stendex

CPH søndag den 8. august 2010 - Hjemme igen

2010-08-08T16:32:00.004+01:00

Ja, så er vi hjemme igen - og har været så optagede af det, at vi ikke har fået fortalt jer om den sidste dag på rejsen - hjemtransporten. Men som Karsten siger - det er jo ikke så interessant.

Hjem kom vi jo - fra Miami med Continental til New York - 4 timer i New Yorks lufthavn for at flyve hjem med SAS til København på cirka 7 timer. Og så landede vi tirsdag den 3. august kl.7 om morgenen og havde en hel dag foran os - med jetlag. Vi havde de bedste intentioner om at sove på SAS flyveren hjem, så vi kunne holde os vågne hele tirsdagen for hurtigst muligt at komme tilbage til en normal gænge - men den gik ikke.

Hjemme igen til huset og Muffe fik vi pakket kufferterne ud, sat vaskemaskinen til at køre og fik ringet til Paustian for at høre nærmere om vores bordplade. Inden dagen var godt i gang ja så sov vi alle 4 - på mange anderledes steder i huset end vi plejer.

Kristina skulle tilbage på job allerede onsdag morgen, så det var bare med at komme tilbage på ret kurs. Karsten og børnene har fri til henholdsvis mandag og tirsdagen efter, så de har sovet på lidt forskellige tidspunkter og haft det lidt sværere med jetlaggen.

Men tilbage i DK har vi regnet lidt på sagerne, er blevet chokerede over at konstatere, at vi har kørt 5.400 km i USA, spist alt for mange hamburgere og pomfritter (selv om at vi alle har tabt os - det må være varmen), er ikke blevet sukker-afhængige men snarere sukker-modstandere og nogle af os glæder os ligefrem til at vende tilbage til skolen og arbejdet.

Tak fordi I læste med - det har været en fantastisk rejse.

USA søndag den1. august – Key West/Miami

2010-08-03T14:50:00.001+01:00

USA søndag den 1. august – Key West - Miami

For jer der læste vores blog fra 2007, havde vi et indlæg om D-dagen (Tokyo), hvor D’et stod for Disneyland. Disneyland ligger også i Florida, men det har simpelthen ikke vores dejlige børns interesse. Så denne gang står D’et for delfiner. Vi har lavet en aftale med Dolphin Research Center kl 12.

Men inden vi tager derud skal vi lige igennem diverse Key West morgen ritualer. Det vil blandt andet sige, at morgenmaden skal indtages på en bænk foran Cuban Coffee Queen. Turkey Club er nu vores favorit , specielt når den kan skylles ned med en frisklavet smoothie. Indehaveren Paul er en lidt ældre ”surferdude” som vist har ligget meget højt placeret på verdensranglisten over kite-surfere. Han bruges stadig til film og reklamer. Han har tydeligvis haft en god karriere. Udover det lille kaffeskur har han hus på Key West og i Ecuador. Huset i Ecuador er med 8 soveværelser og 8 badeværelser og ligger direkte ud til havet. Han fortæller blandt andet om hvordan ham laver den specielle Mojo-pork. Den bliver tilberedt med en masse krydderier og sat over aftenen før og er så klar kl 6 næste morgen. 12 timers langtidsstegning virker altså! Ud over hans surferi og den lille kaffe biks er han også chef på én af de lokale cafeer i byen The Grand Café. Da vi kommer hjem og googler hans navn, finder vi ud af, at han har lavet mange skøre ting og mindre skøre ting – men én ting han har præsteret er at flyve i sin kite-surfer fra Key West til Cuba – det plejer vist at være den anden vej rundt.

Derfra er det lige tilbage på hotellet, pakke ned og så afsted. Vi har ca halvanden times kørsel til Grassy Keys, hvor Dolphin Research Center holder til. Vi kommer lidt for tidligt og kan lige nå at se en af de to delfin unger, der er blevet født i fangenskab inden for det sidste halve år.

Det er lidt ambivalent at se delfiner i fangenskab, når vi lige har fløjet over vilde delfiner som ser ud til at lege og har det sjovt. Omvendt er indhegningen 70 cm høj og de kan uden problemer stikke af, så man gør ikke noget for at holde på disse pragtfulde dyr og fangenskab er måske også et forkert ord. Flere af dyrene er har enten et handicap eller er blevet efterladt af deres forældre, hvilket betyder, at de faktisk trives i DRC.

Vi har betalt en million dollars (nej pjat men mange penge) for at få indfriet vores store ønske om at svømme med delfiner. Ud over at komme i vandet med dem, får vi også en god halv times undervisning om, hvad man må gøre sammen med delfiner – og hvad man ikke må gøre. Det er sjovt at se, men alle ansatte på DRC er frivillige, så de brænder virkelig for at gøre en indsats for dyrene – og selvfølglige er et af de vigtigste budskaber her, at vi ikke må smide alt vores affald i vandet, fordi dyrene bliver viklet ind i det – eller spiser det – og det får naturligvis fatale konsekvenser.

Efter undervisningen får vi tildelt vores delfin – vi får Molly, som er en yngre delfin – og Theresa, som faktisk er den ældste nulevende delfin i hele verden. Theresa elsker at optræde, forklarer personalet os – og hviner hver gang, at hun har præsteret et eller andet – så som at danse, splaske på os i vandet, hente ringe o.l. Hun elsker at optræde – og vi skal selvfølgelig helst klappe meget højt af hende. Desværre har hun mistet sit syn her inden for det sidste år, men derfor fortsætter hun ifølge DRC ufortrødent sine optrædener.

Vi bliver lovet 20 minutter i vandet med delfinerne, men inden at vi alle er oppe igen, så har vi faktisk været der i 45 minutter. Det som står øverst på ønskelisten for de fleste er at svømme med delfinerne. Det betyder, at man svømmer afsted – stille og roligt – og så kommer den op til dig, så du kan tage i dens ”dorsal fin” (ryg finnen) og hægte dig fast og få en hurtig tur rundt i hele bassinet. Frikke vælger i sidste øjeblik at lade være – hun er ikke så tryg ved dybden i bassinet, som nogle steder er op til 10 meter. Det betyder, at Mathias får en ekstra tur, hvilket han bestemt ikke er ked af.

Alt i alt en intensiv oplevelse i vandet med delfinerne – og inden vi forlader DRC har vi yderligere betalt endnu en million for en CD med alle billederne. Så dem viser vi rigtig gerne frem til nysgerrige.

Ved 15-tiden kører vi mod Miami og vores lufthavnshotel, hvor vi ankommer kl. 18.30. Og det er et lufthavnshotel – indflyvningen ligger simpelt hen lige hen over poolen, så man næste får blæst ørerne af hver gang, at flyene kommer ind – og der er mange.

Vi tager en hurtig tur i en amerikansk mall, som desværre lukker ualmindelig tidligt, dvs. kl. 19, så vi når lige at se alle de lukkede døre. Heldigvis er der også en food court, så vi kan spise aftensmaden derude, så det ikke er helt forgæves.

Vi kører tilbage til hotellet, Karsten kører udlejningsbilen til lufthavnen og tager shuttle bussen tilbage til hotellet, så efter at alle har gjort sig klar til afgang næste morgen, går vi i seng. Ikke kun poolen har udsigt til flyene – det har man også fra sengen, så vi holder terrasse dørene åbne lidt tid inden vi sover og mærker varmen/fugten og larmen fra lufthavnen. Det bliver nu alligevel en urolig nat, når man sådan skal op og afsted, så sover man ikke så tungt. Kl. 06.30 ringer vækkeuret – og vi står alle op for at rejse tilbage til DK.

2010-08-01T04:22:00.000+01:00

USA lørdag den 31. Juli – Key West

2010-08-01T04:18:00.002+01:00

USA lørdag den 31. Juli – Key West

Okay,- i dag har jeg fået lov at skrive på bloggen. Vi sov (igen) længe her til morgen, men vi kom da ned til Cuba Queen Coffee en halv time tidligere end i går ;-) Endnu engang er det en succes. Børnene snupper hver en turkey sandwich, Kristina og jeg kaster os ud i en megasandwich med mojo-pork, som er noget utrolig mørt trævlet svinekød med bacon, ost og en masse andet. Lækkert!

Efter et kort familieråd bliver dagen planlagt, - fotosafari i byen, flyvetur, strand, pool. Very easy.

Kristina savnede sit kamera i går, da vi gik en tur igennem byen, ergo går vi da bare turen engang til. Vi får taget et par billeder af nogle smukke træhuse.

Jeg kan egentlig godt se mig selv sidde i sådan et dejligt træhus, men så kom Kristina lige til at nævne prisen. Det tyder på, at man skal være lidt mere end Kaptajn i Thomas Cook eller være under et andet skattetryk.

Normalt vil jeg ikke tage på en rundflyvningstur, men her er det altså en Waco bi-plane (dobbeltdækker). Så dette er en enestående chance for at sidde halvt i det fri, 150 meter over jorden med 180 km/t. Til at starte med er jeg den eneste der vil af sted, men så melder først Frederikke sig og derefter også Mathias.

Da vi kommer til lufthavnen for at booke en tid, finder vi ud af , at man kun kan flyve 2 ad gangen. Kristina vil stadig ikke med, så jeg bliver sørme ”nødt” til at flyve 2 gange.

Vi skal flyve kl 16.45, så vi har god tid til at nå på stranden inden.

Vi kører først forbi den strand, som hotelpersonalet har anbefalet. Det er virkelig en pæn sandstrand, men den er faktisk så pæn, at den er kedelig, så vi kører straks videre til en sikker vinder, - stenstranden ved Fort Zachary. Her er okay snorkling, masser af fisk, skyggende træer og stemning. Efter et par timer med snorkel og maske er det på tide at komme op over havets overflade. En del højere op.

Hurtigt hjem for at skifte og så af sted til lufthavnen. Vi kommer lidt for tidligt og får lov til at gå lidt rundt i hangaren. Der holder en anden dobbeltdækker fra 1934, som var utroligt flot restaureret. Der er kun 5 af dem tilbage i verden.

Waco’en skal lige tankes, og så skal vi af sted. Mathias vil gerne flyve først, så vi sætter os op, spænder os ind, får headset på og starter så mod vest. Det bliver en fantastisk tur på langt over de 15 minutter, som vi har betalt for. Vi ser hele øen, flere koralrev, skibsvrag og delfiner der leger i vandet.

Efter landingen kører vi ind til forpladsen, og mens motoren kører skifter vi Mathias ud med Frederikke. Vi gentager hele turen og selv anden gang er det en flot tur. Ingen går skuffet derfra. Og skulle nogle være interesseret, så har vi en dvd, der viser turen.

Kristina har fundet en afslappet cubansk restaurant på tripadvisor. Da vi kommer, er der masser af plads og det ser temmelig afslappet ud. Børnene får deres burger, og vi får en cubansk ret med steak, black beans og stegte bananer. Så vi holdt os til det cubanske køkken i dag.

Dagen slutter af i poolen. Vi prøver at stå lidt tidligere op i morgen – for i morgen er det D-dag.

2010-07-31T04:19:00.002+01:00

USA 30. Juli 2010 – Key West

2010-07-31T04:13:00.001+01:00

Fredag den 30. Juli 2010 – Key West

Tid til træning igen – fitness rummet er dog ikke imponerende men 45 minutters hurtig-gang med 7.5 km i timen og afsluttende 15 minutters løb med 11 km i timen – og knæet gjorde ikke ondt. Men jeg skulle jo gerne være klar til mere end det.

Da jeg kommer tilbage til værelset, sover børnene stadig – og Karsten er lige vågnet – og klokken er 09.45. Ikke godt – Frikke og Mathias er svære at få ud af sengen hver morgen. De sover snildt 10-11 timer hver nat.

Der er ikke mulighed for at spise morgenmad på hotellet her (der er der ofte ikke på de amerikanske hoteller – noget som er fuldstændig utænkeligt i DK), så jeg har brugt en times tid i går aftes på at kigge på anbefalinger på tripadvisor.dk. Jeg faldt over et anderledes sted, som hedder Cuban Coffee Queen – og beslutter at det skal være vores morgenmadssted. Vi kører afsted kl. 11, så det bliver vel snarere brunch. Da vi kommer til adressen, viser det sig, at Cuban Coffee Queen er et skur – intet mere eller mindre – og der står 3 bænke udenfor – intet bord – og det er alt. Skuret, som er der, hvor man modtager bestillinger og fremstiller maden/drikkevarerne, er top professionelt udstyret – og skal vise sig, fremstiller fantastisk mad. Ja som Frikke siger – det bliver svært at spise turkey sandwiches efter denne for den er absolut den bedste turkey sandwich vi nogensinde har smagt. Kombineret med de bedste og helt klart de sundeste smoothies, vi har fået i USA – og en rigtig god café con leche (kaffe med mælk), så er vi på toppen. Vi får en god snak med de 2 herrer, som har stedet – og får gode anbefalinger på snorkel steder.

Vi går en tur rundt i kvarteret og ser det ene smukke træhus efter det andet – alle bygget omkring 1890´erne. Jeg havde for en gang skyld efterladt kameraet hjemme, hvilket jeg bitterligt fortryder. Vi bliver nødt til at tage derhen igen i morgen og spise morgenmad – med kameraet selvfølgelig. Key West viser sig at være endnu mere charmerende end først antaget – specielt når man kommer væk fra hovedgaden Duval Street.

Efter anbefaling tager vi til State Park Zachary Taylor for at gå på stranden. Det koster lidt at komme derind, men området er også smukt med pinietræer (dejligt med skygge til de sartes hud), klart vand og ikke overrendt af en masse mennesker. Vi tilbringer et par timer på stranden, hvor Karsten og børnene tager ud og snorkler – og støder på mange fisk og ganske mange fisk, som er ganske store. En af dem så stor at Karsten helt glemmer at tage et billede af den, fordi han bliver så forskrækket.

Tilbage på hotellet checker de andre lige poolen – mens jeg booker tid til delfin mødet på søndag. Vi har heldigvis fået bekræftet, at vi kan blive endnu en nat på hotellet, så vi først tager afsted søndag formiddag – og ikke i morgen. Søndag aften vælger vi et airport hotel, så vi er tæt på lufthavnen, når vi skal aflevere udlejningsbil og flyve tilbage til DK om formiddagen.

Tripadvisor.dk er nu en god samarbejdspartner så efter lidt research her vælger vi aftenens restaurant – the flaming buoy filet co. Restauranten viser sig at ligge midt i et villa kvarter – og er æstetisk indrettet uden at være eksklusiv – og aftenens 2 tjenere til den lille intime restaurant med plads til cirka 20 gæster – viser sig at være rigtig charmerende og oprigtigt interesserede i at servicere og give os en god oplevelse. Det bliver nok turens dyreste middag – men hvilken middag. Mathias vælger new york strip steak med bluse cheese butter - et rigtig godt valg. Karsten tager swordfish med lime butter sauce med mashed potatoes, grilled sweet corn-on-the-cob & vegetables, Frikke er modig og vælger macaroni-and-cheese med lobster og jeg vælger tropical curry with pineapple & bananas over Brown rice med Key West pink shrimp. Og for en gang skyld vælger vi dessert – heldigvis deler vi 2 desserter – chocholate chocolate chip waffles with chocolate sauce og stir fried tropical fruit – begge serveret med tahitian vanilla ice cream (den lokale is). Uhm – rigtig god mad. Så rent madmæssigt en sjov og anderledes dag – velbekomme…

Desværre fik tjeneren forskrækket familien ved at fortælle, at skorpion sæsonen er startet – så da vi skulle ud af bilen hjemme på parkeringspladsen ved hotellet, var der nogen i familien, som havde meget svært ved at komme ud – og ind på hotelværelset. Gæt selv hvem….

USA 29. juli 2010 - Miami Beach til Key West

2010-07-30T04:59:00.001+01:00

Torsdag den 29. Juli 2010 - Miami Beach til Key West

Vi har fået en dårlig vane – vi sover så længe, at vi næsten får brugt det meste af formiddagen på at stå op og spise morgenmad. Men sådan er ferie vel også….

Jeg er ked af at sige det, men morgenmaden på Sherry Frontenac er ikke fantastisk. Men Frikke får sin elskede peanut butter, så for hende er alt jo godt. Efter morgenmaden pakker vi kufferter og værelset sammen igen – gad vide hvor mange gange vi har gjort det på denne ferie – og kl. 11 er vi checket ud og Karsten er på vej over til parkeringspladsen for at hente vores bil. Vi kører ud af Miami og konstaterer hurtigt at køre i bil her i lidt mere kedeligt, fordi der er meget fladt, masser af palmer og sådan lidt trivielt. Slet ikke som at være i de andre stater – Washington, Oregon, Nevada eller Arizona. Vi har booket 2 overnatninger på Parrot Key Resort, som ser dejligt ud på nettet.

Vi har planlagt at stoppe undervejs hos Dolphin Research Center og undersøge muligheden for at komme til at svømme med delfiner. Da vi kommer til Research Centeret, er klokken 14 og næste seance er kl. 15.30, hvilket er fint nok. Men imens vi står og beslutter os, kommer den kunde, som lige præcis gør, at alle billetter er udsolgt til eftermiddagens program. Så vi tager en brochure med og kører mod hotellet på Key West. På vejen herud kører vi igennem en masse mangrove, hvor der tydeligvis er et spændende dyreliv såsom f.eks. alligatorer.

Turen herud er lang og lidt kedsommelig. De andre keys er ikke særlig interessante men er tilsyneladende fyldt med masser af turist bikser og fastfood restauranter. Det ændrer sig heldigvis, da vi kommer til Key West.

Hotellet er et smukt resort med hvide træhuse, smukke haver og 4 pools. Dog er poolen kun 5 fod dyb, hvilket ifølge eksperterne i her i familien er for lavt. Men smukt og hyggeligt sted – rent og pæn indretning med lækre himmelblå farver i vores værelse og en lille terrasse foran huset ud mod poolen. Der kan jeg sagtens se mig selv sidde og nyde eftermiddagene, når solen er for stærk, med en god kop kaffe og en bog.

De andre tester poolen, mens jeg kigger lidt mail og andet godt – og ved 18.30-tiden kører vi ind til byen for at finde et sted at spise. Det viser sig at være svært at parkere i byen, men det lykkedes til sidst. Byen er hyggelig – den består primært af små hvide eller grønne træhuse og er centreret omkring 4-5 gader. Vi kører forbi det mest sydlige punkt af Key West, som dermed er det sydligste punkt af USA. Der står adskillige turister og fotograferer – vi vælger nu at køre videre.

Middagen er okay, men bestemt ikke det bedste vi har smagt – og priserne har tilsyneladende fået et hak opad her i Key West. Men det er sjovt at sidde udenfor at spise på restaurantens træterrasse – og på trods af at klokken er 20, så er temperaturen i hvert fald over 30 – og der er sat ventilatorer op alle steder - selv monteret på træstammerne, så man kan trække vejret. Det
Som sædvanlig bliver klokken mange, før at vi falder i søvn alle sammen – måske er det derfor, at vi er så lang tid om at komme op om morgenen. Jeg tror nu, at jeg vil prøve at komme i fitness centret i morgen tidlig, så jeg får lidt gang i benene igen kunne jeg godt komme til at savne – jeg mener, hvornår kan man sidde udenfor i DK klokken sent om aftenen uden at være iført trøjer, tæpper og gerne en terrasse varmer.

USA 28. juli 2010 - Miami Beach

2010-07-29T02:28:00.005+01:00

Onsdag den 28. Juli 2010 – Miami Beach

Ungerne strejker og vil ikke se mere – de vil slappe af og i pool. Måske forståeligt nok – men det virker også lidt fjollet at stå i Miami og så tilbringe den korte tid, vi har her – i poolen. Vi indgår et kompromis og tager badetøjet på og vandrer i vandkanten ned mod South Beach. Undervejs ser vi en afskærmning med skiltet "sea turtle nest" - med trussel om bøder og fængsel, hvis man ikke respekterer det. Det er altså det vildeste dyreliv, som der er her på Miami Beach. Vi havde frygtet hajer og lignende og havde af samme grund været lidt tilbageholdende med at gå i vandet - eller i hvert fald med at gå for langt ud.

Men der går ikke længe, før at alle har det for varmt og har brug for noget at drikke – så vi vender om og går efter hotellet for at finde noget vand at drikke. Det er sjovt, fordi temperaturen er lidt lavere her end Arizona, men det er en fugtig varme modsat Nevada/Arizona, så vi sveder bravt alle 4. Termometeret siger cirka 35 grader.

Efter strandturen bliver det til 3-4 timer i poolen – med det resultat at 3 af os er skoldede på trods af utallige indsmøringer i faktor 45. Så det er vist godt, at vi skal sidde i bilen det meste af formiddagen i morgen, hvor vi skal køre ud til Key West.

Efter badeturen tog vi bilen til South Beach for at se nærmere på alle art deco facaderne, som Miami er kendt for. Vi finder frem til Ocean Drive, som ifølge receptionisten på hotellet, skulle være et godt sted – med både gode cafeer og smukke pastelfarvede facader. Vi finder er sted at parkere – et hotel – som også udlejer deres parkeringsplads til den nette sum af 8 dollar for 3-4 timers parkering – egentlig rimeligt nok. Længere nede af gaden hvor alle de fancy hoteller/restauranter ligger koster det op til 25 dollar.

Vi finder hos en gadesælger nogle smukke læderarmbånd – det ene skal Frikke forære til sin gode ven Rasmus. Vi får fotograferet facader og kigget på mennesker – og snakker om at vi vist bor i det forkerte kvarter trods alt – men pyt i morgen checker vi ud.

Vi går forbi Ocean Drive 1116 og kan ikke forstå, at alle folk stiller sig op lige ved det hus og fotograferer det. Først da vi kommer hjem til hotellet og får googlet adressen, opdager vi, at designeren Versace har boet der - og blev åbenbart også myrdet der på trappen op til hans hus efter at have været på café på Ocean Drive.

Vi finder en hyggelig café – News Café – som kan tilfredsstille alles behov for forskellig mad – lige fra cheese burger, salat til middeløstlige retter som hummus og tabulouh. Dejligt synes jeg at få noget andet at spise end burgers…

Da vi har spist og snakket færdige, tager vi bilen og kører en lille tur ekstra hjem til hotellet og så den sidste maskine af vasketøj og en tur i poolen.

USA 27. juli 2010 - Miami Beach

2010-07-28T01:53:00.002+01:00

Tirsdag den 27. juli 2010 - Miami Beach

Vækkeuret ringer kl. 04.30 - vi skal ud og flyve i dag. Kl. 05.08 sidder vi alle i bilen - vores dejlige Kia Sorrento, som vi skal aflevere hos National på vejen - og kl. 07.50 skal vi flyve med American til Miami. Vi nåede at tilbringe 2950 miles i selskab med Kia´en. Det går alt som planlagt - og heldigvis volder det ingen problemer at aflevere bilen. Vi har jo en skade på den, som vi tog hånd om med det samme, men derfor er det altid lidt interessant at se, om det giver problemer, når man skal aflevere den. So far so good...

Det går også rimelig smertefrit med resten af rejsen. American er klart et bedre flyselskab end United - dog kommer det bag på os alle, at når vi checker ind, så skal vi betale ekstra for hvert stykke bagage, vi skal have med på flyveren. Det blev så lige kr. 450,- ekstra oven i flybilletterne.

Da vi kommer til Miami beslutter vi os for at leje bil igen, men National har simpelt hen ikke flere biler at leje ud, så vi finder en erstatning for Kia´en hos Budget. Dejligt at have sin egen bil så har man ligesom sit eget, når nu vi kun er hvert sted cirka 2 dage af gangen.

Hotellet er som nævnt tidligere et crew hotel, som ligger ved Miami Beach. Det tager kun 30 minutter at køre derud fra lufthavnen. Arkitekturen er helt anderledes her i Miami end i de andre stater, hvor vi har været - husene er meget høje og typisk malet i pastel farver. Der er palmer og masser af vand. Hotellet ligger lige ud til stranden - en stor og dyb pool til glæde for de andre, frisør, fitness, en akupunktør som har specialiseret sig i flyvende og deres kropslige udfordringer og sidst men ikke mindst - et vaskeri. Fantastisk - så slipper vi for at sidde på et vaskeri alle 4 og vente - men her kan sætte en vask over og gå op på værelset. En luksus til daglig derhjemme som man nu sætter pris på. Der er en sjov stemning her på hotellet, da det jo kun er flyende, som bor her. Der er dog 2 andre børn på hotellet, da man som flyvende også kan komme her off duty - og til meget favourable priser. Det er indrettet i art deco stil og hvis man kigger efter i hjørnerne er det lidt træt, men stemningen er fin.

Vi spiser aftensmad på en lille café over for hotellet. Tilbage på hotellet er det tid til dagens pool tur.

Og mere tror jeg så ikke, at vi når i dag. Vi voksne er lidt trætte efterhånden, så jeg satser på lidt afslapning nu. Måske har vi gabt over lidt for meget denne gang, da vi alle er enige om, at vi nok skulle have planlagt lidt anderledes og lagt lidt flere dage ind i San Francisco og Seattle og så springe Miami over. Vi overvejer, hvis hotellet er godt i Key West, at tage et par dage mere der, så vi får lidt mere kontinuitet. Under alle omstændigheder undersøger vi lige nu, hvor vi kan svømme med delfiner - et stort ønske hos os alle, som vi aldrig har fået opfyldt på alle vores rejser, så måske bliver dette indfriet på turen.

Over and out herfra - sov godt...

2010-07-27T03:58:00.000+01:00

USA 26. juli 2010 - Scottsdale

2010-07-27T02:25:00.003+01:00

Mandag den 26. juli 2010 - Scottsdale

Vi har ikke været helt ærlige de sidste 2 døgn, da vi har undladt at fortælle jer, at efter at vi var i Las Vegas blev samtlige af vores kreditkort lukket - og nej ikke fordi vi har spillet hele familieformuen op på kasinoet - tværtimod gik vi kun igennem et for at vise børnene det. Men da vi kom til Grand Canyon og checkede ind, blev Karstens kreditkort afvist - og mit senere i Scottsdale. Knap så sjovt fordi det var week-end og vi ikke havde så mange kontanter tilbage.

Vi har prøvet det før i Australien. Det er uvist, om det er pga. at vi har brugt kreditkortene i Las Vegas - det sagde receptionisten i Grand Hotel, at de altid gjorde, når folk havde været i byen, fordi de gik amok i kasinoerne - eller om det er fordi, at vi nu har været væk i 3 uger og dermed har ramt det loft, som der er på Visa/Mastercard.

Af samme grund blev Karsten og jeg oppe i går aftes til kl. 1, da klokken så var 10 i Danmark mandag formiddag, og det betyder en åben bank. Heldigvis hang vi ikke så lang tid i kø på telefonen, og kundeservice var særdeles forstående og hurtige, så alle 3 kort blev åbnet inden for 20 minutter. Puha - det var en lettelse. Næste gang bliver vi nødt til at sikre os på en anden måde, fordi det her er ikke sjovt. Ungerne var selvfølgelig også lidt bekymrede - og spurgte som det første til situationen, da de vågnede i morges.

Derfor valgte vi at spise morgenmad på hotellet (fordi man kan skrive regningen på hotelværelset) - rigtig god buffet ligesom aftensmaden i går her på hotellet var god. Det første vi gjorde var at køre til banken - en thrive-through-ATM for at det ikke skal være løgn, dvs. en pengeautomat, som man kører hen til for at sikre os, at alle 3 kort var åbne. Det var de heldigvis. Derefter kørte vi ud for at finde en frisør til Karsten og Mathias, som begge blev klippet for den nette sum af 18 dollars. Frikke flirtede med tanken om at få lavet negle, da der ligger en neglesalon på hvert hjørne. Men poolen lokkede mere, så vi kørte hjem og tog det meste af eftermiddagen i stegende hede i poolen og skyggen. Her er faktisk så varmt, at alle frivilligt med jævne mellemrum går hen og henter iskoldt vand og hælder det over hovedet/håret bare for at køle lidt af.

Mathias og Frikke hygger sig med loopet, dvs. baderingene og rutsjebanen - og Karsten og jeg har endelig tid til at læse avisen og slappe af.

Slut på eftermiddagen tog vi en kort tur ind til old town, som var en rigtig fin western-by. Desværre havde vi glemt kameraet, så vi kan ikke dele den oplevelse med jer.

En yoghurt is, som vi har beskrevet før her på bloggen fra vores besøg i Santa Barbara - fantastisk koncept - blev indtaget indenfor. Det er sørgeligt nok for varmt at opholde sig udenfor hele tiden.

Middagen bliver indtaget i restauranten på hotellet og så pakke og tidligt i seng, da vi skal op kl. 04.30 for at checke ud og køre til lufthavnen i Phoenix, hvor vi flyver til Miami. Der er 4 timers forskel på Phoenix og Miami, så selv om at vi tager afsted tidligt om morgenen, så lander vi først kl. 16. Så en transportdag med andre ord.

USA 25. juli 2010 - Scottsdale

2010-07-26T05:31:00.004+01:00

Søndag den 25. Juli 2010 – Scottsdale

For en gang skyld var familien tidligt oppe, så kl. 9.10 sad vi alle i bilen klar til at sige farvel til Grand Canyon. Vi ventede med morgenmaden, så vi kunne komme hurtigt afsted – men udfordringen er, at der kun er fastfood restauranter langs vejene, så man skal køre ind i byerne for at finde et lidt mere værdigt alternativ.

Af samme grund fik vi først morgenmad kl.11.30 – og sjovt nok var morgenmaden en burger. Ja, det er vist første gang , at vi har prøvet det. Tjeneren viste sig at være ganske uhøflig, så han næsten fik ødelagt hele vores måltid. Men det er vist også første gang, at vi decideret har fået dårlig service i USA.

Ida havde sagt til mig, at Sedona var en hyggelig by, så den tog vi med på ruten. Turen derhen fra Grand Canyon var smuk – specielt de sidste 20 kilometer før Sedona by var en meget smuk rute. Vegetationen har ændret sig til pinjetræer og røde klipper/bjerge samt en flod, som løber i bunden af bjergene. Sjovt at se at da vi nærmer os vores mål Scottsdale, som ligger ved Phoenix, er der ikke længere pinjetræer men kæmpe 3-5 meter høje kaktusser.

Hotellet i Westin viser sig at være et godt valg – der er 43 grader i Scottsdale, og hvad skal man så foretage sig? Der er et større pool-område med en rutsjebane til ungerne og et større loop i skyggen, hvor man kan dase hen på sin overdimensionerede badering, mens strømmen tager én rundt i loopet. Dejligt tidsfordriv selv om jeg synes det måske går lige langsomt nok. Så er det sjovere at være tilskuer til alle de amerikanske familier, som også tilbringer sin ferie her på hotellet.

Da Karsten og Frikke prøver rutsjebanen sker der desværre et mindre uheld, hvilket betyder, at de må trække sig tilbage til værelset. Det betyder så, at Karsten humper rundt nu på nogle tæer, som måske er forstuvede – og Frikke har nogle mærker på ryggen og fik hovedpine. Den er heldigvis væk nu. Så måske skal det være første gang, at Mathias ikke gør brug af vores rejseforsikring.

En lille sjov detalje her fra det varme USA – her har man ikke terrasse varmere men terrasse coolere.

Vi har endnu en dag på hotellet her, før at vi skal flyve til Miami. Hvad der skal ske ved vi ikke endnu – men mon ikke det bliver til en pool dag….

USA 24. Juli 2010 – Grand Canyon

2010-07-25T03:37:00.001+01:00

Lørdag den 24. Juli 2010 – Grand Canyon

Kl. 04.45 ringer vækkeuret – familien har besluttet sig for at se solen stå op i Grand Canyon. Karsten og Mathias er hurtigst ude af sengen, hvorimod Frikke og jeg har lidt sværere ved at komme op. Vi har fået under 5 timers søvn, så sengen virker umiddelbart mere tiltrækkende end solopgangen. Vi får mobiliseret alle kræfter – ud af sengen, børste tænder og bare i tøjet. Det virker som om, at vi er de eneste turister, som har besluttet at være så tidligt oppe. Vi har vejene næsten for os selv. Da vi kommer til indgangen til parken, er der ingen på vagt, så vi kører igennem uden at betale. Det koster 7 dollar – men det kan vi vel betale på vej ud af parken senere på dagen.

Vi er ikke helt sikre på, hvor vi skal hen for at se solopgangen, da der pludselig er flere muligheder. Vi møder en japansk kvinde, som er steget ud af bilen, og står og vifter fuldstændig panisk med et kort. Men vi er ikke klogere end hende, så vi må fortælle hende, at vi heller ikke ved, hvor det bedste sted er for at se solopgang og kører hurtigt videre. Solen står op kl. 05.30, og det vil vi nødigt misse.

Kl. 05.15 har vi parkeret bilen, haster mod et outlook punkt og får os alle 4 placeret på en klippekant (hvor der naturligvis er masse af plateau, så det ikke er farligt). Herude er vi ikke længere alene. Særlig en gruppe fanger min opmærksomhed, da jeg synes, at de er særdeles modige (læs dumdristige), da de går ned af skrænterne for at gå ud på et yderligt plateau for at få de bedste billeder af solopgangen. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det – forventer hvert øjeblik at de styrter ud over klipperne.

Det er desværre lidt tåget denne morgen, så det bliver ikke nogen klar smuk rød sol, som står op – men smukt er det. Jeg bliver ved med at tage billeder – men kameraet kan slet ikke indfange storslåetheden her i Grand Canyon. Vi går på south rim cirka 5 kilometer, stopper op og tager masser af billeder, nyder at hver gang man tager et nyt skridt, så forandrer udsigten sig gang på gang – og sidder på bænkene og nyder det hele. Kl. 8 når vi hen til Grand Canyon Village, hvor hotel El Tovar ligger – et smukt gammelt bjælkehus – og får et dejligt bord ved vinduet med udsigt til Grand Canyon. Her får vi nok turens bedste morgenmad – i hvert fald hvis du spørger Karsten og børnene – jeg sværger stadig til Euro Pane i Pasadena.

Vi går videre af South Rim efter morgenmaden og tager en af de gratis busser, som kontinuerligt kører rundt på Grand Canyon og fragter turisterne rundt på hele South Rim. Området er så stort, at hvis man kører fra North til South Rim, så skal man køre 4 timer dvs. cirka 215 miles. Flere steder kan vi se Colorado floden, som krydser igennem Grand Canyon. Der er mulighed for at tage på hiking ture i området, men det vælger vi fra – der er flere steder advarsler om dehydrering, da temperaturen nede i kløften i maj til september bliver over 40 grader. Men oppe på South Rim er temperaturen behagelig, fordi vi er i cirka 7000 fod, dvs. cirka 25 grader.

Undervejs ser vi flere gamle stenhytter, som bl.a. en amerikansk kvindelig arkitekt har fået bygget i samarbejde med indianerne, som allerede var i området, da de første hvide kom hertil med Santa Fe Railways i 1880´erne. Mange af dem bliver i dag brugt som butikker, hvor man kan købe indianer ting såsom drømmefangere, tæpper, krukker o.l.

På turen møder vi også nogle usædvanlig venlige jordegern, som er vant til mennesker, så man kan komme ganske tæt på dem. Det læser vi selvfølgelig om efterfølgende ikke er nogen god ide, fordi de har rabies og andre gode ting med sig. Frikke ønsker sig selvfølgelig én af dem med hjem til Muffe. Vi møder os en større flok af elge, som har en foruroligende størrelse – både med og uden gevirer. Vi møder heldigvis ikke de mountain lions, som de skriver i Grand Canyon avis, at der findes på området.

Vi når ud til Hermit´s Rest, som er det vestligste punkt i Grand Canyon national park som er tilgængeligt for turisterne. En af de andre gæster har det dårligt, så Karsten må lige hjælpe hende – hun er ved at dehydrere. Personalet i butikken på Hermit´s Rest tager over og virker ganske professionelle i deres håndtering. Faktisk siger man at cirka 250 turister bliver hvert år reddet herude. Helikopterne flyver over området og ifølge buschaufføren er det ikke et godt tegn, at de ikke har en kurv nedenunder helikopteren, da det betyder, at de ikke har fundet den person, som de er i færd med at lede efter.

Kl. 13.30 må vi opgive at se mere – vi er ganske enkelt for trætte. Så vi finder bilen, som vi parkerede meget tidligt i morges, og kører hjem til hotellet. Selv om at ungerne klagede over træthed, så er det kun de voksne, som tager sig en ”morfar” – ungerne tager bagefter en tur i poolen og har stadig masser af energi til at bakse rundt i poolen og lege.

Vi tager tidlig aftensmad og finder et sted, hvor man kan få salatbar, hvilket er dejligt. Man kan godt blive lidt træt af alt det frituremad og mangel på grøntsager. For en sikkerheds skyld tager vi dog lige en is til dessert, så vi sikrer os at sukkerniveauet er intakt.

Vi går tidlig i seng efter en lang og oplevelsesrig dag.

USA 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

2010-07-24T06:28:00.002+01:00

Fredag den 23. Juli 2010 – Bye bye Las Vegas – hallo Grand Canyon

Godt med planer men ind imellem så sker der andre ting end dem man umiddelbart har planlagt. Vi havde glemt at sætte vækkeuret i dag, det er jo rejsedag. Af samme grund vågnede vi først kl. 09.35 – lidt sent da vi har mange miles foran os i dag. Vi tager bad og pakker værelse sammen på rekord tid 35 minutter. Så har vi også glemt vores parkeringsbillet, som er nok så vigtig for at få vores bil udleveret fra hotellets parkeringskælder – og da vi først er kommet afsted, opdager vi også, at vi har glemt alt vores vand i køleskabet. En vigtig ting når det er 43 grader udenfor og solen brænder som i Sahara.

Ungerne får lidt morgenmad med fra Starbucks fra hotellet ved siden af – jeg nøjes med en stor café latte og Karsten klarer sig noget uden indtil frokosttid.

Vi kører i flere timer, før at vi når Hoover Dæmningen. Vi stopper ved en af de mange parkeringspladser for at gå ned til visitor center for at se nærmere på dæmningen. Men vi når kun hen til midten af dæmningen, hvor vi kan tage nogle fantastiske billeder – det er ganske enkelt for varmt. Det er imponerende at tænke på, at dæmningen blev bygget tilbage i 1930´erne, hvilket vist også kostede cirka 100 menneskers liv. Vi kører i en lang kø blot for at komme over dæmningen, fordi der er et security check, før at man får lov at passere.

