen, så vi må pænt nøjes med at sidde på trappen op til restauranten og kigge på. De virker til at være ganske store, da vi på 500 meters afstand kan se deres kæmpe finner og haler. Jeg har indtryk af, at medarbejderne griner lidt af os, fordi vi er rigtig glade for at se hvalerne – selv på afstand er det en stor oplevelse.

Vi spiser frokost – det plejer vi ellers ikke, da man jo ikke foretager sig særlig meget, bliver man heller ikke sulten. Men i dag gør vi – vi skal rejse med den sidste båd fra Fafa Island kl. 16.30 til Nukualofa. Vi er alle lidt triste til mode. Især Karsten han mener bestemt, at vi har fundet paradis. Jeg er på nippet til at give ham ret – det er en fantastisk beliggenhed vores hytte ”hibiscus blomst” ligger – helt for sig selv og med egen strand.

Efter frokosten går jeg tilbage, mens de andre guffer is til dessert – for at pakke sammen. Vi har fået lov til at beholde huset til kl. 15.00. Vi får pakket, får et sidste skyl ude i den frie natur og Moses kommer forbi for at hente vores kufferter. Vi får afregnet med Willie, som er ”face of Fafa Island” og får snakket lidt med Heidi, som er den 5. i management teamet på øen. Hun er fra Østrig og bor på Fafa Island 9 måneder ad gangen – og holder så fri i 6 måneder, hvor hun rejser rundt i verden og tilbage til Østrig. Vi bliver fulgt helt ned til båden, det har været ret blæsende de sidste 2 dage, så jeg kan mærke, at jeg er lidt urolig over sejlturen. Der er flere af medarbejderne, som skal med tilbage til Nukualofa – så får de et par timer på øen, mens de venter på de næste gæster, som de skal bringe over til Fafa om aftenen. Sera er med – vores rengøringspige – hun er vist lidt glad for Moses, som var ham, som lærte os at åbne en kokosnød. Det ender med at blive en hel hyggelig sejltur uden de store bølger. Moses, Sera og Kaneloki (ham som sejlede os over til Fafa på den 1. dag) pjatter og griner – de er nu søde allesammen. De vinker pænt farvel til os på havnen.

Vi har gennem Renata fået lejet en bil til de 3 dage, som vi skal tilbringe på Tongatapu. Det viser sig at være FAB Rental – og damen, som afleverer bilen (kan man det kalde en bil?) til os, er vist oprindelig fra England. De kører også i venstre side her, men det er Karsten jo efterhånden vant til. Da vi spørger efter papirerne på bilen, griner hun ad os og siger: ”Det bliver 175 tonga dollars – I kan komme ind på mit kontor på tirsdag, det ligger lige nede bag kirkegården, så kan vi afregne” og så stikker hun af igen. Vi når dog lige at få lidt kørselsanvisninger til vores hotel Lagoon Lodge, som Renata har fundet til os.

Vi kører afsted i godt humør – det er dog noget af en omvæltning at komme fra smukke Fafa til Tongatapu. Havnen er travl, der er masser af mennesker – især mange som sidder og sælger kokosnødder og andre frugter. Overfor havnen (som er fyldt med skibe, som I aldrig ville sejle med) ligger det hotel, som vi har forsøgt at få plads på ”Waterfront”, som ifølge guidebogen skulle være noget af det bedste. Desværre havde de ikke plads til os – de vil iøvrigt heller ikke have børn under 12 år boende.

Da vi kører ud mod vores lodge, møder der os et syn, vi nok alle bliver overraskede over. Boligerne er blikskure, der er skrald overalt, gamle bilvrag på grundene, løse hunde overalt og sorte svin – ja, sorte svin – de går overalt. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Da vi kommer til hotellet, bliver vi lidt skuffede. Renata havde lovet os noget pænt, det koster pænt meget 320,- tonganske dollars (svarer til cirka 900,- danske kroner) men møblerne er ødelagte og alt virker som om det har set bedre dage. Men rummet er stort – her er senge til 7 sovende – men de har jo også store familier hernede (men næppe råd til at bo her). Den gennemsnitlige løn er her 2 tonganske dollars i timen (dvs. 6,- danske kroner i timen), så én overnatning her er nok ikke så realistisk. Udsigten er god nok – som navnet indikerer – ved lagunen, men lagunen er fyldt med skrammel, så udsigten er knap så interessant.
Vi kører ud og provianterer til i morgen, søndag – det er nemlig den store hellidag på Tonga, så alt er lukket – og alt er vitterlig lukket – undtagen kirken selvfølgelig. Vi spiser aftensmad på Waterfront – de ville godt nok ikke have os boende, men vi spiser udemærket aftensmad der – sammen med andre turister – ingen lokale. Som vi snakker om over middagen, så er vi nok ganske rige i deres øjne hernede. Vi kører tilbage til vores lagoon lodge, drikker et glas cola og drukner sorgerne. Hvis alt går galt, kan vi tage på daytrips til Fafa Island, Heidi har sagt, at vi bare tager båden over om formiddagen og tilbage om eftermiddagen, hvis vi har lyst. Det kan være, at det bliver en kærkommen mulighed.

