7. dag – Kyoto søndag den 8. juli 2007

Gion, det kvarter som vores ryokan ligger i, er tilsyneladende også det kvarter, hvor der er flest clubs, barer og diskotekter. Gaderne var fyldte med feststemte mennesker og masser af kimonoklædte japanere – og et par enkelte geishaer. Dette har betydet en lidt urolig nat, så vi var alle trætte, da vi vågnede her til morgen. Vi har ikke betalt for morgenmad på hotellet, så vi måtte på jagt efter en morgenmadsrestaurant. Da vi endelig fandt en, som var åben, måtte vi erkende, at det ikke var det mest spændende måltid, der lå foran os, men sultne var vi.

Japanerne ryger – og de ryger meget. Og der er ikke nogen rygepolitik heller ikke på restauranter og caféer, hvilket virker lidt generende på os europæere. De løber også, og bukker i respekt hele tiden for hinanden – og så har man nok de mest velklædte taxachauffører i hele verden. I de mest velpudsede og skinnende taxaer sidder der habitklædte chauffører med handsker på, og så er taxaerne udstyret med en smart knap som gør, at når de standser og skal have nye kunder med, så åbner den ene dør automatisk. Det er ikke det eneste, som er automatisk. I stormagasinerne er toiletterne fuld-automatiserede hvad angår alt – toiletsæderne åbnes automatisk, der er automatisk skyl og vandhanerne er automatiske (der er vi også nået til i Danmark) og hænderne tørres i en automat, hvor hænderne tørres på begge sider på samme tid. I stormagasinerne bukker man for sine kunder, når de forlader forretningen – og nogle steder sidder ekspedienten på knæ foran kunden. Det i sig selv er nok til at jeg ikke kigger på noget – hvilket Karsten selvfølgelig synes er fantastisk.

Ellers er der mange penge i omløb her i Kyoto. De fleste kvinder er velklædte, meget nydelige og bærer eksklusive tasker i Louis Vuitton, Chanel, Prada og lignende. Mændene – unge som gamle – bærer ofte jakkesæt. Især de yngre mænd har ofte en spøgs stil med halvlangt Slade hår og gerne bobbet/farvet. Både mænd og kvinder optræder i kimono i downtown Kyoto, en kuriositet som vi desværre endnu ikke har fået svar på hvorfor de gør, men det kommer nok. Men der er langt mellem de japanere, som taler engelsk. Så det er ikke helt nemt at få de oplysninger, som man har brug for. Byen er en sjov blanding af nyt og gammelt, små hyggelige stræder med gamle træhuse i den japanske minimalistiske stil, som vi kender i Europa – og mange steder løber der en å gennem byen. Selv åen virker så velordnet og ren.

Vi har spist sushi for første gang på en restaurant, som stod anbefalet i Lonely Planet guiden. Det var lidt svært at finde frem til den, fordi alle skilte står på japansk. Vi sad på en lang række og så på, at de japanske køkkenchefer fremtryllede det mest fantastiske sushi. Frederikke kan ikke så godt lide sushi, men vi fik hende overtalt til at prøve nogle enkle uden wasabi og med agurk. Der gled et par stykker ned, men MD måtte konsulteres efterfølgende for at få fyldt maven helt op. Vi 3 andre var mætte og tilfredse. Fantastisk mad – colaer og en øl – til en regning på kr. 240,- så priserne er næsten som i Danmark.