Vi tager frokosten for nogen – morgenmad for andre – på en amerikansk kæderestaurant, som vi ikke har stødt på tidligere - en MacDonalds wanna-be restaurant – kaldet Carl´s Jr. Vi spiser til en afveksling en burger – de er nu gode herovre – og drengene vælger en amerikanerstørrelse sodavand med gratis refill selvfølgelig. Igen må man konstatere, at det ikke er uden grund, at de bliver så omfangsrige.

Tilbage på ruten mod Grand Canyon bliver vejret pludselig dårligt – vi oplever for første gang regn og tordenvejr. Vi havde godt hørt på vejrudsigten, at vejret formodentlig ville skifte i denne periode. Det er lidt ærgerligt.

Vi ankommer til vores hotel kl. 18, checker ind, ungerne i poolen (den er ikke særlig stor som Frikke tørt konstaterer) og undersøger, hvad vi skal se i morgen – og hvordan forholdene er.

Receptionisten kunne oplyse os, at det kun regner i Arizona i juli måned, så det må vi jo tage med. Vi har booket 2 overnatninger og så er vi videre mod Scottsdale, hvor vi har 2 overnatninger, før at vi flyver til Miami.

Her har vi booket de 2 første overnatninger på Thomas Cooks crew hotel, som skulle være et art-deco hotel. Det bliver sjovt at se. Derfra har vi booket 2 overnatninger i Key West på et smukt hotel, som ligger i en stor have og består af hvide træhuse. Det ser dejligt ud. Herfra har vi 2 overnatninger tilbage i Miami, før at vi stiger på flyveren hjem igen. Dem mangler vi at få styr på.

På vej herud stoppede vi i en butik, som solgte indianer ting – lidt for turistede desværre da vi kom indenfor. Vi håber stadig, at vi får lejlighed til at enten komme ind i et reservat – eller i det mindste finde nogle mere autentiske butikker. Det ville være sjovt at have et indianer tæppe med hjem til sofaen på Vatnavej.

USA 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

2010-07-23T05:29:00.001+01:00

Torsdag den 22. Juli 2010 – Las Vegas / Red Rock Canyon National Park

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at familien ikke er så begejstrede for Las Vegas. Så vi har planer i dag – planer om at opsøge den smukke men barske natur – og planer om at ride.

Efter morgenmaden som for en gang skyld er inkluderet i vores værelsespris, kører vi afsted ud af Las Vegas og cirka 22 miles nordvest for byen ud til Red Rock Canyon National Park, som oprindelig har været beboet af native americans, dvs. indianerne. Karsten og jeg har kigget lidt på nettet i går aftes og har fundet en ranch, som tilbyder trail rides, hvilket betyder, at man rider lige så stille på en sti med en cowboy/cowgirl. Vi finder forholdsvis ubesværet stedet på trods af, at vi begge havde glemt at notere os adressen – men i samarbejde med den uundværlige Frøken Garmina 2 og vores begges hukommelse klarer vi det snildt. På vej derud oplever vi endnu et vejrfænomen – en dustdevil, en mindre tornado – men sjovt er det at se den. Da vi kommer til ranchen bliver vi mødt af cowgirl Anne, som står og taler med en amerikansk familie. De er dog kun forbi for at kigge nærmere på hestene, så da de kører igen, spørger vi til en ridetur. Mathias vil ikke med, så det bliver Frikke og Karsten, som får fornøjelsen.

Anne viser sig at være en rigtig morsom ung dame – en rigtig cowgirl med cowboybukser, ternet skjorte, støvler og selvfølgelig sporer – og ja så også lige en piercing i øjenbrynet. Man er vel en moderne cowgirl.

Vi får skrevet alle papirerne under, det er vel USA, så de skal jo sikre sig mod et eventuelt efterfølgende søgsmål. Anne giver dem instruktioner på, hvordan man rider western style, som er lidt anderledes end det, som Frikke er vant til på rideskolen på Bryggen – og så tager de ellers afsted på en times trail ride de 3 – mens Mathias og jeg sidder tilbage i et primitivt men hyggeligt skur af solide brædder i skyggen dekoreret med et langt bord, en bænk og nogle western hatte på væggen. Vi får at vide af Anne, at vi skal bare tage sodavand/vand i fryseren, det er jo ikke for sjov den varme her. Mathias finder hurtigt sin PSP frem men uheldigvis mangler den hurtigt lidt batteri, så Anders And bliver hevet frem. Jeg hygger mig med at sidde og kigge på hestene, som står og venter på deres tur til at komme ud og gå en tur. Det føles en smule mærkeligt at sidde der midt i ørkenen i et skur og lave ingenting – men egentlig også meget rart.

Efter ½ time kommer der en rigtig cowboy. Det viser sig at være ham, som er manager for stedet. Han tæller sammen til aftenens arrangement – en cowboy dinner med 1 ½ times ridning med efterfølgende barbeque og historiefortælling/sang af cowboys. Jeg lader ham være i fred, så han lige kan få styr på detaljerne i computeren. Jeg tror heller ikke, at cowboys snakker så meget – eller måske er jeg lidt fordomsfuld der…

Da han ser papirerne, som Anne har udfyldt før rideturen, finder han ud af, at vi er fra Danmark. Han kommer hen til Mathias og jeg og spørger til Copenhagen og viser, at han har en dåse snus, som hedder Copenhagen Snuff. Det bliver til en lang og spændende snak om mange ting. Først kan jeg dårlig nok forstå ham. Han taler simpelt hen så vrængende amerikansk, men efter et par minutter og intens koncentration er jeg med. Han fortæller bl.a. at han kun har boet i Las Vegas de sidste 10 år, og lige som jeg, hader byen – ja faktisk så har han kun været i byen 4 gange på de 10 år. Han fortæller, at han har været cowboy hele sit liv, det er hans profession. Han har som ung arbejdet i Tasmanien, men han savnede USA, så det blev først Colorado og så nu Las Vegas.

Det er spændende at høre om et så anderledes liv. Han beskriver også, hvordan han 2 gange om året tager til et indianer reservat halvvejs til Grand Canyon, hvor han som den ene ud af 2 hvide cowboys hjælper indianerne med at indsamle kvæg, som skal sendes til slagteriet. Han forklarer, at man godt kan besøge indianer reservaterne, men at man skal have tilladelse fra den øverste indianer i nabo byen, som udsteder en turist tilladelse. Han forklarer også, at indianerne får et beløb fra staten hver måned til at overleve på, men at de indianere her er selvforsørgende, så de penge, som de modtager sættes ind i en national fond til indianere.

Vi havde overvejet at besøge et reservat, men Ida sagde, at det som oftest var en lidt sørgelig affære. Måske vi også får dette med os i bagagen, inden at vi sætter os i flyveren i Miami hjem til København…

Da vi siger farvel til vores 3 nye cow-friends giver vi alle hinanden hånden, hvorpå manageren siger til mig: ”You have got a nice strong handshake, I like that”. Vi lader lige billedet stå…

Den sidste dag i Las Vegas betyder middag på en rigtig amerikansk barbeque restaurant (Barbeque kylling, ribben og oksesteg, mashed portatoes og beans), hvor tjeneren slet ikke kan forstå, at vi kan dele en middag, som er normeret til 2 mennesker – altså 2 amerikanere – og en tjener, som snakker så meget, at Mathias tørt konstaterer, at vi burde fortælle hende, at hun faktisk er generende. Men som Karsten forklarer ham, så prøver hun jo faktisk bare på at servicere og få sine drikkepenge. Jeg læste i avisen i går, at i nogle stater er mindstelønnen knap 2 dollar i timen for en tjener, og så forstår man godt, hvorfor drikkepengene bliver så vigtige.

Dagen sluttes af med et pool besøg og et spil kort – kort som i øvrigt har været brugt i Treasure Island Casino, som vi har købt i en butik her. Dem tager vi med hjem.

USA 21. juli 2010 - Pasadena til Las Vegas

2010-07-22T06:01:00.001+01:00

Onsdag den 21. Juli 2010 – Pasadena til Las Vegas

Da det vil være for lang en køretur at tage fra LA til Grand Canyon, har vi valgt at stoppe op i Las Vegas. Vi har haft en del tanker om at lave vores stop et andet sted – dels så spiller ingen af os dels er der en del prostitution knyttet til Las Vegas, og det er måske alt i alt ikke så fedt at vise børnene. Men vi vælger et hotel uden for ”The Strip”, som hovedgaden hvor alle de store kasinoer ligger og et hotel uden kasino.

Vi spiser morgenmad for sidste gang på Euro Pane – dejligt sted jeg godt kunne tænke mig lå lige nede på Amagerbrogade – eller måske endnu bedre på Ulrik Birchs Allé. Mathias og jeg starter med en svømmetur, og Frederikke støder til lidt efter. Kl. 12 sidder vi pakket og klar til at køre de 215 miles til Las Vegas.

Turen forløber fint. Cirka halvvejs kører vi igennem Mojave ørkenen, som er imponerende – og varmen er også imponerende. Temperaturen er i hvert fald godt over 40 grader – ja faktisk så bliver bilisterne anbefalet at lukke for a/c i cirka 60 miles pga. fare for overophedning af bilen. Vi satser på, at vores bil er så ny, at den kan klare det – og det gør den heldigvis. På et tidspunkt viser vejskiltene, at vi er 4000 fod over havets overflade, dvs. 1,3 km over havets overfladen. Undervejs stopper vi hos Peggy Sue´s Diner – ren 50´er stil så autentisk, at man føler sig sat tilbage i tiden. Karsten og Frikke bestiller en burger, Mathias glæder sig over, at han kan få sig en tun sandwich, som han er så glad for – og Kristina kaster sig ud i onion rings, som viser sig at være så friture-tykke, at jeg ikke kan spise dem. Vi bestiller alle smoothies, som er himmelske – og som helt sikkert gør, at hofterne vokser med det samme. Peggy Sue er tilsyneladende en pensioneret skuespiller, som har dineren med sin mand. På væggene hænger der mange billeder af mere eller mindre kendte mennesker, som har besøgt dineren. Sjovt sted at se. Varmen er tilgengæld overrumplende – det er som at stå med en hårtørrer. Vi skynder os ind i bilen og kører videre mod Las Vegas.

Kl. 18 er vi på hotellet og checker ind. Det viser sig, at vi deler hotellet med et større indryk af et basketball-hold med meget unge og meget høje mænd. Vi håber ikke, at de skal feste for meget på hotellet – men at de holder festen ude i byen. Det gode ved hotellet er, at vi bliver upgrated og får en suite med vaskemaskine/tørretumbler, så vi slipper for et besøg på vaskeri i denne omgang. Men lige over på den anden side af vejen ligger et Westin – Kristinas favorit hotel – og hun ægrer sig over, at hun ikke havde set, at de havde et hotel her. Men når vi tager til Scottsdale/Phoenix skal vi bo på Westin igen – skønt – og hotellet i Grand Canyon er også på plads til godt nok en lidt heavy pris, men ellers var det umuligt at få plads nogen steder.

Las Vegas viser sig at være lige så dekadent og massivt, som vi havde forestillet os. Da vi kørte igennem gaderne, stod der mænd med blå t-shirts på med skriften ”Do you want a girl in 20-minutes” – argh jeg bliver så vred. Andre steder i byen har man forsøgt at imitere steder i Europa med f.eks. Paris, Eiffeltårnet, en bistro o.l. Overalt er alting fuldstændig overdimensioneret – hotellerne har over 2000 værelser, de er skyhøje, nogle har glasfacader, nogle har facader af guld – ja det er fuldstændig, som vi havde forventet. I luften farer helikopterne rundt og viser turisterne kasino-land fra oven. Egentlig når man tænker over det en vanvittig idé at placere en hel spilleby herude midt i ørkenen.

En velfortjent tur i poolen – temperaturen er 43 grader her i Las Vegas, så det er rart at blive afkølet. Vasketøjet er sat over – og så en tur ud i byen.

Vi går afsted kl. 20 og alligevel er temperaturen langt over 30 – det føles nærmest som 45 grader. Vi går ned til ”The Strip” men erfarer hurtigt, at vi faktisk slet ikke bryder os om at være her. Vi passerer adskillige alfonser, som åbenlyst står og tilbyder visitkort til ekskortpiger, og da de tilbyder Karsten et kort, siger han til ham: ”Kan du ikke se, at jeg går med min familie og børn?” – hvorpå en kvindelig alfons svarer: ”This is not Disneyland but Sin City”. Værsgod – jeg har fundet ud af, at jeg bestemt ikke dur til sådan en by her – jeg får lyst til at slå på dem alle sammen og finder min indre feminist frem lynhurtigt. Vi er alle enige om, at hvis det ikke var fordi, at vi havde betalt for 2 overnatninger, så var vi kørt ud af byen ved morgengry. Lad være med at tage til Las Vegas – det er kasinoer, prostituerede og turistlort.

Jeg savner mit dejlige Pasadena…..

USA 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

2010-07-21T06:54:00.001+01:00

Tirsdag den 20. Juli 2010 – Santa Monica & Venice Beach

Vi havde tilsyneladende brug for at sove længe i dag efter gårdagens anstrengelser, så den blev 9.45 før alle mand var oppe. Vi var lang tid om at komme ud af døren, fordi vi måtte bruge lidt tid på at finde de sidste hoteller til Las Vegas, Grand Canyon og Phoenix. Hotellet er Las Vegas er booket og på plads, men desværre viser det sig, at vi har været for sent ude med hotellet i Grand Canyon (det er juli og sommerferietid), så det krævede en ekstra indsats – endnu uden resultat. Vi spise brunch på vores ”sædvanlige” morgenmadsrestaurant her i Pasadena – Euro Pane – som har rigtig god mad. De er især gode til at lave en æggesalat på ristet brød med rucola salat og tomatpesto – rigtig god kombination. Friskpresset appelsinjuice af den rigtig gode kvalitet og så en god café latte, så er man klar til dagen.

Vi havde planlagt at tage til Venice Beach i dag, fordi flere havde sagt til os, at det var et ”must-see”. Da vi var i poolen i går aftes, talte vi med en amerikansk kvinde fra Wisconsin, som var i Pasadena for at besøge hendes datter, som var blevet udvalgt til at arbejde for NASA i 10 uger i sommerferien. De kunne fortælle, at man kunne leje cykler ved pieren i Santa Monica, hvorefter man kunne cykle på cykelstier på selve stranden til bl.a. Venice Beach. Det måtte prøves – dejligt at man kan komme lidt ud af bilen og røre sig.

Det tager kun 30 minutter at køre fra hotellet i Pasadena til pieren i Santa Monica. Vi finder hurtigt en butik, som lejer cykler ud – og ungerne klarer gevaldigt over, at de skal cykle med cykelhjelm, fordi loven kræver dette, hvis man er under 17 år. Pudsigt som Frikke konstaterer, da man kan køre bil i USA, før man er 16 år. Det er sjovt at cykle herovre. Det er tydeligt, at jo længere sydpå vi kommer i Californien, at de er vant til at cyklister men alligevel volder det lidt problemer i trafikken med henholdsvis gående, skatere og cyklister. Strandene er meget brede her i LA, bølgerne er voldsomme og der er aldrig nogen, som bader her. Men alligevel er strandene fyldt helt op med alverdens mærkelige mennesker – og naturligvis også de lidt mere almindelige såsom familier, som har etableret ikke mindre end et helt hjem på stranden, hvor der barbeques, høres musik og måske danses alt imens. En anderledes strandkultur end i DK. Vi undrer os stadig over, hvorfor ingen bader i vandet, men det må vi nå at finde ud af, inden at vi rejser hjem igen til Danmark.

Venice Beach viser sig at være en række turistboder, hvor der sælges alt muligt umuligt. Vi standser faktisk ikke engang for at kiggle nærmere på området. Til gengæld cykler vi videre hen til fra Santa Monica, Venice Beach til en strand lidt sydligere, som faktisk krydser op til Santa Monica Airport, så det var sjovt at se de store fly lette fra lufthavnen lige hen over stranden. Desværre lykkedes det mig ikke at få et billede af det, så det må I undvære.

Vi vendte cyklerne, da der var gået et par timer og cyklede tilbage af samme strækning. Da vi afleverede cyklerne, regnede vi ud, at vi havde cyklet cirka 30 kilometer.

Tilbageturen til hotellet kommer til at trække ud fordi vi åbenbart lige rammer ned i det tidspunkt, hvor alle skal hjem fra arbejdet. I hvert fald kommer hjemturen til at tage 2 timer i stedet for 30 minutter, så vi runder kun lige hotellet for at få en trøje med, da temperaturen pludselig er faldet og så afsted til en indisk restaurant. Et godt valg viser det sig at være – fantastisk god mad som bliver tilberedt i det åbne køkken i restauranten. Vi får bestilt alt for meget mad og går meget mætte hjem til hotellet – og som de eneste – uden en ”doggy bag”, da vi desværre hverken har køleskab eller mulighed for at opvarme maden igen – ærgerligt ærgerligt…

I morgen skal vi pakke værelset sammen, som vi har tilbragt 5 dage i – for at køre til Las Vegas. Det bliver en køretur på 215 miles, som nok kommer til at tage cirka 5 timer. Men hvad er 215 miles, når man har rundet de 2100 miles de sidste 2 uger.

Mandag 19. juli 2010 - Universal Film Studios Hollywood

2010-07-21T05:41:00.001+01:00

Mandag den 19. Juli 2010 – Universal Film Studios Hollywood

Uha, vækkeuret ringer kl. 07.30 – tidligt når man har ferie. Vi er alle lidt flade og hopper ikke ligefrem ud af sengen. Men alligevel lykkedes det os alle at være køreklar med lidt morgenmad i bilen på vej til Universal Film Studios kl.08.30. Vi har været så uorganiserede, at vi har glemt at skrive adressen ned, men frøken Garmina 2 hjælper os som sædvanlig. Vi søger blot på Universal Film Studios og hun finder vejen til os. Endnu en gang har hun været en god investering.

Kl. 9 har vi bilen parkeret og på vej hen til parken. Vi har betalt en del ekstra for at få et front line pas, hvilket betyder, at man får et skilt om halsen, som man viser til den medarbejder, som står ved hver attraktion, og så kommer man som sagt foran køen. Kristina har svært ved den konstruktion. Det føles ikke rigtigt, at alle de andre skal stå timevis i kø – og så går vi andre bare forbi dem. Men det kommer til at være en rigtig god investering, da køerne bliver meget lange som dagen går.

Vi starter med en Studio Tour, hvor man bliver kørt i busser igennem Universals filmstudier/scener/lydstudier, hvilket er en rigtig spændende tur. Det er fantastisk at se alle kulisserne og bagefter se klippene fra de film, hvor kulisserne er blevet brugt. Vi får lov til at prøve 3-D med bl.a. Jurassic Parc og King Kong – helt utrolig livagtigt. Eller da vi bliver kørt ind i et lydstudie med bussen, hvorefter dørene lukker og vi får lov til at opleve, hvad det lydstudie kan levere – med jordskælv, biler der kommer kørende ned i hovedet på os, eller et tog som kommer direkte imod os – fantastisk. Tricks om hvordan biler sprænger i luften, vandmasser som kommer mod os og jeg kan blive ved. Virkelig spændende at komme bag kulisserne – og vi kører i cirka 1 time igennem kulisserne til bl.a. Desperate Housewifes på Wisteria Lane, Psycho og jeg kan blive ved.

Men Universal er også en theme park, hvilket betyder, at der er masser af underholdning og attraktioner ligesom i Tivoli. Et vanvittigt stunt show med vandscootere, fald fra 10 m, ild og sågar en flyver eller 3-D oplevelser med Simpson eller Shrek, ja der er timer af underholdning. Og midt i det hele dukkede Marilyn Monroe op med 4 showpiger og sang bl.a. Diamonds are a girls best friend. Eller en introduktion til special effects i et meget underholdende og lærerigt show – og Frikke som blev fotograferet med en skuespiller fra CSI. Ja en rigtig god dag som Mathias sagde, da vi kørte hjem til hotellet efter at have tilbragt hele dagen i selskab med Universal.

Vi slutter dagen i fitness centret alle 4 – og de 3 andre tager også lige en tur i poolen. Sikke en dag – jeg tror, at vi alle sover godt i nat.

USA 18. juli 2010 - Jagten på stjernerne

2010-07-21T05:38:00.003+01:00

Søndag den 18. Juli 2010 – Jagten på stjernerne

Da vi jo har 2 teenagere (eller næsten) med i rejseselskabet, var det klart fra starten, at en del af tiden i LA skulle bruges på at jagte stjernerne – eller i hvert fald se de traditionelle turiststeder såsom Hollywood Walk of Fame med alle stjernerne i fortovet, køre forbi Hollywood skiltet og muligvis lige tage et billede eller to – eller køre igennem Rodeo Drive, hvor Julia Roberts shopper igennem i filmen ”Pretty Woman” – og se områderne Beverly Hills og Bel-Air og selvfølgelig Malibu Beach. Alt dette fik vi klaret i dag – uden at møde nogen stjerner what- so-ever. West Hollywood var som vi også havde hørt ikke noget særlig interessant område, så lige så snart vi havde set alle stjernerne i fortovet, kørte vi hurtigt videre. På vej ud til Malibu fandt vi et næsten usynligt hul mellem 2 huse/facader, hvor man kunne få adgang til stranden. Det var sjovt at få lov til at se husene med de smukke facader ned mod stranden – men heller ikke her mødte vi nogle stjerner. Men Frikke og Mathias hyggede sig med bølgerne og havmågerne.

Lidt mere spontant tog vi også Hollywoods Madame Tussauds voksmuseum med på dagens program, og det skulle vise sig at være en sjov oplevelse for os alle. Vi fik taget nogle vældig sjove billeder – og fik konstateret, at der faktisk er en del af de der hotte skuespillerinder, som er ganske lave. Der blev også lejlighed til at snakke lidt filmhistorie med ungerne, da alle de store forgangne skuespillere var repræsenteret i udstillingen.

Vi har besluttet os for at tage endnu en dag i Pasadena og har købt billetter til Universal Film Studios over nettet med et front line pas, som vi har fået anbefalet. Det er lidt af en udskrivning, når man er 4 personer, men forhåbentlig bliver det alle pengene værd. Det betyder, at vi skal prøve at gå lidt tidligere i seng, end hvad vi plejer – og stå tidligt op, da Universal åbner dørene kl. 9.

USA 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

2010-07-18T05:28:00.003+01:00

Lørdag den 17. Juli 2010 – Pasadena is hot

Karsten og børnene sover længe i dag, så jeg griber muligheden for at træne lidt. Mit knæ er blevet bedre, og efter lidt research på nettet kan jeg nok selv diagnosticere, at jeg har fået mig et runners knee – et løbeknæ. Noget rigtig møg men kuren er at træne musklerne i lårerne og omkring knæet – og fortsætte træningen står der er vigtigt. Så jeg tager crosstræneren i fitness centret og får trænet knæ/lår samt overkrop på alle maskinerne. Dejligt at starte dagen sådan – det er ren luksus. Mathias er ved at være træt af at rejse – vågnede kl. 3 i nat og spurgte, om vi ikke kunne tage hjem til Danmark igen. Han havde haft mareridt. Han havde set nyhederne, hvor en 17-årig pige var blevet kidnappet og hele hendes familie var på med billeder af hende grædende selvfølgelig. Mathias havde drømt, at han var blevet kidnappet. Vi fik ham trøstet og overbevist om, at så længe at vi alle 4 holder øje med hinanden, så sker der os ikke noget.

Da vi alle er klar til morgenmad, går vi 2 blocks, som det hedder, dvs. 2 gader og ned til Colorado Boulevard og spiser morgenmad på Euro Pane, som skulle være en fantastisk bager. Amerikanerne spiser jo ikke noget, der ligner en sund og fornuftig morgenmad – sorry men det gør de ikke – men her kan man få lækre breakfast sandwiches, græsk yoghurt med det skønneste hjemmelavede müsli, salater og rigtig god kaffe. En ikke så fantastisk service men rigtig god mad og lækker indretning.

Hjemme på hotellet igen slås vi med alle de mange andre hotelgæster om lidt plads i poolen og udenfor poolen. Det er rigtig varmt i dag – 35 grader – og Mathias får lejlighed til at træne lidt mellem de mange svømmeture sammen med Karsten. Frikke prøver også fitness centret af, men jeg godt væbnet med faktor 50 tager et mindre solbad. Solen bider virkelig, så man skal passe godt på.

Det er også blevet tid til at vaske tøj igen. Da jeg spørger conciergen om et vaskeri, spørger han mig, om ikke jeg hellere vil lade dem om at vaske vores tøj. Nej tak svarer jeg pænt – det klarer vi selv. Når man skal betale kr. 18 til 60 pr. stykke tøj, så er det en bekostelig affære at vaske tøj til en hel familie. Nå, men skal de så ikke i det mindste køre os derhen – det er tydeligvis helt normalt, at folk ikke går her. Men eftersom det kun ligger 500-600 m væk fra hotellet, kan vi naturligvis godt selv gå. Mærkelige mennesker vi danskere er – tror jeg at de tænker.

Vaskeriet er pænt. Det er primært mexicanere, som vasker deres tøj her – de andre har sikkert selv adgang til det hjemme. Vekselmaskinen driller lidt, men vi får vasket og tørret tøj og hjemme på hotellet igen, beslutter vi os for tidlig aftensmad, da vi har sprunget frokosten over.

Det bliver til pizza i dag – ungerne har spurgt, om ikke vi kan spise i det lille område, som støder op til vores hotel – et smukt område med cypresser, bourgainville blomster, springvand, store sandsten og et smukt rådhus i baggrunden med kuppel og lys på. Maden er fin, og herfra tager vi en lille gåtur for at finde et apotek. Af uransagelige årsager er det på denne rejse ikke Mathias men Kristina, som skranter – nu med ørepine. Det er godt nok mange år siden, at jeg har prøvet det. Jeg tror, at det skyldes al den air-conditioning. Men forgæves, og vi vender tilbage til hotellet for at arrangere de næste par dage i LA og en aftensvømmetur.

USA 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

2010-07-18T05:13:00.003+01:00

Fredag den 16. Juli 2010 – fra Solvang til Pasadena / Los Angeles

Efter morgenmaden på hotellet tog vi en tur igennem Solvang for at konstatere, at det ikke ligner Danmark men snarere er en lidt falsk turistattraktion. Men vi finder nogle rigtige lakridser, hvilket hele familien sætter stor pris på. Derfra kørte vi mod Santa Barbara, en by som både er smuk og er fuld af penge. Vi kører igennem snoede veje med mure og høje porte, som skærmer af mod fremmede og lige så snoede indkørsler, så man ikke kan se de kolossale huse, som ligger på hver grund. Byen ligger på den anden side af highway 101, hvilket driller os lidt, men da vi kommer frem til downtown, finder vi en god parkeringsplads og spenderer et par timer med at gå rundt i byens centrum.

Hovedgaden er bred med butikker på begge sider – eller som amerikanerne kalder sådan en by – en compact by. Som oftest er deres byer spredt ud over et større areal og har ikke et sådant centrum, som man f.eks. oplever i København. Men Santa Barbara har – og den er hyggelig. Vi støder på et nyt koncept – frozen yoghurt, som vi allerede kender, men nu i mere end 15 forskellige smagsvarianter – og med frit valg med toppings, dvs. alt i friskskåret frugt, kager, M&Ms o.l. Måske skulle man følge op på den idé i Danmark…. Noget bedre koncept end de jordbærsukrede popcorn, som Karsten og børnene købte forleden – men det skal jo prøves.

Vi sætter Frøken Garmina 2 til Westin hotellet i Pasadena. Vi har via en dansk hjemmeside, et rejsebureau som har specialiseret sig i USA-rejser, fundet frem til at Pasadena er et godt sted at bo, hvis man skal være relativt tæt på attraktionerne i LA uden at bo derinde. LA har en by med mange byer og har ikke mindre end 13 millioner indbyggere, så her kan man tale om storby. På vej til Pasadena har vi et toiletbesøg at gøre, hvilket kommer til at blive i Premium Outlet Carmillo, hvilket for Frederikke betød, at UGG vinterstøvlerne er købt (hun har sit eget tøjbudget nu at forvalte, så derfor bliver der foretaget nogle meget fornuftige økonomiske overvejelser), og da hun finder ud af, at hun kan spare kr. 200,- ved at købe dem nu i USA, så bliver beslutningen taget.

Da vi ankommer til Westin i Pasadena er alle glade over at se hotellet og dets faciliteter – både pool og fitness center. Vi kender Westin-kæden fra vores sidste besøg i San Francisco, hvor vi var top begejstrede for hotellet. Hotellet her i Pasadena er måske lidt mere træt end dens søster i SF, men pyt nu med det – vi beslutter at tildele os selv en fridag i morgen ved poolen, da vi hører, at vejret bliver omkring 35 grader.

USA 15.7. 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

2010-07-16T07:37:00.002+01:00

Torsdag den 15. Juli 2010 – fra Santa Cruz til Solvang

Vi har alle sovet godt, da vi vågner her til morgen – med rigtige dyner og akkompagneret af bølgeskvulp fra stranden – med en enkelt undtagelse. Jeg vågnede kl. 04.05 ved lyden af søløverne, som brølede – men heldigvis faldt jeg i søvn igen. Vejret er fint, solen skinner fra en fin blå himmel så Kristina beslutter sig for at liste sig ud på en løbetur langs stranden. Der er masser af andre løbere og surferne er godt i gang med at prøve kræfter med bølgerne, så man kan ikke føle sig alene her. Der ligger de fineste træhuse langs vandet. Et par af dem er til salg og af nysgerrighed tager jeg på løbeturen en salgsopstilling med fra et af de smukke huse, som er på markedet. Men man skal have mange penge på kistebunden, hvis man skal blive husejer her – 3 mio. US $, så det er vel tæt på 18 mio. kr. Jeg har ikke været ude og løbe siden, at vi boede på basen i Whidbey, hvor mit højre knæ desværre begyndte at drille lidt. Af samme grund har jeg valgt fitness centret, hvis det var en option. Jeg får løbet 6 km og så gør mit knæ utrolig ondt, så ondt at jeg bliver nødt til at gå de sidste par kilometer hjem til hotellet. Det skal senere hen vise sig at blive værre.

Hjemme på hotellet er de andre så småt vågnet, og Frederikke er i fuld gang med at uploade nye spil til hendes nye Ipod Touch. Mathias får lov til at prøve ”dyret”, så de er begge meget optagede af de mange muligheder. Vi pakker ned igen, checker ud og kører direkte hen til en hyggelig og god morgenmadsrestaurant og så sætter vi ellers GPS´en til at køre mod Solvang.

For at undgå den lidt mere stressede eftermiddag med at lede efter hotelværelse har Karsten og jeg booket et værelse i Solvang til i aften. Derfra tager vi videre mod Los Angeles, men da vi er blevet frarådet at bo i L.A. har vi fundet et godt og betaleligt hotel i Pasadena, som ligger cirka 25-30 km fra L.A. Det er jo trods alt kort afstand herovre.

Undervejs tager vi en afstikker på highway 1 til Carmel, som er en mindre Disney-agtig by, hvor bl.a. Clint Eastwood har været borgmester. Alt er meget friseret og pænt – med 2 gennemgående gader og cirka 5 tværgående. Vi kigger nærmere på en butik, som kun sælger cowboystøvler og tøj. De dyreste, som vi kan finde, koster kr. 36.000,- , men så er de også lavet af alligatorskind, hvilket desværre er ulovligt at indføre i Danmark, så de må blive tilbage på hylden i butikken. Stranden er smuk og vandet er indbydende og blåt, men det er alt for koldt at bade – og truslen om hajangreb gør, at vi danskere ikke finder det så attraktivt. Vi holder os til swimmingpoolen. I Carmel handler vi lidt vand og søde/salte sager ind til køreturen i Nielsen Grocery, som ifølge ”kassedamen” er startet af 2 danske brødre, som dog ikke lever længere. Men det gør deres barnebarn. Overalt dukker der danske navne op, hvilket børnene synes er sjovt.

Egentlig var det ikke planen, at vi skulle til Solvang, men det bliver en pæn køretur og et fornuftigt afbræk på køreturen fra Santa Cruz til L.A. området. Da vi sætter Garmina 2 til at køre mod Hadsten House, som vores hotel hedder, siger den 187 miles lige ud af highway 101. Puha man kan godt blive lidt træt af de lange afstande. På hver side af highwayen ligger den ene kilometerlange mark med enten jordbær, broccoli eller salat, som indvandrere plukker/pakker ude på markerne. Tilsyneladende bliver ”plukkerne” kørt ud i markerne i busser, hvor der også er allokeret mobile toiletter.

Kl. 18 rammer vi Solvang. Hotellet er rigtig fint og efter at have slæbt kufferterne ind på værelset, tager vi bilen (da Kristina på dette tidspunkt knap kan støtte på sit højre knæ) ind mod resten af Solvang. Børnene bliver fuldstændig nostalgiske og insisterer på, at vi finder noget dansk aftensmad. Der kan man bare se – af sådan 2 kosmopolitiske børn – pludselig bliver meget patriotiske og får lidt hjemve. Kroen, som vi vælger at spise på, fortæller, at de i hvert fald har et bord hver dag med rigtig danske gæster, men her til aften bliver vi hele 3 selskaber, som kommer fra DK på den ene eller anden måde. Sjovt er det, at der dukker et selskab op på 6 mennesker, hvoraf faren tydeligvis er dansk, mens moderen taler spansk. Deres børn, som er nogle kønne mix af dansk/spansk taler så også dansk, så vi smiler alle, da drengen på cirka 12 år siger – ”Uhm her lugter dansk”. Det havde vi ikke lige set komme.

Tilbage på hotellet er ungerne i poolen med Karsten, mens jeg skriver blog og checker nettet for nyheder. Mit knæ driller rigtig meget nu – og jeg overvejer at opsøge en læge. Jeg har svært ved at støtte på mit højre ben nu, og det driller gevaldigt, når jeg skal ud og ind af bilen. Træls tidspunkt da vi jo de næste 3-4 dage skal til L.A. og se Hollywood Boulevard og Paramount Pictures, begge aktiviteter som involverer en del gåen omkring.

14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

2010-07-15T07:05:00.001+01:00

Onsdag den 14. Juli 2010 – San Francisco til Santa Cruz

Morgenmaden bliver bragt til hotelværelset kl. 08.10 – umiddelbart lød det godt, men lidt skuffet blev vi, da vi så, at morgenmaden bestod af noget afkølet skiveskåret frugt, en lille kalorie- og sukkerfyldig yoghurt, et glas juice og så en kæmpe muffin. Jo morgenmaden er fantastisk sund og nærende i USA – selv børnene er ikke så glade for det sukker-boost, man starter dagen med. Karsten og børnene tager en tur i poolen og får bl.a. spillet vandbaskett. Kl. 10.30 kører vi mod Golden Gate Bridge – denne gang for at krydse den. Inden vi gør det, tager vi dog op på et udsigtspunkt lige før broen, hvor vi får et godt udsyn over San Francisco og broen. Det koster 6 dollar at køre over broen i toll.

Vi beslutter os for at køre igennem San Francisco, selv om at vi har været her for 3 år siden. Byen er stadig charmerende og indtagende på sin egen måde – de smukke træhuse imponerer os igen – nok mest de voksne. Vejene er stadig imponerende i deres stigninger, så da vi kører indad mod centrum, spørger både chaufføren og Mathias mig om, jeg er klar over, hvad jeg har kastet os ud i. Karsten konstaterer tørt, at han er glad for, at vi kører i en bil med automatgear. Det ser og føles faretruende, når vi hænger med bagenden af bilen, når vi skal stoppe ved hver krydsende gade og dens trafik.

Vi kører desværre galt – uagtet vores papirkort og vores Garmina 2. Vi kigger ud af vinduerne og konstaterer, at vi nok er kommet ud i nogle mindre pæne områder. Vi kører omkring, justerer destinationen i Garminaen og så pludselig finder vi ud af, at vi kører lige ved vores ”gamle” hotel. Stor er gensynsglæden – fordi det betyder, at både vores morgenmadsrestaurant og vores aftensmadsrestaurant ligger lige rundt om hjørnet. Vi tager en hurtig beslutning og finder et parkeringshus, hvor vi kan stille bilen et par timer. Det er et særligt parkeringshus, hvor man afleverer sin bil plus nøglerne, hvorefter de ansatte kører den ind i en meget smal elevator og kører bilen ned på kælderniveau for at parkere den. Vi kigger lidt på hinanden og beslutter – uagtet det urimeligt høje beløb for parkering – samt det faktum, at alle vores ejendele ligger i bilen – at aflevere nøgle og bil til parkeringsvagten.

Vi kender alle vejen – vi går forbi vores morgenmadsrestaurant og går målrettet mod vores tidligere aftensmadsrestaurant Taverna. Den ligger der stadig – og med samme ejer som for 3 år siden. Kristina glæder sig særlig over gensynet – eller måske rettere gensmagen – med de helt særlige pomfritter med parmesan ost og krydderier. Der er fyldt med forretningsfolk, som spiser frokost – og vi sidder bare og nyder, at vi har ferie – og har genfundet vores gode restaurant.

Jeg bliver nødt til at afsløre, at pomfritterne ikke var ligesom sidst – de havde uheldigvis ændret dem – både i tykkelse og smag. En fejl hvis du spørger mig – som jeg sagde til tjeneren, så har jeg drømt om den lige siden.

Mætte og glade haster vi ned til vores indkøbscenter Westfeld. Det ligger der sørme stadig – og Lucky Brands butikken er der også stadig og er stadig lige fristende. Kristina finder et par cowboybukser, som skal med hjem til DK – og Frikke får genkøbt det kabel, som hun har forlist i Seattle, så vi kan få indkøbt de spil til Ipod Touchen, som hun har købt for adskillige dage siden.

Parkeringsafgiften er den nette sum af kr. 180 for 2,5 timers parkering – så slut med at brokke sig over de 25,- i timen i København.