40. dag – fredag den 10. august 2007

3. dag i paradis – gekkoerne er forsvundet i nattens mulm og mørke. Lydene om natten og den tidlige morgen er uendelige – havet suser, træernes blade hvisler, fuglene siger sjove lyde – og alting er stadig nyt.

Efter morgenmaden tager Karsten og Frikke ud på Josefs båd for at inspicere den, hvis vi ikke fínder andre overnatningsmuligheder. De vender tilbage og fortæller, at de p.t. arbejder på den – det er en 54
fod flot gammel sejlbåd med masser af blankpoleret teaktræ – hyggelig som Karsten beskriver den med masser af bøger, lænestole og i det hele taget en båd, som bærer præg af, at den er i privat eje. Josef siger, at vi kan overnatte på båden for cirka 600,- per nat, og at de vil hente og bringe os anytime – til landjorden. Vi tilbringer et par timer på stranden ude foran vores hytte, bygger sandslotte og finder på en ny leg, hvor man kaster på mål med en kokosnød – da Renata bringer godt nyt (well, det ved vi jo egentlig ikke – i disse internet tider er det underligt, at man ikke har mulighed for at checke tingene ud) – hun har fundet en lejlighed til os på hovedøen – Lagoon Lodge, som er nævnt i vores Lonely Planet guidebog som værende et ”tidy and clean place”. Problemet er, som Renata forklarer, at når det er tongan ownership, så må man være forberedt på det værste. Det virker ikke til, at der er meget drive i tonganerne – i hvert fald er der ikke nogen tvivl om, at kvalitetsbevidstheden ligger milevidt fra japanernes. Renata lover, at hun vil skaffe en lejet bil til os, så den står klar på kajen, når vi kommer fra Fafa Island kl. cirka 17.00. Vi har svært ved at vurdere, hvad der er bedst – at sove på båden eller at tage til Nukalofa. Vi får se.....

Men det som tæller for at tage videre er jo, at vi også ønsker at se mere til hovedøen Tongatapu (den største ø ud af de 171 øer, som tilsammen danner The Kingdom of Tonga. Tongatapu er 34 km fra øst til vest). Ifølge guidebogen er der godt nok ikke forfærdelig meget at se – kongepaladset og deres gravplads er lukket for offentligheden – så det som vi kan forvente at se er vist snarere livet der, besøge Talamahu markedet og så ellers gå på Tonga-time, som guidebogen siger.
Vi får som sædvanlig god aftensmad og sover sammen med børnene i vores dobbeltseng under myggenettet – i læ for gekkoerne, som vi alle er lidt trætte af. Vi sov sødt alllesammen efter både godnathistorier fra Karsten og Frederikke.

39. dag – torsdag den 9. august 2007

2. dag i paradis – nu har vi ligesom rytmen i os. Vi vågner først kl. 09.30 – selv børnene sover længe. Utroligt at man ikke vågner før, for om morgenen er der simpelt hen det smukkeste kor af fugle, som siger de mærkeligste lyde. Karsten og jeg snakker om at optage det på mobiltelefonen, fordi det lyder helt forrygende. Vi når lige at få bestilt morgenmaden før klokken er 10. Det tager de nu ikke så tungt. Restauranten er åben og bordene vender naturligvis ud mod vandet, det er nu charmerende.

Frikke og Karsten har besluttet at tage en snorkeltur kl. 13.00 går båden ud til én af de nærliggende øer. Mathias bliver hjemme med sin mor.

Efter morgenmaden går vi turen rundt om øen, og vi får bygget hulen færdig . Hulen er blevet rigtig flot. Men sjovt nok som Mathias siger, så er det sjoveste at bygge den – den mister ligesom sin magi, når den står færdigbygget.