Aftenbadet blev afprøvet i hotellets ”onsen”, i dag var det kvindernes tur til at bruge det på 1. sal. I morgen er det på 6. sal med udsigt ud over byen og bjergene. Drengene havde fornøjelsen her til aften, og de var ret begejstrede, da de vendte tilbage til værelset. Jeg havde frygtet ”onsen”, jeg synes ikke, at det lød så charmerende. Det er helt sikkert mit bløde punkt – fælles toiletter og badeværelser er ikke et hit for mig. Nogle ville måske endda fristes til at kalde mig sippet. Men Frikke fik mig overtalt, og vi havde det hele for os selv, så det var dejligt. Man iklæder sig sin kimono på værelset (inklusiv sit undertøj) og tøflerne, som er beregnet til brug indendøre på hotellet. I forrummet afklæder man sig kimono og undertøj og træder ind i vaskerummet. Her sidder man på rad og række med sin bruser og sin lille taburet med sit vaskefad. Efter afvaskning træder man ned i ”onsen”, hvor vandet er meget varmt – cirka nogle og tredive grader. Her sidder man så lidt og slapper af. De fleste værelser på ryokans har ikke badeværelser, derfor er det kotyme, at man benytter et fællesbad. Vores har dog eget badeværelse, hvilket jeg klart foretrækker.
I morgen er det planen, at vi skal ud og se nogle templer. Der er cirka 2000 her i Kyoto, hvoraf 17 af Unesco er blevet erklæring som ”world heritage”.

6. dag – Beijing/Kyoto lørdag den 7. juli 2007

2 timers flyvning eller 1700 km er åbenbart nok til at der er en ”verden til forskel”. Det kan godt være at begge nationaliteter er asiater, dyrker kampsport og at de bruger skrifttegn som minder om hinanden, men mentalitetsmæssigt er de virkelig forskellige. For eksempel begrebet køkultur – kineserne har ingen – eller skulle jeg sige kinøjserne, som Mathias har døbt dem. De springer over i køen, som var det mest naturlige i verden, helt uden at skamme sig!
Japanere er deres dimentrale modsætning og står sirligt i kø til toget, så selv en englænder ville komme til kort. Et andet begreb, gadesælgere – i kina er der masser af dem, og de råber og hiver i en, bare man går forbi. I japan har vi her til aften mødt én og det var først da vi spurgte ham om, hvad han egentlig solgte, at vi fik ham i tale. Vi forstod så ikke et ord af, hvad han sagde, men vi skulle mene, at det var mad.
Jeg kan fortsættte med flere emner, så som hygiejne, madkvalitet, opførelse o.s.v. og vi har kun været her i et par timer.....

Idag var det så rejsedag, og det eneste vi nåede i Beijing var at pakke og spise morgemad og så afsted til lufthavnen. Derfra gik det som planlagt, dvs. 2 timers flyvning og så en togbillet til Kyoto. Ud over at stå pænt i sirlige køer til rengøringspersonalet havde ordnet vognene i toget, så har japanerne en anden finurlighed: De kan vende deres stolerækker i toget, så man altid sidder i køreretningen. Ret checket! Vi var fremme på hotellet i Gion, Kyoto kl 20.30 lokaltid (7 timer foran DK). Vi bor på en Ryokan (udtales vistnok sjokan) som er en traditionelt japansk kro med klassisk japansk indretning – tatamimåtter på gulvet, stole uden ben og et bord på 30 cm.
Efter en lille aftentur samt lidt at spise eksperimenterede jeg (alias Karsten) med ”Onsen”, som er et kønsopdelt fællesbad i særdeles varme bassiner. Det foregår absolut ”au natural” og onde tunger vil påstå, jeg har øvet mig på det i forbindelse med min nyeligt overståede polterabend. Der var dog en detalje, guidebogen havde glemt – at man ikke går i kimono uden sine underbukser, hvilket resten af familien havde overbevidst mig om. Men jeg havde husket mine tøfler, som man ifører sig på vej ned til fællesbadet. Der er også tøfler til toilettet, selv om det ved en nøje opmåling ikke kan være meget mere end ½ m2.

Efter at vi havde installeret os i værelset, bankede det på døren. Vi var vist for optaget af at nærstudere rummet, så vi hørte dem ikke. Men pludselig stod der 2 meget japanske kimonoklædte damer med pude på ryggen, som ville finde de rigtige kimonoer frem til familien samt servere lidt te. Japanerne er som altid fnisende og grinede mest af alt over vores bagage. Vi synes ellers, at vi ”are travelling light”.