Ud af byen går lidt nemmere og hurtigt er vi på highway 101 south igen. Vi beslutter at køre mod Santa Cruz, som vi har hørt godt om fra andre USA-rejsende. Vi kører én god time og Santa Cruz dukker op. Vi kører igennem byen men har svært ved at genkende det positive, som andre har beskrevet. Vi opgiver næsten og kører videre, da vi ved en tilfældighed bliver ledt om på den anden side af byen, hvor et meget charmerende område dukker op. Vi forelsker os i et smukt gammelt viktoriansk hus, som er konverteret til en inn. Desværre har de kun et værelse tilbage, hvor der kun er en dobbeltseng, så vi må lede videre efter overnatning. Vi tager videre hen til et stort smukt gammelt hus (fra cirka 1811 hvilket jo er gammelt her i USA), som har et bed & breakfast. Vi skal have 2 værelser for at huse alle 4, hvilket bliver lidt over budgettet. Så vi må sige pænt nej tak. Ved stranden ligger der et smart hotel, som vi kigger nærmere på. Efter en lille stiktur til et andet hotel vender vi tilbage til Dream Inn og checker ind – dyrt men meget dejligt. Lige ud til vandet og stranden så jeg kan høre bølgerne skylle ind, når jeg sidder her og skriver på bloggen. Hyggeligt – en pooltur og så ud på pieren, hvor der ude for enden ligger 2 søløver og brøler om kap. Det lykkedes os ikke at få et billede af dem, så det må I have tilgode. Stranden er fuld af håbefulde surfere, som ifølge guidebogen alle kan forvente lidt af hvert hvad angår hajer. Et gammelt fyrtårn er museum for surfing, som vi kigger nærmere på i morgen – og måske en løbetur langs vandet til Kristina, mens de andre snigsover med rigtige dyner …..

USA 13/7 San Francisco here we come…

2010-07-14T06:44:00.002+01:00

Tirsdag den 13. Juli 2010 – San Francisco here we come…

Overnatning i Fort Bragg er forløbet fint. Morgenmaden, som er inklusiv i værelsesprisen, viser sig at være lidt af en sukker-booster – her får man kager og jeg mener virkelig sukker bomber til morgenmad. Man henter selv sin morgenmad på en lille bakke oppe i receptionen. Karsten vælger også at supplere med lidt frugt, som også er tilgængeligt. Det er ikke så underligt, at amerikanerne er tykke.

Vi checker ud, pakker bilen og kører til Starbucks men inden finder vi lige et vaskeri, så vi kan få rent tøj. Tilbage på vaskeriet for at smide tøjet i tørretumbleren og ind i cafeen ved siden af, hvor Maria serverer økologisk morgenmad. Dejlig mad – men skulle man vælge spisesteder efter indretning, så ville man formodentlig går glip af nogle gode steder at spise. Amerikanerne bruger ikke tid på indretning.

Specielt Mathias er lidt bekymret over at se alle de hjemløse mennesker på gaderne. De ser nu heller ikke så indbydende ud - lidt for solbrændte og nussede. De er overalt i gaderne – selv uden for Starbucks sidder der 3 hjemløse. Det gør ligesom noget ved stemningen må man sige.

Vi har besluttet at køre videre mod San Francisco på highway 101, dvs. at skippe den smukke tur på highway 1. Den tager for lang tid og ifølge oplysningerne på nettet, er der mange hårnålesving, meget lidt plads og meget trafik i juli måned. Vi beslutter, at vi har oplevet Stillehavet og den meget smukke natur og prioriterer hurtigheden på highway 101 – om end lidt ærgerligt at måtte vælge den løsning.

Men før vi kører afsted, vælger vi at køre til en mindre by Mendocino, som ligger lige ved Fort Bragg. Et rigtig godt valg må man sige – jeg er helt vild med byen og tror, at jeg driver familien lidt til vanvid, når jeg for 120. gang siger, at det er en dejlig by. Der er vist lidt hippie inderst inde i mig alligevel. En skøn kunstnerby perfekt placeret ud til Stillehavet og med de smukkeste gamle New England huse fra 1860´erne. Dejlig stemning og ud over nogle meget imødekommende indbyggere, så er der også nogle fantastiske haver. Karsten falder i snak med en pensioneret forsker, som viser sig at være hyggelig at snakke med. Vi får talt lidt om Europa kontra USA ,og da vi kører ud af byen, står han stadig ved sin bil (gad vide hvad han ventede på) og vinker til os.

Vi kører igennem oceaner af vinmarker de sidste 50-60 kilometer før San Francisco. Naturen bliver ved med at fascinere os. Klokken bliver 17, før vi rammer SF, og trafikken er tung ind mod Golden Gate Bridge. Vi vælger at køre fra til Sausalito, som viser sig at være et rigtig hyggeligt sted. Vi beslutter at blive i byen og tage en overnatning, men da vi går rundt til alle hotellerne i centrum, så får vi at vide, at der er ”fully booked for the night”. Heldigvis er receptionisten på et af hotellerne rigtig venlig og ringer rundt til de andre hoteller for at finde et værelse til os. Vi ender med at få et værelse 10 minutters kørsel ude for byen. Ungerne synes, at det er fantastisk, fordi der er en pool.

Vi spiser aftensmad på en restaurant inde i byen, før vi kører ud til vores hotel. Rigtig dejlig mad. Vi får lige taget et par billeder af San Francisco badet i aftensolen og så afsted. Karsten og ungerne spiller bordtennis og checker poolen ud, mens jeg skriver blog på hotelværelset.

USA Mandag den 12. Juli 2010 – fra Florence til Fort Bragg – eller fra Oregon til California

2010-07-13T05:37:00.002+01:00

Vi havde besluttet os til at køre tidligt her til morgen – så op kl. 7, i bad, spise morgenmad og lige pakke bilen og afsted på highway 101 videre sydpå. Vi var på vejen kl. 9 og var ved godt mod. Det går forbløffende godt med børnene at køre så langt, og ifølge deres eget udsagn så synes de ikke, at det er så slemt, som de havde forventet.

Vi køber frugt og gulerødder og ekstra vand i et supermarked i en mindre by ved frokosttid. Man bliver ikke så sulten, når man bare sidder i en bil. Der ryger også lidt Hershey chokolade indenbords – men hvor er det dog sødt. Det er vist sidste gang, at vi køber det. Vi planlægger alligevel at finde lidt spiseligt i Eureka – en større by med cirka 25.000 indbyggere men bliver lidt mismodige ved synet af alle de narkomaner eller andre subsistensløse personer, vi ser i gaderne, så vi tager blot et billede af et meget smukt viktoriansk hus i den gamle by og kører videre.

Videre på highway 101 og lige efter frokosttid rammer vi Californien. Straks herefter kører vi ind i Redwood Oak State Park, en state park som vi kommer til at køre igennem det meste af resten af dagen. Kæmpe kæmpe redwood oak træer – cirka 20-30 meter høje. Mange af dem er mere end 1000 år gamle. Fantastisk smukke – og flere af træerne er vokset sammen fra hver side, hvilket betyder, at man nærmest kører igennem store huler. Naturen er imponerende. Vi minder børnene om flere gange på turen om at kigge ud – frem for at spille Nintendo eller hvad de ellers finder på at få tiden til at gå.

Vi spiser tidlig aftensmad i Garberville – en lille by med 2000 indbyggere, som ifølge guide bogen tidligere har deres største indkomst på produktion af marihuana. Da vi smalltalker med servitricen i caféen nævner vi det, hvorpå hun svarer, at det fortsat er byens vigtigste indtægtskilde på trods af, at det tydeligvis er ulovligt. Samme servitrice som i øvrigt kunne fortælle, at hun skal som udvekslingsstudent til København (det viste sig at være Taastrup, som hun sagde, hun ikke kunne udtale men stave til) om 1 måned. Sjovt sammentræf…

Maden er fin – og det er dejligt at spise andet end fastfood på en kæde restaurant, som ellers fuldstændig dominerer markedet. Da vi fik vores mad serveret, rejste en herre sig fra bordet bagved os, som fulgtes med sin teenage datter. Han begyndte at tale dansk til os – og spurgte hvor vi kom fra. Uha så er det man pludselig repeterer meget hurtigt i sit eget hovedet, om man har talt ufordelagtigt om nogen. Han havde boet i Seattle de sidste 18 år og arbejdede med software. Vi talte lidt om USA og alle de hjemløse/narkomaner, som vi synes er overalt, hvortil han svarer, at det ligger han slet ikke mærke til. Jeg ved ikke rigtig, om det er godt eller skidt.

Det skulle vise sig at være en skidt beslutning af køre videre af highway 1, som deler sig med highway 101. Vi har fået anbefalet af mange at køre denne vej pga. den smukke natur, men vejene er ganske smalle og meget snørklede og det tager ekstra lang tid at komme frem. Valget betyder også, at vi ikke længere har under 200 miles til San Francisco – men at skiltet pludselig skriver 230 miles, fordi vi er kørt lidt sydvest på. Så naivt at vi troede at vi ville nå San Francisco i dag – det bliver først i morgen. Så det kom alligevel til at tage 3 dage.

Vi har kørt cirka 400 miles i dag – du skal gange med 1.6 for at få kilometertallet.

Vi rammer byen Fort Bragg kl.21 og har dermed kørt i 12 timer i dag. Måske lige i overkanten synes chaufføren….

USA 11/7 Seattle til Florence

2010-07-12T06:17:00.003+01:00

Søndag den 11. Juli 2010

Jeg har lovet Mathias en tur i fitness centret på hotellet, så vi står op kl. 8 for at træne. Desværre er der fuldt optaget om morgenen, så Mathias bliver nødt til at springe træningen over, da man faktisk skal være 18 år for at benytte faciliteterne. Jeg når 1 time i træningscentret, hvilket er dejligt. Desværre tyder det på, at jeg har fået mig en skade i mit højre knæ, så ingen løbetræning men også dejligt at tage 7,5 km på cross træneren med udsigt til Mount Rainier og hele Seattle by fra 35. etage.

Vi finder en hyggelig morgenmadsbiks rundt om hjørnet og får nogle gode breakfast sandwiches. Tilbage til hotellet for at checke ud og kl. 11 kører vi ud på highway 5 sydpå. Heldigvis har vi jo fået selskab af frøken Garmina 2, så det bliver lidt nemmere at finde rundt. Vi finder hurtigt efter Aberdeen ud på highway 101, som går langs vestkysten ned til Californien.

Vi må nok indrømme, at vi har været lidt naive angående kørslen. Det tager længere tid at komme frem, end vi umiddelbart havde regnet med, da terrænet er meget bjergrigt – men fantastisk smukt. Vi kører igennem ganske små byer med 350 indbyggere til lidt større byer, smukke skove med 20 meter høje træer, klipper og Stillehavet på vores højre side. Et smukt sceneri som vi bliver nødt til at stoppe op og kigge nærmere på adskillige gange på udsigtspunkterne. Ida hvis du synes, at Deception Pas er smukt, så skulle du køre denne tur på highway 101 i Washington og Oregon state.

Vi tanker op med frugt undervejs og springer frokosten over – Starbucks serverer kaffen og Karsten falder i snak (det gør han jo tit) med en anden mand, som står og venter på sin the. Han spørger os, hvor vi kommer fra, og da vi fortæller, at vi kommer fra Danmark fortæller han, at han rejst igennem København på vej til Rom. Aftensmaden bliver serveret på Burger King (vores første besøg på en fastfood restaurant) og natten bliver spenderet i Florence cirka 600 km syd for Seattle, som var vores udgangspunkt.

I morgen tager vi endnu et solidt hug af vestkysten og håber på at se de 1000 år gamle Redwood oaks – og måske når vi helt til San Francisco – hvem ved…

Godnat til jer alle – og til lykke med fødselsdagen Carina J

USA 10/7 Seattle

2010-07-11T06:17:00.002+01:00

Lørdag den 10. Juli 2010

Af en eller anden mærkværdig grund synes børnene, at det var tid til at sove længe i dag – lørdag i Seattle – man kan da ikke ligge og sove. Karsten og jeg vågnede kl. 7 og var klar til at udforske byen – og få noget morgenmad. Klokken bliver 10 før at vi kom afsted fra hotellet men det skulle vise at være vanskeligt at finde en morgenmadsrestaurant. Vi havde ellers glædet os til at spise pancakes og alt det andet usunde. Efter lidt tid fandt vi dog en restaurant Etta´s som serverede morgenmad med intet mindre end drinks til – dem sprang vi dog over og fik lidt kaffe og the.

Vi har intet på programmet, da vi har set de vigtigste ting i byen allerede i går, så desværre Karsten byder lørdagen mest på shopping i Macy´s, Nordstroms, Levis, Urban Outfitters til Frederikke men til sidst bliver det alligevel for meget for Karsten, så vi går mod vandet og havnen. Det virker altid positivt på den unge mand. Havneområdet er dog ikke andet end fastfood restauranter nu bare med seafood, turistbutikker og mærkelige mennesker og selvfølgelig turister. Karsten og børnene tager i akvariet og ser bl.a. kæmpestore oddere, mens Kristina sidder på en bænk og studerer mennesker. Jeg er stadig chokeret over den amerikanske befolknings mangel på sundhed og deres konstante overvægt. Jeg har vist holdt mange foredrag for børnene i dag om kost og sundhed – og gode vaner så som at cykle. Men det må da være en bombe under det amerikanske sundhedssystem – al den overvægt.

Vi spenderer også lidt tid i en kæmpe boghandel for at købe roadmaps over resten af turen og selvfølgelig et par guide bøger om Californien. Planen er at vi checker ud i morgen og tager et forholdsvis langt stræk, så vi kommer tættere på San Francisco. Vi har regnet på, at vi cirka skal køre 2600 kilometer de næste 2 uger, så vi bliver nok rigtig trætte af at køre.

Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg har glemt Frikkes fladjern hjemme i vores fryser – af alle steder. I tænker nok hvorfor i fryseren, men vi skulle pakke det ned til turen og Frikke synes bestemt, at det sidste hun skulle gøre var at glatte hår. Så er gode råd dyre – derfor fryseren. Problemet var bare, at jeg først kom i tanke om det, da vi sad i Seattle. Ups …. Jeg skyndte mig at sende en sms til Alice for at få hende til at tage det ud af fryseren. Så langt så godt – men der går ikke mange sekunder hver dag, før at Frikke brokker sig over, at hun ikke kan vise sig offentligt uden et glattet hår.

Værre er at jeg også har glemt noget af min astma medicin. Jeg har prøvet at omdosere det, som jeg har med til rejsen og håber, at jeg klarer det.

Det gode er, at Frikke har fået købt sig den meget omtalte Ipod touch, som alle i hendes klasse helt sikkert har – så nu er hun også den lykkelige ejer af en sådan. Måske lige indtil at hun smider den på gulvet, hvor hendes telefon ender sådan cirka hver dag. Det håber vi ikke….

Dagen blev rundet af med en tur i poolen på 35. Etage, lidt fjernsyn og masser af reklamer og selvfølgelig blog skrivning.

Sov godt…..

USA 9/7 Seattle

2010-07-10T06:50:00.004+01:00

Fredag den 9. Juli 2010

Sidste morgen på lodgen – udsigten er nu fantastisk. Der er en helt speciel atmosfære på basen, som er lidt spændende at snuse til. Som Ida siger ”der er fordele og ulemper ved at bo og arbejde på denne måde – nogle gange er det som at være del af en dysfunktionel familie”. Det kan jeg godt sætte mig ind i.

Kl.10.10 tager vi afsted med vores nu 2 kufferter og vores ekstrataske er taget i brug. Det er nu lidt vemodigt at skulle afsted. Vi kører forbi Thorberry Drive for sidste gang. Greg er taget på arbejde, Frances sover og drengene er i sommerskole. Vi får lige sagt ordentligt farvel og der falder et par tårer. Hvem ved hvornår vi ses igen…..

Vi får benzin på – også det er en ny udfordring men efter at have fået tanken fyldt, kører vi mod Seattle med vores nye familiemedlem Frøken Garmina 2. Dejligt nyt familiemedlem må jeg sige og ganske nyttig. Mens vi kører mod Seattle snakker vi om, at amerikanerne kører i nogle utrolig store biler. Forskellene er til at få øje på må man sige.

Vi rammer Seattle kl. 13.30 og finder lynhurtig en parkeringskælder, hvor vi smider Kiaen. Overfor ligger der et Sheraton hotel som vi målrettet går efter. Vi venter spændt på, at receptionisten går ind bagved og spørger, om de har et værelse til os. De uransagelige grunde er en konference i byen, hvilket betyder, at alt er udsolgt. Men receptionisten er kreativ, og det ender med, at vi får 2 overnatninger på 31. Etage – godt nok en del af en suite, dvs. der er en sovesofa til ungerne og 2 ”rollerbeds” til de voksne men vi klager ikke. Frikke mener, at vi bare kan sove i bilen i parkeringskælderen, men Karsten og jeg trækker ligesom vejret lidt lettere efter, at vi har fået vores kufferter parkeret hos the bell boy i lobbyen og bevæger os ud i byen til nye eventyr.

Vi går direkte mod The Pike Market, hvor den berømte fiskeforretning ligger, som har dannet grundlag for en management teori omkring samarbejde. Det er sjovt at se det i virkeligheden og fiskene bliver smidt rundt akkompagneret af en fælles råben om, hvad der nu skal ske. Udsagn som ”two crabs coming up” gentages af alle de ansatte i kor – eller ”see what we have got … money” når kunderne betaler. Frikke og Mathias kan ikke helt se, hvorfor det er så sjovt at overvære seancen, men vi voksne synes, at det er sjovt at se in real life. Markedet er travlt og der er tusindvis af mennesker overalt. Vi er frokostsultne og spiser grilled cheese sandwiches i Beecher´s Handmade Cheese shop, som producerer egne oste, som man kan overvære gennem nogle glasruder til produktionsrummet.

Videre igennem byen til fods ned til The Needle, hvor vi heldigvis får overbevist Mathias om, at han skal med op. The Needle er Seattles varetegn og blev bygget i 1962 til en verdensudstilling. Elevatorturen tager 82 sekunder, så er vi i toppen. Udsigten er fantastisk og vi overværer både en helikopter, der tager afsted fra et tag lige i nærheden og adskillige vandflyvere, som både lander og tager afsted fra bugten.

Nede på jorden igen kigger vi på museet ved siden af – Experience Music Project & Science Fiction Museum. Frikke og Karsten tager en tur ind på museet, mens Mathias og jeg får en café latte og noget vand – og får sendt en sms til Ida for at hun ikke skal bekymre sig om hverken hotelværelse eller flere ulykker på vejene/parkeringspladserne.

Tilbage på hotellet får vi vores værelse og bliver genforenet med vores kufferter. Vi afprøver swimmingpoolen på 35. Etage og fitness centret, hvor Kristina desværre erfarer, at også på løbebåndet gør hendes højre knæ ondt. Øv øv – håber det er noget midlertidigt. Det er nu særligt at stå på 35. Etage og træne med udsigt til Mount Rainier, som vist er den mest aktive vulkan her på vestkysten.

Installeret på værelset som skal være vores hjem de næste 2 dage og efter noget tiltrængt motion, crasher vi på sofaen og Karsten henter heldigvis take-away mad til den trætte familie.

USA 8/7 Whidbey Island

2010-07-10T06:48:00.004+01:00

Torsdag den 8. Juli 2010

Shopping shopping shopping – turen gik til Premium Outlet ved Seattle. Karsten fik fornøjelsen af alle pigerne og Mathias. Ungerne fik gjort nogle rigtig gode køb, så nu er sommergarderoben vist helt intakt.

Hjemme på basen fik Karsten og jeg købt en ny GPS. Det kunne bedre betale sig end at bøvle med en upload af et nyt kort til vores gamle frøken Garmina.

Om aftenen var vi alle ude og spise i Coupeville en mindre by cirka 20 minutters kørsel nord for Oak Harbour. Hyggelig restaurant og rigtig god mad – en lille gåtur rundt i byen og ud på molen, hvor drengene kunne få løbet lidt rundt.

Tilbage på Thorberry Drive var nabo pigerne rigtig glade for synet af Mathias, Jackson og Benjamin. Karsten og jeg prøvede at finde overnatningsmuligheder i henholdsvis Seattle og Vancouver, men tilsyneladende var Susanna stadig på business, så vi besluttede at gemme Vancouver til en anden gang. Men af uransagelige grunde var alle hotelværelser udsolgt hele weekenden i Seattle, så gode råd var dyre. Ah ikke så rart – men som Ida siger ”you guys are pro travellers”, så vi besluttede at køre til Seattle og prøve at finde et hotelværelse. Både Karsten og jeg sov vist lidt mindre roligt denne nat.

USA 7/7 Whidbey Island

2010-07-10T06:47:00.003+01:00

Onsdag den 7. Juli 2010

Efter en hyggelig morgenmad i vores værelse på The Navy Lodge med udsigt til markerne og bugten med lystbådehavnen lige nedenfor, tog vi ned til familien på Thorberry Drive. Ida havde arrangeret, at vi skulle en tur til Langley – en lille hyggelig by ved kystlinien. Men før det fik vi lige en hurtig rundtur på basen med Greg. Karsten og Greg fandt hurtig hinanden og munden stod ikke stille på de 2 herrer - og gæt hvad emnet var…. Det er sjovt at se, hvordan militæret virkelig passer på deres ansatte. På basen er der jo alt, hvad man har brug for for at få sit liv til at fungere – biograf, supermarkedet, fitness center, restauranter, boliger m.m. I alle forretningerne har man ret til at købe ind uden moms, når man er ansat i militæret.

Langley viser sig fra sin bedste side. Vejret er fantastisk og faktisk så griner vi lidt af, hvor hysterisk metereologen er på nyhederne om morgenen, når han siger, at man i dag skal have solbriller på. Det viser sig, at vi er super heldige med vejret. Seattle og området her er kendt for deres regnfulde vejr og så ”the grey” som Ida siger. Ja faktisk så får alle børn ekstra vitamin D pga. manglen på sol i området. Men vejret viser sig som sagt fra sin allerbedste side, og temperaturen når 91 F.

Om aftenen spiser vi alle på Thornberry Drive og igen i aften er vi lidt jetlagget, så vi tager tidligt hjem og sover. Men inden når Mathias at tænde et par amerikanske teenage pigers hjerter, da han og drengene har vandkamp ude på den fælles legeplads. Ida fortæller, at efter at vi tog tilbage til lodgen om aftenen, kom pigerne og spurgte efter ham. Kristina drister sig ud på turens første løbetur – 8 km i blændende solskin over det smukke landskab.

USA 6/7 Whidbey Island

2010-07-10T06:43:00.004+01:00

Tirsdag den 6. Juli 2010

Jetlag er en herlig ting - vi vågnede alle kl. 05.30 og var sultne og meget vågne. Vi besluttede os for at tage en rolig start på dagen, så alle fik sig et bad og så ellers ned til en solid amerikansk morgenmadsbuffet. Lækkert at smæske sig i frisk frugt, omeletter, yoghurt og vafler. Men kors hvor er det utroligt hvor meget sukker der gemmer sig i maden herovre. Man skal virkelig anstrenge sig for at få en nogenlunde sund kost.

Mens Mathias fik lov til at prøve den indendørs pool, hentede Karsten vores udlejningsbil i lufthavnen hos udlejningsfirmaet National. Vi var heldige – de havde netop fået en rigtig fed SUV - KIA Sorento ind fra Arizona, som Karsten fik lov til at tage med, da vi jo er på vej mod Phoenix og skal aflevere bilen der.

Check ud fra hotellet og afsted vi tager, men hvor er det dog svært at komme ud af byen og ind på den rigtige highway. Okay man kan føle sig rimelig dum, når man ligger og kører rundt uden at kunne finde vej. Vi har medbragt vores GPS frøken Garmina med hjemmefra, men efter at have prøvet i et par forretninger for at få et kort over USA uploadet til vores GPS måtte vi opgive projektet. Så på vej ud fra parkeringspladsen synes en ung amerikansk kvinde, at hun lige skulle køre ind i vores nyligt afhentede udlejningsbil og lave en skade i kofangeren og lakken på bagsmækken. Ups - det har vi ikke prøvet før. Efter en del snakke med både udlejningsfirmaet og politiet får vi anmeldt skaden, så vi ikke kommer til at bøde for skaden. Men vores nye amerikanske veninde var dybt ulykkelig, fordi hun tilsyneladende ikke havde en lovpligtig forsikring, så hun frygtede selvfølgelig omkostningerne. Karsten var som sædvanlig yderst diplomatisk, så vi fik løst sagen og kunne køre et par timer forsinket mod Whidbey Island, hvor Ida og hendes familie bor. Velkommen til USA….

Efter et par telefoniske vejledninger fra Ida nåede vi Whidbey Island, dvs. Oak Harbour, hvor vi skulle besøge Finn & Marina (Kristinas onkel og tante) og Ida & Greg og deres 3 børn Jackson, Benjamin (også kaldet Peanut) & Frances (Kristinas kusine og hendes mand og børn). Fantastisk smuk køretur fra Seattle til Whidbey med sneklædte bjergtoppe, Deception Pas – en bro som er lavet i 1934 – og som transporterer folk til Whidbey Island. Greg, Idas mand er ansat i den amerikanske flåde og familien skal bo på øen de næste 2 år.

Vi nåede familien på Thornberry Drive kl. 14. Dejligt at se alle igen og endelig møde Greg, som har været udstationeret de andre gange, vi har set hinanden og Frances, som kun er 7 måneder gammel nu. Drengene var generte til at begynde med, men snart snakkede de 3 drenge samme sprog, dvs. Mathias kastede sig modigt ud i sit bedste skole engelsk.

Efter at have checket ind på The Navy Lodge, hvor Ida havde booket 3 overnatninger til os, tog vi alle til bugten ved Deception Pas, hvor drengene slog smut og pigerne snakkede. På vej tilbage tog vi forbi supermarkedet Safeway – det er fantastisk at gå i supermarkedet i USA. Det kan stadig overraske os, hvor stort udvalget er. Hjemme på Thornberry Drive fik vi sammen lavet aftensmad. Så var vi alle trætte igen efter en temmelig indholdsrig dag. Tilbage på lodgen faldt vi alle i søvn tidligt.

USA 5/7 Vi lander i Sleepless Seattle

2010-07-10T06:40:00.003+01:00

Afrejse til USA mandag den 5. Juli 2010 – der er altid mange detaljer, man lige skal have styr på men en forholdsvis rolig morgen og af sted til lufthavnen med Peter som chauffør. Karsten og børnene tager deres sædvanlige tur til loungen, mens Kristina checker det seneste i Mulberry.

Af tilfælde grunde blev Kristina særlig udvalgt til at blive ekstra sikkerhedschecket, hvilket betød, at vi skulle være ved gaten senest 1 time før afgang. Så mens de andre kunne sidde roligt ved gaten, måtte jeg lige checkes en ekstra gang. Men det gik jo også fint.

CPH til Washington Dulles med SAS på 8 timer - fin tur med god mad og hvor vi alle fik sovet. Landede i Washington og skulle så i lange køer igennem immigration og alt hvad det indebærer, afhente vores bagage for at slæbe den cirka 20 meter frem for at aflevere den igen til næste flyvning med United Airlines til Seattle. Okay Andy – vi forstår, hvad du mener nu med at værdsætte SAS og servicen. United Airlines er godt nok skrabet – ikke en gang et tæppe kunne man få udleveret. Så er 5 timer og 36 minutter pludselig rigtig lang tid. Efter cirka 20 timers rejse landede vi mandag aften i Seattle kl. 20.30 lokal tid. En rigtig god beslutning at vi skulle direkte på et lufthavnshotel. Vi frøs, da vi stod og ventede på shuttle bussen til hotellet – okay 14 grader er ikke lige, hvad vi rejste så langt for…..

Der er vist ingen grund til at sige, at vi alle sov rigtig rigtig godt i vores queen size senge den nat.

Vinderen af konkurrencen er ???

2007-08-31T14:59:00.000+01:00

Kære familie, venner og kolleger

I skuffer mig allesammen - ingen har formået at ramme det rigtige antal. Jeg har som billedet dokumenterer købt ialt 6 par sko og 1 par støvler (jeg har var nødt til det, da vi var i Melbourne med 11 grader - det kan enhver forstå! - enhver kvinde vil det sige).

Men selv om I ikke kan gætte rigtigt, så er der stadig tongansk kaffe på kanden, hvis I lægger vejen forbi vores hjem.

Dejligt at være hjemme igen!

Vi har rejst ialt 48.774 km - den lange vej rundt om jorden

2007-08-25T17:58:00.000+01:00

56. dag – lørdag den 25. august 2007. Sidste dag:-(

2007-08-25T17:33:00.000+01:00

Vi har besluttet at spise en god portion morgenmad denne sidste rejsedag, vi skal lige pakke vores sidste ting sammen og så køre mod lufthavnen.

Billedet i dag på bloggen er fra Lombard Street, som I måske husker fra bloggen i forgårs, og så ellers nyd udsigten ud over byen til Telegraph Hill og Coit Tower.

Vi startede med 60 kg bagage, da vi tog afsted fra København Lufthavn til Beijing. Ved sidste flyvning rundede vi 55,4 kg – og hvordan kan det så lade sig gøre med alle de skoindkøb, som jeg har foretaget? Med til historien hører, at vi har sendt 3 pakker hjem af cirka 18 kg ialt, så de står forhåbentlig derhjemme på Vatnavej og venter på os. Det bliver helt hyggeligt at pakke alting ud – som at tage tilbage i tiden og opleve det hele lidt igen.

Tusind tak fordi I har haft lyst til at være med – det har været rigtig dejligt med alle jeres kommentarer. Lige så meget som I har givet udtryk for at nyde at læse vores indlæg – lige så meget har vi nydt at høre fra jer gennem bloggen.

Vi glæder os til at komme hjem til vores familie, venner, hus, skole og nå ja arbejdet.

En sidste gimmick – der stilles en kop ægte tongansk kaffe på højkant til dem, som kan gætte, hvor mange par sko, Kristina har indkøbt på denne rejse? Skriv svaret på bloggen ;-) Ja gæt hvem som har fundet på den leg!

55. dag – fredag den 24. august 2007

2007-08-25T17:31:00.000+01:00

Sidste dag på denne rejse – og for en gang skyld har vi ingen programmer. Vi starter dagen som sædvanlig – vi spiser morgenmad på Café Briazz alle 4 – og samtidig med morgenmaden får Karsten lagt de sidste 2 dage på bloggen, da de har wireless internet. Smart og praktisk.

Vi bokser lidt med at få vekslet vores samoanske penge – de er tilsyneladende intet værd her i USA, i hvert fald kan vi ikke få dem vekslet hverken hos valutahandlerne eller i bankerne. Det er lidt ærgerligt, da vi har en pæn del tilbage. Vi leger lidt med tanken om at sende dem til vores ”nye” familie på Samoa – så kan de veksle halvdelen af dem og sende dem retur til Danmark. Vi er vel familie....

Vi mangler at se lidt af den nordlige del af byen, så vi begynder at gå ud af Market Street. Men kvarteret bliver hurtigt kedeligt, der er rigtig mange tiggere og narkomaner her i San Francisco – overvældende mange – og tydeligvis flere end i New York. Om det skyldes den større synlighed af politi på gaderne i New York, det ved jeg ikke – men narko er et stort problem her i byen. Vi talte med én ekspedient om det i går, og hun kunne bekræfte, at det er gået så vidt, at folk ikke engang forsøger at skjule det. Man kan knap nok gå 10 meter, før man støder ind i enten en tigger eller en synlig påvirket person – det gør det temmelig utrygt at færdes i nogle kvarterer, så vi vender hurtigt om. Amerikanerne virker ligeglade – og er ikke hurtige til at betale til tiggerne. Vi har nærmest fået os 2 nye venner - lige 5 minutters gang fra hotellet, står de hver morgen. Når han har fået sine penge, løfter han kasketten og siger tusind tak young man, young lady osv. Det må godt nok være hårdt at bo på gaden.

Men det gør også, at især Mathias og jeg får en længere snak om, hvad forskellen er på Danmark og USA. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han nu sætter langt større pris på de goder, som man trods alt har i DK. Bare det at man ikke skal dokumentere, at man kan betale hospitalsregningen, når man bliver indlagt, må da siges at være betryggende. Og man så får den rigtige behandling, det må så være en anden snak.

Hvis de andre dage har været fyldt af oplevelser, så bliver denne sidste dag en ren shopping-dag. Vi dalrer lidt rundt og får købt de sidste par ting, vi godt kunne tænke os at få med hjem, og så afslutter vi ellers dagen med en afskedsmiddag i Westfield Malls food court. Måske ikke helt så hyggeligt som middagen i går aftes, men hvorfor ikke? Det virker til, at rigtig mange andre amerikanere har besluttet at spise der her til aften, så der er fyldt godt op. Princippet er godt, fordi alle i selskabet kan få deres ønsker opfyldt, hvad angår maden – Frikke fik mexikansk mad, Mathias fik sushi og Karsten og jeg spiste thai. Da vi kom tilbage til hotellet, ville ungerne gerne lege restaurant med os, så vi fik fine menu- og vinkort, Mathias serverede maden og Frikke tastede ivrigt i tastaturet, som hører til fladskærmen på hotelværelset.

I morgen skal vi forlade hotellet cirka kl.11.30 for at tage i lufthavnen. Vi skal flyve med United til Chicago og herfra går det hjemad med SAS til København.
Billedet i dag er fra én af San Franciscos gader – med deres mange avisstande.

Udsigten fra Pier 39 op mod byen

2007-08-24T18:40:00.000+01:00

54. dag – torsdag den 23. august 2007

2007-08-24T18:36:00.001+01:00

Dette bliver dagen, hvor vi kommer til at gå og gå – og kommer faktisk rundt omkring en stor del af byen.

Vi starter med morgenmad på den ”sædvanlige” – en café latte til mig og så ellers en rigtig god yoghurt med blåbær og hjemmelavet musli til Frikke og mig – Mathias får en sandwich. Karsten prøver dog noget nyt i dag – han spiser også :)

Vi vil prøve at køre med sporvognen i dag, hvilket alle de andre turister åbenbart også har besluttet at gøre. Vi står i kø op til flere gange og endelig lykkes det at komme på og få nogle gode pladser. Vi sidder godt nok indenfor (i film sidder eller hænger de altid udenfor), men turen bliver sjov. San Francisco er jo kendt for sine bakker. Det er imponerende, hvor stejle gaderne er. Det bliver også en oplevelse at høre og se vores kvindelige sporvognskonduktør, som i sin tiltale- og væreform grænser til det groteske og er direkte ubehøvlet – dog altid på en sjov måde. Vognen bliver hurtigt fyldt op, og så snegler vi os ellers igennem de stejle gader med cirka 15 km i timen. Vi kører ned til Fisherman´s Wharf gennem områderne Nob & Russian Hill (eksklusive områder som er kendt for at huse ambassader og nyrige) og passerer også Chinatown (vi føler os ikke fristet til at stå af – vi har været i Kina). Men vi kører også forbi Lombard Street, som godt nok ikke er den mest stejle gade i San Francisco men den mest fotograferede, fordi kørebanen slanger sig ned med kæmpe hortensia bede hele vejen ned. Billister holder i kø for at prøve at køre igennem den – og vi andre gående har et særskilt fortov ved siden af vejen. Helt specielt – vi har aldrig set noget lignende. Det må være træls at bo på den vej.

Vi spenderer lidt tid nede ved Fisherman´s Wharf og prøver bl.a. at komme til det tidligere fængsel Alcatraz, men desværre viser det sig helt umuligt. De første ledige billetter, der sælges er søndag, og der sidder vi (forhåbentlig) i København. Men fra havneområdet er der også en glimrende udsigt til både Alcatraz og San Franciscos varetegn ”Golden Gate Bridge” (som faktisk ikke er gylden men orange). Men som noget helt specielt bor der også søløver i havnen. Der ligger de på store tømmerflåder og øffer – særligt han-søløverne – men sådan er det jo også i menneske verdenen. Ellers er området lidt for turistet til min smag med masser af souvenir butikker. Men vi får dag spist os en kæmpe is-vaffel – men den skal jo af igen – så vi begiver os ud på en længere gå-tur for at nå området Pacific Heights, hvor der skulle ligge nogle viktorianske huse – også kaldet the postcard row – som ofte bliver skildret i film bl.a. ”Mrs. Doubtfire”. Men vi får forkert besked, når vi spørger om vej, så vi ender det helt forkerte sted – og i et mindre pænt kvarter, så vi skynder os at finde en taxa og kører direkte hen til den restaurant, som vi spiste aftensmad på den første aften.

Igen oplever vi, at vi bliver budt velkommen igen – de der mærkelige danskere, som har rejst verden rundt – så flere at tjenerne og sågar kokken, som hilste på os forleden aften, kommer hen og siger: ”Hi guys, welcome back – nice to see you again”. Det viser sig, at den ene af tjenerne faktisk har boet i Beijing et år (han burde få et diplom), hvor han underviste kinesere i engelsk, så vi udveksler lidt erfaringer med Kina.

Heller ikke i aften skuffer de os – fantastisk mad – og her må jeg sige, at det er dejligt, at Mathias har mod på gastronomiske udfordringer. Han bestiller kækt lam og guffer det i sig som var det slik, mens han undervejs højlydt siger: ”Uhm – det smager helt fantastisk”. Frikke er træt, og for første gang må jeg sige, at jeg har set hende næsten falde i søvn på en restaurant. Hun er ellers ikke sådan at slå ned, men alle de bakker har åbenbart gjort hende træt.

Vi tager tilbage til hotellet, for vi har lovet ungerne at se ”High School Musical 2”, som kommer på fjernsynet. Vi er alle flade, men alligevel er det svært at få børnene til at sove, så igen i aften bliver det sent. Vi har dog truet med at vække dem lidt tidligere i morgen, da det er vores sidste hele dag i San Francisco.

53. dag – onsdag den 22. august 2007

2007-08-24T18:34:00.000+01:00

1. dag i San Francisco – og vi har (næsten) alle jetlag. Det er meget svært at komme ud af sengen, så vi når først at få lidt morgenmad på en café i nærheden omkring middagstid.

Herfra er det bare at udforske byen, snuse ind og iagttage. Det er både dejligt og mærkværdigt at være tilbage i storbyen med alle dens stimulanser, høje lyde og forskelligheder. Vi har ikke de store planer med hensyn til turist attraktioner, men vi skal dog prøve sporvognen ned til havneområdet, som skulle være rigtig hyggeligt.