Snorkelturen går godt. Frikke og Karsten bliver sat af på øen, som er øde – det tager 10 minutter at gå hele turen rundt. Josef, som sejler dem derover, sætter dem bare af, aftaler et tidspunkt, hvor de vil hjem og så sejler han ellers ud og kaster anker. Det er nok tid til en lille eftermiddagslur. Koralerne er smukke, siger de – men ikke i nærheden af, hvad vi har oplevet i Thailand og Tahiti. Men det er nu specielt at være de 2 eneste på en øde ø, som har den smukkeste strand.

Mathias og jeg hygger os imens – vi bader hele vejen rundt om øen, bygger sandslot og ridderborge, finder flotte muslinger – nogle er hele, andre er ituslået, nogle ligner nærmest knapper med flæser – og så begraver vi selvfølgelig også Mathias i sand, det bliver vi jo nødt til. Krabben har åbenbart ikke helt forskrækket ham.

Da de 2 andre vender hjem fra snorkelturen er det eftermiddagste-tid med kage selvfølgelig. Det er første gang, at ungerne hiver gameboyen frem af tasken. Selv om at Mathias siger, at han hellere vil være hos moster Janni og onkel Andy end her på Fafa, selv om han også brokker sig højlydt over, at vi kun skal bo her 4 dage. Det er ikke nemt altid at være en 8-årig dreng.
Sjovt nok så er vi mange forskellige nationaliteter på øen. Vi er naturligvis de eneste fra Skandinavien, lidt australiere, amerikanere, italienere og så et par fra Rusland. Det er da meget godt, når man tænker på, at der kun er 12 hytter på øen.

38. dag – onsdag den 8. august 2007

1. dag i Paradis – og så regner det. Vi føler os lidt forfulgt af uheld på denne rejse. Hvad laver man egentlig på en øde ø – og hvad laver man, hvis det regner? Heldigvis klarer det hurtigt op i løbet af formiddagen – og så jeg jo erkende, at det ikke er koldt, selv om det regner. Så ulykken er knap så stor, når det kommer til stykket.

Det tager lidt tid at vænne sig til, at man absolut intet skal lave. Ungerne hygger sig gevaldigt, de finder på masser af nye lege, begynder at bygge en hule af kokospalme grene, bruger store konkylier til at samle vand op i og et metalfad, som nok skal bruges til at skylle fødderne efter en strandtur bliver til et sted, hvor der enten laves mad eller helligt vand til velsignelse. Fantasien får frit spil – gameboyen får en tiltrængt pause. Vi har vores eget lille hus, som ligger ganske diskret bag palmer men med kig til stranden. Vi har ingen naboer, så vi har alt for os selv – og selv om at restauranten ligger 200 meter nede af stranden, så er vi helt overladt til os selv. Der ligger masser af kokosnødder overalt, og dagens største sejr var børnene og Karstens vellykkede forsøg på at åbne en kokosnød – uden knive eller lignende. Vi fandt på vores første tur rundt om øen, som tager 20 minutter i langsomt tempo (og inklusiv Mathias mange uheld) nogle spidse kæppe, som kan bruges til lidt af hvert. Mathias går f.eks. ud i vandet og leger, at han fanger fisk. Det er kun, når det er lavvande, at man kan gå rundt om hele øen langs vandet. Når det er højvande, forsvinder vores stykke strand fuldstændigt.

Rengøringspigen hedder Sera, hun kommer fra Fiji. Hun fortæller mig, at flere af medarbejderne er fra Fiji – fordi som hun siger: ”We know how to sweat” – underforstået fijianerne arbejder hårdt, det gør tonganerne ikke. Det er sjovt at høre fra hende om livet på Tonga. Hun er taget fra Fiji for at undervise i en børnehave, fordi fijianerne er dygtige til engelsk. De har haft mange flere turister på Fiji, så de er veltalende. De er også eftertragtet arbejdskraft, fordi de som sagt arbejder hårdt og har lidt mere flair for, hvad der skal til. Tonganerne får gennemsnitlig 12 børn – og så kan de også finde på at adoptere hinandens børn. Ifølge Sera sender de tit et familiemedlem ”overseas”, så de kan tjene penge til familien. Jeg tror, at hun synes, at de er lidt dovne og forvænte. Det er også væsentligt dyrere at bo på Tonga end Fiji – forklarer hun. De er 29 ansatte på øen til at servicere 12 hytter. Vi møder også Moses, som er ”garden boy” – han virker rigtig glad for ungerne og hjælper dem med at spidse deres kæppe med sin marchete kniv. Tempoet på øen er Fafa-time, som de ansatte siger – tingene tager sin tid, og man er bestemt ikke stresset. Sera siger godt nok, at de arbejder samtlige 7 dage om ugen, men tempoet er til gengæld ikke vanvittig hurtigt.