Ungerne synes at være glade for at have forladt Kina, det var vist ikke et hit. Der var mange gode oplevelser i Beijing, men 5 dage var passende at spendere der.
I morgen tidlig skal vi finde os en god morgenmadsrestaurant. Det er helt klart, at priserne er helt anderledes i Japan, så vi forventer en drastisk stigning i madbudgettet. Men aldrig har vi nogensinde spist så lidt, som vi gjorde i Beijing – der var for varmt til, at man overhovedet følte lyst til at spise.... andet end chips og cola til at skylle det ned med.

5. dag – Beijing fredag den 6. juli 2007

I dag nåede vi lige morgenmaden, før den lukkede. Den er kun åben mellem 7-9, fordi kineserne står tidligt op. Forretningerne åbner mellem 7.30-8.00, så alting er i gang tidligt. Det er vores sidste dag i Beijing. Vi har aftalt, at dagen i dag skal foregå i et lidt mere afslappet tempo, da vi har haft travlt de andre dage.

På vej hen til Tiananmen Square støder vi tilfældigt på endnu et marked, hvor der både sælges alverdens turistfælder samt mad. Madboderne er dog ikke umiddelbart noget, som virker tiltrækkende på os danskere. Ikke fordi vi normalt er sarte, men flere af boderne sælger friturestegte biller (i mega-størrelse) samt søheste og skorpioner på spyd – som vel og mærke stadig er levende.

Vi starter som sagt på Tiananmen Square, det som vi på dansk kalder den himmelske fredsplads. Det var netop her i 1989, at studenteroprøret foregik og hvor militæret slog 10.000 ihjel i sidegaderne. Det føles mærkeligt at gå der.

Fred var der nu ikke megt af, pladsen var fuld af kinesiske turister og sælgere – de sælger alt - du kan få postkort, bøger om den kinesiske mur, et Mao ur eller hvad med silkepaparaplyer – eller måske en vifte? Efterhånden som vi har været her i lidt tid, er især min tålmodighed ved at være slut med sælgerne. De er ret pågående og tager skam ikke et nej tak for et enegyldigt svar. De løber sågar ved siden af os, alt imens vi forsøger at sætte farten op for at komme afsted. Jeg må indrømme, at her sidst på dagen har jeg nok ikke været den bedste ambassadør for Danmark. Varmt og fugtigt vejr kombineret med nærgående sælgere er en dårlig cocktail. Desværre da vi gik hjem mod hotellet her til aften, mødte vi en ung kinesisk kvinde, som gik op på siden af mig og sagde: ”Hello” – hvilket plejer at være indgangsbønnen til den anden plage i Beijing – universitetsstuderende som studerer chinese art og som sælger deres arbejder i en ”exhibition/gallery” lige rundt om hjørnet. Jeg tror, at vi har mødt 10 af dem i dag. Men nu var min tålmodighed opbrugt, så jeg svarede pænt men bestemt ” No more galleries or exhibitions please”, hvorpå hun kiggede meget forvirret på mig. Hvad mener du? svarede hun. Jeg ville blot fortælle dig, at du har en meget smuk datter – ligesom dig. Ups – hvem ved hvad hendes dagsorden var, men jeg måtte undskylde og forklare, at jeg havde mødt så mange universitetsstuderende i dag, som alle ville sælge mig alverdens kaligrafier og andet art stuff, at jeg var lidt træt af det. Sådan kan det også gå..

Desværre var Mao Zedongs maosoleum lukket hele sommerperioden, så vi måtte undvære et syn af den store leder. Men der er jo masser af billeder af ham i hele Beijing, så vi har da fået set lidt til ham.

Ellers har vi været i Beihai Park, som i dag er en offentlig park (dog betaler man adgangsbilletter, det gør man til alle parker her i Kina), hvis centrum er en større sø, hvorpå man kan sejle. I gamle dage var det kejserens legeplads og ikke tilgængeligt for de andre kinesere.

