USA 6/7 Whidbey Island

Tirsdag den 6. Juli 2010

Jetlag er en herlig ting - vi vågnede alle kl. 05.30 og var sultne og meget vågne. Vi besluttede os for at tage en rolig start på dagen, så alle fik sig et bad og så ellers ned til en solid amerikansk morgenmadsbuffet. Lækkert at smæske sig i frisk frugt, omeletter, yoghurt og vafler. Men kors hvor er det utroligt hvor meget sukker der gemmer sig i maden herovre. Man skal virkelig anstrenge sig for at få en nogenlunde sund kost.

Mens Mathias fik lov til at prøve den indendørs pool, hentede Karsten vores udlejningsbil i lufthavnen hos udlejningsfirmaet National. Vi var heldige – de havde netop fået en rigtig fed SUV - KIA Sorento ind fra Arizona, som Karsten fik lov til at tage med, da vi jo er på vej mod Phoenix og skal aflevere bilen der.

Check ud fra hotellet og afsted vi tager, men hvor er det dog svært at komme ud af byen og ind på den rigtige highway. Okay man kan føle sig rimelig dum, når man ligger og kører rundt uden at kunne finde vej. Vi har medbragt vores GPS frøken Garmina med hjemmefra, men efter at have prøvet i et par forretninger for at få et kort over USA uploadet til vores GPS måtte vi opgive projektet. Så på vej ud fra parkeringspladsen synes en ung amerikansk kvinde, at hun lige skulle køre ind i vores nyligt afhentede udlejningsbil og lave en skade i kofangeren og lakken på bagsmækken. Ups - det har vi ikke prøvet før. Efter en del snakke med både udlejningsfirmaet og politiet får vi anmeldt skaden, så vi ikke kommer til at bøde for skaden. Men vores nye amerikanske veninde var dybt ulykkelig, fordi hun tilsyneladende ikke havde en lovpligtig forsikring, så hun frygtede selvfølgelig omkostningerne. Karsten var som sædvanlig yderst diplomatisk, så vi fik løst sagen og kunne køre et par timer forsinket mod Whidbey Island, hvor Ida og hendes familie bor. Velkommen til USA….

Efter et par telefoniske vejledninger fra Ida nåede vi Whidbey Island, dvs. Oak Harbour, hvor vi skulle besøge Finn & Marina (Kristinas onkel og tante) og Ida & Greg og deres 3 børn Jackson, Benjamin (også kaldet Peanut) & Frances (Kristinas kusine og hendes mand og børn). Fantastisk smuk køretur fra Seattle til Whidbey med sneklædte bjergtoppe, Deception Pas – en bro som er lavet i 1934 – og som transporterer folk til Whidbey Island. Greg, Idas mand er ansat i den amerikanske flåde og familien skal bo på øen de næste 2 år.

Vi nåede familien på Thornberry Drive kl. 14. Dejligt at se alle igen og endelig møde Greg, som har været udstationeret de andre gange, vi har set hinanden og Frances, som kun er 7 måneder gammel nu. Drengene var generte til at begynde med, men snart snakkede de 3 drenge samme sprog, dvs. Mathias kastede sig modigt ud i sit bedste skole engelsk.

Efter at have checket ind på The Navy Lodge, hvor Ida havde booket 3 overnatninger til os, tog vi alle til bugten ved Deception Pas, hvor drengene slog smut og pigerne snakkede. På vej tilbage tog vi forbi supermarkedet Safeway – det er fantastisk at gå i supermarkedet i USA. Det kan stadig overraske os, hvor stort udvalget er. Hjemme på Thornberry Drive fik vi sammen lavet aftensmad. Så var vi alle trætte igen efter en temmelig indholdsrig dag. Tilbage på lodgen faldt vi alle i søvn tidligt.