Eftermiddagens begivenhed var, at Mathias sad og gravede sig ned til kinøjserne, da en kæmpe hvid krabbe pludselig for op af sit skjul. Mathias blev så forskrækket, at han nærmest fløj 10 meter op i luften. Det så ganske fornøjeligt ud.

Om aftenen var der inviteret til polynesisk aften med buffet. Det har vi prøvet på Mana Island, hvor vi blev gift for 4 år siden – men hvad skal man ellers finde på? Buffetten var god – fantastisk god redsnapper (fisk), barbeque kyllingelår og det møreste oksemørbrad. Personalet har i mellemtiden en seance, hvor de drikker kava – en drik som vi også stødte på Mana Island – faktisk er det rødder, som opløses i vand. Det virker euforiserende at drikke det, og folk som har prøvet siger, at man får følelsesløse læber. Som Karsten og jeg talte om, så er det nok en måde at kontrollere kava-indtaget på blandt de ansatte, hvis man legitimerer det én gang om ugen. Man sidder i en rundkreds på gulvet med kava-skålen i midten, og så går skålen ellers på omgang. Det har en umiskendelig grå farve, som noget grumset vand – og siges at smage af ”sure sokker”. Gæsterne var også inviterede, men det var faktisk få, som deltog. Jeg vil sige, at ved aftenens afslutning var de fleste ganske berusede. Måske var det, som skulle til for at få mod til deres optræden senere på aftenen. Vi fik set polynesisk, honolulu og hawaii-dans – fremført at personalet. Det var sjovt at se dem fra en anden side – end som gartner, kok eller servitrice.
Vi gik hjem og i seng kl. 22.00 – vi var trætte. Ja man forstår ikke helt hvorfor – for vi har da ikke lavet dagens gode gerning. Måske er det al den friske luft? Vejen tilbage til hytten var lærerig – i aften tager vi petroleumslampen med ned til restauranten, så vi også kan finde vej hjem – når det er mørkt her, så er det møøøørkt...

37. dag – tirsdag den 7. august 2007

Wake up call – kl. 06.30 - vi er nærmest blot I transit I Sydnet på et lufthavnshotel Holiday Inn, hvor vi iøvrigt møder en finsk/svensk receptionist Hanna, som er trainee. Jeg tror, at hun synes, at det er lidt hyggeligt at tale skandinavisk med nogle andre, så vi får en kort snak om vores rejse. Hotellet er nu ikke noget at råbe hurra for – sådan er det jo med lufthavnshoteller.

Vi har besluttet at spise morgenmad i lufthavnen, så afgang er senest 07.30. Vi skal flyve 09.25 til Auckland (New Zealand) – her har vi cirka 2 timer indtil vi skal videre til Kingdom of Tonga.

Da vi kommer i lufthavnen og står i køen for at checke ind, opdager vi, at selv om vi kun har 50 kg med, så står vi til at betale en gevaldig masse penge til overvægt, fordi hver enkelt bagage stykke kun må veje 20 kg. Vi har kun 2 – min blå kuffert, som vejer cirka 21 kg og den store sorte taske, hvor Karsten og ungerne har deres i – som vejer 32 kg. Hurtig beslutning – vi regner lidt på det og beslutter at 200 aussie dollars i overvægt ikke kan betale sig, så vi går ud af køen og jagter en kuffert butik. Karsten mener bestemt, at det findes i hver lufthavn med respekt for sig selv – han har ret – i hvert fald finder vi efter en længere gåtur en kuffertforretning. Vi investerer den nette sum af 39 aussie dollars og får en kraftig sort taske med hjul på, som bliver vores – vi finder et diskret hjørne og får efter bedste evne læsset over, så vi har under 20 kg i de 3 stykker bagage. Det går åbenbart meget godt, for da vi kommer tilbage til indcheckningskøen (som i mellemtiden er blevet vanvittig lang) og får vejet bagagen har vi kun den store sorte taske, som vejer 20,5 kg. Det accepterer Air Newzealand personalet dog. Dette gør måske også, at det er slut med at høre Karstens kommentarer om, at ”du bærer det selv” – nu har vi i hvert fald lidt mere albuerum.