Vi starter i GAP, som er hele familiens ynglingsforretning (de har iøvrigt planer om at åbne forretninger i Europa – dejligt!) – og herfra går vi ned til Market Street, hvor vi ligesom ikke rigtig kommer længere, idet vi er på jagt efter efter par Heely´s til Frikke (Heely´s er en gummisko med hjul under hælen, så man kan rulle). Hun har været forelsket i dem lige siden Laura sidste sommer kom hjem med dem fra Californien. Vi havner i en større mall, Westfield Centre som har en række spændende forretninger. Ungerne får lidt tøj og undertegnede falder også over lidt spændende. Udstyret med et par Heely´s er det tid til at prøve dem – til stor underholdning for resten af mall´ens gæster kaster Frikke sig ud i en ny stor udfordring. Det er ikke så nemt.

Da vi kommer ud derfra er klokken blevet 18.00, så det er tid til aftensmad, da vi sprang frokosten over. Vi vælger at spise mad på en rigtig 50´er restaurant – Lori´s Diner – som er indrettet i tro kopi mod den tid. Et velnærende og sundt måltid – hotdogs og burgers – og så en kæmpe banana split og milkshake til dessert. Vi er vel i USA.

På vej hjem igen passerer vi Macy´s, som er et ikon – et kææmpe stormagasin – og der må vi ind. Forretningerne lukker først kl. 21.00, så der er tid nok. Jeg får nærstuderet taskeafdelingen, som er cirka 5 gange Magasins, så det tager tid. Desværre er der ikke nogen legetøjsafdeling, så ungerne og Karsten må være tålmodige imens.

Kl. 21.00 og hjem mod hotellet støder vi på 2 musikere, som har stillet et større arrangement op for bare at spille lidt blues/rock på et tilfældigt hjørne. Vi stiller os op og betragter – de spiller rigtig godt – men da Karsten spørger, om de har en CD, smiler den ene pænt til Karsten og siger: ”It is just street music”. En af de andre tilhørere begynder at danse – helt for sig selv – og de andre står og synger med. Jeg kan ikke lade være med a tænke, at sådan er vi danskere ikke – vi er nu lidt mere stive i det.

Hjemme er det svært at få ungerne til at sove – det virker til, at de stadig kører på samoan time, som er 4 timer før San Francisco. Så det bliver igen sent, så de sover nok igen længe næste dag. Træls da jeg må indrømme, at jeg har travlt med at komme ud og se mere.

Vi sover selvfølgelig i en drøm af en amerikansk seng – queen size – med mange lag dyner, tæpper og 4 hovedpuder – alt i egyptisk bomuld. Det er skøønt – oven på futonger, lagner som dyner og tæpper er det nu rart med lidt luksus.
Godnat og sov godt.

52. dag – tirsdag den 21. august 2007

2007-08-22T07:29:00.001+01:00

Transportdag – 9 ½ times flyvning fra Samoa til USA – nærmere betegnet Los Angeles. Den lange flyvetur går mod alt forventning godt – Frikke og jeg har 3 sæder for os selv, og der er 2 ledige sæder lige i nærheden, så Karsten og Mathias får også 2 sæder hver. Hvor heldig kan man være....

Det er sjovt at se alle passagererne. Der er tydeligvis mange samoanere, som nu bor og arbejder i USA – det må være en utrolig kontrast i forhold til det meget stille og rolige liv i Polenesien og så til det moderne og hektiske USA. Vi ved fra dem, som vi har talt med i Stillehavet, at én af de få chancer, de unge har, er at dyrke deres sportstalenter, dvs. rugby, cricket og baseball, så de kan komme ud i verden. Det er sjovt at se, at den passager, som sidder foran Frikke og jeg, har åbenbart amerikansk pas, selv om at han tydeligvis oprindelig kom fra Samoa. Da han åbner sin bærbare på flyveren, starter den med et skærmbillede af hans søn, som åbenbart er professionel basketball spiller.

Vi får alle – undtagen Karsten – sovet pænt – mellem 5-7 timer på flyveren, så det må siges at være godt. Da vi ankommer til Los Angeles har vi 3 timer i transit, så det er godt. Vi skal selv checke vores bagage ind igen, selv om at vi har checket den ind hele vejen til San Francisco. Det morsomme er, at når man ankommer til USA, så skal man aflevere fingeraftryk (elektronisk) samt have taget sit portrætbillede i immigrationen. Det prøvede vi også, da vi var i New York i eferårsferien. Vores immigrationsmedarbejder Lewis var nu lidt gnaven. Hente bagagen fra transportbåndet, igennem tolden og den trænede hund, som kan spore landbrugsprodukter, og som går rundt passagererne for at snuse til vores bagage, og så ellers checke det hele ind igen. Shuttle bus til terminal 6 (hvor United flyver fra – kæmpe lufthavn – der er 7 terminaler), hvor man selvfølgelig bliver mødt med svært overvægtige amerikanere – vi er ikke i tvivl om, hvor vi er landet – og så ellers igennem security igen. Her tager man også skoene af, og jeg bipper som sædvanlig. Den ekstra sikkerhedskontrol foregår nu i pæn ro, jeg bliver spurgt flere gange, om jeg sidder godt, om jeg har det godt, og så bliver jeg ellers bippet og manuelt kropsvisiteret.

Vi genser ”Starbucks Coffee”, som de trofaste læsere måske kan huske fra Kyoto, og ungerne mener, at vi bliver nødt til at gensmage deres sandwich. En god lejlighed for mig til at få en god kop kaffe. Og så kan man ellers få en forsmag på den moderne og civiliserede verden – vi kan købe aviser, magasiner og duty free varer – der er Clinique! I disse terrorforskrækkede dage hvor man ikke må medbringe mere end så godt som ingenting i flyveren, så må man jo overfalde de toldfrie produkter, når man lander eller mellemlander.

Vi lander i Los Angeles kl. 14.35, vi skal videre med United Airlines kl.17.32 (ikke 17.35 vel at mærke) og kl. 18.40 lander vi i San Francisco. Vi fanger en taxa – en rigtig prototype af en chauffør, som ligner en musiker-in-spe – han kører os (hurtigt! – vi er nu vant til South Pacific driving – 35-45 miles i timen) ind til vores hotel, som ligger midt i centrum – Market Street. Jeg må sige, at vi runder rejsen af med et skønt hotel – rejsens bedste tror jeg. Fedt hotel – lige noget for dig, siger Mathias. Han har luret sin mor.

Vi bor på 11. etage med et godt udkig ud over byen (billedet er taget fra vores værelse ) – vi tager for sjov lige elevatoren op til 36. etage – her er det helt okay at få højdeskræk, der er godt nok langt ned.

Vi kigger os lidt omkring på værelset og nyder udsigten til 4 dage i luksus og går ud i byen – mod lidt aftensmad. Vi går lidt omkring, finder en pub, som serverer lidt mad, heldigvis er der en sød servitrice, som siger, at hvis vi går lidt længere ned ad gaden, finder vi en lille smøge med 4-5 gode restauranter. Her får vi et fantastisk måltid mad – ungerne og Karsten har bare lyst til burger (men hvilke burgere) og jeg får tun med kartoffelmos og grøntsager. Der er vældig hyggeligt på restauranten, som er lidt en blanding af restaurant og en bardisk, hvor folk sidder og hygger sig med blandt andet baseball på skærmen (San Francisco Giants spillede mod Chicago Cubs). Tjeneren er imødekommende og snaksalig, og vi fortæller lidt om vores rejse. Selv kokken kigger lidt rundt og snakker med kunderne, og vi er bestemt ikke sene til at rose hans mad. Rigtig god oplevelse – gad vide om vi ikke kommer igen.
Der er lidt uenighed om i familien, hvad vi skal bruge de næste 3 dage på – en tur med sporvognen må vi prøve, lidt shopping undgår vi nok heller ikke og så må vi se, hvad der skal ske. Karsten vil gerne ud og se Alcatraz, det tidligere fængsel. Jeg springer over – jeg orker ikke flere sejlture. Men lur mig om ikke jeg kunne finde en skobutik eller to imens....

51. dag – mandag den 20. august 2007

2007-08-22T07:25:00.000+01:00

POOL – hvad ellers?

Der er ikke det store at berette – andet end at ungerne og Karsten har kastet rundt med hinanden i poolen hele dagen. Mathias var ikke en stabil svømmer, men de sidste par dage i poolen har gjort, at han er blevet rigtig dygtig. Så dygtig at vi har aftalt, at når vi kommer hjem, så skal han fortsætte med noget svømmeundervisning, så vi holder fast i det han kan.

Ellers har Mathias arbejdet på sine forretningsmæssige evner og har udviklet en ny side – udvikling af skønhedsprodukter. Han har hekset i vores badeværelse og har fundet frem til adskillige produkter vil jeg sige – mere eller mindre heldige (eks.vis har nogle tandpasta som den væsentligste ingrediens og det er måske ikke så rart, når man skal bruge det til hårvask). Men ikke nok med, at han synes at trives med at udvikle produkterne, han er så sandelig også økonomisk velorienteret, da han under hele morgenmaden forsøgte at overbevise sin mor om, at jeg skulle betale for ressourcerne (og det var det ord, som han brugte – især da han hørte, hvad min parfume kostede, så var det vigtigt at få dækket omkostningerne) – og så også skulle betale for testprodukterne. Det må siges at være en sund forretningsmæssig indhold – måske ikke helt realistisk? Værre var det, at da vi vendte tilbage til værelset efter morgenmaden, at rengøringsdamen havde kasseret alle hans prøveprodukter, så var gode råd dyre. Heldigvis fik hans søde storesøster overbevist ham om, at det var helt i orden – så fik han faktisk mulighed for at lave endnu flere eksperimenter.

Kl. 22.00 skal vi checke ud – flyveren går kl. 00.45 mod Los Angeles. Vi afregner med én af receptionisterne, som viser sig at være ¾ dansker. Det viser sig i det hele taget, at der er mange ”Jensen” og ”Rasmussen” herude på Stillehavsøerne – vi har været vidt omkring.

Lidt panik opstår der dog, da vi ankommer til Falelolo Lufthavn – og den tjenestevillige mand, som beder os om at have pas og billetter klar i indcheckningskøen får sagt, at flyveren går kl. 12.00 – og ikke 00.45. Så bliver den danske kaptajn lidt stresset, da vi samtidig får udleveret et hav af papirer, som skal udfyldes gange 4 – og der står riiigtig mange i køen foran os. Da vi når incheckningen (som foregår med god samoansk ro og orden – intet hastværk – 45 minutter før vi når skranken) viser det sig, at flyveren selvfølgelig afgår som angivet på vores billetter kl.00.45, og så er alt pludselig i orden. Vi når endda at få en kold cola inden boarding (Frikke har nu ondt i maven, og Karsten er stadig nede med screaming salmonella-samoa-agtige bakterier).Kl. 00.45 tager Air New Zealand afsted mod Los Angeles – en lille flyvetur på 9 ½ timer. Dejligt....

2007-08-20T09:26:00.000+01:00

50. dag – søndag den 19. august 2007

2007-08-20T09:20:00.000+01:00

Efter morgenmaden havde vi aftalt med børnene, at vi ville prøve at tage en tur i kirken, som ligger her på resortet. Den er katolsk og bruges af både gæster, personalet og deres familier.

Netop denne dag skal messen optages, så der går lidt tid, før vi starter. Det bliver også en god oplevelse, men den slår bestemt ikke den, vi havde i Tongatapu – på trods af lusene. Koret synger smukt, men det er ligesom om, at det bliver lidt for turistet af det elektriske orgel, som akkompagnerer koret. Lidt for meget pop over det! Det lyder faktisk meget smukkere, når de synger på samoansk og uden orgel, og det får vi også mulighed for at opleve et par gange. Præsten derimod er ganske synlig og politisk i sin prædiken, han snakker om ”evilness” og hvordan den fylder mere og mere i vores liv. Han nævner også, at godkendelse af homoseksuelle ægteskaber bl.a. er ”evilness” – han er lidt for bastant til mig.

Men det som er helt vidunderligt er, at når offergaverne og kommunionen (nadveren) foregår, så synger koret imens på samoansk – og det fungerer smukt sammen. Vi giver naturligvis også hinanden en fredshilsen, de samoanske børn der sidder foran os fniser, når de giver os hånden.

Ellers har vi lovet børnene, at de sidste 2 dage her på Samoa er ren badeferie. De er vist lidt skuffede over, at vi har brugt en del af tiden på at køre rundt. Det er nu også ganske rart for os voksne at slappe lidt af, så indtil i morgen aften, hvor vi skal checke ud står den på pool og ren afslapning.

49. dag – lørdag den 18. august 2007

2007-08-20T09:16:00.001+01:00

Endnu en gang tidligt op (utroligt når man har ferie!) – kl. 06.00 for at fange den første færge til Savai´i. Den går kl. 08.00 og overfarten tager cirka 1 time og 20 minutter. Og det betyder jo, at jeg (Kristina) skal ud og sejle igen. Jeg havde godt nok overvejet at blive hjemme på hotellet, men der er jo noget nyt at opleve, så jeg vælger at tage med.

Vandet ser også roligt ud, alligevel får vi lidt en vippetur derover. Færgen er pakket med mennesker – sikkert også langt flere end tilladt – og igen må jeg sige, at samoanerne ikke er de reneste mennesker. Men også her benytter de så lige af chancen for at få sig en lille lur. Enten på gulvet eller også foroverlænet med hovedet på dem, som sidder forans, ryglæn – hvilket er lidt træls for Mathias og Frikke. Vi sidder alle fuldstændig klemmast, som Frikke plejer at sige. Det er interessant at observere, hvordan kulturen er fuldstændig anderledes end vores. Det er tydeligt at se i den familie, som sidder lige foran os, at bedstemoren har meget at skulle have sagt over sin voksne datter og hendes 3 børn. Moren sidder konstant og nervøst checker med sin gamle mor, om hun nu gør det godt nok. Og da hendes 17-årige barnebarn afslører lidt af hendes lænd, da blusen glider op, ja så hiver bedstemoren resolut ned i blusen, så der ikke afsløres noget. Vi er få turister, de andre er lokale, som skal hjem eller på besøg. Det er også her, at vi får mulighed for at opleve opdragelsen på lidt tættere hold. Der er løse hænder på de samoanske forældre, man får først et svip med hånden og så et kys bagefter. Gad vide hvad man lærer af det?

På den anden side af vandet – på Savai´i – havde Avis arrangeret en tilsvarende bil ved et andet udlejningsfirma, men der var bange anelser, da vi ikke blev mødt af nogen på kajen. Vi tog en taxa op til udlejningsfirmaet, som godt nok havde os stående i bogen – men de havde af en eller anden grund glemt os – og 4WD det havde de da slet ikke. Det endte med, at vi måtte køre derfra i en temmelig gammel og udrangeret udlejningsbil (det var hvad der var tilbage), og det var så starten på en knap så god dag på Savai´i. Vi havde adskillige ting, vi gerne ville opleve på øen – bl.a. lava, et smukt vandfald, nogle turkisgrønne strande og også gerne en hængebro, som skulle gå hen over et smukt regnskovsområde. Men som sædvanlig måtte vi erkende, at ambitionerne var for høje.

Uden en rigtig 4WD var det vanskeligt at komme til vandfaldene, men vi kørte noget af vejen og gik resten. Desværre var det store vandfald udtørret, da vi kom, så der var kun et par små stykker, som var aktive – men det var stadig et fantastisk smukt sted – også kaldet Afu Aau Falls. Karsten og børnene er jo modige, så de badede i ferksvandssøen – og så var de klar til at køre lidt igen (det er varmt, når man ikke har aircondition i bilen).

Undervejs passerer vi en landsby, som holder begravelse. Det foregår i de åbne huse, så vi kan tydeligt se, at folk er klædt i hvidt fra top til tå, mens de sidder på gulvet i skrædderstilling. Kisten står oppe foran. Bagefter bliver den pågældende jo begravet uden for de pårørendes hus – størrelsen af gravstenen fortæller, hvor mægtig man er.

Med colaer og chips i bilen var det vi på vej til et lava område, som sidst var i udbrud 1905 og 1911. Men øen er stadig en aktiv vulkanø ifølge eksperterne – dette fortalte vi naturligvis først børnene, da vi var vel hjemme igen på hotellet. Det var planen at vise især Mathias lava, da han synes, at det kunne være interessant. Der skulle stadig findes nogle kirker, som blev dækket af lava. Men halvvejs deroppe af kysten kom der en træls besked på displayet i bilen – ”check the engine”. Vi besluttede at være fornuftige – vi havde bestemt ikke lyst til at strande på Savai´i, så vi måtte vende om mod Salelologa. Det var rigtig ærgerligt, men nok den klogeste beslutning. Af samme årsag besluttede vi at tage en færge tidligere hjem mod Upolu – hvilket faktisk viste sig at være en rigtig rigtig god beslutning, da kl. 16.00 færgen (som vi havde planlagt at tage med hjem) ville være en væsentlig mindre færge, og det vil sige – flere tivoli ture.

Vi faldt i snak med nogle new zealændere på vej tilbage på færgen, som også bor på hotellet. Det tog noget af fokus væk på de enorme bølger, som havde bygget sig op i løbet af dagen. Jeg var som sædvanlig stiv af skræk, mens resten af familien hyggede sig vist.

Tilbage på landjorden og hotellet var det selvfølgelig pool tid – mens jeg fik tid til at træne lidt. Der er en dejlig ”gym” – med mørke blankpolerede trægulve, masser af aircondition og en smuk udsigt ud til palmerne, mens man træner. Det var skønt at komme igang igen.

Karsten klarede lidt tøjvask i badekarret – vi skal køre næsten 45 minutter for at komme ind til et vaskeri, så det orker vi ikke. Det må vist være den sidste tøjvask, inden vi vender hjem til Danmark og Vatnavej.

Middagsmaden var som sædvanlig hyggelig. Vi fik en snak om bl.a. farlige dyr her i verden (spørg mig ikke hvorfor), og så faldt snakken på farlige bjørne og Canada, hvorpå Karsten fortalte, at han rigtig godt kunne tænke sig at rejse rundt i Canada. Vi griner altid af Karstens planer – de er ind imellem lidt vilde. Efter lidt tænketid siger Frikke nok så kækt: ”Far, vi kan lige så godt arrangere din begravelse nu – hvordan vil du gerne begraves – i hvidt?” Underforstået ham far har nu ind imellem nogle planer, som er lidt vel modige. Det er sjovt at se, hvordan Frikke virkelig er blevet stor og kan komme med nogle kommentarer, som er lige på kornet. Kvik pige er hun!
Ellers var resten af aftenen i den mere sørgelige ende, da Frikke har forelsket sig i en killing her på resortet, som hun kalder kælepotten. Den følger hende trofast rundt og har bl.a. overnattet ude foran vores dør. Hun måtte ligge mellem sin mor og far i nat og græd sig i søvn, fordi hun bestemt mener, at hun ikke kan leve uden kælepotten. Ja faktisk har hun foreslået, at hun bare bliver her på resortet, og kommer tilbage til DK, når katten ikke længere lever. Frikkes første forelskelse – og når tårerne så er tørret væk, så mener hun bestemt, at hvis ikke dette kan lade sig gøre, så må hun som minimum får et andet kæledyr, når hun kommer hjem igen. Rimeligt ikke...

2007-08-20T09:13:00.000+01:00

48. dag – fredag den 17. august 2007

2007-08-20T09:10:00.000+01:00

Afsted ud på eventyr – der er masser at opleve – og tiden er pludselig blevet kort.

Vi har bilen den sidste hele dag, så der er programsat en masse. Ambitionerne fejler jo ikke noget, men ind i imellem sker der jo alligevel det, at der sker noget, som man ikke forudser, og så.....

Sådan var det også i dag. Vi havde undersøgt, hvornår det ville være højvande, da Palolo Deep Marine Reserve præsenterer sig bedst ved højvande – eller sagt på en anden måde – man kan ikke komme ud over koralerne, hvis det er lavvande. Man lige som vi træder ind og har betalt adgangsbilletterne, så begynder det at trække op til voldsom blæst. Vi afventer lige for at se, hvad der sker – Karsten snakker med nogle af de andre gæster, som netop vender tilbage til stranden, og de fortæller, at det er hårdt arbejde at svømme derud pga. strøm, men at man nærmest bliver skubbet i land. Vi bliver jo nødt til at tænke på Frikke og Mathias, og hvad de kan klare. Jeg har meldt pas.

Det ender med, at Karsten og Frikke går ud – uden Mathias – og svømmer faktisk forkert første gang, da man skal et stykke ud for at fange det helt specielle ”hul” med en fantastisk koralvæg, som går ned 8-9 meter. Tilbage på stranden snakker de heldigvis med nogle tjekkere, som lige har været derude og snorkle, og så prøver de 2 igen. Men det er hårdt arbejde pga. strømmen og længden derud. Frikke og Karsten får taget nogle billeder af bl.a. Picasso og kuffert fisk, men han er fortsat ikke sådan at imponere – Rødehavet og Tahiti er øverst på hitlisten, når man skal snorkle.

Imens leger Mathias inde på land. Han finder hurtigt nogle pinde, nogle palmegrene og lidt andet godt, og så er legen igang. Der er dog en anden 10-årig new zealandsk pige, som synes, at han ser rigtig sød ud, så hun ”kaster” sig over ham. Da jeg fortæller ham, at hun gerne vil lege siger han: ”Jamen jeg forstår hende jo ikke” – men efter et par minutter begynder det alligevel at ligne noget der minder om en fælles leg. Da vi tager derfra, går Karsten og Mathias over for at sige farvel til hende, det bliver hun vist rigtig glad for – han får i hvert fald et kæmpe smil. Og det er unødvendigt at sige at Mathias selvfølgelig får stukket et gammelt rustent søm ind i sin finger under legen – men vi er jo udstyret med et mindre apotek, når vi rejser – så skaderne blev beset, renset og så kan vi komme videre.

Vi ”falder” over en café med udsigt over Apia havn, som har en internet café ved siden af. Praktisk da vi både kan få klaret frokosten og lagt 2 dage på bloggen. Karsten er – jo det lykkedes endelig – ramt af samoanske bakterier, så han springer pænt frokosten over. Så han får tjansen med at gå på nettet. Vi andre 3 spiser god frokost, og jeg får en rigtig god italiensk latté, det er ikke at spøge med.

Herfra kører vi videre til Villa Vailima, som har været den skotske forfatter Robert Louis Stevensons hjem de sidste 4 ½ år han levede. Samoanerne er særlig glade for Stevenson, fordi han tilsyneladende kæmpede for deres uafhængighed – da både England, Tyskland og USA stod på stikkerne for at overtage landet. Villa Vailima er en smuk gammel trævilla med veranda – dengang var det malet i en helt speciel farve ”peacock blue”, men i dag er det malet cremefarvet. Foran villaen ligger der en kæmpe græsplæne med høje blomsterbede og så Mt. Vaea i baggrunden (som Stevenson også ejede dengang – han købte hele molevitten inklusiv bjerget til 22.000 amerikanske dollars – i dag ejer regeringen det meste af jorden inklusiv bjerget, mens en rig amerikaner har købt huset og har omdannet det til museum). I dag er både Stevenson og hans kone Fanny begravet på bjerget Vaea, men da der stod i guidebogen, at det var en stejl og ikke særlig børnevenlig tur sprang vi den over.

Det var interessant at se rummene, smukke gennemlyste rum malet i de smukkeste grønne og lyseblå nuancer. Stevenson har skrevet 49 bøger bl.a. ”Skatteøen” på trods af, at han kun levede i 44 år. Hans kone Fanny døde dog i USA og på grund af 1. Verdenskrig var det ikke muligt at begrave hende ved siden af hendes mand på Samoa, men da krigen sluttede, blev hendes aske transporteret til øen, og hun blev begravet ved siden af Stevenson.

Dagen var næsten gået, så vi tog ned til byen for at sikre os nogle gode pladser på vores næste flight, som går fra Apia til Los Angeles – og det tager 9 ½ time, så det er værd at sidde det rigtige sted. Heldigvis – for vi havde da fået blandet tingene helt sammen pga. det med datolinien havde vi gået rundt og troet, at vi skulle afsted fra Samoa på tirsdag, fordi vi rejste fra Tonga til Samoa på en tirsdag. Men som I måske husker, så passerede vi dato linien, så vi landede en mandag. Ergo skal vi også rejse igen mandag. Ikke så godt fordi vi havde booket færgebillet mandag, og den søde dame hos Air New Zealand sagde, at de ofte aflyste færgen kl. 16.00 fra Sava´i, og så ville vi være lidt på r......

Hen til Avis og finde ud af hvad vi gør med billeje og færgebilletter. Vi fik Avis til at reservere en tilsvarende bil på Sava´i, som så står klar på havnen, når vi kommer. Derfor tager vi til øen i morgen i stedet, så søndag og mandag er BADEDAGE!

Billedet i dag er af Mathias og hans nye legekammerat.

Samoa - Som altid klik på billedet for at forstørre ;-)

2007-08-18T02:05:00.000+01:00

47. dag – torsdag den 16. august 2007

2007-08-18T01:54:00.000+01:00

Vi har rigtig været på en oplevelsesrig tur i dag. Vi har jo lejet bil, så vi er fuldstændig uafhængig af andre, så da vi havde spist morgenmad, tog vi bilen (en Kia 4WD som Karsten fuldstændig har forelsket sig i) og kørte afsted. Først ned til havnen for at lave en reservation, så vi kan komme over til Savai'i, men desværre er der udsolgt de næste 2 dage, hvor vi har lejet bilen. Vi må snart beslutte, hvad vi gør – måske forlænger vi lejen af bilen.

Det regner om formiddagen, så vi beslutter at køre rundt om øen. Undervejs klarer det op og vejret bliver fantastisk. Vi kører langs vandet (der er kun en hovedvej) og igennem de mest hyggelige landsbyer. Vi stopper for at købe lidt at drikke ved en lille kiosk, som ligger ved vejen. Vi benytter lejligheden til at spørge omkring det at tage fotos, og han siger, at det er helt i orden. Vi tror, at vi køber Pepsi (cola), men det viser sig, at når samoanerne køber Pepsi, så er det nogle frygtelig kunstigt stads med banansmag. Børnene ender vist med at drikke dem, de andre må vi indrømme, at vi smider ud.

Vi kører over et bjerg Mt Tafua Upolu (875 m), hvor vi kun møder et hus – ellers er der bare den frodigste regnskov. Det ser helt fantastisk ud – bare en lille asfalteret vej og så den mest vidunderlige udsigt ud over tusindvis af uopdyrket jord fyldt med regnskov og så havet, som er tyrkisblåt og hvide skummende bølger.

Da vi kommer ned på den anden side af bjerget, ligger der en meget indbydende og charmerende strand med 3 fales. Efter at vi har parkeret bilen og er stået ud, kommer der en ung pige fra nabohuset og siger, at det koster 15 tala (cirka kr. 30,- det er ikke lige så billigt her som på Tonga) for at benytte stranden. Det er ret almindeligt her, da al jord tilhører familien/landsbyen. Så på denne måde kan indbyggerne tjene lidt ekstra penge. Vi betaler – og Karsten og børnene kaster sig ud i bølgerne (her fortrød jeg godt nok, at jeg ikke havde min bikini med – men ude i landsbyerne bader man helst med alt tøjet på – og det er godt nok lidt besværligt). Da vi står nede på stranden, kommer der en mand gående med 2 kurve fyldt med taro rødder. Han kommer ned og hilser på os og spørger, om vi ikke har lyst til at besøge hans landsby. Vi bliver lidt overraskede over invitationen og ved faktisk ikke, om vi skal sige ja eller nej tak. Vi beslutter nu at sige ja tak og aftaler at mødes med ham, han bor i det sidste hvide hus.

Ud af badetøjet og på med tøjet og lige hurtigt læse i guidebogen, om hvordan man bør opføre sig i sådan en landsby. Skoene af hvis man træder ind i en fale, når man sætter sig på gulvet (de har oftest ingen møbler) så må man ikke vise sine fødder – man sidder i skrædderstilling, man går ikke ind før de ældste medlemmer af familien og spørger om lov til at fotografere. Da vi kører derned, er vi godt nok alle spændte på, hvad der skal ske – men det havde vi ikke behøvet – for det viser sig, at de er utrolig gæstfrie.

Der er ingen tvivl om, at dette er en beskeden landsby, og at familien som vi besøger er fattige. De har alle meget laset og beskidt tøj på, men de smiler og hilser og er meget imødekommende. Faren hedder Matagi – jeg kan desværre ikke huske hans kones navn – de har 3 børn i aldren 2-12 år og bor i landsbyen Lefaga (lige ved siden af stranden Return to Paradise, som er opkaldt efter en film optaget der i 1951 med Gary Cooper i hovedrollen). De bor sammen med Matagis far og hans søster, hans mor er død. De har ikke råd til et lukket hus, så de har 2 rektangulære huse, som er fuldstændig åbne. Køkkenet er også udendørs og eneste måde at lave mad på er deres umu, som er en jordovn.

Matagi forklarer, at kokosnødderne bliver brugt til madlavning og resterne bliver brugt som grisefoder. Under den intermistiske bordplade ligger der store mængder af kokosnød-skaller og ovenpå bordet står der 2 kurve fyldt med rodfrugter. Han forklarer os, at de er selvforsørgende – de har bananpalmer, taro rødder (som er det fineste samoanske mad), brødfrugt- og kokosnøddetræer. Han henter 2 friske kokosnødder ned og åbner dem til os – de smager rigtig godt.

Vi får resten af deres ejendom at se – de har som sagt 2 huse, det ene sover de i – det andet er til ophold i løbet af dagen. Det ser nu mærkværdigt ud med de åbne vægge, der er få møbler – 2 stole tror jeg og et enkelt skab, hvorpå der står et tv. Og så ligger der ellers bunker af tæpper og puder.

De er ganske snaksalige og forklarer, at nu har vi også en samoansk familie. Vi joker lidt i bilen bagefter om det så betyder, at vi nu skal forsørge dem – det gør man jo hernede. Men som Frikke kløgtigt siger – skal de så også forsørge os? De siger til os, at hvis vi kommer til Samoa igen, så må vi endelig besøge dem igen – og så udveksler vi ellers adresser. Vi har fået lov til at tage en masse billeder, så vi har tænkt os at sende dem kopier, når vi kommer hjem. Børnene mener også, at vi skal sende noget legetøj til dem. De har jo intet! Det virker ikke til, at nogen af dem i familien har arbejde. Der er meget høj arbejdsløshed på Samoa (hvor høj vides ikke), så da vi tage derfra spørger Karsten om vi ikke skylder dem noget for deres kokosnødder. Han siger, at det er op til os – men vi skylder dem ikke noget. Vi giver dem 20 tala (cirka kr. 45,-), hvilket gør, at han ser meget glad ud. Ifølge guidebogen må man ikke give børnene slik eller penge i landsbyerne, så det er lidt svært at finde det rigtige ben at stå på, men det var tydeligt her, at der var ikke mange penge at gøre godt med. Jeg spurgte, om børnene spiste frokost på skolen. Farens svar var, at hvis de havde råd (det koster 50 sene – kr. 1,-) så gjorde de, ellers måtte de komme hjem og spise. Da vi kører derfra, synes vi, at vi har været usandsynlig heldige at have fået lov til at opleve en rigtig samoansk familie, som stadig lever som de gjorde for hundrede år siden. Jeg tror faktisk også, at det gjorde et stort indtryk på børnene. I hvert fald bestilte begge børn ”rigtig” mad til aften – lammekoteletter og kyllingespyd med kartoffelmos og grøntsager (frem for burger og pizza) – og nød højlydt maden inklusiv grøntsagerne – ja de bad ligefrem om en skål grøntsager til dessert. Så der kan man bare se!

Og nå ja, Kristina kvajede sig gevaldigt. På Samoa begraver man sine kæreste lige ved siden af sit hus – og da jeg vil gå ind i huset, kommer jeg til at træde på noget beton, som dog ikke indikerer, at dette er en grav, hvorpå Matagi siger til Karsten: ”It is all right, it is just my mother”. Pinligt – her prøver man at møde en samoansk familie og så er det første indtryk man gør, at man træder på hans afdøde mor. De tog det heldigvis rigtig pænt.

Herfra kørte vi ind i landet, kiggede forbi Bahá´í House of Worship som er en kirke med en 19 meter høj kuppel, tegnet af en iransk arkitekt Husain Amanat og bygget i 1984. Der er kun 8 Bahá´i huse i verden, de har alle 9 ind- og udgange og kuppel, hvilket symboliserer deres tro på et fællesskab uanset vores religion og en skaber. Derfor er det også sådan, at går man til messe her, så er der ikke én præst, men alle uanset deres tro har mulighed for at få læst højt fra deres bibel eller hellige skrifter. Fra kirken kører vi videre til Apia – spiser lidt snacks på Aggie Grey´s hotel (det er næsten som at være tilbage i tiden til 2. Verdenskrig), imens blev Karsten klippet lige ved siden af. Det viste sig at være en new zealandsk kvinde, som havde biksen. Hun var gift med en samoansk mand og havde 2 børn.
Vi var tilbage på hotellet kl. 18.00 – Karsten og børnene røg direkte i poolen, mens jeg kiggede dagens billeder og fik skrevet til bloggen. Jeg var rigtig nysgerrig på, om billederne især fra landsbyen var blevet gode – og det var de!

46. dag – onsdag den 15. august 2007

2007-08-18T01:51:00.001+01:00

Shuttle bussen til Apia – det var planen. Det var særdeles informativt, da de åbenbart også har en guide på bussen, som fortæller undervejs om Samoa.

Det virker til, at samfundsstrukturen her på Samoa er, at man bor i sin ”village”, hvor man passer på hinanden og betragter alt som fælles ejendom. Man har f.eks. ingen stakitter, som deler grundene. Byggetraditionerne her på Samoa er lidt anderledes, end hvad vi ellers har set i det øvrige Stillehavsområde. Her byggede man altid ovale huse (efter de blev kristne, blev de af en eller anden grund til firkantede huse) – huse er måske så meget sagt – et cementlag med stolper hele vejen rundt, som bærer enten et blik- eller stråtag. Husene er fuldstændig åbne på alle sider – i dag bygger man mere murstenshuse, som vi kender dem – men de andre firkantede/ovale huse ses stadig i landsbyerne, som man så bruger til forskellige fælles aktiviteter – eller bare til at hænge vasketøj til tørre.

Det var varmt i dag – temperaturen siger kun 29 grader, men det er fugtigt og føles hamrende varmt. Vi (læs: Karsten) havde slæbt vores (efterhånden kæmpe store bunke af) vasketøj med og den bærbare, så vi kunne få klaret alle vores ærinder. Vi blev ”smidt af” på Aggie Grey´s hotel i byen, som vi lige benyttede lejligheden og gik ind og så – det er et ikon på Samoa (Aggie Grey var immigreret sammen med sine forældre til Samao i slutningen af 1800-tallet, startede med at sælge hamburgers og kaffe i 1942 til amerikanske soldater, en forretning som senere udviklede sig til 2 hoteller) – i øvrigt et rigtig smukt gammelt hotel i ”colonial style” – hvidmalet træhus med masser af balkoner med smedejern. Efter et stykke tid fandt vi frem til en nyåbnet Avis Biludlejning, efter vi dog havde fået en tilladelse fra det samoanske politi til at køre bil på Samoa – og så var vi rullende. En fed øse, som Mathias siger.

Bagefter måtte vi på vaskeri – Cleanmaid Laundromat – og det var en oplevelse. Herude kommer man ikke med sit vasketøj i tasker – nej, det er bylter af tøj, som ligger pakket ind i et stykke stof. Vaskeridamen synes godt nok, at det var sjovt, at vi kom der med vores 3 maskinfulde – det var nok et sjældent syn. Karsten faldt i en lang snak med én af de andre kunder, en ældre dame. De havde en længere snak om værdier og kulturen og hun kunne bl.a. fortælle, at pga. de mange store økonomiske tilskud fra udenlandske regeringer, føler befolkningen ind i mellem, at de får presset noget ned over hovedet. Som f.eks. da udenlandkse interesser havde et ønske om, at politifolkene pludselig fik våben af hensyn til terror fare mente man. Men som hun fortalte Karsten – der er ingen, som har våben her på Samoa andet end en kæp og en machete kniv. Efter protester fra den lokale befolkning blev forslaget heldigvis forkastet. Hun havde bestemt også nogle interessante holdninger til udlændinges måde at se befolkningen på – som hun fortalte, så følte hun sig bestemt ikke fattig, bare fordi hun ikke havde cykel eller bil. Men som vores guide sagde, der er ingen grund til at sulte her, alle har mulighed for at klare sig – og hvis ikke – så hjælper man jo hinanden. Kirken og familien er de 2 mest betydningsfulde elementer i deres liv her – arbejdet kommer sidst.

Hvis folk fra Tonga ikke altid var lige til at komme i snak med, så er folk her fuldstændig anderledes. Som f.eks. da 2 gående politifolk kommer hen til Mathias, giver ham hånden og spørger, om han kan lide Samoa. Eller da vi ikke kunne finde biludlejningen, så spurgte vi om vej hos én anden politimand – ja så bliver vi fulgt hen til forretningen, alt imens han ivrigt spørger til, hvor vi kommer fra. Som oftest ved de godt, hvor Danmark ligger – mens den unge rugby spillende mand (rugby er en af de sportsgrene, hvor de unge mænd fra Samoa kan udmærke sig i – og dermed få mulighed for at rejse til udlandet), som også arbejdede for Avis spurgte, om Danmark var en del af USA. Da vi fortalte lidt om Danmark – og især temperaturerne om vinteren – var han tydeligvis chokeret. Som han fortalte, så synes han, at en new zealandsk sommer er kold. Vi rådede ham ikke at tage til Danmark.

Bil i hus, tøjet er vasket, så mangler vi bare at få offloadet alle billederne fra kameraet (1200 billeder er nu i hus), så vi kan tage flere fotos. Det kræver cd-rom, men dem finder vi sørme også her. Internet café (hvor man kan gå på nettet fra sin egen bærbare) og så lægge 2 dage på bloggen og lige checke mail.

Vi bliver nødt til lige at checke loppemarkedet i centrum af byen – det er nu hurtigt overset. Herfra beslutter vi at køre hjemad mod hotellet, vi trænger vist alle til en tur i poolen. Hotellet ligger 30 km fra Apia, en køretur som godt kan tage lidt tid, når der nu kun er én vej, og man kun må køre 45 km i timen.