Ellers har vi blot dalret rundt og snuset de sidste indtryk ind i kroppen, taget en del billeder bl.a. af de gamle hutonger. En anden antropologisk observation er at i Beijing hænger man sit vasketøj til tørre ude ved vejen – og også gerne ved siden af sin forretning. Så på den skønneste allé langs den forbudte by, hænger der snore med alt lige fra Sloggi underbukser, finere lingeri til hullede og slidte bomuldsbukser. Ja hvorfor ikke slå 2 fluer med et smæk, så kan man jo lige så godt vaske sit tøj og tørre det, mens man er på job? Hvordan mon det ville se ud i MA, hvis vi tog vasketøjet med på arbejde og hang det tørre ude i receptionen? Endnu en gang må vi bare konkludere, at vores verdner er så forskellige!

Og byggepladserne? Dem er der mange af i øjeblikket, da de forbereder sig på det helt store ryk-ind i 2008 til OL. Bag plastikskærme med skønne billeder af grønne træer og tulipaner, gemmer der sig en helt anden verden. Byggepladserne myldrer med kinesere, som knokler. Der er støv allevegne, ingen bærer de påbudte hjelme og alt transporteres i noget, som ligner det, som vi brugte i tilbage i 1940´erne. Da vi gik forbi i dag, fangede mit blik en meget ung mand, han kan ikke være mere end 16 år gammel. Foran ham venter sikkert et langt og slidsomt liv.

Vi har måtte købe en ekstra taske til at transportere alle de kinesiske sager, vi købte på markedet, til Japan, hvorfra vi regner med at sende det hjem mod Danmark. Det er vist nødvendigt, hvis vi skal fortsætte med at ”travel light”.

Flyet til Osaka er confirmed, shuttle service til lufthavnen er bestilt til kl. 10.30 i morgen formiddag og vi har fået spurgt receptionen om, hvorfor de der står et skilt om ”The best workplace for Chinese women”. Det viser sig, at hotellet er ejet af en organisation, som arbejder for at beskytte kvinder og børn ”All-China Women´s Federation”, så ikke nok med, at vi har haft en dejlig base i Beijing, så har vi også bidraget til socialt arbejde. Det er jo godt.
Vi glæder os alle til at rejse til Japan i morgen – og føler at vi har set Beijing. Vi ser frem til et land, hvor der er mere rent og forhåbentlig mindre smog. Og masser af sushi...

4. dag – Beijing torsdag den 5. juli 2007

Planen var at tage i parken ”Temple of Heaven” her til morgen og opleve, hvordan kineserne starter dagen, men vi var åbenbart alle så trætte efter at have besteget muren, så vi slukkede vækkeuret og sov længe. Faktisk sov børnene til kl. 11.00 (hvilket aldrig er set før!), og da vi vækkede dem, bad de sågar om at få lov til at sove længere.