Cirka 4 timer til Auckland, vi bliver dog forsinket 1 time ud af Sydney, så de 2 timer i lufthavnen til at skifte fly bliver til 1 time. Vi haster igennem lufthavnen og når da også at sidde lidt ned ved gaten, inden at vi bliver boardet til flyveren til Tonga. Mens vi sidder her, kommer der en ung mand, som bliver eskorteret af 2 uniformerede politifolk samt én i civil og én habitklædt herre med en masse papirer under armen. Hvorfor og hvad han har gjort – det forbliver et mysterium, men han er tydeligvis ikke længere velkommen i Auckland. Under hele flyveturen sidder han allerbagerst i flyveren – 4 sæder efter os – sammen med den civile politimand. Resten af turen foregår ganske roligt.

Da vi lander i Tonga er klokken blevet mange – cirka 20.30 lokal tid. Det er ganske morsomt at se, hvordan alting er så meget anderledes. Der er 3 immigrationsofficerer – én til Tonga beboere, én til ikke-Tonga beboere og én til handicappede, ældre og familier med børn under 5 år. Cirka halvdelen af passagererne er lokale, som er vendt tilbage til Tonga – de andre er som os turister. Vi er dog ikke mange. Tonganerne er som fijianerne meget store – man kunne måske også sige ganske overvægtige – og er ikke meget mørke i huden, men karaksterisk er, at de har store brede næser. De smiler meget og virker ganske imødekommende. Nogle bærer bastskørt uden på deres ”almindelige” tøj – selv tolderne. Udenfor står der en del folk med skilte fra de forskellige hoteller – vi bliver også mødt af en herre, som kører os i en temmelig udrangeret Toyota Hiace til havnen i Nukalofa, som er hovedstaden. Vi kører igennem øen, hvor man ser mange hænge ud enten ved kioskerne, som ligger ved hovedvejen eller bare uden for deres ejendom. Husene er primitive – dog lavet af mursten og vinduer.

Da vi kommer til havnen, kører vores chauffør bilen hen til en lille bitte båd – jeg begynder allerede at ane uråd – vi skal jo ud til Fafa Island, og det er bælgmørkt. Ikke engang havnen er oplyst. Der dukker 2 unge mænd op fra båden, den ene er gevaldig stor og rund, den anden ganske slank. Det er kun den sidste, som taler engelsk. Det første stykke af turen ud af havnen foregår i stille og pænt tempo, men da vi er ude på det åbne vand speeder han fuldstændig vanvittigt op, så bølgerne rammer os med en hård lyd. Jeg mindes ikke at have været så bange før – jeg holder krampagtigt fast i kanten af bænken, som jeg sidder på og den anden holder hårdt fast i Mathias. Jeg når at tænke tusind tanker – hvis vi tipper over, har jeg ikke én chance – hverken mig selv eller børnene, det er møøøørkt. Ham som sejler synes at det er rigtig sjovt, jeg er skrækslagen. De siger, at det kun tager 5 minutter derover, men det tager snarere 20 minutter. Jeg må indrømme, at jeg når at bede til Gud hundredvis af gange – pas på mig og min familie kære Gud. Jeg tror, at han har lyttet – vi nåede i hvert fald over til øen i sikkerhed og blev modtaget af 2 medarbejdere fra resortet. Jeg når lige at sige til Karsten, at det er definitivt min sidste tur til Stillehavsøerne, jeg er mættet! Og så beder jeg om en øl i baren, som vi passerer på vej ned til vores lille hytte. Jeg havde ellers truet med en whiskey og sågar en cigaret – et eller andet som kunne dulme nerverne.
Hytten viser sig at være lige så smuk som billederne. Den er bygget i polynesisk stil, dvs. der er skodder allevegne, men ellers er hytten åben op til kip – og åben ud til himlen. Der er elektrisk lys, som kører på batterier, en lille terasse ude foran hytten, vores egen hængekøje og 10 skridt ned til vores lille strand. Der er myggenet over alle sengene og hele badeværelset ligger udenfor – dog med et højt stakit, så andre ikke kan kigge ud. Men det føles nu lidt mærkeligt at sidde derude i ingenting... Børnene har fået lov til at vække os, hvis de skal op om natten for at tisse – det foregår i følgeskab af en voksen.

Da Frikke og Mathias skal i seng er de lidt utrygge. De sover i deres eget rum lige ved siden af vores – kun en kokosvæg adskiller os – men det er altsammen nyt og anderledes og så længe det er mørkt, virker alt det nye skræmmende. Karsten sætter sig og fortæller historier – det er han god til – og jeg skriver bloggen – og nyder resten af min øl. Jeg glæder mig til at i morgen, hvor vi kan se det hele i dagslys.