Det er lidt morsomt, for da vi var i Stillehavsområdet for 4 år siden, var der også forberedelse til ”South Pacific Games” (ligesom der er lige nu på Samoa), som er en slags olympiade kun for Stillehavsøerne. Om få dage starter de her på Samoa, så alle landsbyerne pynter langs vejen med flag, planter masser af nye blomster og rydder op. I forbindelse med disse olympiske lege afholdes der også en konkurrence – om at blive Miss Tutti Frutti. Hvis man synes, at man er lidt overvægtig, så burde man komme til Stillehavsområdet – så er man pludselig meget slank (ligesom når man rejser i de asiatiske lande, så føler man sig pludselig kolo-enorm). Nå men på plakaten for denne konkurrence, er der afbilledet en skøn og vældig frodig kvinde med diadem og trutmund, som åbenbart blev miss Tutti Frutti i 2006. Skøn plakat... jeg blev nødt til at tage et billede af den.
Busserne er en anden ting – malet i fantastiske farver, temmelig udrangeret, udstyret med hårde træsæder og naturlig ventilation (der er ingen ruder i) og så gerne akkompagneret med høj pop-musik – man skal ikke altid forvente, at de kører – og kører efter planen – hvis buschaufføren har lyst til at spise en is eller sin frokost, ja så stopper vi bare, indtil han er klar igen. Det er ”the Samoan way”.

45. dag – tirsdag den 14. august 2007

2007-08-16T02:47:00.000+01:00

Vi sov temmelig sent sidste aften, da vi først var fremme ved hotellet ved midnat. Så det var tiltrængt at få sovet lidt. Ligesom Samoa er anderledes og mere civiliseret end Tonga (hvilket i øvrigt skyldes at både Tyskland, Kina, Australien og New Zealand har doneret større summer til at opbygge landet), så er hotellet bestemt også noget andet. Vi kunne lige så godt være på et Ving Resort på Mallorca – her er de andre gæster bare ikke skandinaviere men australiere og new zealændere.

Efter morgenmaden var det pool tid – vi havde lovet ungerne en dag med kun badning. Og det blev det så! Fra kl. formiddag til 17.30 – med det resultat at vi alle er pænt skoldede på trods af adskillige lag solfaktor gange million.

Resortet her er både godt og skidt – beliggenheden er fin lige ned til stranden, poolen og området omkring er nydeligt. Værelset er stort og (forholdsvis) rent – minder i det hele taget meget om de resorts, man som sagt møder i Middelhavsområdet – men maden er pænt dyr og ikke altid det værd. Så vi snakker om her til aften, at vi vil leje en bil, så vi kan komme lidt mere omkring – og ikke nødvendigvis være afhængig af at spise og være her hele tiden. Det passer fint, eftersom vi alle 4 som sagt er skoldede som krebse. Vi har derfor aftalt at tage shuttle bussen i morgen kl. 09.30 ind til hovedbyen Apia for at leje bil og finde et vaskeri – det er vist nødvendigt.

Ellers har vi kigget lidt i guidebogen i dag og fundet ud af, at på den anden store ø Savai`i er der bl.a. en vulkan (Mount Matavanu), som må opleves (ikke mit store hit men sådan er vi så forskellige her i familien). Der er også mulighed for at opleve og svømme med havskildpadder og se flere blowholes. Men dem har vi jo allerede set på Tongatapu. Vi får se, hvad dagene bringer – der er masser af muligheder. Det går jo heller ikke, at vi bliver alt for turistede her på resortet, vi må hellere lidt ud igen og opleve noget mere, inden vi tager til det sidste top på turen – San Francisco.

En sidste kuriositet – eftersom vi fløj over datolinien forleden, har vi oplevet det noget sære at rejse fra Tongatapu tirsdag den 14. august men landede i Apia mandag den 13. august 07. Så det skyldes ikke for meget vin (eller kava), at vi har 2 dage med den samme dato på.
Godnat herfra og sov godt.

44. dag – tirsdag den 14. august 2007

2007-08-16T02:45:00.000+01:00

I dag skulle vi checke ud fra Lagoon Lodge, da vi flyver videre til Samoa i aften – kl. 21.20 tager vi afsted med Air New Zealand til Apia, som er hovedstaden på Samoa.

Udcheckning foregår gnidningsløst – men inden vi stikker af, når vi lige at få en snak med underboen, hvis søn inviterede Frikke og Mathias til kapløb forleden. Det viser sig, at faren oprindelig er født på Tonga, men i en alder af 11 år forlader han og hans familie øen for at immigrere til Australien. Der har han så boet i 24 år. Af forretningsmæssige årsager har familien så boet de sidste par år i Shanghai (hvilket så er grunden til at sønnen taler mandarin), men nu arbejder han på at starte et forsikringsselskab op på Tonga. Vi får en snak om forholdene på Tongatapu og spørger bl.a. til de mange diplomater, som vi så i går formiddag på Friend´s Café. Han fortæller, at i november 2006 var der oprør i Nukualofa (befolkningen er træt af de forhold, som de lever under – samt den magt som kongefamilien har og ønsker reformer). Tilsyneladende var det så voldsomt (vi havde også second thoughts med at komme herned og har fulgt udviklingen men alt er roligt nu), at både New Zealand og Australien, som begge har interesser hernede, har sendt diplomater og politifolk for at hjælpe tonganerne på rette vej.

Vi har besluttet at bruge den sidste dag til at køre resten af øen rundt, så efter endnu en fantastisk morgenmad på Friend´s Café og et besøg på det lokale marked (som byder på masser af rot crops – jeg kender ikke engang navnene på dem, bananer, gulerødder, tomater og taro rødder samt en masse genbrugstøj) kører vi afsted. Der er kun én vej op nordpå, og det er vist ikke hver dag, at de ser turister – skolebørnene, som var ude og lege foran skolen, vinkede ivrigt til os og de lokale, som alle virker til at være hjemme (de sidder lige inden for deres åbne hoveddør og kigger ud) vinker også – det føles nu sjovt – men man vænner sig til det. Faktisk er det sådan, at der er ret høj arbejdsløshed på Tonga, og gennemsnitsindkomsten er omkring T$ 70 per uge (svarer til cirka kr. 210 per uge). Og så alligevel har tonganerne verdens højeste ”body mass ratio” – faktisk oplyser deres sundhedsministerium, at én tonganer spiser gennemsnitlig 3000-5000 kalorier per dag. Og de er store!

Vi er blevet lidt mere modige med at tale fotos, men man ved jo aldrig, hvordan folk reagerer. Vi kører forbi det sted, hvor den hollandske sømand Abel Jensen Tasman i 1643 går i land på Tongatapu for at handle med de lokale og hente vand – og næste stop blandt blandt de store mængder af kokosnød plantager er Mapu´a´ a Vaca (Chief´s Whistles) – eller på engelsk blowholes. Det er et imponerende syn, der møder os – bølgerne bygger sig op, og når de rammer klipperne presses de op igennem med en fart, som gør at højden nogle gange rammer 30 meter. Ungerne hygger sig – endelig er der noget, der er sjovt – så de hyler og skriger hver gang bølgen rammer klipperne. Det er svært at fange med kameraet. Ifølge vores trofaste rejsesvend Lonely Planet Guidebogen skulle dette være de mest imponerende blowholes i Stillehavet – her på Tonga.

Vi ser et utal af kirker på hele øen. Pyt være med at de selv bor i blikskure, men kirkerne er flotte og velholdte (guidebogen fortæller, at mange ofte sætter sig i gæld for at kunne donere penge til kirken – særlig fordi man ved juletid har en tradition, hvor de oplyser, hvor meget hver familie har doneret). Der er naturligvis også mange kirkegårde, og de er helt specielle. Hver grav er størrelsen af en kiste, som næsten ikke er gravet ned i jorden men nærmest bare har fået jord ovenpå. På jordlaget er der så masser af kunstige blomster samt ofte et tæppe, som familien har syet – det hænger for enden af graven. Ganske mange pårørende forsyner også deres kære med diverse flasker, så de ikke bliver tørstige – eller solcelle havelamper, som lyser om aftenen. Det er så sjovt nok det eneste, som er oplyst, når man kører om aftenen.

Vi kører mod Nukualofa igen sen eftermiddag og får vores sidste måltid på Friend´s Café – og selvfølgelig en god latté. Jeg har for en sikkerheds skyld købt 2 poser Royal Tongan Coffé, så jeg kan byde jer trofaste læsere på en kop kaffe, når vi vender næsen hjemad. Vi checker mail, skriver lidt på bloggen, ungerne har næsen i gameboyen – og vi har efterhånden tilbragt så meget tid på caféen, at vi kender stamgæsterne. Da jeg betaler regningen, kommenterer jeg på dette til servitricen – om deres ”regular guests”, hvorpå hun fortæller mig, at manden som lige kom ind ad døren var John, som havde været på Tonga et stykke tid for at reparere deres kommunikations netværk – men at han rejste hjem i morgen til Australien igen. Vi genkender selv flere fra Fafa Island og gæster fra de andre dage – det er jo lige før, at man har fået et tilhørsforhold til byen. Sjovt at der egentlig ikke skal mere tid til, før man får det sådan.

Det er mørkt, da vi kører mod lufthavnen. Vi har aftalt med FAB Rentals (dvs. Mrs. Lee Miller som har udlejningsfirmaet), at vi stiller bilen i lufthavnen. Der er absolut ingen skilte på Tonga, så heldigvis kørte vi turen forleden, fordi ellers var vi da fortabte. Da vi har checket bagagen ind, opdager vi, at vi skal betale afrejseskat (det havde vi jo gjort via vores billetter, men sådan ser verden ikke altid ud). Så vi må ud og veksle igen for at betale de T$ 50 (cirka kr. 150,-), så vi pænt kan forlade Tonga.

Flyveturen til Samoa er ikke længere end 1 ½ time, men hold da op en verden til forskel. Lufthavnen – ja bare immigrationen tyder på et noget mere checket land. Vi bliver hentet af resortet Aggie Grey´s, som vi skal bo på i 7 dage. I bussen er der andre new zealændere, som skal samme sted. Jeg får mig en hyggelig snak med en ældre herre, som er pensioneret – men gift med en noget yngre kone, som åbenbart arbejder som sygeplejerske. Hotellet er et større sted med 5 restauranter og 2 barer – det er jo helt overvældende, når man kommer fra Tonga. Det er vist tid til en standard badeferie, som Frikke siger – både godt og skidt – det er jo lige før, at man helt har vænnet sig til det primitive liv. Her er både swimming-pool, strand, fitness center, internet, massage og hvad man ellers kan finde på – nå jo tennisbane og sågar deres egen kirke.
Så velkommen til Samoa.

43. dag – mandag den 13. august 2007

2007-08-13T09:05:00.000+01:00

Okay – vi overgav os til Fafa Island! Vi ringede til dem i går aftes og aftalte, at vi ville tage båden derover i dag – Heidi havde sagt, at vi bare kunne vende tilbage til øen som ”daytripper” – så det gjorde vi.

Men før det tog vi ned på den lokale politistation, hvor det tog næsten 1 time for at få et tongansk kørekort. Det var lidt af en oplevelse – jeg tror, at Karsten snakkede med 4 forskellige politi-ansatte for at få et tongansk kørekort i hånden – ikke specielt effektive. Og så måtte vi sågar også sidde ude for hans kontor og vente på, at én lokal kvinde skulle til teoretisk køreprøve. Kortet koster 17 tonganske dollar, hvilket svarer til kr. 51,75 for at være hel præcis – og med til historien hører, at vi lige for en sikkerheds skyld tog forbi politistationen i går søndag for at checke, at det var okay at køre på øen uden kørekortet. Hans svar til Karsten var: ”Det er jo søndag, så vi kan ikke udstede et kørekort – men så må du også love at køre forsigtigt” – men hvordan kan man andet, når man max. kører 40 kilometer i timen?

Efter besøget på politistationen tog vi hen om hjørnet til Friend´s Café, som viste sig at være lidt af en perle. Fantastisk mad – og ikke mindst fantastisk kaffe, som er lokalt produceret. Helt på højde med den italiensk Illy, hvis du spørger mig. Så lige hurtigt hjem til Lagoon Lodge for at hente vasketøjet ud af tørretumbleren og så til havnen for at fange båden til Fafa.

Da vi kom derned til havnen, blev vi mødt med store smil og grin fra medarbejderne. Vi måtte jo fortælle, at vi savnede øen og personalet. Der er gået Fafa i blodet på os!

Vi havde en skøn dag på øen – lavede det sædvanlige – snorklede og spiste god mad. Kl. 17.00 var vi tilbage til Nukualofa og Lagoon Lodge, hvor vi lige var hjemme for at vende – for at hente laptoppen og lidt gameboys, så vi kunne vende tilbage til Friend´s Café og ikke mindst deres nabo, som er en kombineret netcafé (af den mere eksklusive slags) - slet ikke at sammenligne med dem, som vi har mødt i Australien. Det var dejligt at checke mail igen og være lidt i kontakt med omverdenen. Karsten tilbragte en tålmodig time med at uploade til bloggen, det må siges, at internet forbindelsen her til Tonga er meeeget langsom.

Vi spiste middagen på Friend´s Café – friskfanget tun. Det var en god middag – som Karsten og jeg snakkede om, så kan man slet ikke købe tun så frisk i Danmark.

Til endnu en Royal Tongan latte fik jeg skrevet bloggen færdig, ungerne havde hver deres gameboy i hånden – en hyggelig family dinner mente Karsten.

Nukualofa – et sjovt sted. Er man fattig, river man bare tænderne ud, når de ikke længere dur – er man lidt ved muffen, så får man guld i munden. Det er morsomt at se, at selv de helt unge har guld i munden. Men det er også dejligt at få lov til at opleve, at efter søndagens tornerosesøvn er byen vågnet op i dag – og opleve, at der rent faktisk er masser af tilsyneladende new zealandske diplomater i byen. Friend´s Café er i hvert fald samlingsstedet om formiddagen for både turister og diplomaterne – skægt at se. Gad vide hvad de laver her? Nå men den historie får vi nok ikke at høre, selv om det kunne være utrolig spændende – men det bliver måske en anden gang.
Jeg må indrømme, at da jeg kom til Tonga var jeg ikke imponeret. Men det er lige som om, at det langsomt kryber ind under huden på én. Så hvis du spørger os, om man bør tage til Kingdom of Tonga, så ville jeg sige ja. Kaptajn Cook kaldte Tonga øerne ”the friendly island”, da han går i land i 1776 – og det må man give ham ret i – stadig her i 2007 er folk utrolig smilende, venlige og imødekommende, så man kan blive helt rørt.

42. dag – søndag den 12. august 2007

2007-08-13T07:00:00.000+01:00

I dag er det søndag på Tonga – og søndagen er hellig – og helliget kirke og familien – så alt er lukket og slukket. Vi beslutter også at tage i kirke – tonganerne er kendt for at være fantastiske sangere, så vi tager ned til St. Mary´s Church, som ligger på Vuna Road (promenaden på Nukualofa), som iøvrigt er en katolsk kirke. Messen starter kl. 10.00 og ifølge guidebogen er det her det eneste sted, hvor man skal være præcis – resten af tiden er det tonga-time, dvs. har man aftalt at mødes kl. 09.00 kan man risikere, at vedkommende først dukker op kl. 12.00 – det er helt normalt.

Vi tager alle vores pæneste tøj på – dvs. Frikke og jeg har lange bukser på, da knæene ikke må vises – det samme gælder Karsten og Mathias. Vi spørger lige for en sikkerheds skyld i receptionen, om vi er ”properly dressed” – hun griner lidt ad os og siger, at for turister er vi okay klædt på. Så vi kører afsted i vores udlejningsbil – der er så mange ”cranky” hunde overalt, så man kan desværre ikke gå rundt. Nogle gange kommer de løbende med fråde om munden op til bilen, når man kommer kørende – man må max. køre 40 kilometer i timen herude, så det foregår altsammen langsomt. Det betyder også, at det er svært at få taget nogle gode fotos, der er ellers meget at fotografere, da alting er så anderledes. Men det bliver til få billeder, da man ofte ikke kan stige ud af bilen pga. de hidsige hunde.

I kirken kommer vi 15 minutter før 10 (det er vist aldrig sket i Danmark), og vi sætter os på den bagerste række. Der sidder kun et andet par, som er hvide – resten er tonganere. Kirken bliver hurtig fyldt op (og den er stor) – og beklædningen er sort – både for mænd og kvinder – og så bærer de fleste en slags sivtæppe flettet af bananblade rundt om dem som en slags ekstra nederdel. Nogle af dem ligner store balskørter, det ser ganske fornøjeligt ud. Selve messen mindede meget om en katolsk messe i Danmark – bortset fra at 2 af messedrengene sad og pillede lus ud af hinandens hår, før messen begyndte – og så bortset fra den helt vidunderlige sang af det kæmpe kor. Det var lige før, at hårene på armene rejste sig – det var det hele værd. Og når jeg siger det hele, så mener jeg, at under messen (jeg forstod jo ingenting undervejs så fokus var på kirkegængerne) opdagede jeg til min rædsel, at både voksne som børn sad åbenlyst og kløede sig i håret – og ved nærmere eftersyn havde ham, som sad foran mig, også en pæn portion af velvoksne lus i sit tilsyneladende nyvaskede hår. Knap så rart – og pludselig var det som om, at alting begyndte at klø på mig. I kender sikkert godt fornemmelsen... Det var lige, hvad vi manglede – jeg fik pludselig en masse forestillinger om alle 4 familiemedlemmer med lus i håret – ingenting er åbent – og kan man i det hele taget købe lusekamme i Tonga? Næppe – det virker til, at ingenting kan købes – supermarkedet er fyldt med de samme varer, tørmælk og kæmpe dåser med konserveret ”corned beef”. En anden kuriositet var, at alteret i kirken var en kæmpe kava-bowle – lige på grænsen til blasfemi synes jeg.

Efter kirken kører vi afsted ud for at opleve noget mere af Tongatapu. Vi kører cirka halvdelen af øen rundt – hele den østlige del af øen, og det vi så var det samme som i går – husene er lavet i alt fra mursten til blik eller træ, de fleste af dem kan man næppe tro, at folk bor i (men det gør de!), haverne er en blanding af græs, alt slags affald og gamle vrag af biler og hvad man ellers ikke længere har brug for. Der går sorte grise overalt – selv ude i havet har de lært at finde mad – med hovedet godt nede under vandfladen – køerne er der langt færre af. Vasketøjet hænger ude næsten alle steder i lange rækker – og så har de 3-4 hunde ved hver husstand – nogle mere venlige end andre. Faktisk bliver vi inviteret til frokost. Da vi kører forbi en grisemor med bitte små grislinger og stopper for at tage et billede af dem, kommer der en tongansk kvinde ud med hendes 3 børn for at spørge, om vi har lyst til at komme ind og spise frokost hos dem – de har kun kylling siger hun. Jeg må indrømme, at det er med nogen ærgelse, at jeg skynder mig at sige pænt nej tak (hvilket ifølge guidebogen er ganske uhøfligt – det har jeg også fortalt børnene, så Mathias punker mig de næste 10 minutter i bilen og fortæller mig, at jeg er ret uhøflig). Jeg orker ikke at se frem til lus og tonganske bakterier – og eftersom det altid er mig, som bliver ramt, synes jeg det er helt rimeligt at afslå.
Vi oplever nogle kæmpe regnskyl undervejs, vejene og parcellerne står nærmest under vand, da kloaksystemerne nok ikke er så velfungerende. Vinduesviskerne på bilen kan knap nok følge med, men der er heldigvis ingen trafik, da alle er enten i kirke eller hjemme og spise frokost med deres familie. Mens andre bruger regnen til at vaske sig – iført tøj – går de ude i regnen med et solidt stykke sæbe, indtil de skummer – både på tøjet og kroppen. Recycling – i bedste stil eller måske mere af nød – det ved vi ikke.

Vi kører også forbi ”South Pacific Stonehenge” (Ha´amonga ´a Maui Trilithon), som er et arkæologisk fund bestående af 3 kæmpe ”limestones”, som tilsyneladende har været indgangen til en hellig by. Igen må vi nøjes med at nyde det fra afstand og i ly af bilen, da der er masser af vrede hunde omkring os. Desværre har vi ikke så meget mere benzin, så vi tør ikke andet end at vende næsen hjemad mod hotellet. På vej tilbage kører vi forbi den internationale lufthavn – den er også lukket og slukket – da det jo er søndag. Vi regner med, at vi selv skal køre derud tirsdag eftermiddag og sætte bilen der, så det er rart at kende vejen. Øen er som sagt ikke stor, men der er absolut ingen vejskilte, så man må være god til at navigere efter kortet i guidebogen, hvis man vil finde frem. Heldigvis er Karsten god til det, så jeg sidder bare og nyder turen.

På vejen tilbage opdager vi, at der er en enkelt restaurant åben – det viser sig at være en lille italiensk restaurant med en ægte italiener – en kvinde i 50´erne, som kommer fra Genova. Hun har boet i Nukualofa de sidste 5 år, og fortæller at hun ikke savner sit hjemland. Hun laver maden sammen med sit noget ældre mor – ganske hyggeligt. Børnene og jeg spiser carbonara (som moster Janni altså laver bedre siger Frikke og Mathias – og jeg må give dem ret) og alt imens sidder vi lidt og kigger på rejseplanen og glæder os alle i vores stille sind over, at om 9 dage er vi på vej tilbage til civilisationen – San Francisco.

Vi gør som tonganerne – de spiser brød til aftensmad om søndagen – efter at de har været i kirke for 2. gang. Den del springer vi så over, men vi kører også til bageren. Vi spørger pænt den søde unge ekspeditrice om, hvad der er i diverse kager – særlig én orangefarvet fanger Karstens opmærksomhed, men da hun fortæller, at der er insekter i, vælger vi én anden, som bare har kanel i.

Vi kører forbi kongepaladset og kongens grav (kongen døde sidste år, dronningen lever stadig) på vej hjem – og aner lige Fafa øen ude i horisonten, hvilket gør, at vi alle længes tilbage – og så vender vi ellers pænt tilbage til Lagoon Lodge. Kl. 18.45 er det bælgmørkt – vi sidder lidt ude på balkonen, så længe myggene tillader det – og ungerne bliver inviteret ud og lege kapløb med underboen, som er 10 år gammel og taler engelsk og mandarin. Vi ved ikke helt, om de er turister lige som os – eller om de besøger familie på Tonga. Men Mathias bliver genert og siger nej tak – gameboyen er trods alt lidt mere sikker og velkendt.
Aftenerne og morgerne her bærer ikke præg af fuglefløjt som på Fafa Island – her er det til bidske gøende hunde. Kl. 19.00 går strømmen på hele øen – så her er mørkt. Mathias er uheldigvis på toilettet, så gode råd er dyre – Frikke finder mobiltelefonen frem, så det nødvendige bliver ordnet til musikken Justin Timberlake, hvis nogen skulle være interesseret – og lyset ikke mindst – fra Frikkes mobil. Ja man kommer til at opleve lidt af hvert. Karsten stikker ned og henter tændstikker, der ligger nemlig allerede 3 lys i lejligheden. Receptionisten fortæller, at strømsvigtet sker ind i mellem – bl.a. i sidste uge – og der kan nemt gå flere timer, før det vender tilbage. Nogle af de andre gæster går straks ud og tænder for deres biler, så er der i det mindste lys. Bagerbrødet blev til candlelight dinner.

41. dag – lørdag den 11. august 2007

2007-08-13T06:59:00.001+01:00

4. dag i paradis – og vi skal forlade Fafa, da de desværre ikke har plads til os længere. Det er lidt sørgeligt, da der er gået Fafa i blodet på os alle.

Den sidste dag spenderer vi på stranden. Jeg prøver vist for første gang at få lidt sol (med det resultat at jeg bliver skoldet!) mens Karsten og børnene skiftevis begraver hinanden i sandet og bagefter fanger hinanden – som det store sandmonster, man er, når man rejser sig fra stranden. De leger også den nye leg – sluk vulkanen – dvs. at kaste en kokosnød ned på en sandtop, som er midten af en skydeskive på 3 meter i diameter. Rammer man midten af skydeskiven, får man 5 millioner i point – de andre giver 1,2 og 3 point. Ja sig ikke at man ikke bliver kreativ af at bo på en øde ø (se billedet – vi har sikret os copyright). Men midt i al kreativiteten opdager vi et kæmpe sprøjt ude i horisonten – Renata har fortalt os allerede den første dag, at pukkelhvalerne er kommet for at føde deres kalve, og at de ser dem dagligt lige uden for revet. Vi spejder efter dem hver dag, men først denne sidste dag på Fafa opdager vi dem ude i horisonten. Vi spurter alle 4 ned til restauranten for at låne deres kikkert og få et lift ud med én af bådene for at se hvalerne. Desværre vurderer de, at vejret er lidt for hårdt til, at vi kan tage ud i én af de mindre både, som er tilbage på øen, så vi må pænt nøjes med at sidde på trappen op til restauranten og kigge på. De virker til at være ganske store, da vi på 500 meters afstand kan se deres kæmpe finner og haler. Jeg har indtryk af, at medarbejderne griner lidt af os, fordi vi er rigtig glade for at se hvalerne – selv på afstand er det en stor oplevelse.

Vi spiser frokost – det plejer vi ellers ikke, da man jo ikke foretager sig særlig meget, bliver man heller ikke sulten. Men i dag gør vi – vi skal rejse med den sidste båd fra Fafa Island kl. 16.30 til Nukualofa. Vi er alle lidt triste til mode. Især Karsten han mener bestemt, at vi har fundet paradis. Jeg er på nippet til at give ham ret – det er en fantastisk beliggenhed vores hytte ”hibiscus blomst” ligger – helt for sig selv og med egen strand.

Efter frokosten går jeg tilbage, mens de andre guffer is til dessert – for at pakke sammen. Vi har fået lov til at beholde huset til kl. 15.00. Vi får pakket, får et sidste skyl ude i den frie natur og Moses kommer forbi for at hente vores kufferter. Vi får afregnet med Willie, som er ”face of Fafa Island” og får snakket lidt med Heidi, som er den 5. i management teamet på øen. Hun er fra Østrig og bor på Fafa Island 9 måneder ad gangen – og holder så fri i 6 måneder, hvor hun rejser rundt i verden og tilbage til Østrig. Vi bliver fulgt helt ned til båden, det har været ret blæsende de sidste 2 dage, så jeg kan mærke, at jeg er lidt urolig over sejlturen. Der er flere af medarbejderne, som skal med tilbage til Nukualofa – så får de et par timer på øen, mens de venter på de næste gæster, som de skal bringe over til Fafa om aftenen. Sera er med – vores rengøringspige – hun er vist lidt glad for Moses, som var ham, som lærte os at åbne en kokosnød. Det ender med at blive en hel hyggelig sejltur uden de store bølger. Moses, Sera og Kaneloki (ham som sejlede os over til Fafa på den 1. dag) pjatter og griner – de er nu søde allesammen. De vinker pænt farvel til os på havnen.

Vi har gennem Renata fået lejet en bil til de 3 dage, som vi skal tilbringe på Tongatapu. Det viser sig at være FAB Rental – og damen, som afleverer bilen (kan man det kalde en bil?) til os, er vist oprindelig fra England. De kører også i venstre side her, men det er Karsten jo efterhånden vant til. Da vi spørger efter papirerne på bilen, griner hun ad os og siger: ”Det bliver 175 tonga dollars – I kan komme ind på mit kontor på tirsdag, det ligger lige nede bag kirkegården, så kan vi afregne” og så stikker hun af igen. Vi når dog lige at få lidt kørselsanvisninger til vores hotel Lagoon Lodge, som Renata har fundet til os.

Vi kører afsted i godt humør – det er dog noget af en omvæltning at komme fra smukke Fafa til Tongatapu. Havnen er travl, der er masser af mennesker – især mange som sidder og sælger kokosnødder og andre frugter. Overfor havnen (som er fyldt med skibe, som I aldrig ville sejle med) ligger det hotel, som vi har forsøgt at få plads på ”Waterfront”, som ifølge guidebogen skulle være noget af det bedste. Desværre havde de ikke plads til os – de vil iøvrigt heller ikke have børn under 12 år boende.

Da vi kører ud mod vores lodge, møder der os et syn, vi nok alle bliver overraskede over. Boligerne er blikskure, der er skrald overalt, gamle bilvrag på grundene, løse hunde overalt og sorte svin – ja, sorte svin – de går overalt. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Da vi kommer til hotellet, bliver vi lidt skuffede. Renata havde lovet os noget pænt, det koster pænt meget 320,- tonganske dollars (svarer til cirka 900,- danske kroner) men møblerne er ødelagte og alt virker som om det har set bedre dage. Men rummet er stort – her er senge til 7 sovende – men de har jo også store familier hernede (men næppe råd til at bo her). Den gennemsnitlige løn er her 2 tonganske dollars i timen (dvs. 6,- danske kroner i timen), så én overnatning her er nok ikke så realistisk. Udsigten er god nok – som navnet indikerer – ved lagunen, men lagunen er fyldt med skrammel, så udsigten er knap så interessant.
Vi kører ud og provianterer til i morgen, søndag – det er nemlig den store hellidag på Tonga, så alt er lukket – og alt er vitterlig lukket – undtagen kirken selvfølgelig. Vi spiser aftensmad på Waterfront – de ville godt nok ikke have os boende, men vi spiser udemærket aftensmad der – sammen med andre turister – ingen lokale. Som vi snakker om over middagen, så er vi nok ganske rige i deres øjne hernede. Vi kører tilbage til vores lagoon lodge, drikker et glas cola og drukner sorgerne. Hvis alt går galt, kan vi tage på daytrips til Fafa Island, Heidi har sagt, at vi bare tager båden over om formiddagen og tilbage om eftermiddagen, hvis vi har lyst. Det kan være, at det bliver en kærkommen mulighed.

2007-08-13T06:57:00.000+01:00

40. dag – fredag den 10. august 2007

2007-08-13T06:48:00.000+01:00

3. dag i paradis – gekkoerne er forsvundet i nattens mulm og mørke. Lydene om natten og den tidlige morgen er uendelige – havet suser, træernes blade hvisler, fuglene siger sjove lyde – og alting er stadig nyt.

Efter morgenmaden tager Karsten og Frikke ud på Josefs båd for at inspicere den, hvis vi ikke fínder andre overnatningsmuligheder. De vender tilbage og fortæller, at de p.t. arbejder på den – det er en 54
fod flot gammel sejlbåd med masser af blankpoleret teaktræ – hyggelig som Karsten beskriver den med masser af bøger, lænestole og i det hele taget en båd, som bærer præg af, at den er i privat eje. Josef siger, at vi kan overnatte på båden for cirka 600,- per nat, og at de vil hente og bringe os anytime – til landjorden. Vi tilbringer et par timer på stranden ude foran vores hytte, bygger sandslotte og finder på en ny leg, hvor man kaster på mål med en kokosnød – da Renata bringer godt nyt (well, det ved vi jo egentlig ikke – i disse internet tider er det underligt, at man ikke har mulighed for at checke tingene ud) – hun har fundet en lejlighed til os på hovedøen – Lagoon Lodge, som er nævnt i vores Lonely Planet guidebog som værende et ”tidy and clean place”. Problemet er, som Renata forklarer, at når det er tongan ownership, så må man være forberedt på det værste. Det virker ikke til, at der er meget drive i tonganerne – i hvert fald er der ikke nogen tvivl om, at kvalitetsbevidstheden ligger milevidt fra japanernes. Renata lover, at hun vil skaffe en lejet bil til os, så den står klar på kajen, når vi kommer fra Fafa Island kl. cirka 17.00. Vi har svært ved at vurdere, hvad der er bedst – at sove på båden eller at tage til Nukalofa. Vi får se.....

Men det som tæller for at tage videre er jo, at vi også ønsker at se mere til hovedøen Tongatapu (den største ø ud af de 171 øer, som tilsammen danner The Kingdom of Tonga. Tongatapu er 34 km fra øst til vest). Ifølge guidebogen er der godt nok ikke forfærdelig meget at se – kongepaladset og deres gravplads er lukket for offentligheden – så det som vi kan forvente at se er vist snarere livet der, besøge Talamahu markedet og så ellers gå på Tonga-time, som guidebogen siger.
Vi får som sædvanlig god aftensmad og sover sammen med børnene i vores dobbeltseng under myggenettet – i læ for gekkoerne, som vi alle er lidt trætte af. Vi sov sødt alllesammen efter både godnathistorier fra Karsten og Frederikke.

39. dag – torsdag den 9. august 2007

2007-08-13T06:46:00.001+01:00

2. dag i paradis – nu har vi ligesom rytmen i os. Vi vågner først kl. 09.30 – selv børnene sover længe. Utroligt at man ikke vågner før, for om morgenen er der simpelt hen det smukkeste kor af fugle, som siger de mærkeligste lyde. Karsten og jeg snakker om at optage det på mobiltelefonen, fordi det lyder helt forrygende. Vi når lige at få bestilt morgenmaden før klokken er 10. Det tager de nu ikke så tungt. Restauranten er åben og bordene vender naturligvis ud mod vandet, det er nu charmerende.

Frikke og Karsten har besluttet at tage en snorkeltur kl. 13.00 går båden ud til én af de nærliggende øer. Mathias bliver hjemme med sin mor.

Efter morgenmaden går vi turen rundt om øen, og vi får bygget hulen færdig . Hulen er blevet rigtig flot. Men sjovt nok som Mathias siger, så er det sjoveste at bygge den – den mister ligesom sin magi, når den står færdigbygget.

Snorkelturen går godt. Frikke og Karsten bliver sat af på øen, som er øde – det tager 10 minutter at gå hele turen rundt. Josef, som sejler dem derover, sætter dem bare af, aftaler et tidspunkt, hvor de vil hjem og så sejler han ellers ud og kaster anker. Det er nok tid til en lille eftermiddagslur. Koralerne er smukke, siger de – men ikke i nærheden af, hvad vi har oplevet i Thailand og Tahiti. Men det er nu specielt at være de 2 eneste på en øde ø, som har den smukkeste strand.

Mathias og jeg hygger os imens – vi bader hele vejen rundt om øen, bygger sandslot og ridderborge, finder flotte muslinger – nogle er hele, andre er ituslået, nogle ligner nærmest knapper med flæser – og så begraver vi selvfølgelig også Mathias i sand, det bliver vi jo nødt til. Krabben har åbenbart ikke helt forskrækket ham.

Da de 2 andre vender hjem fra snorkelturen er det eftermiddagste-tid med kage selvfølgelig. Det er første gang, at ungerne hiver gameboyen frem af tasken. Selv om at Mathias siger, at han hellere vil være hos moster Janni og onkel Andy end her på Fafa, selv om han også brokker sig højlydt over, at vi kun skal bo her 4 dage. Det er ikke nemt altid at være en 8-årig dreng.
Sjovt nok så er vi mange forskellige nationaliteter på øen. Vi er naturligvis de eneste fra Skandinavien, lidt australiere, amerikanere, italienere og så et par fra Rusland. Det er da meget godt, når man tænker på, at der kun er 12 hytter på øen.

38. dag – onsdag den 8. august 2007

2007-08-13T06:41:00.000+01:00

1. dag i Paradis – og så regner det. Vi føler os lidt forfulgt af uheld på denne rejse. Hvad laver man egentlig på en øde ø – og hvad laver man, hvis det regner? Heldigvis klarer det hurtigt op i løbet af formiddagen – og så jeg jo erkende, at det ikke er koldt, selv om det regner. Så ulykken er knap så stor, når det kommer til stykket.

Det tager lidt tid at vænne sig til, at man absolut intet skal lave. Ungerne hygger sig gevaldigt, de finder på masser af nye lege, begynder at bygge en hule af kokospalme grene, bruger store konkylier til at samle vand op i og et metalfad, som nok skal bruges til at skylle fødderne efter en strandtur bliver til et sted, hvor der enten laves mad eller helligt vand til velsignelse. Fantasien får frit spil – gameboyen får en tiltrængt pause. Vi har vores eget lille hus, som ligger ganske diskret bag palmer men med kig til stranden. Vi har ingen naboer, så vi har alt for os selv – og selv om at restauranten ligger 200 meter nede af stranden, så er vi helt overladt til os selv. Der ligger masser af kokosnødder overalt, og dagens største sejr var børnene og Karstens vellykkede forsøg på at åbne en kokosnød – uden knive eller lignende. Vi fandt på vores første tur rundt om øen, som tager 20 minutter i langsomt tempo (og inklusiv Mathias mange uheld) nogle spidse kæppe, som kan bruges til lidt af hvert. Mathias går f.eks. ud i vandet og leger, at han fanger fisk. Det er kun, når det er lavvande, at man kan gå rundt om hele øen langs vandet. Når det er højvande, forsvinder vores stykke strand fuldstændigt.

Rengøringspigen hedder Sera, hun kommer fra Fiji. Hun fortæller mig, at flere af medarbejderne er fra Fiji – fordi som hun siger: ”We know how to sweat” – underforstået fijianerne arbejder hårdt, det gør tonganerne ikke. Det er sjovt at høre fra hende om livet på Tonga. Hun er taget fra Fiji for at undervise i en børnehave, fordi fijianerne er dygtige til engelsk. De har haft mange flere turister på Fiji, så de er veltalende. De er også eftertragtet arbejdskraft, fordi de som sagt arbejder hårdt og har lidt mere flair for, hvad der skal til. Tonganerne får gennemsnitlig 12 børn – og så kan de også finde på at adoptere hinandens børn. Ifølge Sera sender de tit et familiemedlem ”overseas”, så de kan tjene penge til familien. Jeg tror, at hun synes, at de er lidt dovne og forvænte. Det er også væsentligt dyrere at bo på Tonga end Fiji – forklarer hun. De er 29 ansatte på øen til at servicere 12 hytter. Vi møder også Moses, som er ”garden boy” – han virker rigtig glad for ungerne og hjælper dem med at spidse deres kæppe med sin marchete kniv. Tempoet på øen er Fafa-time, som de ansatte siger – tingene tager sin tid, og man er bestemt ikke stresset. Sera siger godt nok, at de arbejder samtlige 7 dage om ugen, men tempoet er til gengæld ikke vanvittig hurtigt.