Så dagen startede langsomt, men da alle var klar, tog vi en taxa til parken og fandt lidt morgenmad at tage med derhen. Dette var dog ikke helt nemt, da butikkerne ikke altid ligger inde med det, som vi godt kunne tænke os – så en sund og næringsrig morgenmad som coca-cola (til de kinesiske bakterier), chips (så vi får salt – her er brændende hedt) og lidt brød (ingen smør, ost eller marmelade findes ganske enkelt ikke her!). Mens vi nød vores morgenmad på bænken i skyggen, kunne vi iagttage en ældre dame som udøvede en form for kampsport samt noget sabeldans. Det var tydeligt, at hun nød at blive betragtet. Vi snakkede lidt om, at hvis mormor (de var nemlig samme alder) ville stille sig op i Englandsparken og dyrke denne form for sport, ville man nok tro, at hun var gået hen og blevet gal. Det er til gengæld ikke spor unormalt at se diverse gymnastiske øvelser i parker men også på gader og stræder. Da vi tog hjem fra den australske restaurant i går aftes, fandt vi et helt lille torv fyldt af meget rankryggede unge som ældre dansepar, som dansede paso double og vals til en ghettoblasters musik i hjørnet. Sjovt... Det som var særligt bemærkelsesværdigt var dog, at de ikke smilede men virkede meget alvorlige omkring dansen. Ellers på aftensturen hjem i dag hvor en ældre kvinde og hendes datter hen over bænken dyrker lidt forskellige strækøvelser – kl. 22.00 om aftenen. Kineserne er bemærkelsesværdige slanke, der er langt imellem folk, som vejer for meget. Men de knokler også – langs vejkanten graves der huller til nye rør og kabler, det foregår ikke med en rendegraver men 4-5 mand står og graver i jorden – og det gør de stadig kl. 20.00. Magre ser de ud – børnene og jeg snakker meget om, at det er et noget anderledes liv end i Danmark. På vores vej gennem de gamle hutonger i dag oplever vi, hvordan de lever i ganske primitive huse, som hverken har toilet eller vand indlagt. Derimod er der langs vejen opført et par fælles toilet/baderum, som benyttes af alle vejens beboere. De er i hvert fald ikke i tvivl om, at de er glade for at være født i Danmark – og at de sætter stor pris på det, som de har derhjemme.

Man mener, at cirka 40% af Beijings hutonger bliver jævnet med jorden nu pga. statens ønske om at bygge nyt til De Olympiske Lege i 2008. Alt står i Olympiadens tegn. Det er ærgerligt, at man ikke forstår at bevare deres kulturarv men snarere ønsker at klaske nyt og uinteressant byggeri op allevegne. Hutongerne er lever naturligvis ikke op til de moderne kineseres krav til et velfungerende dagligliv, men i stedet for at renovere dem beslutter man så at køre en bulldozer igennem hele områder med hutonger. I kejsertiden opkaldte man hutongerne efter beboerne i gaderne. Eksempelvis var der en gade, som var opkaldt efter ammerne, som boede her, og som ammede kejserfamiliens børn. Sådan er det naturligvis ikke længere, men det ser ud til at med OL og det mere kommercielle Beijing på vej, at hutongerne måske er på vej til at blive historie.

En anden antropologisk observation vi har gjort os er, at på trods af brændende hede og skyhøje temperaturer, så går kineserne rundt og ser ganske usvedige ud. Ikke en eneste svedperle er at spore, mens vi vikingerne sveder det bedste vi kan.

Ellers har vi shoppet i dag. Vi har været på marked, som var indendørs, hvilket vil sige air-condition og dejlig køligt. Vi har købt mange gode kinesiske sager, bl.a. 2 flotte drager, som vi skal sende hjem til 2 søde små drenge i Danmark – vi siger ikke hvem....