Eftermiddagens begivenhed var, at Mathias sad og gravede sig ned til kinøjserne, da en kæmpe hvid krabbe pludselig for op af sit skjul. Mathias blev så forskrækket, at han nærmest fløj 10 meter op i luften. Det så ganske fornøjeligt ud.

Om aftenen var der inviteret til polynesisk aften med buffet. Det har vi prøvet på Mana Island, hvor vi blev gift for 4 år siden – men hvad skal man ellers finde på? Buffetten var god – fantastisk god redsnapper (fisk), barbeque kyllingelår og det møreste oksemørbrad. Personalet har i mellemtiden en seance, hvor de drikker kava – en drik som vi også stødte på Mana Island – faktisk er det rødder, som opløses i vand. Det virker euforiserende at drikke det, og folk som har prøvet siger, at man får følelsesløse læber. Som Karsten og jeg talte om, så er det nok en måde at kontrollere kava-indtaget på blandt de ansatte, hvis man legitimerer det én gang om ugen. Man sidder i en rundkreds på gulvet med kava-skålen i midten, og så går skålen ellers på omgang. Det har en umiskendelig grå farve, som noget grumset vand – og siges at smage af ”sure sokker”. Gæsterne var også inviterede, men det var faktisk få, som deltog. Jeg vil sige, at ved aftenens afslutning var de fleste ganske berusede. Måske var det, som skulle til for at få mod til deres optræden senere på aftenen. Vi fik set polynesisk, honolulu og hawaii-dans – fremført at personalet. Det var sjovt at se dem fra en anden side – end som gartner, kok eller servitrice.
Vi gik hjem og i seng kl. 22.00 – vi var trætte. Ja man forstår ikke helt hvorfor – for vi har da ikke lavet dagens gode gerning. Måske er det al den friske luft? Vejen tilbage til hytten var lærerig – i aften tager vi petroleumslampen med ned til restauranten, så vi også kan finde vej hjem – når det er mørkt her, så er det møøøørkt...

37. dag – tirsdag den 7. august 2007

2007-08-13T06:35:00.000+01:00

Wake up call – kl. 06.30 - vi er nærmest blot I transit I Sydnet på et lufthavnshotel Holiday Inn, hvor vi iøvrigt møder en finsk/svensk receptionist Hanna, som er trainee. Jeg tror, at hun synes, at det er lidt hyggeligt at tale skandinavisk med nogle andre, så vi får en kort snak om vores rejse. Hotellet er nu ikke noget at råbe hurra for – sådan er det jo med lufthavnshoteller.

Vi har besluttet at spise morgenmad i lufthavnen, så afgang er senest 07.30. Vi skal flyve 09.25 til Auckland (New Zealand) – her har vi cirka 2 timer indtil vi skal videre til Kingdom of Tonga.

Da vi kommer i lufthavnen og står i køen for at checke ind, opdager vi, at selv om vi kun har 50 kg med, så står vi til at betale en gevaldig masse penge til overvægt, fordi hver enkelt bagage stykke kun må veje 20 kg. Vi har kun 2 – min blå kuffert, som vejer cirka 21 kg og den store sorte taske, hvor Karsten og ungerne har deres i – som vejer 32 kg. Hurtig beslutning – vi regner lidt på det og beslutter at 200 aussie dollars i overvægt ikke kan betale sig, så vi går ud af køen og jagter en kuffert butik. Karsten mener bestemt, at det findes i hver lufthavn med respekt for sig selv – han har ret – i hvert fald finder vi efter en længere gåtur en kuffertforretning. Vi investerer den nette sum af 39 aussie dollars og får en kraftig sort taske med hjul på, som bliver vores – vi finder et diskret hjørne og får efter bedste evne læsset over, så vi har under 20 kg i de 3 stykker bagage. Det går åbenbart meget godt, for da vi kommer tilbage til indcheckningskøen (som i mellemtiden er blevet vanvittig lang) og får vejet bagagen har vi kun den store sorte taske, som vejer 20,5 kg. Det accepterer Air Newzealand personalet dog. Dette gør måske også, at det er slut med at høre Karstens kommentarer om, at ”du bærer det selv” – nu har vi i hvert fald lidt mere albuerum.

Cirka 4 timer til Auckland, vi bliver dog forsinket 1 time ud af Sydney, så de 2 timer i lufthavnen til at skifte fly bliver til 1 time. Vi haster igennem lufthavnen og når da også at sidde lidt ned ved gaten, inden at vi bliver boardet til flyveren til Tonga. Mens vi sidder her, kommer der en ung mand, som bliver eskorteret af 2 uniformerede politifolk samt én i civil og én habitklædt herre med en masse papirer under armen. Hvorfor og hvad han har gjort – det forbliver et mysterium, men han er tydeligvis ikke længere velkommen i Auckland. Under hele flyveturen sidder han allerbagerst i flyveren – 4 sæder efter os – sammen med den civile politimand. Resten af turen foregår ganske roligt.

Da vi lander i Tonga er klokken blevet mange – cirka 20.30 lokal tid. Det er ganske morsomt at se, hvordan alting er så meget anderledes. Der er 3 immigrationsofficerer – én til Tonga beboere, én til ikke-Tonga beboere og én til handicappede, ældre og familier med børn under 5 år. Cirka halvdelen af passagererne er lokale, som er vendt tilbage til Tonga – de andre er som os turister. Vi er dog ikke mange. Tonganerne er som fijianerne meget store – man kunne måske også sige ganske overvægtige – og er ikke meget mørke i huden, men karaksterisk er, at de har store brede næser. De smiler meget og virker ganske imødekommende. Nogle bærer bastskørt uden på deres ”almindelige” tøj – selv tolderne. Udenfor står der en del folk med skilte fra de forskellige hoteller – vi bliver også mødt af en herre, som kører os i en temmelig udrangeret Toyota Hiace til havnen i Nukalofa, som er hovedstaden. Vi kører igennem øen, hvor man ser mange hænge ud enten ved kioskerne, som ligger ved hovedvejen eller bare uden for deres ejendom. Husene er primitive – dog lavet af mursten og vinduer.

Da vi kommer til havnen, kører vores chauffør bilen hen til en lille bitte båd – jeg begynder allerede at ane uråd – vi skal jo ud til Fafa Island, og det er bælgmørkt. Ikke engang havnen er oplyst. Der dukker 2 unge mænd op fra båden, den ene er gevaldig stor og rund, den anden ganske slank. Det er kun den sidste, som taler engelsk. Det første stykke af turen ud af havnen foregår i stille og pænt tempo, men da vi er ude på det åbne vand speeder han fuldstændig vanvittigt op, så bølgerne rammer os med en hård lyd. Jeg mindes ikke at have været så bange før – jeg holder krampagtigt fast i kanten af bænken, som jeg sidder på og den anden holder hårdt fast i Mathias. Jeg når at tænke tusind tanker – hvis vi tipper over, har jeg ikke én chance – hverken mig selv eller børnene, det er møøøørkt. Ham som sejler synes at det er rigtig sjovt, jeg er skrækslagen. De siger, at det kun tager 5 minutter derover, men det tager snarere 20 minutter. Jeg må indrømme, at jeg når at bede til Gud hundredvis af gange – pas på mig og min familie kære Gud. Jeg tror, at han har lyttet – vi nåede i hvert fald over til øen i sikkerhed og blev modtaget af 2 medarbejdere fra resortet. Jeg når lige at sige til Karsten, at det er definitivt min sidste tur til Stillehavsøerne, jeg er mættet! Og så beder jeg om en øl i baren, som vi passerer på vej ned til vores lille hytte. Jeg havde ellers truet med en whiskey og sågar en cigaret – et eller andet som kunne dulme nerverne.
Hytten viser sig at være lige så smuk som billederne. Den er bygget i polynesisk stil, dvs. der er skodder allevegne, men ellers er hytten åben op til kip – og åben ud til himlen. Der er elektrisk lys, som kører på batterier, en lille terasse ude foran hytten, vores egen hængekøje og 10 skridt ned til vores lille strand. Der er myggenet over alle sengene og hele badeværelset ligger udenfor – dog med et højt stakit, så andre ikke kan kigge ud. Men det føles nu lidt mærkeligt at sidde derude i ingenting... Børnene har fået lov til at vække os, hvis de skal op om natten for at tisse – det foregår i følgeskab af en voksen.

Da Frikke og Mathias skal i seng er de lidt utrygge. De sover i deres eget rum lige ved siden af vores – kun en kokosvæg adskiller os – men det er altsammen nyt og anderledes og så længe det er mørkt, virker alt det nye skræmmende. Karsten sætter sig og fortæller historier – det er han god til – og jeg skriver bloggen – og nyder resten af min øl. Jeg glæder mig til at i morgen, hvor vi kan se det hele i dagslys.

36. dag – mandag den 6. august 2007

2007-08-06T02:51:00.000+01:00

Vi vågnede kl. 07.23 – Janni har fødselsdag i dag, så vi ville gerne spise morgenmad sammen. Der var flere fødselsdagskort og gaver fra hele familien – vi havde fundet et flot aflangt fad, som er lavet af aluminium. Det passer godt ind til Janni og Andys stil her i huset, så det var heldigt.

Efter morgenmaden tog Andy på job, så ham har vi sagt farvel til. Vi andre tog til lægen, Mathias havde en tid hos James Hagi, som vi også var hos i fredags. Heldigvis sagde James, at det så meget bedre ud i dag, Mathias fik massage og varme på, og så blev han tapet op på ryggen. Dette bl.a. fordi vi jo skal ud og flyve i dag og i morgen, så det er flot for at styrke hans ryg. Ellers har vi fået et kort brev med, som vi kan give til den behandler, som vi skal kontakte, når vi kommer hjem igen. Da vi gik fra lægen, spurgte Mathias, hvor meget vi efterhånden har brugt på læger. Vi regnede hurtigt sammen og fandt ud af, at vi cirka har spenderet 400 dollars, hvorpå Mathias sagde: ”Det var mange penge, I kan bare sende mig hjem nu”. Han er meget bekymret for, om vi nu har nok penge til resten af rejsen. Det har vi naturligvis forsikret ham om adskillige gange – men det virker alligevel til, at han spekulerer lidt over det. Vi har jo en rejseforsikring, som dækker det hele, når vi vender tilbage til Danmark.

Da vi kom tilbage til huset, var Carina kommet hjem fra universitetet. Hun har heldigvis fri i dag, så vi kan spendere et par timer sammen. Vi skal pakke sammen (igen igen) og bliver hentet kl. 15.30 af en corporate cab, så Janni slipper for at sidde i trafik hele eftermiddagen – på hendes fødselsdag. De andre skal ud og spise italiensk i aften.

Vi rejser med Jetstar til Sydney og har booket et lufthavnshotel, fordi vi skal rejse til Auckland i morgen tidlig. Fra Auckland flyver vi videre til Tonga – alt i alt en hel transportdag. Så i morgen når vi nok ikke at komme på bloggen. Endvidere har vi læst, at internettet på Tonga er meget ustabilt, så I må endelig ikke blive bekymret, hvis vi ikke er på den næste uges tid.
Det var alt for i dag – nu er det tid til at pakke og fejre Janni. So long....

35. dag – søndag den 5. august 2007

2007-08-06T02:45:00.000+01:00

Jeg vågnede ved, at Mathias og Frikke sad og skraldgrinede ude i køkkenet – de fjollede med onkel Andy hen over morgenmaden, så de var ved at få deres coco pops galt i halsen. De havde det rigtig hyggeligt – alle 4.

Efter morgenmaden havde moster Janni lovet børnene at køre dem til Chadston Mall, hvor der ligger en ”Build a Bear” forretning, hvor de kunne få brændt deres aussie dollars af, som mormor havde sendt med. Og så havde de også fået lokket en muffin ud af moster – Frikke valgte én med marshmallows og Mathias fik én med vingummier og krømmel. Dejligt at se at de havde så meget økonomisk sans, at de ikke brændte det hele af ved denne lejlighed, men hver især havde henholdsvis 15 og 25 dollars tilbage efter besøget i Chadston.

Imens gik jeg en tur i byen, den er stadig ved andet besøg ganske hyggelig. Jeg er fuldstændig imponeret over australsk arkitektur, de bygger nogle skønne huse. I stedet for murstenshuse ser man mange huse, som har malede facader – i de flotteste grå og brune nuancer – ja det lyder umiddelbart ikke så flot, men det er det faktisk. Og så naturligvis deres smedejerns stakitter eller rækværn på verandaen. Kan I forestille jer det? Generelt er huse og haver meget velholdte, så overalt hvor man kigger er der pænt. Der er mange mennesker ude og gå tur på dette tidspunkt. Det som slår mig, da jeg går tur er, at man ikke hører så meget fuglekvidder, som var så imponerende i Cairns. Men det er jo også vintertid, så fuglefløjt er ikke det man hører mest af.

Da jeg kommer tilbage til huset, sidder Andy og Karsten stadig på nettet ude i køkkenet – på hver deres computer. Det er sjovt at se, hvor hurtigt man er tilbage i sine vaner – har man adgang til nettet, så forfalder man hurtigt til at blive hængende der et par timer. Ungerne og Janni er også tilbage. De viser mig, hvad de har købt – og selvfølgelig har moster foræret dem lidt også, så Mathias har fået en sej læderjakke til bamse Markus – og hue, vanter og tørklæde til Frikkes bamser. Janni havde fundet Marcs gamle lego frem, så de spenderede et par timer på stuegulvet og fik bygget huse, skibe og øer. Marc er stadig sløj, så han er mest oppe på sit værelse. Det tager godt nok sin tid, før pencillinen hjælper ham.

Vi når også lige en tur ud og se byggeriet af Heidelbergs nye lokaler i Nottinghill. Det ser godt nok spændende ud – jeg er helt sikker på, at det bliver flot, når det står helt færdigt. Det er planen, at de skal flytte ind til oktober. Vi kører også lige forbi Carinas svigermors butik i Toorak på Church Street (som ifølge Janni og Andy skulle være der man bor, hvis er noget ved musikken). Det er sjovt at se den, når nu vi har hørt om den – tilsyneladende har hun 10 butikker spredt rundt i Australien i bl.a. Sydney og Canberra.

Carina og Michael skal komme hjem fra deres ski weekend her til aften, de kommer og spiser aftensmad med os. Det bliver dejligt.
Inden aftensmaden gik Karsten og jeg en tur – ungerne ville hellere blive hjemme. I det hele taget vil de hellere blive her i Melbourne hos familien end at rejse videre. Vi tog en hyggelig tur gennem byen med en kop varm kakao i hånden. Vi stak også lige hovedet indenfor den lokale kirke, hvor vi blev mødt af en sød ældre dame, som var i gang med at gøre kirken klar til messe kl. 18.00. Drengekoret var også i gang med at øve aftenens sange – de sang fantastisks smukt og gik ifølge den ældre dame på Brighton Grammar School på scholarships – en skole som kun er for drenge. De sang virkelig smukt. Vi fik en rundtur i kirken og en snak om rejser. Hun var selv en meget ivrig traveller og havde faktisk været i København sidste år, så vi fik en livlig snak. Tilsyneladende har de ligesom alle andre steder i verden problemer med at fylde kirken op, så de har bl.a. lejet noget af kirken ud til café. Andy fortalte os også forleden, at i nogle tilfælde sælger de helt kirker, som står tomme hen, så man har mulighed for at indrette boliger i stedet for – det ville være helt utænkeligt (indtil nu) i Danmark. Men ideen er sjov.

Billedet i dag er fra caféen, som er indrettet i en tidligere del af kirken.

34. dag – lørdag den 4. august 2007

2007-08-05T06:49:00.000+01:00

Efter en hyggelig morgen-

mad på Carpenter Street tog vi vinterjakkerne på og gik en tur langs vandet ved Brighton Beach. Det var ikke ligefrem varmt nok til at bade men vi fik da et kig på den flotte række af badehuse, som var malet i flotte friske farver. De er i høj kurs – faktisk skal man betale 150.000 aussie dollars (cirka 700.000 danske kroner) for at blive den lykkelige ejer af dette lille omklædningsrum. Vi fortsatte ned langs kysten, det blæste godt så vi måtte have hætterne på – det er ikke så sjovt at flyve med dårlige ører. Janni måtte forlade os på halvvejen for at tage til lægen med Marc, han har det stadig rigtig dårligt. Vi andre fortsatte videre ned mod havnen og så hjem over byen. Brighton er et rigtig hyggeligt område, som man sagtens kunne holde ud at bo i – og 200 meter fra Janni og Andys hus ligger Church Street, som er en super hyggelig gade med butikker, supermarked, slagter, blomsterhandler osv. Da vi kom hjem fra gåturen havde Marc fået dommen: bihulebetændelse. Så han havde fået noget stærk pencillin til at blive bedre på. Han virker dog stadig rigtig sløj – det er bare så ærgerligt.

Efter en god frokost – moster Jannis sandwich – tog tøserne, dvs. undertegnede og Janni til Chapel Street, som er en fantastisk shopping gade – mens drengene og børnene hyggede sig i biografen i kælderen og så ”Pirates of the Carribean” og ”Shrek”. Det var jo en glimrende lejlighed til at benytte sig af de forskellige årstider, så vinterstøvlerne er indkøbt – og så endda på udsalg, da foråret er på vej i Melbourne.

Hjemme igen fik vi lige checket bloggen og læst de nye kommentarer og så ellers få gjort os klar til vores middag på restauranten ”Pearl”, som ligger lige overfor Heidelberg. Det var planen, at Marc skulle passe Frikke og Mathias – jeg spurgte ham, om jeg eller Karsten ikke skulle blive hjemme, men han mente, at det gik. Så moster Janni lavede spaghetti carbonara til dem og lejede en god børnefilm. Mathias blev dog lidt ked af det, da vi skulle til at gå – ”Mor, er du klar over, at I skal være væk i 3 timer?” spurgte han mig. ”Ja, men det går jo hurtigt – I skal også se film” hvorpå han kiggede på mig, som om – mor du kan ikke snyde mig – ”Ja, mor helt ærlig, 3 timer er også laaang tid”. Moster Janni har lagt stilen klar, hun har meddelt børnene, at mens de er her i Melbourne, så må de alt – så de havde fået lov til at være oppe, indtil vi kom hjem igen. Så da vi kom hjem lidt over midnat, lå de pænt og sov i sofaen. Vi listede dem hurtigt i seng og krøb alle til køjs efter en rigtig hyggelig aften på ”Pearl”. Fantastisk mad og godt selskab – tak for en dejlig middag.

Vi havde dog et opkald fra Mathias til Jannis mobil undervejs – Mathias fortalte Janni, at han var bange for at være alene hjemme, hvorpå moster svarede, at det var han jo ikke – han havde både Frikke og Marc der. ”Nå ja, det har du ret i” svarede han kvikt og sagde farvel. Jeg tror, at de følte sig ret priviligerede over at være alene hjemme sammen med Marc – det var bare synd, at han var sløj.

33. dag – fredag den 3. august 2007

2007-08-03T12:57:00.001+01:00

Vi ankom først sent til Melbourne – 23.50 i stedet for 23.20 – så Janni og Andy fik lejlighed til at få lidt varm chokolade, mens de ventede i lufthavnen på os. Her er koldt i Melbourne – om dagen er det cirka 12 grader (og det er vinter og åbenbart det koldeste tidspunkt om vinteren lige nu) – vi har hørt rygter om, at I har cirka 16 grader hjemme i Danmark – og det er sommer. Ikke godt.... Vi kørte hjem til Carpenter Street 8 og fik en hurtig rundtur i Janni og Andys hus – og så i seng. Det er et rigtig dejligt hus, de har købt – meget charmerende. Jeg har især forelsket mig i deres hoveddør, som er en antik indonesisk dør. Ganske smuk – jeg har selvfølgelig taget et billede af den.

Vi sov alle sammen til 08.30 – undtagen Frikke selvfølgelig – lige så snart hun hørte moster Janni træde ud af sengen, var hun klar. Hun spilder bestemt ikke tiden. Så hun fik lejlighed til at køre med til Marcs skole her til morgen. Det tror jeg, at hun synes var rigtig sjovt. Carina er taget på week-end for at stå på ski med sin kæreste Michael og hans forældre. Så Karsten og jeg låner hendes værelse, ungerne sover på 1. sal i ”mormors” værelse.

Vi havde en dejlig stille morgen, spiste morgenmad og sladrede med Janni. Mathias havde fået en tid hos en oestepath, som er en mellemting mellem en fysioterapeut og en kiropraktor kl. 12.40, så det var afgørende for dagens øvrige program. Frikke faldt i søvn på vej hen til lægen, så jeg blev i bilen og passede på hende, mens Karsten og Janni gik til lægen med Mathias. Det var en god oplevelse, han tog sig rigtig god tid til at kigge på Mathias samt hans røngtenbilleder og hans ”dom” er, at han åbenbart gennem længere tid har kompenseret for nogle rygsmerter (som vi ikke ved hvad skyldes lige nu) ved at bruge sit højre ben mere end det venstre. Endvidere fandt han ud af, at han ikke kunne rotere 45 grader i sin højre hofte – kun 15 grader men efter én behandling kunne han rotere lidt mere – cirka 30 grader. Vi har aftalt en tid på mandag, og så vil han skrive en rapport på hans observationer, som han synes, at vi skal bringe videre til en fysioterapeut i Danmark.

Efter dette lægebesøg havde vi snakket om at tage til et ”sanctuary”, som er et sted, hvor de dyr, som bliver skadet, bliver bragt hen til – både kænguruer, hunde, fugle o.l. eller til Science Melbourne, som er et museum a la Experimentarium i Hellerup. Da de havde lovet regnvejr og eventuelt lidt haglvejr, besluttede vi at tage til Science Melbourne, fordi det var indendørs. Det var rigtig spændende – og alle fik lært noget nyt og leget. Selv de voksne – jeg kan f.eks. oplyse, at lynlåsen blev opfundet i 1923 (ja hvem vidste det?) – og at undertegnedes koordinations-, løbe- og styrkeevner er fundet i orden – ja faktisk excellent. Dette gælder så vidt vides også de andre. Frikke vandt stort over både sin mor og sin moster i hurtigsprint. Da de lukkede kl. 16.30 vendte vi hjem mod Carpenter Street.
Hjemme ventede Andy og Marc – desværre har Marc det ikke godt lige i disse dage, så det var ærgerligt. Han blev også hjemme, da vi andre gik ned til ”Pantry”, som er en rigtig god restaurant, som laver Victorias bedste pizzaer. Vi gik derned – jeg har lånt Carinas ene vinterjakke, og Frikke har også lånt én, så overtøjet er i orden. Det er også nødvendigt, da det bliver temmelig ”nippy” her. Og nå ja så kan vi oplyse, at toiletforholdene på ”Pantry” har fået ikke mindre end 9 af Mathias – da han vendte tilbage, så han fuldstændig henrykt ud og sagde: ”Mor, de er intet mindre end fantastiske”. Ja det må siges at være en sær vane, vi har fået os her i familien – men det er jo pludselig de helt almindelige ting i livet, som bliver vigtige, når man sådan er på farten. Apropos farten så spurgte mormor her til aften, da
hun ringede, om vi snart havde oplevet nok og ville hjem igen. Ja som jeg svarede hende, så tror jeg, at Mathias og jeg er én af samme stykke, vi savner begge lidt Vatnavej 5 og vores egne ting, Frikke og Karsten de kunne sikkert rejse videre i al evighed. Sådan er vi så alle så forskellige.
Men én ting som ikke er så forskelligt, det er at vi alle er trætte her til aften, vi fik jo ikke så meget søvn sidste nat. Så godnat til alle jer trofaste læsere selv om I har lidt tilbage af jeres dag.

Bare lige et billede fra regnskoven - klik på det ;-)

2007-08-02T07:46:00.000+01:00

32. dag – torsdag den 2. august 2007

2007-08-02T07:42:00.001+01:00

Hvis det var A-dag igår, så er det B-dag idag

B-dag betyder ikke at man kan sove længe, tværtimod!
Telefonen ringer og man hører ”the time is now 3:45, this is your wake-up call” - hvorfor mon jeg har fornemmelsen af at være på arbejde.

B er for ballon, og børnene og jeg skal ud og flyve i luftballon lige øst for Cairns i et område omkring Mareeba. Efter en times kørsel er vi ved launchsitet, og vi ser flere balloner blive sendt afsted i mørket. Da det bliver vores tur, hopper vi ombord og stiger lige så stille op til trætop-højde og glider langsomt hen over bushen. Vi kommer også op i højden for lige at få et panaramaview, men ingen tvivl om at det er mest spændende at flyve lavt og se kænguruer og papegøje i deres rette element. Og når jeg siger lavt – så er det så lavt, at vi jævnligt skal hæve ballonen for at komme over træer og et-etageshuse. Vi krydser blandt andet også Barron River og ser enkelte marker med macademia nødder.

Hvad der kommer op, skal også ned og vores landing(er) foregik mellem en lade og en sukkerrørsmark. Med mine øjne kunne det godt have set ud som om at piloten ville lande før laden, -fortrød og hævede ballonen over taget og satte den anden side halvejs mod sukkerrørsmarken. Landingerne var i for sig bløde nok, intet at klage over der. Men havde jeg lavet samme antal landinger, havde det kostet landingsøl til en hel besætning.

Bagefter er vi med til at pakke ballonen sammen og kører derfra til morgenmadsarrangementet. Vi får morgenmad ved en nedlagt lade ude i midten af ingenting, omgivet af termitbo og en smule kvæg. Ganske hyggeligt og god morgenmadsbuffet. Vi er hjemme kl.11 på hotellet.

Check iøvrigt dette link. http://www.hotair.info/index.php?pageId=100&id=13786&start=0&lightbox_page=&search_mode=

Imens har Kristina pakket vores værelse sammen og checket ud fra hotellet. Det føles altid lidt underligt, når man har forladt sit hotelværelse – især som i dag, hvor vi først skal forlade Cairns til aften – næsten hjemløs. Heldigvis finder vi en dejlig hyggelig café nær ved hotellet, hvor vi spiser frokost og bliver hængende – skriver blog og ungerne postkort til deres klasse. Og så har vi naturligvis også været forbi posthuset for at sende guidebøger hjem, som vi ikke længere har brug for – sko og andet godt.

Vi skal også nå en gave til Janni – hun har fødselsdag på mandag. Det er ikke så nemt, da Janni har alt – siger hendes datter i hvert fald.
Kl. 20.00 i aften flyver til Melbourne for at besøge Janni, Andy, Carina og Marc. Det bliver hyggeligt – vi glæder os alle. Vi lander godt nok lidt sent – cirka 23.20 så det bliver vist bare et pick-up og så hjem og i seng.

2007-08-02T07:40:00.000+01:00

31. dag – onsdag den 1. august 2007

2007-08-01T11:09:00.001+01:00

A-dag – a for aboriginal.

Dagen starter i Tjapukai Culural Park, som tilsyneladende er Australiens mest præmierede attraktion. Formålet er naturligvis at forsøge at vise, hvordan aboriginal folk levede i regnskoven. Tjupukai folket er dem, som bor i området mellem Cairns og Port Douglas. Hver stamme har deres eget sprog, et sprog som desværre er ved at uddø. Det er meget børnevenligt, da man som gæst får lov til at prøve det hele selv, dvs. vi prøver at kaste med boomerang, spydsværd og kaste spyd – vi får en introduktion til, hvordan man spiller på didgeridoo (det havde vi godt nok allerede fået i går aftes i Port Douglas), en præsentation af regnskovens frugter og hvad regnskovsfolket bruger dem til samt 2 mindre film om tjapukai folkets sagn om skabelsen af verden samt den historie baggrund – om hvordan englænderne fordrev dem ud af skovene og gjorde dem hjemløse. Der var også et show med traditionel dans.

Frokosten skulle være hurtig – så ja vi valgte den nemme løsning – Hungry Jacks (den australske Burger King). Børnene fik lige 10 minutter til at hoppe rundt på den sædvanlige plastik ridderborg-ting og så videre. Vi har jo lidt vi skal have indhentet.

Vi kører videre efter frokost til Mossmann Gorge – et regnskovsområde, som er en del af Daintree National Park. Vi synes lige, at vi skal smage lidt mere på regnskoven. Vi når lige frem til den sidste ”walk” om eftermiddagen med guide. Vores guide hedder Cameroun (hans engelske navn – hans aboriginale navn fik jeg desværre ikke fat i). Han tager os gennem regnskoven i 1 ½ time og viser os, hvordan de overlever derude. Det er fantastisk spændende, og selv børnene er optaget af det – på trods af at de må nøjes med vores halve oversættelser. Regnskoven er foranderlig – for hver 10 meter synes den anderledes end det man netop har passeret. Der er i tusindvis af lianer – det kunne være sjovt at have lidt tid her og lege Tarzan – rødderne fra træerne gør det besværligt at gå, så man hele tiden må have øjnene på fødderne frem for op efter, hvor der åbner sig en fantastisk verden. Vi ser, hvordan de bygger hytter, hvilke nødder de indsamler, hvilke som er giftige, om hvordan man indsamler nødder, som ligges i floden i 4 uger for at tørres i 2 så man kan male dem til mel, vi ser et ”strangling fig tree” (sorry jeg ved ikke, hvordan jeg skal oversætte det), som er et imponerende træ, som i virkeligheden består af mange træer, som er vokset sammen med det resultat er der er et åbent rum mellem dem. Det er her, fortæller Cameroun, hvor drengene som 11-12 årige skal bestå deres manddomsprøve. De bliver simpelt hen efterladt der i 1-2 uger for at bevise, at de har lært nok af de ældre i stammen, så de kan overleve selv. Når man har bevist det, får man et ”ar” henover brystet, så alle kan se, at nu er man voksen. Vi så floder, blade som krammes i hænderne som bliver til sæbe, igler og småfisk i floden og sidst men ikke mindst hvordan de producerer deres forskellige jordfarver, som de maler sig selv med, når de udfører deres traditionelle danse. Prikkerne symboliserer regnskovens dråber – rainforrest people. Som I nok kan læse, er jeg helt høj – det var en fantastisk oplevelse. Vi takkede pænt Cameroun for turen og fortalte, hvor glade vi havde været for at have været med. Som han sagde: ”Jeg vidste ikke, at alt det som min far og mine onkler har lært mig om regnskoven som barn, ville være sådan en stor gave. Nu er det mit arbejde at fortælle om det”. Dejligt at se at man forsøger at holde arven i live, og at de oprindelige folk også fungerer godt nogle steder. Desværre er der også mange, som forfalder til den moderne verdens (u)behageligheder som alkohol og narkotika og sumper rundt i de større byer.

Vi kører videre mod Mossmann Gorge – ind i regnskoven. Vi har lejet en 4wheel drive-agtig bil, så vi kan klare lidt af hvert. Karsten og ungerne går en lile tur langs floden, jeg bliver i bilen – og ja skriver til bloggen. Det skal jo også gøres.

30. dag – tirsdag den 31. juli 2007

2007-08-01T11:01:00.000+01:00

Vi har store planer – vi skal indhente noget af det forsømte. Vi starter dagen med at leje bil hos Avis, kører nord på for Cairns for at opleve skyrail med regnskovstur og toget retur fra Kuranda, som er en lillebitte by, som er fyldt med turister i dagtimerne – og resten af tiden beboet af 60-70´ere hippier, som tilbage i 60érne købte billig jord for at leve lidt mere alternativt.

Turen op til Kuranda foregik som sagt med skyrail, en svævebane, som er etableret i 1994. Turen går gennem regnskoven, et imponerende syn oppe fra svævebanen. Træerne er ganske høje – nogle er helt op til 20 meter høje. Der er 2 stationer undervejs, hvor man kan stå af og kigge nærmere på regnskoven – Red Peak Station, det højeste punkt og Barron Falls Station, hvor man kan kigge nærmere på bl.a. et flot vandfald. Det er sjovt at se på museet, som ligger i Barron Falls Station, at man i begyndelsen af jernbanens tid transporterede folk spændt fast på en enkelt åben vogn – det må have været som en Tivoli tur – eller hvad med bure, hvor man lige kunne stå 2 personer, og så blev man ellers hejst nedad. Godt at transport foregår lidt anderledes i dag.

Vi har 3 timer i Kuranda by, hvor vi får en rigtig skøn frokost – Karsten prøver Barramundi fisken, som er grillet og serveres med soya, jeg får lidt butter chicken – det er jo altid godt. Vi går også i ”Koala Garden”, hvor man kan få lov til at opleve koala bjørnene på tæt hold – faktisk så tæt at man kan få lov til at holde dem og blive fotograferet. Frikke og Mathias fik fornøjelsen, Karsten og jeg måtte nøjes med at røre ved den. Jeg kan oplyse ,at koala bjørne ikke umidelbart er så bløde, som de ser ud – men de er mindst hundrede gange sødere i virkeligheden. Vi var alle helt solgt. Hvor er det bare et fantastisk dyr – selv når de sidder og sover i træet, ser de bare nuser ud. Og sover det gør de faktisk 20 timer i døgnet, så det er ikke mange timer, at man får lov til at opleve dem vågne. Princess, som vores koala bjørn hedder, var 2 år gammel – og hun havde meget svært ved at holde sine øjne åbne under hele seancen. Vi var allle enige om (for en gang skyld – der er nemlig en evindelig diskussion i vores familie om kæledyr) at kunne man have koala bjørn som kæledyr, så var vores næste dyr i familien fundet lige der. Vi tog selvfølgelig masser af bileder, så øjeblikket er foreviget – og børnene smiler stdig saligt, når vi snakker om Princess. (”Koala Garden” lader kun koala bjørnene bliver fotograferet 30 minutter om dagen, resten af tiden har de fri).

På vej tilbage til Kuranda togstation, som skulle være den mest fotograferede station i verden, opdagede jeg til min store skræk, at de dyrekøbte billeder, vi netop havde fået taget af børnene med Princess i armene, lå i den lille bitte lokale kirke – hvor jeg for et kort øjeblik havde lagt dem fra mig for at tage nogle billeder. Karsten var den store helt – han spurtede tilbage og fandt dem igen lige der, hvor jeg havde lagt dem, og vi nåede lige præcis toget tilbage til Freshwater Station.

Det var planen, at vi ville tage til Tjapukai Cultural Park om eftermiddagen, men da vi stod ved bilen, var klokken blevet mange. Så vi besluttede at køre til Port Douglas, en lille by som ligger 65 km nord for Cairns. Den er en rigtig ferieby – men på den gode måde – med en kæmpe bred og lang strand, hyggelige små gader og kun én hovedgade – den minder faktisk lidt om Nossa Heads. Det var en smuk køretur op til Port Douglas – med stranden på vores højre side stort set hele vejen derop. Vi trissede lidt rundt og stødte bla. på en sjov ”fætter”, som oprindelig var født i Israel, men nu boede i Port Douglas med sin svenske kone og deres 2 børn. Han solgte aboriginal kunst og didgeridoo og kunne fortælle os om, hvordan man laver didgeridoos. Både Karsten og ungerne fik lov til at prøve flere af dem for at se, om de kunne få en fornuftig lyd ud af instrumentet – til stor morskab for undertegnede. Men ret skal være ret – der er nok en større fremtid i digilidooen end i sing-along (for nogle familiemedlemmer).
Vi var sent hjemme til Mantra Trilogy. Køreturen hjem var lidt anderledes end ud – her har man ikke gadelygter, så det var interessant.

29. dag – mandag den 30. juli 2007

2007-07-30T12:27:00.001+01:00

Fejlkommunikation er træls – lægen havde sagt, at vi blot skulle møde op hos X-Ray, som skulle lave en CT-skanning af Mathias ryg, men nej – vi skulle naturligvis have lavet en aftale. Så vi måtte tage en taxa hjem til lejligheden igen – og møde op igen om eftermiddagen. Da vi kom ind til røngten-assistenten forklarede han, at en CT-skanning ville være for voldsomt for et barn, så de ville starte med at røngten fotografere ham i stedet. De kunne fortælle, at der ikke var noget brud – og at det så fint ud. Normalt ville de så kræve 24 timer til at lave en lægerapport på baggrund af billederne – Karsten fik dem overtalt til at få lavet rapporten på én time, det vides endnu ikke, hvad han gjorde...

Så i taxa ned til lægehuset, vente i 1½ time for endelig at kunne snakke med én ny læge. Hun undersøgte Mathias reflekser og mærkede efter igen på hans ryg – og kiggede på røngten billederne – som hun iøvrigt ikke syntes var særlige gode. Men undersøgelsen samt lægerapporten fra X-Ray gjorde, at vi kunne konstatere, at der ikke er tale om ”andet” end en ”sore” ryg, som man kalder det. Medicinen hjælper heldigvis, så allerede i morges, da Mathias stod op, var hans gang bedre. Vi fik også en henvisning til en fysioterapeut. Problemet var bare, at de ikke havde tid de næste 3 dage. Så med hjælp af min kære søster i Melbourne får vi måske en tid hos en oestreo-et-eller-andet, som skulle være en mellemting mellem en fysioterapeut og en kiropraktor.

Mellem røngtenbilleder og lægesamtaler nåede vi at spise frokost på en økologisk café, hvor Karsten og jeg fik nogle dejlige tærter med salat, ungerne fik sandwiches og smoothies. Den var nævnt i Lonely Planet guiden som værende et rigtig godt spisested, så det måtte prøves. Desserten var en vaffelis med ”bubblegum” is – ja det lyder ikke rart, men jeg kan godt afsløre, at den faktisk smager godt.

Før aftensmaden fejrede vi de gode meldinger fra lægen med en svømmetur i lagunen. Klokken var næsten 18.00, før vi kom derned men alligevel er der masser af aktivitet. Solen går ned kl. 18.30, men luften er fortsat varm og vandet er – okay ikke meget varmt – men acceptabelt. Det er nu et super hyggeligt sted. Vi går kun 100 meter fra hotellet, så er vi der.

Så vi har besluttet os for – i samråd med lægen – at tage ud på en tur i morgen. Vi vil gerne se Kuranda, som er en jernbanestrækning, som blev etableret for over 100 år siden. Den kører bl.a. gennem regnskoven og bjergene mellem Cairns og Kuranda. Strækningen er 7,5 km lang. Når man skal tilbage, kan man enten tage toget retur eller tage en cablecar ligesom vi gjorde op til muren i Beijing. Efter frokost tager vi til Tjapukai, som er en aboriginal cultural park, som er den mest præmierede attraktion i Australien. Her kan man høre mere om og opleve aboriginals kultur – som boomerangs, gå tur i regnskoven og blive introduceret til ”bush food”, spyd og sværd og andre spændende ting – lige noget for Mathias.

Og så er det også Lindas fødselsdag i dag. Til lykke moster – vi må fejre dig, når vi er tilbage i Danmark. Jannis fødselsdag er på mandag, så vi når lige at få sagt til lykke og spist morgenmad sammen, før vi skal rejse til Sydney om eftermiddagen.

Det var alt for vores dag i dag i Cairns – ærgerligt at vi har måtte bruge 3 kostbare dage på sygdom, men sådan er det ind i mellem. Som Mathias fik at vide i dag, så er rejseforsikringen da tjent hjem igen – mange gange.
Glemte jeg at sige af Frikke har fået ringorm? Heldigvis har vi været i nærkontakt med læger og apotek her de sidste par dage, så creme mod dette er erhvervet. Ja ja, her går det rigtig godt. Og Kristina er nede med australske bakterier igen igen igen..........

Mathias update 30 juli

2007-07-30T09:20:00.000+01:00

Som de siger hernede "no worries"

Mathias er nu blevet roegentfotograferet paa alle leder og kanter og han har ikke braekket noget og er generelt i bedring. Han skal soerge for at holde sig i gang og han skal besoege en fysiotherapist. Hvor er min faetter Thomas naar man har brug for ham?
Vi vender tilbage.

28. dag – søndag den 29. juli 2007

2007-07-30T01:56:00.000+01:00

Dejlig sund morgenmad – australsk vanillie yoghurt, masser af frisk frugt og tyrkisk brød med australsk brie – kan det blive bedre? Solen skinner, det er 26 grader udenfor og udsigten fra lejligheden er fantastisk. Det tyder på endnu en god dag i Cairns.

Vi går ned på en internet café som det første, vi vil gerne checke vores blog for at se kommentarer og lige sende en mail til banken. Mit Visa kort er lukket, fordi man maximum kan trække 20.000,- pr. måned og så lukkes det automatisk – en sikkerhed i tilfælde af at ens kort bliver stjålet. Vi har prøvet det tidligere – faktisk da vi var i Australien sidst – men et opkald eller en mail til banken, og så skulle det gerne være åbent igen.

Derefter gik vi en tur på esplanaden. Fantastisk tur langs vandet på skiftevis træ- og beton promenade. Det er lavvande om formiddagen, så de første 200-300 meter af havnefronten er blotlagt for vand. Det gør til gengæld, at man kan se en masse mud crabs, som har lavet tusindvis af huller, som de kravler op og ned af. På skiltene står der, at man kan møde en krokodille derude, så vi nøjes med at spadsere på promenaden. Tilsyneladende er ibis´ene og pelikanerne ikke bange for krokodiller for de er lavet en mindre koloni ude i mudderet. Langs hele promonenaden er der legepladser, barbeque & exercise stationer, bænke og caféer – et skønt sted. Det synes indbyggerne i Cairns tilsyneladende også, da det bruges flittigt – f.eks. støder vi på flere, som holder deres børnefødselsdag der. Måske en idé til Amager Strand – og Ib & Alices firma? Vi har taget nogle fotos til inspiration.

Desværre er Mathias rygsmerter blevet værre, så vi bliver nødt til at gå tilbage til vores lejlighed og ringe til SOS International. Vi har købt noget voltaren creme på apoteket her til formiddag og ved samme lejlighed fået en adresse på et lægehus, som er åbent 24 H 7 dage om ugen. Vi beslutter at tage kontakt med dem, da han har fået det værre. Der er 1 times ventetid, som vi bruger på at få lidt frokost. Karsten bliver sendt afsted for at hente sandwiches, da Mathias har svært ved at gå nu. Lægen Kumar(indisk læge forhåbentlig ikke at forveksle med ham, som lige har været arresteret for terror-virksomhed) undersøger ham grundigt og forklarer os, at det tyder på en lokal irritation omkring røgsøjlen (L3 og L4). Vi får en recept på nuprofen, som han skal have 3 gange om dagen og en henvisning til en CT-skanning (lumbosacral spine) i morgen tidlig mandag kl. 08.00. Det betyder jo også, at alle vores planer om at tage ud og se regnskov, aboriginal kulturelt center, krokodiller osv. må skrinlægges.

Vi bliver nødt til at tage tilbage til hotellet efter lægebesøget, da Mathias ikke kan gå uden, at det gør ondt. Frikke og jeg henter is ved den nærmeste isbiks, vi når næsten ikke hjem til lejligheden, før de smelter. Heldigvis er der en film på tv´et – Ghost Busters – som vi alle kan bruge lidt tid på.

Frikke og jeg tager ned til lagunen for at bade om eftermiddagen. Karsten og Mathias bliver og ser lidt film. Der er stadig mange mennesker på esplanaden og levende musik. Det er nu hyggeligt.

Aftensmaden består af take-away – vi er ligesom lidt afhængige af at være hjemme på skift med Mathias.
Jeg glæder mig til kl. 08.00 – eller snarere vores tid hos lægen efterfølgende for at høre, hvad pokker der er sket med Mathias ryg. Ærgerlig timing – men dog bedre end at dette skete på Samoa eller Tonga. Og godt at vi har en god rejseforsikring.... Faktisk er det kun Mathias, som har gjort brug af vores rejseforsikring på alle vores rejser, men som Karsten siger: ”Vi har en dreng med dynamit i det ene ben, TNT i det andet og så nitroglycering i rø....” Det er så status for i dag.

27. dag – lørdag den 28. juli 2007

2007-07-30T01:53:00.000+01:00

Mathias vækkede mig på sin sædvanlige facon: ”Mor, hvornår skal I egentlig op?” Klokken var 07.15 – så jeg tog ham på ordet og benyttede lejligheden til at komme ud og løbe en tur. Jeg har ikke løbet de sidste 8 uger pga. en betændelsestilstand i skinnebenet, så det ville være dejligt at komme ud og prøve det af. Der var masser af mennesker på gaden, selv om at klokken ikke var så mange – og der var masser af folk som løb, gik eller på andre måder nød det gode vejr og esplanaden.

Det lå ligesom i kortene, at i dag skulle vi slappe af – vi har allerede oplevet så meget, at det er svært at kapere mere. Vi havde lovet børnene, at det første vi ville gøre var at bade – så efter morgenmaden gik vi ned til lagunen, som ligger lige ud til havnefronten – dejligt sted.
Der var masser af mennesker, som enten badede, nød solen eller nød den levende musik. Vi blev der et par timer. Planen var, at vi endelig skulle finde et sted, hvor vi kunne få internet adgang. Det er lidt absurd, at i Beijing havde vi trådløst netværk på hotellet, mens i Japan og Australien, som er langt mere udviklede lande, så må vi lede – nogle gange længe- efter wireless hotspots hvor vi kan hooke op med vores bærbare. Det lykkedes dog til sidst, og nu er vi så up-to-date.

Ellers har vi blot slentret lidt rundt og lært Cairns lidt bedre at kende. Det virker til, at der er rigtig mange backpackers her – og at mange af forretningerne er rejsebureauer, som kan arrangere ture, flybilletter og udflugter – alt kan lade sig gøre her. Cairns er også en hyggelig by på mange måder med en blanding af nyt og gammelt. Den gamle byggestil er typisk 2 etager med svalegang på 1. salen gerne med smedejernsgitter. Der bygges selvfølgelig også moderne højhuse, men det er faktisk begrænset. De lever af turismen – og kan levere regnskov, revet, strande, øer, ballon ture, skydiving og meget mere.

Der er rigtig mange japanske turister her – for som vores nye ven én japansk receptionist på hotellet siger, så er Cairns det tætteste på Japan af et vestligt land. Faktisk er der flyafgange til 4 japanske byer og Cairns hver uge. Han har boet i Cairns det sidste år for at studere på universitet. Han havde sin 2. arbejdsdag på hotellet, da vi ankom i går. Han synes, at det var sjovt at høre, at vi netop havde rejst i Japan – det er der ikke så mange, der gør – og slet ikke familier. Han kommer fra Hiroshima, og det er planen, at han skal blive 2 år mere i Cairns for at arbejde. Han er fuldstændig vild med at høre om vores rejser. Hans forældre har ikke haft mulighed for at rejse, så derfor tager han selv revanche nu og forsøger at opleve noget andet end Japan. Det er morsomt at se, at han er så typisk japansk – høflige og meget opmærksomme – det er tydeligt, at hans australske kolleger ind i mellem undrer sig lidt over hans opførsel, men har man været i Japan så forstår man...

Vi har besluttet at spise morgenmad i vores lejlighed. Det er rarere selv at vælge, hvad man ønsker at indtage til morgenmad – og hyggeligere. Derfor tog vi ned til Coles, som er et supermarked. Der er et imponerende udvalg af alt – snakker vi yoghurt, så findes der 4 meter køledisk i flere etager med yoghurt – og sådan er det med alt. Hvorfor har vi ikke sådan et udvalg i Danmark? Vi besluttede at lave aftensmad selv – vi måtte prøve det lækre kød, som der lå i disken. Så menuen var i aften australske sirloin steaks, ris og salat – og en australsk shiraz rødvin selvfølgelig.

Mathias har fået ondt i ryggen. Ja faktisk har han klaget de sidste 12 dage, så vi tog ham hen til en kinesisk massør i dag. Han lovede at være forsigtig, og så fik Mathias ellers massage i 20 minutter. De første par timer efter havde han det bedre, men her til aften klager han igen. Vi har ingen anelse om, hvad der er sket, men planen er at gå til lægen med ham på mandag, hvis ikke der er nogen bedring. Og hvor går man så hen? Jeg regner med, at vi ringer til SOS International, da vi ved fra erfaring, at de kender alt til mulighederne.
Ellers skal vi have planlagt, hvad vi ønsker at se her i Cairns og omegn. Børnene har forelsket sig i en brochure over Cairns Zoo, hvor der er billeder af besøgende, som sidder med en koala bjørn i armene. Vi får se – vi er 4 mennesker, som ind i mellem har 4 forskellige ønsker, så det gælder om at få tilgodeset os alle på den bedste måde. Se det er en god øvelse.

26. dag – fredag den 27. juli 2007

2007-07-28T06:05:00.000+01:00

Kl. 06.00 ringer vækkeuret – øv har man måske ikke ferie? Vi skal hurtigt afsted, bilen er klar kl. 06.30 og vi skal køre mod Cairns. Vi fanger en bager på vejen, så vi kan komme hurtigst muligt til Cairns. Bilen, som vi har lejet, skal afleveres kl. 13.00.

345 km fra Townsville til Cairns – det lyder jo ikke af så meget, men vi kører på Bruce Highway 1, hvor man kun kan køre cirka 90 km/timen, så det tager sin tid. Og så skal det jo også være til at holde ud for børnene, så Mathias sørger for, at vi får nogle regelmæssige toiletbesøg, så vi får strakt benene – og så følger der jo som regel en lille ”treat” med, når man nu låner toilettet af de små ”general stores”, der ligger langs vejen. Hele turen støder vi på oceaner af sukkerrørsplantager og nærmere mod Cairns skifter det til bananplantager. Vi tager en kort afstikker til Mission Beach, som alt og alle snakker om. Vejret er desværre ikke det bedste, så Mission Beach viser sig nok ikke fra sin bedste side – det er overskyet. Men Australien har ikke andet end skønne strande, så efterhånden skal der nok noget til, før man bliver imponeret. Vi oplever dog vores første – og forhåbentlig det sidste – møde med en slange, som ligger midt på vejen. Vi stopper ikke for at kigge nærmere på den. Kort efter Lucinda kommer vi ind i ”Croc territory”, dvs. der begynder at være advarselsskilte ved hver creek, om at der er krokodiller i floden. I avisen i går stod der, at man ved en nylig optælling havde fundet små 300 krokodiller fra Gladstone til Cairns. Det er så det sidste australske dyr, vi mangler at se – men det bliver forhåbentlig kun i Zoo.

Kl. 12.55 kører vi ind til Avis, så det må siges at være timet. Så er vi billøse – det er lidt underligt, det giver nu en anden frihed at have bil, men Cairns virker til at være en overskuelig by, hvor man bestemt ikke behøver bil. Herfra går det i taxa til McLeods Street, hvor vi har booket et familieværelse på et YHA – Youth Hotels Australia. Man skal jo også være økonomisk, når man skal bruge 56 overnatninger. Taxa chaufføren kommenterer, da vi siger, hvor vi skal hen: ”Oh but that is a packbacker place?” og ser lidt forundret ud. Børnene kender godt det ord – backpacker – og ikke altid for det gode. Turen er ikke lang, da Avis og YHA Cairns ligger tæt ved hinanden. Belært af erfaringen fra i går beder vi om at se værelset, før vi ordner papirerne. Det viser sig, at Lonely Planet guidens anbefaling måske er lidt utroværdig, da værelset er 2 køjesenge (i plastik) og toilettet og bruserne er man fælles om – dog opdelt efter mænd og kvinder. Karsten og jeg kigger på hinanden og beslutter, at det er vi blevet for gamle og komfortable til, så vi lukker bagagen inde på værelset og begiver os ud i byen for at finde et nyt sted at sove. Receptionisten tager det pænt, men fortæller os, at det måske bliver svært af finde et nyt sted, da det er højsæson i Cairns. Det koster os 2 overnatninger af aflyse, men vi trænger til et rart sted. Vi når til 2 hoteller, som begge er fuldt optaget, men det sidste anbefaler et 3. og ringer til dem – vi er heldige. På denne måde er vi endt på Mantra Trilogy Cairns – endnu en hotel lejlighed med vaskemaskine/tørretumbler – yes! Desværre er der ikke internet, så vi må ud på en internet café i morgen og få updatet de sidste mange dage, som vi mangler.

Jeg er nede og ligge – med den værste hovedpine, jeg nogensinde har oplevet. Karsten og børnene går ud og inspicerer byen. Vi får pakket ud, hentet lidt mad og ser lidt fjernsyn. Det har vi ikke gjort i 4 uger. Det føles helt rart at have en lejlighed med alle de faciliteter, som man har hjemme inklusiv køkken, så man selv kan lave lidt mad. Man bliver hurtig træt af alle de restaurant besøg.
Cairns promenade ”The Esplanade” er 3 km lang med en kunstig lagune, hvor børnene kan bade. Det er varmt – 26 grader – så det nyder vi alle. Det betyder også, at jeg har planer om at genoptage mine løbeture. Jeg har ikke ondt i mit ben længere, så det må forsøges. Vi glæder os til at have en fast base her i 6 dage. Vi har planer om at kigge lidt nærmere på regnskoven og et kulturelt center for aboriginals. Men kender jeg familien ret, så når vi nok også lidt mere.

25. dag – torsdag den 26. juli 2007

2007-07-28T06:04:00.001+01:00

Jeg vågner tidligt og når at se solopgang på dækket. De andre sover stadig, så der er stille og roligt. Der er meget trafik i Happy Bay, da et af resorterne Hamilton Island ligger tæt ved, og der kan man både ankomme til i båd og per fly. Det er lidt underligt, når man nu har været vant til stilheden og naturen.

Vi spiser dejlig morgenmad, masser af australsk yoghurt (den er fantastisk) og frugt. Vi sidder ved bordet og nyder maden, da jeg pludselig får øje på en sort finne ude i vandet. Vi farer alle ud for at kigge nærmere på det. Det viser sig at være en hval, hvilket er fuldstændig fantastisk, fordi vi netop havde sagt til hinanden, at nu havde vi set havskildpadder, kænguruer (på resortet i Happy Bay var der mange), en vild papegøje – så nu manglede vi blot en hval. Kan man bede om mere? Den svømmer lidt rundt og viser os sin hale og sprøjter lidt vand. Den er desværre for langt væk til, at vi kan se den hele, men det er godt nok. Mathias bliver først lidt bange, fordi han tror, at det er en haj, men da vi forsikrer ham om, at det er en hval, falder han til ro igen. Da vi spørger inde hos bådfirmaet siger de, at forrige år havde hvalerne breedet lige ved indsejlingen til Shute Harbour, så de havde set rigtig meget til dem.

Kl. 10.00 sejler vi til Shute Harbour. Det er en kort tur på 5 sømil. Firmaet ønsker selv at sejle båden ind til havnen, hvilket vi er glade for, da det er en stor båd af navigere rundt med. Det er sjovt at se, hvor dygtige sømænd de er. Vi har aftalt, at når vi kommer ind til havnen, så kommer de i en dingy. Han sikrer sig, at alt er klart, Karsten har sat rebene fast til fortøjring, og så overtager han ellers roret. Da han har lagt båden ind til broen lige så stille og roligt, som var det en leg, roser jeg ham og siger ”nice work” – hvorpå han smiler venligt og siger, at han har haft nogle år at øve sig i. Det er lige før, at man kan blive helt misundelig over det – men så igen, som jeg har fortalt Karsten adskillige gange de sidste dage – jeg er en storbypige.

Vi møder Bryant igen i havnen og fortæller ham om vores oplevelser de sidste 5 dage. Han er glad og virker interesseret i at høre om, hvad vi har oplevet. Det er interessant ved Australien – her kan man godt arbejde, når man har passeret 45 år – alle medarbejderne i Whitsundat Rent A Yacht er modne medarbejdere – her er vi helt skævt på den i Danmark. I Japan lagde vi også mærke til, at der stod nydelige ældre mænd i lufthavnen – her er man stadig arbejdskraft selv om man ikke længere hører blandt de yngste. Hvor gik det galt i Danmark?

Vi har lejet bil hos Avis, vi skal køre til Cairns. Det går smertefrit, vi kører fra Airlie Beach kl. 13.00 og lander i Townsville kl. 17.30. Turen er sjov på mange måder, fordi vi kører igennem små landbrugsbyer, hvor den primære indtægt er sukkerørsplantager og produktion af frugt/grøntsager. Overalt kører små toge med de nyhøstede sukkerrør, som skal videre til sukkermøllen. Dette så vi også på Fiji, da vi rejste der for 4 år siden.

Vi stopper i en lillebitte by for at låne et toilet. Vi køber is i en lille biks, som sælger lidt af hvert – som man nu gør i en lillebitte by. Ved siden af forretningen står der et sjovt skilt – et norsk flag med en besked som lyder: ”God jul og godt nytår fra en norsk mand, som gerne vil snakke lidt med jer”. Ekspedienten i butikken fortæller, at han har boet i Australien de sidste 50 år. Ungerne synes, at vi skal tage hen og besøge ham. Vi er helt sikre på, at han sikkert har mange spændende historier at fortælle, men vi vælger at køre videre mod dagens mål – Townsville.

I Townsville er det stik mod al forventning svært at få fat i et hotelværelse. Vi har ikke bestilt noget i forvejen, så vi må køre lidt rundt for at finde et. Det lykkedes til sidst – vi fik simpelt hen det sidste. Ikke just et spændende et – men vi stiller vækkeuret til kl.06.00 og kører videre kl. 06.30, da vi har 4-5 timers køretur foran os til Cairns.

Townsville er en sjov blanding af lidt provinsby og så lidt hill-billie stemning. Her er som sædvanlig mange backpackers – og så har vi mødt de første aboriginals.
Vi skal tidligt op i morgen, så jeg må hellere slutte her. Men vi snakkes ved igen i morgen...

24. dag – onsdag den 25. juli 2007

2007-07-28T06:02:00.001+01:00

Vi spiser morgenmad og gør så båden klar til afgang. Alt skal lige lægges lidt af vejen, så det ikke bliver skubbet rundt, når vi sejler. Ungerne har redningsvest på hele tiden, og de sidder sammen med os i styrehuset, når vi sejler. Frikke bliver desværre så dårlig, men det hjælper dog, når hun får pillerne travelcalm i stedet for ingefær tabletterne. Men hun bliver også lidt træt, så hun får sig en skraver, når vi sejler. Det er nok meget godt, da turen bliver sej.

Vi har besluttet at tage tilbage til Sawmill Beach og spise frokost der og så tage videre om eftermiddagen til Happy Bay, som ligger tæt på Shute Harbour, hvor vi skal aflevere båden næste formiddag.

Vi er ærgerlige over, at vi ikke har fået sejlet så meget – og set så meget – vi skulle bl.a. have set Whitehaven Beach, som skulle være Australiens smukkeste strand. Den er helt hvid, da den består af hvidt koralsand. Billederne vi kan se af den på postkort og lignende ser dejlige ud. Men sejlturen derhen er for lang vurderer vi – og for hård. Man må kende sine begrænsninger.

På åbent hav er der bølger på cirka 2,5 m det giver lidt af en rutsjetur. Jeg styrer båden, da Bryant har sagt, at jeg får det bedre af at styre – så det gør jeg – Karsten lægger anker – og det kræver lidt af et samarbejde – et samarbejde vi klarer helt fint.

I sawmill Beach er der dejligt. Havskildpadderne kommer til syne hurtigt. De er dejligt at se dem igen. Vi spiser frokost og føler helt, at vi er kommet hjem igen. Men Whitsunday Rent A Yacht har sagt, at vi skal passere Whitsunday Passage cirka kl. 14.00, så vi må bryde op tidligt. Det er så utroligt, at der er så stille der – og når man så når ud på åbent hav er vandet ganske anderledes.

Vi sejler kl. 13.30 og rammer cirka Whitsunday Passage kl. 14.00. Bølgerne er stadig høje, og strømmen er stærk. Navigationen er ”line of site-navigation” og så en smule kortlæsning med markering af rev og andre ting, man helst skal undgå – den del klarer Karsten og så sejler jeg.

Vi kommer til Happy Bay kl. 15.00 og skal prøve noget nyt, idet vi skal benytte en mooringline, en fortøjning som på forhånd er lagt ud så man ikke ankre op i koralrevet. Fortøjningen er sat på en bøje som man fisker op fra havoverfladen og gør fast til ankerspillet. Som sagt, så gjort. Endnu en udfordring overstået!

Der ligger et resort på Happy Bay, så vi skal betale for at overnatte på vandet. Til gengæld kan vi benytte resortets faciliteter, så ungerne får en tur i poolen. Den er godt nok kold – men der er også en udendørs spa, som bliver afprøvet. Vi falder lidt i snak med et australsk par, som også skal i spa´en. Vi spørger, hvor vi kommer fra, og da vi siger ”Denmark” , falder snakken jo på vores australske prinsesse. Vi får en snak om det usædvanligt kolde vejr, det har været de sidste 3 uger i Australien og lidt tips til Cairns. Vi når kun lige ud til vores dingy og sejlet ud til vores båd, før mørket falder på – det gør det tidligt kl. 18.15 er det bælgmørkt.

Vi spiser vores sidste middag på båden. Grillen er genial og man kan hekse nogle forholdsvis gode måltider. Vi skal have fisk den sidste aften med de sidste grøntsager stegt med lidt olie og hvidløg.

Karsten fortæller historier for børnene – de elsker at høre om hans barndom, om farfar osv. De skraldgriner, og vi hygger os alle fire. Det er bestemt dejligt at have god tid til at være sammen.
Jeg vågner kl. 04.00, fordi jeg pludselig registrerer, at båden ligger anderledes i forhold til fortøjringen tidligere på eftermiddagen. Karsten må ud af sengen og checke vores ankring. Den er stadig fin, men det virker til, at tidevandet er på vej og båden har drejet sig 180 grader. Vi går i seng igen og sover til næste morgen.

23. dag – tirsdag den 24. juli 2007

2007-07-28T06:00:00.000+01:00

Vi vover pelsen – og sætter kursen mod Nara Inlet, som ligger cirka 11 sømil fra Sawmill Beach, hvor vi har tilbragt 2 ½ dag. Vi forventer det værste af sejlturen, og det bliver også en lidt hård tur. Vi har høje bølger op det åbne hav men af samme årsag har vi valgt en destination, som ikke ligger langt væk. Specielt indsejlingen til Nara er lidt barsk ved os, da der er stærke strømme. Vi er der tidligt på formiddagen, så vi får en god ankerplads ved nr. 1, som skulle være god med de vindforhold, som der hersker – sydøstlige vinde med op til 25-30 knob. Nara Inlet er dog ikke lige så stille som Sawmill Beach. Vi ruller lidt, da vi ligger for anker. Frikke og jeg har tendens til søsyge, så vi må spise vores ingefær tabletter.

Karsten og børnene tager 3 ekspeditioner denne dag. Den første tager jeg med på, vi sejler ind til stranden, hvor der er en lille gåtur op ad bjerget til nogle huler, hvor der er hulemalerier af aboriginals.

Den næste ekspedition er de lidt mere modige og tager bl.a. ind i Refuge Bay, som tidligere hed Shark Bay – ikke uden grund da der tilsyneladende skulle være mange hammerhajer der. De møder dog ikke nogen, men børnene virker ikke så trygge ved lige den ekspedition.

Dagens clue er, at vi får besøg på båden af en vild papegøje. Den er helt hvid med gul kam. Den lander på den bagerste del af båden, hvor vores dingy er tøjlet. Den sidder lige så stille og viser sig frem, det virker som om, at den sagtens er klar over, at den er højdepunktet lige nu. Vi henter lidt brød til den, som vi serverer på vores specielle udendørs grill, som er designet til at kunne tænde og forblive tændt selv under svære vindforhold. Den bliver hos os cirka 10 minutter, mens vi alle bare sidder og betragter den. Det bliver også til et par billeder.

Natten bliver mindre god, da båden er påvirket af forholdsvis mange bølger, så jeg specielt når at få mange tanker om at drive afsted om natten, at ankeret slider sig løst osv. – hvilket det jo aldrig gør, men det er så én af mine bekymringer.
Om aftenen sidder Karsten og jeg kigger på stjerner ude på dækket. Det er hyggeligt. Australierne omkring os på de andre både hører folk music, danser på dækket og hygger sig gevaldigt. Ungerne er efterhånden vant til at falde i søvn til lyden af vand, som rammer skroget, så de falder hurtigt til ro.

22. dag –mandag den 23. juli 2007

2007-07-28T05:58:00.000+01:00

Kl. 08.00 skal vi melde ind til Whitsunday Rent A Yacht, om hvad dagens mål er – vi har måtte tage en mere kedelige beslutning om at forblive på Sawmill Beach ved Cid Harbour, fordi vejrmeldingerne er uændrede – dvs. fortsat 25-30 knob (cirka 50 km/t). De få destinationer, som vi har kigget på, kræver med sydøstlige vinde, at man er god til at lægge anker – og det synes Bryan jo vi er, men vi tør ikke tage chancen. Tænk hvis man driver væk om natten....

Ungerne bliver også lidt skuffede, men vi forklarer dem, at det er bedre at tage en fornuftig beslutning end én ufornuftig. Det forstår de jo godt.

Efter morgenmaden tager Karsten og børnene på deres første ekspedition – i dingyen. De finder en lille strand på den anden side af øen kaldet Gulong Inlet. Der møder de nogle, som har slået telt op og som rejser i havkajakker. Frederikke og Mathias elsker deres ekspeditioner, som de kalder dem – der er jo ikke så mange højdepunkter disse dage. Men det er nu også rart af slappe lidt af – jeg har fået læst lidt om hjerneforskning (Ann-Elisabeth Knudsen), selv om det nok ville være nemmere at koncentrere sig om Alt for Damerne herude. Selv om livet går meget stille, så sker der jo alligevel noget, man lige må holde øje med – især børnene kræver lidt. Game-boy’en er løbet tør for strøm, og vi har ikke mulighed for at lade dem op igen, da båden kører på 12 volt strøm. Heldigvis har Frederikke en god bog med, som hun gerne læser i. Mathias kræver lidt mere og keder sig hurtigere. Som Karsten sagde her til formiddag: ”Det er lidt af en udfordring for familien” – vi har ikke medbragt kort, spil eller lignende, så tiden kan godt føles lang. Karsten er dog ved at læse ”Pirates of Carribean” for børnene, men ellers holder vi udkig efter havskildpadderne, som er temmelig sky – vi når kun at se deres snuder, når de er oppe for at få luft – og så er det kun det bagerste vi ser, når de dykker ned igen.

Varmt vand havde vi pludselig ikke mere af, hvilket vi ikke helt forstod. Manualen til båden havde naturligvis svaret – eftersom vi ikke har sejlet, så charger hverken varmtvandsbeholderen, fryseren eller køleskabet. Ikke så godt – så vi måtte lade motoren køre i tomgang i 3 timer for at få det hele op igen.

Det andet højdepunkt på dagen er – måltiderne. Hvad vi end måtte have tabt i Kina og Japan, det tager vi helt sikkert på her. Båd firmaet har så rigeligt sørget for chips og slik – hvilket vi også selv havde provianteret, det kunne vi godt selv sørge for!

Grillen tændes igen her til aften – denne gang tror jeg ikke, at Karsten hælder olie på. Menuen består af store grillstegte rejer vendt i olie og hvidløg serveret med nudler og grillstegte zuccinier. Børnene får kyllingspyd og chicken nuggets – så de er glade. Der var dog en lille hage ved det hele. Lige som hele middagen stod klar på bordet, lød der et skrig fra badeværelset fra Mathias. Ja, vi har vel også haft små 3 uger nu uden skader, så tiden var ved at være inde. Karsten og jeg løber derned og spørger, hvad der er sket. Han græder, det gør rigtig ondt siger han. Han har slået sig på dørhåndtaget til badeværelset. Jeg besigtiger skaderne og kan ikke umiddelbart se noget – andet end at hans boxershorts har nu et pænt hul i. Da han går ned for at skifte dem, opdager han, at han bløder – Karsten og jeg besigtiger igen skaden – denne gang er det mere synligt. Mathias har lavet hul i sig selv igen – og det bløder. Så nu ved vi, at det kan godt lade sig gøre at lade hul i sin balle (1 cm lang og 1 mm dyb flænge) ved at – I må ikke spørge os, men tilsyneladende har han ”hængt” på dørhåndtaget og dermed beskadiget sin balle plus boxershorts. Da skaden var renset og lappet sammen med ”butterflies” (for jer som ikke har små drenge som ofte kommer til skade, er det små sterile strips som på guddommeligvis holder flængen sammen uden syning), kunne vi heldigvis ikke lade være med at grine alle 4 – og aftensmaden var selvfølgelig blevet kold i mellemtiden, men det går nok.

Vejrmeldingerne her til 16.00 kunne fortælle, at vinden skulle stilne lidt ned i morgen eftermiddag til cirka 20-25 knob, så vi regner med at tage herfra i morgen formiddag. Vi tager til Nara Inlet, som skulle være et fantastisk smukt sted – desværre kan vi ikke snorkle der, da der er spottet hajer, de såkaldte hammerhajer som ikke er på så god fod med mennesker. Så vi nøjes med at overnatte der – i båden.

Først torsdag, hvor vi skal aflevere båden kl. 12.00, ser det ud til at vejret bliver bedre. Det er ærgerligt, da Karsten virkelig har forsøgt at arrangere 5 gode dage på havet. Eftermiddagene er hyggeligst, der er vandet mere roligt, solen skinner og vi kan være ude på dækket.

21. dag –Sawmill Beach søndag den 22. juli 2007

2007-07-28T05:57:00.001+01:00

Vi vågner tidligt – kl. 07.00 er vi vist alle vågne. Karsten skal kalde ind på radioen kl. 08.00 for at fortælle om vores planer til charter firmaet. Vi har besluttet at blive én dag mere her på Sawmill Beach og lære båden og omgivelserne bedre at kende. Vinden er lidt mere voldsom end hvad årstiden normalt byder på, så vi er lidt forsigtige. Dagen startede sågar med regn.

Brødristeren er vores gasovn, så Karsten skal ud på dækket hver gang og tænde for gasflasken. Den anbefaler de, at man lukker for hver gang efter endt brug. Provianten er rigelig, så vi har både kaffe/te, smør, ost, marmelade, brød, cornflakes og yoghurt. Vi skal nok overleve. Vi har dog kun indkøbt til 3 dage, da vi regnede med at sejle ind i havn nogle gange og gå på restaurant, men det viser sig, at ud af de 74 øer, som Whitsunday Islands består af, er der kun resort på 4 af dem hvoraf det ene er ret utilgængeligt for os med vores sejlerfaring.

Sawmill Beach ligger ved den største ø, Whitsunday Island hvorpå der er en national park. Det er tilladt at campere der, og der er flere strande og stier med mulighed for at se regnskov. Vi tager dingyen ind til stranden, men det er lavvande, så Karsten må ud og hive os i land. Udflugten derind bliver dog kort, da vi er bange for at miste vores båd, da højvandet er på vej inden for kort tid. De eneste andre vi møder derinde er 2 australiere, som har en hund med. En hund som synes, at Mathias er så sød en legekammerat, at han løber efter ham på stranden, så Mathias bliver rigtig bange.

Eftermiddagen bliver dejlig på dækket, det er solskin og skønt vejr. Vi slapper lidt af, mens ungerne leger. De finder på flere forskellige lege såsom at hive dingyen hen til båden og give los og så ifører de sig deres nye rash suit (mod farlige brandmænd), som er en lycra fulddragt, så de ligner dykkere. De har lavet en aftale med deres forældre om hele tiden at have redningsvest på, når de er ude på dækket – som Bryan sagde ”they will get a funny tan” – men vi vil hellere være safe than sorry, som vi siger.

Karsten og børnene tager endnu en tur med dingyen, de hyler og griner, de synes, det er rigtig sjovt. De får sågar lov til at lære at styre dingyen – det går ikke så godt, da Karsten ender med at få det halve af Stillehavet over hovedet. Jeg bliver tilbage på båden og læser i Lonely Planet guiden.

Aftensmaden foregår ikke uden mindre dramatik – Karsten synes, at vi mangler lidt gang i den, så han hælder olie på en temmelig varm grill, så vi oplever en mindre brand ombord. Den får han dog slukket – man er vel rolig – og lammekoteletterne bliver grillet og smager godt med kartoffelmosen med selleri, løg og gulerødder i, mint saucen springer vi dog over.

Kl. 20.30 sover børnene – og vi skriver dagbog – vi mangler mange dage.
Jeg håber, at jeg får lidt mere søvn i nat. Måske skulle man tage sig et glas rødvin mere...

20. dag –Airlie Beach lørdag den 21. juli 2007

2007-07-28T05:55:00.000+01:00

Vi står tidligt op og får den mest overdådige morgenmad. Vi har hyggeligt selskab af både nordmænd, australiere og newzealændere. Vi skynder os ned i byen for at komme på nettet, men Airlie Beach er primært for backpackere og folk, som er på vej ud på Whitsunday Islands på bådcharter, så faciliteterne er ikke mange. Vi får lov til at hooke vores egen computer op på nettet, men det er kun med nød og næppe, at det lykkes Karsten at få vores blog op med én dag mere.

Kl. 11.15 bliver vi hentet af én af de lokale taxier, en kvindelig chauffør ud af de 15, der findes i Airlie Beach. På turen til Shute Harbour hvor fra vi skal starte vores sejlads kommunikerer hun med sine kolleger på radioen – og vi småsludrer lidt om vind og vejr.

Vi har chartret båd hos Whitsunday Rent a Yacht – et 25-årigt gammelt velrenommeret firma. Vi har chartret en 38-fods katamaran – Karsten ville sikre sig, at jeg fik lyst til at sejle igen efter denne tur, så han har fundet det bedste frem. Vi har også fået firmaet til at proviantere for os, så vi slæber 7 kasser med mad ned til båden, får det pakket ud og ind i skabene og 2 kasser med vand/vin og sodavand. Vi får 3 timers introduktion til området og båden – og så skal den store prøve beståes. Mindst én af besætningsmedlemmerne skal mestre yachten, før man bliver sluppet afsted. Rimeligt nok må man sige. Al navigation foregår visuelt her, da alt er inden for synsvidde. Bryan er manden, som skal introducere os til båden. Han er en rigtig sjov garvet sømand – no worries mate – og han griner lidt af den skeptiske fru Falkvist, som ikke er så vild med vand og både. ”Hvad er det værste, der kan ske” spørger han. Svarene er mange fra min side, men han griner bare. ”Pjat med dig, du får lov at styre” siger han – ”så bliver du mere rolig”. Det får bestemt ikke nerverne til at blive mindre. Bryan styrer skibet ud af havn, og så får jeg styret. Puha, det er ikke sjovt. Mathias og Frikke sidder på sidelinien og siger ”Godt mor, du er god til det” – jeg ved ikke, hvor de får det fra, men de er gode til at opmuntre. Om det er blæsten eller nerverne, jeg fryser. Frikke styrter ned og henter en trøje til kaptajnen, så ryster jeg lidt mindre. Øvelsen er at lægge anker, og det er et samarbejde, som Karsten og jeg skal lære sammen. Det prøves 2 gange, og så mener Bryan, at det har vi helt styr på. Det ved jeg nu ikke rigtig, om han har ret i.

Han følger med på båden helt ud af havnen, og efter en sejltur lige mod bølgerne (så vil det nemlig ikke føles så slemt at tage turen over til Sawmill Beach, som er vores destination for den 1. aften – siger han), så forlader han os i din dingy (gummibåd) – bye bye – puha, sikke et stort ansvar at stå med. Så er vi alene – os 4 – på en kæmpe båd. Vi har aftalt, at vi tager til Cid Harbour – Sawmill Beach, som er en safe harbour med sydøstlige vinde – lidt for voldsomme efter årstiden – cirka 25-3o knob. Sejlturen herover tager cirka 1 time, og det er bestemt ikke hele turen, som var fornøjelig. Vi møder store bølger 2,5 meter høje – og Frikke begynder at blive søsyg. Vi sidder alle 4 oppe i styrehuset, stille og alvorlige – og glæder os til at komme frem.

Lidt før kl. 16.00 lægger vi anker i Sawmill Beach – lige i rette tide til at melde på radioen, hvor vi lægger anker for natten. Hver dag kl. 08.00 og 16.00 skal der rapporteres til charter firmaet, hvor man tager hen, og hvor man har ankret op for natten. Hvis man undlader at svare på disse opkald 3 gange i streg, sender de helikopteren ud og leder efter én – på egen regning vel og mærke.

Det går godt med at ankre, vi er dog lidt spændte på, om det holder. Men vi har tilsyneladende haft en god lærermester. Kort tid efter at vi har fundet en god plads og lagt anker, dukker den første havskildpadde op tæt ved båden. Vi løber alle op på dækket – denne skulle vise sig at være den første af mange havskildpadder, som vi kommer til at se her.
Kl. 22.00 går vi i seng efter at have læst i vores nye bibel ”100 Magic Miles of the Great Barrier Reef” – det lykkes os endda at få varm aftensmad. Ungerne og Karsten sover vist meget godt den 1. nat, men jeg får næsten ikke lukket et øje. Det er dybt angstprovokerende at sove med disse lyde af vand på begge sider af ens hoved (vores værelse ligger i skroget af katamaranen). Dette er en udfordring af de helt store for mig.