3. dag – Beijing onsdag den 4. juli 2007

Denne dag må absolut være højdepunktet i vores 5 dage i Beijing. Vi har været på muren! Og vi har klatret på trapper, gået op og ned og ja også ”numset” den ned, når faldet var for voldsomt og overvældende.
Vi besluttede at tage en ”cable car” op og ned til muren for at bruge kræfterne på at gå på selve muren. Det var et godt valg. Vi gik cirka 4-5 kilometer på muren – indtil vi ikke kunne gå mere, da muren var i for dårlig stand og derfor lukket af for besøgende. Men muren i Mutianyu, 20 kilometer nordvest for Huairou distriktet er omgivet af den smukkeste natur med græs, skov og masser af frugttræer. Dette stykke af muren er bygget i 1569. Strækningen er kendetegnet ved mange vagttårne, hvilke specielt Mathias og Frikke synes var rigtig spændende at udforske. Det sidste stykke af turen op til det sidste vagttårn var utrolig stejlt og et langt stykke med trapper cirka 500 meter. Det i sig selv var en fysisk udfordring – specielt i 35 graders varme – men at komme ned igen var mere end blot en udfordring. Jeg selv var overbevist om, at jeg ville ende med at komme i avisen i morgen under overskriften ”Hysterisk dansk turist strandet på muren – måtte hentes af redningshelikopter”. Men under grundig peptalk af både mand og børn – ”mor, det er slet ikke så farligt, kig ikke ned men koncentrerer dig om trinene” samt det faktum at jeg faktisk på vej op mødte en noget ældre kinesisk herre med 2 krukker, som åbenbart både klarede at komme op og ned – ja, så kunne jeg jo nok også trods højdeskrækken var i fuldt flor. Med rystende ben og vel nede med cable car´en (som iøvrigt var nøjagtig den samme cable car, som den tidligere præsident Clinton og hans kone kørte i på deres besøg på muren den 28. juni 1998) klappede vi hinanden på skuldrene og lovede, at vi måtte fejre det med den største is, vi kunne opdrive. Eller som formand Mao sagde:”He who has not climbed the great wall is not a true man”. Hvad det så gør Frederikke og jeg til må stå hen i det uvisse….

Med is og cola i maven, chips i rygsækken – standard oppakningen i de meget varme lande – og en god chauffør kørte vi videre til Sommer Paladset, som tjente som sommer residens for kejser Quianlong i the 18. århundrede. Det tog 100.000 arbejdere at gøre grunden værdig til en kejser med Kunning Lake, adskillige templer, pavillioner og haver som strækker sig 2,5 km fra øst til vest. Igen kunne man blive i tvivl om, hvem turist attraktionen var – Mathias og Frikke blev igen foreviget sammen med kinesiske børn, bedsteforældre og andet godtfolk.

Trafikken er forfærdelig – de kører fuldstændig vanvittigt, og man skal bestemt ikke vide sig for sikker, bedst som man går over for grønt lys i lyskrydset bliver man mødt at dyttende højredrejende billister og ikke mindst cyklisterne er livsfarlige. Hver gang man når over på den anden side af gaden, mumler man helt rituelt – okay endnu en gang gik det godt!

Vi ville også slutte dagen godt og besluttede at tage en taxa ud til Chaoyang. Regningen blev 24 yuan (cirka kr. 17,-) - den dyreste taxa tur vi har haft indtil nu, men trafikken var vanskelig. Vi kørte dog forgæves for restauranten, som var nævnt i Lonely Planet guide var lukket, og nybyggeri var i gang på adressen. Vi mødte et amerikansk selskab som også søgte efter restauranten, men vi måtte alle gå forgæves.
Guiden frem igen og valgte faldt på en australsk restaurant i nærheden. Vi fik fantastiske burgere og hjemmelavede fries – et godt solidt måltid oven på en anstrengende dag. Vi må indrømme, at vi er ikke begejstrede for kinesisk mad. Måske har vi blot været uheldige indtil nu, men når man eksempelvis vælger en kyllingret, ja så er det kylling med ben, knogler og hvad der ellers følger med – og ikke så meget kyllingkød.

Med en kinesisk taxa chauffør som ikke forstår engelsk (det gør de sjældent), måtte Karsten hjælpe ham med at dirigere ham hjem til hotellet. Det hastede, da jeg er ramt af kinesiske bakterier. Ungerne og Karsten sluttede dagen af med at gå i Oriental Plaza, en kæmpe shopping mall for at købe farvede popcorn, som børnene havde forelsket sig i tidligere på dagen, sodavand og brød til undertegnede og lidt rent vand selvfølgelig.

I morgen skal vi tidligt op og opleve en kinesisk park ”Temple of Heaven Park”, hvor der både dyrkes taichi, spilles skak og danses til vestlig musik – en måde hvorpå dagen startes hvis man er kineser. Det må vi prøve.... Vækkeuret ringer kl. 06.30!