19. dag – Noosa Heads/Brisbane/Prosperpine fredag den 20. juli 2007

2007-07-28T05:48:00.000+01:00

Vækkeuret ringer igen tidligt – kl. 06.00 (det er da tidligt, når man har ferie!). Vi skal det sædvanlige: Bad, pakke, morgenmad – og ud ad røret. Vi spiser morgenmad hos Sandy´s, men denne morgen er der usædvanlig koldt og vi spiser vores morgenmad i hast. Checker ud og finder vores udlejningsbil (som Mathias mener bliver en erstatning for vores gamle øse, som han kalder den – vores Berlingo). Vi tager lige en tur forbi et skilt, som vi ønsker at forevige – et vejskilt med koalaer. Vi bringer det på bloggen i dag.

Turen til Brisbane Airport går godt. Der er næsten ingen trafik, Karsten glemmer dog at tage den rigtige exit på motorvejen, så vi må en omvej. Men vi har masser af tid, så det går også.

Vi skal flyve med Jetstar, Singapore Airlines low budget carrier. De har lidt forsinkelse, men efter lidt ventetid kommer vi afsted. Flyveturen tager kun 1 ½ time, og vi småsover alle undervejs. Da vi lander i Prosperpine finder vi ud af, at vi er landet på ”Lars tyndskids marker” som Frikke så nydeligt kalder det. Vi er outback. Bagage claim er nogle bagagevogne, som er blevet smidt uden for terminalen. No worries – som australierne hele tiden siger.

Vi har bestilt transport, som sammen med nogle andre kører vi i bus med Danny, som underholdt os undervejs med at gøre opmærksom på, når der stod wallabies (kænguruer) i vejkanten. Proserpine er en by, som primært lever af backpackers og cater Whitsunday Islands – der ud over er der en del sukker- og kaffeplantager. Airlie Beach, som vi skulle overnatte i før sejlturen, var bestemt ikke interessant. Fyldt med backpackers som lever det vilde discount- og festliv. Vi har bestilt en overnatning på et Bed & Breakfast, som er økologisk. Dejligt sted, fantastisk morgenmad, som blev serveret af 2 ældre damer, som kunne lave mad! Der mødte vi en norsk familie fra Oslo, som havde boet i Canberra det sidste års tid pga. arbejde og vist var på vej hjem til Norge igen. Ellers fik vi nogle interessante historieudvekslinger et australsk og newzealandsk ægtepar. Alle i Australien fortæller, at det er udsædvanlig koldt hernede denne vinter. Typisk.....
Vi går tidligt i seng, efter at vi har købt et par vindtætte jakker til sejlturen.

18. dag – Noosa Heads torsdag den 19. juli 2007

2007-07-21T00:47:00.000+01:00

Her er så det oprindelige indlæg for den 19. juli. Som nævnt i forrige indlæg er vi på vandet de næste 6 dage og jeg har hørt at der er lidt langt imellem diverse hotspots. Altså ingen indlæg den næste uge. Sorry guy's.

12 timers søvn i en almindelig seng – det er herligt. Ingen futonger på tatami måtter, ingen elendig udtræksseng (fordi ungerne selvfølgelig sover på de gode senge!) men en god og solid madras på en helt almindelig seng. Vi har alle sovet fantastisk i nat og vågnede til en hel dag i Noosa.

Vi fik dejlig morgenmad på caféen, som ligger lige uden for vores hotel. Børnene fik for en gang skyld lov til at smovse med coco-pops og hjemmelavede pandekager med sirup og bananer. Solen skinner, det er stadig klart vejr men en anelse køligere end i går. Vi går en tur efter morgenmaden, kigger lidt på ejendomsmæglerens vindue (selvfølgelig) og svimer alle over de fantastiske ejendomme med fantastiske beliggenheder man kan købe her i Noosa Heads. Biludlejningsfirmaet sagde, at Noosa Heads ville være lidt ”upmarket”, men her er bare skønt. Fantastisk strand - børnevenlig uden for stærk strøm, 36.000 indbyggere, masser af koala bjørne i eukalyptus træerne i Noosa National Park (vi så bare ikke nogen i dag øv!), delfiner i havet, et utal af dejlige restauranter med fantastisk mad, venlige og imødekommende indbyggere og 20 grader på en vinterdag. Vi er solgt! Selv børnene begynder at fantasere om, hvordan det ville være at bo her.

Poolen blev naturligvis også brugt i dag. Det er morsomt at se, at indbyggerne her går med støvler og vinterjakker – de fryser, det er vinter. Vi andre vanvittige skandinaviere går rundt i nederdele/shorts og bare ben.

Det meste af familien ville gerne lære at surfe, men desværre var det ikke muligt i dag. Vi regner med, at vi samler op på dette i Cairns, hvor vi har flere dage at tage af. Folk her i området surfer selvfølgelig, selv om det er vinter. Det ser ud til, at det halve af Noosa surfer, i hvert fald var det mødestedet for mange af indbyggerne i går aftes, da vi gik forbi deres klubhus på stranden. Unge som gamle – eller også mødes man for at tage en fælles løbetur. Australierne er bare easy going – som f.eks. på busserne. I Danmark skriver vi ”ikke i rute” - i Australien skriver man ”sorry I am not in service”. De er bestemt ikke lige så høflige og korrekte som japanerne, men hvad japanerne ikke har i oprigtig imødekommenhed, det har australierne. Man føler sig straks hjemme.

I eftermiddags tog vi sandwiches med fra vores lokale café Sandy´s og gik en tur i Noosa National Park. Vi havde håbet på at få lov til at se koala bjørne, eftersom sidst vi var i Australien lykkedes det os ikke. Men nej det skulle heller ikke være i dag. Nationalparkens brochurer lover ellers noget andet. Men turen var nu hyggelig alligevel, man følger hele kysten rundt med vandet på ens venstre side og skoven på ens højre side. Mellem klipperne ligger der øde strande og naturen er dramatisk med høje skranter og anderledes natur i skoven med bl.a. lianer.

Ellers er familien blevet udstyret med Havaianas (dvs. klip-klapper), de er et must, når man er i Australien – og også praktiske, når man skal være på en båd, som vi skal den næste uges tid. Praktisk er også, at vi har lejet en hotel lejlighed, som er fuld udstyret med køkkenfaciliteter, da familien her til aften ikke var særlig sultne, kunne vi købe færdiglavet suppe, frisk brød og ost og spise i vores lejlighed (specielt dejligt da vi faktisk frøs her til aften – vi har jo ikke varmt tøj med). Eftersom vi ikke har mikrobølge ovn hjemme, er ingen af os særlig handy med sådan en, så popcornene blev lidt brændte. Heldigvis gik det bedre med kakaoen. Dagens griner var helt klart, da Frederikke udbrød vældig indigneret under aftensmaden, da jeg gav min kære mand et kys: ”Mor, altså ikke her ved bordet”. Der kommer ind i mellem nogle sjove kommentarer fra de kære børn. Eller som det virker til at være Mathias slogan i øjeblikket: ”I am hot – you are not” – men da vi spurgte ham, om hvad det betød, udbrød han fuldstændig ærligt: ”Det ved jeg da ikke”. Sådan går det, når man ukritisk kopierer sin storesøster. Knap så sjovt var det, da han væltede alle sine nudler ned over sig selv og hotellets spisebordsstol. Man skal være forberedt på lidt af hvert, når man rejser med sine unger.

Vi har bestilt 3 flotte fotografier i et lokalt galleri af en australsk fotograf Peter Lik, som har fået en del priser for sit arbejde. Fotoserien består af 9 billeder, men vi har udvalgt 3 (så Karsten og børnene også får lidt at spise på resten af ferien). Det ene har som motiv det australske rev, det andet det særlige røde sand og det sidste nogle mosbeklædte sten. De er fantastiske. De er 25X25 cm og klæbet op på en sort tyk fotoramme. De bliver sendt til Danmark om 8-10 uger, da de åbenbart bliver lavet specielt til hver enkelt kunde. Dem glæder jeg mig rigtig meget til at gense i Danmark – de bliver et dejligt minde om denne rejse.

I morgen skal vi desværre rejse fra Noosa Heads. Det er vi faktisk alle 4 kede af – måske vender vi tilbage en dag...

Kl. 08.00 kører vi mod Brisbane, hvor vi skal flyve til Prosperpine for at starte vores sejltur lørdag den 21. juli. Da vi ikke ved, om det bliver muligt at gå på nettet i denne periode, beder vi trofaste læsere om at vente med tålmodighed. Vi vender stærkt tilbage.....

18. dag - Torsdag den 19. juli 2007

2007-07-20T09:55:00.000+01:00

Vi har forfattet et dejligt indlaeg men har problemer med at faa internet adgang. Blot en kort besked for at sige, at vi har det godt. Vi starter paa sejlturen i morgen formiddag fra Airlie Beach. Vejret er desvaerre rigtig koldt - helt usaedvanligt for aarstiden. Har maette koebe nogle skoenne jakker her til aften for at holde kulden vaek. Vi regner ikke med at kunne komme paa nettet den naeste uges tid, saa I maa have taelmodighed med at hoere om vores dag i Noosa Heads. Men det bliver godt......

Tak for alle jeres kommentarer. Det er hyggeligt.

17. dag – Brisbane onsdag den 18. juli 2007

2007-07-18T10:41:00.001+01:00

Lokal tid kl. 05.50 landede vi så på australsk jord. Kaptajnen kunne desværre meddele, at det var ”nice and clear, 8 degrees” og så hørte jeg ikke mere. 8 grader!!! Jeg må indrømme, at jeg sendte en knap så venlig tanke til min kære mand, da han havde planlagt denne del af rejsen – og jeg var ikke informeret om, at jeg skulle have vintertøj med.

Ikke et eneste stykke ærligt overtøj har jeg pakket, ej heller til ungerne. Gode råd er dyre. Vi kommer igennem paskontrollen og ikke mindst madkontrollen. Australien er fuldstændig hysteriske med, at folk ikke bringer madvarer ind i landet. Alligevel er der masser af medrejsende, som bliver ”fanget” i kontrollen med diverse fødevarer i kufferten, som så bliver konfiskeret. Vi havde lært lektien sidst.

Vi bliver hurtigt enige om, da vi stikker næserne uden for lufthavnen, at det er frisk i vejret. Andre passagerer, folk som arbejder i lufthavnen eller blot har et ærinde der, er ganske vinterligt klædt med støvler og varme jakker. Vi beslutter os for at leje en bil for at køre nordpå hurtigst muligt. I avisen kan vi se, at blot i Townsville er der temperaturer, som vi har i Danmark om sommeren. Vi lejer bil hos Budget, og så starter det igen – Karsten har fået fornøjelsen af at være chauffør på denne del af rejsen. I Australien kører man nemlig i højre side af bilen. Jeg tror, at vi inden for et par timer har talt os frem til 8 gange, hvor Karsten har fået aktiveret vinduesviskerne frem for blinkeren, som indikerer, at vi skal dreje. Vi kører direkte til Noosa Heads, som vi har anbefalet af flere bl.a. min søster, Janni og hendes mand. Vi glæder os over at være her igen undervejs, mens ungerne ”crasher” på bagsædet. Det er fantastisk smukt vejr, meget klart i vejret – men også meget koldt – det er i hvert fald ikke sommerligt.
Vi har ikke booket hotel til de næste par dage, fordi det ikke nåede at falde på plads, inden vi rejste. Men i Tokyo snakker vi om, at det jo er ganske heldigt, da både jordskælv og tyfon måske kommer til at betyde, at vi ikke kan nå frem i tide. Men det gør vi jo – og fra vores hurtige kig på nettet hjemmefra ved vi, hvad vi kunne tænke os. Så vi fik indlogeret os på Sebel Apartments, Noosa Heads her til formiddag – og ungerne har fået badet i poolen for første gang på denne rejse. De var fuldstændig euforiske – og selv begge de voksne var med. Herefter er det op i et nyt bad – spabadet i badeværelset. Det vil ingen ende tage – lykken er total hos ungerne. Efter diverse bad spiser vi sent frokost, finder en ATM (pengeautomat) og får lidt australiske penge i hånden, køber en ny våddragt til Frikke og får en lang gå-tur langs stranden.

Australien er ikke blevet mindre dejligt siden sidst. Op ad formiddagen tager varmen til, og receptionisten på hotellet fortæller os, at i cirka 6 uger har de vinter, dvs. temperaturer som i dag. De lokale går med støvler og jakker, ja nogle har sågar hue og halstørklæde på. Vi andre skøre turister går i sommerkjoler og sandaler. Men fra august til januar er det højsommer og meget varmt. Her er smukt og ganske hyggeligt, her er propfyldt med vidunderlige restauranter, og det er ikke dyrt at spise her. Vi ægrer os gule og grønne over, at vi allerede skal køre tilbage til Brisbane fredag morgen, fordi vi skal flyve til Proserpine for at påbegynde vores sejlads. Men det bliver jo også spændende....

Vejskiltene viser os, at der er sandsynlighed for at se koala bjørne i træerne. Frikke er overbevist om, at hun endelig har fundet frem til det kæledyr, som både hendes mor og far kan acceptere. Aftensmaden bliver aflyst til fordel for en større vaffel is – og så til fordel for dagbogen, som jo skal skrives. Det blev dog kun til lidt tegneserier på fjernsynet – vi har kun sovet cirka 4 timer på den sidste flight, så vi er trætte.

Godnat og sov godt (klokken er kun 19.00 men vi kan ikke mere) – i morgen skal vi bade, lære at surfe har Karsten og børnene snakket om, gå tur igennem Noosa nationalpark, spise dejlig mad på skønne restauranter – planerne er mange, men dagene skal vist være længere for at matche vores ambitionsniveau. Dagens clue er, at lejligheden er udstyret med vaskemaskine og tørretumbler, så vi får også vasket, inden vi skal ud og sejle. Se det er ren luksus... og temperaturen nåede alligevel op på 25 grader som en god dansk sommerdag.

16. dag – Tokyo/Singapore tirsdag den 17. juli 2007

2007-07-18T10:38:00.000+01:00

Kl. 06.00 – det er næsten umenneskeligt. Hele natten har jeg drømt om jordskælv og Disneyland. Nærmest mareridtsagtigt. Vi er efterhånden så rutinerede i at pakke, at det hele går som smurt. Vi pakker hurtigt værelset sammen, vækker ungerne og de bliver gjort rejseklare.

Hele vejen ud til Narita Lufthavn regner det – Tokyo i regnvejr igen. Akio har fortalt os, at regnvejret er kommet 1 måned for sent i år, så tilsyneladende er vejret slet ikke, som det plejer. I det hele taget er det rart at kunne få svar på alle de spørgsmål, som vi har stillet hinanden i løbet af de 10 dage, vi har været i Japan. Akio har jo 1. håndskendskab til Japan. Ud over de familiære relationer så har han også boet og arbejdet i Japan, så det er jo rart at havde adgang til alle svarene.

Tokyo lufthavn er selvfølgelig som alt andet i Japan ordentligt og pænt. Vi spiser igen morgenmad på Starbucks, ungerne mener, at det er blevet en tradition. Vi skal flyve fra Tokyo til Singapore med Singapore Airlines, videre herfra til Brisbane i Australien med samme selskab efter 2 ½ time i transit. Ialt en flyvetur på cirka 14 timer plus det løse. Sjovt nok føles det næsten som at komme hjem, når vi lander i Singapore. Det må være fordi, vi har tilbragt så mange timer der på vej til det ene eller andet kontinent. Endnu en gang møder vi soldaterne, som går rundt med intet mindre en seriøse maskingeværer over skulderen i deres arbejde med at passe på lufthavnen om aftenen. Det virker stadig overvældende. Og så orkideerne selvfølgelig. Ærgerligt at man ikke skal den vej hjem...
Da vi passerer midnat, sidder vi i den sidste flyver på vej til Australien. Det bliver spændende at vende tilbage og se, om drømmene holder.

15. dag – Tokyo mandag den 16. juli 2007

2007-07-18T10:36:00.000+01:00

D-dagen.

Tidlig morgen stormer invasionsstyrkerne hen i mod.....
.....Billetlugerne og køber familiens billetter til Disneyland.
Yep, D-dag er lig med Disney dag, noget ungerne har glædet sig til på hele ferien. Vi skulle mødes med Connie og Akio og deres to drenge Louis og André uden for indgangen kl. 10.00 - havde vi aftalt. Det vi ikke vidste var, at der var op til flere indgange. Men alligevel lykkedes det os at finde frem til hinanden. Det viser sig, at vi havde planlagt at mødes på en national feriedag, og et forsigt skøn må være at ca. ¾ af Tokyos indbyggere har valgt at gå i Disneyland – lige denne dag. Sådan føltes det i hvert fald.

Da vi stod ude foran billetlugen, siger Kristina, at hun er svimmel, og at jorden under hende gynger. Pjat med dig skat – det er nok bare vilde japanere, som løber frem til billetlugerne. Nej – min fint følene hustru kunne simpelthen mærke efterskælvene fra jordskælvet i Niigata. Noget vi andre også fik at mærke senere. Jordskælvet i går, havde en styrke på 6,8 på Richterskalaen og efterskælvene var på mellem 5 og 6. Skyskraberne i Tokyo stod og svajede i et minut skrev aviserne. Da jeg selv oplever et af efterskælvene, tænkte jeg ikke på jordskælv, men på at en metro eller en af forlystelserne kørte lige neden under mig. Det er bare så fjernt for os danskere.

Vi havde en rigtig hyggelig og laaang dag i Disneyland. Vi mødtes kl. 10.00, og vi blev smidt ud af parken kl. 22.00. Vi har aldrig været i Disneyland før, så for os var det en fantastisk oplevelse. Lidt stressende er det dog, at man ikke får alt med, men når man først har accepteret det, så går det altsammen meget bedre – og man får mulighed for at nyde det, som der bliver tid til. Vejret var for en gang skyld fantastisk. Solen skinnede og temperaturen sagde næsten 30 grader.

Connie, Akio og børnene tager toget hjem til deres hotel, efter at vi har sagt farvel og fortsat god rejse. De skal blive i Japan og bl.a. fejre Akios oldemor, som fylder 100 år. Vi skal rejse i morgen tidlig, så vi hopper på bussen, som kører direkte fra Disneyland til hotellet. Kl. 22.45 står vi så hjemme igen, vi har ikke pakket, vi ved dårlig nok, hvordan vi kommer til lufthavnen, og så sker det igen – efterskælvene. Jeg er på det tidspunkt så træt, at jeg tænker, at det må være min krop, som er fuldstændig mast. Men den er god nok.

Vækkeuret er sat til kl. 06.00 – bad, pakning og så farvel og tak til Tokyo. Og det regner, når vi står op .....

14. dag – Tokyo søndag den 15. juli 2007

2007-07-15T14:26:00.000+01:00

I dag var så dagen, hvor vi skulle opleve en tropisk tyfon. Men oplevelsen blev væk – heldigvis. Man-Yi (navnet på på tyfonen) startede ellers i ”fin” stil og ramte Okinawa som en kategori 4 tyfon, og kursen var spået til at gå direkte hen over Osaka og Tokyo. Men Man-Yi går sine egne veje og valgte tidligere i dag at gå syd om Osaka og løje af til en ”tropisk storm”. Faktisk var vejret bedre i dag end i går, og som i kan se på billedet er Tokyo faktisk uden for tropisk storm-området. Vi var lidt længe om at komme ud af fjerene i dag. Jeg tror, at vi alle var lidt afventende med hensyn til tyfonen/stormen. Da vi endelig kom afsted, gik Kristina og børnene ned og fik lidt brunch, og jeg fandt en frisør, som havde mod på at klippe en ikke-japaner. Det er altid spændende at blive klippet i et andet land. Ingen af de 6 frisører i salonen forstod engelsk og mit japanske er vist til under middel. Frisøren indikerede med tommel- og pegefinger, hvor meget han ville klippe af, jeg nikkede, og så gik han i gang. Halvvejs i seancen erfarer jeg, at det var hvor meget han ville lade stå tilbage og i følge Kristina og børnene er det ikke særlig meget.... But, when in Japan…
Senere lykkedes det os at se den østlige have til Imperial Palace. Ganske smuk med små vandfald og søer. Ud over de mange karper der svømmer rundt i næsten alle søerne, så vi en knæler på ca. 2,5 cm i en meget lysegrøn nuance. Derfra gik vi ned til Ginza og fandt en god italiensk restaurant. På vejen hjem blæste det en lille smule op, og det var vist, hvad vi får at mærke til Man-Yi ;-)

I morgen er det D-dag............

13. dag – Tokyo lørdag den 14. juli 2007

2007-07-14T15:53:00.001+01:00

I morgen tager vi til Tokyo – og hvordan kommer vi så til Tokyo? Af en eller anden mærkværdig grund har ungerne fået en slet vane med at sige sådan her. Lige så slet vane – eller måske snarere lidt mærkværdig vane – har vi fået her i familien, når vi efter et toiletbesøg er begyndt at tildele dem point for renhed og indretning. Ideen opstod i Bejing, hvor man skulle være særdeles heldig for at finde et toilet, som ligner det, som vi kender fra Danmark – eller rettere – et western toilet. I Kina – og også mange steder i Japan – har man et ”hul” i jorden med 2 skridsikre ”plader” på hver side – de mere eksklusive er udformet i hvidt porcelæn. Men i kejserens sommer palads i Beijing havde et af de offentlige toiletter fået tildelt stjerner – faktisk var det et ”3-rated toilet” ifølge skiltet. Det kunne resten af familien dog ikke bekræfte efter et hurtigt besøg. Men faktisk er det sådan, at det er blevet en del af vores ritualer her på ferien – at tildele toiletterne stjerner og skalaen går fra 0-10. I Japan behøver vi nok ikke at sige, at vi oftest bevæger os på den øverste del af skalaen – både hvad angår hygiejne og tjekket indretning.

Tjekket indretning var også det ord – eller måske snarere state-of-the-art da vi i dag fik kigget lidt nærmere på Shinjuku, et område som ifølge den troværdige kilde Lonely Planet guiden, skulle være særdeles repræsentativt for det moderne liv i Tokyo. Vi fik pga. regnen (det har regnet – og jeg mener – regnet hele dagen massivt, så vi har svømmet rundt i vores sko hele dagen) trang til at gå indendøre, så vi gik ind i det meget smukke stormagasin Takashimaya. Det er en fornøjelse – ud over 5 skønne etager med alt, hvad et kvindehjerte kan begære – så er der 2 hele etager med de dejligste restauranter – og indrettet efter den reneste minimalistiske stil – det er simpelt hen state-of-the-art. Magasin er pludselig blevet til Daells Varehus ved siden af... De kan noget de japanere, ja eller også er det, at de forlanger noget, når de endelig har fri. Der er i hvert fald et skønsomt udvalg af alt, skal man købe papir, ja så findes det i hundredvis af udgaver også videre. Og lad mig så afsløre her at jeg lod mig friste til at købe sko i Tokyo (jeg siger dog ikke hvor mange, det kunne blive brugt imod mig på et senere tidspunkt) – på udsalg – men sikke nogle skønne sko.

Tokyo er en overflod af luksus og forbrug – ja selv Shiento munken, vi så i morges i metroen bar sin beskedne kimono, træ sandalerne som vi kender men i hånden havde han selvfølgelig en lille diskret pose fra Louis Vuitton. Karsten mente, at nu må det være slut med økonomiske bidrag til templerne, hvis ressourcerne bruges på den slags pjat.

Karaokee er også hot i Tokyo. Overalt ser man både 4 og 5 etager med karaokee restauranter. Det er endnu ikke lykkedes mig at overtale familien til en tur herind, så jeg må vente, til vi kommer hjem igen til vores eget sing-along.

Gastronomien er også fantastisk her. Overalt er der restauranter – i forbindelse med tog- og metrostationer, i stormagasinerne, på gader og stræder og i højderne, de ligger simpelt hen i lag i højhusene. Kvaliteten er i top – man bliver ikke skuffet. I Tokyo kan alt lade sig gøre, desværre har vi ikke forsøgt os med sushi igen, vi blev lidt forskrækkede over det sidste besøg.

I morgen bliver nok en anderledes dag, vi regner med, at stormen når Tokyo omkring aftenstid. Alligevel har vi sørget for at have lidt mad og drikkevarer på værelset. Vi håber dog, at vi får mulighed for at komme lidt ud. Ellers er der en indendørs swimming-pool, som nok skal prøves af Frederikke og Mathias.
Akio, Conny og børnene skulle efter planen komme til Tokyo i morgen tidlig. Herfra skal vi lige koordinere Disney besøget på mandag. Vi håber, at stormen har lagt sig, så vi kan få en hyggelig dag sammen.

Her er der mulighed for at se et kort over Tokyos metronet. Jeg ved ikke hvorfor, men børnene spørger tit om de må få spagetthi. http://www.mkc-properties.com/images/livinginjapan/tokyometromapbig.jpg

12. dag – Tokyo fredag den 13. juli 2007

2007-07-13T14:12:00.001+01:00

Så troede vi lige, at alt var godt – og så overrasker naturen os. Nyhederne kunne i går fortælle (fordi dem kan vi jo nu både se og forstå, da de er på engelsk), at der var en tyfon på vej mod Japan fra Stillehavet. Ifølge DMI løjer den dog af, så den er reduceret til en tropisk storm, når den når Tokyo søndag. Billederne her til aften på BBC News fra Okinawa ser ikke så rare ud, så det er godt, at vi ikke er der.

Af samme årsag fik vi lidt sen morgenmad i dag, men vi fandt et alternativ til vores Starbucks Coffee i Kyoto. Efter et solidt morgenmadsmåltid besluttede vi at kaste os ud i togtrafikken igen. Det kræver virkelig overblik og tålmodighed. Tog- og metronettet er enormt og ofte kun skitseret på japansk. Det er den store daglige prøvelse. I det hele taget er der så meget larm allevegne, at man meget hurtigt kan komme til at føle sig stresset. Ikke mærkeligt at mange af japanerne sidder og småsover i toget. Men man siger jo også, at de arbejder rigtig meget – så meget at de nogle gange dør af ”overworking” – vist ikke et fænomen vi kender til i Danmark. Rundt omkring i gaderne er højhusene plastret til med plasmaskærme, som konstant kører med reklamer, filmklip og lignende og gerne med rigtig høj lyd på – påvirkningen af alle sanser er konstant. Adskillige gange har vi passeret nogle spille-haller, hvor larmen er så voldsom, at man har meget svært ved at forstå, at de kan holde ud af sidde der. Men det gør de – i pæne lange rækker – og prøver vel af vinde millionen eller hvad de drømmer om.

Vi havde planer om at se den lille del af kejserens palads – eller rettere hans have, som er offentlig tilgængeligt, men desværre havde vi ramt den ene af de to ugentlige lukkedage. Herfra tog vi med toget til et område af byen, som hedder Shibuya – og som ifølge Lonely Planet guiden skal være en bydel, som er præget af ungdommen og mode. Det var en skønsom blanding af noget meget trendigt og minimalistisk, eksklusive forretninger (jeg har aldrig set så mange Louis Vuitton forretninger samlet i et land) og så et mindre område med subkulturer som punk (jeg troede det var dødt) og en tøjstil, man vist med rette kan kalde ”barbie doll”. Dette minder mig om, at jeg aldrig har set så mange unge kvinder går i højhælede sko – og hvad værre er, så er mindst halvdelen af Tokyos kvinder hjulbenede eller også er de bestemt ikke skabt til at gå i højhælede sko. Det er fuldstændig grotesk at se på – specielt fordi vi snakker ikke om en lille smule hæl, nej vi snakker hæl, som kan angives i 2-cifrede cm-mål. De unge mænd er næsten uden undtagelse delt i 2 kategorier: Enten er de cowboybukseklædte a la Michael Jackson med kæder på, t-shirt og slade frisure eller også er de ulastelig klædt i sort/mørkt jakkesæt og hvid skjorte. Som Mathias og Frikke sagde her til aften under middagen, som blev indtaget på 7. sal ved Shibuya station: Hvorfor er der så mange sorte og hvidklædte mennesker?

Vi har også besøgt Yoyogi-parken, som er kendt for særlig i løbet af week-enden at lægge græs til japanske unge, som klæder sig ud som diverse tegneserie-figurer – sikkert som en måde at skeje lidt ud på i dette meget korrekte land. Desværre var det kun fredag eftermiddag, så vi fik ikke nogle gode fotos. Måske tager vi tilbage i morgen...

Ellers har vi travet igennem Shibuya, som er et stort område. Her til aften tegnede vi ind for sjov skyld på kortet, hvor vi har været i Tokyo – ja så har vi faktisk ikke engang set én tiendedel endnu. På Shibuya station siger man, at der passerer 2 millioner mennesker igennem hver dag. Det er hektisk. Billedet i dag er fra et lyskryds lige udenfor Shibuya station, hvor man kan blive fuldstændig paralyseret over, hvor mange mennesker, der krydser hver gang, den lyser grønt. Faktisk var vi flere turister, som bare stod her og fotograferede og grinede over, hvor hysterisk mange mennesker, der krydser vejen hver gang. En anden sjov detalje er, at man må krydse på tværs, så det bliver rigtig sjovt.
Dagens eneste kulturelle indlæg var besøg i Meiji Jingu Shrine, som er et Shiento tempel. Det ligger ganske smukt i en skov. Som altid er der dejligt og fredfyldt i templerne. Vi brugte lidt tid på at læse de træplader, som man kan købe og skrive sin bøn på. Der var mange både japanske men også udenlandske bønner – det giver altid lidt tid til eftertanke. Dagens mindre behagelige oplevelse var, at Mathias var ved at løbe lige ud foran en bil i dag, hvilket gjorde, at især hans forældre blev lidt mere stille resten af eftermiddagen. Herefter er det aftalen, at man altid holder i hånd, når vi krydser en vej. Det driller især, at man har venstrekørsel her i Tokyo, så det kræver en ekstra opmærksomhed også hos de voksne.

11. dag – Kyoto/Tokyo torsdag den 12. juli 2007

2007-07-12T14:50:00.000+01:00

Tilbage til civilisationen – Tokyo here we come! Det føles næsten som at komme tilbage til New York. Tokyo er en kæmpe storby, som ikke er hel nem at finde rundt i. Men turen hertil foregik med shinkansen – eller også kendt som ”bullet train”, som har kørt på de japanske skinner de sidste 30 år og aldrig har haft en eneste ulykke på trods af, at farten er omkring 270 km/timen. Det tog knap 2 ½ time at køre fra Kyoto til Tokyo – eller rettere til Shingawa hvor vi har booket hotel. Hotellet er en del af et større hotelkompleks og ganske nydeligt – og en stor kontrast til ryokanen i Kyoto. Ungerne nyder tydeligvis at være tilbage til noget, som de kender – vi har fjernsyn med BBC og CNN news på, som vi forstår – i Kyoto var der kun japanske kanaler, så man følte sig lidt fortabt, når man ingenting forstår.

Japan Railways – også kendt som JR (ikke at forveksle med hovedpersonen i én af 80´ernes soap) – de kan noget. Vi er imponerede. Servicen er helt i top – og måske også for meget i top, da både billetkontrollør og togstewardesserne bukker ærbødigt hver gang, at de forlader togvognen – og det gentager sig på hele turen. På togperronen står der 2 kontrollører, som styrer slagets gang. Der er så heftig trafik til Tokyo – og Tokyo er ikke bare Tokyo – nej der er 3 linier med shinkansen til Tokyo afhængig af hvor i byen man skal hen. Udstyret med trådløs mikrofon styrer de de hyppige afgange, som afgår med minutters mellemrum til Tokyo, Hiroshima og andre storbyer. Men som vi har nævnt før, så står man jo i kø – og man står ud for den togvogn, som man har fået angivet på sin billet – og der standser toget så på milimeters præcision. I regionaltogene ind til Tokyo, som vi prøvede her til aften, kører der små skærme med oplysninger, som f.eks. vejret de næste 7 dage, hvor mange minutter der er til næste station og en skitsering af stationen, man ankommer til med hensyn til udgange etc. i forhold til ens togvogn. Der er ingen ende på servicen. Men de snakker fortsat ikke meget engelsk, og der er meget langt mellem skilte på engelsk. Så det er svært at være turist i Japan.

Det var sjovt at følge byerne og naturen på togturen ind til Tokyo. Det er skægt at se, at midt imellem villaer, rækkehuse og industri ligger der indeklemt masser af rismarker. Vi passerede også Mt. Fuji, som Karsten gerne ville bestige – men det må blive en anden gang – men det var så dårligt vejr, at vi ikke engang kunne se det pga. tåge og regn. Togstewardessen kunne ellers på vores forespørgsel helt præcist sige, at vi ville passere bjerget kl. 13.15 – og det gjorde vi så. Imponerende – japanerne virker meget troværdige.
Vi har overlevet første dag i Tokyo, så vi fejrer det med et glas champagne Karsten og jeg her til aften. Vi bliver vist nødt til at planlægge de ting, som vi ønsker at opleve i Tokyo, da tiden pludselig føles knap. På søndag morgen skal vi mødes med Akio, Conny, André og Louis. Det glæder vi os til. Det er planen, at vi skal i Disneyland sammen (og blive ruineret). Mandag rejser vi videre til Australien via Singapore.

10. dag – Kyoto onsdag den 11. juli 2007

2007-07-11T13:27:00.000+01:00

Starbucks Coffee – behøver jeg at sige mere? Ingen mærkelige kimonoklædte herrer i dag til gengæld var der usædvanlig mange turister, så det var knap så interessant.

Det startede med lidt regn, men resten af dagen har det faktisk holdt tørvejr og været ganske pænt og varmt cirka 28 grader.

Vi startede i vores tempelområde i dag, som ligger ganske tæt på ryokanen – Ysaka shrine, som er et større område med templer, som ligger op ad bjergsiden. Vi var heldige, fordi der var gang i en buddhistisk messe, da vi kom forbi. Man har jo ikke sko på i templerne helst bærer man strømper – og så er det vigtigt, at man ikke peger sine fødder/tæer mod alteret men gemmer dem bagerst ved at sidde på hug. Det har vi lært i Bangkok, så børnene gør det nærmest helt automatisk. Der sidder 2 rækker af munke, som messer i en uendelig – så Frikke påstår, at hun nærmest får ondt i hovedet af det. Herfra udforsker vi tempelområdet og finder bl.a. at deres kirkegård ligger op ad bjergsiden – tæt som man lever som japaner i levende live, så ligger man så sandelig også tæt, når man er død. Vi fortsætter videre til Chionin temple og finder frem til ”filosoffernes sti”, som den ældre japaner foran Starbucks forleden anbefalede os at gå. Stien går gennem et mere eksklusivt tempel- og beboelsesområde samt langs floden. Undervejs støder vi på Nanzenji temple, som skulle være særlig smukt. Der standser i hvert fald masser af turistbusser her og endnu en gang skal vi fotograferes. Det er dog mere sjældent her i Japan end i Kina, så det er rart.

Herfra fortsætter Karsten alene af ”filosoffernes sti”, vi andre tager en taxa hjem til ryokanen. Bakterierne bestemmer stadig, hvad og hvor vi skal være. Karsten slutter turen af med endnu et tempel, Ginkakuji temple inden han vender tilbage til hotellet.

Sidste chance for at fange et af Japans største attraktioner ifølge Lonely Planet Guidebogen – Kinkakuju temple, som er fuldstændigt guldbeklædt. Det viser sig at være en større turistfælde, der er tonsvis af turistbusser, som læsser især japanere af og de styrer rundt med deres kameraer og virker lidt ukritiske i forhold til, hvad de vælger at fotografere. Turen igennem tempelområdet er kort, men haven omkring er smuk.

Vi spenderer en taxa hjem til Gion. Lonely Planet siger, at man ikke skal køre i taxa, da det er dyrt. Morsomt fordi det stadig er dyrere at køre i taxa i Danmark. Faktisk er det sådan, at alting er dyrere i Danmark, så på trods af at man overalt i verden siger, at Japan er et dyrt land, så ser det ud til, at Danmark har overhalet dem.

Vi spiser en lidt pænere middag i dag, og alle er vist tilfredse. Men heroppe på 5. sal, hvor restauranten ligger, opdager vi, at vi har 1. parket til Kyoto attraktionen nummer 1 – geishaerne. Lige overfor restauranten ligger nemlig Hanami-koji, som er fyldt med traditionelle restauranter og tehuse fra det 17. århundrede – og her kommer geishaerne i en lind strøm til, fordi mange af deres aftaler foregår her. Karsten betaler regningen og jeg (cheffotografen) styrter afsted for at få et godt billede af en geisha. De andre dage har vi også stødt på dem, men det er tydeligt, at de føler sig utilpas ved turisternes opmærksomhed og blitzen hele tiden. Så som den pæne dansker, jeg nu er, har jeg undladt at fotografere dem. Men fristelsen er for stor her til aften – jeg vil have et billede. Jagten på geishaerne går ind – vi er mange, som står og venter udenfor et tehus, som tilsyneladende huser mange geishaer. Enten kommer de trippende ned af de smalle gader eller også ankommer de i taxaer, hvorpå de hurtigt og trippende haster indendøre og væk fra de nysgerrige blikke. Det udvikler sig til et større show, vi er i hvert fald 20-30 turister – både japanere og andre nationaliteter, som løber ned af gaden for at få det bedste shot. Dagens billede er så fra her til aften, en geisha som var på vej til arbejde...

I morgen checker vi ud kl. 10.00, vi har fået en fin besked på hovedpuden her til aften samt en trane, som er foldet i papir som afskedshilsen fra personalet. Vi skal lige forbi posthuset, vi har besluttet at sende alle de kinesiske/japanske indkøb med det japanske postvæsen hjem til Vatnavej. Vi håber, at Mikael vil hente den på posthuset...

Herefter er det med shinkansen til Tokyo, hvor ungerne glæder sig til at hoppe i poolen.

Og til lykke med de 22 år i dag Carina – vi har skålet for dig. Vi håber, at du får en hyggelig dag. Vi ses i Melbourne til august.....