2. dag – Beijing tirsdag den 3. juli 2007

Igen i dag er det op i mod de 35 grader, høj luftfugtighed og vindstille - så her er varmt og vi sveder det bedste vi har lært.
Dagen i dag var sat af til den forbudte by, så efter morgenmaden på hotellet, tillod vi os at bruge 7,50 kr på taxa til bydelen.
Der er ingen tvivl om, at den forbudte by er et ”must-see” og det er virkelig spændende at gå rundt i en bydel, som var kejserbolig indtil for ca. 100 år siden.
Den blev bygget fra ca år 1403 og det skulle have taget 1 million arbejdere 14 år at bygge den. Der er 9000 værelser og ved en fintælling vil det vise sig, at vi ikke så dem alle.
Vi var bl.a. oppe på en af balkonerne, som vender ud mod selve indgangen til den forbudte by, - en større plads. Her kunne man godt forstille sig at der var blevet holdt en tale eller to. For en sikkerheds skyld holdte børnene og jeg lige en dansk ”tale til nationen”. Af en eller anden grund finder vi ikke kineserne særlig lydhøre.
Vi har bestilt en tur til sommerpaladset samt den kinesiske mur i morgen tidlig.

Så kan vi komme på bloggen igen. Længe leve kinesisk censur.

1. dag – Beijing mandag den 2. juli 2007

Nu er vi så i Beijing. Flyveturen med SAS bød på flere overraskelser – bl.a. selskab af Århus Pige Garde, som efter sigende skal rundt i Kina for at spille - eller hvad man nu gør, når man er medlem af en garde. Nogle ville måske her foranledes til at sige, at dette måtte være fornøjeligt selskab, men 50 pubertetsskingre stemmer på en flyver i 9 timer kan være en prøvelse for selv den mest tålmodige sjæl. Men vi havde også selskab af vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som åbenbart også har ærinder i Beijing, så mere dansk kunne det næppe blive!

Frederikke og Mathias har klaret strabadserne flot indtil nu – de har sågar læst deres nyindkøbte bøger i Kastrup Lufthavn færdige, så så meget for den læsetræning.

Hotellet er et guesthouse og ligger i den gamle bydel i Beijing – en såkaldt hutong. Faktisk bor vi i et courtyard hotel, som er dateret tilbage til Quing dynastiet (1644-1850). Bygningerne er bygget op omkring gårdhaverne, som er ganske hyggelige at sidde i og drikke yasmin te – lige det man har brug for i 34 graders varme. Mathias har fundet 2 store krukker, hvor der svømmer guldfisk og sumpskildpadder, så de skal nok besøges hver dag.

Efter indcheck begav vi os ud i Beijing, som er en stor og larmende by med millioner af mennesker overalt. Der er en umiskendelig tåge hen over hele byen, men Kina er jo også kendt for at være en seriøs bidrager til forureningen. Alle cykler – eller også virker det bare sådan – og virker meget autoritetstro undtagen i trafikken. Her skal man ikke tro, at man er sikker, hvis man begiver sig over for grønt i lyskrydset for man er stadig i fare for både trafikanter og cyklister. Men når menneskeflokkene, som besøger Gate of Heavenly Peace – indgangen til den forbudte by - ikke følger ensretningen, så vender de prompte om, når soldaterne beder dem om det.

Og hvem var så den store turist attraktion i den forbudte by? Ja ikke Mao som I kan se på billedet, men såmænd den lille danske familie. Adskillige gange blev vi kontaktet af kinesere, som gerne ville fotograferes med henholdvis de voksne og med Frederikke og Mathias – opstillet til en større fotoseance med hænderne omkring hinandens skuldre, som om vi var de bedste venner. I det hele taget føler vi os lidt som en turist attraktion på vores vandring gennem byen i dag – man skal lige vænne sig til, at kineserne kigger ganske uhæmmet på os. Det kommer lidt bag på os...

Vi glæder os til mange spændende dage med mange gode og anderledes oplevelser.